Aristoteles 6: Metafysikken (TLF30)

Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sansede genstand og den sansende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænkning er tænkning om tænkning. 

Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i Thøfner læser filosofihistorien. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles Metafysikken, det der kommer efter det fysiske. 

Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antikken stod og manglede en titel til værket, og vedkommende tænkte, nå, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hedde. Det sjove kommer så selvfølgelig ind, fordi ordet er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig. De største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? - for eksempel.

Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristotelesagtige måde, som er lige dele søvndyssende og fantastisk.

KH

Tomas

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sandside genstand og den sandsen er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænk er tænk om tænkning. Tør læser og filosof historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, chaotisk, forudseligt, overraskende, præcis og legende, seriøst pljæket om hyggelig planlagt, improviseret frem, selvhed søgende i korrekt. Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i 1. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles metafysikken taga til fysiker, det der kommer efter det fysiske. Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antiken stod og manglet en titel til værket, og vedkommende tænkte, no, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hede. Det sjov kommer så selvfølgelig ind, fordi året er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig, de største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? For eksempel. Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristoteles agtige måde, som er lige dele søvndysne og fantastisk. I forårige episode slå vi ned på hans naturfilosofi, hans undersøgelse af bevægelse, ogsager og det fysiske kosmos. Nu tager vi et skridt tilbage, eller måske graver vi snarere et spadestek ned, ned under overfladen på det, der er, og spørg til grundlaget for det hele. Lad mig starte med at sige noget om, hvad metafysikken er som bog, for det er ikke en bog i den forstand, vi normalt bruger året, som mange andre af de værker, vi har af Aristoteles, er det formentlig en samling af forlæsnings notater. måske Aristoteles egne, måske nedskrevet af elever ved lykaeren, Aristoteles skole. De 14 bøger, der til sammen udgør metafysikken, er formentlig ikke skrevet i den række følge, vi læser dem i dag. Nogle passager gentager hinanden, nogle tanker synes at tilhører forskellige stadier i Aristoteles' tænkning, der er afsnit, der afbyder sig selv, spørgsmål, der stilles igen og igen, som om Aristoteles aldrig bliver helt tilfreds med sine egne svar. Og alt det gør den lidt svær at læse. At give et klart resumer er heller ikke helt nemt. Men det gør den også er. Vi er helt enige i en tænkeres arbejdsværelse, og ser ham arbejde. Hvad er det overordnet projekt? Jo, Aristoteles ønsker at grundlægge det, han kalder første filosofi. En videnskab, der ikke undersøger denne eller hien del af virkeligheden, men det værende som sådan. Ikke hvad er planterne, eller hvad er stjernerne. Det er biologiens og astronomens spørgsmål. Men hvad er det, der gælder for alt det er? Hvad er betingelserne for overhovedet at kunne sige om noget, at det er. Det er noget af en ambition, og for at forstå, hvad der driver den, må vi høre, hvordan Aristoteles selv åbner hverket. Alle mennesker stræber af natur efter viden, beviset herfor af den glæde, vi har af senserne, for selv bort set fra deres nytte, holder vi dem her for deres egne skyld og frem for alle de øvrige af synsenkær. Det ikke blot med henblik på at handle, men selv når vi ikke tænker os at gøre noget, foretrækker vi se frem for alt andet. Ogsagen er, at denne sans frem for