Aristoteles 3: Politiske dyr (TLF27)

Mennesket er af natur et politisk dyr

Zoon politikon.

Det er et udtryk, som Aristoteles bruger i sin bog Politikken, som er blevet gentaget så mange gange at det risikerer at miste sin betydningskraft: mennesket er af natur et politisk dyr. Vi hører det måske bare som et udtryk om politikere, eller en talemåde om snu taktikere eller sådan noget. Men det er i grunden en dyb og biologisk påstand. 

For Aristoteles mener det helt bogstaveligt: vi er ikke politiske af vane eller konvention, ikke fordi det er praktisk med et samfund, eller fordi vi finder os selv midt i et samfund hvor vi har indgået en slags stiltiende kontrakt med hinanden. Nej vi er politiske, fordi det er vores natur. Staten er ikke noget, der er lagt oven på et oprindeligt frit og asocialt menneske. Staten er det, vi vokser frem mod – ligesom agernet har egetræet som telos (mål)– er vores telos samfundsborgeren. Vi er politiske dyr.

Og det her er 3. lille afsnit om Aristoteles’ mangeartede interesser (og nr. 27 i serien Thøfner læser filosofihistorien). 

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Mennesket er af natur et politisk dyr. Soen politiker. Et udtryk, som Aristoteles bruger i sin bog politikken, som er blevet gentaget så mange gange, at det risikerer at miste sin betydningskraft. Mennesket er af natur et politisk dyr. Vi hører det måske bare som et udtryk om politikere, eller en talemål om snu taktik eller sådan noget. Men det er i grunden mængden som en dyb og biologisk påstand for aristots mener det helt bogstavligt. Vi er ikke politiske af vane eller konvention, ikke fordi det er praktisk med et samfund, eller fordi vi finder os selv midt i et samfund, hvor vi har indgået en slags tilsigende kontrakt med hinanden. Nej, vi er politiske, fordi det er vores natur. Staten er ikke noget, der er lagt ovenpå et oprindeligt frit og associalt menneske. Staten er det, vi vokser fremod. Ligesom aferne har jeg træet som telers, altså mål er vores telers samfundsborgeren. Vi er politiske dyr. Og det her er tredje lille afsnit om Aristotel's mangearede interesse og nummer 27 i serien Turfner Læs og Philosofi historien. 19 læser og filosofi historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forhideligt, overraskende, præcis og legende, seriøst pljeldet om hyggeligt planlagt og improviseret. Først lige en tilføjelse eller rettelse. Jeg fik sagt i introduktionsafsnet om Arestot, at han blev privat læger for den unge Alexander, vi kan sige Alexander den Lille, der senere blev den store. Det er ganske rigtigt, hvad traditionen siger. Nu er det ikke fordi det er så vigtigt for os, hvis interesse af det filosofiske indhold, men det generer mig alligevel, at jeg fik udtrykt mig sådan uden forbehold, som om det er noget, vi ved. Nu hvor jeg har læst mig mere ind på stoffet, så forstår jeg, at usikkerheden om de biografiske detaljer og livsforløb selvfølgelig er lige så stor, hvad angår Aristoteles som så mange andre af de figurer, vi har læst. Og traditionen om, at Aristoteles var privatlæger for den unge Alexander den store, kender vi ikke fra samtidige kilder. Det er ikke umuligt, men historien er lige præcis sådan en, som man bør være lidt van, fordi det er klart, at der er en trang til at forbinde de store figurer fra historien mere end hvad der er belæg for. Carnes Lord, der har oversat og kommenteret politikken i en udgave fra 2013, skriver, at den mest sandsynlige forklaring er, at Aristoteles blev kaldt til Filip, det vil sige kong Philipp I. afedonien, for at oprette en skole til uddannelse af søgerne af den makedonske adel og kun i anden række, hvis overhovedet for Alexanders skyde. Selvom belæg mangler af det næligne forestillet sig, at Aristoteles fik overdraget