Konfucius (TLF 5)

Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder. 

Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere. 

Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi.

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien, episode 5: Konfucius

Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder. 

Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere. 

Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi. Et andet tema som jeg finder det naturligt at opholde mig lidt ved og reflektere over i en bredere filosofisk sammenhæng, er det dydsetiske. Konfucius er nemlig dydsetiker så det gør noget, på godt og ondt.

Men vi må lige starte med at få skitseret den historiske person og hans samtid. Jeg fletter hele vejen igennem sentenser fra ”Samtalerne” ind …

*

Konfucius levede fra 551 til 479 fvt. ifølge de fleste historiske kilder. Der er bred konsensus om det fødsels- og dødsår, så han blev altså 79 år gammel. [o i kong som i pose] Hans fulde navn var Kong Qiu – mere korrekt udtalt Kong Tjåw. Kong er familienavnet og Tjåw personnavnet – for- og efternavn er omvendt ift. den rækkefølge vi er vant til. (Det er en lidt banal observation, men svært at undgå at se det som et udtryk for en forskel mellem et familiebaseret og et mere individualistisk perspektiv). 

Kong Fuzi betyder så noget i retning af den ærede mester Kong, og det er den benævnelse som er latiniseret til Konfucius, og som også er blevet til Kongfutze.  I Kina var og er han kendt som Kong-ZZZeH ”Kongzi”, Mester Kong. 

Konfucius (nu holder jeg mig til det) kom fra en lavadelig familie i staten Lu, nutidens Shandong-provins i Kina i det nordøstlige Kina, ud til det gule hav. Tiden var politisk ustabil. Zhou-dynastiet havde regeret i Kina siden ca. 1050 fvt. Men dets magt var aftagende og havde måske været det i et par hundrede år. Der var opstået mange småstater som kongerne af Zhou ikke havde fuld kontrol over, og der var mange konflikter imellem staterne. Adelsvældet var baseret på tildeling af landområder fra kongen, men nu tilranede lokale ledere sig selv jord og magt. Samtidig blev landbruget effektiviseret, bla. via teknologiske fremskridt, hvilket skabte nye formuer. Byerne voksede, så nye klasser af handlende og håndværkere opstod og fik større samfundsmæssig betydning. Samlet set var det en tid med udvikling og omvæltning, som Konfucius forholdt sig til og talte ind i. 

"1. Mesteren sagde: "Jeg er en formidler og ikke en skaber, og da jeg tror på og elsker de gamle, vover jeg at sammenligne mig med vores gamle Peng."

    2. Mesteren sagde: "Den stille indsamling af viden; at lære uden at blive udmattet; og at undervise andre uden at blive træt af dem - det er de ting, der er vigtigst for mig."

    3. Mesteren sagde: "At have dyd uden ordentlig dannelse; ikke at diskutere grundigt, hvad man har lært; ikke at være i stand til at bevæge sig i retning af retfærdighed, som man har fået viden om; og ikke at ændre det, der ikke er godt - det er de ting, der giver mig bekymring."

    4. Når Mesteren ikke var optaget af forretninger, var hans væremåde let, og han så tilfreds ud."

Selv kom han fra Kong-klanen der oprindelig nedstammede fra Shang-dynastiets kongeslægt. Men det lå i fortiden – Konfucius’ familie var ikke længere en del af det øverste aristokrati. Konfucius' far, Kong He, var en gammel og fattig adelsmand uden høj status eller embede. Familien levede i ydmyge kår, og Konfucius måtte selv arbejde som hyrde og i marken som barn. Som voksen blev han omtalt som en "fattig adelsmand", som måtte undervise for at tjene til livets ophold. Han fik aldrig nogen fremtrædende rolle eller stor rigdom i samfundet.

" 2. En mand fra landsbyen Daxiang udbrød: "Filosoffen Konfucius er virkelig stor! Hans lærdom er omfattende, og alligevel er hans navn ikke berømt på grund af nogen særlig bedrift." Mesteren hørte bemærkningen og sagde til sine disciple: "Hvad skal jeg gøre for at blive berømt? Skal jeg øve mig i at køre karet, eller skal jeg øve mig i bueskydning? Jeg tror, jeg vil begynde at køre vogn."

"Mesteren sagde: "En lærd, hvis sind er optaget af sandhed, men som skammer sig over lurvet tøj og dårlig mad, er ikke egnet til at diskutere med."
 
