Sokrates' død (TLF21)

Så vidt vi ved, skrev han aldrig noget. Vi har i hvert fald ikke en eneste sætning skrevet af ham. Alt hvad vi ved om ham, ved vi fra andre. Fra dem, der fulgte ham, og som efter hans død satte sig for at nedskrive, hvad de huskede, eller hvad de mente at huske. Hvad de syntes, han burde have sagt, hvad andre havde sagt, eller skrevet, at han havde sagt, eller hvad de bare syntes ville fungere godt i den fortælling, de skrev på.

Thøfner og læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og legende, seriøst pjattet ... 

Denne gang læser vi i Platons dialoger om Sokrates' død; hele forløbet fra anklagen og hans forsvarstale i retten, og frem til han tømmer det bitre bæger. Det foregår i Athen 399 år før vores tidsregning.

Transcript

Så vidt vi ved, skrev han aldrig noget. Vi har i hvert fald ikke en eneste sætning skrevet af ham. Alt hvad vi ved om ham, ved vi fra andre. Fra dem, der fulgte ham, og som efter hans død satte sig for at nedskrive, hvad de huskede, eller hvad de mente at huske, hvad de syntes, han burde have sagt, hvad andre havde sagt, eller skrevet, at han havde sagt, eller hvad de bare syntes ville fungere godt i den fortælling, de skrev på.

Thøfner og læser filosofihistorien fra begyndelsen. Kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende, præcist og lejende, seriøst pjerret. 

Manden var fattig. Han ejede næsten intet, og syntes ikke at bekymre sig om det. Han vandrede rundt og talte med folk på gader og stræder, mellem vekselerernes borde, i private hjem. Ja, hvor som helst nogen ville lytte. Han fortalte historier og stillede spørgsmål. Han tvang sine tilhører til at tænke over ting, de havde taget for givet, og til at tage stilling til deres liv og hvad de troede på. En gruppe unge mænd blev en slags disciple eller følgere af ham. De forlod deres familier, forretninger og forpligtelser for at følge ham. De holdt intenst øje med ham. Han gestik og væremåde. De gentog hans ord og fulgte hans bud. Det gjorde slægtninge bekymrede og fik myndighederne til at holde øje med ham. Manden hævdede at have en særlig forbindelse til det guddommelige, en åbenbaring, et kald, der drev ham, ligefrem en indre guddommelig stemme og en evne til at høre noget, andre ikke kunne. Han talte om det guddommelige på måder, der foruroligede de fromme, og han talte med en autoritet, der var både dragende og urovækkende. Han kritiserede de religiøse lærte og anklagede dem for ikke at forstå deres egen tradition. Myndigheder og lærte anklagede ham til gengæld for ugudelighed eller blasfemi, for at forderve sine følgere, for at undergrave samfundets fundament. Anklagen var religiøst formuleret, men motiverne var måske mere politiske end religiøse. Han var blevet for farlig, for indflydelsesrig, for umulig at ignorere. Han flygtede ikke, selvom han sagtens ville have kunnet undslippe sine skæbne. Hans venner tilbød at hjælpe ham, men han afslog og gik bevidst lige i sine fjenders arme. Retssagen var kort. Han forsvarede sig, men ikke på en måde, der ville have reddet ham. Han nægtede at bøje sig, nægtede at føje sine anklagere, selvom han selv på det tidspunkt ville have kunnet undslippe døden. Han talte til sine dommerer, som om det var dem, der var på prøve og ikke bestod. De dømte ham til døden. Mandens sidste timer tilpragte han med sine nærmeste. Han talte med dem om døden, om sjælen, om hvad der venter på den anden side. De græd. Han trøstede dem. Han virkede mærkværdig rolig, næsten glad. Så døde han, i fuld offentlighed, mens både hans venner og bødler betragtede ham. Hans tilhængere fortalte hans historie, som spredte sig ud i store dele af verden. Fortællingerne blev grundlag for skoler og menigheder og en kolossal mængde tekster. Århundreder og tusinder senere er der stadig mange og intense diskussioner om, hvad manden egentlig havde ment med de og de ord og de og de gerninger. Der er lærte debatter om, hvad forholdet er mellem de forskellige tekster om ham. Er nogen af de igennem mange århundreder kopierede tekster tættere på sandheden om ham end andre? Er man argumenterer sig frem til et billede af den virkelige historiske sandhed om manden? Eller er et hvert sådan forsøg misforstået allerede på forhånd, fordi rækken af kopier af kopier af kopier ikke ender i en mytisk, sand oprindelse, men allerede fra begyndelsen er litterære konstruktioner og teologisk-filosofiske indlæg i for længst glemte debatter? Nogle få mener i al alvor, at den historiske person overhovedet ikke fandtes. Andre siger, at der nok har fandtes et menneske med forbindelse til nogle af fortællingerne, men at afstanden mellem den eksistens og den hurtigt accelererende mytedannelse gør det meningsløst at søge svar på spørgsmålet om, hvem han var. 

Så hvem taler jeg om? Eftersom episoden handler om Socrates, har den opmærksomme lytter nok gættet, at det var Socrates. Men samme opmærksomme og dannede lytter, og sådan en er du jo per definition, kære lytter, har formentlig også lagt mærke til, at teksten lige så godt kunne handle om Jesusfiguren. Og det var i hvert fald den lille opgave, jeg stillede mig selv, at lave et resume, der udnytter de paralleller, der er, som man traditionelt har set mellem Socrates' og Jesus' skæbne. Nu skal afsnittet her jo ikke handle om Jesus, men til slut vender jeg en smule tilbage til parallellerne. Her skal kildesituationen lige ridses op. Kilderne til historien om Jesus' død er nemme at overskue, for det drejer sig om de fire evangelier i det Nye Testamente. Der er ikke andet. Paulus, som jo fylder meget af det Nye Testamente, skriver næsten ikke noget konkret om Jesus' liv og død, men mest om sine egne idéer og syner. Sjovt nok har vi også fire hovedkilder til Socrates' død, nemlig de fire dialoger af Platon, hvor forskellige dele af historien fortælles. Men det er jo strengt taget desværre kun én kilde, altså Platon, så vi kan ikke rigtig få en parallel ud af det. Men altså, vi skal læse i de fire dialoger fra Platons hånd. Der er en del andre kilder, som vi ikke går ind i denne gang. Det drejer sig om Xenophons apologi og hans memorabilia. Xenophon var samtidig med Socrates. Så har vi materiale i Diogenes Laertioses værk om filosofernes liv fra det 3. århundrede. Den har vi citeret fra mange gange i de tidligere episoder. Endelig ved vi noget om Polycrates' anklageskrift mod Socrates. Det blev skrevet nogle år efter henrettelsen og er gået tabt, men dele af argumentationen kendes indirekte, fordi både Xenophon og Libanius i det 4. århundrede skrev imod det, og vi har de tekster. Og der er også materiale om Socrates hos komedieforfatterne som Aristophanes. Kilderne til Socrates' liv og død er altså væsentlig mere omfattende end hvad angår Jesusfiguren. Men stadig er det et relativt overskueligt historisk kildemateriale, vi har at gøre med. Det forhold, at der igennem historien er skrevet hele biblioteker af bøger om Socrates og hans død, gør det alligevel en smule udfordrende at opsummere det hele. Ikke desto mindre er det det, vi skal. Hvad er Socrates og Platons dialog? Som de fleste vil vide, er Socrates Platons lærermester, og Socrates skrev ikke noget selv, så det meste, vi ved om Socrates, stammer fra Platons dialoger. Det giver kun begrænset mening at prøve at uddrage den virkelige Socrates fra fortællingerne om ham, og man kan næsten sige det samme om at forsøge at skille Socrates og Platon ad. Men altså, vi er endelig kommet til Socrates og Platon, eller vi kunne sige Platon og hans Socrates, og jeg har glædet mig, men også frygtet det en lille smule. Hver eneste episode indtil nu har været præget af, at jeg kun kan nå at læse en brøkdel af den relevante litteratur, det er et vilkår. Men når det angår Platon og Socrates, er den brøkdel uendelig lille. Der er skrevet så meget om dem, og de er relevante for så meget, at det er svært at finde ud af, hvor man skal starte. Noget andet er, at vi endelig kan glæde os over, at der eksisterer en rig og fyldig original litteratur. Platons samlede værker i de versioner, vi har i dag, fylder 2-3.000 sider, afhængig af opsætningen, så vi skal ikke spises af med små fragmenter og andres senere omtaler. Men det understreger jo altså udfordringen med at finde ud af, hvad jeg skal slå ned på. Jeg er gået og spekuleret over det, og er kommet frem til, at jeg laver en lille serie om Platon og Socrates. Det er stadig kun en fli af stoffet, men giver forhåbentlig lidt mere mening, end at prøve at dække det hele i én episode. Og den episode, du lytter til nu, handler om Socrates' død. Den historie er genfortalt mange gange, men den er ikke til at komme uden om. Nu skal vi til Athen, 399 