Præsokratikerne: Thales (TLF11)

Hvornår begyndte filosofien? På den ene side er spørgsmålet forvrøvlet – som vi har beskæftiget os med i de tidligere episoder, er der masser af filosofisk tænkning masser af steder så langt tilbage vi har kilder. På den anden side har vestens filosofihistorie en slags begyndelse – et punkt hvor man kan begynde at fortælle den, og som indgår i en fortsat dialog, der bliver til filosofihistorien. 

Platon og hans Sokrates er et meget tydeligt startpunkt. Vi har mange værker af Platon, og de bliver definerende for hvordan filosofi overhovedet forstås. Som i spidsformuleringen der tilskrives Alfred North Whitehead, består den europæiske filosofihistorie af en række fodnoter til Platon. Men hvad voksede et fænomen som Platon ud af? Begyndelsen før starten, de tænkere som var med til at danne forudsætningerne, kendes under betegnelsen Præsokratikerne. Havde man en tidsmaskine så man kunne rejse tilbage og interviewe figurer som Thales, Anaksimander og Anaksimenes, de såkaldte milesiske filosoffer (i byen Milet), ville de undre sig over at blive kaldt præ noget som helst. De var der vel bare, i deres nutid, optagede af at forstå verden. 

Vi er cirka 6-500 år før år nul, i udkanten af den græske verden, steder som Milet, en by i Ionien på den vestlige kyst af hvad der nu er tyrkiet, og Kroton i hvad der nu er syditalien. Forskellige steder der har det til fælles at de ligger i periferien, samtidig med at de er knudepunkter for handel og kulturel udveksling. Milet, for eksempel, var en kosmopolitisk by med kontakt til folk fra Egypten, Babylonien og andre fjerne lande.  

Transcript

Præsokratikerne: Thales (TLF11)
Thøfner læser filosofihistorie, 11. 

Hvornår begyndte filosofien? På den ene side er spørgsmålet forvrøvlet – som vi har beskæftiget os med i de tidligere episoder, er der masser af filosofisk tænkning masser af steder så langt tilbage vi har kilder. På den anden side har vestens filosofihistorie en slags begyndelse – et punkt hvor man kan begynde at fortælle den, og som indgår i en fortsat dialog, der bliver til filosofihistorien. 

Platon og hans Sokrates er et meget tydeligt startpunkt. Vi har mange værker af Platon, og de bliver definerende for hvordan filosofi overhovedet forstås. Som i spidsformuleringen der tilskrives Alfred North Whitehead, består den europæiske filosofihistorie af en række fodnoter til Platon. Men hvad voksede et fænomen som Platon ud af? Begyndelsen før starten, de tænkere som var med til at danne forudsætningerne, kendes under betegnelsen Præsokratikerne. Havde man en tidsmaskine så man kunne rejse tilbage og interviewe figurer som Thales, Anaksimander og Anaksimenes, de såkaldte milesiske filosoffer (i byen Milet), ville de undre sig over at blive kaldt præ noget som helst. De var der vel bare, i deres nutid, optagede af at forstå verden. 

Vi er cirka 6-500 år før år nul, i udkanten af den græske verden, steder som Milet, en by i Ionien på den vestlige kyst af hvad der nu er tyrkiet, og Kroton i hvad der nu er syditalien. Forskellige steder der har det til fælles at de ligger i periferien, samtidig med at de er knudepunkter for handel og kulturel udveksling. Milet, for eksempel, var en kosmopolitisk by med kontakt til folk fra Egypten, Babylonien og andre fjerne lande.  

Nu kan man spørge hvad det græske centrum var, og det er fristende at svare Athen. Men selvom det også dengang var en vigtig by, skal man huske at vi ikke kan bruge vores moderne idé om en nationalstat med en hovedstad. Det græske var mere en spredt konstellation af bystater, hver med sin egen identitet og styrke. Der var Sparta, med sin militære magt og disciplin, var en betydelig spiller. Korinth var et blomstrende handelscenter. Theben havde også en periode med stor indflydelse. Og så kan man sige at det vigtigste centrum måske slet ikke ar en by, men snarere Delphi. Delphi var et religiøst og kulturelt samlingspunkt for hele den græske verden. Her lå Apollontemplet med det berømte orakel, som grækerne fra nær og fjern valfartede til for at få råd og vejledning.  

Den græske verden, de der 5-600 år før vores tidsregning, var forenet af et fælles sprog, en fælles kultur og en fælles religiøsitet. Det var en verden i konstant bevægelse, med rivalisering, krig og samarbejde mellem bystaterne. Det er altså en verden med mange centre i en form for løs organisering og megen dynamik. 

