Om det hele og resten
Serien Thøfner læser filosofihistorien - og samtaler om det hele (og resten) med digtere, filosoffer, forskere og hverdagens tænkere.
Om det hele og resten
Præsokratikerne: Heraklit og Melissos (TLF16)
Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk.
Vandet giver plads til dette.
Nu dette.
Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod.
Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos.
"Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning.
Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer.
Litteratur, bl.a:
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press.
Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics.
(Musik) Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøgende, i korte uddrag, fuldstændigt, fragmentarisk, idiosynkratisk ...
Floden hvor du satte din fod lige nu er væk. Vandet giver plads til dette. Nu dette.
Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, før den opstod.
Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos. Tiden har ikke efterladt os præcise årstal for deres liv. Vi ved, at Heraklit blomstrede omkring den 69. olympiade i 504-501 f.v.t. Det fortæller Diogenes Laertius. Det sikreste historiske holdepunkt for Melissos er, at han i 441 f.v.t. vandt over Athens flåde som admiral. Allerede de ydre omstændigheder viser to meget forskellige livsbaner. Heraklit voksede op i Ephesus i byens fornemmeste familie, og med hans aristokratiske ophav havde han ret til at blive en af byens lovgivere. Efter overleveringerne afviste han den position og spillede i stedet terninger med børn i Artemis-templet. "Hvorfor undrer I jer, huslinger?" skulle han have spurgt sine medborgere. "Er det ikke bedre at gøre dette, end at deltage i jeres politiske liv?" Heraklit var ikke handlingens mand, men en tilbagetrukket tænker, som kendes for sine gådefugle og koncentreret udsavn. Melissos derimod var en handlingens mand. Han voksede op på øen Samos og blev en succesfuld politisk og militær leder. Som nævnt triumferede han i 441 f.n.t. over selveste Athens flåde under Perikles. Vi ved ikke meget andet om hans liv. Diogenes lager til os skriver, at han var elev af Parmenides. Om det skal forstås bogstaveligt, er ikke til at vide. Men der er ikke tvivl om, at han videreførte Parmenides tanker og skrev i traditionen fra den eleatiske skole. I en sætning var udgangspunktet, at al forandring er illusion. Heraklit skrev i en tid, hvor de joniske naturfilosoffer havde skabt en tradition for at søge verdens grundprincip, men han vendte sig imod deres simple forklaringer. Heraklit samtidig så ham som en gådefuld skikkelse, den grejdende filosof, der foragtede menneskers dumhed. At han fik det tilnavn "den grejdende filosof" er enten et udtryk for, at han var skuffet over menneskeheden, eller det er en sproglig misforståelse. Theophrast bruger udtrykket melankolia om Heraklit, men på det tidspunkt betød det impulsiv natur. Først i senere græsk kom melankoli til at betyde, hvad vi forstår ved melankoli. I en sætning er Heraklits udgangspunkt, at alt er i bevægelse og forandring. "Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidtforskellige tilgang til både liv og tænkning. Det er sjovt, at det er den handlekraftige admiral-filosof, der har visionen om en forandringsløs verden, mens den tilbagetrukne digter-filosof ser en verden i konstant forandring. Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prose, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer. Heraklits tekster udstråler en vis aristokratisk distance, og forudsætter en læser, der er med på at gøre et arbejde for at afkode gåderne. Melissos' tekster er nok præget af hans praktiske erfaringer som statsmand og admiral. Han er f.eks. interesseret i konkrete spørgsmål om udstrækning og rum, og den forudsatte læser forventer logisk argumentation og systematisk sammenhæng. Det er næsten som de moderne begreber om analytisk og kontinental filosofi, der peger på to væsens forskellige måder at gå til filosofien på. Melissos' systematiske argumentation og fokus på logisk konsistens peger frem mod den analytiske traditionsidealer, mens Heraklits poetiske tvetydige stil finder genklang i den kontinentale traditions mere litterære tilgang. Lad mig være lidt lyrisk og sige to veje til sandheden gennem sproget, to måder at kæmpe med filosofiens grundspørgsmål på, to stemmer der stadig taler til os på tværs af årtusinder. Læs heraklit Lad mig sige lidt mere om de to former for skrift, før vi hører nogle eksempler. At læse Heraklit er som at træde ind til et orakel. Hans fragmenter, overleveret gennem senere filosofers citater, er bevidst gådefulde. Lag på lag af betydning folder sig ud. "Naturen elsker at skjule sig", skrev han, og hans egen skrivestil efterligner den her naturens tilbøjelighed til at skjule sit sande væsen. Tag f.eks. hans berømte flodfragment. "I de samme floder træder vi, og træder vi ikke ned. Vi er, og vi er ikke." Her er selve sproget i bevægelse. Sætningen struktur afspejler den dobbelhed, den beskriver. Vi træder både ned og træder ikke ned. Er og er ikke. Heraklitler er ikke blot ordene beskrive virkeligheden. Der er en poetisk performativ dimension i dem. Hans aforismer er komponeret med en digters præcision. Hvert ord er omhyggelig valgt, ofte med flere betydningslag, der spiller sammen. Som når han skriver, "Buens navn er liv, dens gerning død." På græsk er der en skriftlig lighed mellem ordene for liv og bue, og lydligt er der også kun en betoningsforskel mellem dem. Det er omtrent "bios" overfor "bios". Den lighed udnytter han til at skabe en poetisk og betydningsmæssig effekt, der kobler liv og død sammen, så at sige i "Buens spændthed". Det siger sig selv, at det ikke er så nemt at oversætte sådan et fragment. En dansk mulighed, der har været brugt, er at bevare noget af ordspillet ved at oversætte det som "Buens navn er liv, dens værk er liv, øds ophør." Hvor "øds ophør" står i parenthes, så man kan stoppe op og forstå "Buens navn er liv, dens værk er liv" og fortsætte "livets ophør". En mere gumbetung oversættelse kan være "Buen, hvis navn betyder liv, har som funktion at bringe død." Her skal man nok også tænke på, at man i oldtiden ville være tilbøjelig til at regne med en vis naturlig og given forbindelse mellem tingene og deres navne. En bue var et dødbringende våben, og dens navn var ikke tilfældigt, men havde en forbindelse til buens natur. På tilsvarende vis var forbindelsen mellem "Bios" og "Bi-os" nok også nem at forstå som betydningsfuld. Jeg vil også prøve at give oversættelsen et skud. Ikke at jeg er tilfreds med det, men mit bedste bud er "Livet er livsbuen spændt" Eller hvad med "Livsbuen er spændt op til liv"? Nej vel? Jeg læser et lille udvalg af Heraklit-fragmenter lige om lidt. Først noget om Melissos' skriftform. Melissos' krystalklare prose står i skarp kontrast til Heraklits dunkle poesi. Her møder vi filosofen som logiker, der skridt for skridt opbygger sit argument. Hans tekst bevæger sig fremad gennem eksplicite slutninger. Hvis noget er, må det være ét, og hvis det er ét, kan det ikke have en krop. Hver præmis følger af den foregående som sten lagt på sten i en solid mur. Melissos' lærermester Parmenides udtrykte jo ellers sin filosofi i poetisk form, som vi hørte i episode 14, men eleven valgte altså den klare og systematiske prosesvej. Man kan sige, at han gav den eleatiske filosofi sit mest præcise og udfoldede udtryk. "Det, der var, var altid og vil altid være. Og hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting før'n det opstod. Hvis der ingenting var, kunne der på ingen måde