Chuang Zhu (TLF 6)

Denne gang handler det om ”shwangzee”. Ja, det er ham med sommerfugledrømmen. Den typiske europæiske transkribering er ”Chuang Tzu”, men såvidt jeg kan forstå er udtalen omtrent ”shwangzee”. Mester Schwang. 

Vi er i Kina i det 4. århundrede fvt. Et usikkert bud er 369 til 286 fvt. I hvert fald er det cirka 100 år efter Konfucius døde. 

Man ved meget lidt om shwangzee. Så lidt at nogen har udtrykt tvivl om han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Og hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten der bærer navnet shwangzee. Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først hvad det er bagefter.

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende - - præcist og legende, seriøst, pjattet, omhyggeligt. Tøfner læser filosofihistorien. Episode 6. Shuang-Tze. For længe siden drømte Shuang-Tzu, at han var en sommerfugl - - der fløj rundt mellem træerne og gjorde, hvad der passede den. Helt uvidende om, at der var nogen Shuang-Tzu. Pludselig vågnede han op, og der stod Shuang-Tzu lidt ude ad. "Nu ved jeg ikke, om det er Shu, der drømte, at han var en sommerfugl - - eller om en sommerfugl nu drømmer, at han er Shuang-Tzu." "Men burde vi ikke kunne skælne mellem Shuang-Tzu og sommerfuglen?" Det er det, der kendes som ting forandrer sig. Denne gang handler det om Shuang-Tze. "Ja, det har med sommerfugle drømt." Den typiske europæiske transkribering er "Shuang-Tzu" - - men så vidt jeg kan forstå, er udtalen om trans "Shuang-Tze" mester "Shuang". Vi er i Kina i det 4. århundrede før vores tidsregning. Et usikkert bud er 369-286 år før vores tidsregning. I hvert fald er det ca. 100 år efter Konfucius' døde. Man ved meget lidt om Shuang-Tze, men det er ikke det, man ved. Så lidt, at nogen har udtrykt tvivl om, at han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten, der bærer navnet "Shuang-Tze". Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først bagefter, hvad det er. "Jeg søger det spørgsmål, på hvilket menneskelivet er et svar." "Jaw." "Da mesteren nedskrev dette, befandt vi os på flugt i Shu." "Vi havde slået lejr for natten i en tigershule. Aftenen var mørk og fredfyldt." "Vi sad ved hulens munding og bagte pandegager." "På nordhimlen strålede sleven, ildstjernen over de østlige bjerge." "Mesteren ytrede, 'Det er godt med pandegager.' Senere lagde vi os." "Li." "Shu har 'søger efter' i stedet for 'søger'." "Kvinden Jaws opgivelse om en tigershule er naiv." "Pandegagerne savnes hos Shu, som sevanlig opholder kvinden Jaws om meget be-trivialiteter." "Jaw." "Mesteren så sig galt på sin overordnet meng, på grund af hans overligende og resinerede udtryk." "En dag sidst på vinteren gik meng under tagskækket på et hus i byen," "da en stor klump sne skred ned fra taget og begravede ham." "Meng stævnede husejeren for domstolen og fik ham dømt til at betale en klækkelig skadeserstatning." "En mindre betydelig person havde aldrig kunne gennemføre det." "Li." "Shu har 'ikke at nære nogen forventning' af de velståendes privilegium." "O disse, disse." "Jaw." "Mesteren tænker på velklædte personer." "Når mesteren mødte en velklædt person med sikker optræden," "følte han det som om han skulle kvæles, og han kunne ikke få en lyd frem." "Li." "Muligvis hentyder mesteren til noget andet." "Jeg interesserer mig ikke for menneskene." "Jeg interesserer mig for menneskets vilkår." "Menneskets vilkår er den tvangsbundne og tilfældige natur." "Menneskets vilkår former menneskene som misdædere, idioter og affaldsædere," "eller i bedre fald som generaler, vægtløftere og forvaltningsembedsmænd." "Eftersom menneskets vilkår er strenge, bliver resultatet så elendigt." "Eftersom resultatet er så elendigt, kan man ikke interessere sig for det." "Naturligvis kunne man tænke sig, at menneskets vilkår var fordelagtigere," "således at menneskene ikke blev stupide og onde, men i stedet indsigtsfulde og gode." "Mange tænkere har været inde på denne linje og dens konsekvenser." "Men da hele denne tankegang er baseret på en fiktion," "kan man betragte den som uden virkelige interesse." "Eftersom menneskene er stupide og onde, væmmes man ved dem." "Eftersom man selv er et menneske, må man væmmes ved sig selv." "Den eneste måde, man kan holde sig selv ud på," "er ved at betragte sig selv fra den umenneskelige naturs synspunkt." "Og hvorledes skal man kunne gøre det, når man dog er et menneske?" "Det er ligesom at spille skak med sig selv." Hvad er det for en tekst, jeg lige har læst uddrag fra? Det er "Svenske Ville Kjørtglunds Mesteren Mag", udgivet i 1952 og i 1962 på dansk, i det helt igennem fantastiske Hasselbalgs Kulturbibliotek. Når jeg har bogen, skyldes det, at Poul Borum engang anbefalede den og tænkte, at jeg ville påskynde dens humor. Det havde han helt ret i. Nu skal det ikke handle om Kjørtglund, men jeg kom til at huske den, mens jeg læste "Konfusius", og igen, da jeg læste "Swansea". Det er jo en pastige. Kjørtglund bruger en genre, den kinesiske fortælling om mesteren, komplet med fortolkende og forklarende kommentarer. Der kan være mange