Tao Te Ching (TLF 7)

Denne gang læser vi i Laotses Dao DeJing (Ta Te Ching). Sidst læste vi Chuang Tzu’s fine prosa, og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af ikke-gøren. For at citere Chuang Tzu: ”Hvad er problemet?”

Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao DeJing – og jeg synes lige at vi hilse ordentligt på den. 

 Traditionen siger at den er skrevet af Lao Tzu. Der er tradition for at Lao Tzu var lærer for Chuang Tzu, og overleverede sin visdom til ham. Om de faktisk mødte hinanden, er usikkert. Bl.a. fordi begge figurer måske overhovedet ikke fandtes, hvilket ville vanskeliggøre et møde betydeligt. 

En årsag til at betvivle Laotses eksisens, er at Lao - ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand" , så Laotse vil være "den gamle mester". 

Traditionen siger at Laotse var arkivar ved det kejserlige hof i Zhou-dynastiet. Et arbejde der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og visdom. Det siges, at Lao Tzu blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid og besluttede sig for at forlade hoffet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøffel, blev han bedt af vagten om at nedskrive sin visdom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat.  Resultatet var Dao De Jing. I nutidige termer kan vi kalde det en digtsamling på 81 digte – og den er blevet grundlaget for taoistisk filosofi.

Det er en ret taoistisk historie.  Laotse er ikke en helteskikkelse som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej han var bare arkivar. Visdommen var hvad han havde lært som arkivar over mange år – og han havde ikke planlagt at nedskrive den – det gjorde han fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget, skrev bare teksten, og så måtte andre se om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao DeJing til vagten, steg på sin vandbøffel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen.

Litteratur, bl.a:
Lao Tzu: Tao Te Ching. Ursula K. Le Guin (1997):
Loatse: Tao Te Ching. Erik Folke (1972). (Indledning af Sven Lindqvist). Faldus/Bonniers. 

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og lejende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøget, en kort episode 7, Laotes Dao De Jing. Denne gang læser vi i Laotes Dao De Jing. Sidst læste vi i søndags, og nu læser vi i dag. Sidst læste vi Swances fine prosa og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af "ikke gøren". For at citere Swanse, hvad er problemet? Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao De Jing, og jeg synes lige, vi skulle hilse ordentligt på den. Traditionen siger, at den er skrevet af Laotes. Der er tradition for, at Laotes var lærer for Swanse og overleverede sin vidstom til ham. Om de faktisk mødte hinanden er usikkert, bl.a. fordi begge figurer måske slet ikke fandtes, og det ville jo vanskeliggøre et møde betydeligt. En årsag til at betvivele Laotes eksistens er, at "Lao" ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand", så Laotes vil være "den gamle mester". Traditionen siger, at Laotes var arkivar ved det kejserlige hof i Suu-dynastiet, et arbejde, der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og vidstom. Det siges, at Laotes blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid, og besluttede sig for at forlade hofet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøfel, bad en vagt ham om at nedskrive sin vidstom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat. Resultatet var Dao Te Ching. I nutidige termer kan vi kalde det en dæktsamling på 81 dækte. Og den er blevet grundlaget for daoistisk filosofi. Det er en ret daoistisk historie i sig selv. Laotes er ikke en heldeskikkelse, som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej, han var arkivar. Vidstommen var, hvad han havde læst som arkivar over mange år, og han havde ikke planlagt at nedskrive sin vidstom. Det gjorde han, fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget. Han skrev bare teksten, så måtte andre se, om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao Te Ching til vagten, steg på sin vandbøfel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen. Dao