opstå noget af ingenting." Her er der ingen ordspil eller udsøgte metaforer, derimod er der præmisser og konklusioner i forløb af psylogismer. "Hvis så, og så", altså "det og det", og dermed kan det konkluderes, at "Hvor Heraklit styrker paradoxet som erkendelsesform, stræber Melissas efter utvetydig klarhed. Hans sprog er næsten matematisk i sin præcision, renset for poetiske vendinger." Det er næppe en stilistisk tilfældighed, men derimod en filosofisk nødvendighed, for Melissas er den sanne virkelighed hensidens altforandring og mangfoldighed, og derfor må sproget, der beskriver den, også transcendere dagligsprogets flertydighed. Selve Melissas prosastil, opbygningen af argumentationen som sten lagt på sten, bliver en demonstration af hans filosofiske pointe om verdens uforanderlige solide natur. Form og indhold går op i en enhed, præcis som hos Heraklit var med det modsatte sigte. Hvis Heraklit udtrykte sig i lange, prosagiske kæder af ord, ville formen ikke stemme overens med hans verdensbillede. Det afbidler jo en verden i konstant bevægelse og forvandling. Hver fragment står på en gang som isoleret glimt af indsigt og som aspekter af en dynamisk strøm af modsætninger. Man kan ikke læse det samme Heraklit-fragment to gange. Her kommer intet mindre end 6 minuters Heraklit-fragmenter. Mange forstår ikke hvad de har set og kan ikke bedømme hvad de har lært, selvom de siger til sig selv, at de ved. Den der ikke kan søge det uforudsete ser ingenting, for den kendte vej er en blind gyde. Tingene bevarer sine hemmeligheder. Øjet, øret, sindet i aktion, det værdsætter jeg. Af alle de ord, der endnu er sagt, kommer ingen så langt som vidst om. Sindets handling hensiddes alt, hvad der kan siges. Det, som altid var, er og vil være evigt levende ild. Det samme for alle, kosmos, skabt af hverken Gud eller menneske, genopføles i takt med, at det brænder væk. Ilden, i sin måde, forandrer sig på af et hav, forvandlet mellem græne af lyn og den faste jord. I det alle ting forvandles til ild, og den udslugte ild vender tilbage, som tingene, sælges afgrødrende for penge, brugt på mad. Luft dør og føder ild, ild dør og føder luft, vand fødes således af døende jord, og jord af vand. Hvordan vil du slippe væk fra en ild, der aldrig svinder eller går i stå? Uden solen, hvilken dag, hvilken nat? Solen er ny igen hele dagen. Ifølge kosmiske regler er det sådan, at dag bliver til nat, vinter til sommer, krig til fred, overflod til hungersnød. Alle ting forandrer sig, ild trænger ind i myreklumpen, indtil de sammenføde læmer dør og stiger op igen i røg, der kaldes røgelse. Hvis alt blev forvandlet til røg, ville næsen være dommens sæde. I det afgrundsdybe mørke kendes sjælen således på duften. Det, der var koldt, bliver snart varmt, og det varme snart koldt, så fugt tørrer, og tørre ting drukner. Det, der blev spredt, samles. Det, der var samlet, blæser fra hinanden. Floden, hvor du satte din fod lige nu, er væk. Vandet giver plads til dette. Nu dette. Fra spændingen ved at binde modsætninger kommer harmoni. Harmonien efter det kendte lyder dybere end det kendte. Men lad os ikke gøre for hastede gæt til vores klareste tanker. Under kammen er sammenfiltringen og den lige vej den samme. Kosmos fungerer ved harmoni af spændinger, ligesom lyren og buen. Derfor er godt og ondt ét. To, der bliver til én, er aldrig én. Når vi diskuterer det samme, er vi uenige. Når vi synger sammen, konkurrerer vi. Vi vælger hinanden til at være ét, og fra det ene afviger begge snart. Hvad ville retfærdighed betyde uden uretfærdigheder? Mens kosmisk vidstom forstår, at alle ting er gode og retfærdige, kan intelligens finde uretfærdighed her og retfærdighed der. Selvom det, de vågne ser, er dødbringende, er det, de sorgne ser, døden. Vejen op er vejen tilbage. Begyndelsen er slutningen. Kun