Præsokratikerne: Parmenides (TLF14)

Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse.
Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant. 
Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér,
Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum.
I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle.

 Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.  

Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder.

Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip. 

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøgende, i korte, uddrag, fuldstændig, fragmentarisk, idiosynkratisk, multiperspektivisk formidlet, uansvarligt oversat ...

Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse,
glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius fra centrum til kant.
Denne form er nødvendig, da væreren ikke kan være lidt mere her og lidt mindre der.
Der er jo ikke noget ikke eksisterende, der kan forstyrre værerens perfekte kontinuum.
I ét med sig selv, ens over alt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle.

Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne male, at vi for en gang skyld kan læse filosofen selv, godt nok i min gendækning. Parmenides' dækt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fixeret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikkeord til, hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer, som Parmenides' dækt rejser. Parmenides blev født omkring 515 før Nål i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnede for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole efter byen, jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosofer, særlig Platon. Parmenides' logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende, og så kan han anskus som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder. Parmenides' centrale begrebspar er væreren og ikke væren. Det vil sige, hans pointe er på en måde, at det ikke er et reelt begrebspar, der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip. Sidste gang hørte vi om Pythagoras, og tidligere har vi beskæftiget os med Tales. Især Animaxandres Aperon, hans svar på hvad alt i en eller anden forstand kommer fra og er, rimer på Parmenides' vision. Aperon var jo ubestemt og endeløs, en form for rent potentiale, i modsætning til en række andre præsukartikeres bud, som var mere elementære i betydningen med fokus på sådan noget som de klassiske fire elementer. Parmenides' interesse i væren smager altså af Aperon. Den pythagoræske version med hans idé om en bagvidlæggende enhed, numero uno, der både er uendelig og udelt, ligger også i nærheden af Parmenides' værens begreb. Der er jo et kilder, der forbinder Parmenides med Pythagoræerne, men vi ved ikke meget om sammenhængen om at læse Parmenides som sin egen. Jeg vender tilbage til hans tænkning og det digt, vi har, hvor han præsenterer den, lige om lidt. Men jeg vil lige hurtigt trække en tråd til buddhismen, Nagarjuna og Gautama selv. Som jeg var inde på i tidligere episoder, finder vi også her den idé om en skælden mellem den almindelige verden og en bagvidlæggende virkelighed. Og for at det ikke skal være løgn, konciperes den sanne realitet hos buddhisterne ligesom hos Parmenides, som en ubevægelig enhed, forandringsløs og evig. Nu var Nagarjuna jo omkring 600 år senere end Parmenides og et helt andet sted, men det er interessant, at de samme temaer og argumenter genfindes. Zeno, der var elev af Parmenides, er kendt for sine paradoxer, som det om skildperioden, der aldrig vil indhente haren, og de samme argumenter for, hvorfor bevægelse og forandring er umuligt, findes hos Nagarjuna. Alle de ligheder får mig til at tænke på, hvordan Parmenides og præsokratikerne i det hele taget nok skal læses som mere spirituelle eller mystiske, end man ofte gør. Jeg mener, som jeg var inde på sidst i forbindelse med Pythagoras, oldgrekerne fremstilles mange steder som nørder, der bare er interesserede i at finde de rigtige svar på logiske puslespil eller naturvidenskabelige spørgsmål. Nu er der ikke noget galt med at være nørdet, men der er gode grunde til at tro, at oldgrekernes spekulationer var koblet til oplevelsen af verden, at det ikke bare var en teori, der blev søgt, men en praksis i verden, en mystisk-religiøs-spirituel praksis, som rationalitet og logik så voksede frem i. Præsokratikerne opererede i en tid, hvor filosofi, religion og mystik ikke var pænt adskilte domæner. Deres tænkning var indlejret i en verdensforståelse, hvor teoretisk indsigt og spirituel praksis var tæt sammenvævet. Som vi hørte i afsnittet om Pythagoras, var