Aristoteles 5: Fysikken (TLF29)

Før jeg begyndte at læse Aristoteles i denne omgang, havde jeg kun læst “Poetikken”, som jeg var særligt interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke meget, men jeg havde en idé om at hans fysik var helt ude i skoven. Mon ikke mange har nogenlunde samme indtryk? 

Det jeg ville have sagt, ville være noget med at han forklarede genstandes bevægelser og placeringer med at de gerne ville derhen hvor det var naturligt for dem at være. Med andre ord, var han et eksempel på en præ-videnskabelig tænker, der på underlig vis ikke havde fået idéen om at se efter hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfattede meninger om intentioner og mål, gøre hans fysik ubrugelig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned - fordi det vil den gerne. Noget i den stil. Det er dens telos, dens mål.

Når man så læser Aristoteles, kan man sige mange ting om hans tænkestil og blinde punkter, men naiv er ikke én af dem. Og denne her idé om at han ikke undersøger tingene, ikke bygger på observationer - er også fejlagtig, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer, og en klar holdning om at det er en værdi at undersøge, dissekere og observere. 

Det var med alle disse tanker i baghovedet, at jeg for nogen tid siden stødte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotle’s Physics: a Physicist’s Look. Jeg fandt den yderst interessant, fordi den starter lige der hvor jeg var ...

Transcript

SPEAKER_01 0:00

Før jeg begyndte at læse Aristoteles i den her omgang, havde jeg kun læst poetikken, som jeg var særlig interesseret i. Hvad angår hans øvrige tænkning, vidste jeg ikke så meget, men jeg havde en idé om, at hans fysik var helt ud i skoven. Og må ikke der mange, der har det samme indtryk. Hvis nogen havde spurgt mig, hvad jeg vidste om Aristoteles fysik, ville jeg have sagt, at det noget med, han forklarede genstandens bevægelser og placeringer med, at de gerne ville derhen, hvor de var naturligt for dem at være. Med andre ord var han et godt eksempel på en prævidenskabelig tænker, der på underligvis ikke havde fået idéen om at se efter, hvad der faktisk foregår, men i stedet lod sine forudfatte meninger om intentioner og mål, gør hans fysik urolig og naiv. Ja, naiv, fordi det virker, som om Aristoteles tænker som et barn. Hvorfor falder bolden ned? Fordi det vil den gerne. Det er dens telers, dens naturlige mål. Altså tankegang, der nærmest svarer til, hvordan piaget beskriver det mindre barns intuitive og naive fysik. Piaget talte om barnets animisme, altså barnets tendens til at tilskrive livløse ting, intentioner og bevidsthed, og om artificialisme, som er barnets forestilling om, at naturlige fænomener er skabt af mennesker eller menneskelige eller guddommelige intentioner. I Pirges interviewmaterial forklarer børn fx, at bjerg er der, fordi folk har brug for dem til at klætre på, at solen er der, fordi den vil skinde på os, at søger opstod, fordi folk gravede dem ud, at flåder løber, fordi de vil nå ud til havet. Og hele denne prækausale tænkning, som Piercet kaldte det stadium, hvor barnet ikke skælder skarpt mellem fysiske årsager og intentioner eller formål er præcis den slags sammenblanding som Aristoteles ofte kritiseres for. Men det er en lidt overfladisk kritik. For når man rent faktisk læser Aristoteles, så kan man stadig sige mange ting om hans tænkestil og hans bille vinkler, men han er ikke naiv. Og den her idé om, at han ikke undersøger tingene og ikke bygger på observationer af decideret forkert, for når man læser ham, er teksterne fyldt med nuancerede observationer og en klar holdning om, at det er en værdi at undersøge, dissekerer og observerer. Det var med den slags tanker i baghovedet, at jeg har støtte på en artikel skrevet af den italienske teoretiske fysiker Carlo Rovelli. Aristotels Physics af fisicist nu. Menge bekender Rovelli fra hans fine og poetisk populaire videnskabelige bøger. Jeg fandt hans artikel om Aristoteles's physik yderst interessant, fordi den starter lige der, hvor jeg var.

SPEAKER_00 3:22

Og if you want the opinion of a physicist, it's uncontroversial. Maybe the framing the exercise it might be controversial, but not the main point.

