Det var ham der så dybet (TLF 3)

Afsnit 3 af serien "Thøfner læser filosofihistorien" (TLF). Efter at have besøgt oldtidens Egypten, og Kina (som vi vender tilbage til), bevæger vi os nu til det gamle Mesopotamien for at læse i et af verdens ældste litterære værker - Gilgamesh-eposet. 

Gilgamesh-eposet, der også kendes som ”Det var ham, der så dybet”, efter tekstens begyndelsesord, har rødder tilbage til flere tusind år fvt. og fortæller historien om den mægtige konge Gilgamesh af Uruk. Han var ikke bare en stor kriger og hersker, men også to tredjedele gud og en tredjedel menneske.
 
Led efter kisten af cedertræ,/åbn dens lås af bronze./Luk døren op til dens hemmeligheder,/tag tavlen af lapis lazuli ud og læs højt:/ Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser

Teksten der læses fra er Sophus Helle og Morten Søndergaards smukke oversættelse "Gilgamesh" (2019), Gyldendal.
Desuden bruges Sophus Helles "A new translation of the ancient epic Gilgamesh" (2021), Yale University Press.

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og lejende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøgende, i korte uddraget, udskudt, fragmentarisk, afsnit 3, det var ham, der så dybet. Led efter kisten af cedertræ, og så det, der var. Led efter kisten af cedertræ, åbn dens lås af bronze, luk døren op til dens hemmeligheder, tag tavlen af lapis lazuli ud og læs højt. Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser. Velkommen til afsnit 3 af serien Thøfner læser filosofihistorien. Efter at have besøgt oldtidens Ægypten og Kina, som vi vender tilbage til, bevæger vi os nu til det gamle Mesopotamien for at læse i et af verdens ældste litterære værker, Gilgamesh-eposet. Hvad er det nu, Mesopotamien er? Jo, det var området mellem floderne Eufrat og Tigris. Og hvor er det nu? Det ligger? Jo, det ligger primært i, hvad vi i dag kender som Irak. Her var der en blomstrende civilisation og en række forskellige kulturer, der interagerede for mere end 5.000 år siden. Gilgamesh-eposet, der også kendes som "Det var ham, der så dybet" efter tekstens begyndelsesord, har rødder tilbage til flere tusind år før vores tidsregning og fortæller historien om den mægtige konge Gilgamesh af Uruk. Han var ikke bare en stor kriger og hersker, men også to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Nogle mener, at forlækket for Gilgamesh var en virkelig historisk konge, altså et menneske helt igennem, som regerede omkring 2.700 år før vores tidsregning, men det er yderst spekulativt. Den såkaldt standardbabylonske version af eposset fik sandsynligvis sin form omkring 1.100 år før vores tidsregning. Vi har altså fat i et af verdens ældste bevarede litterære værker. Men er der tale om filosofi? Ikke rigtigt, vi er stadig i præ-filosofisk tid. Når jeg synes, Gilgamesh skulle med, skyldes det først og fremmest, at det er en dejlig tekst. Den er kraftfuld og saftfuld og rørende, men også at den ligger et interessant sted mellem genre. I almindelig løs sprogbro er der klart tale om en myte. Det er en fantasifuld historie om en fortid med guder, og den giver forklaringer på, hvorfor nogle aspekter af virkeligheden er, som de er. I den forstand er der bestemt tale om en mytisk fortælling. Men der er også meget, der trækker i en anden retning. Først og fremmest er der noget meget menneskeligt over teksten. Interessen ligger hos mennesket, sympatien ligger hos os mennesker. Jeg stødte på et citat af en assyrolog ved navn William L. Moran, der meget godt dækker den del af min læseoplevelse. Moran betragter, citat, Gilgamesh's historie som en fortælling om den menneskelige verden, der er kendetegnet ved en insistering på menneskelige værdier og en accept af menneskelige begrænsninger. Moran beskriver eposet som et dokument om datidens humanisme. Og han understreger, at også i datiden handlede historien om Gilgamesh mere om, hvad det vil sige at være et menneske, end om hvad det vil sige at tjene guderne. For engang skyld er vi i den heldige situation, at vi kan høre en dansk oversættelse, der både er fagligt og poetisk gennemarbejdet. Assyrologen Sofus Helle har nemlig sammen med sin far, digteren Morten Søndergaard, lavet en fornem dansk udgivelse, der udkom i 2019. Det er vældig fint, at mødet mellem det faglige og poetiske også er et helt konkret samarbejde mellem far og søn. Som Morten skriver i foråret, "For os har arbejdet med teksten været noget af det største, der er overgået os. Det har været et møde mellem faglighed og poesi, mellem far og søn, mellem fortid og nutid. Vi har haft følelsen af at se direkte gennem den ubegribelige lag af sprog og kultur, og vi har forsøgt at lade teksten fremstå lige så vibrerende skør og forunderligt levende, som den er." Det er rigtig god læsning, og jeg kan kun anbefale bogen. Sofus har på engelsk også udgivelsen "A New Translation of the Ancient Epic Gilgamesh" fra 2021, som rummer en række meget fine essays om diktet og dets receptionshistorie. Her kan man f.eks. læse, at tavlerne ikke fremstår som kapitler af en roman, men