Te Ching Dao Te Ching Der er mange lighedspunkter i tænkningen i Dao Te Ching's digte og i Shuang-tze's proser. Både Laotes og Shuang-tze fokuserer på begrebet "dao", altså "vejen" som det centrale princip, og begge kritiserer konfucianismens moralisme og eventlige ritualer. Laotes nævner "vejen", altså "dao", et hav af gange. Shuang-tze er mere tilbageholdende med at bruge udtrykket, hvilket giver god mening både poetisk og filosofisk. Hvis den dao, der kan navngives, ikke er den rigtige dao, som det siges i den første tekst i Dao Te Ching, så var det måske en idé ikke at bruge det navn hele tiden. Begge figurer finder noget væsentligt og centralt i paradoxale formuleringer. Som der står til sidst i et af de sidste digte i Dao Te Ching, "De rette ord lyder forkerte" eller i en anden oversættelse, "Sandhedens ord lyder som paradoxer". Som jeg efterhånden har været inde på mange gange, er det paradoxøgende noget, vi finder som strømninger i tiden i både Indien, Kina og Grækenland og sikkert mange andre steder. Shuang-tzes tekster er mere lejende, humoristiske og anarkistiske end Lao-tzes komprimerede vidstom. Dao Te Ching er mere renhedssøgende i sin æstetik. Der er jo også poesi, hvor Shuang-tze er prosa. På den anden side er Lao-tze nu på ingen måde humorløs. "Tænk som i mennesker hører om vejen og prøver hårdt at følge den. Almindelige mennesker hører om vejen og vandrer af den og væk fra den. Tankeløse mennesker hører om vejen og laver vidigheder om den. Det ville ikke være vejen, hvis der ikke var vidigheder om den." Confuciuses ideal var det edle og korrekte menneske, men næsten altid set i en samfundsmæssig sammenhæng. Det var et grundproblem for ham, hvad den edle og korrekte leder er for en størrelse og hvad der skal til for at samfundet er i harmonisk orden. Både Lao-tze og Shuang-tze har, sammenlignet med Confucius, grundspørgsmål, der er tættere på det enkelte menneskes eksistentielle situation. Bevare os. Det er vigtigt, hvordan samfundet fungerer, men hver enkelt af os har en opgave fra minut til minut og fra år til år, som i en vis forstand er uafhængig af det politiske. Vi må forholde os til eksistentialerne, fra fødsel til død. Det samfundsmæssige og vores placering i det er vanvittigt afgørende, men også underligt ligegyldigt, når lykke, ulykke, hel og uhel rammer os på tværs af enhver samfundsmæssig situation. Shuang-tze og Lao-tze taler mere til den del af vores liv. Dao De Jing's første halvdel, dvs. de første 37 dægte, beskæftiger sig med det her åndelige, mystiske, kosmiske, personlige. Og den anden halvdel, de sidste 44 dægte, går mere ind på de praktiske samfundsmæssige og ledelsesmæssige spørgsmål. Sådan er den version, vi læser. Sjovt nok er det en omvendt rækkefølge i forhold til det ældste manuskript, der er fundet. Og det demonstrerer måske, at det typisk for en moderne læser er det personligt kosmiske, der vækker mest gentlang. Nogle af de efter min mening svageste tekster trækker på ideen om et ideal fra fordomstider, helt konfususagtigt, og kombinerer det politiske med det mystiske. "Der var engang dem, der regerede i overensstemmelse med vejen, ikke brugte den til at gøre folk vidnende, men til at holde dem uvidnende. Folk bliver sværere at styre, når de ved for meget. Den, der regerer ved hjælp af intellekt, er en forbandelse for landet. Den, der regerer med uvidenhed, er en velsignelse for det. At forstå disse ting er at have et mønster og en model, og at forstå mønstret og modellen er en mystisk kraft. Mystisk kraft går dybt, den rækker langt, den følger tingene tilbage, klart tilbage til den store enhed." Det er sjovt, hvordan man overalt i oldtiden finder den her idé om en fortidig guldalder, hvor tingene var i orden. Der var superduper harmoni, hvis der var guder, så talte de med os osv. Tiden forstås næsten overalt som en forringelse af en langt mere harmonisk tilstand, der lå i en fjern fortid. Måske er en hurtig forklaring, at vi har de historier fra en tid, hvor man var begyndt at være skriftlig for ikke så frygtelig længe siden, hvilket igen er forbundet med store omvæltninger af teknologisk og samfundsmæssig art, en