Platons ideer (TLF23)

Alt hvad vi møder i verden er uperfekt, foranderligt og forfængeligt. Det hele er lige ved og næsten. Men næsten hvad? Hvordan kan vi måle det konkrete op mod idealer, når idealerne ikke findes? Denne episode handler om Platons svar på den slags spørgsmål, dvs. hans idelære.

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Hej og velkommen til episode 23 af Tøfner Læsers filosofi historien. Vi er jo i gang med Sokrates og Platon og er kommet til Platons idéer. Eftersom vi allerede er godt i gang med det via episoderne om Sokrates' død og Sokrates metoder, og ikke mindst fordi næste episode handler om Platons staten og det er en lidt lang af, så bliver den her episode ukarakteristisk kort. I Platons dialoger efterlader Sokrates os med et problem. Han var mester i at nedbryde falsk viden, men gav os ikke så meget i stedet. Han viste os, at vi ikke vidste, hvad mod dyd, retfærdighed osv. virkelig er, men han fortalte os ikke, hvad de så er. Han afslørede, at vi sjældent kan give til fredstillende definitioner af begreber, som vi ellers bruger uden blusel, men for det meste g han ikke selv noget svar. Man kan opfatte problemet som meget generelt, vi har brug for et svar på, hvad vores begreber skal rette sig mod, noget, som kan gøre, at de har et væsen, noget som er stabilt og perfekt. Det kan se ud, som om der må eksistere sådan noget, hvis sand viden overhovedet er muligt. Så Platon spurgte, hvis Sokretes har ret i, at sand viden er mulig, og at den adskiller sig fundamentalt for at rene og skære meninger. Hvad er det så, vi har viden om, hvad det for en virkelighed, som sand erkendelse retter sig mod. Platons svar blev en af de mest indflydelsesrige idéer i historisk tid, læreren om idéerne eller formerne. Det er en teori, der hævder, at den verden vi ser omkring os, denne verden af ting, der opstår for går, forandrer sig og er i konstant bevægelse, at den verden kun er en skygge af en højere og mere virkelig virkelig. Tør og læser og filosofistorien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, chaotisk, forudeligt, overraskende præcis. Lad os begynde med et simpelt spørgsmål, som Platon stiller i dialogen fejdern. Vi forestiller også to pinde, der ligger ved siden af hinanden. De ser ud til at være lige lange, men er de præcis lige lange, hvis vi måler dem med ekstrem præcision, vil der være en lille forskel, og selv hvis de ved et mirakel er nøjagtigt lige lange i dette øjeblik, så vil de ikke være det om lidt, tre udvider sig og trækker sig sammen med temperatur og fugtighed, og de to pæne vil reagere forskelligt på de omstændigheder, ligesom omstændighederne heller ikke vil være præcis de samme for de to pæne samtidig. Alligevel, og her er det, vi skal undre os over, alligevel ved vi præcis, hvad perfekt lighed betyder. Vi ved, at de to pæne kun er tilnærmelser til denne standard, som de aldrig nogensinde vil nå, men hvordan kan vi kende den standard, når vi aldrig har set perfekt lighed. I dialogen fejderen sidder Sokrates i fængsel på sin sidste dag, om få timer skal han drikke skært tyde giften. Vi har læst i dialogen før. Hans venner simias og kæbes er hos om, og de diskuterer sjælens udødelighed. Det er i den situation, på døden så rand, simpelthen, at Sokrates fremlægger erindringslægen. Han begynder med det simple eksempel. Vi siger, at der findes noget sådan som lighed, ikke lighed mellem pind og pind eller sten og sten osv. men noget hensides af det. Det lige i sig selv. Skal vi sige, at der findes noget sådan eller ej. Det siger vi på det bestemteste. Og ved vi, hvad det er bestemt. Bemærk hvad Sokrates gør her, han forsiges til at indrømme to ting. For det første, at der findes noget sådan som det ligge i sig selv. Altså ikke blot ting, der er ens, men selve ligheden. For det andet forholdsig os til at indrømme, at vi ved, hvad lighed i sig selv er. Men her opstår problemet. Når vi ser to pende og bedømer, at de næsten er lige lange, så sammenligner vi dem med en standard, perfekt lighed. Men vi kan kun sammenligne med en standard, vi allerede kender, og da vi aldrig har set perfekt lighed i den fysiske verden, så må vi have kendt den på forhånd. Så der til at strage en noget radikal konklusion af de her tanker. Så før vi begyndte at se eller høre eller sanse på nogen, må vi have haft viden om absolut lighed, ellers kunne vi ikke have henvistet denne standard for de lige ting, som er aflett fra sanserne. Formod den stræber de alle, og i forhold til den, kommer de til kort. Så