 

Konfucius ses derfor som en repræsentant for den lavere del af adelsklassen, som var gået i forfald og havde mistet indflydelse. Dette påvirkede sandsynligvis hans sociale bevidsthed og idealer om moralsk snarere end arveligt adelskab. På den baggrund er det oplagt at forstå hans generelle position som et resultat af en kombination af faktorer. Konfucius er konservativ for så vidt som han holder gamle værdier i hævd, og ønsker at reetablere en status han har oplevet gå tabt i sin familiehistorie. Men denne konservatisme er samtidig forbundet med en vis pragmatisme og åbenhed overfor social mobilitet, da han lægger vægt på moralsk dannelse og dyder frem for blot fødsel. Konfucius udtrykker således både et traditionsbundet aristokratisk verdenssyn, men samtidig en vis forståelse for samfundets forandringer og en åbenhed overfor at lade dygtige personer fra lavere klasser stige i graderne. Hans lavadelige baggrund synes at have skabt en blanding af konservatisme og pragmatisme i hans tilgang.

*

19. Mesteren sagde: "Mennesket er født til retskaffenhed. Hvis en mand mister sin retskaffenhed og alligevel fortsætter i livet, er hans redning fra undergang blot et resultat af held."

  20. Mesteren sagde: "De, der kender sandheden, er ikke jævnbyrdige med dem, der elsker den, og de, der elsker den, er ikke jævnbyrdige med dem, der glæder sig over den."

  21. Mesteren sagde: "Med dem, hvis talenter er mere end middelmådige, kan de højeste emner diskuteres. Med dem, der er under middelmådighed, kan de højeste emner ikke end ikke overvejes."

  22. Fan Chi spurgte, hvad visdom er. Mesteren sagde: "Det kan kaldes visdom at hengive sig oprigtigt til menneskers ansvar og, med respekt for spøgelser og genfærd, at holde sig på afstand af dem." Han spurgte om perfekt dyd. Mesteren sagde: "Den dydige mand gør det at håndtere vanskeligheder til sin første opgave, og succes er kun en efterfølgende overvejelse - dette kan kaldes perfekt dyd."

  23. Mesteren sagde: "De kloge finder glæde i vandløb; de dydige finder glæde i bjerge. De kloge er aktive; de dydige er rolige. De kloge er glade; de dydige lever længe."

24. Mesteren sagde: "Qi kunne ved at foretage en enkelt ændring komme til den status, der kræves af staten Lu. Lu kunne ved at foretage én ændring blive en stat, hvor sande principper dominerede."

Den koservative Konfucius kan indimellem lyde som den sure gamle mand på hjørnet der ikke forstår de nye tider. Ak, gamle dage var bedre

  25. Mesteren sagde: "Et bæger med hjørner der ikke er korrekt formede er et mærkeligt bæger! Et underligt bæger med mærkelige hjørner er, hvad man får nu om dage!"

"26. Mesteren sagde: "Selv i mine tidlige dage efterlod en historiker et tomrum i sin tekst, som en anden kunne udfylde, og den, der havde en hest, lånte den ud til en anden, så han kunne ride på den. Nu, ak! Den slags findes ikke."

*

Men tilbage til hovedsporet:

Er konfucianismen en religion eller en filosofi? Teksternes indhold, de mange fortællinger lagt i munden på elever og følgere, om hvad Konfucius sagde og gjorde, er i langt overvejende grad pragmatiske og interesseret i hvad det gode samfund, den gode hersker og det gode menneske er for en størrelse. Det fremstår ganske sekulært og humanistisk kunne man sige.

*

Fra DNT bjergprædiken kender vi den gyldne regel. "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem".  I en mere moderne formulering, ”Gør mod andre som du ønsker de gør mod dig”. Mon ikke det er velkendt at den gyldne regel ikke er kristen innovation, men er så oplagt et etisk princip at vi finder det i forskellige versioner alle mulige steder. Konfucius’ variant er:

 Zigong spurgte og sagde: "Er der ét ord, der kan tjene som en regel for praksis i hele ens liv?" Mesteren sagde: "Er forståelse ikke sådan et ord? Hvad du ikke vil have gjort mod dig selv, skal du heller ikke gøre mod andre."

Det er et basalt reciprokt princip – og ikke et dårligt udgangspunkt. Samtidig fører de gyldne regler ikke automatisk til etisk forsvarlige resultater. At bruge sig selv som målestok for hvad der er korrekt, egner sig fint til at diskriminere og undertrykke andre. Men det kan vi gå i dybden med en anden gang. 