tid, hvor man endnu ikke har udviklet en egentlig historisk bevidsthed. Det, der så ligger før, er ligesom gemt bag noget, der ligner infantil amnesi, den grænseforkommelse, der hos den enkelte ligger omkring 30-årsalderen. Både i det enkelte menneskes liv og i kulturen er det per definition en slags mytisk tid og guldalder, der ligger før det her slør. Men lad os starte fra begyndelsen. Den første linje i Dao De Jing lyder omtrent "tao ko tao fei chang tao". Og den kan bruges til at give et meget tydeligt eksempel på vanskelighederne ved at oversætte sådan en tekst. Vi har at gøre med seks ord. De tre af dem er "tao", bogstavelig oversat ord for ord, "vej", "kunde", "vej", "ikke", "permanent", "vej". Og den næste linje, "ming", "ke", "ming", "fei", "chang", "ming". Bogstaveligt ord for ord, "navn", "kunde", "navn", "ikke", "permanent", "navn". Den anden gang "vej" eller "navn" nævnes, må det være et verbum. Uden at gå ind i de linguistiske detaljer, har vi at gøre med et kinesisk, hvor de enkelte ord har brede betydningsområder og er endnu mere flertydige, end vi er vant til. Og samtidig er der ikke mange informationer om ordenes bøjninger. Dao De Jing er oversat umådelig mange gange. Her er en række eksempler på begyndelseslinjen i forskellige oversatte versioner, og de er jo så her udsat for endnu en transformation i min oversættelse til dansk. "Dao kaldet 'Dao' er ikke 'Dao'." "Det navn, du kan sige, er ikke det rigtige navn." "Den måde, der kan tales om, er ikke den konstante måde." "Den vej, der kan tales om, er ikke en uforanderlig vej." "Den dao, der kan tales om, er ikke den evige dao." "Den dao, der kan omtales, er ikke den uforanderlige dao." "Den dao, der kan benævnes, er ikke den evige dao." "Den dao, der kan siges, er ikke den evige dao." "Den dao, der kan udtrykkes, er ikke den evige dao." "Den vej, der kan vandres ad, er ikke den evige vej." "Den dao, der kan benævnes, er ikke den udødelige dao." "Hvis 'Dao' kan 'daos', er det ikke 'Dao'." I mine uddrag her bruger jeg min egen krydsning og oversættelse af Ursula Le Guin's oversættelse eller gendækning kombineret med den svenske Erik Folkes oversættelse. "Den vej, du kan gå, er ikke den rigtige vej." "Det navn, du kan sige, er ikke det rigtige navn." "Himmel og jord begynder i det unavngivne." "Navnet er moderen til de ti tusinde ting." "Så den uvillige sjæl ser, hvad der er skjult." "Og den evigt søgende sjæl ser kun, hvad den vil have." "To ting, én oprindelse, men forskellige i navn." "Hvis identitet er et mysterium." "Mysteriet over alle mysterier." "Døren til det skjulte." Hvad er DAO? DAO betyder som sagt "vej", og det var bl.a. Confucius, som gav det en etisk-politisk dimension. Rent sprogligt er det selvfølgelig ikke til at komme udenom, at et ord som "vej" har mulighed for at blive brugt metaforisk. Det er en rette vej, et skridt i den rigtige retning, en livsbane. Vi visualiserer hurtigt livet som et vejnet. Der stiger, der veje, der roter. Man kan følge den vej, som mange har gået ad, den lige vej, eller man kan gå en omvej, eller man kan fare vild. Når man tænker tilbage, og nogle gange mens det sker, kan man stå ved en skillevej i sit liv. Lignende metaforer findes i alle kulturer. Liv og tid er en vej. Ser man bagud på sit liv, betragter man en rote gennem et landskab. Man kunne have gået ad andre veje, osv. Fra begyndelsen af præsenteres DAO som den rigtige vej, den atrovertige vej, som samtidig er den vej, man ikke kan gå ad. Hvad betyder det paradoksligende udsavn? En simpel fortolkning er, at teksten bare gør opmærksom på det metaforiske. Og det er jo rigtigt, man kan ikke gå af en metafor. Men i troet med alle de andre tekster i samlingen, er det også oplagt at læse noget ind, der handler om vilje og bevidsthed. Man kan ikke ville gå af den vej på samme måde, som man vil andre ting. Man kan ikke have det som en ambition, ligesom man typisk har ambitioner. Vi kender noget tilsvarende mange steder fra. Man kan f.eks. godt beskrive, hvordan man er en god ven, men hvis det forstås som en metode, så begynder der at være noget galt. Man kan ikke ville handlingerne, ligesom man vil opnå bestemte pragmatiske