Prædikerens bog (TLF10)

Denne gang læser vi i det kristne, og kulturkristne som mig, kalder Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt læser vi fra Prædikerens bog. En af de to tekster i den gamle antologi som klart hører til de mest filosofiske – jeg tænker på Prædikerens bog og Jobs bog. 

"Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mættes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre."

Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen ”Det Gamle testamente” er som bekendt den kristne betegnelse. Det er set fra et vist perspektiv en noget approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart for enhver nogenlunde afbalanceret betragtning at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesus-figuren. De kristne forøg på at finde profetier og en linje der entydigt leder til Kristendom, som meget tydeligt spillede en vigtig rolle i Det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i at traditioner udvikles, splittes og transformeres. I den forstand kan man sige at ethvert nutidigt ståsted altid forsøger at tegne en linje bagud, for at fortælle en historie. Dem der fortæller har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå som om den startede og gik fremad mod et bestemt punkt. 

Her er vi først og fremmest interesseret i tekstsamlingen SOM en tekstsamling. Her er det mere rimeligt at omtale den som den hebraiske bibel, eller Tanakh. Det er en antologi af hebraiske tekster som bl.a. er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse, septuaginten, i det tredje århundrede før vores tidsregning. Judaismen og Samatarinismen har vedligeholdt forskellige versioner af antologien. I dag er den autoritative hebraiske bibel i rabbinisk judaisme, den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til ml. det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. til det 2. århundrede før år nul. Mange dateringer er omdiskuterede både fordi det er vanskelige spørgsmål og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke hel galt at teksterne er blevet til over en periode på op til tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning.

Transcript

(Musik) Denne gang læser vi i det kristne og kulturkristne, som mig kalder det gamle testamente. Nærmere bestemt læser vi fra prædikerens bog en af de to tekster i den gamle antologi, som klart hører til de mest filosofiske. Jeg tænker her på prædikerenes bog og Jobs bog, altså det, man også kalder "visdomslitteraturen" i det gamle testamente. "Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Øjet mettes ikke af at se. Øret fyldes ikke af at høre." Før vi går i gang med dagens tekst, en smule om hele antologien som sådan. Titlen "Det gamle testamente" er som bekendt en kristne-betegnelse. Set fra et vist perspektiv er det en approprierende og retrospektiv navngivning. Det er klart, at tekstsamlingen ikke på nogen måde handler om Jesusfiguren. De kristne forsøg på at finde profetier og finde en linje, der entydigt leder til kristendom, som spillede en vigtig rolle i det nye testamente, er for at sige det mildt ikke overbevisende. På den anden side er der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i, at traditioner udvikles, splittes op, transformeres og forgrener sig på forskellig vis. I den forstand kan man sige, at et hvert ståsted i en nutid altid forsøger at tegne en linje bagud for at fortælle en historie. Dem, der fortæller, har så ofte en interesse i at få den linje til at fremstå, som om den startede et sted og gik fremad mod et bestemt punkt. Her er vi først og fremmest interesserede i tekstsamlingen som en tekstsamling. Og så er det mere rimeligt at omtale den som den hebrariske Bibel eller Tanakh. Det er en antologi af hebrariske tekster, som blandt andet er blevet kanoniseret i den klassiske græske oversættelse Septuaginten i det 3. århundrede før vores tidsregning. I dag er den autoritative hebrariske Bibel i rabbinisk judaisme den masoretiske tekst, hvis form daterer sig til mellem det 7. og 10. århundrede. Det oprindelige tekstmateriale er blevet til mellem omkring det 12. og det 2. århundrede før år 0. Mange dateringer er omdiskuteret, både fordi det er vanskelige spørgsmål i det hele taget, og fordi der er mange ideologiske og religiøse motiver involveret. Men altså, det er ikke helt galt, at teksterne er blevet til over en periode på op imod tusind år, og at de yngste dele stammer fra omkring det 2. århundrede før vores tidsregning. (musik) Der er ikke de vanvittigt store forskelle på Tanakh og det, vi kender som det gamle testamente. Det vil sige, den protestantiske version har de samme bøger, men i en lidt anden rækkefølge. Den katolske, østortodoxe og orientalsk-ortodoxe kirke inkluderer en håndfuld flere bøger, som rabbinisk judaisme og protestantismen betragter som apokryfe, det vil sige ikke autoritativ. I Koranen er ordet "Tawra" betegnelsen for Torahen, som islam betragter som en hellig bog. Men i muslimsk forståelse dækker "Tawra" ikke kun de fem mosebøger, men også andre bøger fra den hebræiske Bibel og fra den jødiske tradition i det hele taget. Så der er mange indviklede detaljer i teksternes mangfoldige fortolkningstraditioner. Men man må i hvert fald sige, at både Torah og Tanakh som helhed har pænt stor betydning i store dele af verdens religiøse og kulturelle historie. Man kan også sige, at teksternes historie fra deres oprindelse til i dag er en fortælling om en kamp om fortolkninger herunder en serie af appropriationer. Af en eller anden grund er det vigtigt for mange at tage ejerskab over den teksttradition og hævde deres læsning og deres narrativ om en linje, der kan trækkes fra begyndelsen til dem som den rigtige læsning og linje. Det er på mange måder trist. Hvad er grunden? Der er selvfølgelig mange grunde. Men ud over de politisk, sociologisk, historiske årsager, og ud over at en del