Aristoteles 1: Intro (TLF25)

De fleste har set i det mindste en reproduktion af renæssance-kunstneren Rafaels billede, Skolen i Athen – den originale fresco findes på en væg i Vatikanet. Her er en mængde berømte figurer fra Akademiet afbildet i deres kulørte rober i en lidt ubestemt, men storladen arkitektur, med hvælvinger, søjler og skulpturer. Der er omkring tyve tænkere på billedet: Nogle står og tænker, andre går og taler, nogle sidder ned. Der er Pythagoras, Epikur, Sokrates og så videre –. I midten af kompositionen med en åbning ud til himlen i baggrunden, går Platon og Aristoteles og taler. Platon peger lige op mod himmelhvælvet, Aristoteles gestikulerer med en åben hånd, der er rettet fremad og nedad mod den verden, vi befinder os i.

Det er en symbolik der vil noget.

Denne episode er en introduktion til Aristoteles, og den første af en håndfuld korte episoder om forskellige aspekter af hans filosofi. 

Transcript

SPEAKER_00 0:01

De fleste har set i det mindste en reproduktion af renaissanekos for et billede skolen i at ingent. Den originale frisker findes på en væk i Vatikanet. Her en mængde berømte furer fra akademiet. Abilet i deres kolørte rober. I en lidt ubestemt, men stort klassisk arkitektur med velvinger, støjder og skulptur. Der omkring 20 tænkere på billedet. Nogen står og tænker, andre går og taler. Nog steder ned. Der er takt, fiker, såg osv. I midten af kompositionen med en måbning ud til himlen i baggrunden, der går og har. Jeg tror jeg en finger lige op nemet bænket. Jeg så gestikulerer med en åben hånd, der rækker frem og ned mod den verden, vi befinder os. Det er en sbolk der. Sidst besøgte vi platons ideelle stat. Vi var helt ned i hulmerne og op i solen igen. Vi mødte filosofkongerne og diskuterede retfærdighed sjælen tre dele, og den by, der aldrig blev bygget, men som plateren måske synes burde bygges, i hvert fald i tanken. Det var et ambitiøst smukt og til tider ubehageligt univers, og det er et univers, der hviler på et spekulativt fundament, for sig det mild, idéernes verden. Den tanke, at bag den roede foranderlige, uparlidelige virkelighed vi senser, der findes en højere, evig og fuldkommen virkelighed. Hvis du har hørt en del af denne podcast serie eller læst tilsvarende tekster, så vil du vide, at tankefiguren om verden som uporlidelig, foranderlig og forgængelig optog de gamle græske tænkere i hundredvis af år, de kom med en række forskellige bud på løsninger af det, de så som et problem. Platons løsning var idéernes verden en sand og evig verden, hvor de perfekte former bor, og som kun ægte filosofer kan erkende, hvilket også gør dem egnede til at regere. I dag møder vi en mand, der tænkte noget i stil med de der evige og fuldkommende idéer er lidt problematiske. De virker overflødige og forklarer ikke så meget. Det er Aristoteles det handler om, og han var Platons elev. Han tilbragte 20 år i Platons akademi, og selvom han nok viderførte meget af det hante der, og ikke på alle punkter fjernede sig fra Platon, så bragte han en helt anden tænkestil på banen. Man må forestille sig, at han har været en af den slags elever, som udfordrer sine læger, og ikke bare lær læreren slippe af sted med hvad som helst. I hvert fald forstår man, når man læser i Aristotelæs værker, at eleven endte med at indtage synspunkter, som på afgørende steder adskiller sig fra Platonsk. Og ofte er det synspunkter, som i hvert fald i følge indværende læser er bedre begrundet og bedre tænkt simpelt. Velkommen til om det og Resten, Tønsk og Føf i Historien. Vi er kommet til afskald 25 i serien, og mit navn er overraskende nok Thomas ældre. Seneste episode om platons daten var 4 timer og 25 minutter lang. Så nu har vi lige alle sammen brug for en periode med meget kortere afsnit, og den her episode er den første af en håndfuldt kort episoder om aristos. Aristoseles blev født i 384.0 i Stager en lille by i det nordlige Gretchenland, altså ikke i atgen. Hans far Nikomakos var læge behoffet hos den maredonske