SPEAKER_01 3:38

Aristotelæs' fysik nyder ikke godt omdømme. Den kaldes almindeligvis intuitiv og samtidig åbentlyst forkert. Man siger for eksempel, at den hævder, at tunge genstande falder hurtigere, skønt en hver gymnasieelev burde vide, at de falder med samme hastighed. Gør de det? Videnskaben læser vi også, begyndte først ved at frigøre sig fra den aristoteliske spændetrå og lærere støtte sig til observation. Aristotelisk fysik er inde ikke medtaget blandt de tallige artikler i Stanford Encyclopedia og Philosophy, der hvidet til Aristoteles. Ganske vist findes der også mindre fjentlige og mere velvillige fremstillinger af Aristotelæs's syn på naturen, forandringen og bevægelsen, og den historiske betydning af disse synspunkter anerkendes. Men her er et typisk eksempel på en burdering. Traditionelt har forskere fundet det nærliggende, at Aristotelæs's tilsægtede metode i hans verker om naturvidenskab er empirisk, selvom de har kritiserede ham for at slå fejl på dette punkt. Den nuværende generation har vendt denne dom fuldstændigt, især fysikken betragtes nu sædvanligvis som et paradigmatisk eksempel på Aristotelæs' brug af den dialektiske metode, forstået som en overvejende begrebslig eller af priorisk undersøgelseteknik, der er egnet til filosofi i modsætning til de mere empiriske undersøgelser, som vi i dag typisk anser for videnskabelige. Med andre ord, Aristotelæves' videnskab er enten slet ingen videnskab, eller i det omfang den er det en fiasko. Som man kan høre på starten af Rovell's artikel, er han ikke enig med dommen over Aristotelæs' fysik som intuitivt og åbenlyst forkert. Han læser som en fysiker og konkluderer overraskende nok, at Aristotelæses fysik er både kompleks og gyldig. Det sidste fortjener nogle flere ord. Hvad vil det sige, at fysikken er rigtig eller gyldig? Er vi fx ikke enige om, at lette og tunge genstande falder lige hurtigt, og at faldets hastighed ikke er konstant, men accelerationen tyngd af accelerationen af det. Jo, det er alt sammen rigtigt nok, men det fine ved Rovell's tankegang er, at han læser Aristoteles og tænker med, som om han var en fysiker under samme betingelser og begrænsninger. Så det pludselig ikke længere så let at grine af Aristoteles. Slip en let og en tung st på samme tid, og se så efter, om de ikke rammer jorden samtid. Det ser det i høj grad ud til, at de gør. Hold øje med en sten, der falder gennem luften, og se, om du kan få øje på, at den akcelerer. Nej, det kan man almindeligvis ikke. Bare de simple konstateringer er interessante, for de per på, at det ikke er sådan, at Aristoteles ikke observeret. Det er heller ikke sådan, at os andre bare lige ved at observere lidt, vil genopfinde den fysik, vi har lært i skolen. En anden måde at sige det samme på, er, at empirisme ikke blot er at observere og undersøge. Der skal langt mere til, især eksperimentet er centralt, og at opsætte et eksperiment, der isolerer det, man gerne vil undersøge, det er ikke simpelthen. Det forudsætter en bestemt tænkning, og i virkeligheden også bestemte konkrete erfaringer, man kan trække på. Senere i episoden vender jeg tilbage til, hvordan Galileo fik styr på aceleration og det hele. Jeg nok er det et hob på 1900 år, men det sætter tingene i perspektiv. Hvordan ville du selv må det, hvis du levede 300 år 0 uden at snyde og uden at bruge hvad du måske husker fra skolen. Køfte læser filosofisk historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forholdsigt overraskende, præcis og legne, seriøst pljækket om hyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøne i korret uddrag fuldstændig. Forestil dig, at du sidder i en have med et æble i hånden, og af uanseliget grunde, pludselig slipper det. Det falder ned og lægger sig til hvile i græset. Såfølgelig gør det det. Men hvorfor falder det? Hvad er egentlig den rigtige forklaring? Vi kender svaret, eller tænker i hvert fald, at vi gør det. Det er noget med tyngdekraft. Hvis man har hørt efter i fysiktimen, ved man, at masser tiltrækker masser i følge Newtons mekanik. Og hvis man er lidt mere nøret, ved man, at Einstein leverede en omfoltning af hele situationen. Rumtiden af krum, den bliver deformeret af masser, så som jordkloden, og æblet følger bare den korteste vej gennem den krumme geometri. Som fysikeren John Wheeler omtrant sagde, massen fortæller rumtiden, hvordan den skal krumme, rumtiden fortæller massen, hvordan den skal bevæge sig. Men det er jo noget, vi har lært i uddannelsessystemet læst i en bog, se på tv eller i en YouTube video. Hvad skulle man svare på spørgsmålet for 2300 år siden. Det er ofbenbart, at det ville være