Aristoteles 8: Logik og slutning (TLF32)

En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten. 
Heldigvis for Nille, er den syllogisme ikke helt efter bogen …

Og hvem har så skrevet den bog? Det har Aristoteles. Det er ham der for alvor startede logikken, beskrev syllogismen, og tænkte abstrakt om hvad man overhovedet kan sige med sikkerhed. 

Hvad kan man sige med sikkerhed? Ikke bare: hvornår tror vi noget? Ikke: hvornår føler vi os sikre? Men: hvornår kan vi vide det – med en sikkerhed, der ikke blot hviler på vane, autoritet eller fornemmelse, men på nødvendighed?

Sagen er at der ikke er noget man kan sige med sikkerhed, dvs. på en måde kan man. Man kan nemlig sætte noget sammen, så noget nødvendigvis følger. Hvis dette er sådan, så må dette nødvendigvis være sådan. Nødvendigvis og med sikkerhed. Men de præmisser man begynder med, får man selvfølgelig ikke gratis. Dem bliver man nødt til at stole på. Logikken er tom, den er ren symbolmanipulation. 

Alligevel, eller netop derfor, er logikken noget af en opdagelse, og det var Aristoteles der satte den i gang. 

I dag er vi nået til Aristoteles-seriens afslutning. Vi har fulgt Aristoteles fra hans ankomst til Platons akademi som syttenårig, gennem etikken, politikken, poetikken, fysikken, metafysikken og sjælens mysterium. Nu møder vi som det sidste, det redskab, Aristoteles byggede under alt det andet, som fundamentet under et hus: logikken. Til sidst samler vi kort op på Aristoteles tankebygning, og dens lange og betydningsfulde efterliv. 