konge. Og det er nok ikke en tilfældig detalje. Aristos voksede op i et miljø, hvor man observerede, disserkeret og kategoriseret. Lægevidenskaben sad ham i blodet. Og selvom lægvidenskaben var langt fra, hvad vi kender som videnskab i dag, så har den nok givet Aristos et perspektiv på viden som andet og mere end filosofisk spekulation. Der i hvert fald noget praktisk og empirisk ved hele hans tilgang. Som 17 år rejste Aristos til Aten og meldte sig ind i Platons akademi. Forestil dig det? En ung mand fra provinsen ankommer til datidens intellektuelle centrum og havner i klassen hos den største filosof i verden. Han blev der i 20 år til Platon døde i år 347. Det er meget begrænset, hvad vi ved om, hvordan Platons akademi fungerede, men der har givetvis været undervisning og diskussion. Når man læser citater fra akademiets elever, fremgår det, at diskussionen af definitioner ikke overraskende fyldte meget, ligesom matematik var en betydelig del af pensum, formentlig i en mystisk, religiøs sammenhæng. Vi ved heller ikke præcis, hvordan forholdet mellem læger og elev var i hverdagen, men vi ved, at Aristotelus var Platons mest fremragende elev, og vi ved, at han aldrig fuldt ud accepterede sine læres mest centrale idéer. Og der var noget fint over det billede den unge mand, der sidder i akademiet, lytter, læser, diskuterer og gradvist når frem til, at næsteren tager fejl i mange af de vigtigste spørgsmål. Efter Platons død forlod Aristoteles af ting. Han rejste rundt og grundlagde en skole på øen Læspos, hvor han, og det er karakteristisk, kastede sig over biologiske studier, han dissekerede dyr, klassificerede planter og studerede dyr for havet, han var ikke en mand, der sad i et tårn og tænkte abstrakt, han ville se verden. Det næste vi ved, der skete, var, at han fik et job, der gjorde ham berømt på en helt anden måde. Han blev privat læger for en 13årg dreng ved navn Alexander. Den dreng kendes i dag som Alexander den Store, ham, der stod i spidsen for et af historiens mest ekspansive uråbringstogter, og på få år tier lagde rige under sig, der strakte sig fra Græken Land til Indien. I år 335 f.0. vendte Aristotlet tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykæon. Her underviste han angiveligt, mens han og eleverne spaderede rundt i søjgangene. fodgænger, så er man da noget, eller peripatetiker, så er man da virkelig noget. Peripatetiker betyder de vandrne, og det blev en betegnelse for Aristoteles og hans slæng. Aristoceles udviklede og underviste i alt fra logik og fysik til biologi, etik, politik, retorik og litteratur. Det meste af det, vi har fra Aristos i dag, stammer fra perioden, hvor han havde sin skole, og det er meget, vi har. Han er en af historiens mest produktive filosofer måt på bredden af hans interesser. Og på mange måder står Aristoteles som grundlæggende af mange af de discipliner, vi kender i dag, ikke mindst fordi han gik ret systemisk til sit stov. Han døde i år 322 for 62 år gammel efter Alexander Den Store. Før vi kommer til selve opgøret med plator, er det ved at dele lidt ved, hvad der adskiller Arles frame, som tænker typer. For det er ikke kun en uenighed om idéer. Det er to fundamentalt forskellige måder at nærme sig virkeligheden på. Platon er den visionære mystiker, hans filosofi af præget af længsel efter det evige, det fuldkommende, det usynlige. For ham er sandseindtryk mistænkelige, poeter og kunstnere af farlige, det sande og det gode befinder sig hensides den verden vi kan røre ved. Aristoteles er empirikeren, han jagtar, han systematiserer, han er ikke ligeglad med det evige og det universelle, slet ikke, men han insisterer på at finde det i den konkrete verden, ikke bag den, han starter ned fra med det vi kan se, høre, mærke og måle, og så arbejder han så op mod det generelle. Man kan sige det sådan her. Platon spørger, hvad er virkelighed egentlig og han svarer noget vi ikke kan se. Aristoceles stiller det samme spørgsmål, hvad er virkelighed egentlig og