alle andre, giver os kundskab og viser os mange forskelle. Det er unddingen, der i begyndelsen har ført menneskene til at filosofere, ligesom det er tilfældet i dag. I begyndelsen unddrede de så over nærliggende bemærkelsesværdige ting, og skred derefter lidt efter lidt frem, idet de stillede sig spørgsmål om de større ting, om månens faser, om solens og stjernernes forløb og om verdens tilblivelse. Den, der undrer sig og erpleks, ved, at han er uvidende, og det er for at onsæbe uvidenhed, at de filosoferede. Ikke er nogen nyttemæssig grund, men for erkendelsens egen skyld. Jeg refererer til den første sætning tilbage i episoden om politikken. Undring var vigtig i dramatik, og den er vigtig for Aristoteles i det hele taget. Alle mennesker stræber af natur efter viden. Aristoteles siger ikke, at alle mennesker bør stræbe efter viden, eller at det er godt for dem at gøre det. Han siger, at det er naturligt for dem. Det er en del af, hvad det vil sige at være et menneske, ligesom det er naturligt for frøet at vokse og forstenen af falde. At tørste efter viden er ikke en luksus eller en dyd forbeholdt de få, det er et grundtræk ved vores art. Darmasejn, det græske ord, der her oversættes som undkring, er angiveligt stærkere end hvad vi normalt forstår ved und. Det er nærmest en slags forvirring, en forstyrelse i tingene orden. Man ser noget, man ikke kan forklare, og man bliver perpleks og kan ikke lade være med at spørge. Aristoteles siger, at det er derfra, filosofien sprang, ikke fra et system eller en skole, men fra det at stå stille foran noget og tænke, vent, hvorfor er det sådan? Og så er Aristoteles så dejligt inkluderende. Det er alle mennesker, der af natur stræber efter viden, og ikke er nogen nytte mæssig grund for erkendelsens egne skyld. Kernen i metafysikken, det begreb Aristoteles vender tilbage til igen og igen, og som han heller ikke er sikker på, at han forstår fuldt ud, når han går i gang, er begrebet substans på græsk ucia. Det er et svært ord at oversætte, fordi det på en gang betyder det, der er, det der vedvarer, og det, der giver en ting, dens identitet. Det latinske substantia er ikke helt dårligt, det der under står, det der bærer resten. Men det dækker heller ikke helt. Lad os tænke på en ting, en konkret ting. Vi kan bruge det eget træ, vi har haft at gøre med flere gange tidligere. Egetræet er bront, højt, gammelt. Det står i haven. Men hvad er egetræet egentlig? Hvad er alt det, vi kan sige om det, er det, der gør det til dette eget træ? Er det farven? Den kan skifte med årstiderne. Er det højden? Den vokser. Er det alderen, den stiger. Er det stedet? I princippet kan vi flytte træet. Der synes at være noget ved egetræet, der var ved på tværs af alle disse skiftende egentskaber. Noget, der er etræds, hvad det er at være dette eget træet. Og det er usia, det er substansen. Aristocelæsets svar på, hvad substansen består i, er det, der udgør metafysikens måske vigtigste bidrag, og det svar er hyomorfismen. Et ord, der er sat sammen af hyle, der betyder stof eller materie, og morfe, som betyder form. En hver konkret ting er en sammensætning af stof og form. Tag en marmor kugle, stoffet af marmor kullen af formen. Til sammen af de den marmorkugle, der faktisk eksisterer. Men hverken stoffet alene eller formen alene er ting. Formløst stof er et abstrakt ingenting. Stof uden nogen bestemmelse. Stoffløs form er ligeså abstrakt. Det er kun i sammensætningen, at der opstår noget virkelig. Det er, som vi efterhånden har hørt en hel del gange et opgør med Platon. Han hævede jo, at det egentlig virkelig ikke er de konkrete ting, vi ser og røret, men idéerne de evige og uforanerige former, som de konkrete ting er skygger eller efterligninger af. Den enlige kugle, kuglen i sig selv er den matematisk perfekte cirkel i idéernes verden. Den kugle vi ruller hen af gulvet er blot en dårlig kopi. Aristos vender det om. Formen er virkelig, men den er ikke adskilt fra de konkrete ting. Den er i dem. Egetræets form er ikke et