hans skole ikke blot et akademisk foretagende, det var et religiøst fællesskab med indvielsesritualer og spirituelle praksiser. Den blanding var almindelig i den græske verden. Det var en tid, hvor der opstod mange mysterie-kulter, og man kan sige, at de filosofiske skoler ofte havde karakter af at være mysterie-skoler. Når præsokratikerne søgte indsigt, gjorde de det ikke udelukkende gennem rationel analyse, men også gennem kontemplativ praksis og oplevelsesorienteret og poetisk inspiration fra naturen. Der er træk her, der minder mere om f.eks. den buddhistiske traditions vægt på meditation og direkte erkendelse af sandhed, end det ofte indrøms. Jeg siger "indrøms", fordi det er en del af et generelt vestligt selvbillede, at vores tænkning er radikalt anderledes end den østlige. Når man fordyber sig i begge traditioner, viser det sig, at der er langt flere ligheder mellem dem og langt flere forskel internt i dem end kligerne, siger. De gamle græske filosofers budskaber og verdensbidler må have haft reelle konsekvenser for deres oplevede verden. I Parmenides fokus på at overskride almindelig sanselig erfaring til fordel for en dybere forståelse af virkeligheden, har der givetvis været et ønske om en fundamental transformation af menneskets forhold til virkeligheden. Det ses også i den især senere etisk-moralske filosofi. Den er tæt forbundet med filosofernes liv. Hele ideen om vissmanden med hans kærlighed til visdom var en helhed af tænkning og eksistens, på en måde som må have været radikalt anderledes end vores moderne tendens til specialisering og skuffetænkning. Så alt i alt må man sige, at den filosofiske udforskning i sin begyndelse var tæt forbundet med æstetiske, poetiske og mystiske erfaringer. Den var ikke langt fra at være en religiøs praksis. Det, der gør det hele uhyre spændende, er så, at det, vi kan kalde for rationel undersøgelse, bliver vægtet stadig højere, og at det giver anledning til sammenstød og efterhånden spørgsmål om, hvad der er hvad, og hvorfor det er gavnligt at forsøge at sortere. Men nok med de meta-overvejelser. Hvad er det for en tekst, vi har fra Parmenides? Det drejer sig om hans digt om naturen. Vi kan takke Simplicius, neoplatonikeren fra de sjette århundrede, som vi før har brugt. I hans kommentar til Aristoteles' Fysik skrev han, at Parmenides' digt var sjældent og at det derfor var værd at citere det, han var i besiddelse af, fuldt ud. Så tak for det, Simplicius. Vi har også flere andre mindre fragmenter af Parmenides' digt. Fagfolk vurderer, at vi måske er i besiddelse af en tredjedel af Parmenides' oprindelige tekst. De siger sig selv, at den tredjedel er noget af et puslespil, og at teksten som sådan er vanskelig at oversætte. Næsten alle linjer kan diskuteres. Men teksten synes er færdig i tre dele. Først er der en prolog, hvor Parmenides beskriver et møde med en gud ene, og så går han over og fortæller ham både den egentlige sandhed og hvad dødelige mennesker går og forestiller sig. Så kommer anden del, sandhedens vej, hvor gud ene fremlægger den her egentlige sandhed eller transcendentale realitet, som er uden forandring, uden bevægelse og er en evig sammenhængende enhed. Og endelig kommer så tredjedel, den tilsyneladende vej, som beskriver, hvad de dødelige mennesker fejlagtigt går rundt og tror. Den sidste del har vi desværre næsten ikke noget af. Men det er interessant, at det i hvert fald er muligt at se Parmenides samlede argument som noget, der ligner, hvad jeg var inde på i forbindelse med buddhismen. På den ene side er der det tilsyneladende, den almindelige, uundersøgte og pragmatiske hverdagsvirkelighed. På den anden side er der den egentlige virkelighed, den reelle realitet, som er helt anderledes, end vi umiddelbart går rundt og tror, og som man altså kan få noget at vide om, hvis man ellers stoler på gudinden eller vismandens åbenbaring. Jeg har lavet min egen gendækning ud fra flere akademiske oversættelser til engelsk. Min version er ikke voldsomt gennemarbejdet, men den er i hvert fald tæt på plausible fortolkninger af linjerne. Det er selvfølgelig mine fortolkninger, og visse steder har jeg tilladt mig at klargøre tankegangen, som jeg forstår den. Men det er ganske få steder, jeg decideret har tilføjet noget, som slet ikke kan siges at stå i teksten. Mit mål har været at lave en tekst, som er forståelig, og som i det mindste giver en fornemmelse af, at det er poesi, vi har med at gøre. Et dækt, som falder i en poetisk og rytmisk diktion. Lad mig kalde det en skitse til en gendækning. Harmonides om naturen. Sat i gang af min stræben trækker hopperne vognen med