Præsokratikerne: Pythagoras (TLF13)

Præsokratikernes grundspørgsmål er hvad alting er. 

Indtil nu har alt været vand, som Thales foreslog, eller luft som Anaximenes mente, og andre elementer og deres samspil står i kø. Animaxander gik et skridt tilbage fra de konkrete bud, og sagde at alt var APEIRON, at det var altings princip; det endeløse, ubegrænsede A.

Når vi presser Pythagoras til at svare på grundspørgsmålet i samme koncise form, siger han ”alt er tal”.

De fleste kender Pythagoras læresætning. Hvis vi tager en retvinklet trekant og kalder de to sider ved den rette vinkel for a og b, og den sidste side for c – så er a**2 + b**2 = c2. Med andre ord er summen af kateternes kvadrater lig med hypotenusens kvadrat. Det er et grundlæggende geometrisk forhold, som i forskellige variationer bruges i utrolig mange sammenhænge. Det er ikke helt fjollet at kalde den for den vigtigste formel. 

Nu ville det jo være rart hvis det var Pythagoras som havde fundet det geometriske guldkorn, det er jo trods alt hans læresætning – men princippet kendes langt tilbage i tiden, fx hos Babylonierne omkring 1800 år før vores tidsregning. 

Hvad er det så Pythagoras fandt på? Lige i forhold til Pythagoras læresætning var han måske den første der beviste den, men det er heller ikke spor sikkert.

De to sidste afsnit var vi geografisk i Milet, en havneby på hvad der nu er Tyrkiets vestlige kyst. Pythagoras blev født omkring 570 f.vt.  på øen Samos – en vigtig græsk bystat ikke så langt fra Milet. Der var regelmæssig kontakt mellem stederne, og man ville fx have kendt til de samtidige milesiske filosoffer, som Thales. Vi ved ikke meget om hvad Pythagoras lavede. Visse kilder hævder at han rejste i såvel egypten som babylonien, og det er jo muligt. Problemet er at det er noget af en trope at give en historie om hvordan vismænd fandt deres kilde til visdom i egypten og andre fjerne steder kendt for deres ærværdige og mystiske videnstraditioner. 

Som moden mand, måske i fyrreårsalderen, flyttede Pythagoras til den græske koloni Kroton i Syditalien, som også var et sted for handel. Kilderne har forskellige bud på hvorfor han flyttede. Måske pga. den lokale tyran Polykrates, måske fordi han blev tvunget til at deltage i politiske anliggender mod sin vilje. Men han flyttede, og grundlagde snart et filosofisk-religiøst fællesskab. Han siges at være den første der brugte betegnelsen filosof om sig selv – så igen har vi fundet begyndelsen på det hele!

Litteratur (bl.a.): 
Harrison, Pelling & Stray (red.). (2019). Rediscovering E. R. Dodds. Oxford University press.
Dodds, E. R. (1973). The Greeks and the Irrational. University of California Press.
Kahn, Charles H. (2001). Pythagoras and the Pythagoreans. Hackett Publishing. 
Guthrie, Kenneth Sylvan. (1987). The Pythagorean Sourcebook and Library. Phones Press.
"Pythagoras gyldne vers" efter https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Golden_Verses&t=

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret ... Det fortælles, at begyndelsen på Pythagoras' sekt var en tale, han holdt for de unge mænd i gymnasiet. Gymnasiet har nok ikke været ligesom Øregård, men visse ligheder er der vel hen over årtusinderne. Gymnasiet var en offentlig institution, hvor de unge mænd mødtes, modtog undervisning og, ja, lavede gymnastik. Det var også et sted, hvor man kunne holde taler for ungdommen, og det gjorde Pythagoras. Og det har været en fantastisk tale. Den syditalienske sol badede gymnasiets åbne søjlegange i et gyldent lys, der ikke har været helt det samme siden antikken. Unge mænd i hvide dragter samledes i den store gård, hvor lyden af deres sandaler skraben mod marmorfliserne blandede sig med deres forventningsfulde summen og enkelte højlydte stemmer. Rygtet om den mystiske fremmede filosof, der skulle holde tale, havde spredt sig gennem byen, Croton. Pythagoras trådte frem i sin karakteristiske hvide kappe og ventede roligt på, at de op imod 300 store drenge og unge mænd havde samlet sig der, hvor gårdens akustik gjorde det muligt at høre taleren. Forsamlingen blev helt stille efter kort tid. Sådan opførte man sig her. Pythagoras' værdige fremtoning og blik havde ingen vanskeligheder med at fange tilhørendes opmærksomhed. Under de høje søjler med udsigt til den blå himmel begyndte han sin tale med en høj og tydelig diktion. Unge mænd af Croton, se på solen, der stiger op i øst hver morgen. Se, hvordan den bringer lys og liv til verden. Bemærk, hvordan alt vender sig mod den, hvordan blomsterne åbner sig og fuglene begynder deres sang. Dette er ikke tilfældigt, for ligesom øst har forrang frem for vest, og ligesom morgenen er mere ærværdig end aftenen, således har alt i naturen sin rette orden. I ser måske denne orden som tilfældig, men jeg siger ja. Alt i verden følger bestemte mønstre, bestemte tal, bestemte harmonier, bestemte proportioner. Ligesom tonerne i en lyre strenge kun skaber harmoni, når strengene har det rette forhold til hinanden, således har alt i verden sin rette plads og sit rette forhold. Jeg kender disse proportioner. I er unge, og jeres sind er som morgenen, åbne og klar. Dette er tiden, hvor I skal lære at se disse mønstre. Forstå denne orden, for ligesom begyndelsen er mere erhverdig end det, der følger efter, således er ungdommens lærdom fundamentet for al senere vidstom. Det er ikke det, der er færdigt. Ordene er fiktive, men Pythagorasmus har sagt noget, der både interesserede og fængede, noget, der viste, at der var noget at komme efter og mere at komme efter, for de unge mænd lyttede intenst og længe, mens skyggerne bevægede sig over til den anden side af gårdspladsen. Talen var så overbevisende, at de unge mænd samme aften ivrigt fortalte deres fædre i byrådet om den karismatiske filosof. Det resulterede i, at Pythagoras fik en invitation til at tale for byens ledelse, og også det må have gået godt, for efter disse første taler i byen fik han snart flere end 2.000 tilhængere. Hans ord havde plantet et frø, der voksede til en bevægelse, insekt. Det var ikke det eneste, han fik til at tale for, men det