år før vores tidsregning. (Musik) Vi befinder os i Athen i året 399 år før vores tidsregning. Øen er stadig mærket af de seneste års katastrofer. Blot fire år tidligere, i 444 års tidsregning, led Athen det endelige nederlag i Peloponeserkrigen, en konflikt, der havde straks over næsten tre årtier, og til sidst knuste det meste af bystatens storhed. Sejrherrene fra Sparta indsatte et oligarkisk styre, altså et formandsvælle, typisk nogle rige, magtfulde personer, de såkaldte 30 tyranner. I otte måneder gennemførte de et brutalt rejstsidsregime med henrettelser, konfiskationer og politiske udrensninger, hundredevis af borgere blev dræbt og tusinder drevet i landflygtighed. Da demokratiet blev genoprettet i 403 f.v.t., vedtog Athenerne en amnesti for at hindre en blodig borgerkrig. Men travmet sad dybt, folk i byen var helt forståeligt på vagt og lette måske ligefrem efter sønnebukke. Det er i den atmosfære, at anklagen mod Socrates blev rejst. At han ikke var en god borger var en beskyldning, der blev rejst mod ham i hans levetid og som ofte er blevet gentaget senere. Forbrydelserne begået af Alcibiades, Critias og Charmides, der alle havde været hans elever, stod endnu frisk i erindringen. Alcibiades havde forrådt Athen og skiftet side under krigen. Critias havde været de 30 tyranners mest brutale ledere. At Socrates havde undervist disse mænd gjorde ham skyldig i manges øjne. Dertil kom, at Socrates havde forholdt sig neutral i Athens dødskamp. Han havde hverken kæmpet aktivt for demokratiet eller åbenlyst modsat sig tyrannerne. Ifølge overleveringen nægtede han at adlyde nogen af deres ulovlige ordre, men hans generelle neutralitet var næppe egnet til at vinde folkelige velvilje i en by, der var i så presset en situation. Platon, der sandsynligvis skrev i den efterfølgende generation, påtager sig forsvaret af sin ven og lærer på netop dette punkt, ikke så meget over for sin samtids Athenere som over for eftertiden og verden som helhed. Hvem var Socrates? Ja, han var kendt som en omvandrende vissmand af en slags. Traditionelt beskrevet som ret grim med en kåret næse, ikke interesseret i guds eller guld, men i sandhed og erkendelse. Der kan naturligvis siges meget mere om Socrates' liv, men vi skal have historien om hans død. Anklagen, dommen, Socrates' forsvarstale, tidene inden eksekveringen af dødsdommen og selve scenen, hvor han tømmer det bitre bæger med skarntyret gift. Vi starter med Platons dialog, Øv Thyfron, som foregår lige inden retssagen, hvor Socrates møder den retsselretfærdige Øv Thyfron uden for domstolen. I dialogen forsøger Socrates og Øv Thyfron at nå frem til en definition af fromhed, Øv Sebaia. Samtalen fører dem ud i dialogens centrale dilemma, da de to samtalepartnere ikke kan nå en tilfredsstillende konklusion. Det centrale spørgsmål er blevet berømt. Er noget fromt, fordi guderne billiger det, eller billiger guderne det, fordi det er fromt? Det spørgsmål, kendt som Øv Thyfrons dilemma, vender vi tilbage til, når vi når frem til det i dialogen. Der synes at være tre overordnede formål i denne lille dialog. For det første, denne udfordrelse af fromhedsbegrebet med Socrates' karakteristiske metode, hvor han gennem spørgsmål afdækker begrebets indre modsigelser. En dialektisk metode, som man siger. For det andet, modsætningen mellem sand og falsk religion. Det fylder dog ikke voldsomt meget. Og for det tredje, forsvaret af Socrates selv. For dialogen udspiller sig netop på den dag, hvor han skal møde i retten for anklager om at indføre nye guder og at forderve ungdommen. Øv Thyfron, hvorfor har du forlat gymnasiet i Lykaion, Socrates? Og hvad bestiller du her i forhallen ved konge og kontens domstol? Du kan da umuligt have en sag for kongen, ligesom jeg. Socrates, ikke en sag, Øv Thyfron. En skriftlig anklage er det ord, atenerne bruger. Øv Thyfron, hvad? Jeg formoder, at nogen har anklaget dig, for jeg kan ikke tro, at det er dig, der anklager en anden. Socrates, bestemt ikke. Øv Thyfron, så en anden har anklaget dig? Socrates, ja. Øv Thyfron, og hvem er det? Socrates. En ung mand, som er livet kendt, Øv Thyfron. Og jeg kender ham næppe selv. Hans navn er Meletus, og han er fra Demenpitis. Måske kan du huske hans udseende. Han har en kråd næse og langt glathår og skæg, der ikke er sønderlig grået. Øv Thyfron, nej, det siger mig ikke noget, Socrates. Men hvad er den anklage, han rejser imod dig? Socrates, hvad anklagen er? Ja, en meget alvorlig anklage, som vidner om stor karakterstyrke hos den unge mand, og for hvilken han bestemt ikke fortjener at blive ringeagtet. Han siger, at han ved, hvordan de unge fordæres, og hvem der fordærer dem. Jeg forestiller mig, at han må være en vis mand, og da han har set, at jeg er det modsatte af en vis mand, har han opdaget mig, og går nu til at anklage mig for at fordære hans unge venner, og vores moder, staten, skal være dommer. Af alle vores politiske mænd, synes han mig at være den eneste, der begynder på den rigtige måde, nemlig med at dyrke dyden hos de unge. Ligesom en god gardner, gør han de unge skud til sin første omsorg, og rydder også af vejen, vi der ødelægger dem. Dette er kun det første skridt. Bagefter vil han tage sig af de ældre grene, og hvis han fortsætter som han er begyndt, vil han blive en meget stor velgører for staten. Øv tyfron. Jeg håber, det må gå sådan, men jeg frygter, Sokrates, at det modsatte vil vise sig at være sandheden. Min mening er, at han ved at angribe dig simpelthen sigter et slag imod selve statens fundament. Men på hvilken måde siger han, at du fordærver de unge? Sokrates. Han fremsætter en forunderlig anklage imod mig, som når man hører den første gang, vækker forbauselse. Han siger, at jeg er en digter, eller skaber, af guder, og at jeg opfinder nye guder og fornægter de gamles eksistens. Det er grundlaget for hans anklage. Øv tyfron. Jeg forstår, Sokrates. Han angriber dig for den guddomlige stemme, som du siger, du lejlighedsvis kan høre. Han mener, at du er en religiøs fornyer, og han vil stille dig for retten for det. Han ved, at en sådan anklage let modtages af folket, som jeg selv kun alt for godt ved, for når jeg taler i folkeforsamlingen om guddomlige ting og foresiger fremtiden for dem, lærer de af mig og anser mig for galt. Og dog er hvert ord, jeg siger, sandt, men de er misundelige på os alle, og vi må være modige at gå dem i møde. Sokrates. Deres latter, kærer øv tyfron, er ikke af stor betydning. For en mand kan anses forvis, men atenerne, formoder jeg, bekymrer sig ikke meget om ham, før han begynder at meddele sin vidstdom til andre, og så af en eller anden grund, måske som du siger er misundelse, bliver de vrede. Øv tyfron. Jeg vil næppe nogensinde prøve deres tålmodighed på den måde. Sokrates. Det tror jeg heller ikke, for du er tilbageholdende i din adfærd og meddeler sjældent din vidstdom. Men jeg har en velvillig vane med at udgyde mig selv for alle og en hver, og vil endda betale for en tilhør, og jeg frygter, at atenerne befinder mig for at snakke sagligt. Hvis de nu, som jeg sagde, blot ville lægge af mig, som du siger de lægger af dig, ville tiden passere mundtet nok i retten. Men måske er de alvorlige, og så kan kun I spormænd forudsige, hvad det vil ende med. Øv tyfron. Jeg tør sige, at sagen vil ende med ingenting, Sokrates, og at du vil vinde din sag, og jeg tror, jeg også vil vinde min. Sokrates. Og hvad er din sag, Øv tyfron? Er du anklageren eller den anklagede? Øv tyfron. Jeg er anklageren. Sokrates. Af hvem? Øv tyfron. Du vil synes, jeg er gal, når jeg fortæller dig det. Sokrates. Hvorfor? Har den, du er ude efter, måske vinger? Øv tyfron. Nej, han er ikke særlig flyvedygtig i hans alder. Sokrates. Hvem er det? Øv tyfron. Min far. Vi har nu allerede oplevet Platons dialogteknik, en højst litterær og kunstnerisk form, og vi har hørt Sokrates-figurens særlige ironi, hvor Øv tyfron tydeligvis bliver udleveret som alt for overbevist om sin egen vigtighed og klogskab. Og hvor Sokrates fortaler, hvad han mener om anklagen og anklagerne ved at sige det modsatte. Ja, en meget alvorlig anklage, som viden om stor karakterstyrke hos den unge mand, og for hvilken han bestemt ikke fortjener at blive ringeragtet. Det er tyk ironi og replikker, der er en komedie værdige. Dialogen fortsætter med, at Øv tyfron fortæller om sin anklage mod sin far. Faren har lavet en slave, som havde slået en anden mand ihjel, ligge bundet i en grøft, mens han sendte bud til Athen for at få råd, og inden svaret nåede frem, var slaven død af kugle. Den historie springer vi over her, mens sagen bliver anledning til at undersøge fremhed og godhed. Og det gør Sokrates ved