må vi have erhvervet viden om lighed på et tidligere tidspunkt. Ja. Det vil sige, før vi blev født, formoder jeg. Dette er erindringslægen på græsk af namnesis. Læring er ikke at tilegne sig noget helt nyt, det er at genkalde noget sjælen allerede vidste, før den blev født ind i en krop. Når vi møder uperfekte eksempler i verden, næsten dige pende, næsten perfekte cirkler, næsten retfærdige handlinger, vækker din sovende erindring om de perfekte standarder, vi engang kendte. Tankegangen her ligner helt den, vi hørte i forår afsnit, hvor Sokrates brugte jordmormetoden til at få en ung knægt til at indse geometriske sandheder, og konklusionen var, at der var tale om erindring fra før han blev menneske. Perfekte cirkler er et godt eksempel. Vi har en idé om en perfekt cirkel. Vi kan i hvert fald sagtens tegne en cirkel og bedømme den som en uperfekt tilnærmelse. Men en tilnærmelse til hvad? Der er jo ingen perfekte cirkler i verden. I vores dage skal man bare zoome ind på en skærm for at se, at den bedste cirkel, vi kan fremstille, opløser sig i klodsede firkanter. Så der er bestemt et spørgsmål at stille. Vi lader til at kunne appellere til en standard, som ikke findes i verden, hvor findes den så? Og hvis vi strøder hen over detaljerne, ser det ud som om vi kan sige noget lignende om alt fra geometri til, f.eks. mod, dyd og retfærdighed, eller naturen og menneskets former. Hvordan kan vi have idealer om dyd, når ideelt dyd ikke findes? Hvordan kan vi have idéer om det smukke menneske, når det er helt igennem smukke menneske ikke findes. Platons svar er ikke udfoldet som en teori i moderne forstand, men han ser ud til at mene to ting, der er relateret på en eller anden måde. Den ene har vi lige hørt, af Amnesis, idéen om, at læring er erindring, og at vi kender disse idealer og standarder fra før vi blev født. Det vækker billeder af noget sjældt eksisterende, der svabede rundt i en anden verden end den vi kender, hvor cirklerne fandme var ordentlig rundet, dyd var dyd, en mand var en mand osv. Hvor vi ikke var omgivet af alle disse forgængelige, uperfekte forsøg, men af permanent perfektion. En lidt anden, men beslægted idé lægger ikke så meget vægt på før livet, men går i retning af det, vi ofte omtaler som en platonisk spære eller en platonsk eksistens. Her er tanken, at der en form for eksisterende idealformer, som på en eller anden måde garanterer, at alle vores tilnærmelse har noget at nærme sig til, og som man måske kan tænke sig frem til eller nærme sig på andre måder. Mange matematikere, også i dag er platonikere med hensyn til matematik, for så vidt som det forekommer dem, at matematikken ikke opfindes, men opdages, at matematikens sandheder på en eller anden måde eksisterer for sig selv i deres fulde perfektion. Afhængigt af filosofisk temperamang, kan man finde tanken om en platonisk idéverden, der flagrer rundt et eller andet sted, som ikke et sted, lidt fjoldet og uunderbygget, eller smuk og provokerende. Man kan nok høre hvad mit temperamang er. Men noget af det fine vedern er, at han ikke var til frisk med blot at argumentere for sin idé verden. Han ville også vise den. Han gjorde den i hvert fald til en poetisk lignelse i et af filosofistorens mest berømte bæder. Episode handler om staten, nok platons mest ambitiøse værk. Men her kan vi ikke undlade at citere den berømte hugelignelse fra staten. Sokrates beder sin samtal Glaukon om at forestille sig en mærkelig scene. Se mennesker, der lever i en underjordisk hule, som har en åbning mod lyset og strækker sig langs hele hulen, her har de været fra deres barndom, og har deres ben og halsen lænket, så de ikke kan bevæge sig og kun kan se foran sig, forhindret af lænkerne i at dreje deres hover. Over og baben brænder et bål på afstand, og mellem bålet og fangerne er der en havig vej, og du vil se, hvis du kigger, en lav mur bygget langs vejen, ligesom den skærm, som marionetspillere har foran sig, over hvilken de viser dukkerne. Lad os tegne billedet tydeligt op. Forestil dig en hule, en dyb hule, der strækker sig ind i jorden ved hulens bund sidder en række fanger, der har været lænket fast siden de var børn. De kan kun se fremad mod hulens bagvægter bag dem, men skjult for deres blik, brænder et stort bål. Mellem bålet og fangerne løber en lav mur, og bag denne mur bærer folk forskellige genstande forbi, figurer af mennesker og dyr, kar og redskaber. Bålets lys kaster skygerne af disse genstande op på væggen foran fangerne, og fordi fangerne aldrig har set andet, tror