af teksterne er smukke og råmmer gode historier, handler det nok om det simple forhold, at mange finder autoritet i at have den ældste historie. Det tema er i sig selv eldgammelt. Jødernes oldtidshistorie, som Flavius Josefus skrev i det første århundrede, "The Antiquity of the Jews", indgød respekt på at kalde det legitimitet. Det er et gennemgående træk, som vi kan finde tonsvis af steder i historien og verden, både ude fra grupperinger og inde fra grupperinger, at der er en værdi i at demonstrere en eldgammel historie. Det må være i den forbindelse, at man må forstå årsagen til de forsatte kampe om retten til historien og approprieringen af teksterne. I mit perspektiv er det trist, at vi som mennesker har så nemt ved at blande tingene sammen. Det kan være både smukt, interessant og identitetsmæssigt værdifuldt at kunne fortælle en lang og sammenhængende historie. På den anden side er det klart, at enhver version er en selektion og en konstruktion, som ikke undgår store fiktive elementer. Hvis vi bare kunne holde vores historier lidt mindre krampagtigt fast, ville vi kunne undgå flere konflikter. Det er i sig selv sjovt at tænke på, hvad der er involveret i at indsamle, udvikle og vedligeholde sådan en antologi eller sådan et lille bibliotek over tusind år. Det er allerede i det lys klart, at det har været et projekt, som har haft at gøre med identitet, både religiøs og politisk identitet, og som det er klart, at teksterne på ingen måde taler med én stemme eller har ét perspektiv eller ét formål. Tværtimod er de vidt forskellige teksterne både genre- og indholdsmæssigt. Man kan følge alle mulige interessante spor i tekstmaterialet, der er tydelige rester af politeisme for eksempel, og en evolution i både gudsforståelser og forståelser af alt muligt andet, fra ritual til lovgivning til etik til befolkningsmæssig identitet. Israeliterne var et folkeslag i antikkens Mellemøsten, og man kan sige, at Tanakh er en slags bogeføring af en forsat identitetsdannelse og religiøs og kulturel evolution og konstruktion. (Musik) Betegnelsen Tanakh er et akronym sat sammen af de første bogstaver på hebraisk, og det er selvfølgelig af den traditionelle inddeling af den masoretiske tekst, nemlig Torahen, som er loven, Nevihim, som er profeterne, og Ketuvihim, som er skrifterne. T-N-K. Tanakh. Torahen, der svarer til de fem mosebøger, indeholder noget af det tidligste stof. Nevihim, profeternes bøger, fortæller en historie frem til det såkaldte babyloniske fangenskab eller noget senere, måske mellem det 8. og det 5. århundrede, 40. og 0., og endelig er Ketuvihim, skrifterne, en mere blandet landhald, som indeholder både poesi, vidstomsliteratur og historiske beretninger. De yngste dele af de skrifter går måske tilbage til det 10. århundrede, 40. og 0., mens de yngste dele sandsynligvis er fra det 4. århundrede, før vores tidsregning. Når man læser teksterne, er det selvsagt nødvendigt at gøre det med en bevidsthed om, at det er en antologi, man læser i, og ikke et samlet værk. Teksternes tilblivelsessituation og genre er vidt forskellige. Mærkeligt nok findes der folk, som læser alle teksterne på noget nær samme måde, eller siger, de gør det i hvert fald, sådan at skabelsesberetningen i Genesis for eksempel læses som en faktuel historisk redegørelse om, hvordan verden blev til. Men sådan nogle læsninger er fjollede. Det er klart, at Genesis er en oprindelsesmyte, ligesom så mange andre oprindelsesmyter. Det er klart, at den skal læses sådan. Så er der andre tekster, som klart formidler, hvad der kunne være historisk, og som refererer til historiske begivenheder, der er dokumenteret på anden vis. De tekster skal læses som alle mulige andre historiske dokumenter, det vil sige kildekritisk, og med anvendelse af al den viden, der kan være relevant. Her er det generelle billede blandet. Det meste er fortalt med specifikke religiøse og kulturelle formål, men der indgår historiske elementer. Så er der decideret poesi, og mange fortællinger, som tydeligvis ikke er bundet af historiske begivenheder, men af narrativ og dramaturgiske logikker. Og alle de genre og flere til er jo ofte vævet ind i hinanden på måder, der gør det svært at afgøre, hvor den ene slutter, og den anden begynder. En af de meget interessante ting, man selv kan opdage ved en nærlæsning, er, at teksternes langvarige tilblivelsesperiode har efterladt spor. Der er brudflader, gentagelser, spræng, skiftige ordforråd og lignende. Og det er jo klart, at en antologi, som udvikles over så mange år, vil blive ændret, justeret, omskrevet, redigeret, versioneret osv. Så en dyb læsning kan ikke nøjes med at forsøge at ramme en læseform, der svarer til de forskellige tekstgenre, for der foregår også alt muligt i de enkelte tekster, som det er interessant at være opmærksom på. Inden vi når afslutningen af den her meget generelle og hurtige introduktion til Tarnak som sådan, kan jeg ikke lade være med at komme en smule ind på den såkaldte dokumentarhypotese. Den handler om toren, altså de første fem bøger, mosebøgerne. Dokumentarhypotesen foreslår, at de bøger er sammensat af flere kilder, der over tid er blevet redigeret sammen, dvs. at der har været redaktører indeover, der har søgt udgivende forskelle og fået det til at hænge sammen. Argumentet for, at det skulle være sådan, er, at redaktørerne ikke har gjort et perfekt stykke arbejde. Selv i en almindelig gennemlæsning er det påfaldende, at visse historier fx gentages i flere versioner. Der er fx to skabelsesberetninger. Når man går længere ned i nærlæsningen, er der forskel i navne, ordforråd og meget andet. I en udbredt version af dokumentarhypotesen tales om følgende fire kilder, altså trådet i teksterne, som man kan mene, det er muligt at adskille. Der er Jævisten, en kilde, som bruger Jæve som guds navn, og er karakteriseret ved et meget antropomorficeret og