mål. Hvis man gør det, er man ikke længere en ven, men en der prøver at regne den ud, en som manipulerer og anlægger strategier. Det er i hvert fald rigtigt, at Dau bl.a. handler om, at bevidst villen og gøren ikke altid er formålstjænligt, men derimod kan blive krampeagtigt og livløst. Den mere mystiske forståelse vil føre den pointe længere og gøre den almen. Hvad er ikkegøren? Det er et ideal i daoismen, men meningen er ikke at ophøje passivitet eller initiativløshed. Ikkegøren eller ikkehandling er et af de helt afgørende begreber i daoismen. Wu-wei eller ikkehandling, wei-wu-wei, handlingen, ikkehandling. Vi fandt det allerede i Schwanze, hvad er problemet, spurgte han, og foreslog, at vi gjorde ikkegøren i stedet for hele tiden at gøre ved. Men hvad er meningen? Som sagt handler det ikke om passivitet, som i er værd inaktive. Det er en idé og et ideal om at udfolde sig uden besvær, uden at presse på, uden at tvinge noget frem, uden at styre noget hårdt, bevidst og krampeagtigt. Så det er slet ikke ineffektivt, tværtimod er det et ideal om en ren og organisk effektivitet. Den slags effektivitet, der synes at komme af sig selv, fordi den ikke er resultatet af en stræben, men af et samspil med opgaven, et samspil med materialet, med naturen. Idealet ses i kunstneriske og kreative handlinger, når de er den type, der er mesterligt ubesværede. Det er noget, der sker på rette tid og rette sted, at tingene bare sker, som de skal ske. Et andet sted, vi kan finde ideen af, er i pædagogikken. Al pædagogik, opdragelse og undervisning, eller hvad vi nu kalder det, er begrænset og kommer ingen vegne, hvis hårdt sættes mod hårdt. De gode momenter sker altid, når pædagogen, opdrageren eller underviseren er usynlig eller næsten usynlig. Når lydhørheden er stor. Når det, der sker, vokser ud af situationen. Vejen gør aldrig noget, og alt bliver gjort. Hvis magthaverne kunne holde sig til vejen, ville de titusinde ting passe sig selv. Hvis de alligevel forsøgte at handle, ville jeg dæmpe dem med det navnløse, det naturlige. I det unavngivne, i det uformede er "ikke" at ville. I "ikke" at mangle er der "stilhed". I stilheden hviler alt under himlen. Det lyder som æstetiske erfaringer, og i hvert fald i familie med, hvad vi kender som æstetiske erfaringer. Musikalsk improvisation, for eksempel. Alle erfaringer i at være "in the zone", som man siger. Eller C.S.M. Heileys begreb om flow-tilstanden. Det her med, at man kan opnå en tilstand, hvor den opgave, man er i gang med, hverken er for svær eller for let. Hverken stiller for store eller små krav, men de er rette krav, så man folder sig selv ud. I kreativt skæbende udførelse, i fornemmelsen af, at alt spiller. I den slags fænomener handler det ikke om at kontrollere med et fast greb. Det handler tværtimod om det smidige og løse greb. Ligesom den gode målmand ikke skal fokusere hårdt der, hvor han prøver at regne ud, at bolden kommer. Det er alt for krampagtigt, det er alt for langsomt. Han kommer til at tage fejl. Målmanden skal nærmere overgive sig til en ufokuseret og afslappet koncentration. En tillid til, at træningen sætter ind. At kroppen gør, hvad den skal i situationen. Dao er på den måde mere kropslig, mere intuitiv, mere spontan, mere improviseret og mindre bevidst. Mindre konceptualiseret, mindre strategisk. Er det så simpelt, at døren til det skjulte, mysteriet over alle mysterier, ikke er andet end den her afslappning af vores indre kontroll-freak? En religiøs daoist vil nok mene, at sådan en fremstilling er alt for banal. At den måske kommer et lille stykke af vejen, men at vejen er meget længere. Hvis man spørger mig, og det gør man jo, så er det en værdifuld indsigt i de daoistiske tekster. At slappe af opmærksomt, at følge musikken, at forsvinde koncentreret. Det er ikke så vanskeligt. Samtidig er det meget vanskeligt. Det er ikke en indsigt, man lige hurtigt og uden problemer realiserer psykologisk, hver gang man har brug for den. Der er mange forhindringer. Det er også, igen i min forståelse, ikke noget, der kan opnås eller mestres. Sådan kan mange af versene også læses, dao kan ikke beherskes. Det forholder sig lidt