de skygerne af virkeligheden. Og hvis de var i stand til at samtale med hinanden, ville de så ikke anta, at de navngave det, der faktisk var foran dem? Jo, det er ganske vist. Når fangerne taler om en hest eller et menneske, så peger de på skygger, og de kender ikke andet, og de ville betragte den, der var dygtigst til at genkende skygerne som den viseste og blandt dem. Men hvad sker der, hvis en af fangerne bliver befriet og se nu igen og se hvad der naturligt vil følge, hvis fangerne befris og hjælpes af med deres vilfarelse. Først når nog dem befris og tvinges pludselig til at rejse sig op og dreje sin hals rundt og gå og se mod lyset, ville han lide skarpe smerter, skarpheden vil klage ham, og han vil være ud af stand til at se den virkelighed, som han i sin tidligere tilstand kun havde set skyggerne af. Befrielsen er smertefuld, lyset skærer i øjnene. Den befriede farge ville først være overbevist om, at skyggerne var mere virkelige end de genstande, han nu ser, han længes tilbage til sit mørke. Men hvis nogen tvinger ham videre, op gennem hulen ud i solyset, vil han gradvist vende sig til det. Først vil han kun kunne se reflektioner i vand, så skygger kaste af solen, så tingene selv, og til sidst. Til sidst vil han være i stand til at se solen og ikke blot reflektioner af den i vandet. Han vil se den på dens egen rette plads, og ikke i en anden, og han vil betragte den, som den er. Han vil så gå videre til at argumentere for, at dette er den, som giver årstiderne og årene, og som er vogteren af alt det, der er i den synlige verden, og på en vis måde årsagen til alle ting, som han og hans fæller har været vant til at se. Solen i lignelsen er det gode, den højeste idé, kilden til al sandhed og væren, ligesom solen er kilden til alt lys og liv i den fysiske verden. Men lignelsen slutter ikke her. Platon stiller et afgørende spørgsmål. Hvad sker der, hvis den befriede vender tilbage til hulen? Og hvis der var en konkurrence, og han måtte konkurrere i at måle skygerne, mod fangerne, der aldrig havde bevæget sig ud af hulen, mens hans syn stadig var svag, og før hans øjne var blevet stabile. Vil han så ikke virke latterlige? Folk ville sige om ham, at han gik op og kom ned uden sine øjne, og at det var bedre slet ikke at tænke på stige op, og hvis nogen forsøgte at løsne en anden og føre ham op til lyset, så ville de slå ham ihjel, hvis de fangede synderen. Hvor ikke plateren her taler om sokræsses skæbne. Filosofen, der vender tilbage for at oplyse sine medborgere, bliver til grin, og værre endnu bliver drøbt af dem han forsøger at hjælpe. Huglelignelsen gør rigtig mange ting på én gang. Den er en illustration af idéeren, men det er også en kosmologi og en psykologi og en politisk teori, pakket ind i et enkelt billede. Den fortæller også, at den verden vi tager for givet kun er skygger af en højere virklighed, og at vejen til sandhed er langt smærdefuld og farlig. Hvis hleigenden viser os, hvad filosofen skal befris fra, så viser symposion også den kræft, der driver ham op ad. Det er kærlighed. Symposion eller drikkegilet er en af platons mest livlige dialoger. Senen er et festmåltid, hvor deltagerne holder taler til ære for kærlighedsguden. En af de bedste taler fra drikkeilet af den Sokrates tilskriver en kvinde, nemlig præst inden de Otima fra Mansinea. De otima beskriver kærligheden som en opstigning, en stige, der fører fra det laveste til det højeste. Den, som vil gå ret frem i denne sag, bør begynd i ungdommen med at opsøge smukke former. Og først, hvis han ledes rigtigt af sin vejleder, bør han kun elske en sådan form, og ud af den bør han skabe smukke tanker, og snart vil han af sig selv indse, at skønheden i én form er beslægte med skønheden i en anden, og hvis skønhed i form generelt er han stræben, og tåbel vil han så ikke være, hvis han ikke erkendte, at skønheden i enhver form er en og den samme. Så det er første trin kærligheden til én smuk krop. Men den der er vis og godt på vej, vil snart indse, at skønheden i den krop er den samme som skønheden i en hver anden smuk krop. Hvorfor skulle man så bende sig til en? I næste fase vil han betragte sinds skønhed som mere ærefuld end den ydre forms skønhed. Så hvis en dydelig sjæl kun har lidt øne, vil han være til frreds med at elske og pleje ham og vil opsøge og føle tanker, som kan forbedre den unge, indtil han tvinges til at betragte og se institutioners og loves skønhed, og til at forstå, at al deres skønhed er af én slægt, og at personlig skønhed er en