Aristoteles 2: Etikken (TLF26)

Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.

Det er den allerførste sætning i Aristoteles’ Den Nikomakeiske etik, som udgør dagens læsning. 

Der er en ret enkel sætning, som man let kan læse henover.  Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle fortsæt, synes at sigte mod et eller andet gode.

Man kan sige at sætningen siger noget selvfølgeligt. Selvfølgelig sigter al handling mod noget godt. Hvem handler bevidst mod noget dårligt? Men sætningen sætter også scenen med de implicitte spørgsmål den indeholder. For hvad er det gode? Er der forskellige goder for forskellige former for kunnen, undersøgelse og handling – eller er der et ultimativt gode, som ligger bag eller over alle andre mål?

Det er den slags spørgsmål, som den Nikomakeiske etik forsøger at besvare. Og svarene er mere overraskende, konkrete og mere menneskeligt forankrede, end man måske ville forvente af et filosofisk værk fra oldtiden.

Transcript

SPEAKER_01 0:00

Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle forsæt, synes jeg sigte mod et eller andet godet. Det er den allerførste sætning i Aristotelæs den nikomarkæiske æk, og den udgør dagens læsning. Det er en ret enkel sætning, som man let kan læse henover. Al kunst og al undersøgelse, og ligeledes al handling og alle forsæt, synes jeg sigt mod et eller andet gode. Man kan sige, at sætningen siger noget selvfølgelig. Såfølgelig sigter al handling mod noget godt. Hvem handler bevidst mod noget dårligt. Men sætningen sætter også scen med de implicite spørgsmål, den indeholder. For hvad er det gode? Er der forskellige goder for forskellige former for kunden, undersøgelse og handling, eller er der et ultimativt gode, som ligger bag eller over alle andre mål. Det er den slags spørgsmål, som denokariske etik forsøger at besvere. Og svarene er mere overraskende, konkret og mere menneskeligt forankret, end man måske ville forvente af et filosofisk værk fra holdtiden.

SPEAKER_00 1:26

Køft mere så filosofik historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, chaotisk, forsideligt overraskende og præcis og lege.

