SPEAKER_00 0:00

I sidste episode mødte vi tanken om en tanke, der tænker sig selv. Rent aktualitet, ren intellektuel aktivitet uden krop, materie eller forandring. Det er stol's skud, eller det nærmest at han kommer på en. Men nu vender vi os, i hvert fald primært mod det jorden og forgængelige, ikke den rende tanke, men kød og blod og vækst og perception. Vi vender os mod det levende. Tyræser og filosofisk historien og begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forudseligt, overraskende, præcis og legende, seriøst pljeldet om hyggeligt planlagt, improviseret frem, helhed søgende i korte ud. I denne episode, som er den sevende og næst sidste i vores lille Aristoteles serie og nummer 31 i øfnerlæs og filosofihistorien, skal vi læse det anima. For Aristoteles er der et spørgsmål, der på mange måder samler alle de andre. Hvad er egentlig forskellen på en levende og en død ting? Hvad er det, der til stede i kroppen, når den lever og fraværde, når den dør? Hvad er det, der gør en plante til en plante, et dyr til et dyr og et menneske til et menneske? Og stelæsets svar er sjælen. Og det er sjov med det ord. Jeg tænker, det er et ord, som forskellige mennesker har meget forskellige holdninger til og opfattelser af. Personligt har jeg det fint med at bruge ordet om et kunstværk, et stykke musik, et møbel eller en beklædningsgenstand, som i den jakke har virkelig sjæl. Men jeg bruger ikke ordet om mennesker, fordi jeg ikke abonerer på idéen om en usynlig form for esens, der forlader kroppen, når vi dør. Nu behøver det jo ikke at være den slags betydning, man lægger i året, men det er den traditionelle. Også derfor er det velgørende, at Aristoteles er så konkret og immanent, som man kan sige, at han er. Når aristoceles skriver om sjælen, er den nemlig ikke et spøgelse i maskinen. Den er ikke udødelig, i hvert fald ikke for de fleste levende væsener. Den er noget langt mere konkret og langt mere interessant. En af det 20. århundrede indflydelsesrige filosofer Martin Heidegger mente, at det var Aristos, der som den første overhovedet formået at gribe livet som filosofisk fænomen. Ikke livet som kemisk proces eller guddomigt mysterium, men livet som det er, noget der udfolder sig, bevæger sig, erkender og bærer sit mål i sig selv. Det er jo store og ros fra Hejder, og vi skal se, hvad den vilder på. Det er an det latinske navn for Aristotelæs Værk om sjælen. På græsk per cykus. Og allerede i titlen ligger det or hele skriftet kredser om sygge. Sjælpsprincip animator. Ikke et spøgelse i maskinen, men det, der gør et levende væsen levende. Den tekst, vi har, har haft en lang rejse, den nedstammer via byzantinske afskrifter fra det 10. til det 15. århundrede fra den udgave af Aristoteles'værker, som Antronikos fra Roders lavede i det 1. århundrede før vores tidsregning. Hver linje, vi i dag læser, er en oversættelse af en tekst, der er blevet kopieret af skridere i klostre, diskuteret af arabiske filosofer i Bagdag, studeret af skolastikere i Paris, og redigeret igen helt op til vores egen tid. Det er en tekst, der er blevet læst intensivt, og vi læser altid med den lange historie bagud. Det er et af Aristoteles' mest gennemarbejdede og mest stringente skrifter. Til forskel fra metafysikken, som vi læste sidst, da til tider beger præg af at være sammenstykket fra forskellige perioder, er det egentlig med mere sammenhængende og poleret. Man mærker, at Aristoteles her har haft noget på hjertet, som han har tænkt igennem grundigt. Skriftet er delt i tre bøger, den første gennemgår og kritiserer tidligere teorier om sjælen, Platon, de tidlige naturfilosofer og Pythagoras. Den anden og tredje bog udvikler Aristoteles eget syn. Men inden vi tager fat i det, er der en vigtig poynte om, hvad slags tekst, vi egentlig har med