ideelt egetræ, der svaber i en usynlig verden. Den er det konkrete organisationsprincip, der gør dette træ til dette egetræ, og ikke en busk eller noget andet. Formen er immanent, ikke transcendent. Den er her i tingene i verden. Det er et filosofisk skridt med stor betydning, for med det skridt foranker Aristoteles erkendelse i den faktiske sandsige verden. Man behøver ikke at flygte fra det synlige til det usynlige for at forstå tingene. Faktisk kommer man noget længere, hvis man studerer dem som de er. Hylomorfismen teorien om stof og form er en af metafisikens store tanker. En anden er skæld mellem potentialitet og aktualitet. På græsk dynamis og energia. De begreber var vi inde på allerede i introafsnittet om Aristotelus, fordi de er så centrale for hans tænkning. Energia, ja det er det ord, vi bruger i dag om energi. Hos Aristos betyder det imidlertid noget helt andet, nemlig det at være i fuld virksomhed i fuld realisering af, hvad man er. En billeduger, der hugger er i energiaa. En frøspiger, der ved at åbne sig er på vej mod energiaa. Et egetræ i fuld vækst er energiaa. Energia er altså det, vi normalt oversætter med aktualitet. Dynamis er potentialiteten muligheden evnen det endnu ikke realiseret. Frøvet er potentielt et egetræ. Bronzeblokken er potentielt en statue. Et barn er potentielt en voksne. Og bevægelse forandring er så selvfølgelig præcis overgangen fra potentialitet til aktualitet. Det er det svar på spørgsmålet om forandring, som vi lægger grundlaget til i forrig afsnit om fysikken. Hvad betyder det, at forandring er overgang fra potentialitet til aktualitet? Det betyder, at forandring ikke er tilfældig, ikke er chaotisk eller meningsløs. Forandring har en retning, den bevæger sig mod noget. Frøvet bevæger sig mod e træet, ikke mod en sten. Barnet bevæger sig mod den voksne, som det potentielt er. Det er teleologien igen, men ikke bare som et eksternt formål, som et indre princip i tingene selv. Der er noget intuitivt i denne tanke, og der er noget, der holder sig, selvom biologien siden Darwin har givet os et andet og langt mere præcist billede af, hvorfor organismer udvikler sig, som de gør, giver det stadig mening at tale om biologiske processer som målrette. En hjerteklap fungerer, fordi dens form er tilpasset i en bestemt opgave. Et øje er til for at se. Kroppen kaster op for at komme af med fordærvet mad. Man bliver sulten, fordi kroppen skal have noget energi, osv. Den biologiske teleologi er ikke Aristotelæses teleologi, men den er heller ikke uafhængig af den. Potentialitet og aktualitet er begreber, vi holder fast i næste afsnit om sjælen. Det er anima, hvor aristotelæs bruger den til at definere, hvad sjælen er. Sælen er aktualiteten af et naturligt lege, der potentielt har liv. Men det er næste episodes emne. Og dermed er vi nået til den ubevægede bevæger. Og gået fra spørgsmålet om tingens substans til et dybere spørgsmål. Kan der være noget, der aldrig forandres. Nå der er ren aktualitet uden nogen potentialitet. Noget, der ikke er på vej mod at blive noget andet, fordi det allerede er alt det det kan være. Han svar er ja, for det må der være. Og det er nødvendigt, ikke bare sandsynligt, for ellers kan bevægelse ikke forklares. Argumentet er ret klart. Bevægelse kræver altid en årsag. Noget sætter noget andet i bevægelse. Men den kæde af årsager kan ikke blive ved i det uendelige, der må være en første årsag, en kilde til al den bevægelse, der ikke selv bevæges af noget andet. Ellers er der ingen forklaring, kun en uendelig rekretation. Man kan forestille sig en lang række af dominobrikker stillet op, så hver af dem vælger, når den forlige vælger. Hvis en kausal bølge af væltede brækker bevæger sig forbi, vil man vide, hvad forklaringen er på, at hver enkelt brik vælter, det er jo på grund af den forige brik, der væltede. Men hvor ender den forklaring? Det virker umiddelbart utefredsdillende at påstå, at forklaringen ikke ender noget sted, men af rækken af dominobrikker bare fortsætter bagud i