bakkeræt. Så først fra krop til sjæl, så fra individuel sjæle til love og institutioner, i fjerdringen fra låve til videnskab, kundskab, og så det sidste spring. Den som er blevet undervist så langt i kærlighedens ting, og som har lært at se det smukke i ret orden og rækkefølge, når han kommer mod enden, vil han pludselig skue en natur af vidunderlig skønhed, og natur, som for det første er evig, ikke voksne, ikke hensynde, eller tiltagende og aftalende. For det andet ikke smuk fra et synspunkt og gemt fra et andet, eller på et tidspunkt eller i en relation, eller på et sted smuk på et andet tidspunkt, eller i en anden relation eller på et andet sted grem. Så se forbi alt det relative og forgængelige og forenterlige. Hvad demaad beskriver, er intet mindre end et møde med skønhedens selv. Ikke smukke ting, men selve skønhedens idé. Det er den samme virkelighed, som hulebeboeren når frem til, når han endelig kan se på solen, men deotima beskriver ikke vejen som tvunget og smertefuld, men som kærlig og længselsfuld. Men skønhed, absolut adskilt, enkelt og evig, som uden forminskelse og uden forøgelse eller nogen forandring, meddeles til de stadigt voksne og forgående skønheder i alle andre ting, den, der opstigende under indflydelse af sand kærlighed begynder at skue denne skønhed er ikke langt fra målet. Så deotimas stige starter med erotisk tiltrækning til en bestemt person, noget helt konkret og kropsligt, men den ender med kontemplation af noget evigt og uforanerligt. Kærlighed er ikke bare en følelse, den er en kræft, der kan løfte sjælen fra det laveste til det højeste, hvis den ledes den rigtige vej. I kulleligenden så vi solen som et billede på det højeste. Men hvad er det højeste? I sjæle bog af staten giver os sin mest direkte forklaring. Og sjælen er som øjet. Når den hviler på det, hvor på sandhed og verden skinner, opfatter og forstår sjælen og er strålende af intelligens. Men når den vendes mod tilblivelsens og forgængelighedens tusmørke, der har den kun meninger, og går virende omkring, og er først af en mening, og så af en anden, og synes ikke at have nogen intelligens. Ligesom solen gør det muligt at se fysiske ting, gør det gode det muligt at erkende idéerne. Og ligesom solen ikke bare oplyser tingene, men også gennem liv og vækst, så gør det gode ikke bare idéerne erkendbare, men det gode giver idéerne selv deres væren. På samme måde kan det gode sig være ikke blot ophav til erkendelse for alle kendte ting, men til deres væren og væsen. Og dog er det gode ikke væsen, men overgår langt væsenet i værdighed og magt. Det gode der overgår væsen. Det gode er ikke selv værden, og det er hensidens væren. En af platons mere mystiske påstande, og den har haft ganske stor betydning. I nyplatonismen fik ploten i det tredje året ganske meget ud af denne passage. Og i den kristne teologi brugte mange, især de græske kirkefædre, den passage til at formulere Guds transcendens. Gud er ikke et væsen blandt andre væsener, han er ikke engang det højeste væsen, han er hensidets væren. Det kan man se som et af grundlagene for den apropatiske eller negativ teologi. Vi kan ikke sige hvad Gud er, vi kan kun sige hvad Gud ikke er. Platern udlægger ikke selv den sætning, da dem, der mener, at det kunne høre til en mere hemmelig, mundtlig lære i platons akademi. Hvem ved, men der er en vist tvingende logik i tankegangen. Når man først tænker, at idealerne må have en perfekt og ideel eksistens, som det uperfekte eksisterer i kraft af, er det oplagt at spørge, hvad idealerne eksisterer i kræft af. Og hvis man først har sat sig i den tankebane, har man ikke meget lyst til at svare, at de eksisterer i kræft af anden ordens idealer. For så vil man kunne blive ved med at spørge, og idéverdenen bliver en uendelig række af idéer om idéer. Man er tvunget til at stoppe den og sige, at der er noget, som ikke engang er værden, men er hensidsværen. Teologisk har problemet præcis samme form, som når det uforskammede barn spørger, hvem der har skabt Gud. Det eneste mulige svar at give er at stoppe det spørgsmål med det samme og sige, at Gud er slet ikke skabt, han er ikke et væsen og slet ikke en skabning, han er hensides alt det pjat. Men nu var det platern det handlede om. En anden måde, plateren præsenterer sin kosmologi på, er ved hjælp af billedet af den delte linje. Tag nogle linje, som er skåret i to mulige dele, og del hver af dem igen i samme forhold, og antag, at de to hovedindelinger svarer, den ene til det synlige og den anden til det intelligible, og