på samme måde med ideen om oplysning i buddhisme og en række andre systemer. Den holdes ofte frem som en belønning, der venter for enden af en vej, som noget hin mester har opnået. Men der er, som jeg læser dao, ikke noget, der kan opnås. Når man vandrer i et skiftende landskab, kan man følge de veje, der er anlagt, hvis der er nogen. Man kan anlægge sin egen vej. Og her er der en modsætning mellem en bevidst magtposition, hvor man tvinger en lige vej igennem landskabet, og en opmærksom vandring, hvor man bruger landskabets naturlige krumlinger og sving. Vand er en meget brugt og passende metafor. Vandet følger den rute, der giver den mindste modstand. Vandet flyder og strømmer og fylder, som det gør, med en overligen styrke, som i forhold til mange kategoriseringer er en paradoxal styrke, der kommer fra svaghed. Eller hvis ikke svaghed, så blødhed, gennemtrængelighed, åbenhed. Billedet er vandet, der tålmodigt og drypvist udhuler en sten. Stenen er ellers stærk, hård og tung. Men i den form for styrke er der en rigiditet, som er svag. DAO peger i retning af naturlige balancer, men hvis man skal vælge side, så er DAO langt mere vand end sten. Det er i det hele taget en måde at se DAO på som en delvis omvendning, en omprioritering af det typiske, hierarkiske system af modsætninger, som vi lever med. Det er ret vildt, hvor stabilt det modsætningssystem har været over mange år. Jeg mener, lav to spalter. I den ene kan der stå feminin, blød, svag, nat, modtagende, omsorgsfuld, passiv, følelsesbaseret, barnlig. I den anden kan der stå maskulin, hård, stærk, dag, givende, kampklar, tankebaseret, aktiv, voksen. Fortsæt selv. Min pointe er selvfølgelig ikke, at de her spalter repræsenterer sandhed. Tværtimod for DALEN. Men de findes. De er at finde i et hav af tankegang, kulturprodukter og almindelige fordomme. Der er givetvis visse bevægelser i spalterne igennem historien, men i det store af det hele har de været stabile i tusindvis af år. Blandt sine mange væsentlige potentialer er DAO en kritik af de her stivnede spalter. DAO siger, ja, vi har modsætningerne. Vi har dem uden tvivl i sproget. Men den sort-hvide tænkning, som lader dem stå restløst over for hinanden som rækker af lejndansere, holder ikke. Den retoriske mekanik er egentlig ganske simpel. Svaghed er styrke, sårbarhed er mod, det hårde knækker, det stærke er svagt. Helt simpelt sker der det, at vi forstår sådan nogle udsag. I en vis forstand er det jo noget vrøvl at sige, at styrke er svaghed og svaghed er styrke. Men sprog er ikke logik på den måde. Vi reagerer ved at sige, okay, hvis styrke er svaghed, hvordan kan det så give mening? Det kan det, fordi styrke også er uflexibelt, skørt, ufølsomt, blindt osv. Svaghed er styrke? Okay, hvordan kan svaghed være styrke? Jo, fordi svaghed også er bevægelighed, smidighed, lydhørhed. Ved fødselen er mennesket blødt og småt, ved sin død igen hård og stiv. Når planterne spiger og træerne skyder nye skud, er de bløde og saftige, ved deres død igen tørre og visne. Hårdhed og stivhed står således i sammenhæng med døden. Svaghed og blødhed med livet. Derfor er nogens her stærk, vinder han ingen sejr. Er træstærkt fældste. Det stærke og store har sin plads nederst. Det eftergivende og svage øverst. Det blødeste i verden skyller og løber over det, der er hårdest i verden. Det immaterielle trænger ind i det uigennemtrængelige. Så jeg kender det gode i ikke at gøre. Den ordløse lærer. Gevinsen vil ikke at gøre noget. Ikke mange mennesker forstår den. Man kan sige, at klassiske feminine kvaliteter, i hvert fald klassiske vestlige feminine kvaliteter, vægtes frem for de klassisk maskuline. Men det er også vigtigt at se, hvordan dag ikke kun er en omvending af prioritererne og et perspektiv, som følger det spirende, det voksende, det sårbare, det livfulde. Det er også en accept af realiteterne med alle de sider, den har. Når dagteksterne er bedst, og når læsningerne af dem er det, så fungerer de som metaforkritik og metafornuancering. Det drejer sig om at have uden at beside, gøre uden at kræve, lede uden at kontrollere. Dette er mystisk magt. Det er interessant at sætte dag op imod et