ret svært, for ikke at sige umuligt, at give et svar, der ligner dem, vi har lært. Hvad kunne man faktisk svare? Aristoteles gav det et skud, og ifølge en fysiker som Carlo Rovelli er hans teori korrekt under de betingelser, vi lever under til daglige. I denne episode, som er den 5. i serien om Aristoteles og nummer 29 i Tønerlæs og Filosofistorien, skal vi åbne Aristotelæ's bog med den koncite titel Fysikken, eller Fusik, og høre, hvordan i alverden orvellig kan påstå, at Aristotelæ's fysiske teori er gyldig. Der Storæs' fysik handler stort set ikke om det, vi i dag kalder fysik. Den handler ikke om kræfter, forler eller eksperimenter i laboratorier. Den handler om, hvad bevægelse er, om hvad forandring er, om tid rum og uendelighed og årsagernes natur. Det er mere filosofi end naturvidenskab i moderne forstand. Det er naturfilosofi, forstået som det at spørge til naturens dybeste grundlag med de redskaber, man har, observation, logik og begreber. Det er også grunden til, at bogen har givet navn til hele disciplinen. Det græske ord fysisk betyder natur, og Aristotelæs' undersøgelse af naturen, hans fysiker blev så dominerende i den vestlige tradition, at selve faget afgede titlen. I dag bruger vi fysik om noget meget mere bestemt. Den matematiske eksperimentelle videnskab om stof og energi. Og når vi måler Aristoteles med den målestop, så falder han igennem. Han siger, at tunge genstande falder hurtigere en lette. Han siger, at objekter i bevægelse kræver en konstant kræft for at holde farten. Han afviser tomrum som en umulighed. Alt det er forkert, lærer vi i gymnasiet. Men som nævnt skrev Carlo Rovelli en videnskabelig artikel om Aristotelæs fysik. Hans centrale poängte var, at Aristotelæs's fysik ikke er så naiv. Den er faktisk korrekt inden for sit gyldighedsdomæ. Og forholdet mellem Aristotelæs' teori og Newtons teori er præcis det samme som forholdet mellem Newtons teori og Einsteins. Og videre kan man sige, at Einsteins teori, relativitetsteorierne også kun er sande inden for deres gyldighedsområde. Som populære videnskabelige medier har fort os, er relativitsteorien jo ikke kompatibel med kvantemekanikken. Lad os lige tage den tankegang igen. Rovelli mener også om, at Newton heller ikke er sand i ubegrænset forstand. Merkurs bane stemmer ikke med Newtons forudsigelse. Det kræver Einstein at forklare den præcis. Men det gør ikke Newtons teori forkert inden for det domæne, han arbejdede i. Vi bruger Newtons formler hele tiden med gode resultater. Den newske fysik er altså en ganske god tilnærmelse. Og det hævder Rovelli af præcis hvad Aristoteles også leverer en god tilnærmelse i det domæne, der interesserede ham. Det domæne er den verden, vi faktisk lever i, objekter, der falder i luft eller vand under tyngdekraft med friktion og opdrift. I den verden falder tunge genstande faktisk hurtigere end lidt. Prv selv slippe en møgt og et stykke papir på en gang, de lander ikke samtidig. Ogistotus observerede præcis det, der foregår, og beskrev det korrekt. Det hanklede var ikke observation, han manglede et begreb om akceleration og et matematisk apparat til at beskrive friktionskraften præcist. Det kom Galile og Newton med, men de byggede videre på Aristoteles og tusinder senere. Lad man lige bemærke, at den aristoteliske fysik, som Carlo Rovelli taler om, ikke nødvendigvis er udfoldet i hverket fysikken. Rovelli stykker Aristoteles' fysik sammen flere steder fra, noget kommer fra metafysikken for eksempel. Inden vi går videre med Rovell's læsning, så lader os lige få en smag af Aristoteles's værk, fysiker eller fysikken ved at lændelsen. Da det i alle undersøgelser, hvor i der indgår kilder, årsager eller elementer, er gennem kendskabet til disse, at viden og indsigt kommer til os, for vi ansøger selv for at kende en hver ting, når vi kender dens første årsager og første begyndelser, helt ned til dens elementer, så det klart, at man også med hensyn til naturkundskaben først må forsøge at afgrænse, hvad der hører til dens kilder. Men den naturlige vej går fra det, der er mere bekendt og tydeligt for os, til det, der er tydeligere og bedre kendt af naturen selv, for det er ikke de samme ting, der er velkendte for os og velkendte i sig selv. Af denne grund er det nødvendigt at føre os selv frem på den måde, fra det, der er mindre tydeligt af natur, men tydeligere for os, til det der tydeligere og bedre kendt af natur. Men de ting, der først er indlysende og klar for os, er i højere grad de samme blandet, siden bliver elementerne og begyndelserne kendt, for dem, der udskiller dem af disse. Således er det nødvendigt at gå fra det almene