svarer det der lige foran der, hvis du ser ordentligt efter. Nu skal vi jo tale om Aristoteles' kritik af plateren. Og for at forstå den er det godt med en ultrakort genopfriskning af hvad det egentlig er, Aristoteles reagerer imod. Platern mente, at det vi ser omkring os stole, træer, mennesker, skønhed og retfærdighed. Alle disse ting er kun kopier af deres sande evige former idéerne. Ideen om stolen er mere virkelig end den stol, du sidder på, idéen om det gode, er mere virkelig end alle de gode handlinger, du nogensinde ser. Vores verden er som skyggerne på væggen i den berømte hule, filosofen er den, der vender sig om og ser lyset. Erkendelse er i bund og grund en bevægelse væk fra senserne og mod idéerne. Det er en tanke, som nogen finder tiltrækende, men Aristosteles fandt den utilstillende, og det har han en række grunde til. I sin nikomarkæiske etik, kritiserer Aristoteles platons idé om det gode som en universel størrelse. I parentes bemærkede er ingen helt sikker på, hvorfor værket har fået navnet den nikomarkæiske etik, måske det er en tilegnelse til Aristotelæs lillebror, men lige meget. Det er tydeligt i hverket, at Aristoteles bibeholder visse forbindelseslinjer til sin lærmesters tanker, men først og fremmest tænker han langt mere konkret, han er ikke interesseret i at spekulere sig væk fra verden, men i at spekulere sig tættere på den. I bog 1 kapitel 6 undskylder Aristoteles, at han er uenig i visse idéer, og vi må regne med, at det er platern og hans idéer, han tænker på. Vi bør måske undersøge det universelle gode nærmere og tage stilling til, hvad der egentlig menes med det, selvom det er en vanskelig opgave, fordi det er nære venner, der har fremsat disse idéer. Og alligevel forkommer det også bedre, jeg nær som en pligt, at forsvare sandheden selv på bekostning af det, der er os kærert, ikke mindst fordi vi er pilosofer. Begge dele er os kære, vennerne og sandheden. Men fromheden kræver, at vi sætter sandheden over vennerne. De, som indførte denne læger, opstillede ikke idéer for sådanne klasser, inden for hvilket de anerkendte et mere og et mindre. Men det gode bruges i kategorien substans som om Gud og fornuften, og i kategorien kvalitet, som omdyderne, og i kategorien kvantitet, om det, der er i rette mål, og i kategorien relation om det nyttige, og i kategorien tid om det rette øjeblik, og i kategorien sted om de rette omgivelser. Det er altså klart, at det gode ikke kan være noget universelt, fælles og enkelt, for ellers vil det ikke forekomme i alle kategorier, men kun i en. End videre, da det gode, har ligeså mange betydninger som det værende, kan der ikke være nogen fælles idé, der sættes over alle disse goder. Men selvom der var en idé, vil den ikke kunne begribes, og dermed ikke komme menneskerne til gavn, og det er jo det, vi søger. Det nærmest rørende synes jeg, at læse, hvordan Aristoteles synes det en krævende men nødvendig opgave at sætte sandheden over venner. Resten af citatet er ikke lysende nemt, men alligevel er det til at have med at gøre. Platon gik uden de store mellemregninger fradagslige fænomener til idéen om det gode i sig selv, en abstrakt sol, der hensides væren lyser med godhed. Og histostel siger, hår det gode af mange forskellige ting, afhængigt af hvad vi taler om, f.eks. er godhed noget helt andet i dydens godhed, end når det angår det gode sted. Eller for at konstruere et eksempel, der sker det ud i pap, det, der gør en fodboldspiller god, er næppe den samme godhed, som gør en filosof god eller en dessert god. Det er så klart, siger Aristotlas, at det gode ikke kan være noget universelt, fælles og enkelt, for ellers vil det ikke forkomme i alle kategorier, men kun i en. Det er en yderst klar kik, der rammer lige med i Pretens inderste tankeverden. Her er fem centrale kritikpunkter, som Aristoteles retter mod platons tænkning. Det skales, at kun nogle af dem er klart udtrykt i de overlevende værker. Desværre er nogle af de mest direkte kritiske tekster gået