levende billede af Gud. Den anses for at være en af de ældste kilder, muligvis fra det 10. århundrede fx. Så er der Elohisten. Den kilde bruger Elohim som navn for Gud og fokuserer meget på det nordlige Israel. Den er sandsynligvis skrevet i det 9. eller 8. århundrede fx. Så er der Døvsoronomisten, en kilde, som hovedsagelig omfatter 5. Mosebog, og som er kendetegnet ved en meget prædkenende stil og en fokus på lov og centralisering af tilbedelsen i Jerusalem. Den dateres ca. til det 7. århundrede fx. Og endelig er der Præstekilden, en kilde, der er præget af detaljerede lovtekster og genealogier og har et meget formelt og rituelt sprog. Den anses af mange for at være skrevet under eller efter det babyloniske eksil i det 6. eller 5. århundrede fx. Det er umuligt at være 100% sikker på nogle af de her konklusioner. Det er tekstanalytisk arbejde, hvor argumenterne er sandsynlighed og hvor godt man synes, hypoteserne forklarer de spring- og brudflader, man finder i teksterne. Men at der i store træk er tale om noget i den stil, det synes jeg ikke, der er meget tvivl om. Vi må forestille os, at fortællinger og tekster har cirkuleret på forskellig vis, at de indimellem er blevet samlet, sat sammen, kopieret, redigeret, forkortet, skrevet videre på osv. At de igen har cirkuleret, at de er blevet til- og brugt i forskellige sammenhæng, hvad der har præget dem og hvad der har præget udvalget osv. Alt det er fortsat, indtil visse versioner er blevet kanoniseret og visse kredse har set det som deres opgave at vedligeholde dem i nogenlunde stabile former. Jeg synes bare, det er vildt fascinerende, altså fra et helt cirkulært synspunkt, at læse de her tekster og tekster om teksterne med et blik for, hvordan de rummer deres egen historie, hvordan fortællingerne er skrevet oven på andre fortællinger, hvordan teksterne svarer på hinanden, modsiger, bekræfter, diskuterer, hvordan forsvundne argumenter og opfattelser ofte er til stede i teksten på grund af den måde, man kan se, de er udladt eller omskrevet på. Hele den proces fortsætter så i oversættelserne, som nu f.eks. til dansk. Her fortsætter de tekstlige dialoger, og selvsagt kan oversættelserne ikke undgå at være fortolkende og som minimum hele tiden lave små ændringer i forståelse og fokus. (musik) Og dermed til hovedattraktionen. Predkavens bog, eller Ecclesiastes, som er intet mindre end en latinsk version af den græske oversættelse af det hebræiske ord kohelet, som betyder noget i retning af "en, som taler til en forsamling". Og det er altså ikke kotelet, men ko-he-let. Der er persiske låneord i teksten, såvel som arameiske vendinger, og det gør, at teksten ikke kan være tidligere end omkring 450 år før vores tidsregning. Dessuden citerer den jødiske forfatter Ben Sira fra bogen, og eftersom han rimelig sikkert hører hjemme i det andet år 140, jamen så kan Predkavens bog heller ikke være senere end det. Predkavens bog er altså blevet til mellem omkring 450 og 180 år før vores tidsregning. Om man så vil placere den tidligt eller sent i det spænd, det afhænger af, om man synes, man kan læse græsk indflydelse i teksten eller ej. Hvis man mener, der er tegn på græsk indflydelse i form af tankegods og sociale rammer f.eks., så bliver datoen sent, og man placerer den i hellenistisk tid. Hvis man ikke mener at finde græske spor i teksten, jamen så kan man datere den tidligere i persisk tid. Under alle omstændigheder er der tale om vidstdomslitteratur. Noget, der kendetegner den genre generelt og i særdelshed i den hebraiske Bibel, er det befriende fravær af åbenbaringer. Profeter og profetisk tale og beretninger, som fortæller noget, som ingen ville kunne opleve, og som dermed også er en form for profeti eller åbenbaring, fylder jo ellers ganske meget i de religiøse skrifter. I mine spekulationer over forskelle mellem religion og filosofi er åbenbaring et nøglebegreb. Profeter får åbenbaringer, og de åbenbarer noget for andre. I vore dage har profeti nærmest fået en kernebetydning af forudsigelse, sådan at en profet først og fremmest er en, der kan forudsige fremtiden. Og det er jo også ét aspekt af, hvad profeti er i religiøse skrifter. Men mere generelt handler det profetiske om åbenbaring som en form for erkendelse, der ikke tager almindelige erkendelsesveje i bro, men på en eller anden måde modtager sandhed eller viden på en særlig privilegeret og direkte fason. Og for mig er det her, en skælden mellem religion og filosofi nødvendigvis må sætte ind. Filosoffen kan ikke appellere til åbenbaringer. Det vil sige, det kan hun jo godt, men i det øjeblik, hun gør det, så forlader vi filosofien og går ind i et religiøst domæne. Omvendt kan man på det religiøse domæne selvfølgelig udmærket bruge alle mulige erkendelsesveje, som kan kaldes almindelige og filosofiske, men man kan ikke undvære åbenbaringen. Troen på åbenbaringen, tilliden til dens autoritet, hvor man indfinder den eller mener at finde aftrykket af den, er på den måde det absolut vigtigste kendetegn ved religion, som jeg forstår det. Som man nok kan fornemme, accepterer jeg ikke ideen om åbenbaringer. De findes ikke, og det er en uhyrdårlig idé, simpelthen. Jeg kan næppe undgå at komme til at rappele meget mere om det en anden gang. Forfatteren til prædikerens bog er heller ikke interesseret i åbenbaringer. Overhovedet ikke. Han eller teksten forstår tydeligvis heller ikke sig selv som en profet. Og det er en af grundene til, at det er så umådeligt fint en tekst. I forrige afsnit tænkte jeg lidt over den buddhistiske filosof fra det andet århundrede, Nagarjuna, og hans centrale begreb, sunyata, tomhed. Nagarjuna sagde, at alle fænomener er tomme, de er midlertidige, uenlige osv. Allerede da jeg læste ham og om ham, så kunne jeg ikke undgå at associere til prædikerens bog. Den nyeste autoriserede danske oversættelse lader ham sige, alt er tomhed. Tidligere har