Præsokratikerne: Empedokles (TLF17)

En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur.

Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke.

Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere.

I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig.

Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr. 

Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger".

Litteratur, bla.:
Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION.  University of Toronto Press.
Clausen, Sophus: Atomernes oprør
Jüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn)

Chapters

• 0:00 Intro: Historien om Otto Rubensohn og gravsmykket
• 4:56 Strassbourg-papyrussen
• 6:40 Hvem var Empedokles?
• 9:04 Heksameter, Sophus Clausen (eksempel fra Atomernes oprør)
• 10:40 Begyndelsen af Empedokles tekst, først råoversat, så i heksameter
• 13:11 Indholdet i Empedokles' filosofi
• 18:25 Kærlighed, strid og de fire grundelementer
• 25:25 Kosmologi og det guddommelige
• 33:47 Erkendelse og sansning
• 39:36 Dyre- og plantelivets oprindelse
• 46:00 Opsummering
• 49:32 Der mangler noget ...
• 52:14 (Du er der stadig?)
• 52:26 Rubensohn
• 52:51 Åh Rubensohn, Rubensohn (hyldestsang)

Transcript

En støvet novemberdag i 1904 - - stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Robinson - - i en antikvitetsbutik i den ægyptiske by Akmim. Vi er i Øvre Ægypten, der er en af de største byer i Europa. Det er en af de største byer i Europa. Vi er i Øvre Ægypten, omkring 470 km syd for Kairo - - i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Chemis - - og var et vigtigt center for både græsk, romersk og koptisk kultur. Som ung, men allerede respekteret repræsentant for das deutsche Papyrus-Kartel - - havde Otto Robinson gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger. Bare seks år tidligere, som 31-årig - - var han udmattet ankommet til den græske ø Paros - - efter en 13 timer lang rejse fra Piraeus - - hvor han havde kortlagt øens antikke og moderne topografi - - dokumenteret talrige inskriptioner og udgravet flere betydningsfulde heldigdomme. Det hele med hans karakteristiske grundighed. Nu var han her i denne elgamle ørkenby, Agmim - - hvor græsk og ægyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden. Han var fundet ind i en antikvitetsbutik, og hans blik faldt på noget særligt. Et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte koverbladede - - var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans - - og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. "Nekropol fra græsk nekros død og polis by." Altså bogstaveligt talt "de dødes by". Et større gravområde. Ud på aftenen beskrev Rubensson omhyggeligt objektet i sin dagbog - - et tilsyneladende beskedent gravsmykke. Rubensson havde ingen idé om, at hans køb skulle vise sig - - at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler, der tjente som understøtning for de forgyldte blade - - gemte på noget. En tekst, der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere. Otto Rubensson fjernede kovarbladene fra smykket, og de gik senere tabt. Papyrusstrimlerne blev sendt til Strasbourg Universitets bibliotek. I september 1905 blev de 52 fragmenter lagt forløbigt og tilfældigt under glas. Det var bare en midlertidig løsning. Men det var en af den slags midlertidige løsninger, der varede i næsten 90 år. Så lang tid gik der, før nogen forstod den egentlige betydning af de her fragmenter. I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse. Teksterne på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof M.P.Docles - - fra det femte århundrede før vores tidsregning. Det var lidt af en sensation, for det var første gang, man fandt en direkte overleveret tekst - - fra en førsokratisk filosof, ikke bare citater og genfortællinger - - fra senere forfattere som så vanligt. Det var historien om en af de mest bemærkelsesværdige opdagelser - - inden for studiet af antik filosofi. Historien om Strasbourg-papyrussen og den græske filosof M.P.Docles.

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende - - præcis og lejende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem - - helhedssøgende i korte uddrag, fuldstændig, fragmentarisk - - idiosynkratisk, udvalgt, multiperspektivisk - - formidlet, uansvarligt og overraskende. Udlagt, af selvnævnt, ekspert, analytisk og intuitivt - - læser Thøfner filosofihistorien, et stykke tekst ad gangen. 

Papyrussen var professionelt skrevet med tydelige uncialer - - store bogstaver omkring slutningen af det første århundrede. Særligt bemærkelsesværdigt var et gamma-tegn i marven - - der markerede vers nummer 300. Det var en professionel skrivers diskrete lille tegn - - som han satte for at holde styr på, hvor meget han skulle have i løn for sit arbejde. Det lille tegn skulle vise sig at blive uvurderligt for forskernes forståelse - - af tekstens struktur og omfang. I 1999 kulminerede Martin og Oliver Primavesis arbejde - - med udgivelsen af "L'Impedocle des Strasbourg" - - en pragtudgave med fremragende fotografier og en grundig videnskabelig dokumentation. Impedocles tekst indeholder over 74 verslinier, hvoraf 54 hidtil var ukendte. De bevarede fragmenter giver os et unikt indblik i Impedocles' filosofi - - om de fire elementer, jord, luft, ild og vand - - og hvordan de blev bragt sammen og adskilt af de kosmiske kræfter - - kærlighed, filia og strid, nækos. Fundet har også kastet nyt lys over forholdet mellem Impedocles' naturfilosofiske og religiøse tænkning. Hvor man tidligere anså de aspekter som adskilte, viser papyrusen, at de var tæt forbundne. Tekstens overlevering er i sig selv bemærkelsesværdig. Det var kun fordi papyrusen blev genanvendt som understøtning i et gravsmykke, at den overlevede.