tabt, og vi har kun fragmenter i form af andres omtaler. Men de her fem punkter er rimelige fortolkninger, der også har belægtigt, hvad der fremgår i Aristoteles værker som helhed. Det første kritikpunkt. Det gods idé kan ikke være universel. Det er det kritikpunkt, vi lige læste i Aristotelæs' egne ord. Der er mange forskellige fænomener, genstande og væsener, og godhed med hensyn til det ene er forskellig fra godhed med hensyn til det andet. Interessant er det også, at Aristos kommer med endnu en poænge, der er meget karakteristisk for ham, selvom der faktisk var en universel idé, vil den ikke kunne begribes og dermed ikke komme menneskerne til gavn, og det er jo det, vi søger. Det er et klart udtryk for det pragmatiske spor, der løber igennem Aristoselæs' tekster. Det er andet kritikpunkt. Iderne forklarer ingenting. Lad os sige, at vi vil forklare, hvorfor en rose er en rose. Platon siger, at det er fordi den deltager i idéen om rosen. Men hvad betyder det? Hvad sker der rent faktisk, når en konkret ting deltager i en idé. Aristoteles mener, at Platon aldrig rigtigt svarer på det spørgsmål. Han giver det blot et navn. Og endnu vigtigere måske idéen om rosen er ifølge platon blot en fuldkommen rose. Altså i bund af grund bare endnu en rose, bare evig og usynlig. Men man har ikke forklaret roser ved at placere en ekstra rose i en anden verden. Man har bare gentaget problemet på afstand. Det tredje kritikpun. Den uendelige regres, også kendt som tredjemands argumentet. Her er Aristoteles på linje med parmenide, som han fremstår i en af platons egne dialoger med titlen Parmenidus vi hørt noget af den i episode 23. Platon siger, når vi ser en gruppe mennesker og genkender dem alle som mennesker, så skyldes det, at de alle tager del i idéen og mennesket. Parmenides svarer, og Aristoteles er enige, fint, men nu har vi to ting, der ligner hinanden, de konkrete mennesker og idéen og mennesket. Hvad forklarer den lighed? Så må der være et tredje menneske, en idé, der forener de konkrete mennesker med idé mennesket. Og hvad forklar så ligheden mellem de tre? Så skal vi have et fjerde og så videre i det uendelige. Idéerne løser ikke problemet. De fordobler det og gør det værre og værre i al evighed. Det fjerde kritikpunkt. Iderne kan ikke bevæge noget. Det er måske det kritikpunkt, der siger mest om, hvad Aristoteles er optaget af. For Aristoteles er et af de vigtigste spørgsmål i filosofien, hvorfor tingene forandrer sig. Hvorfor vokser et frø til en plante? Hvorfor føles og dør levende væsner? Hvad er årsagen til bevægelse og forandring i verden. Og her er platons idéer fuldstændig tavse. Idéerne er evige og uforanrlige, de gør ikke noget. De er bare. Men det, der er i verden, står ikke stille. Verden er fuld af forandring, vækst, forfald, bevægelse. En filosofi, der ikke kan forklare det, mangler noget afgørende. Og det femte kritikpun. Idéerne fører til en unødvendig fordobling. Aristoteles bruger et princip, som vi i dag blandt andet kender under betegnsen og Kams Ragkniv. Vi kunne også kalde det filosofisk svarsomlighed. Postuler ikke mere end du behøver. Jo mindre inventarer vi kan klare os med i de hypoteser, vi opstiller, desto bedre. Men platen introducerer en helt separat verden idéernes verden for at forklare den verden, vi har og ser. Aristost mener, at det er unødvendigt. Formen på et eget træ fx, det der gør en e til en e, behøver ikke at bo i et hemsk, den bor i Etræet selv. Så undersøg Etræet, studerer Etræet, så finder du. Den er her i Etræet, ikke hens. Nu er det vigtigt at sige, at Aristotelus ikke bare kritiserer Platons idé-han sætter også noget i stedet. Man kan sige, at han mener, at Platon havde fattig noget rigtigt i den påstand, at der er noget universelt og definerbart ved tingene. Der er noget, der gør dem til det, de er. Aristoteles vil bare ikke flytte de idéer op i en separat verden. Hans løsning er skilne mellem form og materie. Tag etræet fra før. Materien er det fysiske træ, de fibrer celler