var også det eneste, han fik til at tale for. Han var en god forældre, og det var en god forældre, at han kunne tale for. Nu da vi er godt i gang med præsokratikkerne, prøver jeg at lave nogle lidt kortere episoder. Skal vi vide om det lykkes? Præsokratikkernes grundspørgsmål er, hvad alting er. Indtil nu har alt været vand, som tales foreslog, eller luft, som Anaximenes mente, og andre elementer og deres samspil står i kø som muligheder. Animaxander gik et skridt tilbage fra de konkrete bud og sagde, at alt var apairon, at det var altings princip, det endeløse, ubegrænsede apairon. Når vi presser Pythagoras til at svare på grundspørgsmålet, i samme korte form, så siger han, alt er tal. De fleste kender Pythagoras' læresætning. Hvis vi tager en retvinklet trekant og kalder de to sider ved den rette vinkel for A og B og den sidste side for C, så er A i anden plus B i anden lige med C i anden. Med andre ord er summen af katheternes kvadrater lige med hypoteketernes kvadrater. Med andre ord er summen af katheternes kvadrater lige med hypotenusens kvadrat. Det er et meget grundlæggende geometrisk forhold, som i forskellige variationer bruges i helt utrolig mange sammenhæng. Det er ikke helt fjollet at kalde det for en af de vigtigste formler, vi har. Nu ville det jo være rart, hvis det var Pythagoras, som havde fundet det geometriske guldkorn. Det er jo trods alt hans læresætning. Princippet kendes nu langt tilbage i tiden, f.eks. hos babylonierne, omkring 1800 år før vores tidsregning. Hvad er det så Pythagoras fandt på? Lige i forhold til Pythagoras' læresætning, så kunne han have været den første, der beviste den. Men det er nu heller ikke sporsikkert. Lad mig bemærke, at kilderne er ahistoriske på mindst tre måder. Den første måde er de klart legendariske fortællinger om mirakuløse optrin. De spredte sig efter alt at dømme allerede i Pythagoras' levetid. Den anden måde kilderne er ahistoriske på, er de velkendte tilskrivninger af alt muligt til den kendte fortidige person, der var et oplagt mål for oprindelsesforklaringer og anekdoter af elskens slags. Den tredje måde er mere interessant i vores sammenhæng, for her handler det om, at mange af de tanker og praksiser, som senere pythagoræere virkelig udviklede og havde, ofte blev ført tilbage til Pythagoras. Spørgsmålet er så, hvad der faktisk allerede var en tydelig del af Pythagoras' lære, hvad der måske var til stede i kigenform, og hvad der egentlig slet ikke fandtes før senere. Det er umuligt at sortere i, og ikke nødvendigvis så afgørende for os. Her er vi mere interesserede i idéerne end i personerne, og vi kan altså sige, at når vi taler om Pythagoras, så kan det godt være, at vi faktisk mener pythagoræerne som et større fænomen. De to sidste afsnit var vi geografisk i Milit, en havneby på hvad der nu er Tyrkiets vestlige kyst. Pythagoras blev født omkring 570 år før vores tidsregning på øen Samos, en vigtig græsk bystat ikke så langt fra Milit. Der var regelmæssig kontakt mellem de steder, og man vil for eksempel have kendt til de samtidige milæsiske filosoffer, som tales. Vi ved ikke meget om, hvad Pythagoras lavede. Væsekilder hævder, at han rejste i såvel Ægypten som Babylonien, og det er jo muligt. Problemet er, at det er en hyppigt forkommende trope, det her med at give en historie om, hvordan vissmænd fandt deres kilde til vidstommen i Ægypten og andre fjerne steder kendt for deres ærværdige og mystiske videns traditioner. Som moden mand, måske i 40-årsalderen, flyttede Pythagoras til den græske koloni Croton i Syditalien, som også var et sted for handel. Kilderne har forskellige bud på, hvorfor han flyttede. Måske var det på grund af den lokale tyran Polycrates. Måske fordi han blev tvunget til at deltage i politiske anlægner mod sin vilje. Men han flyttede og grundlagde snart et filosofisk-religiøst fællesskab. Pythagoras siges at være den første, der brugte betegnelsen "filosof" om sig selv, så igen har vi fundet begyndelsen på det hele. Han var angiveligt også den første, der blev betegnet som ren matematiker, selvom han nu ikke var "ren" i betydningen "ensidig". Han manglede ikke hobbyer i hvert fald. Et af de temaer, som vi har berørt en del gange, er spørgsmålet om begyndelser. Når man forstår, at man skal have en kraftig idé, så er det en god idé at have en kraftig idé. Vi har haft en del af det, som vi har kunne se på denne video, som er en af de ting, vi har kunnet se på denne video, som er en af de ting, vi har kunnet se på denne video. Et af de temaer, som vi har berørt en del gange, er spørgsmålet om begyndelser. Når man fortæller en historie, vil man gerne have en oprindelse, så man kan starte et sted. Den historie, vi typisk fortæller om europæisk filosofisk fødsel, har at gøre med en frigørelse fra mytologiske forklarengsmodeller. Der skete et nybrud blandt de tidlige naturfilosofer, hvor de tænkte nyt og selvstændigt. Det er dermed også en historie om rationalitetens fødsel. Den fortælling kan man uden besvær finde også i min indfaldsvinkel, selvom jeg forsøger at nuancere den lidt. Præsokratikkerne, og for den tags skyld Socrates og Platon, havde ikke gjort sig fri af det, vi let vagt kan kalde det mystiske. Vi kan også sige, at det, der optager dem alle sammen, ikke er noget helt andet end det religiøse, men nærmere en del af det. Det mystiske religiøse fyldte meget i den oldgradske kultur, og i nutidige fremstillinger bliver det ofte skubbet lidt til side. Et godt eksempel, som vi sikkert vender tilbage til, er sådan noget som astrologi. Set herfra er astrologisk tænkning en sær blanding af astronomisk naturvidenskab og mystisk religiøs tænkning, men den var væsentlig i antikken og helt frem til middelalderen, og den har haft betydning for såvel, hvordan man tænkte, som hvad man tænkte over. Et andet oplagt eksempel er oraklet fra Delphi. At en hel kultur over flere århundreder respekterer og opsøger et orakle for at få svar på spørgsmål, demonstrerer solet klart, at vi ikke bare kan fortælle en historie om rationalitetens overvindelse af irrationalitet og mysticisme. De tankeformer