Om det hele og resten
Serien Thøfner læser filosofihistorien - og samtaler om det hele (og resten) med digtere, filosoffer, forskere og hverdagens tænkere.
Om det hele og resten
Præsokratikerne: Anaxagoras (TLF18)
(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18)
Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist?
Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.
Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt.
ALT ER I ALT.
Litteratur, bla.:
Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge.
Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.
Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter.
Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist.
Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substancerne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.
Anaxagoras' forståelse er anderledes.
Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substancerne opløses fuldstændig.
Alt er i alt.
Sidst handlede det om Empedocles.
Nu skal vi til Anaxagoras, som formentlig reagerede på Empedocles, selvom han vist var lidt ældre.
I Aristoteles' skrifter præsenteres de to typisk sammen, og deres kosmiske systemer sammenlignes på forskellig vis.
Vi hørte sidst, hvordan Empedocles var en indflydelsesrig figur,
der var ansvarlig for at systematisere de fire elementer jord, luft, ild og vand,
og som var en "larger than life"-personlighed, som spangulerede rundt i sine bronze sandaler og hævdede, at han var en gud,
udførte mirakuløse helbredelser og efter legenderne i hvert fald døde ved at kaste sig i vulkanen Edna.
Anaxagoras var også en indflydelsesrig tænker, men fremstår som en helt anden type.
Hvor Empedocles var showmannen fra Sicilien, var Anaxagoras den sobre intellektuelle fra Klassum Ennae i Lilleasien,
der senere slog sig ned i Athen.
Her blev han en central figur i byens blomstrende intellektuelle miljø og nær ven af statsmanden Perikles.
Anaxagoras, der omtrent levede fra år 500 til 428/40, var en af de første filosoffer i Athen.
Man kan sige, at han tog den naturfilosofiske interesse med sig fra Ionien.
Som filosof og naturforsker var Anaxagoras kendt for en nøgtern og rationel tilgang.
Han hævdede f.eks. at solen ikke var en guddom, men en glødende stenklump.
"Solen er en glødende sten."
En påstand, der senere skulle koste ham dyrt, da han blev anklaget for gudløshed og måtte forlade Athen.
Hvor Empedocles opererede med de fire elementer som grundstoffer, mente Anaxagoras, at alting indeholdt en portion af alt andet.
"Alt er i alt."
Han mente også, at det var nus, fornuften eller intelligensen, der som en kosmisk kraft satte tingene i bevægelse og skabte orden i kaos.
Anaxagoras' død var karakteristisk for hans mere tilbagetrukne personlighed.
Efter at være blevet forvist fra Athen, trak han sig tilbage til Lamsakos, hvor han levede sine sidste år i stilhed.
Da byens ledere spurgte, hvad de kunne gøre for ham, bad han blot om, at børnene måtte få fri fra skole på årsdagen for hans død.
En betydelig mere besked end gestus en Empedocles' dramatiske finale i Etnas krater.
Og helt ærligt, hvor sympatisk et ønske er det ikke lige at ville give skolebørnene en fridag.
Tøfnere læser filosofihistorien fra begyndelsen.
Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og lejende, seriøst, pjattet, omhyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøgende, i korte uddrag, fuldstændig, fragmentarisk, idiotiokratisk, udvalgt, multiperspektivisk, formidlet, uansvarligt, oversat fra tilfældige kilder, autoritativt, udlagt,
af selvudnævnt, ekspert, analytisk og intuitivt læser Tøfnere filosofihistorien et stykke tekst ad gangen.
Jeg glæder mig til vi snart kommer rigtigt til Platon, men vi tager en smule forskud på løgene lige nu,
for Platon omtaler Anaxagoras flere steder, især i dialogen Phaedrus, så den starter vi med at høre et uddrag af.
Det er en af Platons mest berømte dialoger, fordi den indeholder hans sidste samtale med Sokrates før hans død,
og ikke mindre end fire argumenter for sjælens udødelighed.
Dialogen slutter med, at Sokrates drikker skarntydesaften og modigt forbereder sig på at møde døden.
Men det kommer vi til i god ro og orden i et senere afsnit.
Denne gang er vi interesseret i stedet, hvor Sokrates fortæller om sin egen intellektuelle udvikling og metode,
for det er her, han omtaler Anaxagoras.
Da Sokrates var ung, forklarer han Cæbes, var han begejstret for naturvidenskab
og ville vide forklaringen på alt, fra hvordan levende væsener får næring til,
hvordan tingene foregår i himmelen og på jorden.
Men så indså han, at han ikke havde evner for den slags undersøgelser.
De fik ham til at tvivle på mange af de ting, han troede, han tidligere havde vidst.