mig i. Flytter og bringer og fører mig af den vej, der er besunget så ofte. Gudindens vej, ja, det er gudinden, der leder den vidt begejrlige mand. De vejvante gangere trækker os kraftfuldt hen over grunden, anstrengt til yderligheder under jomfruers koncentreret blik. Akselen glødende rød i sine skafter, fløjter, skinger og viner, for den bliver dræbet på hver side af de viullende hjul. Jomfruerne, døtre af solen, sørger for min svimlende rejse fra nattens hus, som jeg i min stræben forlod, til fordel for lys, hvori de fjerner sløerne og lader sine ansigter komme til syne. Der svæber portene til nattens og dagens stier, en overligger og en terskel af sten indrammer dem, og de ætteriske porte er selvfyldt med store døre, til hvem den eftersøgte retfærdighed holder nøgler. Pigerne lokkede gudinden med snedige lavmælte ord, overtalte hende listigt til at skubbe låsens bolde tilbage. Mæssingstolperne svingede på deres sokler med nitter og stifter, og dørene blev slået op og viste et gæbende hul, som jomfruerne kørte vogn og gangere lige igennem. Gudinden modtog mig vendeligt, tog min hånd i sien og sagde, "Velkommen, unge mand, sig tak til de heste, der bar dig, og hils de udødelige guider, der har hjulpet dig frem til mit hjem. For det er ingen dårlig skæbne, men ret og retfærdighed, der har sendt dig ud på denne tankernes rejse, der ellers ligger langt fra menneskers slagende vej. På denne vej skal du lære det hele, både sandhedens sandhed, den som er hjertet af verden og virkelighedens virkelighed, men også hvad de dødelige tror har eksistens og er ægte, selv om det kun er tilsyneladende klarsyn og lufttomme ord. Også det skal du lære, både sandhed og hvorfor der er løgn. Kom, jeg vil fortælle, og du skal lytte til det, jeg forklarer, så du først kan indse og siden formidle hele historien, om de to veje til indsigt, der overhovedet kan tænkes, den til det, der virkelig eksisterer og aldrig kan mistes, det er den vej, der overbeviser, fordi den er sand, og den til det, der ikke eksisterer og aldrig kan findes, en vej, der måske synes farbar, men ender i blindhed. Du kan ikke vide, hvad der ikke er, det er ikke muligt, for at vide noget er at være noget, noget der er. Det kan ikke benægtes, at alt, der kan tænkes, er verden, for verden har det, der skal til for at være, hvad intethed fuldstændig savner. Erkend, hvad jeg siger, og indse følgerne af hele den lysende sandhed, for ud over vejen til den restløse indsigt er der som sagt en vild vej, som selv stifindere farer vildt på i deres retningsløse og dumme forvirring. Det er de dødelige, der vandrer frem og tilbage i deres hjælpeløshed. Uden lys til at finde den rette vej, som jo er vejen, der findes og er. De tror, at det der er og det der ikke er, er det samme, og mens de forveksler det hele, siger de endda, at det der er og ikke er, er forskelligt. Så mærkeligt er det ikke, at de går i ren i selvmodsigelsens cirkel. For aldrig skal den tanke vinde, at noget der ikke er, er. Forsøg ikke engang at gribe den, du famler i blinde, ud i det tomme. Lad ikke din vane føre dig af den vante vej som en bevidstløs maskine, med ringen for ørene og en tunge, der pludrer uden at have noget at sige. Brug al din forståelses styrke til at høre og indse den evige lære. Kom, gå af den vej, der er tilbage og som fører til det, der virkelig findes. Du vil se, at den ligefrem skilter med tegn på den uskabte evige vær'en. Det der er, er helt i sig selv eksisterende og uendelig fredfyldt. Denne fuldkommenhed skylder ikke andet sin eksistens, end at den er. Er i sig selv, uforgængeligt tidsløs, helt hinsidets forandring. Aldrig har den været, og aldrig vil den blive, for den findes nu. Eksisterer fuldt ud og fuldt ind, fuldt i alle retninger, i en udelelig nutid. Hvordan skulle vær'en kunne blive til, uden allerede at have været? Og hvad skulle den afhænge af, hvis ikke af sig selv? Hvilken oprindelse vil du foreslå? Sig ikke, den kom fra ingenting. Eksistensen af ikke-eksistens er en latterlig tilflugt til nonsens. Spider den frem af ingenting, hvad fik den så til at vokse til den tid? Der ville ingen årsag være, intet tidspunkt at foretrække frem for et andet. Enten eksisterer noget, eller også gør det ikke, der er ingen vaghed her. Du har allerede forstået, at intet aldrig kan danne andet end sig selv, og selv det er en tvivlsom formulering, eftersom intet slet ikke er. Lad din tanke være retfærdig og se, at vær'ens kæder er låst. De tillader hverken tilblivelse eller forsvind. Det eneste valg angår det, der eksisterer og det, der ikke gør, og din hånd er ført af nødvendighed. Opgiv den meningsløse og