de levende kan være døde. De vågne sover. De unge er gamle. Tiden er et spil, der spilles smukt af børn. Ligesom floden, hvor jeg træder, ikke er den samme, og er, således er jeg, som jeg ikke er. Se, barnet, der er født under nymåneden, holder sit barnebarn i sine arme under den gamle måne. De vågne har én verden til fælles. I mellemtiden vender de sorgne sig bort, hver især ind i deres eget mørke. For en Gud lyder den viseste mands vidstom apatisk. Skønhed i et menneskeansigt ser også apatisk ud. Alt i alt har vi opnået abernes fortræfligheder. Den abe, som aberne finder smukkest, ser abeagtig ud for ikke-aber. Det lyder godt ikke at være helt så dumt. Spørgsmålet med så meget vin og let selskab er, hvordan? Efter døden kommer intet, man har håbet på eller forestillet sig. Stilhed. Helbredelse. Stilhed. Helbredelse. Før jeg går videre med at læse nogle uddrag af Melissos' prosa, holder vi fast i Heraklit, for vi skal lige kigge på et fragment, der er overleveret af Sextus Empiricus. Det drejer sig om indledningen til, hvad der måske har været en bog af Heraklit. Som vi ser med de fleste præsokratikere, har vi kun deres ord i form af de fragmenter, scener og forfatter citerer. Så kan man spørge, om det ikke bliver bestemmende for det indtryk, vi får af skrivestilen. Kunne man forestille sig, at vi på mirakuløs vis fandt et overlevende manuskript fra Heraklits egen hånd, og det så viste sig, at han skrev langt mere sammenhængende og mindre gådefuldt, end vi tror? Sådan er det næppe, når det angår Heraklit, for både tidlige beskrivelser af hans tekster og sværhedsgraden i dem og indholdet i de fragmenter, vi har, giver et samstemmende billede i stil med det, jeg har forsøgt at tegne. Det indledningsfragment, vi har, er dejligt modsætningsfyldt, helt som det bør være. Det er det længste stykke græsk proser, vi har bevaret før Herodots historie, som det er cirka 50 år ældre ind. Og det betyder altså ikke, at det er særlig langt. Det handler om en 5-6 linjer. Det er bemærkelsesværdigt ikke bare for sin længde, men især for sin ekstraordinært fortættede og personlige stil. Hvor den tidlige joniske proser typisk strebte efter klarhed i fremstillingen, så dyrker Heraklit bevidst det dunkle og gådefulde. Prøv at høre stykket i en almindelig og måske normaliserende oversættelse. Skønt denne lære eller logos altid består, for bliver mennesker uforstående både før de har hørt den og når de først har hørt den. For selvom alt sker i overensstemmelse med denne lære eller logos, ligner de uerfarne, når de prøver sig med sådanne ord og gerninger, som jeg fremfører, i det at skældne af hver ting efter dens natur og forklare, hvordan den er. Men andre mennesker er lige så uvidende om, hvad de gør i vågentilstand, som de er om, hvad de gør i søvn. Lige en kort bemærkning om ordet "logos". Det bliver jo kun mere og mere centralt fremover. I denne her sammenhæng har det mange betydningslag. Lære, tale, fornuft, verdensorden, princip. Alle de ting klinger med. Nå, men hvad kan vi bide mærke i, når det gælder det her åbningsfragment? For det første er det jo et sammenhængende stykke broser. For det andet påpeger Heraklit fra starten af, at tekstens indhold ikke vil blive forstået. Han udtrykker ikke ligefrem tillid til sin læser, i hvert fald ikke til en pøbel af læsere. Denne lære eller logos vil altid bestå, men mennesker forbliver uforstående både førunder og efter læsningen. Det er radikalt anderledes, end hvad Melissos ville have skrevet i en tilsvarende indledning. Og det er en ret vild position, Heraklit tilskriver sig selv. En helt isoleret, epistemisk situation. Han er den eneste, der ser den åbenlyse og umiddelbart tilgængelige sandhed i en verden af sovende zombier. Interessant nok møder vi allerede i første sætning en karakteristisk syntaktisk