Han plejede fx at tro, at mennesker blev større ved, at forskellige former for næring udefra
blev kombineret med de relevante dele af vores kroppe, fx ved, at mad forøgede kød til kød.
Men hvad er det, der gør en person større end en anden?
Eller for den tags skyld, hvad får en og en til at blive to?
Det ser ud til, at det ikke bare kan være to ting, der nærmer sig hinanden.
På grund af den slags svære gåder blev Sokrates tvunget til at indrømme sin uvidenhed.
Jeg kan ikke længere overbevise mig selv om, at jeg forstår, hvorfor en enhed eller noget andet
bliver til, går til grunde eller eksisterer ved hjælp af den gamle undersøgelsesmetode.
Jeg accepterer den ikke længere. Nu har jeg min egen forvirret metode.
Og så går vi ind i dialogen, hvor Sokrates fortæller om sine forventninger
til Anaxagoras' tænkning og hans skuffelse over den.
Nej, lad mig først lige stoppe op og gøre det helt klart for den lytter, der ikke er inde i sagerne.
Vi har ikke noget overleveret fra Sokrates selv.
Der også var noget mistroisk over for skrift i det hele taget.
Den suveræne hovedkilde til Sokrates er Platons tekster.
Så når man siger Sokrates, så er det altså Platons Sokrates, man mener.
Det er så den almindelige holdning, at den Sokrates, man møder i Platons tidlige skrifter,
er mere autentisk end den, man møder senere.
Fejdravsdialogen ligger omtrent i midten, og man siger typisk, at det er i høj grad
af sine egne tanker, som Platon udvikler her.
For mig at se, er det lidt meningsløst at spille kræfter på og ville rekonstruere Sokrates
i sin oprindelighed.
Platon var en nyskabende litterær forfatter, og den Sokrates, vi overhovedet kender
og interesserer os for, det er hans værk.
Og med den bemærkning, så går vi ind i dialogen her, hvor Sokrates fortæller
om sine forventninger til Anaxagoras tænkning, og som sagt, hans skuffelse over den.
Så overhørte jeg engang en mand, der læste en bog, som han sagde var af Anaxagoras.
Han hævdede, at det er viden, der skaber alt, og er årsagen til alting.
Jeg blev glad for denne fortolkning, og jeg tænkte, og jeg troede, at det var rigtigt,
at det er fornuften, der er årsagen til alting, og jeg tænkte, at hvis det er tilfældet,
så arrangerer den alt på den bedste måde.
Hvis nogen ønsker at finde årsagen til alt, hvordan det bliver til at ødelægges,
burde han først og fremmest vide, hvad det er den bedste måde, det kan blive til på,
og hvordan det bedste kan forsvinde.
Efter denne tanke behøver et menneske kun at se på, hvad der er bedst og mest gavnligt,
både når det gælder dette og andre ting.
Og derfor behøver en mand kun at overveje det bedste for sig selv og andre,
så vil han også kende det værste, da den samme viden omfatter begge dele.
Da jeg tænkte på dette, glædede jeg mig.
Jeg troede, at jeg i Anaxagoras havde fundet en læger efter mit eget hjerte,
der ville fortælle om eksistensens årsager.
Jeg troede, at han først ville fortælle mig, om jorden var flad eller rund,
og så finde ud af grunden til det, hvorfor den måtte være sådan,
mens han talte om, hvad der var bedst, og hvorfor det var bedst, at jorden var sådan.
Og hvis han sagde, at jorden var i centrum af verdens centrum,
måtte han forklare, at det var bedst, at den var der,
og hvis han kunne gøre det klart for mig, var jeg sikker på,
at jeg ikke ville ønske mig nogen anden grund af nogen art.
Så tænkte jeg, at jeg ville gå videre og spørge ham om solen og månen og stjernerne,
og at han ville forklare mig om deres relativ hurtighed og deres tilbagevenden
og forskellige tilstande, aktive og passive, og hvordan de alle var til det bedste.
Da han sagde, at det hele blev gjort på fornuftens bud,
kunne jeg aldrig tro, at han ville komme med nogen anden grund
end at det er bedst, at det er, som det er.
Da han gav en begrundelse for hver enkelt ting og for alt sammen,
troede jeg, at han ville finde ud af, hvad der var bedst for hver enkelt ting,
og det fældes gode for alt.
Og jeg ønskede ikke at sælge den tro for nok så mange penge.
Med den største energi fik jeg fat i hans bøger og læste dem så hurtigt, jeg kunne,
så jeg så hurtigt som muligt kunne kende det bedste og det værste.
Hvilke forventninger havde jeg ikke skabt, og hvor blev jeg dog skuffet?