sammenligne så underindelingerne med hensyn til deres klarhed og mangel på klarhed. H ligger der i det? Forestil dig en løgret linje. Den nederste del repræsenterer den synlige verden, den øverste del den intelligible, altså det, der kun kan erkendes med tanken i modsætning til det, der kan erkendes med sensorne. Hver del deles igen. I den synlige verden nederst er billeder skygger og reflektioner i vand. Ovenover er fysiske genstande dyr, planter, menneske skabte ting. I den intelligible verden, altså det, der kun kan erkendes med tanken nederst, er matematiske genstande tal geometriske figurer, som vi resonerer om ved hjælp af hypoteser. Øverst er idéerne, som vi kun kan nå gennem dialektik, der ikke stopper ved hypoteser, men søger det ubetingede og absolute. Til hvert niveau svarer en erkendelses tilstand. Og nu svarende til disse fire inddelinger lader fire evner i sjælen fornuft, svarende til den højeste, forståelse til den anden, tro til den tredje og opfattelse af skygger til den sidste. Og lad os antage at de forskellige evner har klarhed i samme grad, som deres genstande har sandhed. Så den her delte linje giver os platens epistemologi i koncentreret form, der er græder af virkelighed, og til hver grad svarer en grad af erkendelse. De fleste mennesker lever på de laveste niveauer, de er optaget af skygger og fysiske genstande, de sociale medier måske. Filosofen stræber mod det øverste niveau, ren fornuft rettet mod idéerne selv. Og det er jo heldigt kan man sige, at platoren tilfældigvis ender på det øverste niveau. Jægerens idé læger, rejser naturligvis en hel del spørgsmål. Hvordan kan tidløse og uforanerige idéer være forbundet med forandrelige ting i tiden? Hvordan kan en idé være i mange ting på én gang? Hvindes der øvrigt idéer for alt? Ikke kun perfekte cirkler og dyd, er der også idéer for det perfekte snavs eller det perfekte affald. Klatoren har ikke gode svar på den slags spørgsmål, men man må lade ham, at han selv rejser den slags indvendinger, og på den måde tager kritik med i teksten. Det skulle i orden, plateren. I dialogen parmenides møder vi en ung Sokrates, måske kun 1920 år gammel, i samtale med den ærdende filosof parmenides fra Elia, som vi jo kender tilbage fra episode 14. Den unge Sokrates fremlægger enthusiastisk sin teori om idéerne. Den gamle parmenides lytter, og så går han til angreb. Jeg formoder, at du mener dette, når mange ting forekommer der at være store, synes der sandsynligvis at være en idé om storhed, som er den samme, når du betragter dem alle, og heraf slutter du, at det store er et. Det er sand. Men hvis du med dit cents øje betrakter det abstrakte store, og disse mange store ting på samme måde, hvor der så ikke være et andet stort, ved, hvilket alle disse synes at være store? Det synes sådan. Lad os kigge lidt nærmere på argumentet. Vi har en gruppe store ting, lad os sige tre store bjerge. Vi forklarer, at de alle er store, fordi de alle har del i storhedens idé. Men nu spørger par manides, er storhedens idé selv stor? Det kunne man jo mene, at den må være, hvis bjergets storhed skal have noget at gøre med storhedens idé. Men hvis svaret er ja, så har vi nu en ny gruppe, de tre bjerge plus storhedens idé. Og hvad forklar, at alle disse fire ting er store? Det må være en anden ordens storhedens idé, som de alle har del i, men denne anden ordens idé er også selv stor, og så har vi brug for en tredje og så videre i det uendelige. Så vil en anden idé om storhed fremtræde, for uden absolut storhed og de individer, som har del i den, og så endnu en, ud over alle disse, i kraft af hvilken de alle vil være store, og så vil hver idé i stedet for at være en blive uendelig mangfoldigt gjort. Det er et ret ødelæggende argument. Hvis Platon har ret, burde hver enskab forklares af en enkelt idé, men Parmonedes argument viser, at teorien fører til et uendeligt hierarki af idéer, og det synes absurd. Her er vi sammenstet som tidligere, idéen om, at godheden ikke har væren, men er hensidets væren kan læses som en slags løsning på den uendeligt metastaserende kade af meta idéer. Det er finurligt, at det lige netop er Parmenides, som kommer med argumentet. Historisk kunne det med en nød og næppe være muligt, at en meget ung Sokret skulle have mødt en gammel Parmenides. Men skid nu med det, det finurlige ligger i, at Parmanidets egen filosofi, som vi hørte om i episode 14, ikke lige frem af nemmere at slue fra en praktisk synsvinkel. Han sagde jo kort sagt, at intet ikke eksisterer, at