Der må alligevel have været en betydelig forskel på det kulturelle klima mellem de steder der var placeret solidt midt inde i denne dynamik, og de steder som lå langt fra kraftcentrene og tæt på andre kulturer. Hvis vi fokuserer på Milet, må vi forestille os en aktiv havneby hvor skibe lægger til kajs med eksotiske dufte, et mødested mellem øst og vest, hvor der handles og udveksles, både varer og idéer. Den kosmopolitiske og mangfoldige kultur virker som en rimelig baggrund hvor det er muligt at tænke nyt. Hvor der må have været en vis frihed til at udfordre gamle myter og andre lidt trætte forestillinger. Sammenstød mellem forståelser fra centrum af den græske tankeverden og udefra har formentlig virker stimulerende på den intellektuelle beskæftigelse med at formulere verdensbilleder. Der må have været en vis åbenhed og nysgerrighed, en vis tolerance, både hos de vismænd vi interesserer os for, og hos det publikum de må have haft. 

Vi er i hvert fald i en tankemæssige periferi for så vidt som der opstår noget nyt og anderledes der adskiller sig fra den almindelige norm. 

Den filosof vi især skal høre fra i denne episode, er Thales, fra byen Milet. Det ville være skønt hvis vi havde lange tekster fra ham og de andre præsokratikere, men sådan er det ikke. Det eneste vi har er fragmenter, ikke engang deres fragmenter, men omtaler og parafraser fra senere filosoffer og skribenter. Måske er der direkte citater i blandt, men det er usikkert.  Det er selvfølgelig også et aspekt af betegnelsen præsokratikere. Deres helhedsyn og måske længere sammenhængende argumentationsrækker fortaber sig i tågerne. Tilbage har vi isolerede udsagn der har karakter af orakelsvar eller gåder. 

Alt er … ? De sidste episoder var vi lige inde på Nagarjuna og Prædikerens bog, der henholdsvis i en buddistisk og en judaistisk kontekst sagde at ”alt er tomhed”. Okay, de mente ikke helt det samme, men det er sjovt at genfinde den slags udsagn, der siger noget om ”alt”, og som finder en værdi i at generalisere. En måde at stille spørgsmålet på som kan besvares med et ”alt er et-eller-andet”, fx ”tomhed”, er at spørge hvad er alting lavet af? Det er det ontologiske grundspørgsmål. Hvad består det hele af, én slags ting, én substans, mange substanser – består verden af en kombination af helt forskellige, væsensforskellige størrelser, eller har vi at gøre med det samme, på en eller anden måde, i forskellige udformninger?

Prædikerens bog er ikke interesseret i ontologi på den måde. Hans tomhed handler især om mangel på mening, retfærdighed og om forgængelighed. Nagarjunas tomhed har de aspekter med, men går længere i retning af det ontologiske – som når han bruger ord som illusion om de fremtrædelsesformer verden og os selv, har for os. Det virker dog alligevel som en anden vinkel på de ontologiske spørgsmål end dem vi finder hos præsokratikerne. Man kan sige at Nagarjuna med sin fascination af logikkens muligheder, mere retter sig mod spørgsmål om hvad vi kan vide og hvordan vi ved – epistemologiske spørgsmål. Præsokratikerne, som de er overleveret til os i hvert fald, går mere lige på. Alt er … Alt er … Ja, hvad er det nu alt er, Thales?   

Alt er vand. 

Når man læser i populære fremstillinger af filosofiens historie, er der gerne et afsnit med om præsokratikerne, og man kan hurtigt få indtrykket af at de var en folk gale mænd med hver deres tilfældige og absurde idé om hvad verden består af. 

Det er ikke ligefrem sikker viden, men traditionen siger at Anaksimedes var elev af Anaksimander der var elev af Thales. Anaksimander var en ung mand, da Thales var gammel, og Anaksimenes var en ung mand, da Anaksimander var gammel. Det er altså muligt og nok sandsynligt, at de kendte hinanden, så lad os forestille os at Thales, Anaksimander og Anaksimedes mødes på en bænk ved havnen i Milet i en samtale om hvad alt er. Efter den fiktive dialog vender vi tilbage til hvad vi ved om de tre. Og undskyld for mine ringe evner for skuespil!

*

(Lyd af bølgeskvulp og mågeskrig.)

**Thales:** Se dog vandet, mine venner! Det er altings oprindelse, kilden til alt liv. Uden vand ville intet eksistere.

**Anaksimander:** Hmm, jeg er ikke helt enig, Thales. Vand er vigtigt, jada, men det kan da ikke være *alting*?  Se på ilden, for eksempel. Den er varm og tør, det modsatte af vand. Hvordan kan vand blive til ild?

**Anaksimenes:** Jeg er enig med Anaksimander. Og hvad med luften? Vi indånder den, fuglene flyver i den, vinden får skyerne til at bevæge sig.  Luften er mere fundamental end vand, for den omgiver os alle vegne.

