Præsokratikerne: Heraklit og atomerne (TLF19)

(Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 19)

Så er vi i gang igen! Og vi er kommet til Heraklit og hans verden af atomer og tomrum ...

Transcript

Thøfner læser filosofihistorien fra begyndelsen, kronologisk, systematisk, kaotisk. 

I dag skal det handle om atomernes mester, Demokrit, og også lidt om Leucippos, hans mester. Der er gået lang tid siden sidste episode, alt for lang tid, men sådan kan det gå. Mange tak til alle jer, der har spurgt, hvornår vi kommer videre i filosofihistorien. Og det er jo altså nu.

Analytisk og intuitivt læser Thøfner filosofihistorien et stykke tekst ad gangen. 

Det fine ved filosofihistorien er jo, at den bliver, hvor den er, og nogle måneders forsinkelse betyder ikke så meget i forhold til de årtusinder, der taler om. 

Forestil dig en ung mand, der står ved havnen i Abdera. Det er omkring år 460 fat, og foran ham ligger et skib lastet med hans arv, en formue, som kunne have sikret ham et liv i luksus. Men Demokrit har andre planer. I stedet for at købe land eller slaver, vil han bruge sine midler på at rejse verden tynd i jagten på viden. Jeg vil hellere opdage én årsags sammenhæng, end at blive konge af Persien, skal han senere have sagt. Han opdagede faktisk også noget, han udviklede i hvert fald tanker om noget, som gav ham titlen som atomteoriens fader. Så sent som i 2023 lykkedes det forskere at tage det første billede af et enkelt atom. Hvis vi fortæller historien på den måde, startede den unge filosof en videnskabelig rejse for 2500 år siden, der har nået sit mål nu. 

Alt i universet hævdede han. består af udenlige partikler, der bevæger sig gennem det tomme rum. Og det havde han jo ret i. Eller hvad? Til allersidst vil jeg diskutere både, hvad det vil sige at have ret i den forbindelse, og hvor enige den aktuelle fysik er i Demokrits opfattelse af verden. Men det handler jo først og fremmest om den græske oldtids tænkning, og det siger noget om, hvor provokerende Demokrits teorier kunne være, at  Platon, som vi godt nok ikke er nået til endnu, ønskede at brænde alle Demokrits bøger. Hvad kunne være så farligt ved denne tænker fra Trakien? 

Jeg har delt episoden ind i syv små dele. Først skal vi høre om den unge Demokrit og hans læremester Leokibus. Derefter skal vi se på, hvordan Demokrit forholder sig til de tidligere græske filosofer, særligt Parmenides, Empedokles og Anaxagoras, problemer, Demokrit forsøgte at løse. I tredje del følger vi hans rejser og ser, hvordan hans metode udvikler sig, før vi i fjerde del kaster et blik på selve atomteorien. Femte del handler om hans etiske tanker, for Demokrit var ikke kun interesseret i naturfilosofi, men også i, hvordan mennesket skulle leve. I sjette del ser vi på, hvordan samtiden reagerede på Demokrits radikale idéer, og i syvende sidste del skal vi diskutere det fascinerende spørgsmål om, i hvilken forstand demokrit egentlig havde ret, og hvad moderne fysik egentlig går og siger om atomer. 

Men nu kommer der lige en reklame. Jeg har lavet en app til iPhones. Hvis du søger på trap ned, så dukker den op. Historien bag er, at jeg er afhængig af nikotintyggegummi. Det er måske ikke det værste, men jeg Jeg har altså virkelig et stort forbrug, og det kunne jeg godt tænke mig at reducere. Så jeg gik og tænkte på, hvordan en app kunne hjælpe mig med det. Og så endte det med at lave den, med en hel del inspiration fra psykologisk forskning. Og den virker for mig. Jeg har halveret mit forbrug. Så hvis du har en dårlig vane, du gerne vil reducere, hvorfor så ikke prøve? Appen Trap ned koster 49 kroner, og det er meget hurtigt sparet. Søg på TRAP NED i App Store. 