grunde til at gøre den slags, men en af grundene, tror jeg, har at gøre med, at de rigtige tekster, f.eks. "Konfusius", men det kunne være meget andet, ustandslig er lige ved at falde i og blive sjove. Grunden er, at teksterne altid forudsætter en læsning, hvor forventningen er, eller bør være i en eller anden forstand, at det, der står, er afsindig vigtigt. Det er dybt, det er klogt. Det gælder selvfølgelig alle tekster, hvor læsningen kan kaldes religiøs, hvor man har en religiøs respekt og forventning til teksten. Mestertekster er særlig potentielt sjove, fordi både fortælling og dialog kan handle om meget forskelligt, f.eks. noget helt banalt, og samtidig forventer man i læsningen, at mesteren kommer på banen med en afsindig, dybsindig kommentar eller handling. Det kan jo sagtens være, at mesteren gør det, men læseforventningen betyder, at det bliver morsomt, hver gang det ikke sker. Det kan der være mange grunde til. Det kan være, at det faktisk ikke er særlig dybsindigt. Det kan også være, at det har været det måske, eller at nogen synes det. Kulturen skifter, viden og kontekst forsvinder og ændres, deciderede fejl opstår osv. osv. Sådan er det jo. Men jo mere religiøst orienteret man er i sin læsning, jo sværere har man ved at håndtere den slags. Tag f.eks. følgende sted fra Konfucius, dvs. fra samtalerne. Vi må gå ud fra, at disciplinets beskrivelse ikke er mindst humoristisk. Tværtimod må der være tale om et beundrende perspektiv. Vi må læse det i samme kontekst som de mange tekststeder, der viser, hvordan mesteren eksemplificerer det korrekte. Han havde ikke noget imod at få sine ris fint renset eller at få sit hakkekød skåret ganske småt. Han spiste ikke ris, som havde taget skade af varme eller fugt og var blevet surt, og heller ikke fisk eller kød, som var gået til. Han spiste ikke noget, der var misfarvet eller havde en dårlig smag, og heller ikke noget, der var dårligt tilberedt eller ikke passede til årstiden. Han spiste ikke kød, som ikke var skåret ordentligt. Selvom der var en stor mængde kød, tillod han ikke, at det, han tog, oversteg den rette andel til risen. Det var kun i forbindelse med vin, at han ikke satte nogen grænse for sig selv, men han låde sig aldrig forvirre af det. Han tog ikke del i vin og tørret kød købt på markedet. Han var aldrig uden ingefær, når han spiste. Han spiste ikke meget. Okay. Jamen, okay så. Helt okay. Det kan ikke være minst humoristisk, men det er meget svært at undgå at læse det humoristisk. Hvad er det, du har gjort? Jeg har været i en skidt, og jeg har været i en skidt. Det er en tegnese version af idehistorien her. Nogle episoder tilbage læste vi i I Ching. Confucius læste I Ching sammen med en række andre elgammele værker, som udgjorde den vigtige litterære del af dannelsen, en slags kanon. Confucius var, som jeg talte om sidst, højst konservativ i sin idé om dannelse og hvad det vil sige at være et edelt menneske. Han var ritualist om en hals og havde mange idéer om, hvad der var korrekt. Hvortak var det et spørgsmål om, hvordan noget havde været i de gode gamle dage. Hans primære interesse og perspektiv på samfundet var den edle leders. Man kan sige, at Confucius gerne ville være en slags etisk coach for de her ledere. Nu kommer Xuanzi så, 100 år efter Confuciuses død. Han reagerer på Confucius. Han tænker på en helt anden måde. Han fokuserer helt andre steder. Bogen, der som nævnt også hedder Xuanzi, deles op i flere dele. Den såkaldte indre bog er der bred enighed om, at Xuanzi faktisk er forfatter til. Det vil sige, at der er enighed om, at der er én forfatter og en god forfatter, der har skrevet den her såkaldte indre bog. Vi kan tilføje, at hvis det ikke er Xuanzi, så er det i hvert fald en forfatter. Lad os bare kalde den forfatter for Xuanzi. De andre dele af bogen er tydeligvis skrevet af andre. Den litterære kvalitet er slet ikke den samme. Språget er ringere og pointerne meget grovere. F.eks. er der tekster, som er tydeligt anticonfucianske på en ret grov måde, mens teksterne i den indre bog, selv når de er kritiske over for Confucius, hvad de er, samtidig udviser en klar anerkendelse og respekt for den her gamle mester. Lad os høre den første tekst fra den indre bog. Den er relativ lang, cirka tre sider. "Fri og let vandring" Dybt i det nordlige mørke er der en fisk ved navn kunen, som er så stor, at man ikke kan måle dens bredde. Men pludselig, huah, forvandler den sig til en fugl kaldet ping, med en ryg, der er så lang, at man ikke kan vide, hvor den ender. Kun med enorme anstrengelser kan den rejse sig på enorme vinger, der dækker himlen som skyer. Sikke en fugl. Når den sætter sig i gang med at flyve, svæver den hele vejen til det sydlige mørke, som også kaldes himlens bassin. Det ærefulde værk "Xi's bedste grin" fortæller om mange vidundere, bl.a. dette. Når ping letter mod det sydlige mørke, bliver havets bølger slået flaget over tusind mil eller mere. Den store vinger blafrer, og den stiger til himmels 30.000 mil op, hvorefter den flyver sydpå i tre måneder, før den lander. Vilde heste stamper, snavs