til det særlige, for det er helheden, der bedst kendes gennem sansning, og det almene af en slags helhed, eftersom det omfatter mange ting, som om de var dele. Noget af samme art sker også med navne i forhold til deres betydninger, for et navn betegner også en eller anden helhed, ubestemt, som f.eks. en cirkel, mens definitionen opdeler den i enkelt dele. Også børn tiltaler til at begynde med alle mænd som fader og alle kvinder som moder, men skældner siden imellem dem. For at forstå Aristotelæsses fysik skal man forstå hans verdensbillede. Og det verdensbillede begynder med en simpel, men dybtgående observation. Tæne er ikke ens. Her synes jeg, det er ved at sætte sig ind i situationen. Hvis du ikke har dit verdenspillede fra skolen parat, hvor kan du så få det fra? Hvis du ikke har en fysik klar, hvordan vil du så begynde at klassificere og analysere alt det, der sker i verden omkring dig. Det er ikke en nem opgave, men sten falder, ild stiger, vand løber neder, luftbobler i vand bobler opad, planeterne bevæger sig rundt, på himlen i næsten perfekte cirkler. Det virker ikke tilfældigt, der er klare mønstre i den måde, det hele opfører sig på, så det virker rimeligt at se det som et udtryk for en orden, en kosmis geografi af en slags. Aristos forestillede sig universet som et set af koncentriske cirkler. I midten jorden kugle rundt. Aristos var ikke den første til at hæve, at jorden var kugleformede, det gjorde pytakorerne f.eks. også. Men så vidt vi ved, var Aristos den første til at begrunde det empirisk. I hans bog om himlen gav han flere argumenter. Ved observationen kan man se, at jordens skygge under måneformørkelser altid er cirkulær, lige gyldig fra hvilken vinkel for mørkelsen sker. Stjernerne ser forskellige ud, afhængigt af om man befinder sig mod nord eller syd, hvilket kun giver mening, hvis jordens overflade er boet. Genstande falder mod centrum, og det naturlige resultat af dette fra alle retninger er en kugle. Så prøv lige at sige, at Aristoteles ikke gjorde brug af observationer. Rundt om jordens kerne er der så sværer af vand, luft og ild, og yderst finder vi ædren, det femte grundstof, det himelske element, der ikke er tungt eller let, men bevæger sig evigt i cirkler. Og her begynder tankegangen helt bestemt at være præge mere af elementlægen end af empiriske observationer. Men på den anden side, hvordan forklarer, at himmeldemmerne bevæger sig i evige cirkler, Aristoteles har ikke en chance, så idéen om æderen er lige så god som noget. Hver af de fire jordiske grundstoffer, jord, vand, luft og ild har sit naturlige sted i den her geografi. Sten hører hjemme ned, ild hører hjemme oppe, og når de kan, bevæger de sig derhen. Det er hvad Aristotes kalder naturlig bevægelse, bevægelse, der sker af sig selv, fordi tingene stræber mod det sted, de hører til. Igen, vi ved, at vores model for den slags er bedre og mere universel, men det er ikke en dårlig idé, at klassificere det opadstræben og lette sammen, og det tunge og nedadstræbende sammen. Det svarer på mange måder til, hvordan vi oplever verden, at de forskellige former for stof har forskellige naturlige bevægelser. Over for den naturlige bevægelse sætter han så den voldelige bevægelse, bevægelse fremkaldt af en ydre kræft. Kaste en st i luften, det er en voldelig bevægelse, den kræver en årsag, og når årsagen ophører, ophører bevægelsen til sidst, og den naturlige bevægelse overtager sten falder. Og det er jo et af de steder, hvor Aristoteles normalt bliver hånet, for Newton siger, at et objekt i bevægelse forblir i bevægelse, med mindre noget bremser det. Aristoteles ser ud til at sige det modsat, objekter kræver en konstant årsag for at bevæge sig. Men Rovelli gør opmærksom på, at skælet ikke er så skarpt, som vi plejer at sige. Newtons naturlige bevægelse er den jævne rette bevægelse, hvad der sker uden ydre påvirkning. Voldenlig bevægelse i Newtons forstand af den akcelerede bevægelse under en kræft. Det er præcis den samme skældning som hos Aristoteles var forskt, fordi Aristoteles arbejder i den virkelige verden, hvor friktion altid er til stede, og alle objekter til sidst stopper. I luften, i vandet, i atens gader og streder. Got nok ikke i vakum, men det troede han ikke eksisterede. Når vi kaster en sten holder den hurtigt op med at bevæge sig. Det er en gentagen empirisk observation. Og her er en detalje, der fortjener at blive nævnt, for Rovelli pær på, at selve skælet mellem naturlig og voldelig bevægelse ikke blot overlever i Newtons fysik, det dukker op igen i Einsteins fysik. I Newtons mekanik er tyngdekraften en voldelig bevægelse, en kræft, der