det værende er det eneste, der er, og at forandring og bevægelse derfor er en illusion. Han står altså for en vild og radikal monisme, i realiteten findes kun en evigig og uforanerlig ting, den tætte, uendelige kugle af værden. Platons idéer postulere derimod mange ting, det skønne, det retfærdige, det lige osv. Så når Parmenides i dialogen, spørger den unge Sokrates, om der findes idéer for snavs og hår og affald. Er det den strenge monist, der prikker til pluralisten. Måske er det Platons måde at bruge sin egen traditions ældre autoritet til at teste og udfordre sin egen teori på? Og vil du være lige så usikker, Sokrates, angående ting, hvis blotte omtalte måske ved vække ladder? Jeg mener ting som hård, mudder, snavs eller andet er lavt og ubetydigt. Vil du anta, at hver af disse har en idé adskilt fra de virkelige genstande, vi kommer i berøring med? Eller nej. Bestem det ikke, sagde Sokrates. Synlige ting som disse er netop hvad de synes at være, og jeg er bange for, at det ville være absurd at anta nogen idé for dem, skønt jeg til tider bliver forroliget og begynder at tænke, at der ikke findes noget uden en idé. Men når jeg har indtaget denne holdning, løber jeg igen væk, fordi jeg frygter falde en bundløs afgrund af nånens og gå til grunde, og så vender jeg tilbage til de idéer, jeg lige talte om, og beskæftiger mig med dem. Ja, Sokrates, sagde Parmenides. Det er fordi du stadig er ung, tiden vil komme, hvis jeg ikke tager fejl, hvor filosofien vil have et faste greb om dig, og der vil du ikke foragte selv de ringeste ting. Det er jo et ret smukt sted, synes jeg. Hvorfor inkluderer Platan det argument i sin egen dialog? Måske mente han, at argumentet kunne afvises, måske vil han vise, at idéeren krævede revision eller udvikling, måske vil han demonstrere, at filosofi altid må være villige til at udfordre sine egne antagelser. Så lad os være positiv og vælge at forstå det som platons vilje og evne til selvkritik. Lige gyldig hvilke begrundelser den historiske platon havde i tankerne, er der noget fint i, at det dialogiske spiller en så central rolle i den vestlige filosofihistories grundlæggelse. Dialoger kan per definition fortsættes, og hvis de en dag på bådsiden slutter i en apori, er der lagt op til en forsat undersøgelse. Hele filosofinistorien kan anskrue sådan. Ikke så meget som fodnoger til Plan, som Alfred Norte skrev, men som fortsatte repliker i en dialog, der udgør vores bedste forståelse af verden. Lad os slutte med endnu et af platens store billeder. I fejeds sidder Sokrates med den unge fejdros ved floden i losos uden for at ens murer. Det er en varm sommerdag, og de taler om kærlighed og retorik, som man jo gør. Sokrates fortæller en myte om sjælens natur. Om sjælens natur, skønt den sande form altid et emne for omfattende og mere en dødeligt tale, lad mig tale kort og i et billede, og lad billedet være sammensat et par vinget heste og en vognstyre. Så sjalen er som en vogn trukket af to heste og styret af en kusk. Men de to hester er meget forskellige. Den højre hest er rank og rent skabt, den har en høj hals og en ørnece, dens farve er vid og dens øjne mørke, den er en elsker af ære, og beskedenhed og mådehold og tilhænger af sand herlighed. Den behøver ingen berøring af pisten, men styres kun af ord og formening. Den anden er et krovet klodset dyr sammensat på må og få, den har en kort tyk hals, dens ansigt er flat og har en mørk farve med grov øjne og blodrød lød, det er en kammerat til frækhed og hårmod, lødenø og døv næppe vidne for pisk og spor. Den hvide hest er den edelde del af sjælen, det ondfulde og modige element. Den sorte hest er begæret de lavere appetitter, og kusken det er fornuften og logistikern. Før vi bliver til mennesker, før indkarnationen, altså før vi bliver til kød, følger sjælende guderne i et optog mod himlens rand, her kan de skue idéerne. Derfor bliver selve veren som sanderkendelse handler om, den farveløse, formløse, uhundgribelige esens, synlig kun for sindet, sjældens styrmand. Den guddomlige intelligens, næret ved sind og ren erkendelse, fryder sig ved at skue virkeligheden, og i det den at der betragter sandheden, bliver den fyldt og glad. Men ikke alle sjæle ser lige meget. Den sorte hest trækker nedad, og mange sjæle falder tilbage, før de når det højeste syn. De sjæle, der ser mest, fødes som filosofer, de, der ser mindre, fødes i andre roller, konger, statsmænd, læger, kunstnere, hele vejen ned til tyranen, der har set mindst. Og filosofen er både den, der har set