Da jeg fortsatte fandt jeg ud af, at min filosof helt opgav fornuften
eller noget andet ordensprincip, men brugte luft og æder og vand og andre mærkværdigheder.
Jeg kunne sammenligne ham med en person, der begyndte med generelt at hævde,
at sindet er årsagen til Sokrates' handlinger.
Men da han forsøgte at forklare årsagerne til mine forskellige handlinger i detaljer,
fortsatte med at vise, at jeg sidder her, fordi min krop består af knogler og muskler
og knoglerne, som han ville sige, er hårde og har led, der deler dem,
og musklerne er elastiske og de dækker knoglerne, som også har et dække af kød og hud, der indeholder dem.
Og da knoglerne løftes i deres led af musklernes sammentrækning eller afslappning,
er jeg i stand til at bøje mine lemmer, og det er derfor, at jeg sidder her i en budestilling.
Det er hvad han ville sige, og han ville have givet en lignende forklaring på,
at jeg taler til dig, som han ville tilskrive lyd, luft og hørelse,
og han ville anføre 10.000 andre årsager af samme slags, og glemme at nævne den sande årsag,
som er, at athenerne har fundet det passende at dømme mig,
og at jeg har fundet det bedre og mere rigtigt at blive her og underkaste mig min dom.
For jeg er tilbøjelig til at tro, at mine muskler og knogler for længst ville være rejst til Megara eller Buechia,
hvis de kun havde været drævet af deres egen idé om, hvad der var bedst,
og hvis jeg ikke havde valgt det bedre og eddlere at udholde enhver straf, som staten påfører,
og i stedet havde valgt at pjekke og stikke af.
Der er helt sikkert en mærkelig sammenblanding af årsager og betingelser i alt dette.
Man kan sige, at uden knogler og muskler og de andre dele af kroppen, kan jeg ikke udføre mine hensigter,
men at sige, at jeg gør, som jeg gør på grund af dem, og at det er den måde, sindet handler på,
ikke ud fra et valg af det bedste, er en meget skødesløs og ligegyldig måde at tale på.
Det undrer mig, at han ikke kan skælne mellem årsag og tilstand,
som de mange, der famler i blinde, altid tager fejl af og giver et forkert navn.
Og sådanledes laver en mand en virvel hele vejen rundt og stabiliserer jorden ved hjælp af himlen.
En anden giver luften som støtte til jorden, som er en slags bredt tro.
En hver kraft, der ved at arrangere dem, som de er, arrangerer dem til det bedste,
kommer aldrig ind i deres sind, og i stedet for at finde nogen årligens styrke i den,
forventer de snarere at opdage en anden atlas i verden, der er stærkere og mere evig og indeholder mere end det gode.
Om det godes obligatoriske og altindeholdende kraft tænker de intet,
og alligevel er dette det princip, som jeg gerne ville lære, hvis nogen ville lære mig det.
Men da jeg hverken selv har opdaget eller lært af nogen anden, hvad der er bedst,
vil jeg vise dig, hvis du vil, hvad jeg har fundet er den næstbedste måde at undersøge årsagen på.
Det vil jeg meget gerne høre, svarede Zebes.
Sokrates Fortsat
Jeg tænkte, at eftersom jeg havde fejlet i kontemplationen af den sande eksistens,
burde jeg passe på, at jeg ikke mistede min sjæls øje,
ligesom folk kan skade deres kropslige øje ved at observere og stire på solen under en formørkelse,
medmindre de sørger for kun at se på det billede, der reflekteres i vandet eller et lignende medium.
Så i mit eget tilfælde var jeg bange for, at hvis jeg så på tingene med mine øjne,
eller forsøgte at forstå dem med mine sanser, så ville min sjæl blive fuldstændig blændet.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte ty til sindets verden og søge sandheden om livet der.
Jeg tør godt sige, at sammenligningen ikke er perfekt,
for jeg er meget langt fra at indrømme, at den, der ser på eksistensen gennem tanken,
kun ser dem gennem et mørkt glas, ligesom den, der ser på dem i handling og drift.
Men det var den metode, jeg brugte.
Jeg antog først et princip, som jeg vurderede til at være det stærkeste,
og derefter bekræftede jeg som sandt, hvad der syntes at stemme overens med det,
hvad enten det drejede sig om årsagen eller noget andet.
Og det, der var i modstrid med det, betragtede jeg som usandt.
Men jeg vil gerne forklare min mening tydeligere, for jeg tror ikke, du forstår mig endnu.
"Nej", svarede Zebes, "ikke særlig godt".