Men hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2.500 år - - gemt i en ægyptisk gravkrans? Han var en af altidens gådefulde og farverige skikkelser, filosof, dækter, læge, mystiker, politisk figur. Han levede i den græske by Akrakas i Sicilien omkring 490-430 f.v.t. Impedocles personificerede på mange måder græsk filosofisk guldalder - - hvor grænsen mellem det guddomlige og det menneskelige var noget flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddomlig skikkelse, der vandrede blandt mennesker - - iført purpur kappe med en guldkrone om hovedet og bronze sandaler på fødderne. Det skriver Diogenes Laertius i hvert fald. Der går mange legender om Impedocles død. Den mest kendte er historien om, at han kastede sig i vulkanen Etna. Den historie er særlig velfortalt af Horatz i Ars Poetica - - hvor han bruger den som et eksempel på digterisk vanvid. Ifølge legenden ønskede Impedocles at forsvinde sporløst - - for at understøtte myten om sin udødelighed og guddomlige opstigning. Diogenes Laertius skriver, at han ville bekræfte rygtet om, at han var blevet en gud. Men sandelig om vulkanen selv ikke ødelagde hans plan - - den kastede en af hans karakteristiske bronze sandaler op igen - - så det blev tydeligt, at Impedocles endeligt var alt for menneskeligt. Som en filolog har bemærket, minder det motiv lidt om askepott historiens glassko. Det er fodtøjet, der bliver det afgørende tegn, der afslører personens sande identitet. I det her tilfælde, at Impedocles ikke var en gud, som han ellers selv gik og sagde. Bronze sandalerne var en del af Impedocles omhyggeligt konstruerede guddomlige image. Diogenes Laertius beskriver specifikt, hvordan Impedocles bar bronze sandaler - - og en delfisk krans for at fremstå guddomlig.

Det er sjove legender. Men Strasbourg-papyrussen giver os noget mere værdifuldt end legenderne. Den giver os Impedocles' egne ord. Ordene falder i heksametervers, samme versform som i f.eks. Homers Iliade - - med seks versefødder. På græsk væksler heksameteret mellem lange og korte stavelser. Dansk fungerer på en lidt anden måde, om at bruge tryk i stedet for - - så heksameteret væksler mellem tryk stærke og tryk svage stavelser. Formen er så dam-dum-dum-dam-dum-dum-dam-dum-dam-dum-dam-dum-dam-dum. Men der er nogle muligheder for at variere schemet lidt.

Bare for at minde om et af de fineste danske eksempler på heksameterdækning - - Sofus Clausens "Atomernes oprør" fra 1925. Første strofe handler netop om heksameterformen og dens forbindelse med Homer.

Som naar i Pampas en Gaucho med Lasso skal indfange Heste,
samles fra Pegasus' Ryg de rimløse Spand Hexametre,
let uden Skole og Tvang - kun lidt Pudsning af Fødder og Manke!
Rytteren bæres fornøjet af Versets heroiske Gangart,
følger det følsomme Sexspand og lader det trave og springe.
Hjertet hos den, der staar oprejst og snar i Bevægelsens Midte,
smiler og tror paa Bedrifter fra glemte homeriske Tider.

Men det er Empedocles, vi er i gang med. I den tekstmængde, vi har, udfolder han sin vision om kosmos - - og sin egen selvforståelse folder han også ud. Overleveringerne om, at han var en selvisænsendesetende skikkelse - - bliver bekræftet i hans poesi. Her er en oversættelse, der følger originalteksten slavisk. Bagefter har jeg gjort mit eget forsøg på en rytmisk version i heksametre.

"O venner, I som bor i den store by ved den gule Akragasflod." "Højt oppe i byen optaget af gode gerninger." "Erhverdige værter for fremmede, ubekendte med ondskab." "Vær hilset. Jeg går blandt jer en udødelig Gud." "Ikke længere dødelig." "Æret af alle, præcis som jeg synes at være." "Prydet med bånd og festlige kranse." "Så snart jeg ankommer til blomstrende byer, bliver jeg æret af alle mænd og kvinder." "Og de følger straks efter i titusindvis." "De vil vide, hvor vejen til gevinst er." "Nogen har brug for spoddomme." "Andre med alskens sygdomme, søger et helbredende orakel." "Efter længere at være blevet pint af hårde smerter."

Og så en lille øvelse. Det er ikke noget, jeg har talent for eller rutine i. Men her er min version på heksametre.

"Hør mig, I venner, som lever ved gule Akragasses vande."
"Højt i den mægtige by, hvor godhed hersker i handling."
"Gæstfrit i favner enhver, mens ondskab aldrig får indpas."
"Jeg vandrer nu blandt jer som Gud, frigjort fra dødelige fare."
"Æret af alle, jeg går, som den Gud, jeg i sandhed er blevet."
"Smykket med hellige bånd og med festlige kranse om panden."
"Når jeg betræder de blomstrende byer med strålende templer."
"Mænd og kvinder i flok strømmer til for at hylde min fremkomst." 
"Tusinder følger mig tæt for at finde den lysende livsvej."
"Nogen vil kende det varsel, som skabten har gemt i sit mørke."
"Andre er syge og søger min lægende vidstdomsorakel."
"Knuet af smerter, der længere og grusomt har pint deres kroppe."