gudsbegreb, ligesom vi kender det fx fra kristendom. Der er mange punkter, hvor de ligner hinanden. Gud er evig, uudgrundelig, kilden til alt. Det er dag også. Dag er evig, uudgrundelig og kilden til alt. Så man kunne jo få lyst til at se gudsbegrebet og dagbegrebet som synonymer. Men så er der også store forskelle. Gud, som vi kender ham, producerer ting ved at skabe dem bevidst. Han har planer og udfører dem, lidt som en håndværker eller ingeniør. Dag handler om ikke-gøren. Det var det her "Wu-wei", som vi nævnte før. Dag er spontant. Det er et ord og en hel klasse af betydninger, altså spontanitet, improvisation osv., som bruges meget lidt i sammenhæng med typiske gudsforstillinger. Gud er i det høje og er den højeste. Som Monty Python siger et sted, "Hvor er du bare stor. Du er jo kæmpemæssig. Du er jo koloenorm." Gudden er "the man". Dag er "moderen". Gud er "herren", "herskeren". Dag er "ydmy". Dag er i det laveste, i det mindste. Gud er "personlig", siger mange traditioner. Dag er "upersonlig". Gud associeres med lys. Dag med mørke. Den store vej løber til venstre, til højre. De tiotusinde ting afhænger af den, lever af den, accepteres af den, udfører sit arbejde uden at blive navngivet, beklager og føder de tiotusinde ting. Den gør ikke krav på dem og beder ikke om noget af dem. Kald det en lille sag. De tiotusinde ting vender tilbage til den, selvom den ikke optræder som herrer. Kald det stort, så den glåde sjæl uden store gerninger opnår storhed. Ægte godhed er som vand. Vand er godt for alt. Det konkurrerer ikke. Det går lige til de lave, afskyelige steder og finder på den måde vej. For et hus er det godt med et plant underlag, når det gælder tænkning er dybtet godt. Det gode ved at give er storsindhed, ved at tale ærlighed, ved regeringsførelse orden. Det gode ved arbejde er dygtighed og ved handling den rette tid. Der er ingen konkurrence, så ingen skyld. (Musik) Nu er temaet her jo ikke religion, men filosofi. Vanskelighederne ved at skille de to fænomener ad, er en del af det interessante. Man kan på mange måder sige, at det er det, filosofihistorien overhovedet handler om. Dag bliver det et budskab om at være mere som vand og luft end som jord og sten. At acceptere altings foranderlige og processuelle karakterer. At droppe sort-hvid tænkning og den måde, vi krampagtigt holder fast i holdninger. På det større niveau bliver Dag et økologisk budskab, en påmindelse om, at vækst for vækstens skyld ikke er egentlig vækst, men misvækst. En fejl i omgangen med naturen. Det er selvfølgelig en læsning, der præger vores nutidige kontekst, som er helt anderledes, end den teksterne blev skrevet i. I dag taler vi om naturen som noget, der må beskyttes, noget, som er i overhængende fare for at blive ødelagt. Det vil næb har givet mening i oldtiden. Og ikke desto mindre taler Dag direkte ind i vores kontekst, fordi den taler imod en vækstideologi, som vi kender ud og ind. Når verden er på rette vej, bruger de heste til at trække gødning. Når verden går væk fra vejen, afler de krigsheste på fælden. Det største onde er at ville have mere. Det værste uheld er utilfredshed. Grådighed er livets forbindelse. At vide, hvornår nok er nok, er at vide nok. Idealet er harmoni. Og billedet af harmonien er dybere end en hurtig kliché om harmoni. For Dao, Ying'er Yang og filosofien i Qing, viser os, at harmoni ikke er noget, der opnås og beherskes. Det er rytmer og cykluser. Det er bevægelighed og fleksibilitet. Keen til det modsatte ligger i det samme, og keen til det samme i det modsatte. Det er værd at opholde sig lidt ved Ying'er Yang-symbolikken. Vi kender den alle sammen. Den repræsenterer en dualistisk verdensopfattelse. Men det er vigtigt at huske, at det er en komplementær og dynamisk dualisme. Et klassisk eksempel på, hvordan Ying'er Yang manifesterer sig i naturen på, er den lyse og mørke side af et bjerg. Den lyse side af bjerget repræsenterer Yang. Den er eksponeret for sollys. Der er aktivitet. Der er varme. Der er vækst. Den mørke side af bjerget repræsenterer Ying. Den er i skygge. Der er passivitet. Der er kølighed. Der er hvile. Den dualitet illustrerer, hvordan Ying'er Yang