uddannelsen af denne udvalgte og betydningsfulde grobe, en uddannelse, der under alle omstændigheder sandsynligvis var centreret om litterære og retoriske emner, snarere end filosofiske. Men nok om det. Pointen er bare, at vores solide og pollice viden om disse figurer fra og tiden generelt set er ringe, og at vores fortæller om dem og stammer fra væsentlig senere biografier, som ikke lige bruger moderne historisk metod. Jeg sluter sidste afsnit om etikken med at påpege, hvordan Aristot desværre ikke var i stand til at frigøre sig fra sin tids tænkning om kategorier som kvinder og slaver. Størstedelen af etikken kan læses uden at det er et problem for en moderne læser. Man kan så sige bare læse uden om de dårlige dele, og der bliver masser tilbage, som også i vores dage er meningsfyldt at tænke med. Helt det samme kan man ikke sige om politikken, i hvert fald ikke efter min mening. Der er bestemt fornuftige og interessante aspekter af tænkningen, men Aristoteles går hele tiden tilbage til idéen om et naturligt hierarki, som ikke virker så gennemtænkt. Man kan sige, at der er flere af Aristotelæs' gennemgående tankefigurer, som andre steder giver værdifulde resultater, men som i den politiske forbindelse næsten kun giver dårlige konklusioner, som virker mere rent magtbevarende end egentlig filosofiske. Når jeg siger Aristoceles' tankefigurer, tænker jeg på sådan noget som idéen om tæles, tanken om, at alting har sit naturlige mål eller fuldendelse, og i forlængelse af det idéen om, at hierarkiet er naturligt. Og så også den her metode, hvor Aristoceles tager udgangspunkt i, hvad man almindeligvis sig, ud fra en idé om, at der må være gode grunde til, at man siger det, eller at tingene er sådan og sådan. Og det her med at tage udgangspunkt i, hvad man almindeligvis siger, det er jo ofte en vældig god filosofisk metode. Der er jo givetvis grunde til, at man siger og gør dette og hent. Men det er også klart, at filosofens opgave er at underkaste sådan en udsagn og skikke en kritisk undersøgelse. Og det gør Aristoteles i mange forbindelser, men ikke meget, når det gælder de etablerede magtforhold. Det er en yderst simpel skala, som Aristoteles fastholder. Øverst er de aristokratiske græske mænd, så kommer de almindelige græske mænd, så kommer de græske kvinder, derefter kommer slaverne, og barbarerne, altså alle ikke grækerne, de har en status, der nogenlunde svarer til slaverne, bare nedenunder, altså nedenunder alle. Det er jo lidt trist værdsætning af mennesker, og særlig trist bliver det, fordi Aristotels på trods af sit store og fleksible intellekt, er i stand til at se hierarkivet som naturligt og velbegrundet. Herskeren hersker over den beherskede, fordi det er både herskerens og den beherskede naturlige mål. Det er ærgerlig tænk eller mangel på samme. I den positive ende af Aristotelæs's politiske filosofi ligger hele idéen om, at mennesket er et politisk dyr, som jeg laver ud med at sige, at det er en radikal tankegang, som er ved at tage alvorligt, altså mennesket som biologisk væsen har som en del af sin bestemmelse sit talers at leve i en stat. Koblet sammen med etikken bliver statens mål at sikre de fælles rammer for menneskeligt blomstrøm eller dymonia, som vi hørte lidt om sidst. Det er slet ikke nogen dårlig måde at tænke individ og samfund på. Hvis bare vi kunne fikse det her med, at der er store grupper af mennesker, som er dømt ude på forhånd. Politikken begynder ikke med staten, den begynder med manden og kvinden, med familien med landsbyen og arbejder sig langsomt op mod det fællesskab, som udgørs af polis bystaten. Det er ikke en tilfældig rækkefølge. Den afspejler Aristostelæs grundlæggende forestilling om, at naturen altid bevæger sig mod et mål, og at statens mål er det højeste, et