og praksiser, vi kender som helt centrale for rationalitet, matematik, logik, naturvidenskab og filosofi i det hele taget, er i selve deres oprindelse vævet tæt sammen med, hvad vi nu kan sortere fra som irrationalitet. Alle disse kunskabsområder har i hvert fald til dels været måder at dyrke det guddomlige på. Hvad det guddomlige var for oldgrækerne, er selvfølgelig ikke nemt at sige. Vi kender det græske pantheon af guder, men i hvilken forstand har man troet på dem og deres realitet? Det er svært at sige. Hvad der er sikkert er, at man har levet i en verden af mening og intention. Man har troet på varsler, drømmetydning og orakler, og helt generelt på muligheden for åbenbaringer og mystiske oplevelsers sandhedsværdi. Alt det indebærer en tro på en transcendent virkelighed og en tillid til irrationelle måder at opnå viden på. Og dette er også dokumenteret stort set overalt i det antikke, også hos de filosofer, som vi fører rationalitetens historie tilbage til. Inspireret af en døds, som skrev bogen "The Greeks and the Irrational", kan man sige, at de gamle grækere ikke havde andre værktøjer end myte og symbol til at forstå menneskets irrationalitet. Så hvad skulle de ellers bruge? Pythagoras er et fantastisk eksempel på den måde, vi typisk har konstrueret historien på, for de fleste associerer Pythagoras med læresætningen om retvinklede trekanter og forestiller sig ham som en tidlig matematiker. Ved man lidt mere, er det, at Pythagoras sagde, alt er tal. Og så forestiller man sig måske et synspunkt i stil med Galileo, der skrev, at naturens bog er skrevet i matematikkens sprog. Et synspunkt, som man nemt kan finde i nutidens naturvidenskab. Men det er usikkert, hvor meget af den matematiske side af pythagoreismen overhovedet kan føres tilbage til Pythagoras. Pythagoreerne dyrkede helt sikkert matematikken. Det, de faldt i svime over, var imidlertid ikke en tidlig version af newtoniansk mekanik. Det var en dybt mystisk talopfattelse. Det vender jeg tilbage til, inklusiv fortællingen om opdagelsen af de såkaldte irrationelle tal, som angiveligt resulterede i noget af en krise i de pythagoreiske cirkler. Altså, hvis man er tilbøjelig til at sortere det mystifystiske fra, for at koncentrere sig om det, der i tilbageblik er starten på naturvidenskab og matematik, så ejer Pythagoras sig rigtig godt til at minde om, at den filosofiske rationalitet grovede i en sammenhæng, der kunne være endovaldig mystisk. Pythagoras grundlag er en veritabel sekt, en kult med strenge regler for de indvidede og en total og mystisk verdensforståelse. Tilhængerne byggede et stort auditorium, hvor både kvinder og mænd havde adgang. Det var helt unikt i en tid, hvor kvinder normalt ikke havde uddannelsesmæssige borgerrettigheder. I det oldgradske samfund var borgerens rettigheder og pligter jo helt centrale, men at være borger var desværre et privilegium, som mange grupper blev nægtet. At være borger var at være en af de frie mænd, dvs. ikke slavegjort, ikke indvandret, ikke kvinde osv. Så at pythagorerende optog kvinder i deres kreds, var et lille lyspunkt i en lang historie, hvor hundkønsvæsner rutinemæssigt havde blevet udlukket fra uddannelse eller kun havde begrænset adgang til den. Pythagoras mente, at begge køn var ligeværdige, men at de havde forskellige domæner. Kvinderne lærte både praktiske huslige færdigheder og filosofi. Hvordan det så ud i praksis er vanskeligt at sige. Ligestillingens træer har nok ikke vokset ind i himlen. Pythagoras så familien som et mikrokosmos af universet, og den universelle orden og harmoni, der skulle afspejles i både by og familie, har nok lignet den almindelige kulturelle orden i en eller anden udstrækning. Men ifølge overleveringerne var også Pythagoras' hustru, Theano, en betydningsfuld filosof. Hans mor og kone var del af hans indre cirkel, og hans døtre var også involveret i skolen. Ikke dårligt, Pythagoras. Det lyder ikke så dårligt. Der er usikkerhed om Theanos præcise identitet og oprindelse. Nogle kilder mener, hun kom fra Kreta, andre at hun var fra Croton. Der kan endda muligvis have været tale om to forskellige personer, men lad os sige, at der kun var én Theano. Hun var betydelig yngre end Pythagoras, og hun startede som elev i Pythagoras' skole og blev senere hans hustru. Den slags har man jo hørt før. Men efter Pythagoras' død i år 495 f.k.a. 0, overtog hun ledelsen af skolen og fortsatte med at drive den ind til sin død. Den overlevering er endnu et tegn på, at Pythagoreerne faktisk mente noget alvorligt med ligestilling. Theano tilskrev sin række værker, og hun skulle have arbejdet med både fysik, medicin, børnepsykologi, astronomi og matematik, selvfølgelig. Det gyldne snit og den gyldne rektangel forbindes i nogle tekster med Theano, men desværre er der ikke nogen tidlige kilder, der siger det, og den generelle kildesituation i antikken med hensyn til kvinder er jo som bekendt endnu værre end med hensyn til mand, og det gælder jo for dens sags skyld det meste af vores forhistorie. Opsummerende på spørgsmålet om kvindesynet i Pythagorismen må det siges, at vores viden er højst usikker og at der er modstridende kilder, men selve det, at der findes en udbredt fortælling om en form for ligestilling i forbindelse med den her højt respekterede figur, det er sig selv interessant. Efterhånden, som vi bevæger os længere frem i historien i denne serie, vil jeg bestemt prøve at slå ned på det materiale, der er om og fra kvindelige filosofer. Det har jeg lovet min datter. (Musik) Indtil nu har vi kun et billede af, at Pythagoras kunne engagere, motivere og skabe forandring. Nu vender vi os mod indholdet af hans filosofi og religion. Vi kunne jo begynde med matematikken, men lad os udsætte den lidt. For hvad kilderne er endnu mere enige om, galt Pythagoras, er, at han troede på en form for reinkarnation. Pythagoras troede på sjælens udødelighed og på reinkarnation. Han mente, at sjælen efter døden vandrede videre til en ny krop, som kunne være både menneske eller dyr. Der er fx en sød lille anekdote, hvor Pythagoras hørte en hund hyle af