SPEAKER_01 1:36

Aristoteles skrev sandsynligvis den nekomariske etik i 300-allet før nul til studerende ved hans skole, lykarn i athen. Lad os læse det første stykke. Al kunst og al undersøgelse og ligeledes al handling og alle forsæt, synes jeg sigte mod et eller andet gode, og derfor har man med rette erklæret, at det gode er det, som alt sigter mod. Men der er en forskel på målen, nogle af aktiviteter, andre er produkter ved siden af aktiviteterne. Der hvor målen er adskillet fra handlingerne, er det produkternes natur at være bedre end aktiviteterne. Da der nu er mange handlinger, kunster og videnskaber, er der også mange mål. Målet for lægekunsten af sundheden, for skifsbygningen et fartøj, for strategien en sejr, for husholdningen, rigdommen. Hvis der altså er et mål for alt hvad vi gør, som vi ønsker for det eget skyld, og alt andet ønsker vi for noget andet, og hvis vi ikke vælger alt for noget andet skyld, for der ville processen gå i det uendelige, og vores begært ville være tomt og forgæves, så er det tydeligt, at dette mål er det gode, ja det højeste gode. Den menneskelige gode viser sig at være sjældens aktivitet i overenstemmelse med dyd, og hvis der er flere dyder, der i overenstemmelse med den bedste og mest voldkommende. Og her tilkommer, at det skal gælde i et helt liv, tiden svale gør ingen sommer, og heller ikke en skønt dag, og således gør heller ikke én dag eller en kort tid et menneske lykkeligt og salligt. Jeg må lige kommentere på talemåen gør ingen sommer. Aristoteles skrev faktisk forår i originalen, men da sentensen rejste nordpå og blev til et fælles europæisk ordsprog, så ændrede den års tid undervejs. Det er så selv en lille filosofisk poængte, de ord, vi arger fra antiken, er allerede oversatte og tilpasset længe inden vi åbner en bog. Vi læser aldrig Aristos direkte, vi læser ham altid gennem et lag af kulturel oversættelse. Aristoselæses etik handler ikke primært om, hvad vi bør gøre, han samler ikke lister med regler, pligter eller forbud. Hans etik stiller et andet og en vis forstand mere grundlæggende spørgsmål. Et spørgsmål, som på ingen måde er blevet forældlet. Hvad vil det sige lykkes som menneske? Hvad er et godt liv? Aristotelæses centrale begreb er uddaimonia, et ord, der almindeligvis oversættes med lykke, men det ikke helt dækne. Lykke lyder for os som en følelses eller en sindstemning. Det er avdaimonia ikke for Aristoteles. Øv daimonia er snarere det at blomstre det at leve godt og handle godt at leve sin menneskelige natur fuldt ud. Det er mere en aktivitet end det er en tilstand. Man er ikke lykkelig på samme måde, som man er med eller søvn. Man lever lykkeligt, når man udfolder de evner og dyre, der definerer os som de særlige væsner, vi er. Og hvad er vi så for nogle væsner? Her adskiller Aristos sig markant fra vores hverdagsforestilling om lykke. De fleste mennesker skriver han, identificerer det gode med noget konkret og håndgribigt nydelse, rigdom ogre. Og den samme person skifter mening alt efter sin situation. Når man er syg, er sundhed det højeste gode, når man er fattig af rigdommen det højeste gode. De svar er ikke forkerte, men de er overfladiske ifølge Aristos. De fortæller os, hvad vi tilstræber i det øjeblik, og ikke hvad vi dybest set søger. For at finde det højeste gode, bruger aristos en simpel, logisk test. Er det her noget vi vælger for dets egen skyld, eller vælger vi det for noget andet skyld. Ridom vælger vi ikke for rigdomens skyld, men fordi den giver os muligheder. ære vælger vi ikke blot for ærens skyld, men fordi den bekræfter vores vejr i andres øjne. Selv nyelse og dyd kan hævtes at tjene et dybere formål. Men ævdaimonia det er at leve godt. Hælger vi altid for sin egen skyld og aldrig for noget andet. Det er det endelige mål, det som alt andet leder frem mod. Denne simple tankefigur, at man spørger, hvorfor gør du det, og for et svar man igen kan spørge til, er ikke en dårlig øvelse. Hvorfor gør vi det ene og det andet? Hvad er et mål i sig selv, og hvad gør vi for at opnå andre mål? Ogs fordi det nok ikke altid står klart, hvorfor vi gør hvad vi gør, og hvilke mål der egentlig bag vores handling. Aristoteles præciserer det yderligere, det højeste gode må ikke blot være endeligt i sig selv, det må også være selvstrækkeligt. Det vil sige, at det alene gør livet værd at leve. Ikke som et gode blandt mange, men som det, der binder det hele sammen. Og her introducerer han en vigtig poængte, som man let kan overske, at dette gode er selvstrækkeligt betyder ikke, at mennesket skal være det. Mennesket er et politisk dyr, som vi vender tilbage til næste episode. Et væsen skabt for fællesskabet, og et godt liv er ikke et liv i isolation, men et liv i samspil med andre med