tvetydighed. I den græske, originalt tekst er der nemlig en fundamental uklarhed om, hvordan ordet "aieae" - "altid" eller "evigt" - hvordan de skal læses syntaktisk. Det lille ord "aieae" kan nemlig både knyttes til det, der kommer før og til det, der kommer efter. Så vi kan altså både læse "Denne logos består for evigt", hvor aieae beskriver logos' evige karakter, og vi kan læse "Mensker er for evigt uden stand til at forstå", hvor aieae beskriver menneskers vedvarende eller evige uforståenhed. Det fine er, at begge læsninger giver mening og faktisk beriger hinanden. Logos er evig, og menneskers manglende forståelse er evig. Så Heraklit laver en elegant direkte parallel mellem det evige princip og den evige misforståelse af det. Ligesom det tidligere eksempel med liv og buge, bios og bios, er det tydeligt, at Heraklit tænker som en digter og skriver som en digter. Fordi jeg har bygget denne episode op omkring kontraster, så skrev jeg for sjov et bud på, hvordan det kunne have set ud, hvis Melissos havde skrevet en tilsvarende åbning. Det er altså et helt fiktivt bud på, hvordan et tilsvarende fragment fra Melissos kunne have set ud. "Denne lære eller logos vil altid bestå, og den er en og uforanderlig. Dette kan enhver som søger sandheden indse, for hvis den kunne forandre sig, måtte der være noget, den kunne forandre sig til, og dette noget måtte være forskelligt fra læren selv. Men intet kan være forskelligt fra det, som er, for det, som er anderledes end væren, ville være ikke-væren, og ikke-væren er umulig." Meningen med kontrasten er at demonstrere, hvordan selve forventningen til, hvad man kan få ud af at læse en tekst, adskiller sig fundamentalt mellem Heraklit og Melissos. Førstnævnte forventer misforståelse og har ikke egentlig tillid til ordenes rationelle orden. Sidstnævnte er fuld af tillid til, at det, der bare bliver forklaret ordentligt med tvingende virkning, vil føre til rationel erkendelse. Og nu til nogle rigtige Melissos-fragmenter. Først et stykke, der ligger direkte i forlængelse af Parmenides, men udviser en lidt anden opfattelse af begreber som evighed og spørgsmålet om altidsafgrænsning. "Det, der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting før'n det opstod. Hvis der ingenting var, kunne der på ingen måde opstå noget af ingenting. Da det altså ikke er opstået, er og var det altid og vil altid være. Det har hverken begyndelse eller ende, men er uendeligt." – Aperon. For hvis det var opstået, ville det have en begyndelse, for det ville være begyndt at opstå på et eller andet tidspunkt, og en ende, for det ville være holdt op med at opstå på et eller andet tidspunkt. Men da det hverken er begyndt eller holdt op, altid var og altid vil være, har det ingen begyndelse eller ende. For det, som ikke eksisterer helt og holdent, kan umuligt være altid. Intet, der har begyndelse eller ende, er evigt eller uendeligt. Men ligesom det altid eksisterer, således må det også altid være uendeligt stort. Hvis det ikke er ét, vil det grænse op til noget andet. For hvis det er uendeligt, vil det være ét. For hvis det er to, kan disse ikke være uendelige, men vil grænse op til hinanden. For Parmenides, som vi hørte i episode 14, var det tilsyneladende vigtigt, at altid af pæon eller væren som sådan var afgrænset. Han sagde jo ligefrem, at væren havde kugleform. "I ét med sig selv, ens over alt, og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle." Men Melissos tænker det ikke sådan. Han pointerer tværtimod, at altid er evigt, såvel i tid som i rum. Det er uendeligt. Et ord, som Parmenides ikke brugte. Når Parmenides kom ind på den tidsmæssige udstrækning, pointerede han, at det værende ikke har været eller vil blive. Det er derimod nu, altså en form for tidsløs forståelse, at det værende eksisterer i et evigt nu. Såvidt