**Thales:** Mine unge venner, I er ivrige, det kan jeg lide! Men I misforstår mig. Når jeg siger, at vand er altings oprindelse, mener jeg ikke, at alt *er* vand.  Jeg mener, at alt *kommer fra*  vand og *vender tilbage* til vand. Se hvordan vandet fordamper og bliver til skyer, hvordan det regner ned og giver liv til jorden.  Det er en evig cyklus!

**Anaksimander:**  Men hvor kommer vandet så fra, Thales? Der må være noget mere oprindeligt, noget ubestemt, som alt udspringer af. Jeg kalder det *apeiron*.

**Anaksimenes:**  Jeg tror, at luften er dette *apeiron*, Anaksimander.  Luften kan fortykkes og blive til vand, og den kan fortyndes og blive til ild.  Det er luften, der skaber alle forandringer i verden.

**Thales:** Interessante tanker, mine venner! I udfordrer mig, og det er godt.  

**Anaksimenes:**  Måske har vi alle ret på hver vores måde.  Måske er vand,  *apeiron*  og luft bare forskellige sider af den samme sandhed.

**Anaksimander:**  Ja, måske er virkeligheden mere kompleks, end vi kan fatte.  Måske er der ikke ét enkelt svar på spørgsmålet om altings oprindelse eller hvad alting er.

NU er dialogen her kun for sjov skyld og narrestreger, så lad os droppe enhver anstrøg af realisme og lade Heraklit, Parmenides, Zenon, Zexophanes og Pythagoras  komme forbi – vel vidende at vi blander generationer og geografi. 

(Lyd af bølgeskvulp og mågeskrig.)

**Heraklit:**  "Hah! I taler om altings oprindelse, men I overser det essentielle: forandringen! Alt flyder, alt er i bevægelse.  'Man kan ikke stige ned i den samme flod to gange', som jeg plejer at sige.  Verden er en  *strøm af ild*,  en konstant forvandling!"

**Parmenides:**  "Tøhø!  Hvilken vrøvl!  Forandring er en illusion, en bedragerisk sansning.  Det værende *er*,  og det ikke-værende *er ikke*.  Virkeligheden er evig og uforanderlig, en  *perfekt kugle*  uden begyndelse eller ende."

**Pythagoras:**  "Mine venner,  I leder efter altings oprindelse i  *stof*,  men I glemmer  *formen*!  Det er *tallene*,  der er nøglen til universets mysterier.  Alt er tal!  Hør musikkens harmoni, se planeternes baner – alt er *matematiske proportioner*!"

**Xenofanes:**  "I taler om vand, luft og ild,  men I glemmer det vigtigste:  guderne!  Men  *glem de gamle myter*  om  *guder med menneskelige laster*.  Der er kun  *én gud*,  evig og uforanderlig,  der styrer alt med sin tanke."

**Zenon:**  "Hvis Parmenides har ret,  så er bevægelse umulig.  For at bevæge sig fra A til B,  skal man først tilbagelægge halvdelen af strækningen,  så halvdelen af den resterende strækning,  og så videre i det uendelige.  Altså kan man  *aldrig nå frem*!"

(Filosofferne fortsætter deres diskussion, mens solen går ned over Milet.  Deres stemmer blander sig ind over hinanden.)

**Thales:**  "Ha!  Hvilken livlig debat!  Det er netop dette, der er essensen af filosofien,  mine venner.  At  *udfordre hinanden*,  at  *stille spørgsmål*,  at  *søge efter sandheden*.  Og hvem ved, måske har vi alle ret på hver vores måde. Måske er virkeligheden *så kompleks og mangfoldig*, at den ikke kan fanges i  *én enkelt formel*."

**

Vand. Ild. Forandring. Stilstand. Evig perfektion. Apeiron. Tal. Proportioner. Alt flyder. Luft. 

Fade out. 

*

Vi vender tilbage til flere af de figurer vi lige hørte fra i de følgende episoder. I denne episode fokuserer vi som sagt på Thales. Hvad ved vi om ham og hans tanker?