smerte, da den blev slået. Han bad straks personen om at stoppe, for i hundens hyl genkendte Pythagoras stemmen fra en afdød ven. Pythagoras hævdede selv at kunne huske sine tidligere fire liv i detaljer. Han fortalte, at han først havde været Aetalides søn af Hermes, som gav ham evnen til at huske alle sine tidligere inkarnationer. Derefter blev han genfødt som Euphorbus, en held fra den trojanske krig. I sin tredje inkarnation var han filosoffen Hermotimus, som genkendte Euphorbus' skjold i Apollons tempel. Hans fjerde liv var som Pyrrhus, en fisker fra Delos. Her kan vi give Pythagoras endnu en status som den første, nemlig den første, der initierede traditionen med at have tidligere liv, som ikke er hvem som helst, men helte fra den trojanske krig, og sådan. Læren om sjælevandring, metempsykosis, var en central del af hans lære, hvilket bekræftes af flere antikke kilder som Xenophanes, Ionarchias og Herodotus. I nogle kilder beskrives ideen helt parallelt med den hinduistiske og buddhistiske, hvor målet er at opnå renselse og befrielse fra den cykliske eksistens. Men også det er usikkert, og nogle moderne forskere hævder, at Pythagoras tværtimod ikke ønskede at undslippe noget, men gerne ville leve de liv, han havde mulighed for fuldt ud. Troen på metempsykosis har i hvert fald været vigtig og har formentlig spillet en stor rolle i hans etik og levevis. Med et rent og retfærdigt liv kunne man opnå en bedre genfødsel. Selve den basale idé om, at mennesker har en evig sjæl, der lever videre efter døden, det er et ret usædvanligt synspunkt i tiden, som der ikke er særlig mange, der forfægter. Pythagoras' forestillinger kan skyldes ægyptisk indflydelse. Hvem ved? I hvert fald for idéen om en evig sjæl og genførseler står indflydelse på Platon f.eks., og dermed jo også på kristendommen. Der er ikke meget tvivl om, at den traditionelle udgave af pythagoræsk tænkning blev ganske drastisk ændret og nyopfundet i tiden efter Platon. Blandt de folk, der ved mest om det, er der til gengæld ikke enighed om, hvordan Pythagoras bedst forstås. Skalaen går fra dem, der ser ham som en religiøs leder, først og fremmest en guru, snarere end en filosof eller videnskabsperson. Andre forsvarer et mere traditionelt billede af Pythagoras som en stor intellektuel innovator. Som vi er vant til på det her tidspunkt, findes der ingen bevarede tekster af Pythagoras selv. Det bliver rart at komme frem til nogle mere solide og entydige tekster med forfatternavne på. De tidligeste og mest forlidelige kilder til viden om Pythagoras og hans sægt er Aristoteles, som omtaler pythagoræerne, og tidlige græske historikere som Herodotus, Heraclides og Isokrates, dvs. fra et par generationer efter Pythagoras til et par hundrede år efter i Aristoteles' tilfælde. Så har vi også mere saftige, men endnu senere beskrivelser, f.eks. hos Diogenes Laertius i 200-tallet på vores side af år 0, og hans biografi over filosofer har vi jo haft fat i før. H. Fyri, der levede ca. 233-305 efter vores tidsregning, skrev en filosofihistorie i fire bøger, men det eneste bevarede fragment er det, der omhandler Pythagoras' liv. Jeg læser et stykke af hans Pythagoras' liv, hvor vi kan høre nogle af de ordsprågsagtige råd, som pythagoræerne mente at have fra Pythagoras. Nogle af dem lyder ret sære, eftertiden har forskellige bud på, hvordan de skal fortolkes. Vi hører også noget om Pythagoras' madregler. I mange kilder kendes han og pythagoræerne som vegetarer. Ja, før ordet "vegetar" blev dannet, brugtes udtrykket "pythagoræer" faktisk ofte om vegetarer. Men Porphyrus havde åbenbart ikke fået det memo, for hans Pythagoras spiser kød bare ikke alle dele. Vi får også en version af Pythagoras' forbud mod at spise bønder. Det virker meget polidligt, at Pythagoras faktisk havde noget imod at spise bønder, for forbuddet optræder mange steder, og hvorfor skulle man lige finde på det? Men hvorfor lige bønder? Ja, vi får en slags forklaring. Til sidst i uddraget får vi en kort omtale af Pythagoras' tidligere liv. Så Porphyrus kommer ind på lidt af hvert. Gå ikke på den offentlige vej, hvilket betyder, at du skal undgå massens meninger og tage de lærtes og de fås meninger til dig. Modtag ikke svaler i dit hus, hvilket betyder, at der ikke må være snakkesaglige og umodholdende mænd under samtale. Hjælp en mand med at tage en byrde op, men ikke med at lægge den fra sig. Det betyder, at man ikke skal opmundre nogen til at være dogm, men til at bruge sig selv til arbejde og dyd. Bær ikke gudernes billeder i ringe, betyder, at man ikke med det samme skal afsløre sine meninger om guderne, for de vulgerer eller taler om dem. Giv drikkepenge til guderne lige til ørerne på bæret, betød, at vi skal tilbide og fejre guderne med musik, for det trænger gennem ørerne. Spis ikke de ting, der er ulovlige – begyndelse, stigning, kilde eller ende, eller det første grundlag for alle ting. Han lærte dermed at afholde sig fra lænd, testikler, kønsorganer, hjerner, fødder og hoveder på offerdyr. Lænderne kaldte han et fundament, fordi levende væsner er bosat på dem som på fundamenter. Testikler og kønsorganer kaldte han begyndelse, for ingen bliver til uden hjælp fra dem. Hjernen kaldte han vækst, da den er årsag til vækst i levende væsner. Kilden var fødderne, og hovedet var enden, da det har mest magt i styringen af kroppen. Han rådede også til at afholde sig fra bønder, som om det var menneskekød. Bønder bliver forblutt, siges det, fordi de enkelte planter først vokser og individualiseres, efter at dette er tingenes princip og oprindelse er blandet sammen, så mange ting under jorden forveksles og smelter sammen, hvor efter alt rådner sammen. Så blev levende væsner produceret sammen med planter, så både mennesker og bønder opstod ud af forrådnelse, hvad han gav mange åbenlyse argumenter for. For hvis nogen tykker en bønde, og efter at have malet den til en masse med sine tænder, udsætter denne masse for den varme sol i et kort stykke tid, og derefter vender tilbage til den, vil han mærke duften af menneskeblod. Desuden, hvis man på det tidspunkt, hvor