og støv flyver op. Alt levende kastes ud i kaos af pings turbulente opstigning. Himlens blåeste blå. Er det en rigtig farve, eller bare resultatet af, at den er så langt væk? Når ping kigger ned, ser den kun blot. Vi ved alle, at lavt vand ikke kan løfte og holde en båd. Lidt vand, der hældes i en revne i gulvet, er nok til at få et sinepsfrø til at flyde. Men hvis man stiller koppen i revnen i det vand, der bliver hældt fra den, går sinepsfrøet på grund. På samme måde med vinden. Når den ikke er stærk, kan den ikke hjælpe med at løfte store vinger. Det kræver en stormstyrke på 90.000 li, før en ping kan ride på vinden med himlen i ryggen og intet, der henter dens rejse mod syd. Både Cicadaen og Duguungen ler og siger, at når vi vil flyve, kan vi nemt nå de nederste græne af små træer, og hvis vi ikke når højt nok op, vender vi tilbage til jorden. Hvorfor skulle nogen have lyst til at stige 30.000 mil op og flyve mod syd? Til en vandretur i skoven tæt på hjemme tager man normalt tre måltider med og vender velnærede tilbage. Når man rejser 30 mil, maler man korn aftenen før afgang. De, der rejser 1000 mil, har brug for tre måneders proviant. Men et par biller i måltidet ender så ikke nogen forskel. En lille forståelse når ikke derhen, hvor stor forståelse kommer. Ungdommen ved ikke, hvad alderen lærer fra sig. Hvordan jeg ved det? Morgensvampen kender ikke forskel på daggry og skumring. Sommersikagen kender hverken forår eller efterår. Og sådan er det jo også med ungdommen. I det sydlige tjuv er der et træ, der kaldes åndernes mørketræ. Fulde 500 år er kun et enkelt forår for dette træ. 500 år blot et enkelt efterår. I meget gamle dage var der tachyontræet, som regnede 8000 år for et forår - - og yderligere 8000 år for et enkelt efterår. Og alligevel er mester Peng, som kun levede i 1900 år - - det eneste, man hører om nu om dagen. Alle skal bare være som ham. Hvor patetisk. I Tangs udspørgning af Chi-gentagshistorien. I det nøgne skallede nord er der et mørkt hav, som kaldes himmelbassinet - - hvor der er en fisk med navn Kun, som er tusindvis af kilometer bred - - og ingen ved, hvor lang. Der er en fugl, der hedder Peng, med en ryg som tegbjerget - - og vinger så brede som himlens skyer. Den slår kaner op, mens den stiger tusindvis af mil - - skærer gennem selve skyernes sjæl, løfter den blå himmel - - så drejer den mod syd, uden at hvile, indtil den ankommer til dybet - - i det sydlige mørke hav. Sporven, som er mindre end en fod, griner og siger - - "Hvor er den der? Hvad tror han, at han laver?" "Et lille hop og et vingeslag, og så er jeg oppe et par længder - - og så er jeg nede igen. Jeg flagrer mellem ukrudt og brumbær." "Det kalder jeg at flyve for at komme frem." "Og den der, hvor tror han egentlig, han skal hen?" Der har vi forskellen mellem stor og lille. Det gælder også for den, der ved, hvordan man virker effektivt - - i en bestemt officiel stilling. En, hvis opførsel kan tjene som forbillede for naboerne. En, hvis kræfter kan tjene en bestemt herres eller en statsbehov. En sådan person foretager en selv- evaluering - - på samme måde som små skabninger gør. Mester Sung Jungtze ville bryde ud i latter. Hele verden kunne sætte pris på ham, og han ville ikke arbejde hårdere. Hele verden kunne kalde ham forkert, og alligevel ville han blive ved. Han ved, hvad der ændrer og yder. Han kender forskellen mellem sand ære og skændsel. Så enkelt er det. I denne verden er der kun få, der kan måle sig med ham - - når det gælder om instinktivt at vide og gøre det rigtige. Men på trods af, at han er næsten perfekt - - har han endnu ikke opnået træets perfektion. Li Zhu gjorde vinden til sin vogn og rejste let og med stor bekvemmelighed. Var vidunderligt at rejse 15 hele dage, før man er nødt til at vende tilbage. Kun få i denne verden vil nogensinde finde en tilsvarende lykke. Og alligevel, på trods af, at han med succes undgik at gå - - var han ikke desto mindre afhængig. Hvis han havde bestillet himmelens og jordens retfærdighed - - og kørt de seks energiers ændringer, så kunne han vandre i det uendelige. Hvad vil han så være afhængig af? Så det siges, den, der er nået dertil, har intet selv. Den åndelige leder gør ingen gerninger. Den sande vis mand har intet navn. Det er en fed tekst. Der er så meget energi i den. Der er så mange fede spring i den. Bare første linje, hvor fisken kun bliver til fuglen peng. Det fonetiske tegn for peng ligner i hvert fald en stor fugl i tidlig skrift. Senere blev betydningselementet fugl tilføjet. Schwanze vælger at navngive fuglen med tegnet for lyden af fugl - - som er et billede af en fugl. Det er konkret poesi. Hvad siger teksten? Den siger rigtig mange ting. Men jeg læser den først og fremmest som en tekst om perspektiv. Det er en tekst, der minder os om de helt store perspektiver - - og det ganske lille perspektiv, og om, hvordan de alle sammen er i gang samtidig. Det her med, at fuglen er navngivet med tegnet for lyden af ordet fugl - - som er et billede af en fugl, kan jo give en den idé - - at Schwanze er meget interesseret i