Den bedste måde at forklare det på, er måske ved at beskrive en af de bøger jeg har liggende på bordet. Det er bind 1 i serien Traditio Preaesocratica, med titlen ”The milesians: Thales” udgivet af degrouyter i tyskland, og redigeret af en Georg Wörhle. Det er sådan et eksempel på humaniora når det er grundigt og ordentligt så det gør noget. Meningen med bogen er, som der står i forordet, at samle alle kendte omtaler af Thales på de oprindelige sprog (Græsk, Latin, Arabisk og persisk), med – og det er jeg jo taknemmelig for – engelske oversættelser. Siden første udgave i 2009 er der lokaliseret yderligere 23 referencer som er med i anden udgave fra 2014 som er den jeg sidder med. Det er et sejt stykke arbejde som inkluderer gloselister på de forskellige sprog og så videre. Man kan selvfølgelig ikke garantere at Wörhle og co. har fået samtlige omtaler med fra de mest obskure kilder, men der er ikke tvivl om at samlingen repræsenterer alt hvad vi ved om Thales. Hvad er det så for en slags tekststykker? De går fra en enkelt sætning til længere tekststykker, og de er alle sammen på lang afstand af Thales. Diogenes Laertius fra det tredje århundrede – altså 800 år efter Thales tid – er en af de vigtigste kilder. Diogenes skrev værket Lives and Opinions of Eminent Philosophers (Fremragende filosoffers liv [og meninger]), og herfra kan man trække en hel del omtaler af Thales ud. Fx

At Xenophanes Thales for hans arbejde med astronomi og hans forudsigelser af solformørkelser og solhverv.

Det er altså en 800 år senere kilde som siger at Xenophanes udtrykte noget om Thales. På den måde er referencerne ikke alene på afstand i tid, de er også anden-, tredje og fjerdehånds kilder. 

 En anden af de større kilder til Thales tænkning, er Platon. Tidsmæssigt skrev han et par hundrede år efter Thales. I dialogen Theaitetos får vi en anekdote der portrætterer Thales som en verdensfjern filosof. Som så ofte lægger Platon ordene i munden på Sokrates, hans læremester, som i øvrigt kvalificerer anekdoten med et ”det siges at”. Selv de tidligste kilder er altså på afstand af mange lag.  

Platon (428/7-348/7 f.v.t.)

Th 19

Thales' mangel på praktisk visdom; hans fald i en brønd.

Theaitetos 174A4-B6

SOKRATES: For eksempel, Theodorus, siges det, at Thales faldt i en brønd, mens han studerede stjernerne og kiggede op i luften, og en vittig og morsom thrakisk tjenestepige gjorde grin med ham, fordi han var så ivrig efter at vide, hvad der var oppe i himlen, men ikke så, hvad der var foran ham og ved siden af hans fødder. Den samme vittighed gælder for alle [174b], der bruger deres liv på filosofi. Det er virkelig sandt, at sådan en person ikke lægger mærke til personen ved siden af sig eller sin nabo; ikke alene lægger han ikke mærke til, hvad han laver, han ved knap nok, om han er et menneske eller en anden slags væsen, men han undersøger, hvad et menneske er, hvad den slags ting gør og oplever, som er forskelligt fra andre væsener. Og han gør en stor indsats for at opspore disse ting.

 Det er jo en sød lille historie der fortæller en trope vi også kender i dag – den distræte professor. Det er selvfølgelig umuligt at afgøre om Thales virkelig faldt i en brønd på den måde. Jeg mener, det kan jo ske for enhver. Til gengæld kan der rejses begrundet tvivl om det portræt anekdoten giver, af en filosof som ikke er praktisk anlagt. Fra mange andre kilder er historien om Thales anderledes. Det generelle billede af Thales er nærmere en foretagsom herre, der både excellerede i forretning, filosofi, matematik og praktisk-tekniske projekter. 

 Helt generelt må vi regne med at mere bliver tilskrevet Thales end rimeligt er. Det er et velkendt og meget forståeligt fænomen at vigtige fortidige figurer bliver samlingspunkter for mere end de kan bære. På det anden side er der typisk grunde til at de bliver det. Ud fra overleveringerne må vi forstå at Thales deltog aktivt i politik og samfundsliv. Han opfordrede de ioniske byer til at danne en føderation og spillede en rolle i politiske beslutninger, der påvirkede Milet(us). Han havde en interesse i matematik og geometri. Der er en række geometriske forhold der bærer hans navn, og Thales var formentlig i stand til at anvende matematik på praktiske problemer. Eksempler kendt fra litteraturen er at beregne højden af pyramider og afstanden fra kysten til skibe. Han var også interesseret i astronomi. Her kan vi i parentes indskyde at astrologi og astronomi ikke var separate interesser før op i mod flere tusind år senere. Thales var anerkendt for sine observationer af stjernebilleder, i hvert fald i eftertiden, berømt for at have forudsagt en solformørkelse i 585 f.Kr.

Man kan sagtens argumentere for at han var en af de første naturvidenskabsmænd. På den tid var de fagfelter vi kender selvfølgelig ikke dannet og adskilt. Begrebet filosofi som sådan, var måske i brug på Thales tid, men har næppe været etableret som det bliver senere med Sokrates og Platon. Men betydningen af filosofi ”kærlighed til visdom” må have eksisteret, og den må have peget i retning af en udskillelse fra dyrkelsen af myter og tradition, for så vidt som alle er enige om at der sker noget nyt med Thales og i tiden fremover. 