selvstrækkeligt fællesskab, der ikke blot sikre overlevelse, men muliggør det gode liv. Lad os nu læse et stykke fra begyndelsen af politikken. Hver gang vi har by eller byen i det danske, så det polisk på græsk, altså bystaten. Øste bog, kapitel 1. Da vi ser, at en hver by er en form for fællesskab, og at et hvert fællesskab er stiftet med henblik på et eller andet godet, for alle mennesker gør alt for det, de anser for godt, er det klart, at alle fællesskaber sigter mod et godet, og at det fællesskab, der er det mest overordnede og omfatter alle de øvrige, gør de i særlig grad og sigter mod det højeste gode af alle. Det vi kalder byen eller det politiske fællesskab. De, der antager, at den politiske hersker, kongen, husholder og slavernes herre, af en og samme slags person, tager fejl. De mener, at disse kun adskiller sig i, om man regerer over få eller mange, den, der regerer over få er husets herre, den, der regerer over flere af husholder, og den, der regerer over endnu flere er politisk eller kongeligt hersker, idet de forudsætter, at der ingen forskel er på en stor husholdning og en lille by. Men dette er ikke rigtigt, og det vil blive klart for den, der undersøger sagen på den måde, vi plejer. For ligesom med andre steder må delt det sammensatte op i dets usammensatte bestanddele de mindste dele af helheden, således vil vi ved at undersøge hvad byen er sammensat af, få et bedre blik for disse forskellige former for herredømme, og for, om der knytter sig en særlig kunst til hver af dem. Første bog kapitel 2. Her som overalt studerer man bedst tingene ved at betragte, hvordan de udvikler sig fra begyndelsen af. Først er det nødvendigt, at der forenes mennesker, der ikke kan eksistere uden hinanden, på den ene side mand og kvinde er hensyn til forblantningen, ikke af bevidst valg, men drevet af den samme naturlige trang til at efterlade noget af samme slags som sig selv, som vi ser hos dyr og planter. På den anden side er det naturligt herskende og det naturligt beherskede element af hensyn til selopholsen. For det, der med sin forstand kan se fremad, er af naturen det herskende og det ledende element, det der med sin krop kan udføre dette, er af naturen det beherskede og tjenerens element, og derfor er det samme gavnligt for herren og for slaven. Kvinden er af naturen noget andet end slæve. Naturen laver intet spørgsomligt, som smeden, der laver den delfiske kniv til mange formål på en gang, den laver et til et formål, og et hvert redskab udfører sin opgave bedst, når det tjener en ting frem for mange. Hos barbarne derimod side stilles kvinde og slave. Grunden er, at det ikke har noget naturligt herskende element, hos dem er forholdet mellem mand og kvinde ligesom forholdet mellem to slaver. Derfor siger digterne, at det er naturligt for grækerne at herske overbarne, for barbar og slave er ifølge denne antagelse det samme af natur. Af disse to fællesskaber opstod husstanden som det første, og med rettig siger Jesuet først et hus og en kvinde og en okse til ploven. For de fattige bruger oksen i stedet for en tjener. Husstanden er det fællesskab, som naturen har indrettet til at opfylde hverdagens behov. Det næste fællesskab, der opstår flere husdande og til gavn for behov ud over det daglige af landsbyen. Landsbyen synes af naturen at være en udvidelse af husdanden, og statens første form var kongedømmet, ligesom familierne fra begyndelsen stod under den ældste kongemagt. Det er derfor, homer siger, at enhver er lov for sine børn og sin husdru, for menneskene levede adskilt og på denne måde i urtiden. Og det er grunden til, at alle forestiller sig guderne som styret af en konge, fordi menneske selv enten er under konger nu, eller var det i tidligere tider. For mennesker former ikke bare