jeg kan læse, er den forståelse Melissos har, en mere velkendt uendelighed og evighed. Læs mere om vores videoer. Kan du lide vores video? Hvis du kan lide den, så kan du også lide den, hvis du kan lide den. Hvis du kan lide den, så kan du også lide den. Nu skal vi høre et lidt længere fragment, hvor Melissos forsøger at sige noget mere om væren. Eftersom han allerede har slået fast, at væren er evig, uendelig og perfekt ensartet, så kan han kun komme med flere uddybninger af, hvad den ikke er. Det mest bemærkelsesværdige i fragmentet er måske, at Melissos pointerer, at det værende ikke kan føles sorg eller smerte. Argumentationen er klar nok. Både smerte og sorg indebærer mangler og forandring, og det er helt udelukket. Men hvorfor sige det? Taler Melissos imod et muligt synspunkt, hvor det værendes enhed har følelser? Læst på den måde kan man se ham som en slags deistisk panteist, for hvem det guddomlige er den evige væren, naturen i bredest mulig forstand, og for hvem denne natur ikke har noget i stil med en psyke. Som Jørgen Meyer skriver i Førsokratiske filosofer, "Man føler igen, hvor svært det har været for grekerne at nå frem til den begrebsverden, der forekommer os så selvfølgelig. Det har ikke været nemt at få verden opdelt i levende og livløse væsner og finde ud af, hvilke egenskaber der tilkom hver af de to grupper. Selv Platon og Aristoteles regnede himmellæmmerne for guder. I den tidlige filosofi var det normalt at anse det grundlæggende element i tilværelsen for guddomligt." Det er noget af det, der er uhyrespændende ved at læse de gamle tekster, at man ligesom kan skimte noget af selve det basale begrebsarbejde. Arbejdet med at skælne, sortere, kategorisere. Arbejde, der har effekt helt op til vores tid. "Således er det altså evigt, uendeligt, ét og helt igennem ensartet. Og det kan hverken gå til grunde, blive større, omordnes, føle smerte eller sorg. For hvis det undergik nogen af disse forandringer, ville det ikke være ét. For hvis det værende forandrede sig, kunne det umuligt være ensartet. Men det, der tidligere var, måtte gå til grunde. Det, der ikke er, måtte opstå. Hvis det nu bliver forandret med hensyn til et enkelt hår i løbet af 10.000 år, vil det gå helt og holdent til grunde i tidens løb. Det er heller ikke muligt, at det omordnes. For den tidligere eksisterende orden går ikke til grunde, og den ikke eksisterende orden opstår ikke. Og når intet hverken tilføjes, går til grunde eller forandrer sig, hvorledes kan det så være, efter at være blevet omordnet? For hvis det blev forandret i en eller anden hensene, ville det jo allerede være blevet omordnet. Det føler heller ikke smerte, for det kan ikke være helt og holdent, når det føler smerte. For det, der føler smerte, kan ikke være evigt, og har heller ikke lige så stor styrke som det, der er raskt. Og det kan ikke være ensartet, hvis det føler smerte, for det er i kraft af et eller andets fravær eller tilstedeværelse, at det kan føle smerte, og så kan det ikke længere være ensartet. Heller ikke det raske kan føle smerte, for så ville det raske og det værende gå til grunde, mens det ikke værende ville opstå. Om sov gælder det samme argument som om smerte. Der findes heller ikke noget tomt rum, for det tomme rum er ingenting, og ingenting kan slet ikke være. Det værende bevæger sig heller ikke, for der er intet sted, det kan trække sig tilbage til. Men det er fuldt. For hvis der var tomt rum, ville det trække sig tilbage til det tomme rum, men da der ikke er noget tomt rum, er der intet sted, det kan trække sig tilbage til. Det kan heller ikke være fast eller løst, for det løse kan umuligt være lige så fuldt som det faste. Det løse bliver jo netop mere tomt end det faste. Man må afgøre, om det er fuldt eller ej på følgende måde. Hvis det rummer noget eller