Og nu fokuserer vi på indholdet i Empedokles filosofi. Noget af det fascinerende ved Papyrusfundet er - - at det understreger, hvordan Empedokles sammenvævede rationel naturfilosofi - - med dyb religiøs og mystisk tænkning. Man har altid kendt de to sider af Empedokles - - men ofte var man tilbøjelig til at opfatte det som to adskilte sider - - hørende hjemme i to forskellige tekster. Måske endda en mystisk ungdomstekst og en mere rationel modentekst. Overleveringerne fortæller om to værker af M.P.Dokles. "Renselser" og "Dækt om naturen". Tidligere var man tilbøjelig til at sortere fragmenterne i to bunker - - religion og videnskab. Det fragment virker religiøst, demme over i "Renselser". Det fragment virker videnskabeligt, demme over i "Dækt om naturen". Som jeg før har været inde på, og som nyere forskning nu også siger - - var kategorierne ikke så pænt adskilt i altidens Grækenland. Den her sortering af fragmenterne blev hurtigt noget subjektivt - - og helt afhængig af de forforståelser, forskerne kom med. Papyrusfundet understregede yderligere det problematiske - - i at skille M.P.Dokles temaer ad på den måde. For her har man begge sider repræsenteret i det samme tekstfund. Faktisk kan man spørge, om der overhovedet nogensinde har været tale - - om to M.P.Dokles værker. En forsker som Brad Inwood i "The Poem of M.P.Dokles" - - finder det mest sandsynligt, at det er en senere idé. Hvis det er rigtigt, står vi tilbage med en M.P.Dokles - - som i en og samme tekst er naturfilosof og mystisk-religiøst tænkende. Det kunne nok lyde overraskende tidligere, men ikke længere - - og det er nok emblematisk for, hvordan vi bør tænke på - - åltidens helhed af filosofiske forsøg. M.P.Dokles poesi væksler mellem det rationelle og det mystiske - - de naturvidenskabelige forsøg og det religiøst-etiske. I samme tekststykke kan han gå fra en nøgteren beskrivelse - - af elementernes bevægelse til et hjerteskerende udbrud - - om den skyld, vi pådrager os ved at spise kød. "Åh, at jeg dog var død, før jeg brugte mine klør - - til at begå forfærdelige gerninger for fødens skyld." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." "Jeg har ikke været død, før jeg brugte mine klør til at begå forfærdelige gerninger." Empedocles grundtanke var, at verden består af fire grundlæggende elementer - - jord, luft, ild og vand. De elementer bliver sat i bevægelse af to kosmiske kræfter - - kærlighed, filie, der forener, og strid, nækos, der adskiller. Empedocles filosofi er et bud på en løsning af et af oldtidens store metafysiske problemer. Hvordan kan vi forene Heraklits insisteren på altings foranderlighed - - med Parmenides lige så stærke argument for verdens uforanderlighed? Empedocles svar udfolder sig gennem hans lære om de fire grundelementer - - eller rødder, risomata, ild, luft, vand og jord - - der sammen med de to kosmiske kræfter kærlighed og strid, filie og nækos - - danner grundlaget for al virkelighed. I det følgende uddrag nævner Empedocles de fire rødder. Jeg skal lige sige, at det her uddrag og resten af Empedocles-teksterne, jeg læser - - er relativt mærkelige. Jeg følger originalteksterne i engelsk akademisk oversættelse - - helt slavisk med lange tilægtsformer og det hele. De er ikke normaliseret, fortolket, gendigtet eller justeret. Så bær over med de underlige tekster og husk, at de vil være underlige - - lige meget, hvad man gør med dem. Jeg kan godt lide den mærkelige fremmedhed - - og usikkerheden på, hvad der refererer til hvad. Læg mærke til, at han ikke siger "ild, luft, vand og jord" - - men bruger gudnavne, som repræsenterer elementerne. Hør først om de fire rødder til alle ting - - strålende Zeus og livbringende Hera og Aedonavus og Nestes - - som væder de dødeliges kilde med tårer - - og Pausanias sønavise Ankites. Lyt du! Og bliv ikke tvunget til at tage ærens velrenomerede blomster fra dødelige - - på betingelse af, at du siger mere, end hvad helligt er i dristighed. Og derefter sidder på vidstommens tinder. Men kom, overvej med et hvert nydel, hvordan hver ting er klar. Hold ikke noget syn for mere polideligt end, hvad du hører. Hold ej heller høresansens ekore over tungens klarheder - - og hold på ingen måde de andre lemmers polidelighed tilbage - - hvor der er en passage for forståelse. Men forstå hver ting på den måde, hvorpå den er klar. Ja, Empedocles kom også ind på sanserne, deres indbyrdes rangorden og polidelighed. Jeg vender tilbage til sanserne og erkendelse. Elementerne er, helt som Parmenides kan lide det - - evige og uforandrede i deres natur. De kan hverken opstå eller forgå. Men i modsætning til Parmenides strenge monisme, hvor kun det ene reelt eksisterer - - tillader Empedocles pluralistiske ontologi - - at hans elementer kan blandes og adskilles under påvirkning af kærlighed og strid. Som han poetisk udtrykker det - - "Snart forenes alt til en under kærlighedens magt." "Snart skilles hver del ad og ad under stridens fjendtlige kraft." I følgende uddrag hører vi noget om Empedocles ideer om skabelse. Elementerne nævnes her, og de samles af kærlighedens kraft og deles af striden. "For som jeg sagde før, i det jeg åbenbar grænserne for mine ord - - skal jeg fortælle en dobbelt historie." "For på ét tidspunkt voksede de til at blive én alene fra mange." "Og på et andet igen voksede de fra hinanden til at blive mange fra én." "Ild og vand og jord og luftens grænseløse højde - - og ødelæggende strid adskilt fra disse." "Li i enhver hensene, og kærlighed blandt dem, lige i længde og bredde." "Og du, sku hende med din forstand og sidd ikke med larmede øjne." "For hun anses selv at dødelige for at være medfødt i deres kroppe." "Og ved hende tænker de kærlige tanker og udfører enhedens gerninger." "Kalder hende navnene Glæde og Afrodite." "Hende har intet dødeligt menneske set, viole blandt rødderne." "Men du, hør min beretningsudforskning uden bedrag." "For disse ting er alle lige og jævnaldrende i deres fødsel." "Men hver hersker over et forskelligt privilegium, og hver har sin egen karakter." "Og de dominerer på skift, mens tiden cirkler rundt." Det er så netop gennem den her dans mellem kærlighed og strid - - at forandring bliver mulig, uden at elementernes fundamentale uforanderlighed - - bliver kompromitteret. Kærligheden stræber mod forening, mod at bringe elementerne sammen - - i harmoniske blandinger, mens striden virker splittende og adskillende. Alt i kosmos, fra stjerner til