En anden oplagt sammenligning er buddet om at vende den anden kind til. Fra Lukaevangeliet: Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. 

Det er klart at en sådan opfordring uden betydelige mængder af fortolkning pg hævdelse af helt anderledes og modstridende principper er direkte urimeligt og i mange tilfælde vil være decideret skadeligt og uetisk. Her har Konfucius en formulering der er oplagt at give som korrektion:

"Nogen sagde: "Hvad siger du om princippet om, at skade skal gengældes med venlighed?" Mesteren sagde: "Med hvad vil du så gengælde venlighed? Gengæld skade med retfærdighed, og gengæld venlighed med venlighed."

Det lyder jo ganske fornuftigt og sympatisk, sekulært og humanistisk. Det står selvfølgelig stadig åbent hvad retfærdighed er her. 

En anden overvejelse i forbindelse med denne diskussion er en ting, som konfucianismen ikke har: Der er ingen sanktioner. Mange kristne tror, at dårlige mennesker kommer i helvede, når de dør. I buddhismen opbygger dårlige mennesker karma og vil få en meget ubehagelig genfødsel i det næste liv. I den konfucianske tradition er det menneskers retfærdighed som må klare sagerne. Indimellem lyder det som om det værste, man kan gøre, hvis nogen opfører sig dårligt at sige til dem: "Nå, du er ikke nogen gentleman!"

Når det alligevel ikke er helt enkelt at adskille religion og filosofi i konfucianismen – skyldes det mindst to forhold. For det første er Konfucianismen præget af en stærk konservatisme, som er forbundet med en masse der tages for givet og som ER en religiøs og traditionel kinesisk baggrund som Konfucius på ingen måde kunne finde på at sætte spørgsmålstegn ved, men i den grad ser som noget der skal respekteres.

Der er hele spørgsmålet om "Himlens mandat".

*

"Mesteren sagde: "Da jeg var femten, var mit sind indstillet på at lære.

  "Da jeg var tredive, stod jeg fast.

 "Som fyrreårig var jeg ikke i tvivl.

  "Da jeg var halvtreds, kendte jeg Himlens dekreter.

  "Som tresårig var mit øre et lydigt organ til modtagelse af sandheden.

  "Som halvfjerdsårig kunne jeg følge, hvad mit hjerte ønskede, uden at overtræde, hvad der var rigtigt."

*

Forestillingen om at herskerens magt og legitimitet har en slags kosmisk-metafysisk begrundelse, som afhænger af om han regerer i overensstemmelse med konfucianske dyder eller ej. Dette kan minde om guddommelig ret til at herske, omend det er vagt og diffust, og der ikke refereres til bestemte guder. I parentes bemærket er sådan et ord som ”himmel” et interessant og simpelt eksempel på hvordan man nemt kan læse helt forkert når man kommer med sin egen kontekst. De første gange jeg stødte på ordet i teksterne, var jeg uden at tænke nærmere over det, tilbøjelig til at forstå det som en eller anden forestilling i lighed med den vage almene kristne idé om ”himlen” som sted for det efterliv man gerne vil have – men ordet ”himmel” refererer i den kinesiske kontekst til noget helt andet. Det henviser nemlig ikke til en form for efterliv eller guddommeligt rige, men derimod til selve himmelhvælvingen og universet. Himlen er en slags personificering af de kosmiske kræfter og den naturlige orden. At handle i ”Himlens” ånd er at leve i harmoni med dao, Yin og Yang, årstidernes gang osv.

*

Den religiøse baggrund som Konfucius forudsætter og taler på baggrund af, kan beskrives som en form for folkereligiøsitet med rødder langt tilbage i Kinas historie. Centralt står en naturreligion med dyrkelse af Himlen som den øverste kosmiske orden. Himlen ses som kilde til alting og som havende en vilje eller hensigt, som mennesket må indordne sig under. Dertil kommer en forfaderdyrkelse, hvor forfædrenes ånder vises respekt og gives ofringer.

Disse traditioner går tilbage til Shang-dynastiet fra 1600-1050 f.vt. og videre. Konfucius accepterer denne religiøsitet som en given del af den kinesiske kultur. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved ritualerne eller himmel- og åndedyrkelsen, men ser dem som en del af den samfundsorden, han ønsker at bevare. Konfucianismen bygger altså på en bagvedliggende religiøs kosmologi, der omfatter Himlen som den øverste myndighed, en holistisk naturopfattelse og dyrkelsen af forfædre og ånder. Dette udgør en religiøs kontekst, som Konfucius tager for givet. 