En interessant passage i Platons ”Protagoras”-dialog handler om de korte, fyndige og mindeværdige ord som Platon associerer med de gamles filosofi. Evnen til at udtrykke sig kortfattet og fyndigt beskriver han som en dyd og et kendetegn ved en perfekt uddannet person. Vi kender udtrykket ”lakonisk”, som netop en betegnelse for det kortfattede. Lakonien var området omkring Sparta - kendt for militær disciplin og fysisk dygtighed, men altså også et sted med respekt for tænkning og talekunst. Man siger fx at Da kong Filip af Makedonien truede Sparta med ordene: "Hvis jeg indtager Lakonien, vil jeg jævne Sparta med jorden!", svarede spartanerne simpelthen: "Hvis." Det er da et lakonisk svar. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke at de motto-lignende udsagn som kendes fra de præsokratiske filosoffer, nok også har noget at gøre med at det er sådan man kan huske og krystallisere de filosofier som ikke blev skrevet ned. Her er stykket fra Platons ”Protagoras”-dialog: 

Platon
Th 20

Den vise Thales.

Protagoras 342E4-343B7

Både nu og tidligere har nogle mennesker forstået, at det at være lakoniker i langt højere grad er et spørgsmål om at være dedikeret til filosofi end til fysisk træning. De ved, at det at være i stand til at komme med sådanne udsagn er kendetegnende for en perfekt uddannet person. [343a] Disse har inkluderet Thales fra Milet, Pittacus fra Mytilene, Bias fra Priene, vores egen Solon, Cleobulus fra Lindos, Myson fra Chen og, som den syvende på listen, Chilon fra Lacedaimon. Alle disse var beundrere, elskere og elever af den lakedaimoniske uddannelse. Du kan se, at dette var deres form for visdom: korte, mindeværdige ord, sagt af hver enkelt af dem. De mødtes [343b] og dedikerede de første frugter af deres visdom til Apollon i hans tempel i Delfi, hvor de indskrev de ordsprog, som alle reciterer: »Kend dig selv« og »Intet i overflod«. Hvad er min pointe med at sige dette? At det er den måde, de gamle filosoferede på: lakonisk og kortfattet. Det var i denne sammenhæng, at Pittacus' ordsprog - »Det er svært at være god« - blev rost af vismændene og cirkuleret privat.

Tilbage til spørgsmålet om hvad man kan mene med at alt er vand. For en umiddelbar betragtning kan man synes det lyder tosset, for når man kigger sig omkring ser man typisk en masse der ikke er vand. Men selvom vi kun har omtaler og resumeer af Thales’ tænkning, virker det indlysende at Thales ikke var tabt bag en stridsvogn. Han var en klog og nysgerrig tænker som andre beundrede og tog alvorligt. Vi sidder her i dag og er ikke klogere, men vi har en enorm fordel frem for Thales og de andre, i kraft af al den viden vi har bygget op i de sidste 2500 år, som vi får overleveret fra barnsben, og som vi har adgang til med et ”tap” på en mobil. Det er vanskeligt at frigøre sig fra hele den sum af viden der underbygger et moderne verdensbillede, også fordi den sidder i vores sproglige repertoire. I dag er det nemt at tale om solsystemet, galakser og sorte huller, fx, og have i det mindste en vag idé om hvad man mener. Vi vokser op med en viden om verdens størrelsesforhold, og ved fx at månen er det nærmeste himmellegeme, at solen er langt længere væk og meget større, og at stjernerne er sole, blot endnu længere væk. VI ved også at jorden er rund, og at den drejer mens den bevæger sig rundt i en bane om solen. 

Thales nød ikke godt af al den overleverede viden eller det sprog der følger med. Det nye i tiden var en orientering væk fra de mytologiske forklaringer og påstande hvis eneste belæg var tradition. Han forsøgte at tænke erfaringsbaseret og med argumenter. At vi kan sige det, er bl.a. fordi der intetsteds i hans overleverede tanker er henvisninger til guder eller mytologisk sprogbrug. Samtidig påpeger kilder i den relativt nære eftertid at der var tale om et nybrud af en slags. Aristoteles så Thales som grundlæggeren af naturfilosofi – som en begyndelse på videnskabelig hypotesedannelse om naturlige fænomener - den del af filosofien som senere bliver naturvidenskab. 