gudernes udsene efter sig selv, men også deres leve måde. Længere inde i teksten introducerer Aristoteles en distinktion mellem blot at leve og at leve godt. Den græske har to ord for liv. Så det biologiske liv i sin rene form af trække vejret, og bios det kvalificerede liv, den måde at leve på, der er karakteristisk for et menneske i et fællesskab. Staten opstår af nødvendighed af behovet for mad og beskyttelse, men den fortsætter og fuldens for det gode livs skyld, det er ikke den samme ting. Her adskiller Aristoteles sig fra den politiske tanke, der primært ser staten som et rent instrument, der skal forhindre krig og fremme handel. Staten er for Aristoteles ikke et middel til noget andet, den er det rum, hvor menneskeres egentlige natur kan udfolde sig. Den, der ikke har brug for staten, siger han med en sjældent humoristisk sætning, er enten et dyr eller en gud. Her er stykket, hvor den sentens optræder. Staten er således af natur forud for husstanden og for hver enkelt af os, for helheden må nødvendigvis være forud for delen. Hvis hele leget ødelægges, vil der ikke være nogen fod eller hånd tilbage, med mindre blot i betydningen af et enslidende ord, som når man taler om en hånd, vugget i sten, men tingen selv vil være mangelfuld. Alt defineres ved sin funktion og sin evne, og hvis disse ikke længere er de samme, bør man ikke tale om ting på samme måde, men kun som noget, der bære et lignende navn. At staten således både af noget naturligt og er forud for det enkelte menneske, er alts klart. For hvis det enkelte menneske ikke er selvstrækkeligt, når det er adskilt fra den, vil det befinde sig i samme forhold til helheden som de øvrige dele. Den, der er ude af stand til at dele fællesskabet, eller som slet ikke har brug for det, fordi han er selvstrækkelig, er ingen del af en by, han er enten et dyr eller en gud. Hos alle mennesker er der således af naturen en drift mod dette fællesskab, og den, der grundlægger det første, er ansvarlig for det største af alle goder. For ligesom mennesket, når det er fuldendt, er det bedste af alle dyr, er det, når det er skilt fra lov og ret, det værste af alle. For uretten er hårdst, når den er bevæbnet, og mennesket er naturen født med våben til brug for klogskaben og dyden. Men disse våben egner sig desto lettere til det modsatte, derfor er mennesket uden dyd det mest ugudelige og mest vilde af alle dyr, og det værste, hvad angår køn og følet. Retsfærdigheden hører byen til, for retsplejen er en ordning inden for det politiske fællesskab og retfærdighed er afgørelsen af, hvad der er ret. Hvad er det dan, der gør mennesket til et politisk dyr frem for blot et flok dyr. Her giver Aristocles et bemærkelsesværdigt svar. Det er sproget. Ikke lyden, ikke stemmen, andre dyr har stemme og kan udtrykke særte og velbehagen, men kun mennesket har logos, det rationelle sprog, der ikke blot signaler, men artikulerer, der kan sige, hvad der er gavnligt og skadeligt, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. A disse ting fremgår det altså, at byen hører tilblandt de ting, der eksisterer af natur, og at mennesket af natur er et politisk dyr. Den, der er uden by af natur, snarere af tilfældigheds spil, er enten et ringe menneske eller hævet over mennesken niveau. Han er uden stamme, uden lov, uden hjem, som den humer dadler, for den, der er sådan af natur, har dermed også et begært efter krig, som var han en løs brik i et brætspil. At mennesket langt mere af et politisk dyr end nogen bik koloni eller noget flog dyr er indlysende, for som vi hævder, naturen gør intet forgæves, og kun mennesket af alle dyr er udstyret med sproget. Stemmen er ville et tegn på smerte og velbehag og at givet de øvrige dyr, for deres natur er kommet så vidt, at de sanser smerte