optager noget i sig, er det ikke fuldt. Hvis det hverken rummer noget eller optager noget i sig, er det fuldt. Det må altså nødvendigvis være fuldt, hvis der ikke er noget tomt rum, og hvis det er fuldt, bevæger det sig ikke. Hvis det er fuldt, bevæger det sig ikke. I det sidste stykke Melissos, vi skal høre, forsætter han argumentationen, nu med vægt på, at vores sandseverden ikke er til at stole på. Det kan simpelthen ikke passe, at vi på den ene side regner med, at der findes sådan noget som jern og gulv, og at vi på den anden side oplever, at det slides, nedbrydes og forandrer sig. Det ville ikke forandre sig, hvis det var virkeligt. Det sjove var nemt, det ville være at skrive teksten om, så den ville argumentere for de modsatte. Eftersom vi klart ser forandringer, kan det værende ikke være evigt. Men Melissos er jo ikke ligefrem empirisk indstillet. Et andet stort tema i tekststædet, vi skal høre, er det, der kendes i filosofisk jargon som problemet om "det ene og det mange". "Det ene og det mange" på græsk hen "kai polla" spiller spørgsmålet om, hvad forholdet er mellem enhed og mangfoldighed. Hvordan skal man forstå verdens mangfoldighed? Hvordan skal man forstå forholdet mellem det permanente og det foranderlige, mellem væren og tilblivelse, mellem den fundamentale virkelighed og vores erfaring af den? Melissos er streng monist. Verdens mangfoldighed er kun tilsyneladende. I realiteten, i sin inderste essens, er alt ét. Der er mange mulige synspunkter. Heraklit fremlægger som bekendt ikke en systematisk filosofi, men det virker tydeligt, at han havde flere brækker at fløte med i sit verdensbillede. Der er en lige forbindelse mellem monismen og benægtelsen af forandring og pluralismen og vægten på forandring. Man kan sige, at hvis Melissos og Heraklit var ordklasser, ville Melissos være et substantiv og Heraklit et verbum. Beskæftigelsen med problemet om det ene og det mange fører mange steder hen, og det er stadig relevant i moderne, metafysiske diskussioner. Platon behandlede indgående temaet i dialoger som Parmenides og Sophisten, og Aristoteles tog problemstillingen op på en anden måde i sin metafysik, hvor han forsøgte at forene enheden i form med mangfoldigheden i materie gennem sin lære om, at alt består af både form og stof, den såkaldte hylemorfisme. Plotin, den nyplatoniske filosof, gør det ene, tog hen til det højeste metafysiske princip, hvorfra alt mangfoldighed udstråles. Alt det her får stor betydning for både middelalderens kristne filosofi og for den islamiske filosofiske tradition, og alt det kommer vi tilbage til, når vi kommer til Platon, Aristoteles og Plotin. Nu til Melissos' argumentation for, at der i den sande virkelighed ikke kan være mange ting, men kun det ene. Dette argument er det vigtigste bevis på, at det værende kun er ét. Men der er også følgende beviser. Hvis der var mange ting, burde de være sådan, som jeg siger, at det ene er. For hvis der var jord og vand, luft og ild, jern og guld, liv og død, sort og hvidt, og alle andre ting, som man siger er virkelige, hvis altså disse er, og vi ser og hører rigtigt, må hver især være sådan, som vi først fik indtryk af, og ikke forandre sig eller blive anderledes, men hver især altid være, som de er. Nu siger vi, at vi ser, hører og opfatter rigtigt. Alligevel forekommer det også, at det varme bliver koldt, og det kolde varmt, det hårde blødt og det bløde hårdt, at det levende dør og opstår af det ikke-levende, og at alt dette forandrer sig, og at det, der var, slet ikke er det samme, som det, der er nu. Det forekommer os endnu, at jern, som er hårdt, bliver slidt væk på grund af sin kontakt med fingeren, såvel som guld, sten og alt andet, som forekommer stærkt, og at jord og sten opstår af vand. Disse forhold stemmer ikke overens med hinanden, for mens vi