vi haft, alt er forfængelighed, efter King James-oversættelsen "All is vanity". Forfængelighed og forgængelighed. Der er en tæt forbindelse, som i vanitas motiver i billedkunsten fra det 16. og 17. århundrede. De fungerer som påmindelser af altings forgængelighed, samtidig med, at de kan være smukke. Et vanitas motiv kan indeholde tydelige symboliske elementer som skrøbelige, letforgængelige og flygtige ting. Glas, porcelæn, nødder, blomster, frugt, fisk, sterillelys, sæbebobler. Nogle gange er de symboler meget tydelige, andre gange kan en enkelt flues til stedværelse i et ellers smukt og levende motiv pege i vanitas retningen. Vanitas kommer af latin vanitas forfængelighed, af vanus tom. Så det er slet ikke så dårligt, at forfængelighed og forgængelighed rimer på dansk. Men altså i sidste nye version af prædikerens bog siger prædikanten, alt er tomhed. Andre bibeloversættelser har brugt f.eks. alt er meningsløst. Man kunne også sige, alt er uden mål, alt forsvinder, alt er værdiløst, alt er frugtesløst, alt er forgængeligt, alt er midlertidigt osv., alt er overfladisk, ville også give mening. Det hebraiske ord, der ligger bag, er hevel, som betyder noget i retning af bare et pust, som et vindpust, som damp fra en ovn. Interessant nok hedder den figur, vi kender som Abel i Genesis, altså ham, som Kajn myrder, på hebraisk intet andet end hevel. Det giver mening. Han havde et kort liv som det første moroffer. Hans liv var blot et pust. Alt er blot vindpust, alt er vind, der blæser hid og did, alt er ingenting. Hvad er så godt som ingenting? Vind, damp, røg. Det er på det nærmeste gennemsigtigt. Det er uden defineret form, uden substans, uden vægt. Man kan ikke få fat i det, man kan ikke holde det i sin hånd, man kan ikke holde det fast. Det yder ingen modstand. Det er allerede på vej væk. Det er forsvundet. (Musik) Nu skal vi høre fra prædikanten. Jeg har udvalgt stykker fra teksten. Læser et, kommenterer så en smule og fortsætter sådan, til vi runder af. Teksten indledes med en introduktion. "Ord af prædikeren, Davids søn, konge i Rosalem." Den tilskrivning af forfatterskabet er ikke korrekt. Den kan hverken bakkes op historisk eller i forhold til tekstens indhold. Men det er jo som sikkert bekendt ret almindeligt, at tekster i oldtiden lige fik smækket et legitimerende navn på. I jødisk tradition tilskriver man på et tidspunkt teksten til Solomon, og de her tilskrivninger til helte og berømte mennesker forklarer muligvis, hvorfor bogen har overlevet og er blevet inkluderet i kanonen. Dens indhold er jo, som vi skal høre, markant i strid med indholdet i det meste af den religiøse skriftsamling i øvrigt. "Men altså, endeløst tomhed", sagde prædikeren. "Endeløst tomhed, alt er tomhed." Sådan lyder næste linje, stadig formentlig en del af introduktionen. Og så får vi det første tekststykke, som er et digt. "Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Slegter går, slegter kommer, og jorden er bestandt i den samme. Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og der står den op. Vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje. Alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt. Der, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud. Alt, hvad der bliver sagt, udmatter. Ingen bliver færdig med at tale. Året mettes ikke af at se, øret fyldes ikke af at høre. Det, der var, er det samme som det, der kommer. Det, der skete, er det samme som det, der vil ske. Der er intet nyt under solen. Hvis nogen siger, "Se, her er noget nyt", så har det, vi har for øje, allerede været for længst. De tidlige ting huskes ikke, og de fremtidige, som vil ske, bliver heller ikke husket af dem, som følger efter. Det er jo en fin tekst, som med det samme introducerer de fleste gennemgående temaer. Der er intet nyt under solen. Tidsopfattelsen er cirkulær og stabil. Jorden er bestandig den samme, mens slægter går og kommer. Solen står op og ned, og vinden blæser som, ja, som vinden blæser. Det er markant i sig selv, at det blik, som prædikeren anlægger på verdensgang, står i radikal modsætning til den slags fortællinger, der opererer med dommedage, med frælser, med apokalypser. Den tid, prædikeren fortæller om, er slet ikke en tid, der løber fremad mod bestemte milepæle i en linær og fremadskridende udvikling, som endda tænkes at skulle stoppe op eller nå frem til et mål. Tværtimod er det en tid, der bliver ved, og i en eller anden forstand er den samme. Det, der var, er det samme som det, der kommer. Det, der skete, er det samme som det, der vil ske. Der er intet nyt under solen. Igen, det er et verdenssyn, der slet ikke kan harmonere med fortællinger om, at verden er som en bog, at den har en spændingskurve og en slutning, hvor det hele vil blive gjort op. Men den fortsatte cirkulære tid er langt fra det eneste tema, der slås an. Som allerede den første linje spørger, hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Man kan arbejde, man kan spare op, man kan bygge op, men der er ikke noget slutpunkt. Det bliver aldrig færdigt. Ingen bliver færdig med at tale, for eksempel. Og der, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud. Der er ikke noget, der bliver fyldt op. Der er ikke noget, der bliver færdigt. Der er ikke noget, der bliver afsluttet. Der er heller ingen problemer, der for alvor bliver løst. Selv hvis man høster et udbytte, så mister man det igen. Som teksten fortsætter med at give mange kommentarer til, så mister man udbyttet enten ved uheld eller ulykker. Man mister det i verdens uretfærdighed. Og skulle man være heldig at holde udbyttet fast, ja, så er der døden i hvert fald. I alle tilfælde. Man kan synes, det er en hård omgang. En pessimistisk omgang. Men usandt er det ikke. Måske er der trøst i, at det, man bygger op og en selv, vil blive husket i eftertiden. Næh, come on. De tidligere ting huskes ikke, og de fremtidige som velsked bliver heller ikke husket af dem, som følger efter. Nu læser jeg videre et længere stykke, hvor vi hører om, hvordan hverken visdom eller rigedom råder båd på situationen. Jeg, prædikeren, var konge i Jerusalem over Israel, og jeg havde til hensigt med visdom at undersøge og udforske alt det, der sker under himlen. Men det er en ulykkelig plage, Gud har givet menneskene at plage sig med. Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind. Det krumme kan ikke gøres lige, det, der mangler, kan ikke tælles med. Jeg sagde ved mig selv, at jeg havde nået højere og længere i visdom end nogen af dem, der regerede over Jerusalem før mig, og jeg havde opnået stor visdom og kunskab. Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kunskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind. Der er jo større visdom, det er større kval. Den, der øger sin kunskab, øger sin smerte. Jeg tænkte, lad mig prøve at nyde glæden og lykken, men også det var tomhed. Om lystigheden måtte jeg sige, den er tåbelig, og om glæden, hvad fører den til? Jeg træffede den beslutning at styrke mig med vin, dog sådan er min forstand styret mig med visdom, og at slå mig på dårskab for at se, om dette er den lykke, som menneskene kan opnå under himlen i deres korte liv. Jeg satte store ting i gang. Jeg byggede mig huse og plantede vingård. Jeg anlagde haber og parker og plantede alle slags frugttræer i dem. Jeg anlagde darme til at vande den spirende skov. Jeg købte trelle og trelkvinder, og jeg fik hustrelle. Jeg fik også mange køer og forr, flere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem. Jeg samlede også sølv og guld, kongers og landets rigedomme. Jeg anskaffede mig sangere og sangerinder og mænds, velløst og kvinder i mængde. Jeg blev mægtig og nåede længere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem, og min visdom havde jeg i behold. Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begegerede. Jeg nægtede ikke mit hjerte, nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid. Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, der var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen. Så vente jeg blikket mod visdom og mod dumhed og dårskab. Hvad kan det menneske gøre, som følger efter kongen, det samme, som man allerede har gjort? Jeg så, at visdommen har et fortrin frem for dårskaben, ligesom lyset har et fortrin frem for mørket. Den vise har øjne i hovedet, torben vandrer i mørket. Men jeg måtte også erkende, at en og samme skæbne rammer dem begge. Der tænkte jeg, når torbens skæbne også rammer mig, til hvad nytte er jeg da så overvældende vis? Jeg tænkte, at også det er tomhed. Man husker hverken den vise eller torben, for inden længe vil alt være glemt. Ak, både den vise og torben må dø! Så kom jeg til at hade livet. For mig var det, der sker under solen, ulykkeligt. Alt er jo tomhed og jagen efter vind. Jeg kom til at hade alt det, jeg har slidt med under solen, fordi jeg skal efterlade det til det menneske, som kommer efter mig. Måske er det en vis, måske en dårre, og han skal herrske over alt det, jeg med vidsdom har slidt med under solen. Også det er tomhed. Det brægte mig til at fortvivle over alt det, jeg har slidt med under solen, for at et menneske kan have slidt med vidsdom og kunskab og dygtighed, men må give det hele i arv til et menneske, som ikke har slidt med det. Også det er tomhed og et stort ånde. Hvad har et menneske, ud af det, han med flid har slidt med under solen? Alle hans dage har været smerte og kvalfuld plage, inden ikke om natten fandt hans hjerte ro. Også det er tomhed. Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Men jeg så også, at det kommer fra Gud. Hvem kan spise og hvem kan nyde livet, uden han giver lov? Det menneske, han finder godt, giver han vidsdom og kunskab og glæde, men sønneren giver han den plage af samle og håbe op, for at så skulle give det til en, som Gud finder god. Også det er tomhed og jagen efter vind. (Musik) Ja, det er jo omkvædet, tomhed og jagen efter vind. Alt, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind. Hvorfor? Fordi det forsvinder. Fordi der ikke er noget permanent. Fordi der ikke er nogen retfærdighed. Når man lige har læst lidt Nagaljuna, og i det hele taget beskæftiget sig med buddhistiske tankegangen, ringer der klokker her. Ikke alene har Nagaljuna og prædikeren et begreb om verdens tomhed, som, selvom der er store forskelle, også har dårligere overlappende ligheder. Der er også en vis lighed i den praktiske argumentation fra henholdsvis Buddha og prædikeren. Prædikeren kan også på sin vis siges at plædere for en middelvej. I Buddha-fortællingen har Gautama levet som en prins og opdaget, at luksus og overfladiske nydelser ikke kunne holde ledelsen og tomheden fra døren. Prædikeren siger nogenlunde det samme. Han var rig og mægtig, fuldt en nydelse, vin, kvinder og hornmusik, og han satte en masse i værk. Hans hjerte havde faktisk også glæde af det, men da han så tilbage på alt det, hans hænder havde udført, og på det slid, han havde haft med at udføre det, der var det alt sammen tomhed og jagen efter vind. Buddha-fortællingen siger så, at Gautama skiftede strategi og prøvede at ske sig som en mulighed. Vil det hjælpe at afstå fra så meget som muligt? Vil det hjælpe at leve i sæk og aske? Det forsøger prædikeren ikke, men den strukturelle lighed er der stadig, for prædikeren forsøger sig med vidstom. Han har faktisk også noget positivt at sige om vidstom. Den vise har øjnene i hovedet, toppen vandrer i mørket. Men problemet er jo i midlertid, at en og samme skæbne rammer dem begge. Det kan måske hjælpe lidt i visse situationer at være vis frem for tåbelig, men det er ikke nogen vare i løsningen, og vidstom garanterer ikke noget. For at give en hurtig nutidig association. Man kan gå op i sundhed, man kan spise sundt, motionere osv., men