blinde vej, hvorpå man kun kan gå baglæns, til fordel for den, der fører til den sanfærdige indsigt i det, der er ægte. Hvordan skulle vær'en kunne blive til? Hvordan skulle den kunne forsvinde? Mens den blev til, ville vær'en ikke være, og hvordan kunne tilblivelse så eksistere? Mens den forsvandt, ville forsvindelsen findes, og dermed både eksisterer og ikke. Hvordan skulle vær'en kunne undgå at findes, til indetblivelse afsløres som det absurde? Vær'en kan ikke deles, den er ét usammensat stykke, den eneste helhed vi har. Der er ikke mere eller mindre af den her eller der, for den er uendelig simpel. Alt er fyldt med vær'en, alt hænger sammen, alt er det vær'ne, og vær'en er alt. Hvor abstrakt det end lyder, er det bare at åbne dine mentale øjne. Det er klart som dagen, at vær'en ikke kan skilles fra vær'en. Den er, hvad den er, hverken spredt eller samlet. Nødvendighedens mægtige længder holder vær'en ubevægelig uden forandring, uden begyndelse eller slutning, nu hvor at blive til og forsvinde er drevet i sit nonsens eksil. Forvist af den tvingende sandhed, som altid er sig selv, hvad skulle den trods alt ellers være? I samme stand, selvidentisk, hvilende, holdt på plads af alt det, der ikke kan være anderledes. Virkeligheden kan kun følge gudernes dekret med dets overvældende begrænsende kraft. Uden afgrænsning af vær'en til det, der er, ville intet ikke kende forskel og vokse som cancer. Afgrænset yderst i alle retninger svarer vær'en til en kugles fysiske masse. Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius fra centrum til kant. Denne form er nødvendig, da vær'en ikke kan være lidt mere her og lidt mindre der. Der er jo ikke noget ikke eksisterende, der kan forstyrre vær'ens perfekte continuum. I ét med sig selv, ens over alt og med sin yderste grænse inkluderet, er vær'en en kugle. At opfatte noget er det samme som at opfatte dets vær'en. Du vil aldrig finde en opfattelse uden at også det opfattede findes. Indbygget er det i de ord, der beskriver, og indbygget er det i tingene, at de findes som vær'ene. Der eksisterer ikke noget og vil aldrig gøre det, undtagen den nødvendige virkelighed, der, som en selvfølgernes selvfølge, er den uforanderlige helhed af alt det, der er. Og alle disse ord og sentenser, at vokse og dø, at eksisterer og ikke at eksisterer, at ting bevæger sig rundt og forandrer sig, så en ting bliver til en anden, at dag bliver til nat og nat til dag, som strålende farver, der blinker i epileptiske anfald, er blot etiketter påsat af mennesker, der i forvirring lader sig nare til at tro de sanne. Du har lyttet til mine ord, fundet dem værdige og har omfavnet den evige sandhed. Nu skal du lære, hvordan det ser ud for de dødelige, for at forstå, hvordan de går fejl. De troede, de så den ene form efter den anden og ville finde på passende navne, selvom, som du nu ved, der ikke er eller kan være mere end en form for eksistens. Med dette projekt fordele vildt og fandt aldrig tilbage. De etiketter, de fæstnede på sine tågede indtryk, var radikalt forskellige tegn, som de tiltænkte elementer, der var ligeså adskilte og modsætningsfyldte. Først den eteriske ildflamme, blid og vægtløs i ét med sig selv, og derpå det næste element, de dødelige fandt på som modsætning til flammen, den tætte og tungt mørke nat. Jeg vil nu forklare dig deres system, hvordan de troer kosmos kommer til syne, så ingen dødelige skal kunne hæve det, at de ved noget mere end dig. Og så kommer digtets anden del, hvor Gud inden går videre med en detaljeret kosmologi over de dødelige, sanselige verden. Desværre er der alt for lidt bevaret til, at det kan rekonstrueres eller gendigtes. Martin Heidegger - "Jagten på meningen" Jeg var lidt inde på Martin Heidegger sidste gang, da jeg fortalte om "Jagten på meningen" med Annemark Sanders fragment. Jeg kom jo egentlig først til Heidegger om 100 vis af episoder, men jeg kan ikke lade være med at bringe ham en smule i spil, fordi han var så fascineret af præsokratikerne, ikke mindst af Parmenides. Hvis man lige har brug for en reminder, så var Heidegger tysk og levede fra 1889 til 1976. Hans hovedværk var "Sein und Zeit" - "Væren og tid". I én sætning var Heideggers projekt ifølge ham selv at gentænke hele den vestlige filosofiske forståelse af væren og eksistens. Heidegger mente, at filosofien siden Platon havde misforstået de tidlige græske tænkere, og i særlig grad Parmenides. Hvor man traditionelt havde læst Parmenides som en logisk tænker, der opstillede abstrakte argumenter, så Heidegger noget dybere og mere fundamentalt i hans digt. Og en dyb indsigt i, hvordan væren åbenbarer sig. For