Del 1. Den unge Demokrit. Abdera var en græsk koloni i Trakien i det nuværende nordlige Grækenland, grundlagt af folk fra Theos, der flygtede fra perserne. Byen var rig på handel, og Demokrits far var en af byens mest velhavende borgere. Så velhavende, at han under Serxes invasion af Grækenland kunne huse og bespise hele den persiske konges følge. og det har måske givet den unge Demokrit hans første indblik i østlig visdom. Men den afgørende indflydelse kom fra Leokipus. Vi ved ikke meget om denne gådefulde skikkelse. Nogle antikke kilder placerer ham i Elea, andre i Milet, og nogen som Epikur benægtede endda hans eksistens. Men Aristoteles var ikke i tvivl. egentlige grundlægger, og Demokrit var hans elev. Det var formentlig i Abdera, at Demokrit mødte Leokipos og blev introduceret til de revolutionerende tanker om atomer og tomrum. Vi ved som sagt intet om Leokipos, men han må have været en fremragende lærer, for i Demokrit fandt han en elev, der ikke bare videreførte hans tanker, men udviklede dem til et af altidens mest omfattende filosofiske systemer. Den unge Demokrit var kendt for sin lærerlyst og nysgerrighed. Diogenes Laertius fortæller, at han ofte trak sig tilbage til gravkammerer uden for byen for at tænke i fred. Det gav ham øgenavnet den leende filosof. Ikke fordi han gik og lå af andre, men fordi han fandt glæde og vidstom selv de mørkeste steder. I modsætning til samtidens heraklit, den grædende filosof, så så Demokrit verdens gang, med et mildt og forstående blik. Men Abdera og hvad han kunne lære af Leokipos var ikke nok. Demokrit ville se verden med sine egne øjne, møde andre tænkere, lære af fremmede kulturer. Efter sigende brugte han 500 talenter på sine rejser, en enorm sum, der viser både hans families rigedom og hans egen dedikation til filosofien. DEL 2. DEN PHILOSOFISKE TRADITION For at forstå, hvor revolutionerende Demokrits og Leokipuses tanker var, må vi først se på den filosofiske tradition. Særligt må vi forstå det problem, der havde pladet græsk tænkning i generationen. Hvordan kan vi forklare forandring? Det kan lyde mærkeligt. Vi ser jo forandring hele tiden. Træer vokser, mennesker ældes, vand fordamper. Men omkring 150 år før Demokrit havde Parmenides fra Elea, som vi hørte om i episode 14, fremsat et argument. Intet kan opstå af intet, sagde han. Og det, der er, kan ikke blive til intet. Derfor må al væren være permanent og uforanderlig. Forandring, konkluderede han, må være en illusion. Det var et argument med nærmest matematisk stringens. Hvis noget nyt skulle opstå, måtte det enten komme fra det, der er, eller fra det, der ikke er. Men hvordan kan noget komme fra noget, der ikke er? Og hvis det kommer fra det, der er, hvordan kan det så være nyt? Som vi hørte i episode 15, understøttede Parmenides' elev seneren argumentet med sine berømte, Der synes at vise, at selv bevægelse er logisk umulig. Et andet grundspørgsmål for de ældste filosofer var, hvad verden består af. Hvilken substans eller substancer? Og det hænger sammen med spørgsmålet om, hvordan forandring er mulig. Vi kan sige, at spørgsmålene handler om substans på den ene side og proces på den anden. Filosofer kæmpede med at løse de her gåder. Empedocles i episode 17 foreslog, at verden bestod af fire uforanderlige elementer, jord, ild, luft og vand, der blev blandet og adskilt af to kosmiske kræfter, kærlighed og strid. På den måde kunne han forklare forandringen som en omrokering af det uforanderlige. Det var forsøg på at redde fænomenernes verden, den verden vi kender, fra Parmenides strenge logik. Og det var de forsøg, som Leokipos og Demokrit reagerede