at udspørge Øv tyfron med en kombination af underdagende ironi og skarpe spørgsmål. Sokrates, kan det ikke være grunden, Øv tyfron, til, at jeg er anklaget for ufremhed, at jeg ikke kan forlige mig med disse historier om guderne? Og derfor formoder jeg, at folk mener, jeg tager fejl, men da du som er velinformeret om dem, biliger dem, kan jeg ikke gøre bedre end at give mig ind under din overligende vidstom. Hvad andet kan jeg sige, når jeg bekender, at jeg intet ved om dem? Fortæl mig for søvsets skyld, om du virkelig tror, at fortællingerne er sande? Øv tyfron, ja, Sokrates, og ting, der er endnu mere forunderlige, som verden ikke kender til. Sokrates, og du tror virkelig, at guderne kæmpede med hinanden og havde frygtelige skænderier, kampe og lignende, som digterne fortæller, og som du kan se afbilledet i de store kunstnerers værker, templerne er fulde af dem, og at den fornavnlige Atenes klædning, som bæres op til Akropolis med de store pensionærer, er broderet med dem. Er alle disse historier om guderne sande, Øv tyfron? Øv tyfron, ja, Sokrates, og som jeg sagde, kan jeg fortælle dig mange andre ting om guderne, hvis du vil høre dem, som ganske vil forbause dig. Sokrates, det tror jeg gerne, og du skal fortælle mig dem en anden gang, når jeg har tid. Lige nu vil jeg hellere høre et mere præcist svar fra dig, som du endnu ikke har givet min ven, på spørgsmålet "Hvad er fromhed?" Da jeg spurgte dig, svarede du blot "At gøre som du gør, at anklage din far for mor." Øv tyfron, og hvad jeg sagde var sandt, Sokrates. Sokrates, utvivlsomt, Øv tyfron, men du vil indrømme, at der er mange andre fromme handlinger. Øv tyfron, det er der. Sokrates, husk, at jeg ikke bad dig om at give mig to eller tre eksempler på fromhed, men at forklare den almene idé, som gør alle fromme ting fromme. Husker du ikke, at der var en idé, som gjorde det ufromme ufromt, og det fromme fremt? Øv tyfron, jo, det husker jeg. Sokrates, fortæl mig, hvad denne idés natur er, og så vil jeg have en standard, som jeg kan se hen til, og med hvilken jeg kan måle handlinger, hvad enten det er dine eller andres, og så vil jeg kunne sige, at den og den handling er from og den anden ufrom. Øv tyfron, det vil jeg fortælle dig, hvis du vil. Sokrates, det vil jeg meget gerne. Øv tyfron, fromhed er altså det, der er kært for guderne, og ufromhed er det, der ikke er kært for dem. Og så kommer vi til det berømte Øv tyfron dilemma, som jeg nævnte indledningsvis. Sokrates, og hvad siger du om fromhed, Øv tyfron? Er fromhed ifølge din definition ikke elsket af alle guderne? Øv tyfron, jo. Sokrates, fordi det er fromt eller helligt, eller er en anden grund? Øv tyfron, nej, det er grunden. Sokrates, altså det elskes, fordi det er helligt. Det er ikke helligt, fordi det elskes. Øv tyfron, sådan må det være. Sokrates, og det, der er kært for guderne, elskes af dem, og er i en tilstand af at være elsket af dem, fordi det elskes af dem. Øv tyfron, bestemt. Sokrates, jamen så er det, der er kært for guderne, Øv tyfron, ikke det samme som det, der er helligt. Og det, der er helligt, er heller ikke det samme som det guderne elsker, som du påstår. Så er det jo to forskellige ting. Øv tyfron, hvad mener du, Sokrates? Sokrates, jo, vi var enige om, at det hellige elskes, fordi det er helligt. Det er ikke helligt, fordi det elskes. Hvad? Øv tyfron, nej. Sokrates, men det, der er kært for guderne, er kært for dem, fordi det elskes af dem. Det er ikke elsket af dem, fordi det er kært for dem. Øv tyfron, sandt. Sokrates, men kære Øv tyfron, hvis det, der er helligt eller fromt, er det samme som det, der er kært for Gud, så vil det fromme jo være elsket, fordi det er fromt, og det, der er kært for guderne, vil være elsket, fordi det er kært for guderne. Hvis på den anden side, det guderne finder kært, var kært for guderne, fordi det elskes af guderne, så må det fromme på samme måde være fromt, fordi det elskes. Men nu ser du, at det omvendte er tilfældet, og at de er ganske forskellige fra hinanden, for det ene til Ofiles, det guderne har kært, er af en art, der er noget, der elskes, fordi det elskes, og det andet, Hosion, det fromme, elskes, fordi det er noget, der kan elskes. Således synes du mig, Øv tyfron, når jeg spørger dig, hvad helighedens væsen er, kun at tilbyde en egenskab og ikke væsenet. Egenskaben er at være elsket af alle guderne. Men du nægter stadig at forklare mig helighedens natur, og derfor vil jeg spørge dig igen. Hvad er helighed eller fromhed i virkeligheden? Hvad er enten kært for guderne eller ej, for det er en sag, vi ikke vil strides om. Og hvad er ufromhed? Her har vi Øv tyfrons dilemma. Det er rejst mange gange i forskellige versioner i filosofihistorien lige siden. Det er et grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem religion og moral. Kommer det gode fra guderne, eller er guderne selv bundet af en godhed, der eksisterer uafhængigt af dem? Det er et vanvittigt godt spørgsmål for den, der tror på Gud eller guder. For hvis det gode er godt, fordi en Gud synes det, så havner man i en underlig relativisme ligegyldig hvor mægtig denne Gud er. Så ville Gud kunne "ville" et eller andet underligt og ondskabsfuldt, og vi skulle synes, det var godt alene, fordi en Gud ville det. Omvendt, hvis Gud gør det gode, fordi det er godt, så bliver guddommen underlig begrænset i sin almægtighed. Så kan Gud faktisk ikke bestemme, hvad der er godt, men han er bundet af det, helt ligesom os andre. Det er med andre ord et ægte dilemma, for begge dits horn er spidse og problematiske. Når man ikke tror på guder, er dilemmaet til gengæld ret tamt. Det gode og fromme er en egenskab, det er samspillet mellem mennesker og mellem mennesker og natur, og at det har en vis retning og karakter, skyldes at mennesket er alle tings målestok. For nu at citere Protagoras, som vi var inde på i forrig episode. Men tilbage til Sokrates. Efter det vanskelige og forvirrende argument fra Sokrates, svarer Eutyphron. Jeg ved virkelig ikke, Sokrates, hvordan jeg skal udtrykke, hvad jeg mener. For på en eller anden måde, synes vores argumenter, hver gang vi finder et ståsted, at dreje om og gå bort fra os. Og denne egenskab, at argumenterne vender sig om og går bort fra os, som Eutyphron udtrykker det, er faktisk ofte en egenskab ved Platons dialoger. Det vil sige, de slutter ikke nødvendigvis med en konklusion. Den dialektiske dialog nøjes mange gange med at afmontere umiddelbare antagelser og typiske tankegange i tiden, ttt, og åbner på den måde for et videre arbejde med spørgsmålene. Det er, tror jeg, en af hemmelighederne bag dialogernes blivende værdi. Der er bestemt dialoger, der konkluderer, men hvis de allesammen gjorde det, ville de føles mere forældede. Spørgsmålene, også selvom de fremstår mere som retoriske greb end som plausible spørgsmål til en samtalepartner, sammen med det forhold, at dialogerne ikke altid bliver lukkede, holder dem levende. Man får som læser lyst til selv at indgå i dialogen. Her er det sidste replikskifte i Øvetyfron. Sokrates, og siger du ikke nu, at det, der elskes af guderne, er helligt? Og er dette ikke det samme som det, der er kært for dem? Ser du det? Øvetyfron, sandt. Sokrates, så enten tog vi fejl i vores tidligere påstand, eller, hvis vi havde ret dengang, tager vi fejl nu. Øvetyfron, det ene af de to må være sandt. Sokrates, så må vi begynde forfra at spørge, hvad er fromhed? Det er en undertøjelse, jeg aldrig vil blive træt af at forfølge, så vidt det står til mig, og jeg bønfalder dig om ikke at ringeagte mig, men at anvende dit sind til det yderste og fortælle mig sandheden. For hvis nogen ved det, er det dig, og derfor må jeg holde fast i dig som protøvs indtil du fortæller. Hvis du ikke med sikkerhed havde kendt fromhedens og ufromhedens natur, er jeg overbevist om, at du aldrig på en slaves vegne ville have anklaget din gamle far for mor. Du ville ikke have løbet en sådan risiko for at gøre uret i gudernes øjne, og du ville have haft for mig en respekt for menneskers meninger. Jeg er derfor sikker på, at du kender fromheden og ufromhedens natur. Tal dig ud, kære Øvetyfron. Skjul ikke din viden. Øvetyfron. En anden gang, Sokrates, for jeg har travlt om at gå nu. Min ledesag er, vil du forlade mig i fortvivlse? Jeg håbede, at du ville undervise mig i fromheden og ufromhedens natur, og så kunne jeg have renset mig for Meletus og hans anklage. Jeg ville have fortalt ham, at jeg var blevet oplyst af Øvetyfron og havde opgivet lidt sindige fornyelser og spekulationer, som jeg kun hendte mig til i uvidenhed, og at jeg nu skal føre et bedre liv. Sokrates' sidste replik er som det meste af dialogen