Et konkret eksempel på de rituelle og traditionsbundne aspekter i forfædredyrkelsen, som Konfucius gang på gang betoner vigtigheden af, er den treårige sørgeperiode efter forældrenes død. I denne periode ifører man sig groft og enkelt sørgetøj og afholder sig fra fornøjelser og luksus. Begrundelsen for den treårige varighed er interessant nok, at et barn anses for at være afhængigt af sine forældre og uselvstændigt i tre år efter fødslen. Ved at sørge i tre år viser barnet, at det har gengældt den omsorg, forældrene udviste i barnets spæde år. Sørgeperiodens længde er altså rituelt begrundet i en parallel til forældrenes omsorg for barnet, og den er på den måde ”korrekt”. 

·      Her er nogle uddrag om sørgeperioden.

"26. Mesteren sagde: "Høje poster besættes uden storsind; ceremonier udføres uden ærbødighed; sørgearbejde udføres uden sorg - hvordan kan jeg godkende en sådan opførsel?"

"40. Zizhang sagde: "Hvad menes der, når der i Dokumentbogen står, at Gaozong, mens han overholdt den sædvanlige kejserlige sorg, gik i tre år uden at tale?" Mesteren sagde: "Hvorfor skal Gaozong nævnes som et eksempel på dette? Alle de gamle gjorde det. Når regenten døde, passede alle officererne deres forskellige pligter og tog imod instruktioner fra premierministeren i tre år."

21. "Zai Wo spurgte om de tre års sorg over forældrene og sagde, at et år var længe nok. "Hvis den overlegne mand," sagde han, "i tre år afholder sig fra at overholde anstændigheden, vil denne anstændighed gå helt tabt. Hvis han i tre år afholder sig fra musik, vil musikken blive ødelagt. Inden for et år er det gamle korn opbrugt, og det nye korn er sprunget ud, og når vi frembringer ild ved friktion, gennemgår vi alle de ændringer af træ til det formål. Efter et helt år bør sorgen stoppe." Mesteren sagde: "Hvis du efter et år kunne spise gode ris og gå med broderet tøj, ville du så føle dig godt tilpas?" "Det ville jeg," svarede Wo. Mesteren sagde: "Hvis du kan føle dig godt tilpas, så gør det. Men en overlegen mand kan i hele sorgperioden ikke nyde den gode mad, han kan spise, eller nyde den musik, han kan høre. Han føler sig heller ikke tilpas, hvis han er komfortabelt indkvarteret. Derfor gør han ikke det, du foreslår. Men nu føler du dig godt tilpas og kan gøre det." Så gik Zai Wo ud, og Mesteren sagde: "Det viser Zai Wos mangel på dyd. Det er først, når et barn er tre år gammelt, at det får lov til at forlade sine forældres omsorg. Og de tre års sorg overholdes overalt i imperiet. Har Zai Wo ikke nydt godt af sine forældres kærlighed i tre år?"

*

Den anden grund til at man kan diskutere om Konfucianismen er filosofi eller religiøsitet, har at gøre med en udvikling i eftertiden, hvor Konfucius langsomt begynder at blive genstand for egentlig dyrkelse. Hans grav bliver et tempel, og han opnår en status der minder om en slags helgen. Dette er formentlig ikke noget Konfucius selv ville bifalde, men det viser hvordan konfucianismen gradvist antager religiøse træk – og er et eksempel blandt mange på vores tendens til at gøre anekdoterne bedre og større, indtil repræsentanterne for det vi samler os om er blevet helgener med magiske evner hvis ikke deciderede guddomme.

*

Overordnet set har konfucianismen altså både meget verdslige, humanistiske træk, men samtidig også traditionelt religiøse aspekter. 

*

Hvis jeg skal forsøge at formidle hvad essensen af Konfucius’ lære er – bare sådan hvad det indtryk jeg sidder tilbage med efter at have pløjet ”Samtalerne” igennem, så er det første udtryk der dukker op, ”korrekthed”, altså som i ”korrekt opførsel, korrekt adfærd”. Konfucius’ disciple er imponerede over mesterens evne til at udvise passende adfærd i vidt forskellige situationer, og over hans evne til at sige det rigtige. Korrekthed her er ikke rettet mod en idé om at komme til bunds, at udspørge kritisk, at diskutere forudsætningerne for noget, logisk eller erkendelsesmæssigt. Det er korrekt form, en passende indstilling, decorum, dannelse, mådehold, pli.