trækker i massen, men i Einsteins generelle relativitsteori er frit fald faktisk en naturlig bevægelse igen, et legeme i frit fald følger en geodatisk linje den korteste vej gennem den krumme rumtid, og der virker ingen kræft på det. Så man kan sige, at Aristoteles og Einstein faktisk er enige om, at faldende lemer bevæger sig naturligt, og i den læsning er. Kærnen i Aristoteles' naturfilosofi er hans læger om årsagerne. Og her er vi ved noget, der er mere end historisk kuriositet. Det er en meget diskuteret analyse af kausalitet i vestlig tænkning. At forstå en forandring er ifølge Aristotel's at forstå dens årsager, og han beskriver fire forskellige slags. Åsagerne forstå på fire måder. Den ene af dem kalder vi materien, det er det af, hvilket måde opstår og forvir til sted, f.eks. bronchen i en statue, selvvet i en skål, og de kategorier af bronsen og sølvet henhører under. Den anden årsag af formen og mønstret, det er definitionen af, hvad det er at være det. Og de kategorier, der henhører under, som f.eks. forholdet tog til en i joktaven og i det hele taget tænkende. Den tredje årsag er den, som er begyndelsen til forandringen og tilstandet. For eksempel er den, der beslutter noget en årsag, faderen en årsag til barnet, og i det hele taget den, der fremkalder en forandring en årsag til det forandrede. Den fjerde årsag er formålet og det gode, til det er det, som alt andet sigter mod og tilstræber. Fire årsager altså. Og for at gøre dem til at holde fast i, så lad os illustrere dem med et eksempel ladge et hus. Den materielle årsag på latin Causa Materialis eller materialårsagen, det er, hvad huset er lavet af morstene, betongen, træet det, der forbliver, når huset er bygget. Den formelle årsag, causa formalis eller form årsagen. Det er husets form og design, det, der gør, at det netop er dette hus og ikke et skur eller en bro. Det er planen, proportionerne, strukturen. Så den bevirkende årsag, causa efficient. Det er den årsag, der svarer til den moderne naturvidenskabelige forståelse af kausalitet. Vi kan også kalde det den bevægende eller den virkende årsag. Det er håndværkerne og arkitekten, dem, der satte processen i gang, og dem, der faktisk forvandlede materialerne til en bygning. Så er den intentionelle årsag, causa finalis, altså den intentionelle årsag eller formålsårsagen, det er det huset at tilfor, at give ly, at skabe et hjem, det er det mål, som hele projektet sigde imod, og som i den forstand var årsagen til det. Nu er det vigtigt at forstå, at de her fire årsager for Aristoteles ikke så meget er årsager, som de er forklaringer. Det er heller ikke fire konkurrerende forklaringer. Det er fire dimensioner af den samme forklaring. Et svar på hvorfor, er først fuldstændigt, når det besvarer alle fire spørgsmål. Hvad det lavet af, hvad er dets form, hvad sat det i gang, og hvad det til. Den fjerde årsag, formålsårsagen eller den finale årsag, er den mest kontroversielle, for når man bruger den om natur, så antar den, at naturen handler med henblik på noget, at stenen falder, fordi den stræber mod sit naturlige sted, som vi har talt om, at ærnet vokser, fordi det sigter mod det fuldt udviklede ege træ. Det er Aristoteles forkærlighed for telers, som vi har mødt den både i hans etik og politik. Med et fremmed ord kaldes det for teleologi, og her er det vigtigt, at man ikke hører ordet som teologi. Teleologi er noget andet. Det er læreren om formål, og især formål i naturen. Og det er præcis det, den moderne videnskab fra Descartes og frem har afvist. Naturen har ingen formål, ingen intentioner, ingen mål. Den følger mekaniske love, og efter Darwin kan vi endda afvise teleologi i biologien. Men det bør være en nuanceret afvisning. Også efter Darwin er det fuldt ud rimeligt at tale om formål i biologien, der hører bare en teoretisk fodnode til. På Aristotelæs tid havde man ikke en chance for ikke at se formål overalt. Aristotelæsses teleologi falder, men den falder først i det 17. århundrede, og den falder efter 2000 år som den dominerende naturforståelse. Og det var fordi den var meningsfyld, den var sammenhængende, den beskrev den verden, som folk faktisk levede i. Det er vort arbejde at få kendskab til alle fire årsager, og det er som filosof, man giver svar ved hjælp af dem alle. Hvad er materien, hvad er formen, hvad sat det i bevægelse, hvad er formålet. Disse fire kan sommetider reduceres til en. Mererien og formålet falder tit næher hinanden, den formskabende og den bevægende års er tit den samme, og hvad der er formen i et tilfælde, er materien i et andet. Der er kun én fysikens videnskab, som gælder for alle