gennemsyret af ironi. En ironi, som man må forstå, at Øvetyfron er for tykpandet til at opdage. Sokrates lader som om, at han er fortvivlet over at miste denne uvurderlige kilde til vidstom, og som om, han havde håbet at bruge Øvetyfrons indsigt til sit eget forsvar i retten. Men vi som læsere ved jo, hvad Øvetyfron ikke selv har fattet, at han netop ikke har kunnet definere fremhed. Hver eneste definition, han har fremsat, er blevet pillet fra hinanden af Sokrates' spørgsmål. Den vidstom, Sokrates påstår, at vi lille lærer af ham, har vist sig at være tom. Og så flygter Øvetyfron en anden gang Sokrates fra "Jeg har travlt, jeg må gå nu". Det er en pinlig flugt, pakket ind i en hverdagslig undskyldning. Det er et intellektuelt nederlag, men det er Øvetyfron måske ikke engang klar over. Han går derfra i fuld overbevisning om, at han stadig ved, hvad fremhed er. Han har bare ikke lige tid til at forklare det. Dialogen ender altså i en apori. Den ender aporetisk, som det hedder. Det vil sige uden nogen konklusion eller løsning. Det er typisk især for de tidlige platoniske dialoger. Sokrates stiller spørgsmål, afslører modsigelser og efterlader os uden et endeligt svar. Men fraværet af svar er en slags svar. Vi har lært noget afgørende, at den mand, der var så sikker på sin egen fremhed, at han ville anklage sin egen far for mor, faktisk ikke aner, hvad fremhed er. Og det spiller selvfølgelig fint sammen med den tragiske undertone, der ligger i dialogen. Sokrates er på vej til retten for at blive anklaget for ugudelighed. Han vil blive kendt skyldig og dømt, og han vil drikke giften. Det er også en ironi i en mere teknisk forstand. Vi som læsere af dialogen kender den sandhed. Men figurerne i dialogen kender den ikke endnu. (Musik) Når man går tilbage i receptionshistorien, er det tydeligt, at der har været en stor vilje og trang til at opfatte Platons dialog som den renere skære sandhed. Friedrich Schleiermacher, 1768-1834, var en tysk teolog og filosof, der som den første oversatte Platons samlede dialoger til tysk. Schleiermacher argumenterede for, at Platons forsvarstale er en nøjagtig eller næsten nøjagtig gengivelse af Sokrates' egne ord. Hans begrundelse er dels, at Platon ikke ville have gjort sig skyldig i den ugudelighed, det ville være at ændre dem, og dels, at mange punkter i forsvaret kunne have været forbedret og styrket, hvis Platon frit havde digtet. Det har også været fremført, at Platon ikke kunne give et falsk billede af hendes ord, når hans dialog ville blive læst af mennesker, der var til stede under retssagen. Her er det igen ikke til at undgå at drage paralleller til Jesus' receptionen. Her har der været lige så mange, lige så dårlige begrundelser for teksternes pålidelighed. Som at evangelierne og Pauluses breve ikke havde kunnet påstå ting mod bedre vidende, mens vidnerne stadig levede. Der er stadig nogen, der kan finde sådan nogle argumenter overbevisende, selvom der ikke skal meget eftertanke til at gennemholde dem. Der er jo ikke rigtig en mekanisme, hvorved de pågældende vidner samles, vurderer manuskriptet og skriver deres indsigelser og kommentarer i maven. For det andet, selv hvis der var, så ville der bare danses forskellige fraktioner med forskellige versioner af hændelserne, præcis som det sker hver eneste dag i nutiden. Selv i vore dage, hvor der endda er foto-, lyd- og videooptagelser af de fleste større begivenheder, sker det jævnligt, at helt eller delvist opdæktede genfortællinger gis. Der er desværre ikke nogen simpel metode til at afgøre, hvor meget der er sandt eller usandt i tekster, der er flere tusind år gamle. Det vi i hvert fald kan sige, er, at Platon var en talentfuld forfatter, som brugte og måske endda opfandt mange litterære virkemidler og formgreb. Det betyder ikke, at meget ikke kan være sandt eller give et i anførselstegn sandt billede af Sokrates og processen frem til hans død, men det efterlader os med en fundamental uklarhed og tvivl. Det kan ikke siges meget bedre, end Bertrand Russell skrev det i sin "A History of Western Philosophy", som mange har stående i reolen på engelsk eller dansk. "Det er meget svært at bedømme, i hvor høj grad Platon har tilhensigt at portrættere den historiske Sokrates, og i hvor høj grad personen kaldet Sokrates i hans dialoger blot er talerør for hans egne meninger. Platon er, for uden at være filosof, en fantasifuld forfatter med stor begævelse og charme. Ingen antar, og han selv foregiver det heller ikke alvorligt, at samtalerne i hans dialoger fandt sted noget aktigt, som han nedskriver dem. Ikke desto mindre er samtalen, i hvert fald i de tidligere dialoger, fuldstændig naturlig og personerne ganske overbevisende. Det er netop Platons fortræflighed som fiktionsforfatter, der kaster tvivl over ham som historiker. Hans Sokrates er en konsistent og overordentlig interessant karakter, langt ud over de fleste menneskers evne til at opfinde, men jeg tror, Platon kunne have opfundet ham. Om han gjorde det, er naturligvis et andet spørgsmål." Og det er jo smukt skrevet. Jeg vil dog tillade mig at være en lille smule uenig med Russell. Når han siger, at samtalen, i hvert fald i de tidligere dialoger, er fuldstændig naturlig, tror jeg, det hænger sammen med, at Russell ikke havde den store erfaring som fiktionsskrivende eller for den tags skyld med transkriptionen af virkelige samtaler. Heller ikke i oldtidens Grekenland har mennesker helt naturligt ført dialoger, hvor replikkerne indgår som elementer i en struktur, der tydeligvis danner en komponeret helhed. Det Russell roser ved Platon, er det, som gode dramatikere og romanforfattere kan. I vore dage høj grad gode tv-seriemanuskriptforfattere. De naturlige replikskifter har meget lidt med naturlighed at gøre, men de fremstår naturlige, og det er noget helt andet. Nu skal vi læse fire uddrag af Platons Apologi. Om at tale sandt Jeg ved ikke hvilken virkning mine anklager har haft på jer, mine herrer, men jeg selv blev næsten revet med af dem, så overbevisende var deres argumenter. På den anden side var næppe ét ord af det, de sagde, sandt. Jeg var særlig forbløffet over en af deres mange fordrejninger, nemlig da de fortalte jer, at I måtte passe på ikke at lade jer bedrage af mig med den ansydning, at jeg er en dygtig taler. Jeg fandt det usevanligt frækt af dem at sige dette uden at rødme, eftersom de må vide, at de snart vil blive grundigt gendrevet, når det bliver åbenbart, at jeg ikke har de mindste evner som taler, medmindre de da med en dygtig taler mener en, der taler sandt. Hvis det er, hvad de mener, vil jeg indrømme, at jeg er en taler, og men ikke efter deres forbillede. Mine anklager har altså, som jeg fastholder, sagt lidet eller intet, da sandt, men fra mig skal I høre den fulde sandhed, og det kan jeg forsikre jer, mine herrer, ikke i blomstrende vendinger, som deres pyntede med fine ord og fraser. Nej, hvad I vil høre er en lige tiltale i de ord, der først falder mig ind, fordi jeg stoler på min sags retfærdighed, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer skal forvente noget andet. Oraklid i Delphi I kender naturligvis Chari Raphon. Han var min ven fra barndommen og en god demokrat, der spillede sin rolle sammen med jer andre under den nylige fordrivelse og genoprettelse. Og I ved, hvordan han var, hvor ivrig han blev, når han først havde kastet sig over noget. Nuvel, en dag tog han virkelig til Delphi og stillede Guden dette spørgsmål, og som jeg sagde før, mine herrer, vær vendtlig, ikke afbryd. Han spurgte, om der var nogen visere end mig. Præstinden svarede, at der ikke var nogen. Overvej vendeligst, hvorfor jeg fortæller jer dette. Jeg vil forklare, hvordan angrebet på mit omdømme begyndte. Da jeg hørte om Oraklids svar, sagde jeg til mig selv, hvad mener Guden? Hvorfor taler han ikke lige ud? Jeg er kun alt for bevidst om, at jeg ikke kan gøre krav på vidst om hverken stor eller lille. Hvad kan han da mene med at påstå, at jeg er den viseste mand i verden? Han kan ikke lyve. Det vil ikke være ret af ham. Efter at have grublet over det i nogen tid, satte jeg mig omsider med betydelig modvilje, for at efterprøve sandheden af det på følgende måde. Jeg opsøgte en mand med stort rys for vidst om, fordi jeg mente, at her om noget sted, ville det lykkes mig at modbevise Oraklid og sige til min guddommelige autoritet, "Du sagde, at jeg var den viseste af mennesker, men her er en mand, der er visere end jeg." Nuvel. Jeg underkastede denne person en grundig prøvelse. Jeg behøver ikke at nævne hans navn, men det var en af vores politikere, jeg studerede. Da jeg gjorde denne erfaring, og i samtale med ham fik jeg det