Heidegger er væren ikke en fast størrelse, men en dynamisk proces af åbenbaring og tilsløring. De ting, vi opfatter som værene, er manifestationer af den her underliggende proces. Væren eller sandhed er ifølge Heidegger ikke noget selvfølgeligt, der bare viser sig. Det er ikke noget statisk, det er ikke let tilgængeligt, men noget, der aktivt skal søges og vristes frem fra sin skjulthed, som han siger. Og den kamp for at afdække sandheden er en grundlæggende del af den menneskelige erfaring, hvis man spørger Heidegger. Han forbinder den her idé om erfaringen af værens uskjulthed med den græske oplevelse af det guddomlige. Heidegger forestiller sig nærmest, at grækerne oplevede det guddomlige som en pludselig og helt overvældende åbenbaring, et udbrud af væren, intet mindre. Hvis det lyder mystisk, både i betydningen svært tilgængeligt og helt bogstaveligt mystisk-spirituelt, så er man på rette vej. I den forstand kan man sige, at Heidegger læser Parmenides mere i antikkens ånd end så mange andre. På den anden side handler Heideggers fortolkninger uden tvivl primært om hans egne idéer. Men altså, i Heideggers læsning er Parmenides' dækt en rejse mod den her værens uskjulthed, ledet af gudinden Aletaija. Parmenides kalder nu ikke gudinden for Aletaija, men det er et centralt begreb i dæktet, som betyder "sandhed" eller "utilslørethed". Heidegger griber fat i det ord og bruger det som gudindens navn. Det giver mening for såvidt som hun er en slags personificering af sandhed og retfærdighed. Karakteristisk nok får Heidegger meget ud af den etymologiske forbindelse til det utilsløret. Ud af de byggesten danner han kæder af mening. Han mener, at følge den vej, sandhedens gud ende, siger, leder til en afsløring af væren, så den kan lyse for os i sin utildækkede og rene form. Heidegger og sandhed "Jeg er jo ikke ligefrem Heideggerianer" og synes ikke, at han er nogen sønderlig dyb, tænker, blandt andet fordi den sproglige maskine, der driver hans tekster, er så tydelig og hurtigt forstået, og så fordi han nærmest gør en dyl ud af ikke at være skeptisk over for sine egne fetischer. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde det interessant og indimellem ligefrem nyde hans prosa. Her er nogle tekststykker plukket fra slutningen af en forelæsningsrække om Parmenides, som Heidegger holdt i 1942-43. Så kan man jo selv danne sig et indtryk, hvis man ikke allerede har et. Jeg kommenterer kort efter hver bid. "Men hvad er essensen af sandhed for os? Vi ved det ikke, fordi vi hverken forstår essensen af sandhed eller forstår os selv, og vi ved ikke, hvem vi selv er. Måske er denne dobbelte uvidenhed om sandheden og om os selv en og den samme. Men det er allerede godt at kende denne uvidenhed, og netop for verdens skyld, til hvilken tænkningens erbødighed hører. Tænkning er ikke viden, men måske er den mere essentiel end viden, fordi den er tættere på væreren i den nærhed, som er skjult langt væk fra. Vi kender ikke essensen af sandhed. Derfor er det nødvendigt for os at spørge til den og at blive presset mod dette spørgsmål, for at opleve den minimale betingelse, der skal opfyldes, hvis vi sætter os for at ophøje essensen af sandhed med et spørgsmål. Denne betingelse er, at vi påtager os tænkning. Ja, essensen af sandhed. Jeg synes, det er sjovt at på den ene side ydmygt erkende, at vi ikke kender essensen af sandhed, men på den anden side åbenbart har sikkerheden om, at sandhed har en essens. Hvorfor i alverden skulle den have det, og hvad skulle det overhovedet betyde? Vores forsøgte refleksion er blevet ledsaget af én indsigt. Den er dette. Vi kan kun tænke essensen af sandhed, hvis vi bevæger os på de allerydreste kanter af væren som helhed. Vi anerkender dermed, at et historisk øjeblik nærmer sig, hvis unikhed på ingen måde er bestemt på simpel vis eller overhovedet på baggrund af den nuværende situation i verden og af vores egen historie i den. Det, der er på spil, er ikke blot eksistensen og ikke-eksistensen af vores historiske folk, heller ikke eksistensen og ikke-eksistensen af en europæisk kultur, for i disse tilfælde er det, der er på spil, kun værende væsner. Forud for alt dette må der træffes en oprindelig beslutning om væren og ikke-væren selv, væren og ikke-væren i deres essens, i deres essences sandhed. Hvordan skal værende væsner kunne reddes og sikres i deres essences frihed, hvis værens essens er uafgjort, uforhørt og endda glemt? Uden værens sandhed er væsner aldrig standhaftige. Uden værens sandhed og uden værens og sandhedens essens forbliver selve beslutningen om et væsens, væren og ikke-væren uden den frihedens