at gøre. Aristoteles klassificerer selv det hanligt med som en naturvidenskabelig tekst, for ham er studiet af sjælen ikke psykologi i vores forstand, det er ontologi, en undersøgelse af, hvad det vil sige at være et levende væsen. Sjæl og liv er for Aristoteles det samme spørgsmål stillet på to måder. Og her samler vi jo en del af trodende i vores lille Aristoteles serie. Det ælige er på en gang biologi, erkendelseslæger og metafysik. Det er stedet, hvor form og materie, potentialitet og aktualitet, substans og etens alle de begreber, vi har mødt undervejs, løber sammen og handler om os. Man har sagt om den videnskab, det anima bidrager til, at den står med fødderne i botanikken og med hovedet i teologien. Og det er et udmærket billede at holde fast i, for skriftet begynder faktisk helt nede ved planten, ved det, der blot vokser og aner sig og ender et helt andet sted hos det, der i også minder om det guddomlige. For Aristoteles er det netop den skala, det levende spilles på. Og han er så deles bevidst om, at skalen er kontinuerlig. Her er et sted, der viser hans biologiske blik. Naturen skrider frem fra det ubesækede til dyrne i så små, at vi på grund af kontinuiteten ikke kan se, hvor grænsen og midten mellem dem ligger. Og den første slags ting efter det ubesjælet er planteslægten, og blandt planterne synes den ene at have en større andel af liv end den anden, men hele slægten virker, sammenlignet med de andre ubesælede leger, næsten besjeltet, mens den sammenlignet med dyrslægten virker ubesjælet. Overgangen fra planter til dyr er som sagt kontinuerlig. Det er sådan, Aristoteles ser på verden ikke som en trappe med skarpe trig, men som et kontinuum, hvor liv og ikke liv glider umærkeligt over i hinanden. Lad os starte med det, der er Aristoteles's mest grundlæggende påstand om sjælen. Jæen er ikke en ting, den er ikke en substans, der befinder sig inde i kroppen som en passager i et køretøj. Den er ikke det, Platon forestillede sig en evig guddomig substans, der midlertidigt er fanget i materiens verden og stræber efter at vende tilbage til idéernes rige. Aristotelæs definition er præcis, og den lyder i hans egen formulering sådan her. Sjelen af den naturlige leges første aktualitet det legme, som har liv i potentiet. Eller som han formulerer det lidt mere udbygget et par linjer senere. Sjæen af det naturlige redskabsudstyrende leges første aktualitet. Kroppen er for Aristotel bogstavligt talt et redskab, et organon for sjælens virksomhed. Helt ligesom synet af os virksomhed. Men det var meget komprimeret. Lad os pakke lidt ud. Et naturligt legeme med liv i potentialet, det er en levende organisme, et tret, et dyr, et menneske. De har alle en krop, der er organiseret på en bestemt måde, der gør liv muligt. Sjælen er formen på denne krop. Det inddrer organisationsprincip, det, der gør kroppen til en levende krop frem for bare en bunke materie. Og her bruger Aristoteles et udtryk, der er endnu mere præcist en form eller aktualitet, han kalder sjælen for Antelekai. Det er et ord, han selv opfinder, det betyder noget i retning af at have sit mål i sig selv at være det, man er bestemt til at blive, at bære sin fuldendelse som et indre princip. Et frø er ikke bare potentielt et træ, det er allerede på vej mod at blive det er sat i verden for at blive, og det, det er sat i verden for at blive, det er intelekaget. Aristost bruger en analogi, der er rammende, hvis øjet var et selvstændigt væsen, ville det sjæl være synet. For synet er det øjet af til for, det er øjets funktion, dets aktualitet, det, der gør det til et øje frem for bare en rund klump af organisk materiale. På samme måde er sjælen det, der gør kroppen til en levende krop. Den er ikke i kroppen som en ting i en beholder, den er kroppens liv, dens