"1. Konfucius så i sin landsby enkel og oprigtig ud, og som om han ikke var i stand til at tale. Når han var i prinsens forfædres tempel eller ved hoffet, talte han minutiøst om hvert punkt, men forsigtigt.

    2. Når han ventede ved hoffet og talte med de store officerer af lavere rang, talte han frit, men på en ligefrem måde; når han talte med dem af højere rang, gjorde han det mildt, men præcist. Når herskeren var til stede, viste hans måde respektfuld uro; den var alvorlig, men selvbehersket.

    3. Da fyrsten kaldte på ham for at få ham til at tage imod en besøgende, så hans ansigt ud til at ændre sig, og hans ben bevægede sig med besvær fremad. Han bøjede sig mod de andre officerer, som han stod iblandt, og bevægede sin venstre eller højre arm, som deres position krævede, men holdt skørterne på sin kappe foran og bagved jævnt justeret. Han skyndte sig fremad med" "med sine arme som en fugls vinger. Når gæsten havde trukket sig tilbage, rapporterede han til prinsen: "Den besøgende cirkulerer ikke længere."

    4. Når han gik ind ad paladsporten, så han ud til at bøje sin krop, som om den ikke var tilstrækkelig til at lukke ham ind. Når han stod, optog han ikke midten af porten; når han gik ind eller ud, trådte han ikke på tærsklen. Da han passerede prinsens ledige plads, syntes hans ansigt at ændre sig, og hans ben bøjede sig under ham, og hans ord kom, som om han næppe havde åndedræt til at udtale dem. Han gik op i modtagelsessalen, mens han holdt sin kappe oppe med begge hænder, og hans krop var bøjet; han holdt også vejret, som om han ikke turde trække vejret. Da han kom ud fra publikum, begyndte han, så snart han var kommet et trin ned, at slappe af i ansigtet og se tilfreds ud. Da han havde nået bunden af trappen, gik han hurtigt frem til sin plads med armene som vinger, og da han indtog den, viste hans væremåde stadig respektfuld uro.

  "5. Da han bar sin herskers scepter, syntes han at bøje sin krop, som om han ikke var i stand til at bære dets vægt. Han holdt det ikke højere end hændernes stilling, når man bukker, og heller ikke lavere end deres stilling, når man giver noget" "til en anden. Hans ansigt så ud til at ændre sig og se bekymret ud, og han slæbte sine fødder med sig, som om de blev holdt fast i jorden af noget. Da han overrakte de gaver, han var blevet pålagt, så han rolig ud. Ved sin private audiens så han meget tilfreds ud.

    6. Den overlegne mand brugte ikke en dyb lilla eller en puce-farve i sin påklædning. Selv når han var afklædt, bar han ikke noget rødt eller rødligt. I varmt vejr havde han en enkelt beklædningsgenstand af enten grov eller fin tekstur, men han bar den udstillet over en indre beklædningsgenstand. Over lammepels bar han en sort klædning, over hjortepels en hvid og over rævepels en gul. Hans afklædte pels var lang, og det højre ærme var kort. Han krævede, at hans sovetøj skulle være halvt så langt som hans krop. Når han opholdt sig hjemme, brugte han tykke skind fra ræv eller grævling. Når han lagde sorgen fra sig, bar han alle bæltetøjets vedhæng. "Hans underbeklædning, undtagen når den skulle være i gardinform, var lavet af silke, der var skåret smalt foroven og bredt forneden. Han bar ikke lammeskind eller en sort hue på et kondolencebesøg. Den første dag i måneden tog han sin hofdragt på og præsenterede sig ved hoffet."

*

Jeg tillader mig jo at tage stilling til de idéer vi møder her i serien, vel vidende at mit ståsted er præget af helt andre forudsætninger. Og den konfucianske appel til traditionen kan meget hurtigt være negativ (set herfra). Den kan meget hurtigt handle om at kende sin plads, og stoppe spørgsmål og kritik. Når Konfucius, og teksterne som Samtalerne, har en plads i verdenslitteraturen (og filosofihistorien) - skyldes det at positionen der tegnes, ikke er dum på den måde. Der er alt for mange nuancer og næsten internt modsatrettede værdier. 