disse årsager, men at det er den samme videnskab, der undersøger dem alle, er ikke umiddelbart indlysende, og dog er det således. Og det er jo interessante selvrettelser eller nuanceringer. Det er karakteristisk for Aristoteles, at han ikke er så forelsket i sit eget system, at han ikke kan nu ansere det. Aristoteles indrømmer, at de fire årsager kan falde sammen, og at videnskaben om naturen er én ikke fire adskilte ting. Og den tankekang holder jo stadig den dag i dag. Men lad mig vende tilbage til myten om, at Aristoteles simpelthen var dårne eller slap med sit naturvidenskab, at han spekulerede sig frem til konklusioner, som han burde have testet empirisk. Som jeg allerede har understreget, at det ikke rigtigt. Aristoteles observationevne var rigtig god, hans biologiske værker, som vi ikke berører i denne serie, men som Darwin omtalte med beundring, er fyldt med nøjagtige beskrivelser af dyrs anatomi, adfærd og reproduktion, som ikke blev overgået i flere tusind år. Han dissekerede, han observerede og han registrerede. Og i fysikken af de berømte argumenter for jordens kuleform, som jeg nævnte tidligere, et forbedeligt stykke empirisk ræsonement. Han tog ikke bare Pythagoras ord for gode varer. Han koblede observationen af måndeken til en geometris argumentation, der udelukker alle andre mulige former end kulen. Det er solidt. Selvøgel var der ting, han så fejl i. Han forstod ikke, hvordan en kastet stætter sine bane, efter at den har forladt hånden. Hans forklaring, at luften bag stenen skubber på den ikke lige frem overbevisende. Og det var netop den slags interne spændinger i teorien, der tvang middelalderens tænkere til at arbejde videre med nye begreber, så som teorien om impetus, som til sidst banede vejen for Galilæves tænkning om det. Og faktisk bemærkede man accelerationen allerede i antiken. Filosofen Johannes Feloponus, der virkede i det 6. århundrede på vores sider nul, observerede noget tilsynledende trivielt en vandstrøm fra en hane, altså en vandhane, der falder lodret bryder på et tidspunkt op i enkelt dråber. Det lyder banalt, men Filoponus så, hvad det betød, at vandstrømmen akelerer, og det er grunden til, at dråberne skilles fra hinanden, ligesom biler på en motorvej trækker for hinanden, når de akelerer. Aristotelæsses teori forudsag konstant falhastighed, men her var et synligt bevis på, at der var noget, der ikke stemte. Det var subtilt, og det krævede, at man vidste, hvad man skulle kigge efter. Men at Aristotelæves's teori har mange fejl, gør det ikke nødvendigvis til en dårlig teori. Fejlene kan også være frugtbare. Og teoriens frugtbarhed demonstrer måske tydeligt af Arkimedets, og af hvad han fandt, da han prøvede at drage konsekvenserne af Aristotelæ's lærer om opdrift. Aristoceles mente, at et leges evne til at flyde afhang af dets sammensætning. Mal synger, fordi metal er tungere end vand. Arkimedus viste, at det afgørende ikke af materialets vægt, men forholdet mellem legemets vægt og den vandmasse, det fortrænger, det berømte opdriftsprincip. Det betyder, at man faktisk kunne bygge skibe af metal, selvom Aristotelæs' teori direkte forbød det. Og konsekvenserne kom hurtigt i det tredje århundrede før vores tidsregning, hvor man begyndte at beklæde skibskrog med metalplader, fordi alger og skalddyr ikke sætter sig fast på metal, ligesom de gør på tre. Skibene behøvede ikke længere trækkes på land hvert år for at blive rejset, de kunne gøres tre til fem gange større end før. Hele handelen over middelhavet fik et enormt løft. Og det er et eksempel på, at en teoretisk korrektion af aristotelsk fysik fik direkte teknologiske og økonomiske konsekvenser allerede i antiken. Og det viser altså så også, at Aristotelæs' fysik ikke bare var et dogme i et par tusind år, men var et levende og diskuterbart system af viden. Carlo Rovelli citerer Galileu selv, ham, der mere end nogen anden har bidraget til det dårlige ry, Aristotelæs' fysik har fået, fordi han med stor retorisk brillians latterliggine forgængere for at vinde en svær debat. Men i et brev fra 1640 sent i livet, skriver Galileu noget bemærkelsesværdigt. Han skriver, at han tror, at han overholder den aristoteliske læger mere religiøst end de, der anklager ham for at bekæmpe den, og i et brev ugen efter, skriver han, at han er sikker på, at hvis Aristoteles vendte tilbage jorden, ville han acceptere Galilet som en af sine disciple. Men nu når vi har hoppet omkring 1900 år frem og for et øjeblik er ved Galilæve, så lader vende tilbage spørgsmålet om, hvilket eksperiment man egentlig kunne lave for at forfat i, at falende leger akelerer, og endda hvor