mere som episoder, ligesom vi kender det fra tv-serier. Parallellen er sjov, for akadikkerne havde jo ikke noget ord for epos og refererede faktisk til fortællingen som "Gilgamesh"-serien. Gilgamesh-eposet blev oprindelig skrevet på lertavler med kileskrift, det dominerende skriftssystem i det gamle Mesopotamien. Kileskriften bestod af tegn, dannet via indridse streger og vinkler i lær eller sten. Tegnene repræsenterede enten hele ord eller stavelser. Den ældste kileskrift stammer fra omkring 3200 år f.v.t. og blev udviklet af summererne. Kileskriften forblev i bro helt op til det første århundrede f.t.v.t. Det var et meget fleksibelt skriftsystem, der kunne udtrykke mange forskellige sprog. Man kan associere til sanskrit og latin, som også lang tid efter de døde ud som levende sprog, fungerede som en slags fælles skriftsprog. Selve eposset er ikke nedskrevet på én gang, men er snarere en samling af forskellige sumeriske digte og fortællinger om Gilgamesh, der er blevet samlet og redigeret over flere århundreder. Fragmenter af eposset er blevet fundet fra så tidligt som 2100 år f.v.t., hvilket gør det til et af de ældst kendte litterære værker i verden. Tavlernes lær er på samme tid både skrøbeligt og holdbart. Under de rette forhold holder de brændte tavler mange tusind år. På den anden side knuses de let, og forskerne arbejder meget bogstaveligt med et pusslespil af lær. Teksten stykkes sammen af små og større stykker af lærtavler fra de samme eller forskellige tider, der dukker stadig, stumper op ær til. Interessant er det, at ubrændte lærtavler også blev brugt. De kunne så at sige nulstilles med vand. Fortroeligheden med læret som materiale og dets tilknytning til både formede figurer og skrift er et tema, som kan læses ud af teksten. Efter den store oversvømmelse, som vi vender tilbage til, blev fortiden forvandlet til lær. Menneskene lå tilbage forvandlet til lær. Gilgameshs elskede ven, Enkidu, blev skabt af himmelguden Aruro, der formede ham af en klump lær. Og da han døde, sørger Gilgamesh, "Min ven, som jeg elskede, er blevet til lær." Man fristes til at sige, "Ad lær er du kommet, til lær skal du blive." Eposset består af 12 tavler, eller 11, fordi den 12. er lidt af et tillæg. Hver af de her 11 tavler beskriver en del af Gilgameshs liv og eventyr. Centrale temaer i fortællingen er venskab, erkendelsen af dødens uundgåelighed og menneskets plads i natur og kosmos. Efter sin ven, Enkidus, død, bliver Gilgamesh besat af tanken om døden og bruger al sin energi på at finde en måde at undgå den på. Hans søgne efter udødelighed er en helt central del af eposset og fører til en række refleksioner over livets mening og dødens betydning. Det er meget fint, hvordan det her tema kraftfuldt vokser ud af venskab og kærlighed. Venskabet med Enkidu er med til at gøre Gilgamesh til et bedre menneske, og da han mister ham, får det Gilgamesh til at indse livets skrøbelighed. Temaerne venskab, sorg og meningen med livet foldes ud i et samspil med de magtfulde guder, der griber ind i menneskenes liv. Guderne er magtfulde, men lunefulde og ikke nødvendigvis værd at respektere. For eksempel afviser Gilgamesh gudinden Ishtars tilnærmelser, og Enkidu kaster tyrelæm i hovedet på hende. Det er et lidt andet gudsforhold, end vi typisk hører om i dag. Naturens kraft er koblet tæt sammen med guderne, og naturen sættes mange steder ganske markant i modsætning til det civiliserede liv i byen. Men alt det kommer vi til at høre eksempler på. Det var lidt kontekst og baggrund. For at man ved, hvor man er, giver jeg løbende et ræsumé af historien, ind imellem med lidt fortolkne overvejelser, der står for min egen regning, og så har jeg så indlagt uddrag fra teksten. Som sagt mangler der dele af teksten rundt omkring. Visse steder kun enkelte ord eller sætninger, andre steder er det kun enkelte ord eller sætninger, vi har, og resten er gådefuld tomhed. Helle og Søndergaard har valgt at markere de lakuner med prikker eller hævet punktummer. I oplæsningen her har jeg markeret lakunerne med hvid støj. Man skal jo gerne kunne høre forskel på en pause og en lakune. Lad os starte med begyndelsen på tavle 1. Her introduceres byen Uruk og den stelvis guddomlige hersker, kong Gilgamesh, en konge, der er stærk, skøn og noget af en tyran. Vi får også et overblik over hele historien. Læg mærke til tekstens selvreference. Gilgamesh fandt først ro, da han nedfældede sin historie på en stæle, altså en opretstående stenblok eller noget i den stil. Læg også mærke til den smukke læserhenvendelse. Tag tavlen af Lapis Lazuli ud og læs højt. Læs om det, Gilgamesh gik igennem. Læs om alle hans ledelser. "Det var ham, der så dybet jordens fundament, der kendte vejene og forstod alt. Han besøgte tronsalene i øst og i vest og fik al vidstom i verden. Han så det skjulte, afdækkede det gemte og kom hjem med en historie fra tiden før flodbølgen. Han fulgte udmattet de lange veje, men fandt ro, da han nedfældede sine prøvelser på en stæle. Han byggede et stort og stærkt sted, hvor han kunne se det større og