Thales mente, ifølge Aristoteles, at jorden hviler på vand. Det er fristende at tænke på havnebyen Milet, og hvordan Thales må have haft daglige erfaringer med vandet og hvordan skibe og andet flød på det. Det er ikke en ubegrundet tanke at jorden som sådan måske havde den egenskab at den kunne flyde på vand, ligesom skibe og træ. Man kender også observationer af små flydende øer i oldtiden. Det er et rimeligt forsøg på at give et svar på hvad jorden hviler på, med en fysisk og erfaringsbaseret hypotese. Det er ikke hel klart hvilken form Thales regnede med at jorden havde. Måske forestillede han sig jorden som en flad, tynd og rund sag – i stil med en ø. Men et enkelt sted hos Aristoteles kan læses som om Thales teori var en rund jord. Thales astronomiske observationer, kunne have understøttet den hypotese, og flere senere kommentatorer, som Cicero (I det xx årh.), giver Thales æren for at være den første der ramte rigtigt med hensyn til jordklodens form. En anden teori om naturfænomener er Thales forsøg på at forstå jordskælv. Her var det igen vand som er en del af forklaringen. Seneca (i xx årh.) tilskriver Thales en teori hvor jordskælv skyldes havenes bølger. 

Igen er der tale om en teori vi ved er forkert, men som er et rationelt om end primitivt forsøg på at finde en forklaring som ikke handler om en vred gud, som Poseidon der i et raserianfald ryster jorden. 

Hvad så med det her udsagn om at alt er vand?

Det synes at forene præsokratikerne at mange var optaget af at finde altings grundprincip. Vi kender det græske ord ”arche” fra ord som arketype, arkæologi og arkaisk -og fra ”ærke” som i fx ærkeengel og ærkeskurk. Arche har en grundbetydning som ”begyndelse”, og ”oprindelse”. Men der er mange beslægtede begreber i Arche, både – vil jeg tro – fordi det danner en naturlig semantisk klynge, og fordi filosofien har kastet betydninger efter ordet. Førsteprincip, grundlag, fundament, første årsag, grundlæggende materiale, urstof, udgangspunkt, ultimativ kilde, leder, hersker, det essentielle, det absolutte og ”al den slags”.

Det er altså – hvor uklart det end er – spørgsmålet om ”arche” som Thales besvarer med ”vand”, og som andre præsokratikere giver andre svar på (som vi skal høre om i den næste episode). 

Med en vis bevægelighed i tanken er vand ikke nogen dårlig kanditat. Vi, og Thales, kender vand og alt flydende, som en helt særlig form for materiale. Det udviser en fuld bevægelighed og fleksibilitet der så at sige kan udfylde enhver form. Der er noget formløst ved vandet, samtidig med at det er dynamisk og fyldt med potentiale. Når man så går til helt konkrete observationer, er der flere interessante forhold der er bemærkelsesværdige. Vand kendes, også af Thales, som et materiale der har flere tilstandsformer. Det kan være fast som is, flydende i almindelighed, og få luftform, altså som damp, når det opvarmes. Det er ret usædvanligt blandt de stoffer der er umiddelbart observerbare, og giver en fornuftig mulighed for at forestille sig at dét, eller måske det man kunne kalde vandets princip, er en god kandidat til at forme alting af. Endnu et sæt egenskaber ved vand, har at gøre med dets livgivende egenskaber og dets cyklus i naturen. Vand er livsnødvendigt, og det er forbundet med vækst. 

Man kunne give mange flere og mere detaljerede eksempler på hvordan vand både konkret og i en mere overført forstand, ikke er en urimelig kandidat som arche. 

Her er et sted hvor Aristoteles resumerer hans opfattelse af Thales tænkning: 

Aristoteles

Th 29

Vand som det første princip.

Metafysik 1.3.983b20-984a7

[...] Thales, grundlæggeren af denne form for filosofi, siger, at det [princippet] er vand. (Det er derfor, han også erklærede, at jorden hviler på vand.) Han kan have fået denne idé ved at se, at alle tings næring er fugtig, og at selv det varme bliver til fra dette [det fugtige] og lever af dette (alle tings princip er det, hvorfra de bliver til) - han fik denne idé ud fra denne betragtning, og også fordi alle tings frø har en fugtig natur; og vand er princippet for de fugtige tings natur. Nogle mener, at de mennesker i den fjerne oldtid, der levede længe før den nuværende generation og var de første til at spekulere over guderne, også havde den samme tro på naturen; for de gjorde Okeanos og Tethys til forældre til generation [Hom. Ξ 201] og gjorde vand, som digterne kaldte Styx, til den ting, som guderne svor deres eder ved. For det ældste er det mest ærefulde, og det mest ærefulde er det, som eder aflægges ved. Det er måske uklart, om [984a] dette syn på naturen er tidligt og gammelt, men under alle omstændigheder er det sådan, Thales siges at have udtrykt sig om den første årsag. (Hippo ville ingen finde værdig til at give en plads blandt disse tænkere på grund af trivialiteten af hans tanker). Anaximenes og Diogenes sætter luft før vand. Faktisk gør de det til princippet for de simple legemer, [...].