og vand, det består af. Formen er det, der gør det til et eget træ og ikke et bøgetræ eller en pind. Formen er eetræets indre princip dets væsen, det Aristoteles kalder, hvad det vil sige at være dette. Form og materie eksisterer aldrig adskilt, der er ikke et form i træ og et materie i træ, der er kun ét i træ, og det er begge dele på én gang. Og så tilføjer Aristosteles yderligere to begreber om det dynamiske og bevægelige, nemlig potentialitet og aktualitet. Et egetræs frø er et egetræ i potentiale et fuldt udvokset egetræ er egetræet i aktualitet. På den måde har Aristoceles begreber for forandring. Det er tinges bevægelse mod deres fulde form deres telers eller mål. Det her er selvfølgelig en meget kortfattig forklaring, men alligevel har vi fat i nogle af de centrale begreber hos Aristos telers, altså mål og form og materie, potentialitet og aktualitet. Det er begreber, som udpeger enskaber ved verden, som vi oplever den. Vi kender jo til, hvordan materiale som f.eks. lær, kan formes og blive til f.eks. en skulptur. Der er noget helt basalt ved denne skæld mellem stof og form. Vi kender også til bevægelse, forandring og vækst. Vi kender til, hvordan især den biologiske verden vokser og forandrer sig hen mod givende mål. Det er velkendt. Vores individuelle historie er jo sådan, vi ved, at hvordan noget aktuelt er, ofte ikke er nok til at forklare det. Ting har også potentialer. En frø eller en baby for eksempel, er ikke bare hvad det er nu. Det er ikke bare dets aktualitet, men i høj grad også dets potentiale. Med den tænkning og de begreber har Aristoteles gjort det, at platan havde svært ved. Han har begrebet forandring vækst og bevægelse inde fra tingene selv, i tingene selv, uden at tyke til en ekstra usynlig verden. Alle de her begreber og Aristoteles tænkning om dem får en lang levealder for at sige det mildt, især den katolske filosofi fra middelalderen og frem for meget ud af den, hvem sagde Thomas af Kvinas. Men selvom middelalderen ligger som et potentielt emne i denne her podcast, så kommer der til at gå lang tid, før vi når frem til den. Aristoteles var Platons elev i tyve år, han lærte af ham og holdt meget af ham. Det er i hvert fald det indtryk, man får, f.eks. af den passage fra etikken om venner og sandhed, som vi læste. Og så gik han alligevel andre filosofiske veje. Som sagt spurgte platoren, hvad er tingene egentlig, og mente, at svaret var noget usynligt, noget hensidet. Aristoteles stillede det samme spørgsmål og fandt svaret her i tingene selv. Det er lidt svært i en lycku, men her vil jeg gerne indsætte sådan en slow motion montage. En sperer, der vender sig mod solen. En blomsterk, der langsomt åbner sig. En lille plante, der bliver til et meget statisk iget. Et begrugget gæk der vokser i sin mor svæk, og en dag bliver født. Alt det levende der bevæger sig mod det levende mål. Men nok måtte. Aristotelæs version er på mange måder et mere beskedet svar end platens idé verden, som jo er en decideret religiøs himmel. Aristotelus lover ikke pylosoffen et glemt af en evig strålen verden hensides det standlige. Såfølgelig overdrive, hvor moderne og klarsynet Aristoteles var. Der er masser af steder, hvor det er set fra 2026 er meget tydeligt, at han levede for 2.400 år siden. Andet vil også være ret underligt. Men det vilde er, at man kan læse Aristoteles i meget lang stræk uden at stå på noget, der virker ubegrundet eller dumt. I de kommende episoder skal vi følge Aristoteles ind i etikens og politikens store spørgsmål. Hvad er det gode liv? Have er den god stat. Og vi skal ind i hans undersøgelse af sjældent, bevægelse verdens inderste struktur. Det er alt fra logik og spårvidenskab til biologi, fysik, metafysik og kosmologi. Neste gang ser vi nærmere på den komakeriske tek. Der stel's stor undersøgelse af, hvad det vil sige at live godt. Hvad er lykke og dyd. Og er det overhovedet noget, man kan lære. Det er stort spørgsmål, og har jeg nærmer sig dem med sin særlige jornale grundighed.