organisation, dens kapacitet, dens rettighed mod verden. Så for Aristoteles kan sjæld og krop ikke adskæles. Det giver ikke mere mening at spørge, om sjælen er adskilt fra kroppen, end at spørge om voksen er adskilt fra et vokslys. Voksen er ikke i vokslyset som noget ekstra og separat. Voksen af det materiale, der organiseret på en bestemt måde er sterinlyset. Det er direkte opgør med plateren, og det er et syn på forholdet mellem krop og sjældent er overraskende moderne. Det minder om det, vi i dag kalder funktionalisme eller ikke reduktiv fysikalisme. For what it's worth underte noget i den stil, det vil sige, at jeg overbevist om, at vi, som nu f.eks. består af fysisk materiale, som er organiseret på en bestemt måde, noget biologien har taget sig af, og det giver så bevidsthed, oplevelser, følelser, tanker og den slags. Man kan selvfølgelig overdrive, hvor moderne Aristoteles var i sin tænkning. Men han var i hvert fald med på, at sjæl bedst tænkes som et iboende, organiserende princip, og ikke som noget ikke fysisk eller ikke biologisk. Men som vi skal høre senere, har Aristoteles en idé om, at intellekt har en guddomig oprindelse og kommer ud fra. Det virker jo lidt typisk, at selv den konkret tænkende filosof, netop fordi han er pusf, ikke kan lade være med at opholje intellekt. Inden vi går videre til de enkelte elementer i Aristotelæs sjældemær, så lad os samle op på dem i grundforstande. Til sammen tegner de et port af, hvad det vil sige at være levende. 1. Sjælen er livets form. Det der giver en organisme dens karakter og organisation. 2. Sjænen er substans, men ikke som en selvstændig ting. Den er substansen forstået som formen for et naturligt legme, der har liv i potentiet. 3. Sjæl er aktualiteten af et levende legme. Det vil sige, at den er det, kroppen er og gør, når den er fuldt ud af sig selv. 4. Sjelen er det sted, hvor væsens selvkundskab finder sted. Den udøves i våben tilstanden og erkendelsen, og ligger uudøvet hen i søvn og uvidenhed. 5. Som substans af sjælen selve esensen af det levende legme. Fjern den og den levende ophører med at være hvad det er. 6. Sjelen er en samlet helhed med dele, der svarer til organismens type og dens måde at leve på. 7. Sjæens niveau svarer til dens form for potentialitet og aktualitet. Den vegetative for planten, den sensitive for dyret og den rationelle sjæl for mennesket er ikke tre sjæle, men tre lag i en sjæl hos mennesket. 8. Sjælen er drævet af begært, men kan udvikle sig mod det bedre ved hjælp af de rigtige overbevisninger, gode relationer og øvelse. Her er forbindelsen til etikken direkte sjældentæren og dydsbegrebet hænger tæt sammen. 9. For mennesket er sjælens bestemmelse at blive kontemplativ, at bevæge sig mod det gud lignende. Det er der Aristotelæs naturalistiske sjældelær møder hans teologi. Det er et ambitiøst program, og det er lidt sjovt, at en teori om sjælen begynder med planterne og deres anæring og ender med intellektets guddomlige kontemplation. Lad os nu se nærmere på det syvende punkt, sjældens hierarki. For det er et af de steder, Aristoteles er mest elegant og mest biologisk præcis i det anima. Ikke alle levende væsener har den samme slags sjæl. Sjelen er ikke én ting, den er et hirarkiv af kapaciteter og de højere niveauer forudsætter de lavere, men ikke omvendt. Det første niveau er den vegetative sjæl. Det er livets mest grundlæggende kapaciteter, vi snakker om her, anæring, vækst og reproduktion. Alle levende væsener har denne sjæl. Planter dyr mennesker. Den vegetative sjæl er det, der adskiller det levende fra det døde, et stykke granit vokser ikke, en plante gør. Aristoteles observerer her noget fint. Han siger et sted, at planter faktisk bevæger sig ikke bare opad og nedad, men i alle retninger, men de er fastgjort til et sted. Det