åbenhed, hvorfra al historie begynder. Med den kontekst, at vi er i 1942-43 i et nazi-Tyskland, som Heidegger ikke gjorde noget for at tage afstand fra, er ordene decideret ubehagelige at læse. Hvad taler Heidegger egentlig om her? Det lyder som ren nazisme, iklædt hans personlige abstrakte stil. Selv hvis man kan læse det på en anden måde, fremstår essenstænkningen og den eventlige søgen efter oprindelighed ikke blot filosofisk naiv, men decideret foragtelig. Jeg får lyst til at kaste en tanke til den relationelle ontologi, der blev skitseret i episode 9 om Nagarjuna. Det er en god modgift mod Heideggers sorte kategorier. Men alt det hører ikke til her. Jeg er tilbage til grunden til, at jeg klippede det her stykke af teksten ud. I det følgende citat vender Heidegger sig direkte mod Parmenides digt, og det er et skud ende, som han kalder "aleteia", "sandhed" eller "utilslørethed". Jeg skal lige forklare ordet "Occidenten", der optræder hen imod slutningen af stykket. Jeg tænker ikke, at det er en del af de flestes aktiv leksikon. "Occidenten" refererer til "vesten", både i geografisk og kulturalt forstand. Det har ofte været brugt til at beskrive de vestlige lande og civilisationer, i modsætning til "orienten", altså Østen. Heidegger bruger ordet som betegnelse for den vestlige kulturarv med rødder i antikkens Grækenland og stamme formet af kristendom osv. Og dybe, dybe, essentielle rødder. Spørgsmålet vender tilbage, hvad er essensen af sandhed for os? Vore forelæsninger var kun ment som en henvisning til den region, hvorfra Parmenides ord taler. Direktivet i denne reference viste sig pege mod den destination, som den oprindelige tænker er på vej mod, nemlig Gudinden, aleteias hjem. Dette hjem bestemmer også kursen af tænkerens ægte erfaring. Gudindens hjem er det første ankomststed på tænkningens rejse, og det er også afrejsestedet for den tænkningsrute, der fremsætter alle relationer til værende væsener. Dette hjems essens er fuldt ud bestemt af Gudinden. Hendes tilstedeværelse er det, der gør hjemmet til det hjem, det er, og i tilstedeværelsen er hendes essens opfyldt. Hun er det selvpræsenterende og derfor iboende lyses blik ind i mørket. Aleteia er det åben barede, der i sig selv beskytter alt opstående og alt til synekomst og forsvinden. Aleteia er essensen af det sande, sandheden. Sandheden bor i alt, hvad der kommer til nærvær. Den er essensen af al essens, essentialiteten. At erfare det er den oprindelige tænkers skæbne. Hans tænkning ved essentielt sandhedens essens, ikke bare det sandes essens som essensens sandhed. Ligesom tilblivelsens essens er Aleteia begyndelsen selv. Rejsen til Gudindens hjem er en tænken ud mod begyndelsen. Tænkeren tænker begyndelsen, for så vidt han tænker Aleteia. Således erindret er tænkningens ene tanke. Denne tanke, tænkerens dictum, går ind i occidentens ord og sprog. Dette sprog udtrykker historiens essens, og historien, fordi den kommer fra væren, og fordi væren kun uventet kommer til syne, bliver altid tilegnet i det uventede ved begyndelsens oprindelighed. Historien, der er afstemt efter klarheden i værens oprindelige essens, bestemmer igen og igen de værende væsner til en skæbne af forfald i langvarige tilsløringer. Ifølge denne skæbne hersker forfald nu. Det er aften for det, der uroprindeligt opstod. Landet, der af historien er trukket ind i denne rumtid og beskyttet i den, er aftenlandet, ifølge dette ords oprindelige værens historiske betydning. Occidentens sprog udtrykker begyndelsen, det vil sige den stadig skjulte essens af værens sandhed. Ordet i occidentens sprog bevarer det vestlige menneskes tilhørsforhold til gudinden Aletaias hjemregion. (Musik) (Musik) (Musik) Jeg garanterer ikke for alle detaljer i oversættelsen af hejdækker her, men jeg kan godt love, at helhedsindtrykket er til at regne med. Aletaia er essensen af det sande, sandheden. Sandhed bor i alt, hvad der kommer til nærvær. Aletaia er essensen af al essens, essentialiteten. Man kan sige meget om hejdækkers sproglige maskine, men hejdækker var i hvert fald glad for at essentialisere, for at tingsliggøre begreber, for at danne begreber med bindestreger og for at substantivere verber. Han var også rigtig glad for at bruge begreber på dem selv i stadig mere abstrakte rundgange. (Lyst til at skrive) For når vi først begynder at værenstænke den værende værens essenskvalitet og at vi skal komme den værne i verden som en værn til, ja lad mig bare sige til værs og god eller værs ardi, i det udtryks oprindelige værens historiske betydning, så åbner der sig en hel verden til væren af værens muligheder. Men spøj til