Det sigende af Socrates' forbehold om metoden til at opnå viden,
hans frygt for at blive blændet af den direkte observation af væren,
hvis han så på tingene med sine øjne eller forsøgte at forstå dem med sine sanser,
spejler sig i hans møde med Anaxagoras' filosofi.
Socrates søgte tilflugt i en idé om tankens rene sfære,
og havde det svært med Anaxagoras, der bevægede sig i et mere sammensat landskab,
hvor det kosmiske sind godt nok styrede tingene, men hvor det var de materielle forhold, som fyldte.
Vi kan kalde det dobbeltheden i Anaxagoras' tænkning.
På den ene side er der det sublime nus, den reneste og klareste tanke,
der som et kosmisk princip gennemtrænger og ordner alt.
På den anden side er der materiens processer, verden med alt, hvad der er i den.
Det er som om Anaxagoras forsøgte at bygge bro over den kløft mellem sansernes bedrageriske verden
og tankens rene sfære, den som Socrates var optaget af.
Den kritik af Anaxagoras, som vi finder i Phaedrus, afspejler primært Socrates' eller Platons' egen position.
Socrates søgte at transcendere den fysiske verden til fordel for de rene former.
Anaxagoras arbejdede med en mere integreret forståelse,
hvor nus manifesterer sig gennem naturens materielle processer.
Men hvad er det her begreb "nus"?
Det er et af de mest fundamentale og komplekse filosofiske koncepter fra den antikke græske filosofi.
En ordbogsdefinition er noget i stil med "fra oldgræsk Noros, der senere blev til nus,
beslægtet med ordet "noeo", at opfatte eller at tænke.
Intellekt eller fornuft er højere orden, den rationelle del af sjælen eller sindet,
der er i stand til at erkende første principper og universelle sandheder.
I klassisk græsk filosofi den guddomlige intelligens eller verdensånden, der ordner og styrer kosmos.
Aristoteles behandler begrebet indgående i De anima, om sjælen,
hvor han beskriver nus som den højeste form for erkendelse,
den del af sjælen, der kan begribe de evige sandheder.
For Aristoteles er nus både aktiv og passiv.
Den passive nus modtager indtryk fra verden,
mens den aktive nus bearbejder og forstår de indtryk på et højere plan.
Nus-begrebet hos Anaxagoras udgør et afgørende filosofihistorisk moment,
hvor tænkningen forsøger at begribe forholdet mellem bevidsthed og materie på en ny måde.
Inden Anaxagoras havde de ioniske naturfilosoffer primært søgt materielle urprincipper som vand,
det var talesesidé, eller luft, som Anaximenes mente,
men nus introducerer Anaxagoras et immaterielt, intelligent ordensprincip.
Det er ikke transcendent som Platons idéer eller den kristne Gud,
det er immanent til stede i verden.
Nus er ifølge Anaxagoras det fineste og reneste af alle ting,
og det eneste, der eksisterer i ren form.
Alt andet er blandet.
Det rene nusprincip er samtidig aktivt ordnende.
Det kender alle ting og har den største kraft.
Det var nus, der satte den oprindelige rotation i gang,
der skilte elementerne fra hinanden og skabte kosmos ud af kaos.
Lad mig læse et uddrag af den mange og hundreder senere,
som er blevet skrevet af denne person.
Det er en af de fleste af mine kvinder,
som har været med i denne video.
Jeg har også været med i denne video,
og det er en af de fleste af mine kvinder,
som har været med i denne video.
Jeg har også været med i denne video,
Lad mig læse et uddrag af den mange og hundreder senere Simplicius,
der skriver om Anaxagoras nus-begreb,
her i Jørgen Meiers oversættelse fra Gyllendals Førsokratiske Filosoffer.
I alt ting findes der en del af alt, undtagen af nus,
men i nogle ting er der også nus.
Andre ting indeholder en del af alt,
nus derimod er noget ubegrænset, er pejron og eneherskende,
og den er ikke blandet med nogen anden ting,
men er helt alene for sig selv.
Hvis nus nemlig ikke var for sig selv,
men var blandet med noget andet,
ville den indeholde en del af alt ting,
hvis den overhovedet var blandet med noget,
for der findes en del af alt i alt,
således som jeg har sagt i det foregående,
og de ting der var blandet sammen med nus,
ville forhindre den i at have magt over noget andet,
på samme måde som den har,
når den er helt alene for sig selv.
Nus er nemlig finere og renere end alt andet,
den har fuld kendskab til alting,
og har den største styrke.
Nus har magt over alt hvad der har liv,
psyke, både stort og småt.
Nus havde magt over hele rotationen,
således at den oprindelig satte den i gang.