andet niveau, den sensitive sjæl. Her tildes kapaciteten til perception til at sanse verden. Alle dyr har denne sjæl. Den sensitive sjæl rommer sansning, begær og bevægelse. Et dyr kan se, høre, lugte, det kan vælge noget, det kan bevæge sig mod noget eller væk fra noget. Dyret er, siger Aristoteles, mere aktivt i sin tilblivelse, end planten er, men det er stadig i høj grad formet af sine omgivelser. Dyret er altid i gang med at reagere på det, der omgiver det og lokker det, eller skørmer det. Det tredje niveau, den rationelle sjæl. Det er så den, der er særen for mennesket. Det er kun med den rationelle sjæl, givet af nu intellekt, at aktualiteten virkelig begynder at dominere over potentialiteten. Mennesket er ikke bare reaktivt. Det kan tænke forud, det kan reflektere over sit eget liv. Det kan spørge for eksempel, hvad er det gode. Og det er her, vi igen har forbindelsen til etikken. Det er præcis den rationelle sjæl, der gør det muligt at leve i overenstemmelse med fornuften at udøve dyd, at stræbe mod. Evemon. Den åbne påstand i vores liste, at sjælen er drævet af begær, men kan udvikle sig mod det bedre. Er nærmest forudsætningen for hele og stotel's nekomakiske erkenn. Men hvordan bliver en krop overhovedet en levende krop? Hvordan kommer liv ind i materien? Heristotelus en dedikeret biolog, og han har et svar, der er værd at dvæle lidt ved, fordi det forbinder sjæle læren med resten af hans naturvidenskab. Svaret er punag. Året betyder oprindeligt øjne, vind og luft, men hos Aristoteles bliver det til noget mere interessant. Et fint stof en slags formidler, som transmitterer den formende varme, der organiserer levende stof. Aristoteles kalder den medfødt på græsk som boton, fordi den ikke trækkes ind ud fra som åndedrættets luft, men dannes og villigeholdes inde i kroppen. Den findes i blodet, den findes i sæden, og via sæden overføres den til det nye liv. Den varme, Aristoteles skriver om ikke almindelig varme, det er en formativ varme, det er den varme, der organiserer stof til levende struktur. Det er derfor, de højere dyr for Aristoteles også er de varmere, og det er derfor, han mener, at naturen bruger pneumma som et ansidet redskab på samme måde som smeden bruger hammer og omboldt. Det er rimeligt, at naturen bruger pneumma som redskab til at frembringe de fleste ting. For ligesom nogle ting har mange anvendelser i håndværk, f.eks. hammeren og ombolden i smedekunsten, sådan har også pneumadet i de ting, der er dannet af naturen. Når Aristoteles siger, at sjælen er kroppens form, så det ikke en abstrakt påstand. Han har en konkret forestilling om, hvordan formen overføres gennem pnevma gennem den formative varme, der bevæger sig fra far til sæd til foster. Sjelen er ikke en metafysisk gåde, der hænger uforløst i luften. Den er et naturfænomen, den har en historie en måde at blive overført på, en biologi. Og det er en vigtig kontrast til, når vi om lidt skal tale om intellektet. For netop der bliver billedet mærkeligt. Intellektet er nemlig den eneste del af sjælen, som ikke kan forklare den vej, i følge Aristotel. Alt andet kommer og ned fra. Kun intelektet kommer ude fra. For perceptionen er det sted, hvor sjældent møder verden. Og foristos er det afgørende at forstå, hvad der egentlig sker i det møde. Når vi senser noget, lad os sige, at vi ser en rød bold. Hvad sker der så egentlig? Aristoteles siger, at senserne modtager formen af det sansede objekt uden materien. Året modtager boldens rødhed og kuleform, men det bliver ikke selv rødt og rundt. Det er som et stykke voks, der modtager et aftryk fra en sin et ring, voksen tager formen, men ikke guld. Det er en fascinerende måde at tænke perception på. Vi absorberer ikke tingene selv, vi absorberer deres form, deres karakteristiker, deres væsen. Og