stærkere sted. Han byggede muren om forefalden Uruk, om himmelens tempel, det hellige skatkammer. Se dens mur, den skinner som et koverbånd, se dens brystvern, som er uden lige. Gå over den elgammele terskel og ind i himmelens tempel, Gudinden Ishtars bolig, som ingen konge vil kunne efterligne. Kravl op på Uruks mur og se dig omkring, undersøg dens fundament, gransk dens stensætning, for vidst dig om, at den faktisk er opført af ovenbrændt murværk. Se efter, om ikke dens grundsten blev lagt af de syv vise. Se, tusind hektar by, tusind hektar frugthæver, tusind hektar byggeplads og femhundrede hektar tempel, træet et halvt tusind hektar, er Uruks mål. Led efter kisten af sedertræ, åbn dens lås af bronze, luk døren op til dens hemmeligheder, tag tavlen af Lapis Lazuli ud og læs højt. Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser. Han overgik alle konger, denne hæderkronede muskelmand, den heldemodige søn af Uruk, den stangende vildtyr. Han gik som herfører forrest, han gik bagerst for at sikre sine brødre. Han var en mægtig flodbred, sine troppers beskytter og en fejende flodbølge, der knuser selv stenmure. Gilgamesh, fuldkommen i styrke, var Lugalbandas vildtyr og digede hos sin mor, Ninsumun, den erhverdige vilkå. Gilgamesh, den mægtige, formfuldente, frygtengydende, der åbnede pass i bjergene, gravede brønde på skråninger, krydsede oceanet, det vældige hav, på vej mod solopgangen, udforskede verdenshjørnerne på jagt efter udødelighed, nåede med stort besvær til Utanapishti, den fjerne, genopbyggede heligdommene, som flodbølgen havde ødelagt, og fastslog de rette ritualer for den myldrende menneskeslægt. Hvem kan måle sig med ham i kongeverdighed og sige som Gilgamesh, "Det er mig, der er konge"? Fra den dag Gilgamesh blev født og fik sit navn, var han to tredjedele gud og kun en tredjedel menneske. (Musik) Gilgamesh, der både er smuk, kæmpestor, stærk og restløs, undertrykker sit folk i byen Uruk. Han hervede up om hjertet omkring, lod ingen søn vende hjem til sin far og ingen datter vende hjem til sin mor. Folket bærer guderne om hjælp, og gudinden Auroro skaber Enkidu, en dyrisk vildmand, der skal kæmpe mod Gilgamesh, så Uruk kan få ro. Auroro vaskede sine hænder, klemte et stykke lær af og kastede det ned i vildmarken. Og det bliver til Enkidu. Gilgamesh hører om vildmanden Enkidu og sender en forførerske af sted ved navns Shamhat. Hun er både vis og smuk. Og hun tæmmer Enkidu. Ja, hun civiliserer ham nærmest, blandt andet ved elskov, der varer seks dage og syv nætter. På Shamhats opfordring tager Enkidu til byen, altså ind til Uruk, for at udfordre Gilgamesh. Som Enkidu siger, "Jeg vil være den, der udfordrer ham, og min magt skal blive stor. I Uruk vil jeg råbe, det er mig, der er mægtig." Men Shamhat kan fortælle, at Gilgamesh har haft drømme om, hvad der vil ske. Gilgamesh så i drømme, at han vil få en ven, en fortrolig, og det er faktisk også det, der kommer til at ske. Enkidu beskrives som Gilgameshes spejlbillede, men som en dyrisk variant. Civiliseringen af ham fortsættes. Efter den lange elskov, og lige lidt mere elskov, spiser Enkidu brød, hvad der var ukendt for ham. Han blev salvet i olie, og han blev, som der står, til et menneske. I byen Uruk er Gilgamesh på vej ind for at benytte sin herskerret til at ligge med en udvalgt ung kvinde. Enkidu ankommer og udfordrer Gilgamesh. Enkidu og Gilgamesh kæmper, men de vinder hinandens respekt. Enkidu taler Gilgamesh fra at benytte sin herskerret, og de to ender som enormt meget nære venner. Det næste, der sker, er, at Gilgamesh tager Enkidu med til sin mor Ninsumon, gudinde og vilkå. Hun siger noget, der gør Enkidu meget ked af det. Lige her er der mange lakuner i teksten. Helle og Søndergaard foreslår, at hun måske påpeger, at Enkidu ikke har nogen familie, og derfor ikke vil blive husket efter sin død. At det er det, der gør Enkidu ked af det. Det giver mening, for straks efter foreslår Gilgamesh, at de skal rejse ud for at dræbe skovens vogter, monstret Humbaba og hente det kostbare sedertræ tilbage til Uruk. Det vil sikre dem ære og berømmelse og give dem en plads i eftertidens hukommelse. Der er allerede mange temaer i spil, og vi kan ikke forfølge dem alle sammen her. Men der er i hvert fald en markant modstilling mellem natur og kultur, som er langt fremme i teksten. Hvis vi tænker psykologiserende, fremstår Enkidu nærmest som en side af Gilgamesh, den ikke-civiliserede, dyriske side, som tæmmes og klædes på og som Gilgamesh kæmper mod, men bliver ven med. Et meget dybt venskab. Enkidu bliver en bror og beskrives som en tvilling. Det dybe venskab bliver motoren i de andre hovedtemaer, såsom forholdet mellem mennesker, guder og menneskets lod, at vi skal dø simpelthen. Venskabets betydning og kærligheden i det beskrives meget smukt. Men vi kom til at Gilgamesh synes, at de to skal på eventyr ud og kæmpe mod skovens monster. Enkidu synes umiddelbart ikke, at det er en god idé at kæmpe mod det her monster Humbaba. Han tænker, det er helt umuligt. Guderne har sat monstret til at