på. De syntes ikke, det var tilfredsstillende løsninger, og de havde deres armenier. ejet bud, som var genialt i al sin enkelhed. For de accepterede Parmenides' logik, men de tilføjede en afgørende ting. Tomrummet. Ja, sagde de, væren kan ikke opstå af ikke-væren. Men tomrummet, det er. ikkeværende eksisterer også. Og i dette tomrum bevæger de uforanderlige atomer sig. Al forandring, al skabelse og nedbrydning er i virkeligheden bare atomernes dans gennem det tomme rum. Det var en løsning, der på en måde tog Parmenides' logik alvorligt og reddede vores almindelige erfaring af verden. Samtidig var den også radikalt i modstrid med Parmenides, ind på, at kun det værende er. Leokipos og Demokrits teori forenede den ioniske naturfilosofis interesse for naturlige forklaringer med den eleatiske skoles logiske stringens, og den pegede frem mod en helt ny måde at tænke om verden på. Ikke som kvaliteter og kræfter, men som materiens bevægelse i rummet. DEL 3 REJSERNE Traditionen fortæller, at Demokrat brugte sin store arv på at rejse rundt i jagten på viden. Han rejste angiveligt til Egypten, for at studere geometri, til Persien for at møde magerne, og nogle kilder hævder endda, at han nåede til Indien. Nu er der en tendens i oldtiden til at udstyre vismænd med eksotiske rejser. Og vi ved ikke med sikkerhed, hvilke af disse rejser, der faktisk fandt sted, men Demokrit var givetvis rundt omkring. Det interessante er jo heller ikke så meget, hvor præcis Demokrit rejste hen, men mere hvad rejserne fortæller om hans tilgang For i modsætning til mange andre græske tænkere var Demokrit åben for at lære af fremmede kulturer. Det var ikke nok at sidde i sin hjemby og tænke. Han ville ud. Ud at observere, undersøge, sammenligne. Det matcher med den filosofiske metode, vi ser i hans værker, hvor tidligere tænkere som Parmenides havde stolet næsten udelukkende på logiske resonemanger, gennem mystiske åbenbaringer, var Demokrit interesseret i systematisk observation og empirisk undersøgelse. Det betyder ikke, at Demokrit afviste logikkens betydning. Han tog jo Parmenides' logiske argument meget alvorligt. Men han insisterede på, at teorier også skulle kunne forklare den verden, vi faktisk observerer. teori om atomerne, en teori, der skulle forene observation og logik, østlig og græsk vidstom i et omfattende system, der kunne forklare hele virkeligheden. Atomteorien Nu er vi klar til at kigge på selve Demokrits atomteori. Som vi har hørt, var udgangspunktet at forene Parmenides' logik med den verden, vi observerer, og løsningen var at introducere både tomrummet og atomerne. Selve ordet atom er et græskord og betyder uddelelig, og det var netop pointen. Atomerne var ifølge Demokrit uendeligt mange, og de kom i forskellige former og størrelser, men de var alle sammen for små til at kunne ses. De bevægede sig konstant gennem tomrummet, stødte sammen, dannede kombinationer og adskiltes igen. omkring os, træer, sten, vand, mennesker, er i virkeligheden bare forskellige kombinationer af atomer. Disse atomer var ikke ens. Demokrit mente, de kom i mange forskellige geometriske former. Nogle var runde, andre havde kroge eller øjer, nogle var ro, andre glatte. De forskellige form forklarede, hvordan atomerne kunne hægte sig sammen på forskellige måder. For eksempel mente han, at sjælens atomer var særlig fine og runde, ligesom ild, mens metaller bestod af tættere sammenkoblede atomer med kroge eller takker. Vandatomer forestillede han sig var glatte, hvilket forklarede væskers flydende karakter. Helt tilbage i 2002 skrev jeg en diktsamling med en titel, inspireret af Demokrit, Sjælens