Vi ser også her hvordan de også i dag velkendte fire elementer, vokser ud af de præsokratiske tankegange. Empedokles, ikke meget senere end Thales, udtrykte klart en sådan teori, hvor de forskellige forslag blev samlet og systematiseret. Jord, vand, ild, luft – fire elementer – fire grundprincipper, fire vigtige grundkategorier, der kan bruges som en dynamisk forståelse af elementære kræfter i verden. I det øjeblik denne firkant stilles op, er der med det samme mulighed for at opstille modsætninger, par og trioer – en masse kan modelleres når man har fire hjørner i en skematisk model. Senere filosoffer som Platon og Aristoteles, videreudviklede teorien og integrerede den i deres filosofiske systemer. 

Om teorien om de fire elementer virkelig kan stedfæstes unikt til Empedokles er nok tvivlsomt. Der er mange lignende sæt af elementer og kræfter i mange kulturer. Nogle gange med flere elementer (som vi fx så i Dao Te Ching), men ofte er der sæt af fire.  Tænk på de fire himmelretninger, de fire årstider, de fire temperamenter.  For at binde en lille sløjfe på det, kan vi passende sige at elementerne er arketyper. 

Og vi kan sige at Thales er ærkefilosoffen. Han er begyndelsen før begyndelsen. Det er svært at vide præcis hvad han gjorde op med, og hvad omfanget var af hans nytænkning. Enhver fortælling om et fænomen, som nu filosofi, vil gerne starte med begyndelsen, og begyndelser som kan tids- og stedfæstes, er typisk kunstige og tvivlsomme. Det er som om fortællingen om europæisk filosofis begyndelse er en fortælling om en hel række begyndelser. Platon er en markant og tydelig begyndelse, men han skriver om sin foregangsmand Sokrates, og placerer begyndelsen hos ham. De forskellige filosoffer som kan kaldes etablerede i deres samtid, trækker linjer tilbage til ”de gamle”. Det ville være interessant hvis man kunne spørge Thales hvor han ville placere begyndelsen og forløberen for hans projekt. Måske, og nu er det jo bare mig der fabulerer, ville han, på trods af at han tilsyneladende ikke havde brug for mytologierne og de poetiske værker, alligevel tage udgangspunkt i dem, og finde tidligere eksempler på tanker og helte der prøvede at undersøge tingene på ny. Måske ville han henvise til hvad han havde hørt og læst fra de omgivende kultursamfund, på egne rejser eller på en bænk i havnebyen. I en vis forstand kan ingen af os jo gøre andet end at forsøge os med det vi har og det vi er omgivet af. Vi kan nok gøre nye opdagelser, opstille nye hypoteser og tænke nye tanker – men vi kan kun gøre det med de redskaber der er givet til os fra fortid og omgivelser. Når det angår kultur og idéhistorie, kan det derfor være en idé at tænke mere i forgreninger, udskillelse og adskillelse end radikale brud. I det lys har filosofien været der siden vi kunne undre os og stille spørgsmål. Hvad var begyndelsen på undring? Hvad var det første spørgsmål? Arche-spørgsmålet?

For mig er der en poetisk sandhed i den måde spørgsmålet om hvad Thales egentlig mente og tænkte, fører til læsning af tekster der citerer og parafraserer andre tekster, som siger at andre tekster der ikke længere eksisterer, fortæller at nogen sagde noget om Thales, og så videre. Der er en poetisk sandhed i at nogle af de mest attesterede og samtidig mest gådefulde overleverede udsagn, er de lakoniske mottoer om verdens ontologi. Alt er vand. Alt er luft. Alt er ild. Alt er forandring. Alt er ubevægeligt.

 Jeg vil slutte denne lille falske begyndelse med et eksempel der for mig vældig godt demonstrerer nogle centrale sproglige og erkendelsesmæssige dilemmaer. – nemlig Thales mulige tanker om magnetisme. Aristoteles skriver [citeret fra iep.ufm.edu/thales]

Også Thales synes at antage, at sjælen i en vis forstand er årsag til bevægelse, eftersom han siger, at en sten [magnet eller lodsten] har en sjæl, fordi den får jern til at bevæge sig.

Og senere i den pågældende tekst: 

Nogle mener, at sjælen gennemsyrer hele universet, og deraf kommer måske Thales' opfattelse af, at alt er fuldt af guder.

Hvis Thales sagde at alt er fuldt af guder, synes det at skurre mod den generelle læsning af overleveringen. Havde Thales ikke netop forladt de traditionelle mytologiske og religiøse forklaringer på verdens fænomener – forklaringer som er tomme fordi forklarer alt og ingenting?