og behag og kan betegne disse over for hinanden. Men sproget tjener til at give udtryk for det gavnlige og det skadelige, og som følger deraf for det retfærdige og det uretfærdige. For det er særen for mennesket frem for de øvrige dyr, at det alene har sanssen for godt og ondt ret og uret, og de øvrige begreber af denne art, og et fællesskab om disse ting er det, der danner et hjem og en by. Den nikomarkaiske etik, som vi læste i sidste gang, og politikken hænger løsligt sammen. Etikken spørger, hvad er et godt liv for det enkelte menneske, og politikken svarer, det kan ikke afgøres uden at spørge hvad der et godt fællesskab. For et menneske kan ikke blomstre i isolation. Dyderne kræver andre mennesker, man kan ikke øve sig i retfærdighed alene, man kan ikke praktisere gavmhed eller venskab. Det gode liv er per definition et liv i samspild, men hvor itikken har en vis klarhed, dyderne fremlægges, middelvejen forklares, kontemplationens ro præsenteres, så er politikken et langt mere mudret dokument. Det er et værk fuld af empiriske undersøgelser, analyser af andre byers forfatninger, historiske eksempler og forskellige kompromier. Aristoteles gennemgik angiveligt 158 bystaters forfatninger som forberedelse. Det er måske lidt overdrevet, men nogen kiggede han i hvert fald på. Resultatet af en bog, der aldrig glemmer, at politik foregår i den virkelige verden. Det er ikke en abstrakt tankeby konstrueret af en filosof. Og det får os jo til at tænke på platon og hans staten. I Platons staten forestiller Sokrates sig en ideel bystat, hvor vogterne, den styende og militære klasse, hverken besider privat ejendom eller har egne familier. Kvinder, børn og gods af fælles for dem alle. Filosofkongen hersker over dem alle. Det er en stat, designet til at udrydde private interesser, der splitter og korrumperer. Det er interessant, at mange har diskuteret, i hvilken grad platons ideelle stat skal tas for at være et seriøst bud på, hvad der vil være den bedste stat. Jeg diskuterer det selv en del i den lange episode, hvor jeg læste staten. Aristotelæses kritik går lige på, han overvejer ikke, om platern skal læses allegorisk, ironisk, eller mere som psykologi end politik. Og man må vil sige, at Aristotelæs forudsætninger for at læse platon, skulle være rigtig gode, for nu at sige det mildt. Aristoteles finder platons bysdesign aldeles urealistisk. Fælles ejerskab fører ikke til større omsorg, men til mindre. En ejendom, der tilhører alle, passes af ingen. Fælles børn er ikke løsningen på egoisme, men opskriften på opløsning af de bånd, der faktisk holder mennesker sammen. Og filosofernes styre fortsætter en mennesketype, der slet ikke eksisterer i tilstrækkeligt antal. Lad os læse starten på kritikken af Platons drømmestat. Bå 2, kapitel 1. Da vi har til hensigt at undersøge den form for politisk fællesskab, der er overleven frem for alle andre, for dem, der er i stand til at leve så nær som muligt på den måde, man ville ønske sig, bør vi også undersøge andre styreformer, både dem der i bro i nogle af de byer, som siges at være vel styret, og dem, som visse personer har beskrevet og anset for at være i god forfatning, for at se, hvad der er rigtigt og nyttigt ved dem. Og for at det ikke skal anses for rent sofisteri at søge noget ud over disse, går vi ind i denne undersøgelse, fordi de styreformer, der nu forligger, faktisk ikke er i god forfatning. Vi må begynde med det der det naturlige udgangspunkt for denne undersøgelse. Det er nødvendigt, at alle borgere enten har del i alt i intet eller i nogen, men ikke andre. At de ingen ting har fælles, er åbenbart umuligt, for en styreform er en bestemt slags fællesskab, og det er første omgang nødvendigt at have et sted forles. En by indtager et sted, og borgerne har