sprogfilosofi. Men det er vel bare en skør, moderne idé at blande spørgsmål om - - hvor ordene kommer fra ind i den her gamle tekst. Nej, og tværtimod. For konfusius kunne tingene have korrekte ord. Mennesker kunne have korrekte titler, osv. Schwanze var af en anden opfattelse. Hvad sagde han om de her sproglige spørgsmål? Her er nogle uddrag. Grunden til en fiskefælde er fisken. Når du har fået fisken, kan du glemme fælden. Kaninen er grunden til snaren. Når du har kaninen, kan du glemme snaren. Sangens mening i dit hjerte er grunden til ordene. Men når du har fået meningen, kan du glemme ordene. Hvor kan jeg finde nogen, der har glemt ordene, som jeg kan tale med? Og endnu et kort uddrag. At bruge en finger til at gøre det klart, at en finger ikke er en finger - - er ikke lige så godt som at bruge en ikke-finger til at gøre det samme klart. At bruge en hest for at bevise, at en hest ikke er en hest - - er ikke lige så godt som at bruge en ikke-hest for at bevise, at en hest ikke er en hest. Himmel og jord er én finger. Alle titusinde ting er én hest. Okay? Ikke okay? Okay? Okay? Og endnu en tekst, som er højst sprogfilosofisk - - og som også demonstrerer sammenhængen mellem det sprogfilosofiske og det spirituelle. Tungkurze spurgte Tjuanze. Hvor er det, du finder det, du kalder Tao? Der er ingen steder, hvor det ikke er. Det kan jeg ikke acceptere, medmindre du kan blive mere specifik. I myer laver han det. I ukrot på marker endnu laver han. I potteskov og fliser. Og endnu laver han. Pisser lort, sagde Tjuanze. Da Tungkurze ikke vidste, hvad han skulle svare, forsagte Tjuanze. Problemet er, at dit spørgsmål ikke rigtig er relevant. Det lyder som markedschefens spørgsmål til Svineinspektøren - - der får ham til at stikke længere og længere ned i krisen ude fra den teori - - at jo længere ned, jo mere kan man sige om, hvor godt opfædet den egentlig er. Du kan ikke insistere på "kan ikke være" eller "skal være". Du vil aldrig få fri erkendelse ved at vandre nord om tingene på den måde. For at komme til Tao ville andre store ord fungere lige så godt. "Cykluser" eller "overalt" eller "forenet". Alle tre ord er bare forskellige ord for den samme virkelighed. Det, de peger på, er "den ene". Lad os prøve at vandre sammen til paladset at ikke eje noget. Vi kan tale om ligehed og om at mødes i en uendelighed. Lad os gøre ikke noget sammen. Vi vil være rolige og stille, tomme som en ørken, klare som vand - - i harmoni og fri. At sprede vores vinger vil være vores hjerters eneste ønske - - på vej ingen steder hen, uden at vide, hvor vi ender - - tage afsted og komme frem, uden at vide, hvor vi til sidst sætter hælene i. Vi har allerede været fremme og tilbage igen, men vi kender stadig ikke enden på snoren. Vi er to, der går, hvor vi vil, krejsere af de ubegrænsede hvider. Den store viden vil også komme, der er ingen viden om, at den ikke vil. Det, der skaber ting, finder ingen grænse mellem sig selv og tingene. Hvis tingene har grænser, er de grænser skabt af ord. Grænsen for det ufødte er slet ingen grænse. Vi kan tale om at fylde og tømme, om at blomstre og forfalde - - men det, der gør fuldt og tomt, tømmer eller fylder ikke. Det, der får ting til at blomstre og forfalde, hverken blomstrer eller forfalder. Det, der skaber rødder og græne, skaber ikke rødder eller græne. Det, der får ting til at samle og sprede sig, samler sig ikke og spreder sig ikke. Så her har vi en klar og tydelig formulering af en form for nominalisme eller sproglig relativisme. Hvis tingene har grænser, er de grænser skabt af ord. Confucius skulle have sagt noget i stil med, at tingene er, som de er - - og at det gælder om at bruge de korrekte ord - - når deres korrekthed er måske ligefrem garanteret af et himmelsk mandat. Schwanze betoner det relativistiske og perspektiviske i vores omgang med verden. Det gælder sprog, og det gælder, hvad de er dumme. Det gælder, hvad der er rigtigt og forkert. Det gælder, hvad der er det korrekte og hvad der er det bedste. Det hele afhænger af, hvem eller hvad vi taler om og hvem vi er, os der taler. Det afhænger af situationen. Man kan lave etiske systemer og regelsamlinger for, hvordan man skal opføre sig - - men de vil hurtigt blive til den så vanlige snak - - mens realiteten faktisk er det, der foregår. "Go with the flow." Schwanze udformer ikke noget system. Han peger på ideen om vejen, Tao, som den rette vej, den bedste vej - - men også en vej, der ikke er meget at sige om. Budskabet er først og fremmest en mistillid og en latter - - over alt det, man tror, man kan få styr på, alt det, man tror, man kan overskue. Det, at Tao, det atrovertige, det guddomlige - - eller hvad det nu hedder i forskellige sammenhænger - - det, at det karakteriseres negativt, det har vi mødt før. Det findes i mange forskellige kulturelle produkter. Når man sidder, hvor man nu sidder, nogle tusind år efter - - kan man forstå sagen på lige så mange måder. Måske er der to hovedpositioner. Den ene, som vil være den, der fylder mest hos mange - - der vil selv identificere som spirituelle. De forstår