det giver ingen garanti for, at man ikke bliver syg. Højst giver det bedre odds for, at sygdommen kommer senere. Det er faktisk garanteret, at man vil blive ramt. Det kan føles så uretfærdigt, at den, der har gjort alt menneskeligt muligt, alligevel rammes. Og ja, siger prædikeren, det er fordi, der ikke er nogen retfærdighed. Hvad så med Gud, som i de fleste fortællinger på en eller anden måde garanterer retfærdighed, hvis ikke i det her liv, så i et efterfølgende? Prædikeren har ikke rigtig tålmodighed med den slags talen udenom og mod bedre lidende. Okay, det hele kommer fra Gud, men der er ikke nogen sukkersød optimisme her, kun barsk realitet. Hvad angår idéer om efterliv, som der jo i det hele taget ikke findes meget af i Tarnak eller det gamle testamente, så får vi lidt længere hen i teksten klarhed over, at det heller ikke er noget, prædikeren kan tage alvorligt. Nu kommer vi til endnu et dækt. Det meget fine og velkendte stykke om, hvordan alting har en tid. Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at plante, en tid til at rydde, en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede, en tid til at rive ned, en tid til at bygge op, en tid til at græde, en tid til at læ, en tid til at holde klage, en tid til at danse, en tid til at sprede sten, en tid til at samle sten, en tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne, en tid til at opsøge, en tid til at miste, en tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort, en tid til at rive i tu, en tid til at sy sammen, en tid til at tige, en tid til at tale, en tid til at elske, en tid til at have, en tid til krig, en tid til fred. Efter dæktet taler prædikøren igen om Gud. Læg mærke til, at prædikøren på intet tidspunkt taler til Gud eller hører Gud tale, eller den slags. Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med. Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid. Han har også lagt menneskene verdens gang på scene, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af hvad Gud gør. Når jeg læser teksten, er et af de spørgsmål, der dukker op, hvad Gud er for en størrelse for prædikøren. På den ene side siger han, at det hele kommer fra Gud. Han siger, at det at vi kan nyde frugten af vores slid, er en gave fra Gud. På den anden side siger han meget klart og mange steder, at vi ikke kan finde ud af noget som helst af hvad Gud gør. At vi ikke har nogen indsigt eller forståelse af Gud. At vi ikke har nogen mulighed for at kende fremtiden. Jeg er kendte, at alt hvad Gud gør, forbliver hvad det er. Der kan ikke fåes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra. Nu er det jo ren og gratis spekulation, ja, tom spekulation, at spekulere over, hvad den egentlige forfatter til teksten tænkte og troede. Altså, hvad var det for et Guds begreb? Hvad var det for nogle udgangspunkter, han regnede for at være sikre? Men når jeg læser teksten og holder mig til den og tager dens udsagn alvorligt, så kan det begreb om Gud, jeg ser, på det nærmeste oversættes med et "Sådan er det jo". Det virker som en betegnelse for det forhold, at verden er, som den er. At vi føles ind i den. At den er meget større end os. At den ikke er retfærdig, og at der ikke er noget, der tyder på, at det hele vil gå op på et tidspunkt. På rettens plads sidder uretten. På retfærdighedens plads sidder uretten. Jeg tænkte, både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid. Jeg tænkte, Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er en og samme skæbne. Som den ene dør, sådan dør den anden. De har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed. Alle går samme sted hen. Alle er blevet til af jord. Alle bliver til jord igen. Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden. Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør. Det er dets løn, for ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden. For mig er det velgørende at læse en så gammel tekst, end da en tekst er en del af en religiøs tradition. Ja, en del af mange religiøse traditioner. Og så se, at den tekst bruger tid og kræfter på at forholde sig konkret og faktisk til livets vilkår. Predikøren havde ikke mulighed for at opstille teorier om liv og død. Han havde slet ikke mulighed for at tænke naturvidenskabeligt. Men han talte ikke uden om. Mennesket er et dyr. Vi dør på samme måde. Vi ender samme sted. Alle er blevet til af jord og bliver til jord igen. Så kommer den her interessante pointering af, hvad vi ikke kan vide. Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden. De linjer er interessante, fordi de igen understreger, at predikøren ikke regner åbenbaringer og profetisk tale for noget. Ingen kan vide det, siger han. Her ser vi, hvordan vidstomslitteraturen er radikalt filosofisk orienteret. Den er interesseret i erfaringer, det faktiske, emperi, kan man sige. Predikørens tekst taler om Gud på forskellig vis. Men hver gang han virkelig siger noget, siger han, at vi ikke har nogen viden eller indsigt i sådan en Gud. For mig er spørgsmålet, om man overhovedet kan være mere ateistisk, end predikøren er i sin historiske kontekst. Man kan skændes om ord og sige, at han ikke er ateistisk, men agnostisk. Man kan sige, at teksten udtrykker grænser for vores viden, samtidig med, at den fastholder Gud som idé. Men igen, hvis ingen kan fortælle mennesker, hvad der sker i fremtiden, hvis ingen kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør, hvis ingen kan vide, hvad der er godt for mennesket i det korte, tomme liv, det henlever som skygge, hvis retfærdighed på ingen måde kan sikres, osv. Ja, så handler det i hvert fald ikke om et Guds begreb, der ligner noget af det, de fleste i vores kulturer vil tænke på. Det ligner mere en vist accept af de omstændigheder, vi er underlagt. Hvad der er til. At der er grænser for, hvor meget vi kan gå i rette med noget, som er større og stærkere