Rotationen strækte sig først over et lille område,
nu strækker den sig over et større område,
og den vil komme til at strække sig over et endnu større område.
Nus kendte alle de ting,
som bliver blandet, udskilt og adskilt.
Nus ordnede hvilke ting der skulle opstå,
hvilke ting der var, men ikke længere er,
hvilke ting der er nu, og hvilke ting der kommer,
såvel som den rotation, hvor i stjernerne,
solen, månen, luften og æder,
som alle bliver skilt ud, nu befinder sig.
Det var denne rotation, der fremkaldte udskillelsen.
Det tætte skilles ud fra det løse,
det varme fra det kolde, det lyse fra det mørke,
og det tørre fra det fugtige.
Der er mange dele af mange ting,
men intet udskilles eller adskilles fuldstændigt
fra noget andet, undtagen Nus.
Nus er helt igennem ensartet,
hvad enten der er mere eller mindre af den.
Ingen andre ting er indbyrdes ensartet,
men hver enkelt ting var og er ganske tydeligt det,
hvoraf den indeholder mest.
Nus er ikke en personlig guddom eller en transcendent skaber.
Det er snarere en art kosmisk intelligens
eller rationalitet, der gennemtrænger verden i forskellige grader.
Som Jonathan Barnes har påpeget i
"The Priests of Classic Philosophers",
er det bemærkelsesværdigt, at andre ting
er en del af denne art.
Nus er en del af denne art.
Som Jonathan Barnes har påpeget i
"The Priests of Classic Philosophers",
er det bemærkelsesværdigt, at Anaxagoras formår at udvikle en teori
om et styrende intelligensprincip,
uden at forfalde til antropomorfisme
eller traditionel religiøs tænkning.
Anaxagoras' serien "Nus-begreb"
fik stor indflydelse på senere tænkning.
Aristoteles kritiserede ganske vist Anaxagoras
i sine naturforklaringer,
men selve ideen om en immanent rationalitet i naturen
kom til at præge både storisk og nyplatonisk filosofi
og derigennem også kristne tænkere.
Den kristne reception af Nus-begrebet,
særligt gennem Augustins nyplatonisk inspirerede teologi,
førte til en syntese mellem
græsk filosofisk rationalisme
og den bibelske lære.
I forhold til Sokrates repræsenterer Anaxagoras
en distinct epistemologisk position.
Hans teori forsøger at forklare,
hvordan det styrende princip, Nus,
opererer i og gennem den fysiske verden.
Der er ikke nogen skarp opdeling mellem ånd og materie.
Sokrates forventede at finde
en teleologisk forklaring,
altså en formålsbestemt forklaring,
som kunne forklare Anaxagoras lære om Nus
som kosmosets styrende princip.
Sokrates ville gerne have en rationel begrundelse
for tingenes indretning.
Men Anaxagoras koncept var mere komplekst.
Nus fremstår i hans tænkning ikke som
en transcendent målrettet intelligens,
men som et iboende organiseringsprincip,
der viser sig med forskellig intensitet
på forskellige værnsniveauer.
Den kosmiske intelligens er mest til stede
i menneskets rationelle kapacitet,
mindre til stede i andre livsformer
og minimal til stede i den uorganiske natur.
Det hierarki af Nus' manifestation
kunne så forklare de forskellige grader
af kognitiv evner, vi observerer i naturen.
Nus' kognitiv evner er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Nus' kognitiv evne er det,
der er det bedste, som Sokrates kan forklare.
Jonathan Barnes fremlægger og analyserer i "The Presocratic Philosophers"
Jonathan Barnes fremlægger og analyserer i "The Presocratic Philosophers"
tre grundlæggende teser i Anaxagoras' fysiske teori.
Et. I begyndelsen var alt blandet sammen.
To. Der findes ingen mindste del af det,
Der findes ingen mindste del af noget.
Tre. Nu er alt stadig blandet sammen.
I den før-sokratiske naturfilosofi
står Anaxagoras som en særlig raffineret tænker,
hvis teori om stoffernes natur repræsenterer et original forsøg
på at løse nogle af tidens mest presserende filosofiske problemer.
I modsætning til atomisterne
arbejder han ikke med en verden bestående af mindstedel,
men derimod med en forståelse af stoffet som kontinuerligt og uendeligt deleligt.
Man kan sige, at Anaxagoras er optaget af et spørgsmål,
der lyder banalt, lige når man formulerer det.
Hvad sker der egentlig, når to ting blandes?
Mens hans samtidige filosofer grubler over guder og sjæle,
fokuserer han på et glas vin og et glas vand.
Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen?
Helt præcist?
Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være,
at de små partikler fra substancerne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden.