atomer. Så jeg kan ikke lade være med at læse lidt fra det. Man skulle tro, at begrebet om hård kontinuitet er formet efter det genstandsagtige, det hårde materielle stof, hardware. Men måske har det levende siddet model. Planter, dyr, mennesker, børn, er helt med på at sige, se den her sten, nu er den et hus. Sådan leger man. Men hvis man siger, Se den her hest, nu er den en ko, så gider de ikke at være med. Pythagoras mente, at sjælen er af guddommelige oprindelse, at den eksisterer før og efter døden. Platon og Sokrates troede også på sjælens udødelighed. Aristoteles reserverede denne egenskab til sjælens intellektuelle del. Ifølge Epikur ophører både krop og sjæl i døden. Leveren var sjælens sted. Et organ, som ikke kunne tillægges en anden funktion. Empedokles, Demokrit, Aristoteles, Stoikerne og Epikurerne mente, at sjælen boede i hjertet. Pythagoras, Platon og Galen hævdede, at hjernen var sjælens sæde. Herophilus stedfæstede sjælen til hjernens fjerde ventrikel, et lille hulrum umiddelbart over hjernestammen. Man skal tørre vandet op meget hurtigt for at kunne fylde det på et nyt glas. Noget vil løbe væk, noget sidder tilbage i kluden. Vand spredes hurtigt, fordamper, indgår i økosystemet. at finde de samme molekyler, så vi får en sjæl bygget af småtdele, som spredes helt parallelt med kroppen, der spredes for vinden som aske. Epikuræerne mente, at sjælen bestod af atomer, ligesom resten af kroppen. Demokrit talte om sjælens atomer. De adskilte sig kun kvantitativt fra kroppens. De var glattere, rundere, skønnere. Kan sjælens spredte atomer samles, så den bliver så god som ny? Kroppen er blot en beholder, siger billedet med vandglasset. I religionerne er sjælen det, beholderen holder, også uden beholderen til at holde det. Det er sandt i vores metaforik. og røre rundt. fra det mængste til store, og om at prøve at forstå, hvad det var, vi gjorde. Det handler om, at vi er et dyr, blandt andre dyre planter, og når to på noget, der er stort, for eksempel elefanter, det handler om... Men hvordan kunne atomerne så egentlig forklare alle verdens kvaliteter? Farver, smage, lyde? Her kommer vi til noget helt centralt i Demokrits tænkning. Alle de her kvaliteter eksisterer ifølge ham slet ikke i virkeligheden. Ifølge vedtægt er der farve. Ifølge vedtægt er der sødme. Ifølge vedtægt er der bitterhed. Men i virkeligheden er der kun atomer og tomrum, skriver han. Når vi oplever, at honning er sød eller at en rose er rød, Det var en radikal tanke. Den gjorde op med ideen om, at verden i sig selv har de kvaliteter, vi oplever. Det vi kalder for en naiv realisme. I stedet fik vi en teori, hvor der er forskel på, hvordan verden fremtræder for os, og hvordan den virkelig er. Det er en tanke, der går igen i moderne fysik, hvor vi også må opgive vores almindelige forestillinger om faste objekter, når vi kommer ned på det atomare niveau. Og også en tanke, som er en tvingende nødvendig følge af alt, hvad vi ved om sansapparatets mekanismer og vores kognitive funktioner. Man kan selvfølgelig placere det afgørende tidspunkt på forskellige steder, men nu når vi beskæftiger os med demokrat, kan vi sige, at det her er tidspunktet, hvor vi på en måde mister den umiddelbare verden. Det er måske nok at skrue lidt op for retorikken, Når man først accepterer Demokrits verdensbillede, findes alle verdenskvaliteter ikke længere derude. De er kun resultater af vores måde at møde atomkonfigurationerne på. Og det er jo en meget moderne tankegang. Demokrit forestillede sig, at atomerne var i evig bevægelse. Men i modsætning til MP Douglas, som vi hørte om i episode 17, havde han ikke brug