venner, familie og med borgere. Storæses svar på spørgsmålet om, hvad Evdaimonia er, lyder i sin korteste form sjældens aktivitet i overenstemmelse med dyd. Det er en sætning, der kræver lidt udfoldelse. At øvdaimonia er en aktivitet, er afgørende. Man kan have alle forudsætninger for et godt liv, intelligens, sundhed, gode relationer, og alligevel ikke leve godt, hvis man ikke bruger disse forudsætninger. Aristoteles sammenligner det med idræt, det er ikke den der stærkest, der vinder ved de olympiske lege, men den, der faktisk konkurrerer. Potentialet alene tæller ikke. At aktiviteten skal ske i overenstemmelse med dyd af ligeledes afgørende. Dyd på græsk betyder i Aristoteles brog nærmest ekscence, dygtighed det at gøre noget godt og rigtigt. Mennskelig arret er det, der gør et menneske til et godt menneske på samme måde som en god knivs har til af dens skarphed. Der er både intellektuelle og karaktermæssige dyre. Viden, god dømmekraft, klogskab på den en side, og mod retfærdighed mådehold og gavmid på den anden. Og ovenig kommer så Aristostelæs berømte betænelse om varighed. Et lykkeligt liv er ikke et øjeblik af intensit eller en række af sådanne øjeblik. Det er en vedvarende udøvelse af menneskelige evner over et helt liv. En svale gør ingen sommer. Lyken, eller øvdaimonia, er ikke en begivenhed, men en livsform. Hvordan afstemmer man så sin livsførelse og karakter i det omfang man kan det. Her har Aristoteles læreren om den gyldne middelvej med socials, som så ofte er hans tanker om det princip meget nuanceret og fornuftige. Det handler ikke om en grov middelmodighed eller om at man altid skal gå på kompromis. Det handler heller ikke om, at man altid skal befinde sig i den matematiske midte mellem to yrepoler. Princippet om middelvejen tager udgangspunkt i en observation af noget, der var sandt på Aristotelæs's tid og som stadig er sand. I vores sprog opererer vi med en lang række dimensioner med tilhørende ord for, hvad der er for lidt, hvad der er for meget, og hvad der er til pas. Man kan fx være nære, og det ikke godt. Det er heller ikke godt at være øsel. Til gengæld er det godt at være gavmid. Det er den gyldne middelvej Aristoteles. Man kan også være fej og bange, hvilket ikke er godt, ligesom man kan være overmodig og dumdriftig, som heller ikke er godt. Et sted i midten, er det bedste at være modig. Aristoteles har en række eksempler, og det er ikke svært at finde flere selv. Venlighed for eksempel er den gode midte mellem smir og bitterhed. Det handler altså om det rette punkt mellem to yderligheder. En yderlighed er for meget, den anden for lidt. Og så er Aristoteles igen så forbandet fornuftig og rimelig, for han påstår ikke, at der kan laves en metode til at finde det rette punkt, og han prøver ikke at finde en generel sandhed om det. Tværtimod siger han, at det rette punkt ikke er det samme for alle eller i alle situationer. Det er med moderne sprog kontekstuelt og situationelt. Aristoteles skriver, at det kræver fonesis praktisk klogskab at dømme rigtigt i den konkrete sammenhæng. Det handler altså om dømmekraft. Her er et af de steder, hvor Aristoteles adskiller sig fra et hvert forsøg at reducere etik til et set regler. Regler kan ikke erstatte dømmekræft. Dyd er ikke noget, man forstår sig til, men noget man øver sig på gennem handling og vane over tid forgommen af til steighed. Det er umuligt at læse den nikomakæiske etik uden at høre en vidvarende samtale med platon. Aristos var platons elev i 20 år, og selv når han kritiserer sin læger, er det med en respekt, der grænser til ære frygt. I forlig episode læste vi stedet, hvor Aristoteles gør sig klar til at kritisere Platons teori om det universelle gode, og indleder med at sige, at det er en vanskelig opgave, fordi de, der indførte idéerne, var nære venner. Men sandheden, fortsætter han, må sættes højere end venskabet. Begge dele er kære, vennerne og sandheden, men det er en hellighed at sætte sandheden højst. Kritikken er meget præcis. Platon mente, at alle gode ting er gode i kræft af en og samme idé om det gode et universelt transcendent princip bag al godhed. Aristos indvender, at det gode bruges i alt for mange forskellige artede sammenhænge til at kunne samles under en idé. Det gode i kategorien substans er noget andet end det gode i kategorien relation eller tid. Der er ikke et gode, men mange goder, og filosofienens opgave er ikke at finde frem til den abstrakte idé, men at forstå det gode, som det virker i menneskers konkrete liv. Det er en forskel, der rækker langt, hvor plateren i staten peger op ad mod filosofkongens vision af det evige gode, vender Aristoteles blikket horizontalt mod det liv, vi faktisk lever i de fællesskaber, vi faktisk er en del