det er præcis det, der gør perception til erkendelse. Sensorne bringer os i kontakt med, hvad tingene er, ikke bare at de er det. Aristoteles beskriver fem senser. Synet, hørelsen, luk. Han argumenterer for, at følesansen er den mest grundlæggende. Et dyr, der ikke kan berøre og mærke, kan ikke overleve. Han tilfører også en sjættekaitet, som er svær at oversætte præcis. Køgne af estis fællesansen. Det er den kapacitet, der integrerer de fem sensers input til en samlet oplevelse. Det er det, der gør, at vi ikke oplever verden som fem separate strømme af information, men som en sanset verden. Denne fællesans, altså koordineringen og synkroniseringen af de forskellige perceptionsstrømme, er i øvrigt et vigtigt emne i nutidens kognationsforskning. Så Aristoteles mener ikke, at vi er fanget bag en slags mental skærm og kun ser vores egne forestillinger. Han er ikke skeptiker. Sanserne, når de fungerer normalt under normale omstændigheder, fortæller os noget sandt om verden. Perception er reel kontakt med virkeligheden. Så vi kan skrive endnu en kritik af Platron på Listen. Platon var dybt misænksom over for senses forlighed. For senserne ikke klim til baldforelser. De er fundament forkendelse. Nu kommer vi så til det afsnit i det . og biologiske tænk. Afsnetet er ganske komprimeret, og det er svært at få hold på, hvad Aristotel præcis siger, men det handler om intellektet. Aristoteles skælder mellem to former for intellekt. Det første kalder han det passive intellekt, den del er os, der modtager og bearbejder tanker på samme måde som senserne modtager sanse kvaliteter. Det passive intellekt er potentielt. Det kan tænke alt, men er i sig selv ingenting bestemt. Det er ligesom en tavle, der ikke er skrevet noget på endnu. Men for at tænkningen kan ske, må der også være noget, der aktiverer det potentiale, og her introducerer Aristoteles det aktive intellekt. Nu poitetik. Det aktive intellekt er ikke potentielt, det er altid i aktivitet. Det er adskilt og ublandet. Og Aristoteles siger noget, der er svært at fortolke i sin lakoniske korthed. Det er det eneste, der er udødeligt og evigt. Aristoteles er opmærksom på et problem, der er så alvorligt, at han selv kalder det en meget stor gået. For han har lige sagt, at alle sjæledige evner overføres gennem sæden og dens pneumat, men det gælder jo kun evner, hvis virksomhed er kropslig, fødder at gå med, øjne at se med. Men her er så intellektet, hvis virksomhed ifølge Aristoteles slet ikke involverer noget kropsligt organ. Hvordan kan det så overhovedet komme ind i os? Der er kun en mulighed tilbage, skriver han. Det står da tilbage, at intellektet alene træder til udfru, og at det alene er guddomligt, for kropslig virksomhed har intet at gøre med dets virksomhed. Ude fra, på græsk turaten, gennem døren ude fra, er et af de mest diskuterede ord i hele Aristoteles korpuset. For hvad betyder det egentlig, at noget træder til ude fra, eller kommer gennem døren ud fra, når det skal indlejes i et foster. Hvor kommer det fra? Og hvor går det hen, når mennesker dør? Aristeles giver ikke noget udførligt svar. Når han taler om den varme, der findes i sæden, siger han, at den ikke er ild eller nogen almindelig element varme, men at den er analog med det element, der udgør stjernerne, det vil sige med ædreen. æderen er for Aristoteles det femte element, det, der udgør himmerne. Det er gennemsigtigt evigt og bevæger sig i evige cirkler. Det kan ikke forgå, det kan ikke forandre sig, det kan ikke blive til eller ophøre med at være. Og hvis intellektet kodes af bevægelser i den slags stof i det mere guddommelige end de sublunare elementer, så er det også forståeligt, hvorfor det følger Aristoteles både kan komme ud fra at være udødeligt. Det er ikke et spøgelse, der går ind i en maskine, det