Det bliver med det samme et sprogligt spørgsmål. Hvis vi i dag tænker på magnetisme, når vi står og leger med magnetisk tiltrækning og frastødning, har vi mulighed for at bruge et mere eller mindre teknisk ordforråd. Der er en kraft – et usynligt felt på færde. Efter evne og lyst kan vi gå længere ind i fysikkens viden og teori om elektromagnetisme og hvordan det hænger sammen med atomteori og leder til en feltteori. Vi er, ved de fleste af os, på ethvert tidspunkt omgivet og gennemstrømmet af mange felter og mange former for energi, og fysikken kan give os måder at beregne og opstille matematiske modeller for disse felter. 

Hvad skulle Thales sige om hvordan magneter opfører sig? Hvilke ord skulle han bruge? Hvilke tanker ville det sætte i gang at en magnetisk sten kan flytte et stykke jern på afstand uden nogle synlige eller sanselige mekanismer?

VI aner ikke hvad Aristoteles og Platon bygger deres forståelse af Thales på. Det virker plausibelt ud fra de samlede kilder at Thales afviste de gamle guder som forklaringsmodel. Men selvom det er sandt, giver det ikke med ét Thales en naturvidenskabelig teoribygning og diskurs som han blot kan henvise til. ”Alle ting er fuldt af guder”, er endnu én af disse lakoniske mottoer, som mildt sagt er åbent for fortolkning. 

Det kan være udtryk for en panpsykisk filosofi hvor alle verdens objekter har bevidsthed eller er bevidsthed. Det kan være udtryk for en forståelse i stil med den man typisk forbinder med Aristoteles, at stoffet har noget der ligner intentioner og viljer; fx naturlige steder det gerne vil være. Og det kan være den bedste metafor Thales havde for en verden som er gennemsyret af naturlige kræfter. Forstået på den sidste måde, kan vi føre moderne feltteori tilbage til Thales.

Det vil være endnu et eksempel på den her retrospektive konstruktion af begyndelser som er både uimodståelig og misvisende.

Ærkenaturvidenskabsmanden, Ærkefilosoffen, Ærkeempirikeren Thales.

Ærke-Arche-Thales. Måske også Ærke-mystikeren – ærke-metafysikeren Thales. Ærke-OM DET HELE OG RESTEN-Thales. 

Han er ærkematerialisten, der forsøger at forklare verden ud fra naturlige årsager.  Han er ærkeempirikeren, der baserer sin tænkning på observationer og erfaringer.  Og han er ærkefilosoffen, der stillede de store spørgsmål om livets oprindelse og universets struktur. Han er ærkemystikeren og ærkemetafysikeren når han vil svare på mere end hvad han på nogen måde har adgang til erfaringer med og begrundelser af. 

 I de næste episoder fortsætter vi med at beskæftige os med præsokratikerne. Dette afsnit har forhåbentlig givet et rids af en kontekst, og vi kan fortsætte med de spørgsmål og svar som optog figurer som Anaksimander og Anaksimenes og senere Parmenides, Zeno og Pythagoras.

Jeg ved ikke hvad alting er lavet af, eller hvad altings oprindelse eller princip er. Jo mere jeg læser, desto sværere har jeg ved at forstå spørgsmålets forudsætninger. Alt er X. 

Kan vi blive enige om det? 

Her er et digt som jeg faldt over i den samling af Thales-referencer som jeg nævnte tidligere. Forfatteren er ukendt, og det er dateringen også. Jeg har ikke engang kunnet finde et omtrentligt tidspunkt, men vi er et sted i middelalderen. Jeg synes der er nogle fine linjer, og at det er passende at slutte med et digt hvis oprindelse fortaber sig i tågerne.  

 Th 569

Den vise Thales; vand som det første princip. Antologia Latina 942

Det, som øjnene opfatter, er gud; faktisk er det gudernes kilde.

Himlens majestæt drejer sig i dens kredsløb.

Jorden bevæger sig i sit eget og himlens skød, og hver af dem viser den enorme sfæres grænse.

Men naturen, som lader sig selv blive set i havet

Siger til de skinnende stjerner: »Jeg har ingen grænse.

Alt, hvad der er omkring mig og over mig - alt, hvad vandets lov lader strømme

Viser at der ingen steder er en grænse for det enorme hav.

Her retter du derfor dine øjne mod tingenes ultimative oprindelse

her trækker alle tal og tegn vejret for sidste gang:

Herfra fødes alt, hvad der dør og vender tilbage igen;

Hertil vender alt, hvad der går til grunde i det evige kredsløb.

Dette element ødelægger flammer og nærer dem, kalder dem frem og

får dem til at vokse.

Enhver vismand er på lang afstand af Thales.