side. Det kan godt være, at det er en overfladisk kritik. Når vi kommer til hejdækker, lover jeg at læse og kritisere hans skrifter mere i dybden. (Lyst til at skrive) (Lyst til at skrive) (Lyst til at skrive) Til allersidst kan jeg ikke lade være med at give nogle kommentarer fra mit eget udsigtstårn, som ikke er bygget af elvenben, mere sponplader og andre forhåndenværende materialer. Ligegyldigt hvordan man læser Parmenides, kan man ikke komme udenom, at ikke-eksistensen af det, der ikke eksisterer, er en central pointe og præmis. Mine egne tanker handler ikke så meget om, hvad Parmenides fik ud af det, og hvad han i det hele taget mente, men om hvad hans udsavn kan betyde i mit verdensbillede, ja, hvad de bør betyde, for så vidt som jeg nu tænker, hvad jeg nu tænker, pt. Og hvad så det? Jo, den sammenhæng jeg tænker de spørgsmål og temaer, som Parmenides dækt rejser, er en slags nominalisme. Dvs. en tankegang, hvor man er opmærksom på, at det sprog, vi nødvendigvis bruger, hvis vi vil tale om noget, ikke svarer til virkelighed på en simpel måde, men er et resultat af både kulturhistoriske tilfældigheder og vores kognitive og sandsemæssige realitet som de biologiske organismer, vi er. Her er en hurtig og løs skidse af mit verdensbillede i den her episodes kontekst. Universet med alt, hvad der er i det, er, som det er. Det, der er, kan vi betragte på mange måder. Vi kan være interesseret i meget forskelligt, men vi er rent faktisk interesseret i ret bestemte forhold. Vi er levende biologiske organismer, og hvad der betyder noget for os, har visse størrelsesforhold, visse funktioner og effekter, visse fremtrædelsesformer for vores sanser, visse tidsmæssige dimensioner osv. Naturvidenskaben, jeg tænker især på fysikken, er ikke hinsiddets vores menneskelige serinteresser. De er ikke hinsiddets vores perspektiv. Men fysikken er den menneskelige aktivitet, som kommer længst i en frigørelse fra det. Når man spørger fysikken, hvordan verden kan beskrives på det mest generelle niveau, så er det PT. Beste Svar nok noget i stil med som kvantefelter. Hvis vi nu for eksemplets skyld tager det for gode varer og siger, at det simpelthen er sådan, der er så og så mange felter, der gennemtrænger universet overalt, med de værdier, de nu har i alle punkter, så er det, hvad verden er. Per definition i mit postulerede eksempel er det, hvad der findes, og dermed verden som sådan, så at sige set fra det mest generelle perspektiv. I det perspektiv er det rigtigt, som Parmenides siger, at der ikke på nogen måde findes noget andet. Der er ingen entedhed, ingen ikke-eksistens, intet fravær, kun det positivt værende. Der er ikke noget, der mangler, det er komplet og perfekt. Det er også rigtigt, at der i en vis forstand ikke er forandring. Der er ikke noget, der opstår eller forsvinder i de her bølgende og pulserende felter. Om tiden går eller ej, kan man for så vidt selv bestemme, det er et spørgsmål om perspektiv. Det nominalistiske i min tankegang handler så om, at vi, os mennesker, taler rigtig meget om mangler, om det, der ikke er der, om det uperfekte og om forandring. Det gør vi af gode grunde, men det er vores behov, det er vores begær og vores sprog om det, vi bruger. Når jeg mangler et par rene strømper, og dem jeg leder efter ikke er i skuffen, er der ikke en slags ikke-eksisterende strømper, der findes der et eller andet sted. Det eneste sted, de manglende strømper findes, det er i min mentale verden. Det er til gengæld et helt reelt og meget vigtigt og afgørende fænomen, at vi i vores mentale verden kan danne begreb om noget, vi mangler, og videre begreb om forskellige typer og grader af eksistens og ikke-eksistens. Også i moderne filosofi har der været meget diskussion om, hvad de bedste måder er at forstå de her forhold på. Det er nemt at forstå en sætning som "Julemanden findes ikke", men en præcis og dyb analyse af, hvad der foregår, når vi siger det og når vi forstår det, er meget vanskeligere. Der er jo et anstrengt og paradoks i sådan et udsagn. Hvis julemanden ikke findes, hvordan kan vi så egentlig hæve det det, at han ikke findes? Altså, hvad er det for et "ham"? Hvad er det "det", der ikke eksisterer? Spørgsmålet kan kaldes "referenceproblemet". Hvordan kan vi referere til noget, der ikke eksisterer? Hvis julemanden ikke findes, hvad er det så overhovedet, vi taler om, når vi siger, at han ikke findes? Vi kan også spørge, når vi taler, forpligter vi os så til, at der eksisterer referencer til de ord og navne, vi bruger? Der er steder i Parmenides' dækt, der lyder, som om han mente noget i den stil. Som en slags nominalist er min