for kræfter som kærlighed og strid til at forklare bevægelsen. Så man kan sige, at den afmytologisering, som man kan følge i præ-sokratikernes udvikling, den fuldfører demokrat ganske radikalt. Og den måske mest radikale konsekvens, af atomteorien er, at den fører til en form for determinisme. Alt, hvad der sker, sker med nødvendighed ud fra atomernes bevægelse, og da de bevægelser følger faste love, er alt i princippet forudbestemt. Måske var det den tanke mere end noget andet, som fik Platon til at reagere så stærkt. Ifølge Diogenes Laertius skal Platon have ønsket at indsamle og brænde alle Demokrits værker. Han blev så forhindret, af Pythagorerne, Myklas og Klinias. Om det er en sand historie, ved vi ikke, men det er påfaldende, at Platon aldrig nævner demokrat ved navn i sine dialoger. Del 5. Etik Hvordan skal mennesket leve, hvis verden bare består af atomer i bevægelse? Det kan lyde som om Demokrits materialisme og determinisme må føre til en kold og måske endda nihilistisk livsopfattelse. Men sådan så Demokrit det slet ikke. Tværtimod udviklede han en interessant etik. Centralt i hans etiske tænkning stod begrebet eutymia, en tilstand af sindsro eller velbefindende. Eutymia handler om indre balance, fornuftig eftertanke og mådehold. Lykken bor ikke i flokke af kvæg eller guld, skrev han. Sjælen har sit hjem i lykken. Og det kan man jo så sige, det kunne han nemt sige, rig, som han var. Men det kan virke overraskende. Hvordan kan sjælens tilstand være vigtigere end de materielle omstændigheder for en materialist? særlig fine og runde atomer. Så når han talte om sjælens velbefindende, så talte han om en helt konkret harmonisk tilstand af de her sjæleatomer. Og en lille parenthes. Den pointe, at sjælen for en materialistisk eller naturalistisk indstillet tænker, er materiel eller bedre, er en fysisk proces, det er stadig en vigtig pointe i, dag. Jeg har oplevet at skille diskussioner, hvor tilhængere af en mere idealistisk eller religiøs position er tilbøjelige til at tro, at man som naturalist mangler noget, som om der er noget, man ikke kan tale om som naturalist, sjæl, mening, ånd. Men vi kan jo sagtens bruge alle disse ord. Sagen er bare, at vi mener, at også de fænomener bedst forstås som aspekter, af atomernes dans. Panktes slut. Og her lurer svære spørgsmål og paradoxer. for frihed. Vi kan jo ikke slippe ud af det system af atomer, som vi er en del af, og som er os. De udfordringer og problemer er stadig ikke løst 2.500 år senere, i hvert fald ikke til alles tilfredshed. Så vi må nok lade dem ligge nu og her, og vende tilbage til dem en anden gang. Mennesker har skabt sig et billede af tilfældet som en undskyldning for deres egen uforstand. skrev Demokrit. Med andre ord, selv i en deterministisk verden kan vi gennem fornuften lære at handle klogt og leve godt. Det førte til en række praktiske leveregler. Demokrit anbefalede mådehold i alle ting, vægtede venskab højt og mente, at uddannelse var vigtigere end medfødte evner. Naturen og undervisningen ligner hinanden, skrev han, Hvor Platon senere skabte en omformning af den natur. skulle argumentere for, at kun filosofer kunne opnå sand indsigt, mente Demokrit, at eutymia var opnåelig for alle fornuftige mennesker gennem eftertanke og modhold. Så opsummerende må vi sige om Demokrit, den leende filosof, at hans materialisme ikke førte til fortvivlse, men til accept af verden, som den er, og en tro på, at mennesket gennem fornuftig eftertanke kan finde sin plads, i den store atomare dans. Del 6. Samtidens reaktion Det er en dramatisk historie, som måske er opdigtet, men den indfanger noget centralt