bønder blomstrer, tager lidt af blomsten, som da er sort, og lægger den i et lærkar og dækker det tæt til, og begraver det i jorden i 90 dage, og ved slutningen heraf tager det op og afdækker det, vil han i stedet for bønden finde, at enten et spædbarnshoved eller en kvindes vagina har udviklet sig. Han ønskede også, at mænd skulle afholde sig fra andre ting, som f.eks. havfroer, rød mulde og en havfisk kaldt animone, og fra næsten alle andre havdyr. Han henviste sin oprindelse til tidligere tiders mennesker og hævdede, at han først var Euphorbus, så Aetalides, så Hermotimus, så Pyrhus og til sidst Pythagoras. Han viste sine disciple, at sjælen er udødelig, og til dem, der var rigtigt renset, brægte han mindet om handlingerne i deres tidligere liv tilbage. Ja, men det giver jo mening, det hele. Hvis noget i kilder som Porphyrus står til troende, må vi altså forstå, at Pythagoras dannede en sekt med en lang række leveregler, forbud og påbud, og mystiske, men fantasifulde begrundelser af dem. Det lyder fjollet, men på den anden side kender vi jo sammenlignelige sektfænomener op igennem historien og fra vores egen tid. Pythagoras' religiøse overbevisninger var præget af en blanding af græsk religion og mystik. Vi er i, hvad der er blevet kaldt, den arkaiske fase. I denne periode blev de religiøse institutioner formaliseret, mysteriekulte opstod, særligt de evolysinske mysterier, og templerne blev større og mere monumentale. Orakelsteder som Delphi fik stor betydning for både politik og religion. Pythagoras ærede de græske guder, men mente også, at der eksisterede en højere guddommelig orden, som styrede kosmos. Og det er den orden, som baseres på matematiske principper og harmoni, som Pythagoras anså for at være guddommelige. For Pythagoras var tal ikke blot abstrakte symboler. De repræsenterede den grundlæggende struktur i universet. Han mente, at alt i verden kunne udtrykkes og forstås gennem tal, og at tallene havde mystiske og symboliske betydninger. Denne her talreligion førte til en dyb fascination af matematik og geometri, som Pythagoras og i hvert fald hans senere disciple udforskede med stor ivr. (Musik) (Musik) (Musik) Hvad er så nogle af de centrale dele af den pythagoræske matematiske mystik? Det er ikke et spørgsmål om, hvordan videnskab kan sætte naturen på formel og dermed beskrive og forudsige bevægelser. Det er meget mere mystisk end det. Det er godt at tænke på en størrelse som Animaxandres Aperon, som vi talte om sidst. Pythagoras var jo samtidig, og denne her trang til at finde altingsprincip eller arke, oprindelse og substans, den må have ligget i luften, eller i vandet, eller i Aperon. I Animaxandres tankegang, og ikke mindst Parmenides, som nok bliver emnet for næste episode, er altings arke ubegrænset, men også udifferencieret. Det er en endeløs enhed. Senere i platonismen og neoplatonismen kaldes noget lignende for "den ene". De idéer bliver en del af kristendommen og meget en teologi, men det er en helt anden historie. Men altså, det er ikke vanskeligt at se, hvordan begrebet om den endeløse urenhed ligger i nærheden af "den ene" og er en koncipering af en form for abstrakt guddommelighed. Det er heller ikke svært at se, at vi kan gå i matematisk retning. Vi kan i hvert fald begynde at tælle. Enheden er ét, det vil sige, éttallet er et symbol for guddommen. Så tæller vi videre, og der sker noget. To. Der er opstået en form for skabende indre modsætning i helheden. Tre. Ud af modsætningen dannes det tredje, som giver dynamik. Fire. Og så videre. I den verden, vi lever i, er der talt langt, og vi er langt fra enheden. Ettallet, som vi på samme måde som alle tal, på en måde er en del af. Nå, det var min egen version. Vores gamle ven, Diogenes Laertius, skriver fra det tredje århundrede. Alexander rapporterer i sine filosofernes generationer følgende doktriner, som indeholdt i de Pythagoreiske Memoirer. Monaden er begyndelsen på alt. Fra denne fortsætter den ubestemte dyade, som er underordnet monaden, hvad angår dens årsag. Fra monaden og den ubestemte dyade fortsætter tal. Fra tal udgår punkter. Fra disse linjer, som planefigurer består af. Fra disse planefigurer udledes faste læmer. Fra faste læmer udledes sanselige læmer, hvoraf der er fire elementer – ild, vand, jord og luft. Verden, som er udstyret med liv og intellekt, og som har en sverisk figur, der i sit centrum indeholder jorden, som også er sverisk og beboet overalt, er resultatet af en kombination af disse elementer, og fra dem stammer dens bevægelse. Der er også antipoder, og hvad der for os er under, er for dem over. Helt centralt for Pythagoreerne er Tetraktysen. Det er en hellig figur. En simpel trekant bestående af ti punkter. Spidsen er ét punkt, næste række har to punkter, så tre, så fire, så punkterne danner en ligesidig trekant. Hvorfor er den figur så betydningsfuld? For Pythagoreerne opsummerede den dybe talmæssige indsigter i universets natur. Et plus to plus tre plus fire er lig med ti, og ti, det kæden, er et særligt dejligt tal. I senere Pythagoreisk tænkning mente man f.eks., at der måtte være en planet til, ud over de ni himmellægmer, man kunne observere. Den hypotetiske planet blev kaldt modjorden, Antikton, og den burde være der for at få tingene til at gå op. Tetraktysen symboliserede kosmos på en hel række måder. De fire rækker kunne f.eks. repræsentere de fire klassiske elementer, luft, ild, vand og jord. Men tetraktysen var ikke bare et tilfældigt diagram. Man kunne bede til den, og man kunne sværge ved den. I hvert fald i det andet århundrede efter 0, og måske før, fandtes en divinations- eller spodomspraksis, der gjorde brug af tallene og deres mystiske egenskaber. Det er en ud af flere kilder til den numerologi, der i dag, guderne hjælpe os, motiverer nogen til at ændre navn for at opnå mere harmoniske talværdier ifølge en eller anden tilskrivning af tal til bukstaver. Lister over forskellige kvaliteter, struktureret i modsætningspar, og f.eks. associeret til de fire elementer, planeter og hvad der ellers forekom meningsfyldt, er mange af, fra antikken og