tilgang "deflationary", som man siger på engelsk. Jeg vil gerne lukke lidt luft ud af ballonen og mene om, at vi bruger sprog på alle mulige måder, og at ord som "væren" og "eksistens" har mange fleksible betydninger i forskellige kontekster. Julemanden eksisterer ikke i en betydning. I en anden betydning sidder han i Lyngby Storsenter i weekenderne i december. Det er nu stadig en vanskelig opgave at give en til bundsgående analyse af referenceproblemet og hvordan det bedst forstås. Det skal vi nok støde ind i en anden god gang. Jeg vil bare markere, at jeg finder det ufrugtbart at reificere begreber som eksistens og væren. Væren skal ikke tingsliggøres, som Parmenides formentlig gør, og som Heidegger i hvert fald gør, og det er i den grad. Væren er ikke en ekstra ting eller et yderligere grundlag for verden. Det er et linguistisk artefakt, noget der falder ud af det sprog, vi bruger, som i sidste ende er relateret til, at vi er væsener, som kan danne begreber om det ikke værende. At vi kan det er som sagt relateret til, at vi har behov og at vi kan repræsentere de behov. Uden hele den kæde ville der ikke være noget referenceproblem, men jo altså heller ikke mennesker. Ja, jeg ved godt, det var meget komprimeret. Men det sprog, vi har, giver masser af mening. Især når det bruges på de måder, det så at sige er beregnet til. Blot fordi vi har ordet "er" og nominativet "at være", er der ingen grund til at tro, at der svarer et stykke virkelighed til det, ingen grund til at forestille sig en perfekt og evig kugle af væren. Det der er, er universet simpelthen inklusiv alt inventar. "Ex", sagde han, og pegede insisterende på den mest generelle måde, han kunne. "Ex". For mig forekommer det plausibelt, at alt, hvad der er i en vis forstand, er en udifferencieret enhed. Jeg læser Parmenides sådan, at vi dødeliges navngivning, vores opdeling af alt i de kategorier, vi er interesseret i, ganske rigtigt er vores etiketter, som ikke nødvendigvis ville stemme overens med besøgende rumvæseners etiketter. Ja, vi behøver ikke engang at appellere til noget, der ligger uden for livet på jordkloden. Din og min omverden er ikke helt den samme, og en flues, en frøs og en flagermuses omverdener må være ganske forskellige. Hvis de kunne tænke mere end de kan, og tale, ville de ikke anvende de samme kategorier som os. De ville ikke skære naturen ved de samme led. Det var allerede gode gamle kinesiske schwanze inde på i episode 6. Hvis nu der fandtes guder, ville de måske helt kunne undvære etiketterne, og aldrig tale om noget udparet og bestemt, aldrig operere med forskellige kategorier og grænselinjer. De ville så heller ikke selv være til at pege ud, og deres navn ville falde sammen med navnet fra kosmos. Vi navngiver og kategoriserer, og ikke mindst lægger vi planer og forestiller os handlinger. Når vi mærker sult eller tørst, er det noget vi mangler, det er mad og drikke, som ikke er der, som vi ikke har. Fordi vi repræsenterer vores livsverden mentalt, kan vi, ja forhåbentlig kan vi, handle, så de her mangler ordnes og behovene tilfredsstilles. Vi finder mening i tiden, der går, fordi vi fylder den med projekter, fra en kløve på halsen, der mangler at blive kløvet, til dialoger med medmennesker, til forestillinger om samfundsudviklingen, til teorier om universets fjerne fremtid. Alt det er godt og i orden, for det er sådan, vi er. Det er også sandt, for det er sådan, vi er. Noget jeg har imod de tankegange, der så gerne vil afsløre virkeligheden, afdække den til fordel for en ultimativ sandhed, er, at det så hurtigt bliver misvisende og et misbrug af sprog. I jagten på det fundamentale og ultimative, er det som om, man er tilbøjelig til at smide barnet ud med badevandet og så præsentere badevandet som det mest virkelige af alt. Det er jo rigtigt, at vi fortolker, konstruerer og ser alt fra vores perspektiv. Men hvis spørgsmålet om hvad alting er, uden videre oversættes til et spørgsmål om, hvad alting er uden vores deltagelse, så taler vi jo bare om en fest, universet holder, hvor vi ikke er inviteret. Er den fest nødvendigvis dybere eller mere ultimativ? Og hvad skal vi sige om den fest? Der er ikke spor at sige. Hver eneste gang, vi siger blot en smule, trækker vi nødvendigvis på vores menneskelighed. Det er, og her tillader jeg mig at udtale mig som menneske på vegne af os mennesker i alt vores væren og gørende, egentlig helt som det må være, eftersom det er, hvad vi er. Og så er det endda sådan, at vi er en del af det hele. Tak fordi du er den du er. Det kunne ikke være anderledes. Tak fordi du brugte lidt af din væren på denne lytten-til-slutningen.