indtryk, at skønt han i mange menneskers øjne, og især i sine egne, syntes at være vis, var han det i virkeligheden ikke. Da jeg så begyndte at vise ham, at han kun troede, han var vis, men ikke virkelig var det, vogtede mine bestræbelser uvilje både hos ham selv og hos mange af de tilstedeværende. Men jeg tænkte i det, jeg gik derfra, at jeg i hvert fald er visere end denne mand. Det er højst sandsynligt, at ingen af os har nogen viden at prale af, men han tror, at han ved noget, som han ikke ved, mens jeg er mig, min uvidenhed, fuldt bevidst. I det mindste synes jeg at være visere end ham i dette lille omfang, at jeg ikke tror, at jeg ved, hvad jeg ikke ved. Det, der er det sværeste af alt at få nogen af jer til at forstå, hvis jeg siger, at dette ville være ulydighed mod Gud, og at det er grunden til, at jeg ikke kan passe mig selv, vil I ikke tro, at jeg mener det alvorligt. Hvis jeg på den anden side fortæller jer, at det virkelig er det allerbedste, et menneske kan gøre, at ikke lade nogen dag gå uden at drøfte det gode og alle de andre emner, som I hører mig tale om og undersøge, både hos mig selv og hos andre, og at et liv uden en sådan undersøgelse ikke er værd at leve, da vil I være endnu mindre tilbøjelige til at tro mig. Om døden Vi bør betænke, at der også af andre årsager er god grund til at håbe på et godt udfald. Døden er en af to ting. Enten er den til intetgørelse, og de døde har ingen bevidsthed om noget som helst, eller den er, som vi får vide, i virkeligheden en forandring, en vandring af sjælen fra dette sted til et andet. Hvis der nu ingen bevidsthed er, men kun en drømmeløs søvn, må døden være en vidunderlig vinding. Jeg formoder, at hvis nogen blev bedt om at udvælge den nat, hvor han sov så dybt, at han ikke engang drømte, og så sammenligne den med alle de andre nætter og dage i sit liv, og derpå efter nøje overvejelse sige, hvor mange bedre og lykkeligere dage og nætter end denne han havde tilbragt i løbet af sit liv, ja, så tror jeg, at selv storkongen, for ikke at tale om nogen almindelig mand, vil finde disse dage og nætter lette at tælle i sammenligning med resten. Hvis døden er således, kalder jeg den en vinding, for hele tiden kan, hvis man ser på det på denne måde, betragtes som ikke mere end en eneste nat. Hvis døden på den anden side er en flytning herfra til et andet sted, og hvis det, vi får at vide, er sandt, at alle de døde er der, hvilken større velsignelse kunne der da være, mine herrer, hvis man ved ankomsten til den anden verden uden for rækkevidde af vores såkaldte retfærdighed vil finde der de sande dommerer, som siges at føre forsædet i disse sale, Minos og Radamantus og Icos og Tryptolimos og alle de andre halvguder, som var retsskaffende i deres jordiske liv. Vil det da være en forgæves rejse? Også I, mine herrer og dommerer, må se døden i møde med fortrystning og festne jeres sind til denne ene tro, som er vis, at intet kan skade en god mand, hverken i livet eller efter døden, og at hans skæbne ikke er guderne ligegyldige. Nu er det tid, at vi går, jeg for at dø, og I for at leve. Men hvem af os, der går den lykkeligere skæbne i møde, ved ingen undtagen guden. (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) Vi skal nu læse uddrag af dialogen "Kriton", en samtale i fængslet, hvor Sokrates afviser at flygte. Dialogen udspiller sig i Sokrates' fængselszelle kort før hans henrettelse, hvor en af hans venner, Kriton, forsøger at overtale ham til at flygte. I "Krisern-dialogen" finder vi Sokrates' berømte argument om den sociale kontrakt. Sokrates lader lovende tale og forklare, hvorfor han ikke kan bryde sin aftale med Athen. Den her stiltigende aftale eller sociale kontrakt, selv i hans tilfælde, hvor staten har dømt ham uretfærdigt. Kernen i argumentet er, at man ikke må gengælde uret med uret, og at det gode liv er det retfærdige liv, ikke blot det lange. Før daggry. Sokrates. Allerede her, Kriton, det må da stadig være tidligt. Ja, det er det, lige før daggry. Jeg ville ikke drømme om at vække dig, Sokrates. Jeg ville blot ønske, at jeg ikke selv var så søvnløs og tynget af sorg. Jeg har undret mig over dig, for jeg så, hvor roligt du sov, og jeg vækkede dig med vilje ikke, fordi jeg ønskede, at du skulle forblive i så uforstyrret som muligt. Jeg har ofte tidligere i mit liv følt, hvor heldig du er med dit sind. Men jeg føler det mere end nogensinde nu, i din nuværende ulykke, når jeg ser, hvor let og fredfyldt du bærer den. Sokrates. Tja, Kriton, det vil næppest sørme sig for en mand i min alder at gøre oprør mod at skulle dø. Kritons bøn. Kriton, det er endnu ikke for sent at følge mit råd og flygte. Din død betyder en dobbelt ulykke for mig. Jeg mister ikke blot en ven, som jeg aldrig vil kunne erstatte, men dessuden vil mange mennesker, som ikke kender dig og mig så godt, være sikre på at tro, at jeg svigtede dig, fordi jeg kunne have reddet dig, hvis jeg havde været villig til at bruge pengene. Og hvad kunne være mere foragteligt, end at få ord for at sætte penge højere end sine venner? Sokrates. Men kære Kriton, hvorfor skulle vi bekymre os så meget om, hvad "folk flest" tænker? De virkelige fornuftige mennesker, som har større krav på at blive taget i betragtning, vil tro, at tingene forholder sig nøjagtigt, som de gør. Om at gøre uret. Sokrates. Siger vi, at man aldrig bevidst må gøre uret, eller afhænger det af omstændighederne? Er det sandt, som vi så ofte har været enige om før, at der ikke er nogen forstand, hvori det at gøre uret er godt eller ærefuldt? Eller har vi kastet alle vores tidligere årbevisninger over bord i disse sidste dage? Kan du og jeg i vore alder, Kriton, have tilbragt alle disse år i alvorlige samtaler, uden at indse, at vi ikke var bedre end et par børn? Sandelig, sandheden er netop, hvad vi altid har sagt. Uanset hvad den almene mening er, og uanset om alternativet er behageligere end det nuværende, eller endnu sværere er bære, så forbliver det en kendskærning, at det at gøre uret i enhver henseende er ondt og vanærende for den, der gør det. Er det vore opfattelse, eller ej? Kriton, jo, det er det. Sokrates, så må man under ingen omstændighed gøre uret. Sig mig en ting mere, Kriton. Bør man tilføje andre skade, eller ej? Kriton, afgjort ikke. Sokrates, og sig mig, er det ret at gøre skade til gengæld, som de fleste mennesker tror, eller ej? Kriton, nej, aldrig. Sokrates, altså bør man ikke gengælde uret eller skade mod nogen, uanset hvad man har været udsat for. Vær nu omhyggelig, Kriton, med, at du ikke ved at indrømme disse enkelte punkter, ender med at indrømme noget, der strider mod din virkelige overbevisning. Jeg ved, at der er og altid vil være få mennesker, der tænker sådan, og følgelig kan der mellem dem, der tænker således, og dem, der ikke gør, ikke være enighed om princippet. De må altid føle foragt, når de iagt tager hinandens afgørelser. LOVENES TALE Sokrates, forestil dig, at mens vi forberedte os på at flygte herfra, kom Athens love og forfatning hen og stillede sig foran os og spurgte, "Nu vel, Sokrates, hvad har du i sine år gøre? Kan du benægte, at du med denne handling, du overvejer, har til hensigt, såvidt det står i din magt, at ødelægge os, lovene og hele staten med? Tror du, at en by kan bestå og ikke vendes på hovedet, hvis de retsafgørelser, der afsiges i den, ingen kraft har, men ophæves og tilindegøres af privatpersoner? Indser du ikke, at du er endnu mere forpligtet til at respektere og formidle dit fædrelands vrede end din faders vrede? At, hvis du ikke kan overtale dit fædreland, må du gøre, hvad det befaler, og tålmodigt underkaste dig, en hver straf, det pålægger dig, hvad enten det er pisk eller fængsel? Og hvis det fører dig ud i krig for at blive såret eller dræbt, må du adlyde, og det er ret, at du gør det. Du må ikke vige eller trække dig tilbage eller forlade din post. Både i krig og i retssalene og overalt ellers, må du gøre, hvad din by og dit fædreland befaler, eller også selv overtale dem i overensstemmelse med den almene retfærdighed. Men vold er en synd, selv mod dine forældre, og det er en langt større synd mod dit fædreland. Afslutning. Sokrates. Dette, min kære ven, krigsson, forsikrer jeg dig, er, hvad jeg synes, at høre dem sige, ligesom en mystiker synes, at høre musikkens toner, og lyden af deres argumenter runger så højt i mit hoved, at jeg ikke kan høre den anden side. Jeg advarer dig om, at som min mening står nu, vil det være forgæves, at opfordre mig til et andet synspunkt. Men hvis du tror, du kan udrette noget med det, så sig, hvad du vil. Krigsson. Nej, Sokrates, jeg har intet at sige. Sokrates. Så lad det fare, krigsson, og lad os følge denne vej, siden Gudden viser os den. (Musik) Nu skal vi høre lidt af den fjerde og sidste dialog, der har at gøre med Sokrates' død. Laterns "Phaedon", dialogen om Sokrates' sidste dag, og hans filosofiske argumenter for sjælens udødelighed. "Phaedons beretning" Icacrates. Var du selv til stede hos Sokrates, Phaedon, da han blev henrettet, eller hørte du om det fra en anden? Phaedon. Nej, jeg var selv til stede, Icacrates. Icacrates. Hvad sagde mesteren da, før han døde, og hvordan mødte han sit endeligt? Jeg vil meget gerne vide det. Phaedon. For det første var mine egne følelser dengang ganske usædvanlige. Det faldt mig ikke ind at føle melidenhed med ham, som man kunne have ventet ved en meget kær vens dødslege. Mesteren virkede ganske lykkelig, Icacrates, både i sin fremtræden og i det han sagde. Han mødte sin død så frygtløst og ædelt. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at selv på sin vej til den anden verden ville han være under Guds forsyn, og at når han ankom dertil, ville alt være godt for ham, hvis det nogensinde har været det for nogen. Så jeg følte slet ingen sorg, som man ellers kunne have ventet ved en så højtidelig lejlighed, og samtidig følte jeg ingen glæde ved at være optaget af vores sædvanlige filosofiske samtaler, for sådan forløb vores møde. Jeg følte en aldeles ubegribelig sindsbevægelse, en slags underlig blanding af glæde og smerte på en gang, efterhånden som det gik op for mig, at min ven ville dø om kort tid. Filosoffen og døden Socrates. Jeg vil forklare jer, hvorfor det forekommer mig naturligt, at en mand, der virkelig har viget sit liv til filosofien, er ved godt mod overfor døden og fortrystningsfuld med hensyn til at finde den største velsignelse i den næste verden, når hans liv er slut. Almindelige mennesker synes ikke at indse, at de, der virkelig på den rette måde hengiver sig til filosofien, direkte og af egen drift, forbereder sig på at dø og på døden. Hvis dette er sandt, og de faktisk hele deres liv har set frem til døden, vil det naturligvis være absurd at blive foruroliget, når det kommer, som de så længe har forberedt sig på at sætte frem til. Cæmias lå og sagde, "Ved min sjæl, Socrates, du har fået mig til at læ, skønt jeg slet ikke var i humør til det. Jeg er sikker på, at hvis de hørte, hvad du sagde, ville de fleste mennesker mene, og vore landsmænd ville hele hjertet være enige, at det var et godt svirp til filosoferne at sige, at de allerede er halvt døde, og at de normale mennesker udmærket er klar over, at døden vil være filosoferne vel undt." Socrates. Og de ville have ganske ret, Cæmias, bortset fra at de tror, at de udmærket er klar over det. De er slet ikke klar over, i hvilken forstand sande filosofer er halvt døde, eller i hvilken forstand de fortjener døden, eller hvilken slags død de fortjener. Men lad os afvise dem og tale med hinanden. Tror vi, at der findes noget sådan som døden? Cæmias. Ja, ganske afgjort. Socrates. Er det simpelthen sjælens frigørelse fra læmet? Er døden hverken mere eller mindre end dette, læmets særskilte tilstand i sig selv, når det er frigjort fra sjælen, og sjælens særskilte tilstand i sig selv, når den er frigjort fra læmet? Er døden andet end dette? Cæmias. Nej, netop det. Sjælens befrielse. Socrates. Det ser ud til, at dette er en sidestig, der fører til det rette spor. Så længe vi holder os til læmet, og vores sjæl er besmettet med denne ufuldkommenhed, har vi ingen chance for nogensinde tilfredsstillende at nå vort mål, som vi hævder er sandheden. For det første giver læmet os utallige forstyrrelser i jagten på vores nødvendige næring, og enhver sygdom, der angriber os, hindrer vores søgen efter virkeligheden. Dessuden fylder læmet os med kærlighed og begær og frygt og alle slags indbildninger og en hel del vrøvl, med det resultat, at vi bogstaveligt talt aldrig får lejlighed til overhovedet at tænke på noget. Vi er faktisk overbeviste om, at hvis vi nogensinde skal have ren erkendelse af noget, må vi skille os af med læmet og betragte tingene i sig selv med sjælen i sig selv. Det synes jeg at følge er argumentet, at den vidstom vi begærer og som vi bekender at have sat hjertet ind på, kun bevæger opnåelig, når vi er døde og ikke i vores levetid. Det er altså en kendskærning, siger Mias, at sande filosofer gør det at dø til deres levevej, og at for dem af alle mennesker er døden mindst skræmmende. Jeg er bange for, at det fra et moralsk synspunkt ikke er den rette metode at bytte én grad af nydelse eller smerte eller frygt for en anden, som mønter af forskellig værdi. Der er kun én mønt, som alle disse tegn bør veksles til, og det er vidstom. Det er faktisk vidstommen, der gør mod og selvbehærskelse og retsindighed mulig, eller med ét ord sand godhed. Og til stedeværelsen eller fraværet af nydelse og frygt og andre sådanne følelser gør slet ingen forskel, hvorimod et moralsystem, der er baseret på relativt følelsesmæssige værdier, er en ren illusion, en grundigt vulgær forestilling, som ikke har noget sundt i sig og intet sandt. Det sande moralske ideal, hvad enten det er selvbehærskelse eller retsindighed eller mod, er i virkeligheden en slags renselse fra alle disse følelser, og vidstommen selv er en slags lutring. Måske er de folk, der leder de religiøse indvielser, ikke så langt fra sandheden, og hele tiden har der været en allegorisk mening bag deres lærer om, at den, der træder ind i den næste verden, uindviget og uoplyst, skal ligge i sølet, men den, der ankommer dertil, renset og oplyst, skal bo blandt guderne. I kender jo indvielsespraktikernes ord. "Mange bærer tyrrossen, men de hengivende er få." Nuvel, efter min mening er disse hengivende simpelthen dem, der har levet det filosofiske liv på den rette måde, et fællesskab, som jeg hele mit liv på alle måder har gjort mit bedste for at slutte mig til, i det jeg intet har undlært, som jeg kunne gøre for at nå dette mål. Om jeg havde ret i denne stræben, og om vi har opnået noget, skal vi vide med sikkerhed, om guderne vil, når vi når den anden verden, og det, formoder jeg, bliver temmelig snart. Det var nu næsten solnedgang, for han havde tilbragt lang tid ene. Han kom og satte sig frisk fra badet, og havde kun talt i få minutter, da fængselsbetjenten kom ind og gik hen til ham. Betjenten. "Sokrates, jeg skal i hvert fald ikke bebrejde dig, som jeg gør med andre, at du bliver vred på mig og forbander mig, når jeg beder dem drikke giften og blot udføre regeringens ordre. Jeg har i denne tid lært dig at kende som den eddeligste og mildeste og tabreste af alle de mænd, der nogensinde har kommet her, og nu i sær er jeg sikker på, at du ikke er vred på mig, men på dem, for du ved, hvem der er de ansvarlige. Så nu, du ved, hvad jeg er kommet for at sige, farvel, og prøv at bære, hvad der må ske, så let du kan." I det, han talte, bræst han i gråd og vendte sig om og gik. "Sokrates, farvel til dig også. Vi vil gøre, som du siger, sikkert elsk hver dit menneske. Hele den tid, jeg har været her, har han besøgt mig af og til og haft samtaler med mig og vist mig den største venlighed, og hvor gavmildt er han nu at græde for mig. Bed afskeden. Men kom, kriteren, lad os gøre, som han siger. Lad nogen bringe giften ind, hvis den er tilberedt, hvis ikke, så sig til manden, at han skal tilberede den." "Kriteren, men Sokrates, solen står jo stadig på bjergene. Den er ikke gået ned endnu. Desuden ved jeg, at andre i samme situation har spist middag og nytt deres vin og somtid og selskab med dem, de elsker, længe efter, at de har modtaget advarslen og først drukket giften sent om natten. Der er ingen grund til at haste. Der er stadig masser af tid." "Sokrates, det er naturligt, at disse mennesker, du taler om, handler på den måde, kriteren, for de tror, de vinder noget ved det. Og det er også naturligt, at jeg ikke gør det, fordi jeg tror, at jeg endtid ville vinde ved at drikke giften lidt senere. Jeg ville kun gøre mig latterlig i mine egne øjne, hvis jeg klamrede mig til livet og holdt fast ved det, når det ikke har mere at byde på. Kom, gør som jeg siger, og gør ingen vanskeligheder." Ved dette gav kriteren et tegn til sin tjæner, der stod i nærheden. Tjæneren gik ud og kom efter nogen tid tilbage med manden, der skulle give giften. Han bar den færdigtilberedt i en skål. Da Sokrates så ham, sagde han, "Nu vel, gode mand, du forstår disse ting. Hvad bør jeg gøre?" "Blot drik den," sagde han, "og gå så omkring, indtil du føler en tyngde i benene, og læg dig så ned, så virker den af sig selv." I det, han talte, ragte han skålen til Sokrates, som modtog den ganske mundtet, uden en skælben, uden nogen forandring i farve