er komplementære. De er afhængige af hinanden. Bjerget kan ikke eksistere uden begge sider. Det giver simpelthen ikke mening at tale om et bjerg med kun én side. Det er også værd at bemærke, at den lyse og mørke side af bjerget konstant skifter i løbet af dagen og i løbet af året. Det afspejler den dynamiske natur af Ying og Yang. Om morgenen er den østlige side af bjerget Yang, mens den vestlige side er Ying. Om eftermiddagen er rollerne byttet om. På samme måde er den nordlige side af bjerget mere Ying om vinteren, mens den sydlige side er mere Yang. At vende tilbage er, hvordan vejen bevæger sig. Svaghed er, hvordan vejen fungerer. Himmel og jord og de ti tusinde ting er født af væren, og væren er født af ingenting. I min læsning strider Dao imod fastholdelse og definition. Hvis ideen stivner i en særlig form, så går der forstoppelse i hele det naturlige fordøjelsessystem. I et længere historisk perspektiv er det derfor vildt ærgerligt og samtidig vildt genkendeligt, at daoismen stivner og gennemgår en række udviklinger, der gør den til en religion. Måske har den altid været det i en eller anden forstand. Men jeg skal da lige love for, at det følgende håndfuld af hundrede udstyrer daoismen med alt inventar, som vi kender fra religiøse bygninger. Der opstår tempeldyrkelse og ritualer omkring Lao Tse. Han tilbedes som en guddom. Der tilføjes mytologiske og kosmologiske forestillinger, komplet med guder og ånder og dæmoner. Der opstår religiøse sekter og ordner, den himmelske mesters sekt f.eks. Asketiske praksiser, søgende efter magiske eleksier vinder indpas, mål om at opnå udødelighed tages alvorligt og fylder. Forestillinger om overnaturlige kræfter og magi bliver en integreret del af daoismen. Stedet her er ikke til at genfortælle den omfattende og komplicerede historie, men en egentlig organiseret daoisme begyndte for alvor i det 2. århundrede efter vores tidsregning. Der var især to bevægelser, der var særlig vigtige. Vejen til den store fred og de himmelske mestre. De forberedt folk på en ny tidsalder med fred, og de havde ret apokalyptiske dimensioner. Vejen til den store fred endte med et oprør i år 184. De himmelske mestre blev til en organiseret religion, som stadig eksisterer i Taiwan i dag. I de tidlige 5. århundrede var der daoistisk teokrati i Nordkina i omkring 30 år. Under Tang-dynastiet omkring år 600-900 var daoismen statsreligion. Den fik høj status behovet og i hovedstederne, og dens institutioner fandtes i alle dele af riget. Men lad os her til slut vende tilbage til det filosofiske. Hvad er dao i filosofisk sammenhæng? Nu der jo ikke taler om et filosofisk system med klare udsavn om det, der senere er blevet kataloget af filosofiske grundspørgsmål. Men der er nogle tydelige retninger i de daoistiske tekster. Der er generelt tale om en vis mistro mod sprog. Teksterne gør opmærksom på, at sproget ikke griber virkeligheden en til en, for - med en nutidig formulering - sproget er digitalt, hvor verden er analog. Sproget er statisk. Alle fænomenerne derimod er dynamiske, de er under forandring, de er i proces. Som vi så sidste gang havde Schwanze formuleringer, som er markant nominalistiske og relativistiske i deres sprogeopfattelser. Grænser mellem fænomener er ikke grænser i verden, det er grænser i sproget. Der er en vis spænding mellem det synspunkt og så den daoistiske appel til det naturlige og til naturens orden. Hos Schwanze er der en fortælling om en mesterlig slagter, som skælder delene af kødet uden at bruge mange kræfter. Han bruger en kniv, han ikke har haft brug for at slibe i mange, mange år. Hvad er forklaringen på hans mesterskab? "Vi finder det rette sted at skille led og muskler. Når det tynde blad finder og følger de rette veje gennem kødet, går partering nærmest af sig selv, kødstykkerne falder fra, og i gårde hele stykker." Det er en mesterlig forklaring på "Way-woo-way", handlingen, ikke handling. Det er sjovere associeret til Platons begreb om at skære naturen ved dens led. "Cutting nature by its joints", som man tit siger på engelsk. Udtrykket, som mere direkte oversætter noget i stil med "ved ledene, hvor naturen er", forekommer i