mennesker, fra planter til sten - - er forskellige blandingsforhold af de fire elementer - - holdt sammen eller adskilt af de kosmiske kræfters evige spil. Det er bemærkelsesværdigt, at M. Bedogles grundlægger - - en form for kvalitativ materialisme. Stoffets grundlæggende egenskaber - det varme, det kolde, det tørre, det fugtige - - manifesterer sig gennem elementernes forskellige kombinationer. De aspekter af hans tænkning fik indflydelse på senere naturfilosofi - - ikke mindst gennem Aristoteles' videreudvikling af elementlæren. Samtidig peger Bedogles forståelse af kærlighed og strid - - som fundamentale kosmiske principper frem mod senere metafysiske systemer - - hvor modsatrettede kræfter driver universets udvikling. Man kan tænke på alt fra Hegels dialektik - - til moderne fysiks forståelse af grundlæggende naturkræfter. Man kan selvfølgelig også sende en hilsen til daoismen i Qing og Yin-Yang. I M. Bedogles' vision er de her kræfter ikke bare abstrakte principper. Det er nærmest guddomlige magter, der gennemstrømmer alt værende - - i en evig kamp om herredømmet over kosmos. KOSMOLOGI OG DET GUDDOMLIGE Kosmologi og det guddomlige. I forlængelse af elementlæren udfolder M. Bedogles en storslået kosmologisk vision - - hvor universets udvikling forstås som en evig cyklus mellem enhed og mangfoldighed. I centrum for den cykliske verdensforståelse står begrebet om Sphæros - - den fuldkommende kugle, hvor elementerne hviler i perfekt forening - - under kærlighedens totale herredømme. Den tilstand repræsenterer både universets højeste og guddomlige form - - og samtidig dets begyndelse. I uddraget, vi skal høre, kan man lægge mærke til Sphæros - - den perfekte enheds tilstand. En rundet, frydefuldt, ensom sfære. Der er meget tydelige ekorer af Parmenides her - - med hans kugle af perfekt væren. For det er ædelt at sige, hvad man må sige, selv to gange. Ved at forbinde forskellige høje punkter til andre - - ikke at fuldføre ens de af mine historier. "Der bliver solens strålende form ikke skælnet - - ej heller jordens loddende kraft eller havet." "Og mens de kom sammen, bevægede striden sig ud til grænsen." "Der bliver solens hurtige lemmer ej heller skælnet." "Således er det fastgjort i harmoniens tætte dække - - en rundet sfære, frydende sig i sin glade ensomhed." "For to græne skyder ikke frem fra dens ryg - - ej heller fødder eller hurtige knæ eller potente kønsorganer." "Den er virkelig lig med sig selv på alle sider - - og totalt ubegrænset en rundet sfære - - frydende sig i sin omgivende ensomhed." "Men da striden var blevet næret og var vokset stor i dens lemmer - - og sprang op til sine privilegier - - da blev tiden, som det er fastlagt for hver på skift - - med en bred ed fuldført." "For en efter en blev alle Guddens lemmer rystet." "For alle disse ting, solens glans og jord og himmel og hav - - er blevet sammenføret med deres egne dele - - som blev adskilt fra dem og født blandt dødelige ting." "På samme måde er så mange, som er mere egnede til blanding - - kommet til at blive elsket af hinanden, gjort ens af Afrodite - - men de er mest fjendtlige dem, som er mest adskilte fra hinanden - - i fødsel og blanding og formede former." "Fuldstændig uvante med at komme sammen og meget sorgfulde - - på grund af deres fødsel i strid - - eftersom deres fødsler skete i vrede." Det er altså noget med, at vi har en oprindelig enhed. Men i den bryder striden gradvist ind og begynder at adskille elementerne - - og det skaber den verden af mangfoldighed og forandring, som vi kender. Men det her fald fra enheden skal ikke bare forstås kosmologisk. Det har også en dyb religiøs og eksistentiel dimension. Som Empedocles beskriver det i det dækt, der er traditionelt kaldt "renselserne" - - er vi selv faldende guddomlige væsner eller daimoner - - der gennem synd og blodsudgivelse er blevet forvist fra den saglige sfære - - og dømt til at vandre gennem forskellige inkarnationer. I det næste uddrag, jeg læser, er de guddomlige til stede - - og vi får en kryptisk del af sjælevandringslæren - - som her er forbundet med straffen for at svære falsk. "For hvis det udødelige muse for en hvilket som helst kortlivets skabningsskyld - - har behaget dig at lade vores anlægner passere gennem din tanke - - så svar på mine bønder igen nu, Kaliope - - mens jeg åbenbarer en god tale om de saglige guder." "Der er et nødvendighedens orakel, et elgammelt dekret fra guderne - - evigt forsejlet med brede eder." "Når som helst en i sine sønner kletter sine kære lemmer med blod." Og så mangler der noget tekst her. "Ved misgærningsvære falskt, det er daimonerne, som har vundet langvejet liv." "Vandrer han i 30.000 årstider væk fra de saglige - - voksende til at blive alle slags former for dødelige ting gennem tiden - - udvekslende livets hårde stier." "For æterens styrke forfølger ham ned i havet - - og havet spytter ham op på jordens overflade - - og jorden inde i strålerne af den blændende sol - - og den kaster ham ind i luftens vivler - - og den ene efter den anden modtager ham, men alle hader ham." "Jeg er også nu en af disse - - en udstøt fra guderne og en vandrer, som ståler på rasende strid." Og det skal lige siges, at når jeg siger "æteren" her - - så er det den oldgradske forestilling om en form for ild - - der måske findes i midten af kosmos. Den her sammensmeltning af naturfilosofi og mystisk religiøs tænkning - - er som tidligere nævnt karakteristisk for M.P.Douglas - - der både var filosof og en form for religiøs profet. Hans lære om sjælevandring, metempsykosis - - som han delte med Pythagoræerne - - er intimt knyttet til den her kosmiske cyklus. Ligesom elementerne pulserer mellem enhed og adskillelse - - må sjælen gennemvandre forskellige eksistensformer - - fra planter over dyr til mennesker - - før den kan vende tilbage til det guddomlige. Det fascinerende ved M.P.Douglas system - - er, hvordan det personlige og det kosmiske - - det fysiske og det åndelige er vævet sammen. Hans beskrivelse af det guddomlige som en hellig og uudsigelig ånd - - der med hastige tanker gennemfarer hele verden - - peger i retning af en panteistisk vision - - hvor det guddomlige ikke er transcendent, altså ikke hinsidesverden - - men i naturen selv, imanent. Det kommer særligt til udtryk i hans berømte Udsavn. Vi hørte tidligere om, at Gud eller noget, der svarer til Gud er - "En svære, uendelig, rund og svævende, ilyksalig ensomhed." Den beskrivelse kan