beskytte skoven, og selv guderne vil have problemer med at besejre det uhyr. Gilgamesh giver sin ven en rigtig brandtale og taler imod Enkidus opgiven på forhånd. Nu er vi på tavle 2. Gilgamesh tog ordet, han sagde til Enkidu. "Min ven, hvem kan nogensinde stige op til himlen? Kun guderne lever i evigt solskinn. Hvad mennesket angår, er vores dage talte. Hvad vi end gør, vil det blot være vind. Og her står du og frygter døden. Hvad skal al din heldemodige styrke så til for? Lad bare mig gå forrest, og råb du til mig, fremad, frygt ikke! Hvis jeg falder, vil jeg blot have skabt mig et navn. Gilgamesh kæmpede mod den blodtørste Humbaba." Så selvfølgelig skal de ud på det her dumdristige eventyr. Der er lige nogle forberedelser, hvor Gilgamesh' mor adopterer Enkidu, så nu er de også samme slægt og virkelig brødre. Nu er vi så kommet til tavle 3 og videre frem. Gilgamesh og Enkidu er på vej til skoven for at overvinde Humbaba. På vejen har Gilgamesh en række drømme, der forvirrer ham. Hver gang fortæller han dem til Enkidu som beroligere og mener, at drømmene er godetegn. Da de kommer hen til skoven, bliver de på skift overvældet af frygt, mens støtter hinanden. "En ven står alene, men to tæller dobbelt. Selv hvis en ikke kan bestige en glat skråning, kan to sammen. Selv en stærk hund, overmandens, er to valpe." Der er mange smukke udtryk for venskabets værdi. Endelig kommer selve kampen. Den er så voldsom, at den kløver bjergene og skaber en bjergdal. Der mangler en hel del af teksten her, men Humbaba tryler om at blive forskånet og appellerer især til Enkidu som en, der selv kommer fra naturen. Men nu er det Enkidu, som ikke er i tvivl. Selv efter de to har indset, at de er i gang med at forbryde sig mod gudernes vilje, så er Enkidu stålsat på at fuldføre missionen. Og de to overvinder derogs monstret. Efterfølgende sejler de ned af floden på en tømmerflåde, Gilgamesh med Humbabas hoved i hænderne. Så gør Gilgamesh sig i stand, tager sin kongekrone på, og det er åbenbart, hvad der skal til for at gudinden Ishtar får øje på ham. Gilgamesh tog sin krone på hovedet, og fyrsten Ishtar fik øje på hans skønhed. "Kom, Gilgamesh, gift dig med mig. Lad mig nyde din frugt. Vær min mand, så vil jeg være din krone." Men Gilgamesh afviser hendes tilnærmelser og tilbud. Ja, han disser hende på en måde, der ikke lader nogen rapper noget efter. "Du er som en kugle, der ikke kan få is til at fryse. En halvdør, der ikke kan holde vind og træk ude. Et palads, der knuser. Helde. En elefant, der... ...sit dække. Asfalt, der pletter den, der bærer den. En vandsæk, der spiller ud over den, der bærer den. Kalksten, der får muren til at vælte. En rambug, der knuser stenmuret foran fjenden. En sko, der gnæver sine ejers fødder." Og han opregner også en lang liste over hendes tidligere erobringer og svigt. Ishtar bliver rasende over afvisningen, stiger til himmels og får sin far, guden Anu, til at give hende tøjlerne til himmeltyren, som hun sender mod byen Uruk, hvor den spreder død og ødelæggelse. Her får Enkido fat i dens hale, så Gilgamesh kan give den dødsstødet. Det gør ikke ligefrem den forsmåede gudinde Ishtar Miller er stemt, og sandelig om Enkido ikke skærer tyrens lem af og smider det lige i hovedet på hende. Der bliver ikke sparet på noget der. I byen bliver Gilgamesh hyldet, men Enkido har en feberdrøm. Vi er nu på tavle syv. "Min bror sigged en drøm, jeg så i nat. Anu, Enlil, Ea og Shamash var samlet, og Anu sagde til Enlil, 'Fordi de dræbte himmeltyren, og fordi de dræbte Humbaba, som sørgede for, at bjergene var dækket af sedertræ.' Det sagde Anu. 'Lad da den ene af de to dø.' Og Enlil sagde, 'Enkido skal dø, men Gilgamesh skal ikke dø.'" Enkido forstår altså, at han skal dø som straf for at trodse guderne. Videre i hvad der stadig lyder feberramt, taler han med døren af sedertræ, som de havde taget med fra skoven. Enkido løftede sit hoved. Han talte med døren, som om den var et menneske. 'Dør fra skoven, som ingenting forstår. Jeg har fået den fornuft, som du mangler.' 'Jeg gennemtravlede 200 kilometer for at finde det bedste træ at lave dig af. Endelig fandt jeg et knejsende sedertræ.' 'Dit træ var uden lige i.' 'Der var ikke noget træ i sederskoven som det, du er lavet af. Du er 36 meter høj, 12 meter bred, en halv meter tyk. Din stolpe, svingtap og hængsler er alt sammen af ét stykke.' 'Jeg skabte dig, løftede dig og hængte dig på plads i byen Nibur.' 'Havde jeg bare vidst, dør, at det var sådan, du ville vise din taknemmelighed. Havde jeg bare vidst, dør, at det var sådan, du ville belønne mig.' 'Jeg ville have løftet min økse og fældet dig. Jeg ville have sendt dig som en tømmerflåde til det lysende tempel.' 'Jeg ville have brægt dig til det lysende tempel, Shamashes hus.' 'Jeg ville have plantet dig i porten til det lysende tempel.' 'I døren ville jeg have placeret tortenfugle og ...' 'Ved indgangen ville jeg have ...' 'Jeg ville have byen ...' 'Shamash ... og i Uruk.' 'Fordi Shamash hørte det, jeg sagde til ham.' 'I nødden stund skaffede han mig et våben.' 