eller udtryk, og sagde, i det han så op under brynene med sit sædvanlige rolige blik, "Hvad siger du til at udgive en liberation fra denne drik? Er det tilladt eller ej?" "Vi tilbereder kun, hvad vi anser for den normale dosis," Sokrates svarede han. "Sokrates, jeg forstår, men jeg formåede, at jeg har lov til, eller rettere er forpligtet til, at be guderne om, at min overgang fra denne verden til den anden må være lykkelig. Dette er da min bøn, og måtte den blive opfyldt." Med disse ord, ganske roligt og uden tegn på afsky, tømte han skålen i et drag. Indtil dette øjeblik havde de fleste af os været nogenlunde i stand til at holde tårerne tilbage, men da vi så, at han drak, at han virkelig havde drukket, kunne vi ikke længere. På trods af mig selv strømmede tårerne ud, så jeg dækkede mit ansigt og græd sønderknust. Ikke for hans skyld, men over min egen ulykke ved at miste en sådan ven. Kriseren havde givet op endnu før mig, og var gået ud, da han ikke kunne holde tårerne tilbage, men Apollodorus, der ikke var holdt op med at græde hele tiden, brød nu ud i et sådan stormvær, lidenskabeligt gråd, at han fik alle i rummet til at bryde sammen, undtagen Sokrates selv, som sagde, "Virkelig, mine venner, sikke en opførsel." Det var jo netop min hovedgrund til at sende kvinderne bort for at undgå denne slags forstyrrelse, for jeg har hørt, at man bør møde sit endeligt med et roligt sind. Fat jer nu og prøv at være tabre." Det fik os til at skamme os, og vi beherskede vores tårer. Sokrates gik omkring, og snart sagde han, at hans ben var tunge. Han lagde sig på ryggen. Det var, hvad manden havde anbefalet. Manden, det var den samme, der havde givet giften, holdt sin hånd på Sokrates, og efter en lille stund undersøgte han hans fødder og ben, klemte derefter hårdt i hans fod og spurgte, om han kunne mærke det. Sokrates sagde nej. Derpå gjorde han det samme ved hans ben, og i det han gradvist bevægede sig opad, nåede han at se, at han blev kold og følelsesløs. Snart følte han ham igen og sagde, at når det nåede hjertet, ville Sokrates være borte. Kulden havde bredt sig til omtrent hans midje, da Sokrates blottede sit ansigt, for han havde dækket det til og sagde, det var hans sidste ord. "Kritorn, vi skylder at sklæbe i os en hane. Sørg for det, og glem det ikke." "Det skal ske", sagde Kritorn. "Er du sikker på, at der ikke er andet?" Sokrates svarede ikke på det spørgsmål, men efter en lille stund rørte han sig, og da manden blottede ham, var hans øjne stive. Da Kritorn så dette, lukkede han hans mund og øjne. Således var vores kammerat endeligt, som vi med rette kan sige var, af alle dem, vi kendte i vort tid, den tabtrøsteste og også den viseste og mest retsskaffende mand. (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) (Musik) Så Sokrates blev dømt til døden, og straffen, eksekveret som det var kutume i Athen på den tid med gift, nærmere bestemt skarntydet saft. Det er i hvert fald, hvad traditionen siger. Lad os se lidt nærmere på den gift og dens faktiske virkning. Giften kom fra planten conium maculatum, plettet skarntydet, en plante fra skærmplantefamilien, der var almindelig i Middelhavsområdet. Hele planten er giftig, men frøene er særlig potente. De aktive giftstoffer er alkaloider, der blokerer nærosignalerne i kroppen. Det fører til ophør af vejrtrækning og dermed kvælning. Lammelsen er progressiv og centripetal. Den starter i fødderne og bevæger sig op gennem kroppen. Når den når åndedrætsmusklerne, dør offerede. Den del af fortællingen er altså ganske plausibel. Skarntydet blev ofte brugt til retslige henrettelser på grund af dens forudsigelige virkning. Giften blev malet fra planten i en morter i en dosis beregnet til at dræbe netop én mand. Den blev typisk blandet med vin for at gøre den lettere at drikke. Der var en specialiseret fangebogter, der var eksperti og tilberedte giften. Ved udgravninger af det athenske statsfængsel har man fundet små kopper, som menes at have været brugt til at administrere giften. Socrates' død er næsten altid blevet tilskrevet skarntydet, selvom Platons tekster kun bruger ordet pharmakon, der kan betyde lægemiddel, stof og gift. Som vi lige har været inde på, passer mange af skarntydegiftens virkninger da også ganske godt med beskrivelsen i teksten. Men der er også store uoverensstemmelser mellem de kliniske symptomer, som de er beskrevet i Phaidon, og så den generelle kliniske erfaring med den slags forgiftning. I Platons beskrivelse drikker Socrates roligt giften, går rundt indtil benene føles tunge, lægger sig ned og venter roligt, mens lamlesen breder sig opad. Han forbliver ved bevidsthed og kan føre filosofiske samtaler næsten til det sidste. En fredelig og værdig død. I realiteten er de kliniske effekter opkastning, mavesmerter, diaræ og voldsomme muskelspasmer. De ubehagelige effekter blev ikke nævnt, sandsynligvis for at fremstille Socrates' død på en måde, der var i overensstemmelse med hans og Platons idealer. Med andre ord, Platon har efter alt at dømme forskyndet beskrivelsen. Den virkelige død ville have været mere brutal med kramper, savlen og kvælende gispen efter vejret. Men det passede ikke til billedet af filosofen, der roligt accepterer sine skæbne. For Socrates-figuren var døden ikke en straf, men en befrielse. Hans sidste ord, "Kritorn, vi skylder Asclepius, en hane", refererer til offergaven, man bragte til lægeguden efter at være blevet helbredt. Socrates så altså døden som en helbredelse, sjælens befrielse fra kroppens fængsel. Hvorfor er det, at Socrates døde? Vi har været inde på spørgsmålet om, hvor den fiktive Socrates slutter og den virkelige begynder, og har konkluderet, at spørgsmålet må stå åbent. Helt parallelt med Jesus-figuren og Jesus-kilderne er der meget få hårde fakts, hvis overhovedet nogen. Og det er jo på en måde meget godt. Hvis de herrer Socrates og Jesus lignede alle mulige andre mennesker, og det er der jo al mulig grund til at tro, så var de ikke helt så enestående i virkeligheden, som de er i litteraturen. Vi har også kort været inde på spørgsmålet om, hvorfor athenerne valgte at døme en 70-årig fredelig mand til døden. Også dette spørgsmål står åbent, dog med en overvægt til den politiske side. Det har næppe været blasfemi i snev og forstand, som har optaget athenerne. De var vant til skuespil, hvor guderne blev behandlet meget værre end Socrates gjorde det. En idé om, at borgerne simpelthen ikke kunne tåle, at Socrates med sin ironi og dialektiske metode undergravede almindeligt anerkendte sandheder, virker også lidt naiv. At Socrates var associeret med byens fjender og var en utrættelig antidemokrat i en tid, hvor man lige var ved at komme sig over et blodigt diktatur, virker som en mere plausibel og realistisk forklaring. De forhold, som ikke lige fremkaster et sympatisk lys over Socrates eller Platon, der jo også var antidemokrat, ændrer ikke på, at begge to, Socrates og Platon, eller lad mig igen sige, Platon og hans Socrates, var geniale fornyere af den filosofiske tradition. Ja, på mange måder var de grundlæggere af den filosofiske tradition, selvom den havde været godt i gang. Platon med sine omfattende værker, og især det faktum, at de værker er bevaret, er ikke til at komme udenom. Måske peger de platoniske dialoger virkelig på en metode, som den historiske Socrates udviklede. Han var måske en særlig talentfuld samtalekunstner, som kunne udforske og blotlægge enhvers uvidenhed. I så fald har samspillet med Platons skriftlighed været frugtbart og interessant, og ja, næsten paradoxalt. Dialogerne fremstår, synes mange, som nu f.eks. Brussels, jeg citerede tidligere, ofte meget naturlige, autentiske og umiddelbare. Når jeg læser dem, ser jeg en kunstform. En genre, som netop ved sin dygtige mimen af de mundtlige fjerner sig fra det. Ironi f.eks. er meget anderledes på skrift end i kropslig tale, og selvom den virkelige Socrates var en stor ironiker, kan det kun i begrænset omfang have noget at gøre med den skriftlige ironi, som står på siden. Platon skrev imod skriften i det berømte sted i Dialogen Phaidros. Her fortæller Socrates myten om den ægyptiske gud Thoth, der opfandt skriften og præsenterede den for kong Tammuz som en gave, der ville gøre ægypterne visere og forbedre deres hukommelse. Men Tammuz afviser gaven med den begrænsning, at skriften vil gøre det stik modsatte. Den vil skabe glemsel i sjælene, fordi folk vil stole på de ydre skrevne tegn i stedet for at huske af sig selv. De vil få skinnet af vidstom, ikke den virkelige vare. Derefter fortsætter Socrates med sin egen kritik. Skrevne ord er som malerier, de ser levende ud, men hvis man spørger dem om