både læses som en henvisning til Svajros - - og til den guddomlige natur generelt. Den fuldkomne kugle, hvor elementerne hviler i perfekt forening - - under kærlighedens totale herredømme. Empedocles kosmologi udgør dermed ikke blot et forsøg - - på en teoretisk forklaring på verdens beskaffenhed - - men også en soteriologisk vej. Soteriologi fra Grask, Soterion, Frelse og Logos, Læger - - henviser til lægeren om åndelig frelse eller befrielse. Ideen er, at vi gennem forståelsen af naturens cykliske processer - - og vores egen plads i dem, kan arbejde os tilbage mod den oprindelige enhed. Empedocles tænkning foregriber mange senere forsøg - - på at forene videnskabelig naturforståelse med religiøs eller åndelig indsigt - - fra nyplatonismen til romantikkens naturfilosofi - - til de mange nutidige forsøg på at forene spirituelle ideer med aktuel videnskab. Men når man kan tale om en soteriologisk vej hos Empedocles - - henviser det til, hvordan hans kosmologiske indsigter - - samtidig udgør en transformativ praksis - - der kan lede til åndelig frelse eller befrielse. Kærlighed og kæmpe indsigt Erkendelse og sansning Empedocles erkendelsesteori er dybt forankret i hans materielle ontologi - - og præsenterer en fascinerende teori om, hvordan vi kan opnå viden om verden. Det centrale princip er "Lige erkender Lige". Homoiron homoioi. Lige erkender Lige. Det betyder, at vi kun kan erkende elementerne i verden - - fordi vi selv er sat sammen af præcis de samme elementer. Som Empedocles udtrykker det - "Med jord ser vi jorden, med vand ser vi vandet - - med luft, den guddomlige luft, med ild, den fortærende ild - - med kærlighed ser vi kærligheden, og med strid, den sørgelige strid." Her et lidt længere citat, der starter med Lighedsprincippet for erkendelse. "Med jorden ser vi jorden, med vand, vand - - med æder, strålende æder, men med ild, blusende ild - - kærlighed med kærlighed, og strid med skadelig strid." "For det er umuligt, at der skulle være tilblivelse fra det, som ikke er - - og at det, som er, skulle blive ødelagt, er umuligt og uhørt - - for det vil altid være der, uanset hvor man måtte skubbe det hen og hvornår." "Og intet af helheden er hverken tom eller i overskud - - for de er, som de var før og vil være - - og jeg tror ikke, at endeløs tid nogensinde vil være tom for disse to." "Jeg skal fortælle dig noget andet. Der er ingen vækst af nogen af alle dødelige ting - - ej heller nogen ende i ødelæggende død - - men kun blanding og udveksling af det, som er blandet, eksisterer - - og vækst af det navn, som mennesker giver dem." Den erkendelsesproces, som M.P. Dokles baserer på Lighedsprincippet - - forklarer han gennem en sofistikeret teori om porer og udstrømninger. "Alle ting udsender konstant strømme af partikler - - og vores sansorganer har porer af forskellige størrelser - - der korresponderer med disse udstrømninger." "Når udstrømningerne matcher porernes størrelse, opstår sansning." Den her materielle teori om sansning og erkendelse - - illustrerer M.P. Dokles evne til at forene det fysiske og det åndelige. "Tænkning og bevidsthed har en forklaring i blodet omkring hjertet - - hvor elementerne er blandet i det mest perfekte forhold." M.P. Dokles stoler ikke fuldt ud på sanserne. Han er dybt bevidst om sansernes begrænsninger - - og deres potentielt bedraveriske natur. "Snevre er de redskaber, der er spredt gennem lemmerne." "Meget elendigt rammer dem og sløver deres tanker." "Menneskets erkendelse er begrænset af vores kropslige konstitution - - og sand indsigt kræver mere end blot sanselig erfaring." "Her træder fornuften - nus - ind som et højere erkendelsesniveau - - der kan begribe de grundlæggende principper bag fænomenernes verden." "Således skreb sød fat i sød, og bitter styrtede til bitter." "Skarp gik til skarp, og varm pegede sig med varm." "Og den blege saffrans klarhed blander sig med lindet." "Fra elementerne er alle ting blevet tilpasset sammen og er formet - - og ved disse tænker de og føler glæde og smerte." "For menneskers snille er udvidet i forhold til, hvad der er til stede for dem." "Og for så vidt som de skifter over til at blive forskellige - - så langt vil de finde, at deres tænkning også frembringer forskellige ting." "Således har der ved tilfældighedens vilje alle ting tænkning." "Hjertet er næret i have af blod, som springer frem og tilbage." "Og især der kaldes det forståelse af mennesker." "For menneskers forståelse er blod omkring hjertet." "Og for så vidt som de sjældneste ting tilfældigvis mødes og falder sammen." Det er interessant at se, hvordan erkendelsesteorien afspejler den større kosmiske cyklus. Ligesom elementerne i verden væksler mellem forening og adskillelse - - under påvirkning fra kærlighed og strid - - oscillerer vores erkendelse mellem umiddelbart sanselig erfaring - - og højere filosofisk indsigt. Der er sådan en fundamental og dynamisk spænding i Empedocles tænkning - - mellem det fragmenterede sanselige perspektiv - - og håbet om en helhed af guddommelig forståelse. Empedocles' erkendelsesteori fik betydelig indflydelse på senere tænkere - - ikke mindst fordi den påvirkede Platon og Aristoteles og deres teorier om perception. Og så kan man jo sige, at Empedocles' materielle forklaring på sansning og tænkning - - altså det, han insisterer på, at det er læmelige, kropslige funktioner - - at det foregriber aspekter af moderne fysiologi og forståelse. Dyre- og plantelivets oprindelse. Empedocles' tekster, også bl.a. "Strasbourg og papyrussen" - - viser os, hvordan han forstod livets opståen og udvikling. Han beskriver, hvordan forskellige væsner bliver skabt, når elementerne blandes i forskellige forhold. Fugle opstår, når det lette element ild eller æder dominerer - - mens jordbundne skabninger fødes, hvor det tunge element jord er fremherskende. Hvis man har masser af god vilje og fantasi - - så kan man jo sige, at han på sin egen poetiske måde formulerer en slags - - proto-evolutionær tankegang. De sidste linjer i det følgende fragment taler om, hvordan forskellige menneskeformer voksede frem. "Og behagelig jord i hendes velbyggede kanaler - - modtog to dele af strålene næstis ud af de otte - - og fire af hefeistos, og de bliver hvide knogler tilpasset sammen med harmoniens guddomlige lim." "Limene byggemel med vand." "Så mange hoder uden halse skød frem, og arme vandrede nøgne berøvede skuldre - - og øjne streffede alene fattige på panner." "Men