'Men nu, dør, hvor jeg har skabt dig, nu hvor jeg har hængt dig op, kan jeg ikke smadre dig igen, kan jeg ikke rive dig ned.' 'Lad en fremtidig konge vemmes ved dig, eller lad en Gud installere dig der hvor.' 'Lad nogen slette mit navn på dig og skrive sit eget i stedet.' 'Endtid du flåede sit festtøj af og smed det på gulvet.' Ja, det er bogstaveligt talt som at tale til en dør. Jeg kan ikke lade være med at påpege det oplagte, men interessante, at døren repræsenterer en overgang fra den vilde natur til den civiliserede by. Døren er både helt konkret og i overført forstand en terskel, en overgangsfigur. Den er lavet af træ, hentet hjem fra skoven, bristet ud af monstrets skræb. En dør er det, der giver sikkerhed fra det vilde og er samtidig hentet hjem fra det vilde. Den er tæmmet, domestiseret, og man skriver sit navn på den. Samtidig er det en terskel for Enkido og fortællingen. Det er dødens dør. For Enkido ved, at han snart vil dø. Det passer meget godt på dansk, at ordet dannet af de tre bogstaver D, Ø, R både betyder dør og dør. Enkido lå og var syg i en dag og en dag til. Enkidos... I sin seng. Den tredje dag og den fjerde var... Den femte, sjette og syvende, den åttende, nigende og tiende. Enkidos sygdom. Den elfte og den tolvte dag. I sin seng lå Enkido og... Han kaldte på Gilgamesh. Min ven, min Gud, har vendt sig imod mig som en, der falder midt i slaget. Jeg var bange for kampen. Min ven, den som falder i kamp. I kampen var jeg. Så nu er Enkido død, og vi er kommet til tavle 9. Gilgamesh er knust over Enkidos død og bliver nu besat af sin egen dødelighed. Han begiver sig ud på en søgen efter udødelighed, og han opsøger Utanapistim, som er den eneste overlevende fra den store oversvømmelse. Utanapistim fik ebit liv af guderne, og det vil Gilgamesh gerne have noget af. Men hvad er det for en stor oversvømmelse? Lad os lige tage en lille afstikker til det. Det er en fortælling, der også kendes fra flere andre gamle kilder, som har ganske mange lighedspunkter med søndflodshistorien, som vi kender den fra den kristne tradition. Det vagte opsigt, dengang den babylonske fortælling blev oversat og kendt, fordi den jo er ældre end den gamle testamentlige tekst, og man kan diskutere og forsøge at vurdere indflydelser og udbredelse af de her oversvømmelsesfortællinger. Sandsynligvis har der været tale om udbredte fortællinger, som er blevet udviklet og har cirkuleret i forskellige versioner. Der har givetvis været lokale oversvømmelser, som har kunnet give anledning til de her fortællinger. Det giver god mening. Men når jeg læser diskussioner om den slags, synes jeg ofte, at man helt undleder at udstyre åltidens folk med fantasi, som om man dengang kun kunne få idéer, hvis de en til en svarede til erfaringer. Det synes jeg ikke helt stemmer overens med, hvad vi ellers kan læse ud af teksterne. Noget af det, vi kan som mennesker og har kunnet i mange tusinde år, det er at ekstrapolere, overdrive eller underdrive flyttebetydninger, sætte dem sammen på nye måder osv. En kæmpemæssig oversvømmelse ligger klart inden for de ekstrapolationsmuligheder, som ligger lige foran en verden, hvor floderne og deres vandstand var afgørende for livsbetingelserne. Nå, men det var bare en strøg tanke. Jeg synes, det er spændende at kende en smule til en oversvømmelseshistorie, som ikke har noget med synd at gøre. Historien her har helt andre dimensioner og fokuserer helt andre steder end Bibelens syndflodshistorie. Som der står i en mavnnote i den danske oversættelse, enhver babyloner kendte baggrunden for den her historie. Menneskene var blevet for talrige og larmede så meget, at guderne ikke kunne sove. Guderne svore en ed om ikke at advare folket, så ingen kunne undslippe katastrofen. Der er altså ikke noget, der ligner straf for synd her. Guderne minder mere om en støj overfølelse om overbo. De har endda selv sat gang i menneskeheden for at få en slags hjælpere, men de havde ikke lige tænkt på larmen. Sophus Helle fortæller, at noget af det ekstraordinære ved ideen om oversvømmelsen er, at den blev set som historiens yderste grænse. Den udslættede simpelthen alt, der gik forud. Hele fortiden er blevet til lær, som der står. En uformet lærklump uden spor af figurer, skrift eller viden. Det hele blev visket ud som spor i våt lær. Før den her nulstilling kommunikerede guder og mennesker, men i forbindelse med indgrebet svore guderne tavshed. Fortællingen kan altså også fungere som en forklaring på, hvorfor alle de her guder er så svære at få i tale, hvorfor der er total radiotavshed, og hvorfor kommunikationen må foregå via varsler og drømme. Vigstommens Gud Ea er den klogeste af guderne og har et godt øje til menneskene og omgår løftet til de andre guder om tavshed ved netop at tale til Utanapisti gennem varsler, koder og drømme. Men hvordan og hvorfor blev Utanapisti og hans hustru som de eneste skånet og endda tildelt evigt liv? Hvorfor er det lige ham, som Ea vælger at afsløre hemmeligheden om oversvømmelsen til? Det spørgsmål forbliver ubesvaret, men som Sophus Helle