frem. Hele den astrologiske tænkning bygger på sådan nogle lister. Et resumé af den tidlige pythagoræske forståelse af tallene kan lyde sådan her. Tallet 1, monaden, symboliserer sjælen, det uforandrelige princip, det blev set som kilden til alle andre tal og repræsenterede enhed og det guddommelige. Tallet 2 blev associeret med det kvindelige princip og symboliserede dualitet. Tallet 3 repræsenterede det mandlige princip og symboliserede helheden, fordi det var begyndelse, midte og slutning. Tallet 4 symboliserede retfærdighed og gensidighed og repræsenterede det jordiske og materielle, vel også på grund af forbindelsen til de fire elementer. Tallet 5 symboliserede ægteskab, fordi det var summen af det mandlige 3 og det kvindelige 2. Tallet 7 blev forbundet med årstiderne. Tallet 8 repræsenterede dømmekraft og intellektuelle evner. Tallet 9 repræsenterede de levende væsners dele. Tallet 10 blev anset som det perfekte tal, som indeholdt alle tals natur og symboliserede universets fuldkommenhed. Efterhånden udviklede Pythagoréerne et helt system af tetraktyser. Den grundlæggende nomeriske tetraktys, altså med tallene 1, 2, 3, 4, som lagt sammen giver 10, blev blod på tanden efter at finde flere mønstre og strukturer, som blev forstået som aspekter af den kosmiske orden. Man ville gerne have noget, som havde fire aspekter. Man kan sige, at det havde med matematik at gøre, men tallene var ikke nok i sig selv som abstrakte størrelser. Det hele blev gjort i en forståelse af, at tal og det, der gik op, var i besiddelse af en særlig mening, som kunne afkodes. På et tidspunkt opererede man med 11 såkaldte tetraktyser. Den nomeriske, som vi har hørt om, 1, 2, 3, 4, som tilsammen giver 10, så havde man også en version, hvor man gangede tallene. Man havde størrelsernes tetraktys, punkt, linje, flade, rumlige figurer. De simple elementers tetraktys, ild, luft, vand, jord. Figurernes tetraktys, pyramide, oktaeder, ikosaeder, kubus. Vækstens tetraktys, frø, længde, bredde, højde. Samfundets tetraktys, menneske, familie, landsby, by. Dømmekræftens tetraktys, tanke, videnskab, mening, sansning. Kroppens tetraktys, fornuft, følelse, vilje, krop. Årstidernes tetraktys, forår, sommer, efterår, vinter. Og aldrernes tetraktys, barn, ung, voksen, gammel. Pythagorasses og pythagoræernes interesse for tal og harmoni førte dem også til at studere musik. Fortællingerne om det giver en smuk oprindelsesforklaring til den vestlige musikforståelse, konstruktionen af skalaen. Det græske strenge instrument lyeren egnede sig til eksperimenter på grund af dens simpelhed. Man tager strengen og slår den an. Så sætter man en finger på midten og slår den halverede streng an. Hov, den klinger lysere, men er i perfekt harmoni med den første tone. De flittige pythagoræere blev ved og opdagede, at når man deler strengen i forskellige længdeforhold, får man forskellige harmoniske intervaller. Når strengen deles i forholdet 2-1, får man oktaven. Ved forholdet 3-2 får man kvinten. Ved forholdet 4-3 får man kvarten. Det blev fundamentet for den pythagoræiske musikteori, hvor harmoniske intervaller kunne udtrykkes som simple talforhold. For pythagoræerne var det et bevis på, at universet var styret af matematiske principper. Selv de smukkeste toner kunne reduceres til simple talforhold. Opdagelserne førte til udviklingen af den pythagoræiske skala, som dannede grundlag for meget af den vestlige musiks udvikling. Når man bevæger sig i kvinter, får man kvintsirklen, der indeholder alle 12 toner, vi har på et klaver. Okay, man lander ikke præcis på starttonen igen, og det er relateret til, at klaver stemmes med en lille fejl fordelt ud på alle kvinterne. Men skidt med det, universet er nok matematisk harmoni, men helt rent er harmonien ikke. For pythagoræerne var matematikken i musikken og musikken i matematikken et perfekt bevis på, hvordan tal og harmoni måtte være helt grundlæggende principper i kosmos. De musikalske tal giver mulighed for en masse skønne metaforer om verden og os selv. Toner, vibrationer, svingninger, sfærenes musik. Forbindelsen mellem musik, matematik og fysik er tæt og åbenbar. Det er den tørre side. Samtidig oplever vi på den våde side musikken, som næsten direkte taler til vores følelse og krop. Man kan i den grad forstå pythagoræernes fascination. (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) Som vi har set eksempler på, beskæftigede pythagoræerne sig med hele tal. De ganske almindelige tal, vi tæller med, og som jo også kaldes de naturlige tal. I musikken for eksempel opererede de, som vi så, med proportioner. Men det var forhold mellem hele tal, og det hele gik til synlighedende harmonisk op. De var med på brøkker, en halv, to tredjedele, fire femtedele. Alt sådan noget var helt i orden med dem. Alle de tal, man kan udtrykke med heltalsbrøkker, kaldes de rationelle tal. De rationelle tal er alle de tal, der kan udtrykkes som et forhold mellem to hele tal. Dem er der jo uendelig mange af, og hvis man ikke har hørt efter i matematiktimerne, eller bare ikke har tænkt sønderligt over det, så vil man måske tro, at alle tal er rationelle. Alt så, hvis man tegner en tallinje og har tid nok til at prække uendelig mange rationelle brøktal ind, så vil man ende med at have dækket hele tallinjen. Sådan er det jo bare ikke, og det opdagede pythagoræerne ifølge overleveringerne, da de ville undersøge diagonalen i et kvadrat med sidelængden 1. Som gode pythagoræere kendte de selvfølgelig Pythagoras' læresætning, og så er det en smal sag at regne ud, hvad diagonalens længde er. Den er jo et tal, der ganget med sig selv giver 2. Kvadratroden er 2. Nu viste det sig i midlertid helt umuligt at udtrykke det tal som en brøk mellem to hele tal. Det kan ikke lade sig gøre, og det kunne de endda bevise. Logikken i beviset er, at hvis kvadratroden af 2 var et rationelt tal, så ville det samme tal skulle være både lige og ulige, hvilket er en logisk umulighed. Det var sådan et bevis af absurdum. Opdagelsen af sådan et tal, der ikke kan udtrykkes som et forhold mellem to hele tal, var dybt forstyrrende