når daimon blandedes mere med daimon - - og disse ting kom sammen, når de tilfældigvis mødtes - - og mange andre ud over disse dukkede konstant frem til væren." "Mange med to ansigter og to brystkasser voksede frem - - okseagtige med menneskeansigter - - og igen dukkede der humanoider med oksehoder op - - blandede på en måde fra mænd og på en anden måde i kvindelig form - - udstyret med skyggefulde lemmer." Empedocles' teori om livets udvikling repræsenterer et af de mest sofistikerede tidlige forsøg - - på at forklare arternes oprindelse og mangfoldighed. Man kan godt sige, at han beskriver en gradvis evolutionær proces - - hvor forskellige livsformer opstår gennem elementernes sammenblanding - - under kærlighed og stridsindflydelse. Og igen, hvis man er tilstrækkelig large - - så kan man skimte en lillebitte Darwin langt ude i de tanker. I fragmenterne af det, der traditionelt har været kaldt "Digt om naturen" - - beskriver han fire stager i livets udvikling. Først opstod enkelte lemmer og organer hver for sig - - hovedløse nakker, arme uden skuldre, øjne uden panner, flydende frit omkring. I det næste stadium begynder de dele at blive forenet - - ofte i bizarre kombinationer, som skaber de her uhyrlige væsner. Mange skabninger blev født med ansigter og bryst på begge sider - - mennesker med oksehoveder og omvendt okser med menneskehoveder. Og så kan man sige, at der i Empedocles' fortælling - - sker en form for naturlig selektion, hvor kun de levedygtige kombinationer overlever - - så de harmoniske livsformer, vi kender i dag, gradvist opstod. Det følgende citat beskriver den tidlige udvikling af levende væsner. Men kom nu, hør disse ting om, hvordan adskillende ild - - bragte nattens skud op af mænd og kvinder fulde af klagesange. For historien er hverken langt fra mærket eller ulært. Først kom der op fra jorden hele naturlige omrids - - havende en del af både vand og varme. Ild sendte dem op, ønskende at nå sit lige - - og de viste endnu ikke nogen yndig ramme af lemmer - - hverken stemme eller det lem, der er specifikt for mennesker. Overham kommer også gennem syn, begær efter samleje. Afrodites opdelte inge. Men lemmernes natur er blevet revet fra hinanden, delvis i en mand. Og det blev udgydt i rene steder. Nogen, som møder med kulde, bliver kvinde. For den maskuline type kom til at være jordens varmere del - - og på grund af dette er mænd mørke og mere kraftige i bygning og mere loddende. M.P. Douglas forstod planter som besjællede væsner. For ham var der ingen fundamental forskel mellem planter og dyr. Begge besidder bevidsthed og følelser, om end i forskellig grad. "Vid, at alt har forstand og del i tænkning", sagde M.P. Douglas. Den radikale udvidelse af bevidsthedens kategori - - hænger sammen med læren om sjælevandring. Planterne er potentielle inkarnationer for sjæle, der er på deres kosmiske rejse. M.P. Douglas' biologiske tænkning kulminerer i en form for økologisk holisme. Alt levende er forbundet gennem deres fælles oprindelse i elementerne - - og deres deltagelse i den kosmiske cyklus. Hans beskrivelse af, hvordan alle ting ånder ind og ud - - peger på naturens kredsløb og hvordan alle livsformer er gensidigt afhængige. Det aspekt er særlig relevant i nutiden - - hvor vi oplever et behov for at gentænke vores forhold til naturen. Der går en lige linje fra M.P. Douglas' evolutionære tanker - - til Aristoteles' mere systematiske biologi - - og gennem ham videre i den europæiske naturvidenskabsudvikling. Hans evne til at kombinere nøgteren naturobservation med poetisk, filosofisk indsigt - - gør ham til en vedkommende stemme i diskussioner om forholdet - - mellem videnskab, filosofi og økologisk bevidsthed. Her når vi nærmere slutningen på episoden - - ser vi en hurtig og opstrammet opsummering. M.P. Douglas kan ses som en overgangsfigur. De tidligere filosoffer havde forklaret verden med hver deres yndlingselement. Parmenides var mere abstrakt og enhedssøgende. M.P. Douglas omfortolkede Parmenides statiske opfattelse af verden - - og regnede med fire elementer. Så gjorde han det hele dynamisk med de to basale kræfter kærlighed og strid. Resultatet var en pluralistisk ontologi, hvor alt der eksisterer - - er resultater af kræfternes sammenføjende og adskillende effekter - - i en form for kombinatorik. Parmenides perfekte kugle af verden er dog stadig med - - som Sphyros, den fuldkomne kugle, hvor elementerne hviler i perfekt forening - - under kærlighedens totale herredømme. Det er universets begyndelse og mål. Ligesom Pythagoræerne troede en bedokles på reinkarnation eller sjælevandring - - det, der til del svarer til et kristent begreb om sønnefaldet - - er striden, der adskiller og bryder den oprindelige enhed op. Det sker på et kosmologisk plan, men også i menneskers forkerte handlinger - - som indebærer, at vi adskilles fra den sælige Sphyros - - og så bliver vores sjæle sendt på kosmiske opdragelsesrejser. Hvad kan man ellers bide særlig mærke i? Empedocles' idé om, at vi kan erkende elementerne i verden - - fordi vi er sat sammen af dem, hans "Lige erkender Lige"-princip - - har en fin poetisk klang af sandhed - - og harmonerer veldig godt med hans ontologi og skabelsesberetning. Og så hans vision om en proces, hvor separate kropsdele flød rundt - - og blev kombineret med hinanden, både interessant og maritsagtigt. "Så mange hoveder uden halse skød frem - - og arme vandrede nøgne berøvede skuldre - - og øjne strejfede alene fattige på panner." Empedocles var også en overgangsfigur - - for så vidt som han fagnede både mystikken - - og den gryende, materielt videnskabelige tankegang. Ja, for ham var det en og samme sag. I næste episode skal vi høre om Anaxagoras. Ligesom Empedocles har han et udgangspunkt i den eleatiske tradition - - filosoferne fra og omkring Elea med Parmenides som hovedfiguren. Men Anaxagoras kombinerer ikke naturfilosofi og religion eller mystik. Han er en af de første rene naturfilosofer. Inden vi helt forlader Empedocles, er her nogle smukke linjer fra fragmenterne. "For det er ikke udstyret med et menneskeligt hoved - - og to græne skyder ikke frem fra det tryg. Ej heller har det fødder, hurtige knæ eller lurvede kønsorganer. Nej, det er kun et helligt og uudsigeligt tankeorgan - - der piler gennem hele kosmos med hurtige tanker. For jeg er allerede blevet en dreng - - og en pige og en busk og en fugl og en fisk." Tekst mangler. Hader nødvendigheden. Hård at bære. 