Anaxagoras' forståelse er anderledes.
Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substancerne opløses fuldstændig.
Det er forvirrende.
Da jeg læste om det, blev jeg i hvert fald forvirret,
for jeg var tilbøjelig til at forstå hans idé om, at alt er i alt,
som at konstante essenser af alle slags stof findes i alt,
men selvfølgelig i meget forskellige koncentrationer.
Men hvordan kan man så sige, at grænserne mellem substancerne opløses fuldstændig?
Sagen er, at Anaxagoras ikke tænker i atomer eller mindstedele,
og det skal man lige vende sig til.
For ham er vin blandet med vand,
ikke bare en mekanisk sammenblanding af adskilte dele,
men en ny substans, hvor vinen er til stede i vandet og vandet i vinen.
Det er lidt som med farver.
Når rød og blå blandes til lilla, så er det rød og blå stadig til stede i det lilla.
Ellers kunne man ikke få det frem igen.
Men det er ikke til stede som en adskilt del.
For Anaxagoras er det da som en portion eller et potentiale.
Historikerne blev senere så begrejstrede for den slags tanker,
at de påstod, at én dråbe vin kunne gennemtrænge hele havet.
Det giver også et ganske godt billede på Anaxagoras' tænkning.
Man kan ligesom forestille sig, at fortønningen er grænseløs,
og den ene dråbe vin betyder, at ligegyldigt hvor man smager på havet, vil vinen være der.
Det er et lidt smagløst spring,
men det forekommer mig interessant at sammenligne med fænomenet badebassinger og tis.
Hvis et barn tisser i den ene ende af en almindelig stor swimming pool,
er det et almindeligt psykologisk fænomen, at dem nede i den anden ende synes, det er ulækkert.
Nu er det ikke fordi, jeg synes, man skal tisse i badebassinget,
men der er en interessant modsætning mellem det, vi reelt taler om,
vi kan sige matematikken i det, og så reaktionen eller billedliggørelsen af det.
I billedliggørelsen sker der nærmest en form for besmittelse af vandet,
der risikerer at gøre det hele ulækkert.
Det harmonerer med Anaxagoras' tanker, men ikke med, hvad der reelt sker.
Lad os sige, at der er en halv million liter vand i et stort badebassin,
og at barnet tisser en liter.
Hvad betyder den en til en halv million koncentration?
Hvad ville en dråbe i havet indebære?
I parentesbemærket bygger homeopati, en form for såkaldt naturmedicin,
på et princip om uendelig fortønning, endda kombineret med en idé om,
at virkningen forstærkes med fortønningen.
Reelt betyder det, at de stærkeste homeopatiske miksturer består af rent vand.
Det er sjovt, hvordan sådan nogle tanker som forestillingen om,
at et stof kan gennemtrænge en blanding og være til stede i hver eneste del af blandingen,
optræder hos oldgradske filosoffer som Anaxagoras og historikerne
og kan genfindes i sådan noget som homeopati.
Må det ikke være, fordi det er en mulig og i en vis forstand kognitiv, naturlig tankefigur?
Men tilbage til Anaxagoras.
Hans gældnede mellem portioner og stykker,
hvor et stykke antyder en fysisk afgrænsning,
kan en portion af et stof være til stede i et andet stof, uden at udgøre en separat enhed.
Den subtile gældnende danner grundlag for hans tese om, at alt er i alt.
En konklusion han er nået frem til ved observation af naturlige processer.
F.eks. bemærker Anaxagoras, hvordan mad transformeres til kød og blod i den levende organisme,
og heraf drager han den filosofiske slutning, at hvis noget kan udvendes af noget andet,
så må det nødvendigvis have været til stede i det fra begyndelsen.
Det fører ham så til den radikale position,
at et hvert stof må indeholde portioner af alle andre stoffer.
Det er en vild teori, men man kan godt se pointen.
Hvis mad, alt fra kød til lavkage, kan blive til muskler, fedt, knogler, tænder, hår osv.,
må materialet til alle de dele af læmet jo have været til stede i maden.
Det er vi jo sådan set stadig enige i.
Vi vil bare se det som de nødvendige molekyler, som byggesten.
Men hvis man ikke er der og tænker på f.eks. knogler eller blod som noget unikt eksisterende,
som typer af stof, så er der kun én mulig konklusion.
Al maden må indeholde knoglestoffet, blodstoffet osv.,
og når man tænker videre i de baner, er det oplagt, at alt må være i alt.
For at forklare, hvordan forandring og bevægelse er mulige i en sådan verden,
introducerer han begrebet om en kosmisk virvel,
en kraft, der kan adskille og samle stofferne uden at opdele dem mekanisk.