del i en og samme by. Men af de ting, der kan deles, er det da bedre for den by, der skal styres vel at have dem alle fælles, eller er det bedre at have nogen fælles, men ikke andre? Det er jo muligt for borgerne, at have børn, kvinder og ejendom fælles med hinanden som i Platons stat, for der hævder Sokrates, at børn, kvinder og ejendom bør være fælles. Hvad der er bedst? Den tilstand, der eksisterer nu, eller den, der er beskrevet i loven i staten. Aristotelæs kritik af Platons staten er ret omfattende. I denne del og de følgende, giver Aristoteles en meget realistisk kritik. Politiske løsninger skal passe til menneskers faktiske natur, ikke til et billede af hvad de burde være. Privat ejdom for eksempel er naturlig og giver mennesker glæde og engagement. Det er ikke et problem, det er et udgangspunkt. Kapitel 2. At have kvinder fæles for alle indebærer mange vanskeligheder, men en særlig vanskelighed er, at den begrundelse soler til at sker for, at der bør lovges på den måde, obenbart ikke følger af hans argumenter. Hvad angår det mål, han hævder, at byen bør have, er det som netop sagt umuligt at nå, men i hvilken forstand det kunne blive muligt drøftes ikke. Jeg mener, at det er bedst for byen at være så vidt muligt fuldstændig én, det er den grund præmis, Sokrats anlægger. Og dog er det indlysende, at jo mere den nærmer sig enheden, desto mere ophør den med at være en by, for byen er af naturen slags sammenføjning af forskelligheder, og jo mere den nærmer sig enheden, desto mere vil den blive et husholdningsfællesskab i stedet for en by, og til sidst et enkelt menneske, i stedet for et husholdningsfællesskab. For vi ville da sige, at husholdningen er mere en enhed end byen og den enkelte mere end husholdningen. Selvom man altså var i stand til dette, burde man ikke gøre det, da det ville ødelægge byen. Nu er byen ikke blot sammensat af et antal mennesker, men til lige af mennesker, der er forskellige i art, en by opstår ikke af ensartide. En by adskiller sig fra et forbund. Et forbund er nyttigt ved sin størrelse, selvom det et stele af ensarvet, for et forbund er til for gensidig bistand, som når en større vægt lækkes i vægt skålen. P tilvarende vis adskiller en by så fra en nation, selvom folkemængden ikke er spredigt i landsbyer, men samlet som arkadierne. De af hvem en enhed skal opstå, er altså forskellige i art. Det er derfor den gensidige ligevægt, der bevarer byerne, som tidligere sagt i de etiske skrifter. Dette er nødvendigt selv for fri og ligestillet, for alle kan ikke styre på én gang, men ved at styre i et år eller efter en anden ordning eller tidsperiode. På denne måde kommer det altså til, at alle styre, ligesom hvis skumer og tømmere skiftede plads, frem for at de samme altid var skummagere og tømmere. Men da denne tilstand også er bedre med hensyn til det politiske fællesskab, er det klart, at det er bedre, hvis de samme altid styre, hvor det er muligt. Men i de tilfælde, hvor det ikke er muligt, fordi alle er lige af natur, og det til lige er retfærdigt, at alle har delt styret, uanset om det er styre noget godt eller noget bebyrdende, er der i det mindste en efterligning heraf, hvor nogen styre, og nogen styres skiftevis, som om de var blevet til andre personer, og på samme måde vareter forskellige personer forskellige embeder blandt dem, der styre. A disse ting er det da indlysende, at byen ikke af natur eren i den forstand, som nogen hævder, og at det, der sages at være byernes største gode, faktisk ødelægger dem, men det gode for en ting er jo netop det, der bevarer den. Det fremgår til lige på en anden måde, at det ikke er godt at søge forene byen i overdreven grad. For et husholdningsfællesskab er mere selvstrækkeligt end den enkelte, og en by mere selvstrækkelig, end