mest og husker mest fra det her hensidige syn. Og derfor har alene filosofens sind vinger, og det der er retfærdigt, for han klinger sig altid efter sine evnerns mål i erindring til de ting, i hvilke Gud bor, og ved hvis skuen han er, hvad han er. Og den, som anvender disse erindringer ret, bliver altid indvidet i fuldkommende mysterier og bliver alene virkelig. Så vi har igen et billede, der forbinder mange tråd i Platons tænkning. Billed viser os, hvorfor filosofi er en kamp, fornuften må hele tiden tæme de lavere impulser, den forklarer, hvorfor læring er erindring, vi bærer alle spor af det vi nu at se, før vi bliver mennesker, og filosofien giver os et håb. Sjæens vinger kan vokse igen. Den, der lever på den rette måde, kan stige opad mod den lys, sker en gang så. Nu er jeg jo svært ved at nære mig for at give mine egne kommentarer eller tanker i forhold til de filosofiske spørgsmål, der stilles i de tekster, vi læser. Så det vil jeg gøre kort her til slut. Jeg vil lige huske at bemærke, at der ofte står Gud i oversægelserne af platern. Og her det væsentligt lige at huske, at det kan give et misvisende indtryk af, at plator og hans venner var monoteister, eller at de tænkte Gud og guder på en måde, der ligner den, vi har overtaget fra kristendommen. Men platon og hans venner levede i en polyteistisk kultur, der var mange guder i en form for hierarki. Platon taler ofte om guderne, og ofte om Gud løn, når han taler om en bestemt Gud, som f.eks. apolder. Andre steder oversættes det græske nok bedst med det guddommenlige. Og så er der bestemt steder, der peger mod noget meget enhedspræde. Det gode for eksempel, som vi har hørt, er et og lige frem hensids væren. Men det er på den anden side ikke klart, at det skulle være en Gud, og hvad forholdet er mellem guderne og begreberne, og hvad platons komplette kosmologi i det hele taget er, hvis han havde sådan en. Det fremgår altså ikke af teksterne. Ud af mange mulige spørgsmål vil jeg fokusere på spørgsmålet om, hvordan vi kan operere med idealer og standarder, som ikke synes at findes i den verden, vi kender. I den verden, vi kender, er ingen pinde eksakt lige lange, ingen cirkler er perfekte osv. Jeg er bange for, at mit svar på den gå er ganske enkelt. I de fleste tilfælde handler det bare om at fortsætte en bevægelse eller en retning i tanken. To pinde, der er næsten lige lange, tager ikke del i en platonisk ligelanghed, eller for den sags skyld en næsten ligelanghed. Men pende kan have forskellige længde, og deres længder kan nærme sig hinanden. Altid noget har vi erfaring med, vi kan sanse uden problemer endda med flere senser. Hvornår vi så vil sige, at to pæne er lige lange, det afhænger af konteksten af situationen, af hvad vi skal bruge pindene og det sprogli udsagn til. Men kan jeg overbevise Sokrates. Sokrates, her er to pæne. Er den ene ikke omtrent dobbelt så stor som den anden. Sokrates? Jo. Mig. Vi kan nu forestille os at skere et lille stykke af den lange pind, så den bliver kortere, og vi kan forestille os at blive ved med det, indtil det der er den længste pind nu, bliver den korteste. Er det ikke sandt? Sokrates. Det er det vel. Par mig. Og vi behøver ikke engang kun at forestille os det. Vi kan gøre det med vores hænder eller en kniv. Sokertes. Ja. Og hvad så? Mej. Når pinden først er længst, og til sidst kortest, så forekommer det mig oplagt, at den på et tidspunkt så sige, at jeg passeret forbi det punkt, hvor pindene var lige lange. Kan du følge mig? Sokertes. Det kan jeg vil. Mej. Jo mindre stykker vi snitter af pinden, desto tættere kan vi komme på det punkt. Sokertes, som jeg siger, at vi ikke kender fra denne verden. Mej. Sukertes. Prøv at høre efter. Det jeg siger kan man gøre helt praktisk i virkeligheden. Først er pinden længere end den anden, så snitter og snitter vi, og på et tidspunkt er den kortere. Følgere den et sted midt imellem at være længere og være kortere, i nærheden af at være ligang? Ganske vist næbe nåd, men vi har ikke brug for en mystisk ideal form for at forstå hvad det betyder. Hvis vi snitter finere, tager det også længere tid at komme forbi det punkt, hvor pinden skifter fra at være længere til at være kortere. Sokrates. Hvad er det du vil sige med dit eksempel? Mej. Er dit eksempel med pinene på en måde af et stykke matematik, eller retere det både en praktisk bedømmelse af, at to pinde er lige lange, en praktisk bedømmelse, hvor lige langt betyder hvad der nu er relevant i konteksten, og en matematisk abstraktion, hvor vi bruger