
Klavs Birkholm
Radiomontagen er Klavs Birkholms rette element. For ham er det talte ord altid mere levende end de nedskrevne bogstaver – talen har nemlig tonefald, undertoner, hentydninger o.s.v. Tilsvarende er samtalen, når den udspiller sig i tid og rum, helt anderledes sigende og fuld af betydninger end det nedskrevne referat, som offentliggøres på tryk under navn af et ’interview’.
Og i radioprogrammet kan talen og samtalen væves ind i et univers af lyde, rytmer og musikalske elementer – så at helheden bliver en slags kunstværk, et stykke audiokunst. Radiojournalisten bliver på en måde kunsthåndværker, hvad enten programmet kaldes en montage eller en feature.
Samtalen for åben mikrofon kan enten dreje sig om værdivalg og personlige overbevisninger, om kloge indsigter eller om oplevede historier. For Klavs Birkholm indeholder den gode samtale i reglen alle disse elementer. Og samtalen er kun lykkedes, hvis gæsten er blevet tydelig for lytterne.
Klavs Birkholm
Lykke og Lyse Nætter
Digteren Thøger Larsen er mest kendt for sine klassiske sommersange, ”Danmark nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”. Han udgav i alt 12 digtsamlinger, foruden en roman, noveller og en lang række klassiske oversættelser. Skønt han var højt skattet af sin samtids digterkollegaer, ernærende han sig den største del af tiden som redaktør af Lemvig Dagblad.
Klavs Birkholms personlige portræt falder i fem dele:
- Sommernattens magi hos Thøger Larsen og Johs V Jensen
- Thøger Larsens kosmiske syn af jorden som en levende planet, hvor alt kredser om forførelse og frugtbarhed
- Thøger Larsens erotiske evangelium
- Død og tilintetgørelse er livslykkens uomgængelige bagside
- Thøger Larsens religiøsitet
Syv digte af Thøger Larsen læses af Preben Kristensen, instrueret af Klavs Birkholm