Den dumme, dvs. dårlige og reaktionære position, vil være at se hierarkierne som ufravigeligt himmelsk forordnede. Det er en mulighed i religiøst funderede samfund, at konger og kejsere næsten uanset deres handlinger, på en eller anden måde er indsat på deres plads ovenfra, og at dette i sig selv kræver ubetinget respekt og lydighed. Således blev den egyptiske farao anset som guddommelig, og romerske kejsere krævede tilbedelse. Også det hinduistiske kastesystem bygger på en religiøs accept af ulighed som forudbestemt. Jeg mener selvfølgelig ikke, at religiøse verdensbilleder altid og som sådan er reaktionære. Men der kan i dem ligge frø til en legitimering af uretfærdige magtstrukturer, hvis de tolkes sådan, at de eksisterende hierarkier er uantastelige og uomtvistelige. Det progressive vil derimod være at insistere på, at selv spirituelt eller religiøst funderede autoriteter skal holdes ansvarlige på et menneskeligt og moralsk plan.

Hvordan placerer Konfucius og konfucianismen sig i forhold til den fare der ligger i at begrunde magten i tradition og det ”himmelske mandat”? Hans idealer er høje og dybt sympatiske. Det er nok en voldsom forenkling, men jeg synes det giver mening at se hans projekt som en forskydning fra et virkeligt aristokrati til et åndens aristokrati. Han kan se, i kraft af sin egen familiehistorie og hvad han oplever som forfald og destruktion i sin samtid, at rå magt ikke er nok. For Konfucius har rå magt ingen legitimitet.

Når du eller jeg bliver spurgt om hvad kan legitimere magt og hvad der kan retfærdiggøre samfundets orden – vil vi sandsynligvis svare i demokratisk retning. Vi ser demokrati som en (ganske vist uperfekt og ufuldstændig) løsning på legitimitetens problem, og på det basale spørgsmål som samfund stiller: hvorfor skulle den fordeling af goder og magt være retfærdig?

Vi kan svare noget i retning af at den næppe heller er det (for hvorfra skulle den retfærdighed eller ”korrekte” fordeling komme?) – men vi er født ind i en situation hvor vi er modtagere af et tilkæmpet system som giver folket – os alle sammen som nationalt fællesskab – både rettigheder og pligter, og ikke mindst deltagelsesmuligheder i beslutningsprocesserne som i hvert fald principielt er lige. Det er klart at der er pænt meget at sige og diskutere om det, men de fleste af os er med på tanken om demokratiet, og vil meget hurtigt gå derhen når magten og beslutningsretten skal legitimeres. Det vil jeg da i hvert fald. 

Det er spændende at læse en tekst som udtrykker et verdensbillede hvor de demokratiske idealer overhovedet ikke er til at finde. Hvis jeg forestiller mig en samtale med Konfucius, tror jeg det ville være umuligt på kort sigt at overhovedet få ham til at forstå hvad det demokratiske ideal skulle være, eller hvor det skulle komme fra. Hvad er demokratiets legitimitet? Vi synes jo det er selvindlysende, at demokratiet så at sige legitimerer sig selv, demokratisk. Men det Konfucianske udgangspunkt er et helt andet. 

*

Jeg prøvede at skrive en lille dialog med Konfucius. 

Person:** Mester Konfucius, jeg vil gerne fortælle dig om en styreform, der kaldes demokrati.

Konfucius:** Fortæl mig, hvad er dette "demokrati" for en størrelse?

Person:** I et demokrati vælger folket selv sine ledere. Alle borgere, uanset deres stand, har ret til at stemme og være med til at bestemme, hvem der skal regere.

Konfucius:**  At alle, uanset deres dannelse og visdom, skulle have lige magt til at vælge ledere? Hvem skulle så sikre sig, at de valgte ledere er dydige og vise nok til at regere retfærdigt? 

Person:** Det er netop pointen, Mester. I et demokrati stoler man på, at folket i fællesskab kan træffe de bedste beslutninger. 

Konfucius:**  Men er det ikke netop de få, der besidder den nødvendige visdom og moralske habitus til at træffe beslutninger for det fælles bedste? Folket lader sig let lede af kortsigtede lyster og begær. Hvordan kan man overlade en så vigtig opgave som at regere til den slags ustadige kræfter?

Person:**  Naturligvis skal folket oplyses og dannes til at være ansvarlige borgere. Men i sidste ende er det folket selv, der kender sine egne behov bedst. 