skriver, og her kommer et lidt længere citat, der refererer til det såkaldte Atrahasis-manuskript. Før han fik navnet Utanapisti, han fandt livet. Blev han kaldt Atrahasis, han er meget vis, eller bogstaveligt talt, han er usædvanligt lyttende. Ifølge Babylonierne sad intelligensen ikke i hjernen, hjertet eller øjnene, men i ørerne. At forstå verden var at høre den, at være opmærksom på dens mere subtile toner og ekorer. Den første del af Atrahasis beskriver, hvordan guderne, da de skabte menneskeheden, gav os intelligens og hørelse. Anden del beskriver, hvordan Atrahasis brugte sin gave til at høre Eas viskende ord og afkode deres dobbelte betydning. Atrahasis er en superhelt, ikke fordi han er særlig stærk eller modig, men fordi han har et bredt øre, som den babyloniske talemåde lyder. Han er klog, han lytter og han taler bedre end nogen anden. Citatslut, min oversættelse fra engelsk. Hvis du har været en god lytter, kan du ligesom mig ikke undgå at associere til Ægyptens tahotep og hvor meget handlag vægt på vidstommen i at lytte. Hvorom alting er, at Gilgamesh ødelagt af sorg over Enkidus død og ramt på sin egen dødsangst på vej for at finde Utanapisti, som en flamme grad Gilgamesh over sin ven Enkidu, mens han strejfede om i vildmarken. Jeg skal også dø. Er jeg ikke som Enkidu? Sorg er trængt ind i mit hjerte. Jeg er blevet bange for døden og strejfer om i vildmarken for at finde Utanapisti, søn af Ubaratutu. Jeg er på vej så hurtigt jeg kan, og i nat ankom jeg til bjergpassene. Jeg så en løveflok og blev angst, så jeg løftede ansigtet mod Måneguden og bad til Gudernes lys. Rettede jeg mine bønder? Beskyt mig! Gilgamesh rejste sig, han vågnede fra sin drøm, og i Månelyset blev han lykkelig for at være i live. På vejen efter Utanapisti taler solguden Shemash, der er Gud for retfærdighed, til Gilgamesh. Shemash blev bekymret og bøjet sig ned til ham. Han sagde til Gilgamesh, "Gilgamesh, hvor vandrer du hen? Det evige liv du søger vil du aldrig finde." Gilgamesh sagde til ham, til den heldemodige Shemash, "Når jeg ikke længere kan vandre og strejfe om i vildmarken, vil jeg så ikke have rigeligt med ro i underverdenen. Jeg skal ligge ned i alle de år. Lad mine øjne se på solen og fyldes med dens lys. Mørket er stadig fjernt. Se bare, hvor meget lys her er nu. Hvornår vil en død mand se solen stråle?" Og nu er vi kommet til tavle 10. Her hører vi blandt andet flere gentagelser af Gilgamesh, der udtrykker sin sorg. Den dybfølte smerte over vendens fravær kommer virkelig frem, og det forstås tydeligt, hvordan Gilgamesh' egen fremtidige død er blevet meget virkelig for ham. Samtidig er det på mange måder her, at han er længst væk fra byen og sig selv. Han går rundt i vildmarken klædt som en løve, nærmest som Enkido blev beskrevet, da han kom fra naturen. Gilgamesh sagde til hende, til krokonen, "Min ven Enkido og jeg, det var os, der slog os sammen og besteg bjergene, tog livetag med himmeltyren og dræbte den, knuste Humbaba, som boede i sederskoven, og slog løver i hjel i bjergpassene." Krokonen sagde til ham, til Gilgamesh, "Hvis det var dig og Enkido, der dræbte skovens vogter, knuste Humbaba, der boede i sederskoven, slog løver i hjel i bjergpassene og tog livetag med himmeltyren og dræbte den, den som var kommet ned fra himmelene. Hvorfor er dine kender der indfaldende, dit ansigt sænket, dit humør elendigt, dine træk helt udslidte? Hvorfor er der sorg i dit sind? Hvorfor er dit ansigt som en, der har rejst på fjerne veje? Hvorfor er dit ansigt mærket af sol og af frost? Hvorfor går du rundt i vildmarken, glædt som en løve?" Gilgamesh sagde til hende, til Krokonen, "Skulle mine kender ikke være indfaldende, mit ansigt ikke sænket? Skulle mit humør ikke være elendigt, mine træk ikke udslidte? Skulle der ikke være sorg i mit sind? Skulle mit ansigt ikke være som en, der har rejst på fjerne veje? Skulle mit ansigt ikke være mærket af sol og af frost? Skulle jeg ikke gå rundt i vildmarken, glædt som en løve? Min ven, et lynhårdtigt mulddyr, et asel fra bjergene, en leopard fra vildmarken. Min ven, Enkido, et lynhårdtigt mulddyr, et asel fra bjergene, en leopard fra vildmarken. Min ven, som jeg elskede så dybt, som gik igennem alle fare sammen med mig. Min ven, Enkido, som jeg elskede så dybt, som gik igennem alle fare sammen med mig. Menneskene skæbne besejrede ham, og jeg græd over ham i seks dage og syv nætter. Jeg lod ikke hans li begrave, før en madike drøbbede ud af næsen på ham. Jeg blev bange. I dødsangst går jeg nu rundt i vildmarken. Historien om min ven tynger mig. Nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje. Historien om min ven, Enkido, tynger mig. Nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje. Skulle jeg kunne være stille? Skulle jeg kunne være tavs? Min ven, som jeg elskede, er blevet til lær. Enkido, som jeg elskede, er blevet til lær. Er jeg ikke ligesom ham? En dag vil jeg lægge mig ned og aldrig kunne rejse mig igen. Men nu, krokone, hvor jeg har set dit ansigt, lad mig da ikke se dødens ansigt, som jeg frygter