er et slags stof, der virker i et andet. Og så siger Aristoteles noget mere religiøst, men han formulerer det med naturvidenskabelig forsigtighed. Intellektet synes derimod, at fødes i os som en slags substans, og det synes ikke at forgå, for hvis det kunne forgå, måtte det første fremmest ske af alderdommens svækkelse, men som det forholder sig af det som medstandsorganerne, hvis en gammel mand kunne få et ungt øje, ville han se lige så godt som en ung. Alderdommen skyldes altså ikke, at sjældent påvirkes på en bestemt måde, men at det sjælen er i, påvirkes, sådan som vi også ser det ved beruselse og sygdom. Intellekt og betragtning uds, fordi noget andet inde i forgår, men intellektet selv er upervirkligt. Intellektet er måske noget guddomigt og er upervirkeligt. Aristoteles siger her ikke, at den gamle mand ikke længere kan tænke, han siger, at det ikke er intellektet, der svækkes, det intellekt er i. Så et øje bliver dårligere, fordi ledsen grumses til, ikke fordi synet selv svækkes. Og bagved ligger en tanke, der er meget karakteristisk for Aristoteles, at det, der glemter guddomligt i os, ikke glemter på trods af kroppen, men gennem den, og at det, som slides ned, det er formidlingen, ikke det formidlede. Hvad er så det aktive intellekt? Kan vi komme tættere på det? Det er vanskeligt, og fortolkerne er uenige. Nogen mener, at det er en del af det individuelle menneskets sjæl, den højeste del, der på en eller anden måde deler karakterer med det guddomlige, andre mener, det er den ubevægede bevæger selv, at det guddomlige intellekt på en måder til stede i den menneskelige tænke. Den fortolkning giver den nide grundp, vi hørte tidligere dens fulde vægt, at menneskets sjæl i sin højeste form bevæger sig mod det gud lignende, ikke som en from ambition, men som en ontologisk kendskærning om, hvad fornuften er. Det er her Aristotelæs' tilsynligne naturalistiske og biologiske jævære åbner mod det, vi i den foregående episode kaldte tankens tanke. Den tror, der forbinder det anafysikken er det aktive intellekt. Aristotelæses psykologi, etik og teologi er aldrig fuldstændig adskt fra hinanden. Selvens mest empiriske tekster er hans metafiskiske idéer til stede. Inden vi runder af, skal det handle om identitet, om hvad vi egentlig er. Og stoles stiller nemlig på flere forskellige steder i tekstorbus et lidt forstyrende spørgsmål. Når vi taler om et menneske, hvad taler vi så om? Om den samlede sammensatte organisme krop plus sjældent, vegetativt plus sensitivt plus rationelt, eller peger vi i virkeligheden på en styende del? I hans nekomakiske etik, der skriver han, Det kunne også synes, at hvert menneske netop er dette, hvis da dette er det styre og bedre element. For det ville være mærkeligt, om et menneske ikke valgte sit eget liv, men et andet. Og det der egentlig og af natur hører til hver væsen er det bedste og mest behageligt for det. For mennesket gælder altså, at livet i overenstemmelse med intellektet af det til væsen, hvis nu netop dette er mennesket, især. Derfor er dette liv også det lykkeligste. Læg mærke til det forsigtige, hvis nu netop dette er mennesket især. Aristoteles er ikke så kategorisk, men han peger på noget moderne filosofi stadig diskuterer, når vi taler om et sand, selv når en person, der prøver at holde op med at ryge falder i, og bagefter siger, at det var ikke mig, så per vi på det fænomen, Aristoteles her taler om. Der er det, man gør, og der er det, man er i sit inderste, og de to er ikke altid det samme. For Aristoteles er mennesket især master mest af alt sit intellekt. Ikke på bekostning af kroppen, ikke ved at benægte det vegetative og det sensitive, men i den forstand, at det er igennem intellektet, vi mest af alt handler på egen hånd. Det er der, vores liv har sit egentlige tyngte