for pythagoræerne af flere grunde. Den underminerede deres grundlæggende tro på, at alt kunne udtrykkes gennem hele tal. Den introducerede tal, der var utænkelige eller uudsigelige i deres verdensbillede. Det vil sige, pludselig havde vi at gøre med irrationelle tal. I matematikken skabte det en kløft mellem geometri og aritmetik, der forblev uløst i årtusinder. Senere opstod der en dramatisk legende om opdagelsen. Ifølge overleveringen var det Hippasus fra Metapontum, der enten opdagede eller afslørede eksistensen af irrationelle tal. Og legenden fortæller så, at pythagoræerne blev så oprørte over opdagelsen, at de simpelthen dræbte Hippasus ved at kaste ham over bord fra et skib. Nu er der vist ingen grund til at tro, at den dramatiske fortælling om Hippasusses død er historisk. Der findes ingen samtidige kilder om den, og fortællingen dukker først op mange hundrede år senere. Men det er jo meget sjovt med sådan en historie, der på dramatisk vis illustrerer, hvordan pythagoræerne kunne blive optændt af rarseri og vrede over, at der var nogen, der kom og ødelagde deres verdensbillede. Hele forløbet omkring opdagelsen af de irrationelle tal er i det hele taget en lidt for god historie. Den historiske virkelighed har nok været mere rådet. Men ordene rationel og irrationel lader spænde en interessant krølle på det hele. Vi har bl.a. været optaget af oldgrekernes rationalitet og irrationalitet, og af, hvilke historier vi fortæller om dem i tilbageblik, som måder at forstå den europæiske åndshistorie på, og hvad skal jeg sige, som fortællinger, der udtrykker filosofiens selvforståelse. Men hvor kommer de ord fra, rationel og irrationel? Det hele begynder, hvor vi har været i det antikke grækenland, hvor ordet "allogos" oprindeligt blev brugt om længder, der ikke kunne udtrykkes som forhold mellem hele tal, altså de her djævelske størrelser som kvadratroden af 2. For grækerne var de her tal bogstaveligt tal, det man ikke kunne tale om, eller det ulogiske. "Pragrask" blev begrebet overført til latin som "irrationalis", sammensat af "ir", der ligesom "a" i "allogos" er en negation, og så "rationalis", tilhørende fornuften eller fornuftig, svarende til "logos". Interessant nok kom den matematiske brug af ordet "irrational" først, og "rational" blev defineret som dets modsætning. Den matematiske brug af "irrational" er dokumenteret fra 1551, mens "rational" først blev brugt om tal omkring 1570. Så vi har jo altså en dobbelt betydning af ordene. I matematik handler det om tal, der kan eller ikke kan udtrykkes som brøker, og i almindelig brug handler det om, hvad der er fornuftigt eller ufornuftigt, hvad der er logisk eller ulogisk. Overraskende nok, i hvert fald for mig, er ordet "ratio" som forhold eller proportion faktisk afledt af "rational" og ikke omvendt. "Ratio" med den moderne betydning blev først dokumenteret omkring 1660, næsten 100 år efter den matematiske brug af "rational". Pythagoræerne håbede på en rationalitet i matematikken, og tænkte, at de vil at forstå den, samtidig vil forstå universet. Men deres rationalitet afslørede, ja beviste simpelthen, at tallene sprængte rammerne, og selv var decideret ufornuftige og ulogiske. Den matematiske rationalitet kunne nog sagtens indlæmme de irrationelle tal, men sammen med den udvidelse af rationaliteten måtte ideen om et univers af heltal, et kosmos, som kun opererede med naturlige tal og forholdene mellem dem, opgives. På den lange bane har matematikken og fysikken taget endnu flere mærkelige størrelser i brug, f.eks. de imaginære tal, og det hele fungerer rigtig fint. Tallene har bare ikke længere mening på forhånd og i sig selv. (Musik) Pythagoras' indflydelse på vestlig tankegang er uomtvistelig og strækker sig langt ud over matematikken. Hans ideer om tal, harmoni og sjælens udødelighed har haft en dybtgående effekt på både filosofi og religion herunder Platon, Aristoteles og kristendommen. Hvad angår Platon, kan man tænke på Platons idelæger, der er stærkt præget af Pythagoras' talmystik. Både Pythagoras og Platon troede på sjælens udødelighed og på reinkarnation. Læg forresten mærke til, at ideen om en sjæl med evig eksistens minder ikke så lidt om ideen om tal. Abstrakte størrelser, som man kan mene findes, uden at de har nogen fysisk tilstedeværelse. Den pythagoraske idé om en kosmisk harmoni, hvor universet er ordnet efter matematiske principper, genfinder vi også i Platons filosofi. Aristoteles kritiserede en række af Pythagoras' mere mystiske idéer, men man må nok alligevel sige, at han var påvirket af hans fokus på orden og struktur. Ligesom Aristoteles' etik også kan siges at have rødder i Pythagoras' læger om sjælens renselse og den her streben efter harmoni i det hele taget. Kristendommen ligger selvfølgelig nogle dag længere ude, men der er ingen tvivl om, at den kristne tro på et liv efter døden og sjælens eksistens har klare paralleller til Pythagoras' lære om reinkarnation. Denne her idé om en udødelig sjæl og mange af de tankegangende optræder i forbindelse med den idé, kommer fra Pythagoras via bl.a. Platon. Og det gælder jo måske især dualismen. Pythagoras' skælden mellem krop og sjæl, hvor sjælen er fanget i en materiel verden, har helt sikkert haft indflydelse på den kristne dualisme mellem det jordiske og det himmelske. Og når vi når frem til neoplatonismen i senantikken, så ser vi kombinationer af Platons filosofi med elementer fra Pythagoras og andre traditioner. Og også neoplatonismen havde stor indflydelse på den tidlige kristne teologi gennem mange af kirkefædrene. Men alt det kommer vi jo til i går ro og orden. (Musik) Her til sidst vil jeg læse Pythagoras' gyldne vers. De gyldne verse er et antikt græsk digt, der traditionelt tilskrives Pythagoras eller hans tidlige tilhængere. Digtet består af 71 vers på hexameter, som indeholder Pythagoreernes centrale moralske og filosofiske lærdomme. Det er formentlig langt senere end Pythagoras, og det er vanskeligt at latere, men flere forskere mener, der nok er elementer af det i det mindste, som kan føres tilbage til Pythagoreerne. Når jeg