al uendelighed. Nej, tænker man måske, det må være startet et sted. Men hvordan er det startet? Med at nogen eller noget væltede den første brik. Og det er så den første årsag, og den er ikke selv en dominovrik. Den første årsag, den ubevægede bevæger, er ren aktualitet. Den har ingen materie, for materie er potentialitet, og potentialiteten er det endnu ikke realiseret. Den første bevæger er fuldt realiseret, fuldt aktuel og forandres aldrig. Men hvordan bevæger den ubevægede bevæger noget, hvis den ikke selv bevæges? Her er Aristoteles svar både smukt og ret mærkeligt. Den bevæger ikke ved at gøre noget. Den bevæger ved at være elsket og begæret. Den er som et begærst objekt, der trækker alt mod sig uden selv at række ud. Det er det, man i filosofisk fagsprog kalder final kausalitet i sin reneste form. Den ubevægede bevæger er universets formål. Den realisering, som alt stræber mod, den akalitet, som al potentialitet søger. Okay. Jamen så det er på plads. Og hvad er denne ubevægede bevæger? Lad os høre af distotes. En sådan substans har ingen materie, den er aktualitet. Og det er dens aktivitet der dens liv. Vi siger da, at G er et levende, evigt og fuldkommen væsen, og at der i Gud er liv og en sammenhængende og evig tilstand, for det er Gud. Men tankens tanke er ting. Kundskaben den sandside genstand og den sandsende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke. Og tænken af tingning om tænk. Tankens tanke. Det er en sætning, man ikke kommer hurtigt forbi. Det er meta, så det gør noget i den moderne betydning, som meta har fået, hvor man så at sige bruger noget på sig selv. Tankens tanke er tænk. Om sig selv tænker tankens tanke, og tingning er tænken om tænken. Jeg ved ikke med dig, kære Lytter, men for mig er det hele læsningen værd den tanke om tænk af tanken. Aristotele siger, at den højeste væren, den ubevægede bevæger, det han kalder Gud, er en rent intellektuel aktivitet. En tænk, der ikke tænker på noget uden for sig selv, men som er sin egen genstand. Den tænker sig selv. Og i den tænk er der ingen adskidelse mellem den, der tænker, det, der tænkes og selve tænkningen. De tre er et. Det er jo pænt abstrakt og kunne man sige en ekstatisk tanke. Man kan godt blive svimmel, hvis man prøver at holde fast i den. Der er en slags logik. Den ubevægede bevæger kan ikke tænke på noget uden for sig selv, for det ville gøre den afhængig af noget andet og dermed ufolkommen. Den kan kun tænke det højeste, og det højeste er den selv. Dens liv er rent selvberoende, reflekksiv, selskabende tænkning. Det er anakronistisk med omkring 1900 år, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det hard og hans berømte korte. Jeg tænker, altså er jeg. Dekartes sætning var hans forsøg på at påvise noget, han kunne være helt sikker på. Aristoceles sætninger laver det højeste væsen være netop det, at det tænker, og tankens genstand er det samme, tanken tænker sig selv, der hvor den lange række af domenobrekker og årsag og virkning hører op. I forige afsnitt sagde vi, at Aristoteles forankrede erkendelsen i den slige. At formen er immanent, at man ikke behøver at flygte til en usynlig idéverden for at forstå tingene. Og det er virkelig rigtigt, når man sammenligner med platon. Men alligevel i metafysikens tolvte bog er der noget, den ubevægede bevæger, der ikke selv er en sandselig ting, der ikke er materie, ikke er en del af den fysiske verden, men dens første forudsætning. Så Aristotelæs' univers er ikke gennemført materialistisk. I hans forståelse er der en dimension af verden, som transcenderer det konkrete, selvom det ikke foregår i en separat og platonisk idé verden. Kombinationen af det meget konkrete og det højst abstrakte giver en spænding i Aristotelæs' tænkning, som de der kom efter ham, har brugt lang tid på at håndtere. Og vi kan vil ikke sige, at den spænding er udløst endnu. Oversat til moderne sprog, eller i hvert fald mit eget sprog, kan man sige, at selv et gennemført fysikalsk eller materialistisk verdensbillede