meget de acelerer. For at svarer skal vi ud på et skropplan. Vi skal i hvert fald have fat i skroplan. Som du måske husker fra skolen, kan man rulle kuler ned af et skroplan med forskellige hæninger. Det er allerede lidt af et tespring. Hvorfor skulle kugle, der rul på et skroplan, fortælle os noget om kulers friege falg. Her kan man måske forestille at starte med et skroplan med en ganske lille hældning, og så rejse det mere op. Til sidst falder kulen noget ret og frit. Og måske kan man med den tankeøvelse se, at kulens bevægelse på skroplanet har noget at gøre med den bevægelse i frit fald. Det er et tankespring. Men hvordan har du så tænkt dig at måle kulens acceleration? Husk, at du ikke have nogen iPhone, stopord eller noget i den dur. Galilæves løsning var gør og musikalsk. Han havde små flyttbare klokker, som ringede, når kulen stræffede dem. Det musikalske kommer ind, fordi Galilæfelse. Så var det bare fløjte klokkerne indtil kulen fik den til at ringe i en regelmæssig takt. På den måde blev klokernes placering umiddelbart aflæslig som en notation af akelerationen. Det er så en meget smuk metode. Det skal siges, at det er en rekonstruktion, som vi ikke kan være helt sikre på, men den er i hvert fald plausibel. Galileus beskriver selv brogen af et vandur, der varede det vand, der løb ud under kulens rundning. Hvad jeg i hvert fald er sikker på, det er, at jeg ikke vil have fundet på nogen af dele uden den moderne viden, jeg har overtaget gratis. Ikke i 1638 og slet ikke i 350. Nu nærmer vi slutningen på denne lille episode om Aristotelæses fysik og Karlo Rubelis læsning af den. Så lad os spørge: Hvad er det, Aristotelæs fysik egentlig er? Det er en undersøgelse af forandringens grundbetingelser, og den stiller spørgsmål, som stadig ikke er så nemme at svare på. Hvad er bevægelse? Aristotelæses svar er, at bevægelse er overgangen fra potentialitet til aktualitet. Noget, der kan blive noget andet er det ikke endnu, men er på vej det bevæger sig. Et frø er potentielt et træ. Et varmt emne afkøles, fordi det potentielt kan være koldt. Bevægelse af selve den proces, hvori potentialiteten realiserer sig. Det er et dybt begreb, og det hænger udadskældet sammen med læren om form og stof, som vi vender tilbage til i næste episode om metafysikken. Hvad er tid? Ogistostelus siger, at tid er bevægelsens tal målet efter et før og et efter. Tid eksisterer ikke uafhængigt af forandring. Hvis entiet forandrede sig, vil der ikke være nogen tid. Og det lyder stadig som en rimelig tanke, selvom spørgsmålet stadig står åbent for at sige det mildt. Hvad er rum? Det er ikke et tomt klar, som tingene befinder sig i, rum er relationen mellem ting. Stædet for noget af den inderste grænse af det, der omgiver det. Igen en tanke, der per fremad mod moderne forståelser om rummet afledte og relative eksistens. Existerer et tomrum? Nej, siger Aristoteles. Og her er han faktisk, som Rovelli viser logisk konsistent inden for sit eget system. I en verden uden friktion, altså et helt tomt rum, vil et objekt i fald accelerer i det uendelige, og det er en absurditet. Så når Aristoteles afviser, at tomrum eller vakuum kan eksistere, er det ikke på grund af naivitet, det er snarere fordi han drager konsekvensen af sin egen teori. Så fysiker er ikke en samling af fakta om naturen. Den er en analyse af naturens grundbegreber, forandring tid sted og årsag og continuitet. Mange af de spørgsmål, den stiller, stiller vi stadig i det 21. århundrede. Selflig med helt andre forudsætninger. Og det vil jo sige f.eks. med Aristoteles, Galilæv og mange andre som forudsætninger. Carlo Rovellis artikel peg på et generelt problem i den måde, vi fortæller videnskabshistorie på. Vi fortæller den som en triumfmars mod nuet, generation efter generation af fejltagelser indtil Galileus, Newton, Darwin, Einstein og kvantmekanik redede situationen. Alt der gik forud af fejltagelser, der vender på at blive korrigeret. Men den måde at fortælle videnskabshistorien på, er ikke bare historisk unfær, den er metodisk farlig, mener Carlo Rovelli. For den antar, at den teori, vi har nu er den lige, at vi selv er ankommet, mens alle der gik forud, kun var på vej. Det er jo ikke så sandsynligt. Aristoteles arbejdede med de observationsredskaber og det matematiske apparat, han havde. Og det var jo ikke særlig meget matematik, han havde. Inden for de betingelser, han arbejdede, var hans teori god, den var ikke fuldstændig, den var ikke universel, men den hang sammen, den var empirisk forankret, og den var produktiv. Lad mig slutte af med at læse Carlo Rovell's afslutning på hans papir om Aristoteles.