uafbrudt. Krokonen sagde til ham, til Gilgamesh, "Gilgamesh, hvor vil du hen? Det evige liv, du søger, vil du aldrig finde." "Gilgamesh, der er blevet til lær." På tavle 11 møder Gilgamesh så endelig Utanapistim, der fortæller ham om den store oversvømmelse, vi var inde på før. Gilgamesh sagde til ham, til Utanapisti den fjerne, "Nu hvor jeg ser dig, Utanapisti, ser jeg, at din krop ikke er noget særligt. Du er helt som mig. Ja, du er ikke noget særligt, men helt som mig." "Jeg var fast besluttet på at kæmpe med dig, men nu hvor jeg står foran dig er min arm blevet slap." "Sig mig, hvordan gik det til, at du fik foretræde for Gudernes forsamling og fik evigt liv?" Utanapisti sagde til ham, til Gilgamesh, "Gilgamesh, jeg vil fortælle dig en hemmelig historie. Ja, jeg vil dele en af Gudernes gåder med dig. Du kender jo nok byen Shurupak, den ligger ved Øvfratsbred. Byen var gammel, og det var der, de var, de store guder, da deres hjerter fik den til at sende flodbølgen. De indgik en tavshedspakt. Deres bedstefar, Anu, deres rådgiver, helten, Enlil, deres kammerherre, Ninurta, og deres opsynsmand, Enugi. Ligesom de andre havde også fyrsten Ea svoret tavshed, men han fortalte deres plan til en stråmur. "Stråmur, stråmur, sivvæg, sivvæg, mur, hør her, væg, vær opmærksom. Du mand af Shurupak, søn af Ubaratutu, riv huset ned og byg en båd, flygt fra paladset og hen imod livet, glem din rigdom og red dig selv, bring kimen til alt levende ombord. Den båd, du skal bygge, lad dens mål være afstemt, lad den være lige så lang, som den er bred, og læg et tag på, ligesom jorden, der dækker verdensdybet." Utanapisti fik bygget båden, og den kæmpemæssige flodbølge kom og jævnede alt ud. Den første dag var blæsten, den blæste kraftigt og bjerget. Katastrofen trumlede over folket som en krig. Brødre kunne ikke finde hinanden, i undergangen kunne man ikke se, hvem der var hvem. Guderne selv blev bange for flodbølgen. De flygtede og steg op til himmelguddens hjem. Guderne lå som sammenkrøbne hunde i det fri, mens gudinden skreg som en fødende kvinde. Bellat Ili, gudinden med den smukke stemme, hylede. "Det er sket! Fortiden er forvandlet til lær! Alt sammen, fordi jeg talte ondt i gudernes forsamling. Hvordan kunne I have tale ondt i gudernes forsamling?" Efterfølgende bliver Ea taget til rette af de andre guder, endelig errasende. Han blev fuld af vrede mod de lavere stående guder. "Hvordan har nogen kunnet slippe væk med livet i behold? Intet menneske måtte jo overleve undergangen." Men Ea forsvarer sig godt ved at anføre alle de andre muligheder, der var, og udslætte alt med flodbølgen. "I stedet for flodbølgen kunne du have fået en løve til at minske menneskeslægten. I stedet for flodbølgen kunne du have fået en ulv til at minske menneskeslægten. I stedet for flodbølgen kunne du have fået hungersnød til at minske menneskeslægten. I stedet for flodbølgen kunne du have fået krigsguden til at minske menneskeslægten." Nu får vi også forklaringen på, at Utanapisti omtales som den fjerne. Enlil befaler nemlig, at han og hans kone skal blive guder og bo ved verdens ende. Ea fortsætter. "Det var ikke mig, der afslørede de store guders hemmelighed. Jeg lod bare Utanapisti have en drøm, hvor han hørte gudernes hemmelighed. Overvej nu, hvad der skal ske med ham." Utanapisti fortsætter beretningen. "Enlil gik ombord. Han tog mig i hånden og førte mig ud. Han hentede min kone og lod hende knæle ved min side. Han rørte vores panner, stod mellem os og velsignede os. Før tilhørte Utanapisti menneskene. Nu skal han og hans kone være guder som os. Lad Utanapisti bo i det fjerne ved verdens ende." "De tog mig og lod mig bo i det fjerne ved verdens ende." Nu ligger det ligesom lidt i fortællingen, at omstændighederne, da guderne havde samråd og besluttet sig for at give Utanapisti gudstatus og evigt liv, ikke lige er omstændigheder, der kan gentages. Som Utanapisti siger, "Men Gilgamesh, hvem vil kalde guderne sammen for din skyld, så du også kan finde evigt liv? Ha! Prøv bare at se, om du kan klare dig uden søvn i seks dage og syv nætter." Gilgamesh bliver sat på en slags prøve. Hvis han ikke engang kan klare sig uden søvn i seks dage og syv nætter, så er det der med udødelighed nok ikke så realistisk. Og det kan Gilgamesh ikke. Tværtimodt falder han i søvn med det samme. For at tælle, hvor lang tid der går, bærer Utanapistis hustru et brød hver dag. Da Gilgamesh vågner, er han overbevist om, at han kun lige har blånet et øjeblik. Gilgamesh sagde til ham til Utanapisti den fjerne, "Jeg faldt vist i søvn et øjeblik, men i samme øjeblik rørte du mig, og jeg vågnede." Utanapisti sagde til ham til Gilgamesh, "Kom, Gilgamesh, tæl dit brød, der er blevet bakt til dig, og indse, hvor mange dage du har sovet. Dit første brød er helt tørt, det andet er sejt som læder, det tredje er stadig fugtigt, det fjerde er blevet hvidt, det femte er begyndt at få pletter, det sjede er frisk bakt, og det syvende lå på kulvet, da du vågnede." Det gik altså ikke lige at holde sig vågen, som i. Det gik slet ikke. Utanapisti