Konfucius:**  Men er det ikke netop herskerens pligt at vejlede folket og lede dem mod det gode? Hvordan kan man lede, hvis man konstant skal spørge om tilladelse fra dem, man skal lede?

Person:**  I et demokrati er lederne ikke hævet over folket. De er tjenere for folket og skal stå til ansvar over for dem. 

Konfucius:**  At en hersker skal tjene folket er en selvfølge. Men at lade folkets luner diktere landets styrelse? Det fører kun til kaos og ustabilitet. Nej, den rette vej er at lade de vise og dydige lede, og at folket viser dem respekt og lydighed. Så vil harmoni og velstand herske i landet.

*

For Konfucius kommer legitimiteten fra at være et stort menneske, et korrekt menneske. Ordet ”dydsmønster” kan være godt her. Ikke i dets nedvurderende betydning, men forstået bogstaveligt – at være et mønster for dyden. Det er centralt i Konfucius’ tænkning at dyden og det korrekte, mennesket der helt igennem er korrekt, ikke alene er ære og respekt værd, men er kolossalt vigtige mønstre for hinanden. Fyrster, Prinser og konger, aristokrati og så videre, har i særlig grad ansvar og bør i særlig grad være korrekte, for de udstråler og emanerer dyden og værdierne. Det smitter af, godheden og retfærdigheden, breder sig som ringe i vandet, både i samfundet i det hele taget, men først og fremmest ovenfra og ned. At lede er at lede ved eksempel. Det er det himmelske mandat. 

*

"7. Zigong spurgte om regeringen. Mesteren sagde: "Forudsætningerne for en regering er, at der er tilstrækkeligt med mad, tilstrækkeligt med militært udstyr og folkets tillid til deres hersker."

 Zigong spurgte: "Hvis det ikke kan undgås, og en af disse må undværes, hvilken af de tre skal man så give afkald på først?" "Det militære udstyr," sagde Mesteren. Zigong spurgte igen: "Hvis det ikke kan hjælpes, og en af de resterende to må undværes, hvilken af dem skal man så give afkald på?" Mesteren svarede: "Skil dig af med maden. Fra gammel tid har døden været den enkeltes lod; men hvis folket ikke har tillid til deres herskere, er der ikke noget at stå op til for staten."

*

"17. Ji Kangzi spurgte Konfucius om regering. Konfucius svarede: "At regere betyder at rette op. Hvis du leder folket med korrekthed, hvem vil så ikke turde være korrekt?"

 18. Ji Kangzi var bekymret over antallet af tyveknægte i staten og spurgte Konfucius, hvordan man kunne komme dem til livs. Konfucius sagde: "Hvis du ikke var begærlig, ville de ikke stjæle, selv om du belønnede dem for at gøre det."

 19. Ji Kangzi spurgte Konfucius om regering og sagde: "Hvad siger du til at dræbe de principløse til gavn for de principfaste?" Konfucius svarede: "Sir, når du fører din regering, hvorfor skulle du så overhovedet bruge drab? Lad dine ønsker gå i retning af det gode, så vil folket være godt. Forholdet mellem overordnede og underordnede er som mellem vinden og græsset. Græsset må bøje sig, når vinden blæser hen over det."

*

Humor fremstår i det hele taget ikke som et kendetegn ved Konfucius eller konfucianismen. Humor er mange ting, men jeg forbinder det med en vis fleksibilitet, en vis smidighed og en vilje til altid at se det potentielt morsomme i alting. Konfucianismen kan udvise en vis bevægelighed og en vis pragmatisme, men …

Det alvorlige ritual, de mange ekstremt omhyggelige, langsomme og komplicerede rituelle optrin, har en rigiditet og en selvhøjtidelighed som er svære at forlene med humor. I næste afsnit læser vi Zhuangzhi – som bl.a. er en slags modreaktion på det konfucianske, som senere bliver kendt som eller taget ind under paraplybegrebet Taoisme. Zhuangzhi har humor og jeg glæder mig til at dele de tekster. Jeg blev selv rigtig glad for at lære dem lidt at kende.

Form er korrekthed er ikke altid så dårligt. Nogle gange er det imidlertid både lattervækkende og malplaceret. Jeg håber du oplever en balance mellem det ene og det andet. Det er ligesom det med dialog; man skal både tale og lytte.

Tak for at du lyttede.