det, der sker i teksterne som en pege. Sprog slår ikke til, men se. Det, der peges ud, kan i sagens natur ikke sprogliggøres eller reduceres til sprog. Men det er i en eller anden forstand det samme, tænker man - - som taoisten, buddhisten, den kristne mystiker osv. peger på. Det er en udbredt figur. På forskellige, ufuldstændige og forældbarlige måder peger vi på noget væsentligt - - som er det samme i virkeligheden. Jeg er vild med transe, men jeg tror ikke, det er den bedste måde at tænke på. Det, man ikke kan sprogliggøre, er sandsynligvis alt muligt forskelligt. Hvorfor skulle det ikke være det? Det er stærkt afhængigt af, hvilket sprog og verdenssyn man har. Jeg tror ikke, det, Anders ikke har ord for - - nødvendigvis er det samme, som det, Birthe ikke har ord for. Nogle gange er det måske. Men jeg kan ikke se nogen grund til, at det skulle være det. Hvis jeg nu skal være lidt mere irriterende - - og det er jo trods alt, hvad jeg får min løn og pensionsordning for - - så er jeg tilbøjelig til at se Schwanzes projekt som superfedt - - lige indtil det stivner og bliver, hvad det kritiserer. Det er selvfølgelig især noget, der angår efterfølgende læsere. Det har at gøre med fetisheringen af teksterne. Spørgsmålene, humoren, utilfredsheden med tomme svar er superfedt. Men når man har fanget pointen, som selvfølgelig snarere er en ikke-pointe - - og som man næppe kan fange, men bliver nødt til at ikke fange - - så begynder man at vide, hvor man vil ende, hver gang man starter. Det kan man jo gøre. Og så kan man stoppe der med en etikettave for den her ikke-etiket. Det er superfedt, det er indsigtsfuldt, men det er også en tankestoppende kliché. I min læsning er det slet ikke i Schwanzes ånd - - at højtideligt holde de her stykker tekst og stoppe op og holde fast i dem. Det er superfedt, det er god litteratur - - men der er stor risiko for, at man holder op med at trække på smilbåndet for tidligt. Det er ellers sjovt på den der let undergravne måde - - hvor man i læsningen forstår noget om, hvor lidt man forstår. Selv når man på forhånd har forstået den ikke-forståelse - - så opfører teksten den erfaring som et drama i læsningen. Det er superfedt, okay? Okay. Men når konklusionen er, at den sande mester har forstået den her ikke-forståelse - - og virkelig gør den her ikke-gøren, og at der ikke er mere at sige - - så er vi tilbage til udgangspunktet. Så synes jeg, at hele smilende muskulaturen bliver lidt stiv i det. Det er ikke for at sige, at det er en god musik, men det er en god musik. Det er en god musik, men det er en god musik. Formløsheden Formen, der kommer ud af det formløse. Formløsheden, der kommer ud af formen. Alle kender dem på samme måde. Det er ikke noget, de, der er nået dertil, påtager sig som en pligt. Masser af mennesker vender det op og ned med deres ord - - men de, der er nået dertil, stopper al den snak. De, der stadig taler, er der ikke endnu. Smarte ord er ikke lige så gode som tavshed. Tao kan ikke høres. Det er bedre at holde sig fra ørerne, end at lytte. Det er det, der kaldes den store indsigt. Noget, der ligner den tanke, der på trods af hele mesterskabet - - ikke rigtig har noget at sige, er repræsenteret både i taoismen - - og fx i buddhismen. Det er meget tydeligt i zenbuddhismen. Og mange andre steder, fx i nutidig non-dualisme. Ja, faktisk i alle mulige mystiske traditioner. Det er paradoxale i, at målet selvfølgelig og ubetvivligt - - allerede er opnået. Hvordan skulle det kunne være anderledes? Hvis det hele drejer sig om at opnå realiteten, hvad den end er - - så er den jo per definition allerede opnået. Den er allerede helt reelt. Virkeligheden er allerede virkelig. Og hvis virkeligheden er uvirkelig, så er den allerede det. Det eneste, der kan være tale om, er, at måden, vi forholder os til realiteten - - som også er en del af realiteten, ikke er i orden. Vi skal altså korrigere måden, vi taler om virkeligheden på - - og først og fremmest korrigere måden, vi sprogløst forholder os til virkeligheden på. "Er fli af tand?", spurgte Vangni. "Du ved godt, hvad der er rigtigt, ikke?" Vangni svarede, "Hvordan skulle jeg vide det?" "Du ved, hvad du ikke ved, ikke sandt?" Vangni svarede, "Hvordan skulle jeg vide det?" "Så ingen ved noget som helst?" "Hvordan skulle jeg vide det?" "Selvom det er sådan, det er, vil jeg alligevel prøve at forklare det." "Hvis jeg siger, at jeg forstår, hvordan kan jeg så vide - - om jeg ikke ved, hvad jeg siger, jeg forstår?" "Hvis jeg siger, at jeg ikke forstår, hvordan kan jeg så vide - - at jeg faktisk ved det, jeg siger, at jeg ikke ved?" Lad mig spørge, når folk sover vådt, får de lungebetændelse og dør. Er det også tilfældet med fisk? Hvis man forsøgte at leve i et træ, ville man være konstant bange. Men gælder det også for en abe? Hvem af de tre kender det rigtige sted at bo? Mennesker spiser kød fra dyr, der lever af hø og korn. Hjorte spiser græs. Tusindben synes, at slange smager sødt. Uler og kraver spiser rotter. Hvem af de fire ved, hvilken smag, der er den rigtige? Aber parser med aber. Bukke med