end os selv. Alt hvad der er til. Omstændighederne. Den verden, vi er født ind i. De her linjer om, at ingen kan vide, om livsånden stiger op eller ned, er også interessante, fordi det er plausibelt, at de forholder sig til en indflydelse fra græsk filosofi. Selv ideen om, at ånden stiger opad efter døden, den kan man ikke finde i judaismen før den hellenistiske periode. Her optræder den så til gengæld i bøgerne Enoch og Daniel i deres Apokalypser. Hvis det er en rigtig læsning, så skal prædikerens bog lateres efter det 3. århundrede, før vores tidsregning. Men uanset om de her linjer skal læses som en indvendig mod græske tanker eller ej, så er det utrolig spændende at se de her små dokumentationer af, hvordan sådan nogle ideer og forestillinger har en historie. Jeg mener, de falder ikke ned fra himlen, de bliver til i kulturelle udvekslinger. Den traditionelle hebraiske forestilling om døden var, at de døde levede videre som skygger i Sheol. Det var nede i jorden, der foregik ægtestore, og det er ikke et særligt vigtigt motiv i Tarnakts tekster som helhed. Prædikeren henviser heller ikke til sådan nogle traditionelle forståelser. Det er rimeligt at sige, synes jeg, som jeg læste i en boglang kommentar til teksten, at prædikeren mere end nogen anden biblisk forfatter er resolut empirisk i sin tilgang til livet. Der er ingen ubegrundede fantasier her. (Musik) Så kan man jo synes, at han bliver en tand for pessimistisk. Er der fx virkelig ikke noget nyt under solen? Et af de steder, hvor den største pessimisme udtrykkes, er nok der, hvor teksten går hen og bliver decideret antinatalistisk. Må det ikke det ord er ukendt for de fleste? Antinatalistisk, altså imod, fødsel. Det bruges som betegnelse for den filosofisk-etiske position, der siger, at det moralsk forkert er for børn. "Der priste jeg de døde lykkelige, fordi de allerede er døde. De lykkeligere end de levende, som lever endnu. Men lykkeligst er den, som endnu ikke er til, og ikke har set det onde, der sker under solen." Det er jo alligevel et ret ekstremt synspunkt. Det kan først og færdest også findes i græske tragedier, fx. Altså det her med at veje livet og finde det for let, eller for tungt, eller for tomt, for uretfærdigt i hvert fald, for smertefuldt. De fleste af os, vil jeg tro, er med på, at der er masser af uretfærdighed og lidelse i verden, og at der selv i vores egne, formentlig højst privilegerede og heldige liv, også er en hel del smerte, lidelse og uretfærdighed. Alligevel tror jeg også, at de fleste synes, at livet er værd at leve. At det trods alt i næsten alle tilfælde er ret fedt at være til. David Benatar, en nulevende sydafrikansk filosof, er en repræsentant for antinatalismen. Han skrev i 2006 bogen "Better never to have been the harm of coming into existence". Benatars argumentation er slet ikke dum, så kan man jo sig selv vurdere, om den er overbevisende. Hans argument kan kiges ganske kort. Det er altid dårligt at opleve smerte. Glæde er godt. Det er altid godt at opleve glæde. Her er der altså en symmetri. Fravær af smerte er godt. Selv hvis ingen er til stede, der kan opleve smerten, så er fravær af smerten stadig godt. Fravær af glæde er ikke dårligt. Hvis ingen er til stede for at opleve glæden, så er fraværet af glæden ikke dårligt. Det giver en asymmetri, og ud fra den konkluderer Benatar, at det altid er bedre ikke at eksistere. Simpelthen fordi eksistens indebærer risikoen for at opleve smerte, mens ikke-eksistens ikke indebærer tab af glæde. At sætte et barn i verden er derfor at påføre det en potentiel skade, og det bør man lade være med. Jeg og de fleste andre er nok ikke overbeviste af den tankegang. Men det er yderst interessante argumenter at spekulere over og diskutere med. Hvis jeg selv hurtigt skal sætte ind ved at gøre det i forhold til den første præmis. Jeg tror ikke altid det er dårligt at opleve smerte, og jeg kan f.eks. nemt forestille mig en situation, hvor jeg hellere vil leve videre i smerte end at dø. Men altså, der er meget mere at tænke over i den forbindelse. Hvad angår prædikøren? Så er det i et ganske bestemt sted og i en ganske bestemt sammenhæng, at han priser de døde lykkelige og siger, at det var bedre ikke at være blevet født. Det er nemlig i en sammenhæng, hvor han beskriver de undertryktes tåre, volden mod dem og det, at ingen trøstede de undertrygte. Det her antinatalistiske synspunkt optræder kun det ene sted i denne her forbindelse, til forskel fra de andre motiver, vi har været inde på, som gentages mange gange. (Musik) Og hvad er så det mest fremtrædende og gennemgående og gentagende i teksten? Alt er tomhed. Endeløs tomhed. Alt er tomhed. Det er et omkvæd, der karakteriserer teksten. Som jeg var inde på tidligere, kan man foreslå en hel familie af begreber. Alt er absurd. Alt er meningsløst. Frugtesløst. Ikke permanent. Flygtigt. Der er ikke noget særlig håb i visdom. Skønt bliver bedre end tåblighed. Der appelleres ikke til nogen særlig indsigt eller privilegeret viden. Tværtimod siges det gang på gang på forskellig vis, at vi ikke har adgang til den slags. Er der så slet ingen løsning? Er der ikke noget håb, siger prædikøren, at vi lige så godt kan lægge os til at dø? Det synes jeg ikke, han gør. Som jeg læser teksten, er der to tydelige elementer, der fremhæves som positive og meningsfyldte. Det ene er meget velkendt. Ikke mindre end syv gange gentages det, at det, man skal gøre, er at spise, drikke og være glad. Den glæde, man kan finde i livet, er ikke værdiløs i den her fremstilling. Det er heller ikke rimeligt at læse teksten, som om den plæderer for en overfladisk hedonisme. Han er kendt simpelthen om mennesket, at intet er bedre for dem end at være glad og finde lykke i livet. Så det er det ene sted, hvor prædikøren er positiv. Et andet sted, hvor han er ukarakteristisk positiv, handler om partnerskab. Her kan man tænke tilbage på Gilgamesh-eposet, som vi læste i episode 3. Jeg synes på mange måder, man sidder tilbage med samme fornemmelse efter læsningen. Gilgamesh-fortællingen handler om heldeskikkelser og guder, og sådan kan man i hvert fald læse den. Den ender med at lovprise venskabet og det nære. Gilgamesh mislykkes i sin jagt på evigt liv, og han lærer noget af det, en form for accept af omstændighederne og hvad, der er vigtigst. Her er prædikørens budskab om venskab og partnerskab. "Jeg så, at alt slid og dygtigt arbejde bunder i menneskers indbyrdes misundelse, også det af tomhed og jagen efter vind. Tåben lægger hænderne i skødet og tærer på sit eget fedt, hellere en hånd fyldt med hvile end to hænder fyldt med slid og jagen efter vind." "Dernæst så jeg en tomhed under solen. Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror, der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mettes ikke af rigdom. Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld, jeg giver afkald på livets gåder, også det af tomhed og en ulykkelig plage? Hellere to end en, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ved den, der er alene, hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen. Men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Trætsvundet snor brister ikke så let." Der er meget andet, man kunne sige om prædikærende bog, for ikke at tale om resten af de religiøse skrifter og vidstomslitteraturen, der findes i dem. Men det bliver ikke nu. Prædikærende bog slutter, ligesom den begyndte, med et digt. Det er et digt om alderdom, om ophør, om at huske sine skaber i ungdommens dage, før de onde år oprinder. Det er et memento mori. Vi ved, hvilken vej det går. Vi ved, hvad han er for en fætter, ham der Leif. Han er ikke for fastholdere, og han kan være svær at bakse med. Det kan være barskt at tage realiteterne helt ind, og lade være med at skubbe dem til side med den ene eller den anden fantasi og ønskedrøm. "It is what it is." Ligeså banalt det kan lyde, ligeså rigtigt er det. "Hellere levende hund end død løve." For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting. "Og nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen. For det er din løn i livet, og i det, du slider med under solen. Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt. For i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kunskab eller vidstom." Her er det meste af det sidste dækt om alderdom og død. "Før solen lyset, månen og stjernerne formørkes, og skyerne kommer igen efter regnen. Den dag, da husets vogter røster, da de stærke mænd bliver krumpeøjet, da kvinderne ved kvernen må stanse, fordi de er for få, da det mørkner for dem, der kigger ud af vinduerne, da dørene til gaden lukkes, lyden fra kvernen dør hen, og man vågner, når fuglene kvidrer, alle sangens døtre bliver stille, man ængstes for bakkerne og for farerne på vejen, da mandeltræet blomstrer, græshåbben slæber sig afsted, og kapersfrugten brister, da mennesket går til sin evige bolig, og sørgetoget går gennem gaderne, før sølvsnoren brister, og guldskålen revner, før krukken knuses ved kilden, og hjulet bryder sammen og falder i brønden, før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den. Endeløst tomhed, sagde prædikøren. Alt er tomhed. Jeg håber, du synes, det var interessant og vedkommende at læse i prædikørens bog sammen med mig. De aller sidste linjer i bogen er et tydeligt eksempel på en redaktionel kommentar. Min søn lad dig advare, der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning. Frygt Gud og hold hans bud, det skal alle mennesker. For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt. Okay, det er helt sjovt. Den pågældende kommentar siger nærmest, at læseren ikke skal tage det, hun lige har læst, alvorligt. Den megen læsning bliver man træt af. Jo jo, som endt. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning. Nå, skal jeg det? Det bliver det ellers tak herfra. Predikærende bog påpeger lidt for dybe problemer med lidt for stor alvor, lidt for meget avanceret ironi og indsigt og erfaring, til at konklusionen kan blive et flat Frygt Gud og hold hans bud. Det er tomhed, så det blæser. Der er ikke mange mislyde i Predikærendes bog. Der er et par steder, hvor datidens misogynisme kigger frem. En ting er, at læseren forventes at være en mand, når det for eksempel anbefales, at man skal nyde livet med den kvinde, man elsker. Langt værre er det, når predikærende fortæller, at bidrageren i døden er kvinden, der sætter sine garn. Hendes hjerte er et net, hendes hænder er lænker. Han, som Gud finder god, undslipper hende, mens sønneren indfangs af hende. Det jeg blev ved med at søge efter, fandt jeg ikke. Ud af tusind fandt jeg én mand, men blandt dem alle fandt jeg ikke en kvinde. Det lyder lidt som en tidlig indsæd. Her kan man bemærke, at der måske alligevel er noget nyt under solen. Feminisme for eksempel, og et opgør med den form for uretfærdighed. I det hele taget kan man sige, at predikærende ikke bruger så meget plads på at tale om, at vi mennesker under solen, tober og vissmænd i forening, nogle gange kan skabe lidt mere retfærdighed og sprede lidt lykke og glæde. Men i min læsning i hvert fald ligger det lige for, og i naturlig forlængelse af 97 procent af tankerne i teksten, at det er sådan, det er. Også det er tomhed, selvfølgelig. Ikke permanent, uden garantier, oppe eller nedefra. Men ikke desto mindre noget af det, vi kan gøre, når vi har erkendt, at vi ikke har adgang til andet end hinanden, og den verden, hvor vinden drejer og drejer. Jeg håber, at du ikke lader blæse omkuld af hverken den ene eller den anden vind. Tomhed er slet ikke altid så dårligt. Uden tomhed vil der ikke være plads til noget. Uforandrelighed er slet ikke altid så godt. Evigheder er stærkt overvurderet. Endeløs tomhed. Endeløs tomhed. Alt er tomhed. Over and out. (Musik)