et husholdningsfællskab. Og en by har tendens til at opstå netop på det tidspunkt, hvor det fællesskab, der dannes af en større mængde, bliver selvstrækkeligt. Hvis det mere selvstrækkelige, altså er mere at fortrække, er det, der er mindre en enhed mere at fortrække, end det, der er mere en enhed. Som jeg nævnte til at begynde med har Aristotelæs Politik nogen ærlige skygesider. Aristoteles forsvarer slæveriet som en naturlig institution. Nogle mennesker er af natur slæver, hævter han er skabt til det. Skabt til at blive ledet, ligesom kroppen er skabt til at blive ledet af sjælen. Det er en argumentation, der måske er logisk sammenhængende inden for Aristoteles' eget system, men den er jo uantagelig for enhver nutidslæser. Det samme gælder han syn på kvinder, som han placerer i en kategori ikke langt fra slavernes. Lige med hensyn til kvindekønnet kan platorn virke som den mest progressive tænker. I staten fremhæves det i hvert fald, at kvinder kan have alle de samme kompetencer som mænd. Dog altså for der er et dog i mindre grad. Alle de her blinde pletter i Aristotelæs politiske og etiske tænkning er desværre ikke have i færre. De er tæt forbundet med hans telersænkning. Hvis man tænker, at der er et naturligt mål med alting, så skal man passe på, at man ikke lige identificere det naturlige mål med hvordan tingene lige aktuelt er. Aristoteles mener, at hierarki er naturligt, fordi naturen selv er hierarkisk. Og det er jo altså en tankegang, man kan bruge til at legitimere undertrykkelse. Men hvis vi skal prøve at sige noget positivt. Så er der en indbygget spænding i politikken og i Aristoteles. For Aristoteles tror på frihed. Det kommer til udtryk på mange måder. Han tror på borgernes aktive deltagelse i statens styre. Han foretrækker i praksis en form for forfatningsstyre, der balancerer oligarki og demokrati ud fra et argument om, at ingen enkelt gruppe er god nok til at regere alene. Og det er jo en måde at tænke på, der virker ganske nutid, især når man læser i kontrast til Platons staten. I staten er demokrati i et elendigt styre. Det eneste ringer er diktatur, og aristokrati er det bedste. Aristoteles, når man sætter parentes om synet på kvinder og slaver, og det er noget af en parentes, man skal have fat i, råder nogle gode værdier, der handler om medindflydelse. Og det er jo noget, der naturligt flyder ud fra hans tanke om, at mennesket er et politisk dyr, og at bystaten er en udfoldelse af de mål. For Aristoteles betyder det også, at staten har ret og pligt til at forme borgerne gennem opdragelse, gennem lovgivning, gennem regulering af næsten alle livets forhold. Borgerne tilhører staten, skriver han et sted. Og det er jo en sætning, man kan læse som udtryk for noget meget autoritært. På den anden side er det et filosofisk lys måske rigtigt, også forstået deskriptivt. Hvis mennesket er et samfundsdyr, et politisk dyr, så er borgerne deltager i staten, hvor enten de vil eller ej, på godt og på ondt. Aristotelæses politikken holder ikke lige så godt som etikken, men den er alligevel fascinerende som et forsøg på at tænke samfundet fra grunden af for 2400 år siden. Der er jo altså en del meget væsentlige negative aspekter i Aristotelæssænkning. Men man kan sige, at hans filosofi selv indeholder kritikken af dem i latent form. Aristotelæses etik og politik, som til os i udfoldet stand, kan ikke bibeholde slæveri og mysogyni. Det er kun fordi han har så store blænde punkter i sit udsyn, at det at kunne lade sig gøre ikke at se det. Spænden er produktiv, kan man sige. Politikken er ikke en manual for undertrykelse, og det er heller ikke en høj. Det er et meget filosofisk praktisk dokument, der forsøger at tænke det menneske fællesskab fra grunden af med alle de tvegheder, det er.