Platons dialog "Phaedrus". Her bruger han metaforen til at beskrive den ideelle måde at analysere og forstå virkeligheden på. Det handler om at identificere de naturlige kategorier, de naturlige distinktioner i verden. Det koncept er relateret til Platons ideelære, hvor han argumenterer for eksistensen af ideelle former eller kategorier, som ligger til grund for den fysiske verden. Også i dag bruger vi udtryk som at skære naturen ved dens led, når vi diskuterer, hvordan vi bør kategorisere og forstå verden. For hvad er kategorier? Når vi spørger de daoistiske tekster, ser det ud som om, at de vil svare, at kategorier er kunstige, konceptuelle og sproglige. Men hvad er virkeligheden så? Findes naturlige kategorier? Der er næppe noget klart daoistisk svar. Monikke, daoisten, vil prøve at komme ud over sproget og pege ud på naturen, pege ud på tingene. En sådan appell til naturens ordner og processer er en god måde at kritisere sprogets statiske karakter på, men den kan hurtigt blive naiv, fordi det naturlige bliver reduceret til det, der virker så naturligt. Det er rigtig vigtigt at indse, at sandheden er perspektivisk. Men hvordan er det lige, man gør, hvis man gerne vil se flere perspektiver end dem, man ser fra sit eget perspektiv og som virker så naturlige? I hvert fald ser daoismen kategorier og sprog som kunstige konstruktioner, som noget, der er pålagt i anden ombæring. Virkeligheden i sin essens er dynamisk og foranderlig. Kategorier forsøger at indfange noget, der i sagens natur er flydende og i konstant bevægelse. Selvom de daoistiske grundtekster ikke helt eksplicit søger efter en enkelt grundlæggende enhed bag verden, ligesom mange af de gamle grekere gjorde, så er det tydeligt, at daoismen har en slags svar. Den har en processorienteret ontologi. Det, der virkelig eksisterer, er forandring, transformation. Det er den naturlige proces. Det er dao, simpelthen. Der er lighedspunkter her med mange præsokratikere, f.eks. Heraklits og Animaxander. Dem skal vi høre mere om inden længe. Det er bemærkelsesværdigt, hvor nemt den daoistiske ontologi kan forenes med moderne videnskabelige ideer. Biologien understreger livets dynamiske karakter, den konstante evolution og tilpasning, og ikke mindst den upersonlige vej, det hele går ad. Moderne fysik beskriver en verden, der er i konstant bevægelse og forandring. Selv tilsyneladende solide objekter består af energi i dynamisk interaktion. Nutidens feltteorier eller de endnu mere abstrakte verdensforståelser, som at verden er en vektor, hvis udviklingen kan beskrives med Schrödingers-ligninger i et hilbert rum med kolossalt mange dimensioner, er ret nemt at kalde det for dao. En hel del af de poetiske formuleringer kan passe fint. Selvfølgelig er det ikke det, Lao Tze og de andre taler om. Ikke desto mindre er det interessant at forestille sig, hvordan de daoistiske tanker kunne være blevet videreført på en måde, hvor de ville føre til egentlige eksperimenter og en udvikling af en naturvidenskab. Når daoisterne nu går rundt og er så interesserede i, hvad naturen gør i sin ikke-gøren, i dens forløb, i dens cykluser og processer, altså kunne man jo gå i gang med at se nærmere på den. Men sådan blev det ikke. Fra et daoistisk perspektiv er det nok ikke så meget et spørgsmål om, hvad der findes, men snarere hvordan tingene eksisterer, og måske ikke engang det, hvordan vi lever med dem. Det, der virkelig findes, er vores samspil, processen, forandringen, den konstante strøm af transformation. Det er dao, den naturlige orden, der ligger til grund for alt. Her til allersidst vil jeg sige, at jeg håber, at du i dit liv, i din hverdag, oplever mange af den slags situationer, hvor du føler dig fri og ubesværet. Ja, hvor det slet ikke er relevante kategorier, hvor du bare svarer på, hvad der sker, hvor du bare er en del af, hvad der sker, hvor der er, hvad der sker. Way for way. At vide, at man ikke ved, er det højeste. At intet vide, men at udgive sig for at vide, er en sygdom. Men den, som har denne sygdom, han er fri fra at lide af det. Den vise har ikke denne sygdom, for han lider af den, og derfor er han fri fra den. Tak fordi du lyttede.