rådyr. Fisk med fisk. Alle mennesker anser Mao Tseng og Lady Li for at være evige skønheder. Men når fisk ser dem, dykker de hurtigt ned på bunden. Når fugle ser dem, flyver de væk. Og når hjorte ser dem, springer de op og løber. Hvem af de fire kender den rette skønhed herunder himlen? Som jeg ser det, er linjerne for medfølelse og retsgravenhed - - stierne for rigtigt og forkert, så sammenfiltret og knudret - - at jeg ikke kan finde nogen måde at skælne mellem dem på. Det er jo interessant og vigtigt, hvad Schwanze siger her. "Det eneste, jeg ved, er, at jeg indet ved", som Platon skrev, at Socrates sagde. "There are the unknown unknowns", som USA's forsvarsminister i 2002 - - Donald Rumsfeldt, sagde. "Det, vi ikke ved, at vi ikke ved - - det er en uvidenhed, som er helt reelt og svær at håndtere." Det er et hul, der mangler på flere måder samtidig. "Og så skal vi ikke tro, at vi ved, hvad der er det bedste - - fordi vi ved, hvad der er det bedste for os." Schwanze viser os her og andre steder, at sandheden er perspektivisk. Hvem kender den rette skønhed herunder himlen? Confucius kunne måske, ligesom Platon, tænke, at der er en korrekt skønhed. Det himmelske ideal, den ideelle abstrakte størrelse - - som jordiske eksemplarer kun er tilnærmende af - - i det, de tager del i, skønhedens form. Men Schwanze siger på enkelt og tydeligvis, at det ikke kan være sådan. Det kan godt være, man ønsker en simpel virkelighed, hvor sort er sort og hvidt hvidt. Men linjerne er ikke rette. De er sammenfiltret og knudret. Og vores realitet er ikke sort-hvidt. Den er gråtonet. Ja, den er faktisk i farver. Hvilket ved nærmere eftertanke kun gælder for os, der har farvesyn. Ikke andre. Det er cool. Det er tekster, man med fordel kan læse - - hver gang man lige skal til at udtrykke sig, som om man taler på vegne af et himmelsk mandat. Det gør man ikke. Men ja, prøv at høre følgende tekst og se, om du er med på, hvor jeg vil hen. "Den vise ser ikke problemet, fordi han ikke længere skaber problemet." "Det, der skal opnås, er allerede opnået," sagde Schwanze - - mens han med en pind prikkede til et fiskestykke, der var faldet ned i gløderne. "Ping-tsu var tavs i lang tid, før han begyndte at tale." "Det forstår jeg," sagde han, og tilføjede hurtigt som svar på Schwanzes intense blik. "Det forstår jeg ikke. Jeg ikke forstår det." "Men vil den vise ikke blive sulten?" "Jo," sagde Schwanze med, vil nogen sige, en lille irritationsrønke om munden. "Vil den vise så ikke have et nyt problem, nemlig problemet - - at han må skaffe sig føde på den ene eller den anden måde?" Nu var det Schwanzes tur til længere at være tavs. Til hans fordel skal det siges, at han benyttede lejligheden til at trække vejret langsomt - - og lad en hver irritation fuse ud sammen med udåndingen. "Hvad er problemet? Alt er, hvad det er eller ikke er." "Vismanden vil skaffe sig føde, eller han vil ikke skaffe sig føde." "Formentlig vil han skaffe sig føde. Han vil så spise den." "Jo, misforstå mig ikke. Jeg tror også, at vismanden formentlig vil skaffe sig føde." "Lad os sige, at i dette tilfælde kommer Yang Tzu med en helt stak pandekager." "Mesteren spiser dem, indtil han er mæt." "Det er ikke som sådan et problem. Det er måske endda en rar situation." "Måske sidder to-tre venner og deler pandekagerne, mens de snakker om løst og fast." "Der, hvor jeg vil hen, er, at jeg ikke forstår, hvad det er for et problem - - som mesteren ikke har, som vi andre har, som jeg f.eks. har." "Du hævder altså, at du selv er på mesterens niveau?" "Niveau og niveau. Ikke niveau." "Så vidt jeg kan se, kan der kun være to slags forskel." "Den ene slags handler om, hvad mesteren ved og kan sige om virkeligheden." "Måske har han forstået langt mere og bedre, end jeg har." "Men hver gang en dialog bliver interessant, stopper han altid samme sted - - med en variation af samme sproglige figur." "Jeg tænker, der er mange spørgsmål at stille, og meget af sproget kan bruges til - - som mesteren slet ikke forsøger på. Han giver bare op." "Men lad det ligge. Den anden slags forskel er vigtigere." "Den handler om, hvordan mesteren er i verden, kan man sige." "Nu ved vi, at der er nogle fjolser, som går rundt og påstår - - at hvis man bare er på den helt rigtige måde, så får man særlige kræfter - - magiske kræfter, man kan overvinde døden osv." "Mesteren er ikke noget fjols." "Dermed handler det udelukkende om, hvordan mesteren går og har det - - og hvordan os andre går og har det med mesteren." "Swanze havde lyttet opmærksomt indtil nu, men mærkede en begyndende utålmodighed." "Ligesom vinden, der tog til hen under aftenen, var det en egenskab ved verden." "Ja, du har ret i det, du siger, så vidt jeg kan forstå." "Jeg kan stadig ikke få øje på problemer. Mesteren var sulten." "Mesteren spiste ganske mange pandekager. Mesteren kan lide pandekager." "Ja, ja, skidt med pandekagerne." "Jeg synes bare ikke, mesteren altid er, hvad skal jeg sige - - han virker for det meste glad og tilfreds og meget til stede, som ungdommen siger." "Men han gør jo heller ikke noget