Det repræsenterer en slags løsning på eleaternes berømte paradoxer om forandringens mulighed.
Ifølge Anaxagoras sætter Nus en roterende bevægelse i gang i den oprindelige blanding,
og gennem den rotation differencieres materien ikke i absolut rene stoffer,
men i områder, hvor forskellige stoffer dominerer.
Lettere stoffer bevæger sig udad, de tungere indad,
men den oprindelige blanding opretholdes på et fundamentalt niveau.
Det løser så det centrale problem hos eleaterne og Parmenides.
Hvis intet kan komme af intet, hvordan kan noget nyt så opstå?
Anaxagoras' svar er, at der ikke opstår noget egentlig nyt,
når f.eks. føde bliver til kød og knogler.
For kød- og knoglestofferne var allerede til stede i føden, blot i mindre koncentration.
Hans teori indebærer, at alle stoffer altid er til stede i alle ting,
men i forskellige koncentrationer.
I jord dominerer det jordagtige,
men alle andre stoffer er også repræsenteret i mindre grad.
Det princip om universel blanding er fundamentalt for hans naturfilosofi.
Det har været diskuteret, hvilke stoffer Anaxagoras anser som grundlæggende.
Er det modsætningspar som varmt, koldt, tørt, fugtigt,
eller er det konkrete materialer som kød og knogler?
Hans tekster giver ikke noget egentydigt svar,
og måske er det netop en pointe, at alt er indbyrdes for bundet
gennem den universelle blanding.
Selvom teorien set med moderne øjne har sine videnskabelige begrænsninger,
for nu at sige det mildt, så er den bemærkelsesværdigt konsistent.
Den fremstår som et højdepunkt i den jordniske naturfilosofi
og demonstrerer sig, hvordan den tradition udviklede sig
i mødet med eleaternes kritik.
Anaxagoras teori om uendelig delelighed og kontinuerlige blandinger
vidner om en matematisk og filosofisk indsigt, der var forud for sin tid.
Aspekter af den kan vi genfinde i vores egen forståelse
i matematik og fysik, og når vi fx ser, hvordan grundstoffer
cirkulerer gennem biologiske og geologiske kredsløb.
Men vi baserer naturligvis vores forståelse på atom- og molekyleteori
snarere end på Anaxagoras' naive begreb om stof.
(Musik)
Som den første betydningsfulde filosof i Athens' intellektuelle miljø
bragte Anaxagoras ikke blot den jordniske filosofiske traditioner med sig
fra klass humænae. Han transformerede dem.
Under politikeren Pericles' beskyttelse udviklede han en filosofi,
der forsøgte at integrere materielle og immaterielle principper
i en sammenhængende kosmologi.
Hans position i Athens' politiske og religiøse landskab var dog usikker.
Ligesom det senere skulle blive tilfældet for Sokrates,
mødte hans udfordring at i gængse forestillinger om forholdet
mellem det guddomlige og det materielle modstand.
Efter at være blevet anklaget for acebeja, gudløshed,
valgte han at forlade byen.
Hvad anklagen præcis var begrundet i, giver forskellige kilder lidt forskellige bud på.
Der har sikkert været et politisk element i det,
relateret til hans forbindelse med Pericles.
Men det virker også rimelig nok, at Anaxagoras' nus teori
i kombination med hans forsøg på at finde naturlige og materielle forklaringer
har modsagt den traditionelle gudetro mere, end man var parat til at acceptere.
Blandt Anaxagoras' mest provokerende påstande
var hans opfattelse af solens natur.
At denne strålende guddom, som grækerne kaldte helios,
ikke var andet end en glødende sten.
Han sagde, at den var større end haløen Peloponnes,
som er en stor halø i det sydlige Grækenland,
og det har han jo ret i.
Men han kunne godt have fundet noget lidt større at sammenligne med.
Når jeg læser Olgregerne, så finder jeg det utrolig interessant,
at hele tiden blive mindet om, hvor stor en del af det verdensbillede,
vi lever med, på ingen måde giver sig selv.
Vi er vokset op med en forståelse af, at solen er meget, meget langt væk,
og at den er meget, meget stor.
Den kan faktisk romme over en million jordkloder, hvis det skulle være.
Det forekommer mig, at den slags baggrundsviden, som vi er vokset op med og ind i,
hvor upræcis og vag den end er,
også bliver en del af vores perception af verden.
Man skal ligesom gøre en indsats for at forstå,
at verden, i det her tilfælde solen, på ingen måde fremstår.
Sådan.
Anaxagoras' forslag om, at solen er en glødende sten, virker rimelig.