logik og analogi til at ekstrapolere, ikke fra et mystisk ideal, men hen til et abstrakt ideal, som vi konstruerer? Hvis en af dine unge venner løber et maraton, så tror jeg, du vil være enig i, at nogle andre kan løbe distancen hurtigere end ham, og andre vil løbe den langsomere. Mener du virkelig, at den vurdering, de sammenligninger, nødvendigvis betyder, at vi har kendskab til idéen om at løbe uendelig hurtigt. Sokrates. Nej, det må endnu om lyd af mærkeligt. Santerne syn. Udmærket kunne fortælle os, hvem der løber hurtigt. Men nu sagde du oret uendelig, og det forekommer mig at være et vidunderligt eksempel på mit budskab. For vi har aldrig set uendelighed, og dog ved vi, hvad det er. Du ved simpelthen, hvad uendelighed er. Sokrates. Ja. Mej. Okay, tag uendelighed. Det er sådan set et klarere eksempel. Ingen har nogensinde set noget uendeligt. Sokrates. Nej netop. Og alligevel kender vi det indeløse, fordi vores sjæl kender det. Mej. Du bliver ved Sokrates. Min poingte er det omvendte. Vi kender ikke noget uendeligt, hverken via vores senser eller via vores kognition eller sjæl eller syge eller hvad du vil. Men vi har lært at tæle og har konstrueret et smart system, hvor man altid kan konstruere det næste tal symbol i rækken. Vi kan så forestille os at blive ved med det. Det vil sige, vi kan ikke forestille os det på en konkret måde, det er umuligt, men vi kan abstrahere og forestille os at blive ved. Det sker også med en form for analogi. Så har vi en slags abstrakt definition af det din elevs elev, Aristoteles kalder potentiel uendelighed. Og vednu en analogi kan vi danne et begreb om at nå frem. Aktualiseret uendelighed. Og den analogi kan vi danne, fordi vi kender masser af processer, hvor man dels kan blive ved, og dels blive færdig og når frem. På intet tidspunkt er vi i kontakt med noget andet end kognitiv konstruktioner. Sokretes. Men du må indrømme, at matematik er helt urimeligt effektiv, både i dagligdagen og i naturvidenskaben. Hvordan kan det være, hvis det bare også der ekstra polerer ud fra små tanker vi har. Mej. Hej Sokrates, nu synes jeg, at du sknyder. Du hører hjem i oldtiden, så du skal ikke komme og referere til Jugen Vægnet' The Unreasable Effectiveness of Mathematics in the Natural Sciences. Den er fra 160. Desuden har vi ikke tid til at diskutere alle de her spørgsmål. Men jeg vil tillade mig bemærke, at du holdt op med at referere til dyd og retfærdighed den slags, og har trukket dig tilbage til matematikkens trygge abstrakte verden. Det er uden tvivl der, at de bedste muligheder for at være platonisk findes. I mit perspektiv er det ikke overraskende, for netop matematikken af den højeste abstraktion, hvor hele pointen er så bort fra så meget som muligt, indtil det man siger er så tomt, at det er en vis forstand af gyldigt, helt uden om det sandsemæssige. Kender du forresten tallet 0. Sokrates. Nej, det siger mig ikke noget. Mej, du kender selvfølgelig ord for ingenting og intet osv. Sokrates. Ja, det er klart. Mej, men I har ikke fundet på at regne med det endnu. Sokrates, regne med det? Hvad mener du, det lyder som det rene vrv. Mej, okay, men det er et godt eksempel. Om tusind år i Indien begynder nogle smarte mennesker at regne med 0. 0 bliver en del af talssystemet. Sådan som vi tænker det, har vi en tallinje, der går mod negativ uendelighed den ene side og positiv uendelighed i den anden og midt i står 0. Sokrates, jeg forstår det ikke, men det lyder afskyligt. Mej. Nå da. Men hvis du ikke tænker, at nul er en af dine platoniske idéer, så er det interessant, at det et år tusind efter dig bliver en del af matematikken. I dag er det helt uundværligt. Børnerne lærer at regne med 0 i de mindste klasser. Sokrates. Der er to muligheder. Enten, og det vil jeg tro, er det en stor fejl. Eller og det er da muligt, der er noget, jeg ikke har forstået. Er det virkelig en af idéerne i matematikens højel. Men jeg bryder mig ikke om det. Gå gamle paremide vil heller ikke have godkendt dine påstande. En idé om ingenting en form for intet, det giver ingen mening. I de næste mange århundreder og den sagt år tuser, spiller Platons tankerunivers en stor rolle. Vi kommer til at læse nye platonister, og kommer også til at kigge på platonismens store del i det, der på et tidspunkt bliver kendt som kristendom. Men det bliver ikke lige med det samme. I næste episode læser vi Platons station. Og nu siger mig, at det bliver en ret og. Jeg håber, vi hører. Det er efter mining en perfekt I'm gonna be able to get it.