særligt." "Vi er glade, når han siger noget klogt, og vi kommer med pandekager." "Nej, skidt med pandekagerne. Det er alt sammen fint." "Men der er jo andre mestre, der siger andre ting, og ... Nej, skidt med det også." "Nu tror jeg nok, at mesteren har det ret godt. Sådan virker det det meste af tiden." "Men han forkommer mig ikke at have det afgørende anderledes end alle mulige andre." "Kan du huske dengang med tussen?" Franz nickede relativt afmålt i forhold til, hvordan han plejede at nicke, synes Jansson. "Det var sjovt. Franzes børn havde fanget en tusse, og mesteren synes også, det var sjovt." "Men så var det, at han kaldte den en frø, og Jense, regnskabsføreren, - - tænkte ikke nærmere over det og rettede mesteren." "Og mesteren ville tydeligvis ikke indrømme, at han havde kaldt tussen for en frø." "Det er dit eksempel. Tusse eller frø. Kald den, hvad du vil, og den er stadig, hvad den er." "Ja, selvfølgelig. Men det er heller ikke det, der er sagen. Det var mesterens reaktion." "Den var ikke forfærdelig. Den var heller ikke specielt imponerende." "Det slog mig bare i det øjeblik, at mesteren virkede enagtig som mig selv og som alle mulige andre." "Jeg må indrømme, at jeg kom i tvivl om hele sagen." "Jeg mener, jeg har trods alt investeret en masse i mesteren, og efter tusseskandalen, ja." "Nej. Jeg ved det ikke." "Hør, min ven. Alt den snak om pandekager, skal vi ikke spørge Huan Chin, om han vil lave en bunke?" "Ja, okay. Det var en slags metakommentar fra mig. Altså en pastige på en pastige på en pastige, måske." "Den var nok ikke videre, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, men den var, hvad den var, og er, hvad den er." "Her er et stykke fra den rigtige 'chuang tse'." "Den rigtige gamle tekst, i hvert fald." Hui tse snøftede og svarede. "Jeg kender et stort træ, som de lokale kalder træer, med en stamme så tyk, så knudret, at tømrueren ikke kan skære det til." "Og med grene, der er alt for snoret til passer eller firkant." "Selvom den står ved siden af en trafikeret vej, er der ingen tømruer, der kigger på den." "Dine ord er lige så store, lige så knudrede og lige så værdiløse." "Der er heller ingen, der kan bruge dem til noget." Chuang tse grinede. "Har du aldrig set en vildkat eller en væsel, som holder sig ned på jorden og bøjer sig for at vente på sit bytte, før den springer mod øst eller vest?" "Og altid kommer højt op eller lavt ned, kun for at ende med at blive fanget i en jægers net." "Men se på jakoksen. Stor som frit og let vandrende skyer på himlen." "Stor nok til at blive kaldt kæmpestor, men ubrugelig, når det gælder om at fange mus." "Nu har du dette enorme træ. Du synes, det er forfærdeligt, at ingen kan fælde det, så det kan bruges til noget." "Hvorfor ikke lade det være et træ i landsbyen, ingenting?" "Hvor vildmarken breder sig i alle retninger for at beskytte intet sted." "Sæt dig under det og lær kunsten at lade være at vandre frit og let ind i drømme under det." "Glem øksen. Intet kan skade det. Intet kan være til nytte." "Hvor er problemet?" Og det er jo vidstdom. Stor, psykologisk vidstdom. "Slap lidt af i den der gøre-muskel og giv plads til at være bare værre." "Jeg tænker, det er en helt afsindig vigtig ting. Ikke mindst i vore dage." "Men jeg tænker også, det er en balance. Vi kan ikke bare være." "Der er noget, der skal gøres." Danske tekster af Nicolai Winther Danske tekster af Nicolai Winther Men jeg begynder at nærme mig slutningen her. Først lige et hurtigt resume af tegnesagversionen af den her idehistorie. Konfusus repræsenterede de gamle, erhverdige traditioner. Trance var en del af en reaktion på den konservatisme. En reaktion, som var mere på højde med tiden, langt mere fleksibel og bevægelig - - og med humor som en integreret og helt kritisk del. Næsten samtidig med Suang Tze var Lao Tze i gang med Tao Te Ching - - og taoismen bliver etableret og også lidt mere kedelig. Når buddhismen kommer til Kina fra Indien en del århundreder senere - - kan vi fortsætte historien og se Shan-buddhismen - - den kinesiske forløber for den japanske Zen-buddhisme - - som en kombination af Suang Tze og Buddha plus det løse. Det vil sige noget taoisme, noget konfucianisme. Det er især i fænomener, som man kan omtale som skør vidsdom - - skøre vidsdomstraditioner, hvor det giver mening at se det sådan. I næste episode læser vi Lao Tze's Tao Te Ching - - og prøver at rise taoismen lidt mere op. Lige en interessant ting her på falderæbet. Det er interessant at bemærke, at Suang Tze flere steder henviser til samtidig filosofi. Filosofi, der er logisk interesseret og beskæftiger sig med temaer - - som vi kender fra det indiske og det græske. Lad mig lige læse det sidste stykke Suang Tze i denne omgang. "De gamles viden var fuldkommen. Hvor fuldkommen? Der var nogen, som nægtede at anerkende, at der var ting. Så fuldkommen. Intet kunne tilføjes til det. Så kom nogen, som anerkendte tings eksistens, men nægtede at skælne imellem dem. Så nogen, som skælnede, men nægtede at betegne den ene som ret - - og den anden som uret. Så blev ret og uret