Det er en idé, som er fremkommet af konkrete observationer.
Der er visse ligheder i farve og farveforandringer mellem glødende sten og solen.
Det er et helt igennem materielt- og naturbaseret forslag.
Måske har han endda set og fundet en meteor.
Men når han så skal vurdere størrelsen af denne glødende solsten,
så er hans bud at sammenligne den med en halvøg.
Det er ikke nemt at være naturfilosof i altidens Grækenland,
men det er der selvfølgelig heller ingen, der har sagt, at det skulle være.
I det store billede kan Anaxagoras' idé godt ses som et eksempel på en revolution
i menneskers selvforståelse og verdensforståelse.
Et af mange første skridt væk fra mytens trykkefagn
mod en mere nøgteren, men også mere svimlende kosmisk vision.
Tænk at reducere solen til en sten, hvilken hel i brødet.
På den anden side har tanken sin egen ophøjethed som begyndelse på en helt strøm af erkendelser.
For hvis solen blot er en brændende sten, hvad skal vi så sige om universets størrelse,
om materien, om naturens processer osv. osv.?
Det er en anden verden, i hvert fald et andet billede af verden, som bliver tegnet.
Anaxagoras' konflikt med Athens religiøse autoriteter har næbegrundet sig
i hans komplekse teorier om nus og materiens blandinger.
Til gengæld giver det mening, at det har handlet om hans dé-mytologisering af himmellægerne
og potentielt af verden som sådan.
Hvis guderne kunne reduceres til naturlige fænomener, hvad vil der så blive af bystatens religiøse fundament?
Det blev nok opfattet som en trussel mod selve den sociale orden.
Anklagen for Acebeja, gudløshed, der skulle drive ham i eksil,
er et udtryk for en spænding mellem filosofisk indsigt og social stabilitet.
Ligesom Socrates, som jeg indledte med, blev Anaxagoras' filosofi dømt for at være undergravende og farlig.
Socrates drak skarantydesaften, Anaxagoras nåedes mere pragmatisk med at forlade byen.
Han virker som en fornuftig mand.
Historien har givet Anaxagoras ret.
Ikke i detaljerne selvfølgelig, men i selve den naturalistiske tilgang, han var med til at starte.
Hans brændende sten blev forløberen for vores egen forståelse af solen.
Det er ikke mere end omkring 85 år siden, at vi forstod, hvorfor den ikke allerede er brændt ud.
Det ville den være, hvis den bare var en sten eller et andet materiale med ild i.
Når solen heldigvis ikke er brændt ud, er det fordi, den er en gigantisk fusionsreaktor.
Den omdanner 600 millioner tons hydrogen til helium hvert sekund.
Og det kan vi jo være ret glade for, at den gør.
Helios.
Helios, der hver dag kører over himlen i sin gyldenrøde vogn med fire ildhæste spændt for.
Hver morgen starter han sin rejse fra øst, hvor han stiger op fra Oceanos, verdenshavet.
Og hver aften dykker han ned i vest.
Om natten sejler han i en gylden båd tilbage til øst, klar til en ny dag.
Her kommer jeg også til at tænke på vores eget nationalklinodie, solvognen fra Trondholm.
Bronzehesten, der trækker en vogn med en forgyldt bronze skive.
Det er en utrolig smuk figur, som viser, hvordan ideen om, at solen trækkes over himlen af en hest, har været et udbredt billede.
Solvognen er dateret til ældre bronzealder, op til 1400 år før vores tidsregning,
og altså små tusind år før Anaxagoras blev fordømt for at hæve det, at solen er en glødende sten.
Vi har ingen skriftslige kilder fra perioden i Norden, så vi kan kun fortolke de materielle leven.
Hvis vi nøjes med at kigge på solvognen, lægger vi mærke til, at der ikke er nogen kusk,
kun hesten og solskiven, som er forgyldt på dagens side og mørk på nattens side.
Helt uansvarligt kan man hæve det, at det er et billede af en selvkørende natur.
Så det gør jeg.
Hvorom alting er.
Alt er i alt.
Når det kommer til stykket i en vis forstand.
Lad være med at tisse i bassinet, selvom det kun er en dråbe i havet.
Vi hører os ved, når alt kommer til alt,
og det gør jeg det snart igen i "Om det hele og resten"
Tøfner læser filosofihistorien.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der er, og hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der er, og hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der er, og hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der ikke er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der ikke er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Hvis du har en kærlighed for at høre, hvad der ikke er,
så kan du høre, hvad der ikke er.
Danske tekster af Nicolai Winther
Danske tekster af Nicolai Winther
Danske tekster af Nicolai Winther