vil slutte med de gyldne vers, er det fordi digtet har haft umådelig indflydelse helt fra antikken til middelalderen som et reservoir af vidsdom. Det handler ikke om tal eller trækanter, men hovedsagelig om etisk-moralske leveregler, som blev værdsat hen over mange, mange århundreder. Måske er det den slags, vi især burde huske filosofen, matematikeren, mirakelmageren og guruen Pythagoras for, frem for A i anden plus B i anden er lige med C i anden. Pythagoras' gyldne vers. Tilbed først de udødelige guder, som de er etableret og foreskrevet af loven. Respekter eden og dernæst heldene, der er fulde af godhed og lys. Ær også de jordiske dæmoner ved at give dem den tilbedelse, der retmæssigt tilkommer dem. Ær dine forældre og dem, der er nærmest beslægtet med dig. Af resten af menneskeheden skal du gøre ham til din ven, som udmærker sig ved sin død. Lyt altid til hans mille formaninger og tag ved lære af hans dydede og nyttige handlinger. Undgå så vidt muligt at hade din ven for en lille fejl. Magt er en nær nabo til en udvendighed. Vid, at alle disse ting er ligesom det, jeg har fortalt dig, og vend dig til at overvinde og besejre disse lidenskaber. Først froseri, dogenskab, sensualitet og vrede. Gør intet ondt, hverken i andres nærvær eller privat, men respekter først og fremmest dig selv. Dernæst skal du være retfærdig i dine handlinger og i dine ord, og vend dig til ikke at opføre dig i nogen ting uden regel og uden grund. Men tænk altid over, at det er bestemt af skæbnen, at alle mennesker skal dø, og at lykkens goder er usikre, og at lige så vel som de kan erhverves, kan de også gå tabt. Med hensyn til alle de ulykker, som mennesker lider på grund af guddomligt held, bær din lod med tolmodighed. Den er, hvad den er, og klag aldrig over den. Men gør, hvad du kan for at afhjælpe den. Og tænk på, at skæbnen ikke sender den største del af disse ulykker til gode mennesker. Der er mange slags resonemanger blandt mennesker, gode og dårlige. Beundre dem ikke for let, og afvise dem heller ikke. Men hvis der fremsættes usandheder, skal du høre dem med mildhed, og bevæbne dig med tolmodighed. Læg ved enhver lejlighed godt mærke til, hvad jeg vil sige til dig. Lad ikke noget menneske, hverken ved sine ord eller ved sine gerninger, forføre dig. Lad dig heller ikke lokke til at sige eller gøre noget, som ikke er gavnligt for dig selv. Rådfør dig og overvej, før du handler, så du ikke begår tobelige handlinger. For det er en elendig mands lod at tale og handle uden at tænke sig om. Men gør det, som ikke vil plage dig bagefter eller tvinge dig til at angre. Gør aldrig noget, som du ikke forstår. Men lær alt, hvad du bør vide, og på den måde vil du føre et meget behageligt liv. Få søm på ingen måde din krops sundhed, men giv det mad og drikke i passende mængder, og også den motion, som det har brug for. Med mål mener jeg, hvad der ikke vil være ubehageligt for dig. Vend dig til en levevis, der er pæn og anstændig uden luksus. Undgå alt, hvad der kan give anledning til misundelse. Og vær ikke ødsel i utid, som en, der ikke ved, hvad der er anstændigt og ærefuldt. Vær hverken begerlig eller nærig. Et passende mål er fremragende i disse ting. Gør kun det, der ikke kan skade dig, og tænk dig om, før du gør det. Lad aldrig søvnen lukke dine øjenlå efter, at du er gået i seng, før du har undersøgt alle dine handlinger i løbet af dagen med din fornuft. Hvad har jeg gjort forkert? Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg undlagt at gøre, som jeg burde have gjort? Hvis du ved denne undersøgelse finder ud af, at du har gjort noget forkert, skal du bebrejde dig selv hårdt for det. Og hvis du har gjort noget godt, så glæd dig. Øv dig grundigt i alle disse ting. Meditér godt over dem. Du bør elske dem af hele dit hjerte. Det er dem, der vil sætte dig på den guddomlige dydsvej. Jeg sværger det ved ham, der har overført den Hellige til Traktys, til vores sjæle, naturens kilde, hvis årsag er evig. Men begynd aldrig på noget arbejde, før du først har bedt guderne om at udføre det, du skal i gang med. Når du har gjort denne vane kendt for dig, vil du kende de udødelige guders og menneskers konstitution. Selv hvor langt de forskellige væsener strækker sig, og hvad der indeholder og binder dem sammen. Du skal også vide, at ifølge loven er universets natur i alle ting ens. Så du skal ikke håbe, hvad du ikke bør håbe, og intet i denne verden skal være skjult for dig. Du vil også vide, at mennesker trækker deres egen ulykke ned over sig frivilligt og efter eget frit valg. Ulykkelige er de. De hverken ser eller forstår, at deres gode er nær dem. Kun få ved, hvordan de skal befri sig selv fra deres ulykker. Sådan er den skæbne, der gør menneskeheden blind og tager den sanser fra den. Som store cylindre ruller de frem og tilbage og er altid undertrykt af utallige lidelser. Den naturlige dødelige strid forfølger dem overalt og kaster dem op og ned, men de opfatter den ikke. I stedet for at provokere og opildne den, burde de undgå den ved at give efter. Åh Jupiter, vores fader, hvis du ville befri mennesker fra alt det onde, der undertrykker dem, vis dem, hvilken dæmon de gør bro af. Men vær modig. Menneskeslægten er guddommelig. Den hellige natur afslører de mest skjulte mysterier for dem. Hvis hun giver dig sine hemmeligheder, vil du let udføre alle de ting, som jeg har ordineret dig. Og ved at helbrede din sjæl, vil du befri den fra alt ondt, fra alle lidelser. Men du skal afholde dig fra det kød, som vi har forbudt i renselserne og i sjælens befrielse. Gør en retfærdig skælden mellem dem og undersøg alle ting godt. Lad dig altid lede og styre af den forståelse, der kommer ovenfra og som bør holde tøjlerne. Og når du efter at have berøvet dig, de dødelige læme er nået frem til de mest rene æder. Du skal være en gud, udødelig, uforgængelig, og døden skal ikke længere have herredømme over dig. Tak for dagen. Måske er alt tal. Både rationelle, irrationelle og imaginære. Men derfor er det jo stadig irriterende med alle de passwords, man skal gå og huske. 1+2+3+4=10. Nu er episoden helt forbi.