genstand for afgørelser, og Tao blev mangelfuld. Og fordi Tao blev mangelfuld, begyndte de, der elskede Tao, at forsøge at fuldføre ting. Men findes der virkelig sådanne ting som fuldførelse og mangel eller "gør der ikke"? Der gør, som da Chau Wen spillede lut. Og der gør ikke, som da Chau Wen ikke spillede lut. Chau Wens lut, musikmester Kuang og hans takstock Huizhe, lænede op ad Wu-træet. Hvor meget de tre lærte, alle mestrede deres respektive kunstarter så fuldt ud - - at vi stadig husker dem i dag. Hvad de satte pris på, det adskilte de, gjorde et "de" ud af det. Hvad de satte pris på, ønskede de at belyse, men det var ikke erkendelsens oplysning. Så vi står tilbage med Huizhes obskure argumenter om hårdhed og vidhed - - og Wens disciple, som udspillede hans streng og deres egen, og intet udrettede. "Hvis det er tilfældet, så har jeg også udrettet noget." "Og hvis det ikke er fuldførelse, så har hverken ting eller jeg nogensinde fuldført noget." Igen, hvor er det en fed tekst. Altså en linje som "Findes der virkelig sådanne ting som fuldførelse og mangel - - der gør, som da Chau Wen spillede lut, og der gør ikke, som da Chau Wen ikke spillede lut?" "Jep." Sådan er det. Men det, jeg lige vil berøre, er stedet, hvor Schwanze nævner - - Huizhes obskure argumenter om hårdhed og vidhed. Hvad handler det om? Jo, det refererer til en person og en skole - - der beskæftiger sig med spørgsmål, som ligner senerens paradoxer. Altså spørgsmål om del og helhed, uendelighed og endelighed, bevægelse og stillestand. Som når man tænker på en pil på vej i luften og tænker, at den på et hvert tidspunkt - - på et hvert sted, har uendeligt mange steder tilbage at tilbagelægge. Når den har tilbagelagt halvdelen, så har den en halvdel tilbage stadigvæk. Men sådan bliver det jo ved i en uendelighed. Hvordan kan den så nogensinde nå frem? Altså den slags spørgsmål, den slags logiske paradoxer. Samme type spørgsmål, udsat for meget forskellige temperamenter. Finder vi hos indiske Nagarjuna, som vi kommer til om nogle episoder. Vi finder dem hos de tidlige græske filosofer. Det er meget spændende, synes jeg, at åltidens filosofiske spørgsmål - - de ligner hinanden så meget, som de gør. Altså i hvert fald, når man kniper øjnene lidt sammen. Men det er vel egentlig ikke spormærkeligt. Det udgangspunkt og forråd af tankeredskaber, de har at gøre godt med - - det ligner jo hinanden ganske meget på tværs af kulturer i åltiden. Hvad kan de såkaldt obskure argumenter om hårdhed og hvidhed måde drejes om? I mere moderne terminologi har det at gøre med egenskaber. Hvad er forholdet mellem objekter og deres egenskaber, eller prædikater? Hvordan fungerer lighed og enshed? Hvad vil det sige, at en hest er hvid, og at en sten er hvid? Igennem et par tusind år har man brugt meget blik på at prøve at få den slags spørgsmål på plads. De er vanskeligere at få helt på plads, end man lige tror. Vi kender det specifikke hvid-hårdhed-spørgsmål fra Kung Sun Lung Tse - - og bare lige en hurtig smagsprøve for at give en idé om, hvad det kunne være for nogle ting - - som Chuang Tse reagerer imod og er sådan meget satirisk overfor. Hvidheden er stenens hvidhed, og hårdheden er stenens hårdhed. Selvom den ene af dem er synlig, mens den anden ikke er, udgør de to sammen med stenen tre. De gennemtrænger hinanden, som bredden og længden gør på en overflade. Noget kan være hvidt, men hvidhed er ikke derved fastgjort på det. Noget kan være hårdt, men hårdhed er ikke derved fastgjort på det. Det, der ikke er fixeret på noget, er universelt anvendeligt. Hvordan er det så muligt at antage, at hårdhed og hvidhed skal være i og af stenen? Stenen er en, hårdhed og hvidhed er to, selvom de er i stenen. Men den ene kan mærkes, mens den anden ikke kan. Den ene kan ses, mens den anden ikke kan. Det er klart, at det håndgribelige og det uhåndgribelige er adskilt. Det synlige og det usynlige gemmer sig fra hinanden. Hvem vil sige, at de ikke er adskilte, når de skjuler sig? Og så videre. Og med det er vi ved vejs ende med Tuance i denne omgang. Vi har rejst rundt i hans historier - - hørt eksempler på hans dynamiske skrivestil og billedsprog. Tuance repræsenterer en livsbekræftende filosofi, synes jeg. Han opfordrer os til at leve spontant, til at være mere fri i nuet - - til ikke at bekymre os om konventioner og moralske kategorier. "Vejen er ufattelig", siger han. Den er altså ikke indfanget af begreber og definitioner. Tale er sølv, tavshed er guld. Begge dele er væsentligt mere værd end de to edle metaller. Hvad er problemet? På en måde er der ingen problemer. It is what it is. Tingenes sådanhed er påfaldende. På en anden måde er der ikke andet end problemer. Begge dele er rigtigt. Det er et spørgsmål om perspektiv. Jeg gør, hvad jeg kan for at sætte historienedslag sammen. Jeg er altid utilfreds med det hele. Jeg skal sagtens ikke forestille mig, at det hele kunne være bedre. Til gengæld er det fedt at tænke på, at der er noget, der er perfekt - - og som ikke kan være bedre. Det er det, der sker om et øjeblik, når jeg holder min kæft.