af. Det er ikke en ringere ambition, det er en anden og på mange måder mere menneskelig måde at spørge til det gode på. Men der er også aspekter, hvor Aristoteles er tæt på platen, når vi tænker på filosofi i dag, at det billede, man har måske en universitetsansats, som forsøger at dreje sin interesse i erkendelse i retning af et eller andet, der kan bruges i erhvervslivet, eller måske er billedet en nørt med interesse i en særlig historisk periode eller en bestemt filosof. Det kan være misvisende i forhold til nu tiden, og det er det i hvert fald i forhold til altiden. Filosofi blev ikke set som en aktivitet, der ikke var relevant for det levede liv, men derimod som en livsform i sig selv. Plateren så filosofen som et helt særligt menneske i kraft af den erkendelse, han havde opnået. I staten kunne han lige frem mene, at filosoferne skulle herske. Aristoteles er slet ikke oppe på samme gier, han respekterer statsmanden, og han respekterer, at der er andre former for viden end den filosofiske. Der, hvor Aristoteles alligevel går i Platons fodspor, er, hvor han også tænker, at det filosofiske liv er det bedste liv. Hvis lykken er en aktivitet i overenstemmelse med dyd, er det rimeligt, at den er i overenstemmelse med den højeste dyd, og denne ved da tilhør det bedste i os. Enten er det fornuften eller det noget andet, så med naturen synes at herske og lede og at have kendskab til det skønne og guddommelige. Denne aktivitet er den kontemplative, det er allerede sagt, at den er det højeste, de fornuften af det højeste i os, og de genstande, som fornuften beskæftiger sig med, af de højeste i erkendelsen. Den er endvidere den mest vedvarende, til vi er mere i stand til at kontemplere vedvarende, end til at udøve enhver anden aktivitet. Og vi ved, at lykken skal blandes samme en nydelse, og det indrømmes, at filosofien besidder de mest vidunderlige nydelser i renhed og bestandighed. Den nikomarkæiske etik er ikke en manual, den giver ikke en liste over, hvad man skal gøre for at leve godt. Den er snarere en vedvarende og grundig udforskning af, hvad det overhovedet vil sige at stille det spørgsmål, og den slutter med at pege frem mod det politiske, fordi et menneske ikke kan leve det gode liv alene, men kun i et fællesskab, der er indrettet til at understøte menneskelig blomstring. Det spørgsmål Aristoteles begynder med Hvad sigter al handling mod? Viser sig ikke at have et enkelt svar. Men det er selve spørgeprocessen, udforskningen det vedvarende forsøg på at handle klogt og godt i en ufolkommen verden, da ifølge Aristoteles er det nærmeste, vi kommer på at leve som de væsner, vi er. Som man nok kan høre er jeg ret begejstet for Aristoteles, ikke mindst fordi jeg lige har læst Platons staten. Men netop fordi Aristoteles er så god og jordnær end tænker, synes jeg det vigtigt lige at nævne, at de etiske træer ikke vokser ind i den etiske himmel. Aristoteles kom et betydligt bedre sted hen i sin filosofi, end platon gjorde. Den er mere menneskelig og mindre religiøst baseret. Men Aristotelus sidder stadig fast i ærgerlige tankegangen fra sin tid. Jeg tænker her på kategorierne slaver og kvinder. Det er især foldet ud i hans politikken, som vi læser i næste episode, men der er også steder i etikken som er pæn generende. Det mest direkte sted om slaver er i bog 8 om venskab. Aristoteles spørger her, om man kan have et egentligt venskabsforhold til en slave, og svaret er karakteristisk tvivet, som slave kan man ikke, for slaven er et redskab og et stykke ejendom, og man kan ikke have venskab med et redskab. Men som menneske kan man måske. Aristoteles tilfører, at der er noget fælles mellem alle mennesker, og at uretfærdighed mod en slave, derfor heller ikke er helt umuligt. Det er en passage, der afslører en indre spænding i Aristoteles tænkning. Han ved godt, at slæven er et menneske, men alligevel accepterer han kategorien slave, uden at undersøge den med sin filosofi. Kvinder omtales også i venskabsbøgerne, 8 og 9. Aristoteles behandler forholdet mellem mand og hustru som en naturlig form for venskab, men et venskab mellem ulige parter, som han sammenligner med forholdet mellem fader og søn, eller hersker og under såt. Kvinden er den ringere part, manden den overlegende. Og det afspejles i, hvem der skylder, hvem hvad i ægteskabet. I næste episode om Aristotelæses politikke hører vi nærmere om, hvad Aristotelæ's argumentation var for, at slæveri og patriarkat er naturlige orninger. Alst og undersøgelse, og ligeledes al handling og alle forsæt. Syner så sige mod et eller andet godde. Jeg håber, at dine aktiviteter og handlinger er gode for dig. Og at du udfolder de evner og dyder, der får dig til at blomstre og leve godt. Oh, leave din menneskelige natur.