SPEAKER_00 40:32

Let me say what I'm gonna do.

SPEAKER_01 40:38

Nyligt udkommet bog, der sigter mod at sammenfatte filosofienens store tænkere og deres doktriner, afslutter kapitlet om Aristotelæs' fysik med ordene. Vi kan sige, at intet af Aristotelæs' verdensbillede har bevaret sin gyldighed. Fra en moderne fysikers perspektiv vil jeg sige det modsatte. Næsten alt i Aristotelæs's bevægelseslær er stadig gyld. Det er gyldigt i samme forstand, som Newtons teori stadig er gyldig, den er korrekt inden for sit gyldighedsområde. Dybt nytænkne og umådeligt indflydelsesrig og har introduceret tankestrukturer, som vi stadig bygger videre på. Det dårlige ryg Aristoteles fysik har fået er ufortjent og fører til udbredt uvidenhed. Tænk et øjeblik efter, tror du virkelig, at lemer med forskellig vægt falder med samme hastighed. Hvorfor prøver du det ikke bare? Tag en møtte og et stykke papir og lad dem falde, falder de med samme hastighed. Aristoteles hævede aldrig, at lemer falder med forskellig hastighed, hvis vi fjerner luften. Han interesserede sig for den hastighed, som virkelig lemer falder med i vores virkelige verden, hvor luft eller vand er til stede. Det er dømmeligt over alt at læse, hvorfor lavede Aristoteles ikke det faktiske eksperiment. Jeg vil svare. De der skriver det, hvorfor laver de ikke selv det faktiske eksperiment. De vil opdage, at Aristoteles har ret. Næste gang åbner vi den bog, nogen kalder Aristotelæs sværste, nemlig metafisikke. Vi skal møde den ubægede begvær. Det er væsen, der sætter alt i gang ved algen at blive elsket. Og vi skal stille det spørgsmål og stotilæ selvede som det første. Hvad er det at være noget?