noget, siger de stille. Og når en tekst først er skrevet ned, kan den optræde over alt og kommer i hænderne på både dem, der forstår den, og dem, der ikke gør. Den kan ikke forsvare sig selv eller svare på indvendinger. Kun den levende samtale, logos, plantet i sjælen, kan det. Det er en af filosofihistoriens store ironier, at vi kun kender den kritik af skriften, fordi Platon skrev den ned. Og det er også en smuk ironi, at den sandhed og autenticitet, som Platon og hans Socrates søger og ophøjer, kun når os gennem skriften, med alt ens afstand og uenlighed. Platon var en god filosof, for at sige det mildt, men først og fremmest en fantastisk forfatter. Han skabte, så vidt vi ved, uden allerede eksisterende forbilleder, sin egen genre. Og det er jo logisk nok, at dialogen kommer tidligt, lang tid før moderne former som roman, novelle eller essay. En af de andre genrefaste tekster i tiden var lyriken med vers, metrum og rim, og dramaet med dits replikker og kor. Platons dialoger kan selvfølgelig ses som en slags dramatik på papir. Replikker, som Neppe var ment som forlæg for en isenesættelse. Men hvis det er en slags dramatik, er det tankedrama, argumentdrama eller dialektisk undersøgende drama. I de mange tekster, fx fra sofisterne og imod sofisterne, nævnes ordene ofte som omdrejningspunkt. Ordene er ikke tingene, og allerede dermed er de principielt løgnagtige. De gamle grekere kendte naturligvis genre, genrekrav og genreforskelle, men for en moderne bevidsthed virker det som om, de ikke drog konsekvensen hele vejen. Genrerne former og styrer ordene og hvordan de forstås, og skal man med ét ord benævne sprogets tendens til bedrag, er det ikke så meget ordet "ord", men ordets genre, der er velvalgt. Når man læser teksterne med beskrivelser af Sokrates og hvad der angiveligt skulle være hans replikker og tale, virker det meget tydeligt, at vi er i genre. Heldedyrkelsen, dødsfortællingen, forestillingen om vismanden, alt sammen er formet af genre og troper. En nem måde at se det på er, at man som læser på et hvert tidspunkt kan fortsætte og give flere beundrende replikker eller mere sokratisk ironi. Hvem var Sokrates egentlig? Hvordan skete hans død præcis? Hvorfor blev han dømt til døden? Hvordan lød hans tale i retten egentlig, hvis han holdt en? Vi ved det ikke og kan ikke vide det. Tidligere kunne man uden bluslet være helt igennem religiøs i sin beundring for Sokratesfiguren, uden overhovedet at tænke på en eventuel forskel mellem mand og tekst. Her er et eksempel på en omtale i en oversættelse. Til sidst, da han dømmes til døden, er de få ord, hvormed han modtager dommen, i sig selv et levende billede af den mand han var, ulig i nogen anden, der nogensinde har levet. Store åndelige ledere og store elgene bryder historiens blade, men Sokrates ligner ingen af dem. Han er ganske vist den guddomlige magts tjæner, levende i fuldstændig lydighed mod Gud, og dog betragter han i hvert fred menneskenes verden med et stref af humor, et anstrøj af ironi. Han tilbringer sit liv med at forsøge at puste det godes gnist i hvert menneske til flamme, men når han fejler, når han støder på blind stædighed, eller dum indbilskhed, eller egoismens ligegyldighed, eller når han pådrager sig bittert fjendskab, der blandes der i hans beklagelse, for han nærer omsorg for en værd, en smule morskab, og så skæmmes af om man så må sige vedmodigt overbærende medfølelse, som om han sagde til sig selv, "sikke tåbelige børn vi dog er." Sokrates fordømte aldrig. Denne sigende ledetråd til hvem han var, gives tydeligst i Sokrates' forsvarstale. Det er sjovt at læse, synes jeg. "En ledetråd til hvem han var", skrives der, uden den ironi, der ellers var Sokrates' kendemærke. "Ulig nogen anden, der nogensinde har levet." "Offer søren, tak for kaffe." Hvordan skulle man overhovedet begynde på at foretage den vurdering? Jeg har en guilty pleasure i at høre religiøse, især amerikanske, kristne apologeter forsvare deres tro. I de kredse høres ofte diskussioner om kildesituationen, og selv de ikke så troværdige debattører kan ikke komme udenom, at kilderne til Jesus' liv og død er meget små, og endnu mindre, når man medtænker, at de citerer hinanden. I den sammenhæng har jeg ofte hørt det sagt, at det jo er situationen, når det angår kilder fra oldtiden. Altså, at kilderne er få og små, og vi kun har sene kopier af kopier af kopier. Nogen synes, at det er et argument for noget. Sandheden er, at viden om fortiden er usikker. Viden om, hvad der skete, og om, hvordan bestemte mennesker var for 2000 eller 2500 år siden, er højst usikker. Det er kun, når man af en eller anden grund har brug for at overbevise sig selv om, at man har mere viden, end man har, at man forsøger sig med tvivlsomme argumenter, og aldrig vil overbevise en, hvis de handlede om en hver anden sag. Sandheden er, at vi har nogle tekster skrevet i forskellige genreer og traditioner, i situationer og kontekster, der for længst er gået tabt. De herrer Jesus og Socrates har formentlig fandtes. Man skal jo have en god grund til at mene noget andet. Hvis de ikke var, som de blev beskrevet, og ikke gjorde, hvad der blev gengivet, er der ikke noget overraskende ved det. Det er ganske almindeligt. Sådan er det stadig med tekster, heldedyrkelse, politik og religion. Når det kan være svært at slippe spørgsmålene helt, vi kan sige det "sokratiske problem" eller "Jesus-problemet", er det, fordi det virker plausibelt, at noget i teksterne er sandt, at deres liv, personlighed og gerninger formentlig har en eller anden forbindelse til de tekster, der blev skrevet om dem. Men hvis vi tænker os om, uden fordomme, så kommer vi frem til, at den forbindelse er mindre, end vi gerne vil have. Min far holdte en vidighed, hvis man kan kalde den det, som lød således. Forskere har nu fundet ud af, at det slet ikke var Shakespeare, som var forfatter til alle de berømte skuespil og sonetter. Det viser sig, at det var en anden mand, også ved navnet Shakespeare. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg nævner den lille historie, men jeg synes, det passede her. (Musik) (Musik) (Musik) Helt tilbage i starten af den her episode, lovede jeg at vende lidt tilbage til parallellerne mellem Sokrates og Jesusfigurerne. Det er to martyr, i hvert fald to martyrfortællinger. Jesus døde for noget med, afhængig af diverse teologier, at betale for menneskers synd. Sokrates døde for noget med, at ikke ville undskylde eller bøje af, og for at ville overholde statens love, selv når de gik imod ham. I en vis forstand er Sokrates fortællingen også en fortælling om, at betale prisen for menneskesamfundets synd. Begge figurer kan, helt uafhængigt af hvad man plejer at sige, også forstås som døde af en form for stolthed. De behøvede ikke at dø. De styrede direkte mod deres død, for alternativet ville være at fornægte, hvad de i fortællingen ser som det sande og korrekte. Lad mig sige noget kættersk og hårdt formuleret. I realiteten var deres død en form for selvmord, og den var til ingen nytte. Ganske vist er den meget betydningsfuld og stor i fortællingerne, i fiktionerne, og som sådan blev den betydningsfuld. Men hvis de var gode og ressourcefulde mennesker, kunne de være til mere gavn og glæde, livende end døde. Og de fleste historier om mennesker, der går i døden for en sag, er ganske triste og forfejlede. Det er noget andet at kaste sig over en håndgranat for at redde sine kammerater, men det er da ikke tale om hverken hvad angår Jesus eller Sokrates, og det er ikke kun fordi håndgranater er noget anachronistiske i sammenhængen. Tænk på hvordan det virker, når mennesker offrer sig selv på baggrund af trossystemer eller ideologier, vi ikke lige selv kender til eller har respekt for. Det virker ikke kønt eller heroisk, snarere virker det trist og forfejlede. Mange har igennem historien set det selvopoffrende som et ideal, som noget det er værd at emulere, men igen, hvis det er et princip, som i Sokrates-fortællingen, eller en religiøs fantasi, som i Jesus-fortællingen, som man offrer sig for, så har jeg svært ved at finde det efterstræbelsesværdigt. Der er mange, mange millioner helte, historisk og lige nu, som gør noget vigtigt og konkret, som er langt mere værdige for vores beundring. Hvis man overhovedet behøver at gå og beundre eller tilbede nogen.

Til denne lille personlige udladning kan man stille mange sokratiske spørgsmål, og lade mig med det samme sige, at jeg ikke er helt sikker på min egen holdning her. Jeg er dog ret sikker på, at det er værd at udtrykke disse tanker, banale som de egentlig er, høres de alligevel sjældent. 

Jeg håber vi høres ved, når vi læser mere Platon.