og hustru gør Gilgamesh i stand, men ved afskeden synes hustruen alligevel, at Gilgamesh skal have noget med tilbage. "Gilgamesh kom udmattet hertil efter at have slidt og slæbt, og hvad har du givet ham, nu hvor han vender hjem til sit land?" Så Utanapisti deler endnu en hemmelighed med Gilgamesh, nemlig at der findes en særlig plante, en hjerteslagets plante, som kan bruges til at genvende menneskers livskraft. Og den plante får Gilgamesh faktisk fat i, og "Jeg vil tage den med til forfolden Uruk. Jeg vil have en gamling spise af den og prøve planten af. Hvis den gamle mand bliver ung igen, vil jeg også spise af den og få min ungdom igen." Og det er jo en sund empirisk måde at gå til tingene på. Nu er der altså ikke udødelighed, der er på spil, men en mindre pris. Lige her i den sidste del af den sidste tavle, øjner Gilgamesh en mulighed for at få sin ungdom igen i det mindste. Men også den chance får Purs. "En slange vejrede plantens duft. Den krøb i al stillhed hen og stjal den, og da den gled væk, skiftede den ham. Da satte Gilgamesh sig ned og græd, tårrene strømmede ned af kinderne på ham. Han sagde til ham, til bådsmanden Urshanabi, 'Urshanabi, for hvem har jeg slidt mine arme i stykker? For hvem er mit hjerteblod blevet spildt? Jeg har ikke fået noget ud af det. Jeg har bare gjort denne underjordiske løve en tjeneste.' Få linjer senere ankommer de til byen, til Uruk. Vi er nu kommet til epossets slutning, og Gilgamesh siger til bådsmanden Urshanabi, 'Urshanabi, kravl op på Uruks mur og se deromkring. Undersøg dens fundament, gransk dens stensætning. For vidst dig om, at den faktisk er opført af ovenbrændt murværk. Se efter, om ikke dens grundsten blev lagt af de syv vise. Se! Tusind hektar by, tusind hektar frugthaver, tusind hektar byggeplads og femhundrede hektar tempel. Tre-et-halvtusind hektar er Uruks mål.' (Musik) Så fuldt cirkel tilbage til begyndelsen, hvor vi hører det nøjagtigt, den samme opfordring til at se byen. Gilgamesh er vendt tilbage til Uruk Tomhænden. Han besejrede ikke døden. Han opnåede ikke evigt liv. Ikke engang ny ungdom. Tværtimod mistede han sin ven og oplevede både meningsløshed og dødsangst. Så på en måde vender Gilgamesh altså hjem med uforrettet sag. Men er det sådan, vi skal læse iposset? Som en fortælling om en mislykket held med helt forkerte ambitioner? Der er meget, der peger i andre retninger. Når vi går tilbage til digtets indledende strofer, lægger vi nu særlig mærke til, at der står, 'Han besøgte tronsalene i øst og i vest og fik al vidstom i verden. Han så det skjulte, afdækkede det gemte og kom hjem med en historie fra tiden før flodbølgen.' Her beskrives Gilgamesh's mission slet ikke som mislykket. Han fik noget med hjem. Han genopbyggede helligdommene, som flodbølgen havde ødelagt. Han fastslog de rette ritualer for den myldrende menneskeslægt. Han triumferede faktisk. Hans pressen på, hans overskridelse af gudernes rammer, låd ham vende hjem med noget helt uhørt. En viden, en erkendelse, en fortælling. Vores held lærte noget. Han blev en bedre konge. Han lærte, at venskabet var vigtigere end det meste. Han overvandt ikke døden, men han lærte at acceptere den. Han opnåede berømmelse, men også selvforståelse og værdighed. Det var ham, der så dybet. Der er mange måder at læse en så gammel og fjern en tekst på. En tekst, der endda er fyldt med huller. Men jeg læser den i hvert fald sådan. For mig at se, giver det mening at kalde iposset for en humanistisk fortælling om ikke at acceptere nogen grænser for undersøgelse og udforskning. En fortælling om, at det vi har er mere end nok, samtidig med, at det er alt, alt for lidt. Og at vores chance for værdighed ligger i at udforske det, undersøge det, trodsse rammerne og bygge videre på det, vi har. Vi har venskaber, og vi har alt det, vi kan skrive i læret og fortælle hinanden. Der findes mange læsninger, og jeg er helt med på, at det her er min læsning i Danmark 2024, 4.000 år senere. Men det forkommer mig i hvert fald at være rigtigt, at teksten ikke lover transcendens. Det er ikke det, den handler om. Den giver ikke utroværdige løfter om evigt liv. Gilgamesh og os læsere sendes ud på en farefuld fær, der er smertefuld og lærerig. Og trods af alle guderne er den fremfor alt uhyre menneskelig. Det er en fær, der giver et billede af liv, der er ved at leve, uden illusioner om evigt liv eller ny ungdom. Det er saftfuldt og kraftfuldt og sandt. Tak fordi du ligesom Atrahasis har et bredt øre. Tak fordi du lyttede. Håb og tænk på dig! Hvis du kan lide denne video, så kan du give den en like, og så kan du abonnere på kanalen, så kan du også se flere nye videoer. Hvis du har en ny video, så kan du også lide at kommentere, og så kan du også lide at lide at abonner. Hvis du har en ny video, så kan du også lide at kommentere, og så kan du også lide at abonner. Hvis du har en ny video, så kan du også lide at abonner. Hvis du har en ny video, så kan du også lide at abonner. Hvis du har en ny video, så kan du også lide at abonner. Danske tekster af Nicolai Winther