om, hvordan Demokrits tanker blev modtaget, særligt i Athen. For at forstå modstanden mod Demokrit, må vi huske på, hvor radikal hans position var. Han hævdede, at alt, ALT, kunne forklares gennem atomernes dans. Ikke bare fysiske processer, men også sjælen, tanken, følelsen. Der var ingen plads til guder eller en styrende fornuft, som hos Anaxagoras. Der var ingen plads til Platons ideverden. Platon nævner aldrig Demokrit ved navn i sine dialoger. Det er påfaldende, for Platon henviser ellers ofte til andre tænkere. Den totale tavshed omkring Demokrit tyder på en bevidst strategi. Måske mente Platon, at hans tanker var for farlige til overhovedet at blive diskuteret. Afsætten kunne også skyldes den dybe filosofiske kløft mellem dem. Hvor Demokrit mente, at virkeligheden bestod af atomer og tomrum, og alt andet var vedtægt, mente Platon, at den fysiske verden tværtimod var det uvirkelige, en bleg afglans af den sande ideverden. Desværre der forestillede sig to mere modsatte positioner. Andre tænkere reagerede anderledes. i atomteorien behandlede Demokrits idéer med stor respekt. Han fremhævede især hans systematiske tilgang og roste ham for at have tænkt over alt. I sin egen by Abdera og i den bredere ioniske verden ser det ud til, at Demokrit nød stor ansigelse. Der er beretninger om, at han fik æresbevisninger og statuer i sin hjemmeby, og at han blev konsulteret i politiske spørgsmål. sporer hans indflydelse i den hipokratiske medicinske tradition, hvor nogle tekster viser tegn på atomistisk tænkning, når de forklarer sygdomme og sundhed. Men den vigtigste reception af Demokrit kommer nok gennem Epikur, som videreudviklede atomteorien omkring 100 år senere. Selvom Epikur kritiserede Demokrit på nogle punkter, særligt hans strenge determinisme, atomistiske forklaring af verden. Gennem Evikur og særligt hans romerske fortolker Lucretius fik atomteorien et langt efterliv. Jeg glæder mig til vi skal læse Lucretius. DEL 7 HAD DEMOKRIT RET? Til at begynde med nævnte jeg, hvordan forskere i 2023 for første gang tog et billede af et enkelt atom. Det lyder jo som en triumf for Demokrits teori, Han havde åbenbart ret. Men som så ofte i videnskabens historie er sandheden mere kompliceret. Lad os først se på, hvad Demokrit havde ret i. Hans grundlæggende intuition om, at verden består af udelige mindste enheder, der bevæger sig i et tomrum, var forbløffende præcis. Også hans idé om, at alle kvalitative forskelle, farver, smage osv., at disse enheders konfiguration er i tråd med moderne fysik. Og hans insistering på, at alt skal forklares gennem naturlige årsager uden henvisning til guder eller mystiske kræfter, er blevet naturvidenskabens grundprincip. Men moderne fysik giver os et langt mere forunderligt billede end demokritsmekaniske atomverden. For det første er atomer slet ikke uddelelige, selvom det det ordet betyder, De består af protoner, neutroner og elektroner, som igen består af kvarker og andre partikler. For det andet opfører disse partikler sig på måder, som Demokrit aldrig kunne have forestillet sig. At atomer kan deles er selvfølgelig ikke et problem for Demokrit, for når vi siger atomer, bruger vi ordet om de partikler, vi opdagede i det 20. århundrede. For så vidt som atom betyder uddeleligt, burde vi ikke kalde dem det. Atomer. Problemet er, at moderne højenergifysik ikke giver et svar på, om disse dele er uddelige. For en løs betragtning virker det nærmere som om højere og højere energimængder kan blive ved med at smadre disse byggesten i flere og flere aspekter. Vi ved reelt ikke, hvad der er verdens grundlæggende niveau, om det overhovedet