Men vi kan ikke slutte episoden helt endnu. Det er, som om der mangler noget. Nå jo. Hvad skete der med Otto Robenson, ham der købte gravsmykket i 1904?

Fra 1901 til 1907 ledede Robenson - - de kongelige Berlinermuseers bestrævelser på at udvide papyrussamlinger. Han var også leder af Papyrus-kartalet, der blev etableret i 1902. Udover at indkøbe papyri, afdækkede hans udgravninger betydningsfuld fund - - bl.a. en forhistorisk gravplads i Abusir el-Melek - - Taurinus-arkivet i Esmunden og de aramaiske papyri på øen Elefantine. I 1909 blev han udnævnt til direktør for det nyetablerede Pelisareusmuseum - - i Hildesheim, som han ledede indtil 1915. I de følgende år, frem til sin pensionering i 1932 - - underviste han på et gymnasium i Berlin og forsatte sin arkæologiske forskning. Efter nazisternes magtovertagelse blev Robenson i stigende grad isoleret - - og udsat for voksende diskrimination. I marts 1939 flygtede han med sin hustru til Schweiz. Der forsat han sin forskning i Basel og udgav i en alder af 94 år - - sit vigtigste værk, Das Delion von Paros, Delion-helligdommen på Paros. Otto Robenson døde i 1964, 97 år gammel - - således små 30 år, før det kom frem, at han, uden at ane det - - havde reddet noget af Empedokles' poetiske filosofi - - fra glemslen. 