lader noget tilbage, som til synledne aldrig kan begrundes eller forklares. Hvorfor er der noget og ikke ingenting? Det er ikke svært at forestille sig en videnskab, en fysik, der har styr på alle naturens regelmæssigheder. Men det er vanskeligt at forestille sig en forklaring på, hvorfor der overhovedet er regelmæssighed og fysik. For mig er det, at's ubægede bevæger repræsenterer selv i gangsættelsen af det hele. Spørgsmålet for alle spørgsmålen. Jeg luvede en kort episode. Så vi når ikke hele vejen rundt i Aristotelæ's Mapysik. Men inden vi slutter, vil jeg lige opholde mig ved et begreb, der er typisk aristotelisk i sin form. Det er. På græsk bogstavligt at være, hvad det var at være, og formuleret lidt mere naturligt på dansk, hvad det er at være det. Det er Aristotelæs tekniske term for en tings esens, det, der gør en ting til præcis den ting, den er. Hvad er det at være et menneske? Det er ikke at have to arme og to ben. Det er en tilfældig eller akcidentiel eller kontingent enskab. Det er heller ikke at have en bestemt farve eller et bestemt navn. Det er, hvad der gør mennesket til menneske og ikke til noget andet. Dets form, dets definerende princip. Begrebet virker nærmest upræstisk med vilje. Det vi spørger efter er ikke noget, man kan sige i et år. Det kræver en hel sætning, en hel beskrivelse. Hvad er det at være denne ting? Det er jo ikke et spørgsmål, vi sådan lige bliver færdige med. Hvad er det at være et menneske? Hvad er det at være bevidst? Hvad er det at være levende? Disse spørgsmål lader ikke besvare med et enkelt ord eller en enkelt formel. De kræver, at vi forstår den form, det princip eller den organisering, der gør præcis denne ting til hvad den er. Mange vil kende den moderne filosof Thomas Negel og hans begreb om what it's like. Fra hans berømte artikel What is it like to be a bad fra 1974. Når man taler om bevidsthed, virker det meningsfyldt at sige, at bevidste organismer har denne kvalitet. Der er noget, det vil sige at være mig eller dig, eller en flagremus, eller en hund. Derimod er der næppe noget, det vil sige, at være en sten. Nækkets begreb er ikke så langt fra Aristotelæs formulering, men det er jo mere specifikt. Det handler ikke om esens i almindelighed, men om bevidst eksistens i særdeleshed. Men ligheden per på, hvad vi har arvet fra den aristoteliske metafysik. Ikke en samling svar, vi kan bruge som fagsigt liste, men en samling af måder at stille spørgsmålene på. Spørgsmålesformer. Metafysikken kaldes ofte for Aristoteles's sværste bog. Det er en bog, der har haft vidrækne konsekvenser for den arabiske filosofi, for den middelalderlige teologi, for fænomenologien i det 20. århundrede, det er en bog, der i middelalderen gav den katolske stjernefilosof Thomas Akvinas det filosofiske apparat til at tænke Gud som actus purus ren aktualitet. Det er en bog, der i det 20. århundrede gav Mart Heidegger udgangspunktet for at stille sit spørgsmål, hvor om is überhaupt sig om nicht vil mere nat, hvorfor er der overhovedet noget frem for ingenting. Og det er en bog, der, som vi hørte, begynder med undring. Det er ikke tilfældigt, at Aristostels placerer unddringen i begyndelsen, fordi den er begyndelsen. Videnskab og filosofi springer ikke ud af nødvendighed eller nytt beregning. De springer ud af det, at et menneske står op for en verden og ikke kan lade det, hun har undret sig over. Uden øgg er det hele bare Business as User. Og uden on der i hvert fald ingen grund til at læse filosofistorien eller lytte med her. I det kommende afsnet skal vi høre sker, når Aristot anvender sit metafys apparat. For stof, potentialitet, aktualitet og så videre på sjæles problemer. Det er mere måtte om sjældent. Det er på mange måder metafisikens efterfølger. Og her er det, vi møder helt konkret. Det er ikke abstrakt substanser, som den udviget begværk, men os det levende sådan og tænkende mennesker. Og vi møder et svar på spørgsmål om, hvad sjældent er. Der hverme eller dualisme med noget skrig. Jeg håber, du haj.