findes, og om det giver mening at spørge på den måde. Og værre er det, for Demokrits atombillede, at partiklerne opfører sig på måder, der radikalt adskiller sig fra, hvad man kunne forestille sig som bittesmå sten, der violer rundt og støder sammen. I kvantemekanikken kan partikler være flere steder på én gang, de kan være sammenfiltrede over store afstande, og de opfører sig nogle gange som bølger, andre gange som partikler. Heisenbergs ubestemthedsrelation fortæller os, at vi principielt ikke kan kende både en partikles position Ja, så vidt jeg forstår, at en partikel ikke har en præcis position og hastighed samtidig. Det er en verden, der er langt mere gådefuld end Demokrits ordnede kosmos af små materielle byggeklodser. Moderne fysik har enormt succes med sin standardmodel for atomernes fysik, men samtidig er det også karakteristisk, at vi i dag opererer med en hel række forskellige beskrivelsesmuligheder. At det virker som beregninger og forudsigelser er der ikke tvivl om. Men om der er beskrivelsesniveauer, der kan siges at være fundamentale, og om vi har fat i dem, det er et meget åbent spørgsmål. Mange fysikere vil mene, at de kvante feltteoretiske modeller er mere fundamentale end partikelmodellerne. I den opfattelse er billedet af verden som dansende atomer forkert. Vi skal snarere tænke på verden som en række vibrerende felter, der findes overalt, værdier. Felterne bølger op og ned og interagerer med hinanden, og der hvor svingninger af en særlig art er stærkest og mest lokaliseret, der har vi de fænomener, vi kalder partikler eller atomer. Og så er der jo en helt bunke forslag til, hvad der er mere fundamentale niveauer, som strengteori osv. Forløbig har ingen af dem vist sig som overbevisende kandidater til beskrivelse af den verden, vi faktisk På trods af alle de måder, hvorpå moderne fysik er milevidt fra, hvad Demokrit overhovedet kunne forestille sig, kan man stadig sige, at der er en general overensstemmelse. Den moderne fysik beskriver, ligesom Demokrit, verden som en selvkørende proces af interaktioner mellem en form for bestanddele. Det er stadig et naturalistisk og fysikalsk verdensbillede, som resonerer med Demokrits vision. Vejltagelser forestiller sig, at Demokrit ved hjælp af logik kunne tænke sig frem til noget rigtigt om verdens beskaffenhed. Verden er ikke forpligtet til at følge noget, vi kalder logik. At atomteorien i en vis forstand har sejret, er en empirisk sejr. Det, der er Demokrits enlige storhed, er derfor hans afmontering af guderne, hvilket også vil sige hensigter, formål, mening, at naturen gør, hvad der er bedst, og alle den slags måder, at antropologi, homoficerer verden på. Det har vist sig at være den rigtige vej at sortere intentionerne fra. De findes ikke derude. De findes kun i organismer som os. Der er mange spændende spørgsmål her, som vi også kommer til at møde fremover fra mange forskellige vinkler. Nu er vi nået slutningen af det her afsnit. Så havde Demokrits ret, Ja og nej. Hans atomteori var en genial intuition, der pegede i den rigtige retning, men virkeligheden har vist sig at være både mere kompleks og mere gådefuld, end han kunne have drømt om. Det er fascinerende, at vi i dag stadig må forholde os til den slags grundlæggende spørgsmål, som Demokrit og de andre antikke tænkere tumlede med. Hvad er virkelighedens fundamentale? niveau. Har den sådan et? Hvordan hænger alt sammen i bredest mulige forstand? Og hvordan skal vi leve i en verden, som viser sig at være så anderledes, end den umiddelbart ser ud? Må du have en god tid i atomernes dans. එය කොට මෙමාවට පෙරිමා අවශ්ය අවශ්ය වතරු කරන්න. Thank you.