Det papir eller papyrus, der bare er brugt som indpakning eller understøtning - - af et glinsende smykke, kan vise sig at gemme noget, der er mere værdifuldt - - end det, man troede var det vigtige. Det er rart at tænke på.

Men det gør det selvfølgelig også enormt tidskrævende at rydde op ...


Jeg håber du finder din vej, mellem kærlighed og strid.

--------------------------------------------

Nå, du er der stadig? 

Episoden er egentlig slut. Men så okay, der kommer en lille fjollet epilog. 

Oplysningerne om Rubensohn stammer fra Jüdisches Museum Berlin, og under min research stødte jeg på en hyldestsang til ham, forfattet af kollegaer. 

Jeg kunne ikke lade være med at lave en cheasy dansk version, tilføje et par vers om fundet af Empedokles-fragmenterne, og sætte den i cheasy musik med assistance fra noget kunstig intelligens.  

Rubensohn (hyldestsang)
[Vers 1:]
Fra Potsdam drog en lærer bort,
Mod Hellas' kyster gik det fort,
Ved Ægæerhavets blå gevand
Fandt skatte han med vid og sand.
Hvem er han? Spørg kun frit,
Hans navn det kender I så vidt,
Rubensohn, det er vor mand,
Som søgte fjerne strand!

[Omkvæd:]
Åh, Rubensohn, Rubensohn,
Skolen er dig fjern og grå,
Men det kan vi godt forstå,
For Sydens sol dig kalder på!

[Vers 2:]
Ved Nilens bred han søgte guld,
Af mumier blev tasken fuld,
Papyrus fin og ædelsten,
Til Berlin bar han dem hen.
Fra Breslau kom vor ven,
Nu ordner pryder ham igen,
Rubensohn, det er vor mand,
En forsker af rang og stand!

[Omkvæd:]
Åh, Rubensohn, Rubensohn,
Skolen er dig fjern og grå,
Men det kan vi godt forstå,
For Sydens sol dig kalder på!

[Vers 3:]
I Ægyptens ørkensand
Lå skjult for hver en mand
Papyrus med en visdom stor,
Den største filosofs ord.
Men Rubensohn så ej,
På sin støvede vej,
At Empedokles' gamle ånd
Lå gemt i hans egen hånd!

[Vers 4:]
Først år efter kom det frem
Hvad han havde bragt hjem:
Den græske tænkers tabte ord
Om ild og vand på jord.
Så blev det pludslig klart,
At fundet var så rart:
Rubensohn, vor lærde mand,
Fandt mer end han forstod og fandt!

[Omkvæd:]
Åh, Rubensohn, Rubensohn,
Skolen er dig fjern og grå,
Men det kan vi godt forstå,
For Sydens sol dig kalder på!

[Vers 5:]
I skolens gang han vandrer end,
Men tanken flyver sydpå hen,
Hver lærer ved og kender godt:
Hans kald var oldtids skjulte slot.
Hvem er han? Spørg kun frit,
Hans navn det kender I så vidt,
Rubensohn, det er vor mand,
Som skattejagten vandt!