punkt. Og her falder Aristotelæses biologi, etik og teologi sammen. Biologien siger, vi er levende organismer dele af naturen drev af begær. Etikeren siger, men vi kan udvikle os, vi kan lære at handle godt, vi kan blive dydige, og teologen siger, at det sted, hvor denne udvikling peger hen, af det gud lignende i os kontemplationen tænkningens tænkning intellektets fulde virksomhed. Så der er en lang samlet bevægelse fra det vegetative gennem det sensitive til det rationelle, fra plant til dyr til menneske, fra liv til godt liv til lykkeligt liv. Det er Aristelæs store syntese, og det er enligt med, at det er sted i korpuset, hvor den får sin skarpeste formulering. Hvordan kan vi så se pås sjæle teori i dag? Ja, han er selvfølgelig ikke ret i alle detaljer. Vi har forladt mange af hans konkrete forklaringer på, hvordan de enkelte senser fungerer, og hans biologi er på mange punkter forkert. Men hans grundlæggende ramme, den måde, han taler om sjælen på som livets organisationsprincip som kroppens form frem for en adskelt substans, den er ret holdbar. Moderne neurovidenskab og bevidsthedsfilosofi kæmper stadig med de samme spørgsmål, Aristoteles stillede. Hvad er forholdet mellem hjerne og bevidsthed? Er sindet reducerbart til neuronernes aktivitet, eller er der noget ved den mentale organisation, der ikke lad sig forklare rent fysisk. Hvordan opstår subjektiv oplevelse af objektiv fysiske processer? Aristoteles løser ikke nogen af de problemer, men han formulerer dem med en præcision, der er imponerende i forhold til, at han gjorde det for så mange år siden. Og hans afvisning af dualismen af en skarp adskildelse mellem krop og sjældent. Det er ikke bare en filosofisk position blandt andre den er selve udgangspunktet for langt de fleste i dag og for eksempel for kognitionsvidenskaben. På en mærkelig måde er det heidægers poængte i Nødeskalg. Aristoteles er den første, der filosofisk griber det levende som levende, ikke som et mekanisk system, ikke som et guddomigt mysterium, men som en organisme, der bære sit eget princip i sig. Men der er én ting, vi ikke kan ligge, når vi taler om Aristoteles' sjældent læger, og det er en fejltagelse, der er så markant, at den næsten er chammerende. For Aristoteles mente ikke, at hjjernen er bevidsthedens sæde, som det fremgår af dyrnes dele og af om ungdom og alderdom, så var det hjertet, det var der, han placerede sansning, følelse og tænkning. Hjernen var for ham primært et organ til at køle blodet, en slags biologisk radiator. Han observerede, at hjjernen er kold og fugtig, og at blodet ikke strømmer direkte til den og konkluderede, at den ikke kunne være centrum for de varme vitale processer, han forbandt med liv og sjæl. Det mærværdige er, at han burde have vidst bedre. Hyppokrates og andre læger i antiken havde allerede peget på hjjernen som sædde for intelligens og perception. Aristoteles kendte den opfattelse og afviste den eksplicit. Så selv den skærpeste jager kan lade sin teori løbe foran sine observationer. Aristotelus ville have hjertet som centrum. Det passede til hans forestilling om varme bevægelse og liv, og så tolkede han ellang der. Det er et meget eksempel på den blænde vinkel, vi alle sammen har, og som vi selv kan se. Jeg er handler om os. Ik om staten, ikke om forældringen, ikke om naturens principper i det store. Den handler om, hvad vi er. Vi laver organismer med en bestemt form. En form, der rummer vækst og rener, sansning og begær. Og i vores tilfælde fornuft. Alt det hænger sammen i dene organisme, vi er. Sjen er ikke en gæst i kroppen. Den er kroppens liv. I næste episode, som er den sidste i den her serie om. Prøv vi at samle nogen af de mange tråder. Og først og fremme ser vi på Aristotelæs logik. Det er apparat, han udvikl til at tænke præst over.