siger, at der er mange ting, at de er evige og har form og styrke, forekommer de os alligevel at blive anderledes og forandre sig mellem hver gang, vi ser dem. Det er klart, at vi ikke så rigtigt, og at disse ting heller ikke med rette forekommer os at være mange, for de ville ikke forandre sig, hvis de var virkelige, men være sådan, som hver enkelt forekom os at være. Intet er nemlig stærkere end den sande virkelighed. Men hvis de forandrede sig, ville det værende være gået til grunde, det ikke-værende opstod. Derfor, hvis der er mange ting, må de altså være ligesom det ene. Hvis du har en kærlighed, så kan du også tage et forsøg, at forandre dig selv. Det er en stor forhold, og det er en stor forhold. Hvordan kan sproget indfange virkeligheden? Både her, Klits og Melissas, kæmper med det her grundproblem. Og de vælger meget forskellige strategier. Her, Klits accepterer og omfavner sprogets fundamentale flertydighed. Når han skriver, at vejen op og ned er en og samme, så lader han bevidst betydningen svæve et sted mellem det konkrete og det abstrakte. Er det en observation om fysiske veje på bjergsider? Er det en metafysisk indsigt i virkelighedens natur? Er det en moralsk betragtning? Måske er det det hele på én gang. For her, Klits er sprogets flertydighed ikke en begrænsning, men en mulighed. En mulighed for at pege mod den dybere logos, hvor alle modsætninger er forenede. Melissas ser derimod sprogets flertydighed som et problem, der må overvindes. Hans proces dræber efter præcision, for hans ord har én og kun én betydning. Når han argumenterer for, at det værende må være uendeligt, gør han det gennem en kæde af slutninger, der skal udelukke enhver tværtidighed. Det er jo ikke fordi, at de to filosofer er enige om, hvad verden er. Tværtimod. Men sjov nok synes jeg, at man kan sige, at de alligevel mødes på en eller anden måde, næsten som om, at de begge to prøver at nå det samme sted hen med hver deres sproglige strategi. På trods af alle deres forskelligheder, er der en parallel i deres pædagogiske projekt. Både her Klits og Melissas vil gerne ryste sine læsere ud af vanetænkningen. Selvom vores to tænkere kommer meget forskellige steder fra, som man siger, så mødes de paradoxalt nok i en slags erkendelse af sprogets utilstrækkelighed. Heraklits sagde det jo direkte. Den evige logos af mennesker ude af stand til at fatte. Melissas går en omvej. Hans argumentation er stringent og logisk formuleret, men den skal vise, at den verden, vi taler om normalt i dagligsproget, den verden af mangfoldighed og forandring, som vi faktisk oplever, den kan slet ikke være virkelig ifølge Melissas. For mig har det mest spændende ved at læse Heraklits og Melissas op mod hinanden ikke så meget været selve den potentielle filosofiske diskussion om monisme eller pluralisme, substans eller proces. Til det er synspunkterne for tidlige og for fragmentariske. Det, der har optaget mig, er de sproglige, ja skriftlige udtryk for de her verdenssyn. Det er fascinerende, at poesi og prosa som genre også er måder at gribe verden på, at selve udtryksformerne med deres rytmer og diktion næsten ikke er til at skælne fra filosofiske strategier. Jeg ved, det kan lyde banalt, og måske også er det, men jeg er overbevist om, at vi har brug for begge former for at sætte form på vores erfaringer med verden, både prosa og poesi. Og for den sags skyld også alle de andre genre. Man kan ikke bade i den samme flod to gange, og man kan sagtens bade i den samme flod to gange. Man kan ikke engang gentage en sætning, uden den får en anden betydning. Man kan ikke engang gentage en sætning, uden den får en anden betydning. Du er den samme, som du var, før du hørte dette nedslag i Heraklits og Melissos' fragmenter. Og du er ikke helt den samme. Vi høres ved på begge sider af det "og". (Musik)