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Hvad kan man sige med sikkerhed? Altså jeg mener ikke bare, hvorn man tror noget, eller hvorn man føler sig sikker. Hvordan kan vi vide noget? Hvordan kan vi have en sikkerhed, der ikke bare hviler på vaner, autoritet eller fornemmelser, men på nødvendighed. Sagen er jo nok, at der ikke er noget, man kan sige med sikkerhed. Men på en måde kan man. Man kan nemlig sætte noget sammen, så noget nødvendigvis følger. Hvis dette er sådan, så må dette nødvendigvis være sådan. Nødvendigvis og med fuld sikkerhed. Men de præmisser, man begynder med, er selvfølgelig ikke gratis. Den bliver man nødt til at stole på. Logikken af tom den er ren symbol manipulation. Alligevel, eller netop derfor, er logikken måde af en opdagelse, og det var Arestot, der satte den i gang. Ikke med et enkelt begreb, men med et helt system af redskaber til at tænke med. Og det har været det eneste logiske system, vi har haft i et par tusind år. Test på læser og filosofik historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forskeligt, overraskende præcis og legende, seriøst pljæket om hyggeligt planlagt, improviseret fremhedssøen, i kolde uddra. I dag er vi nået til Aristoteles serien afslutning. Vi har fulgt Aristoteles fra hans ankomst til Platons akademi som 17 år, gennem etikken, politikken, påetikken, fysikken, metafysikken og sjældens mysterium. Nu møder vi som det sidste det redskab, Aristoteles byggede under alt det andet som fundamentet under et husikken. Og til sidst samler vi kort op på Aristoteles tankebygning og dens lange og betydningsfulde efterliv. Aristoteles logiske skrifter bærer ikke et samlet navn fra hans egen hånd. Det er en samling, som hans efterfølgere bragte sammen og gav titlen organon, det græske ord for redskab. Det er altså ikke tænkt som et emne i filosofien på linje med etik eller fysik. Det er, hvad titlen siger, et apparat, et instrument, noget man bruger til at tænke med. Organen består af seks skrifter. De hedder kategorierne om fortolkning, første analytik, anden analytik, topikken og om sofistiske gendrivelser. Til sammen udgør de en systematisk undersøgelse af, hvordan sprog fungerer, hvordan begreber hænger sammen og mest afgørende, hvornår en logisk slutning er gyldig. Det centrale begreb i hele det her apparat, og det, der har fået det største efterliv, er psyllogismen. Det er Aristoteles navn for den form for slutning, hvor en konklusion følger med nødvendighed af to præmisser. Vi kender formen alle sammen. Alle mennesker er dødelige, Sokrates er et menneske, altså er Sokrates dødelig. Det Aristoteles opdagede, er ikke et bestemt eksempel, men formen på det. Hvad der gælder for Sokrates og mennesker og dødelighed gælder for en hver slutning, der har samme struktur, gyldigheden afhænger ikke af, hvad vi taler om, men af hvordan vi taler om det. Logikken er formel, det vil sige, at den er helt tom, reinset for indhold, og det er præcis det, der gør den universelt anvendelig. Aristoteles var helt klar over det, han analyserede psylogismen med symboler, i stedet for alle fugle er dyr og alle måger er fugle, altså er alle måger dyr, så kan han skrive, at alle B er A, alle C er B, altså C af. Og så er jo lige gyldigt, om A er dyr, fugle, sten, dyre eller planeter, strukturen holder, eller den holder ikke. Det er det, der undersøges. Og det er jo faktisk tankevækne. Vi har i denne her serie hørt om Aristost, der beskæftiger sig indgående med hvad tingene er. Hvad er det gode, hvad er sjælen, hvad er bevægelse, hvad er guddomlighed. Logikken er det eneste sted, hvor han bevidst klipper indholdet ud og siger, det er selve tænkningens mekanik, vi studerer nu. Ikke verden, men den form, vores resonemanger tager. Det var en ny tanke. Et spring i abstraktionsniveau. Og jeg tror ikke, det er en overdrevelser at sige, at det var et revolutioneren skrid i mennesketsmæssig historie. Når jeg læser det klassiske eksempel på syllogismen, der fastsår, at Sokret er dødelig, hvis man gig og vej tvivl, kan jeg ikke lade være med at tænke på Holbærds Erasmus Montanus fra 1723. Det er godt nok et par tusind år efter Aristoteles, men det er sådan et fint eksempel på, hvad forkert logik kan føre til, og hvad Studentos brog af logik kan indebære. En sten kan ikke flyve, mor lille kan ikke flyve er gå af mor lille en sten. Det har ikke så meget med Aristoteles at gøre, men vi bliver lige nødt til at læse det berømte optrin, hvor Montanus er lidt onskabsfuld over for sin mor, ille, men heldigvis gør det godt igen. 0. Ja snak det end mere kunstigt. Montanus. Nu skal vi få det at høre. En sten kan ikke flyve. 0. Nej, det er vist nok. Undågen man kaster den. Montanus. I kan ikke flyve. 0. Det er afsendt. Montanus. Er på Lille en sten. Mille grædler. Montanus. Hvorfor grædler mor lille. Jeg er så bange, at jeg bliver til sten. Men ben begynder alt at blive kold. Monus. Det er til frisk morille. Jeg skal straks gøre det til menneske igen. En sten kan ikke tænke eller tale. Det er samt. Jeg ved ikke, om hun kan tænke, men tale kan hun ikke. Montanus. Mor lille kan tale. Mille. Ja guske lov, som en stakkels bundkone kan jeg tale. Montanus. Godt er på mor lille ingen sten. Ja nu trænger den student Montanus til en ordentlig omgang dosering fra katedet. Så lad os bruge det, Aristoteles faktisk lærte os og se, hvad der er vejen med hans synogismer. En gyldig cylogisme kræver tre termer, en overterm, en underterm og en midterterm. Mittertermen er den, der forbinder de to præmisser, og derved binder konklusionen sammen. Her er midtertermen kan ikke flyve, eller sagt med et enkelt ord, ikke flyvende. Og her har vi fejlen. For Aristosteles opstiller en ufravillig regel i sin første analytik. Mittertermen skal i mindst én præmis dække hele sin klasse. Den skal, som logikere siger, være distribueret, altså én gang taler om alle de ting, den betegner. Og det gør det ikke flyvende aldrig i Montanus' psyllogisme. Første præmis siger, at st er en del af de ikke flyvende ting. Den siger ikke, at de ikke flyvende ting udtømmende af sten. Og det er præcis der, vi har fejlen. Klassen af ting, der ikke kan flyve, er uendelig meget større end klassen af st. Den rummer broer og bjerge og kartofler og katte og f.eks. Nille. At næde og stenen deler én enskab betyder ikke, at de er den samme slags ting. Fejlen, som kan kaldes den udistribuerede midterterm, er en af de klassiske fejlslutningstyper, som Aristoteles selv kortlægger. Vi kan beskrive den samme fejl på en lidt anden måde. Det Montanus deltiende forudsætter er, at man kan vende første præmis om, at det ikke blot er sandt, at st ikke kan flyve, men at alt hvad der ikke kan flyve er sten. Men det er en omvending, som logikken ikke tillader. Alle st er ikke flyvende, kan man ikke bare vende om til alt ikke flyvende af sten. Ligesom alle hunde er dyr, ikke kan vendes til alle dyr af hunde. Mor Lille Nille har ingen mulighed for at svare igen, men Aristotelæs eget system, det system, Erasmus Montanus burde have lært på universitetet, dømmer hans slutning ugyldig. Han er ikke blevet klogere i København. Han har lært ordene uden at lære tankegangen, og det er selvfølgelig en af holdbærds poængter, latinskolen kan producere folk, der lyder, som om de tænker, uden at de gør det. I dagligdagens diskussioner kan man sagtens møde forkert formede psyllogismer. Nu bliver man næppe overbevist om, at mor Lille er en sten, men det er ikke sikkert, at man opdager de forkerte psyllogismer, hvis de indgår i en mere kompliceret sammenhæng, og faktisk især, hvis konklusionen udtrykker noget, man er enig i. Men det er jo Aristos, det handler om. I en podcast bliver det alt for tekniskt og tumt at gå dybt ned i de logiske skrifter. Men lad os høre om kort definerer, hvad en logisk slutning er. En slutning er en tale, hvor i visse ting er fastslået, og noget andet end disse ting nødvendigvis følger af dem i kraft af, at de er sand. Med nødvendigvis følger, mener jeg følger som konklusion, og med i kraft af, at de er sande, mener jeg, det ikke nødvendigt med noget yderligere led for nå frem til konklusionen. Beviset er en videnskabelig slutning. Og medenskabelig mener jeg, at vi i kraft og den ved, at noget er som det er, og at det ikke kan være anderledes. Et hvert bevis udgår fra præmisser, der er sande, primært og umiddelbart, og som er bedre kendt end forudgår og er årsager til konklusionen. Lad os tag i to ting i det stykke vi lige hørte. Den første er kravet om nødvendighed. En slutning er kun en slutning i Aristoteles's forstand, hvis konklusionen ikke kan undgås givet præmisserne. Det er ikke nok, at konklusionen er sandsynlig eller rimelig, den skal følge tvingde. Det er skillet mellem det, han kalder dialektisk argumentation, som handler om det sandsynlige og det, man kan diskutere, og det demonstrative bevis, som handler om det, der ikke kan være anderledes. Den anden ting er kravet om præmissernes karakter. Ethvert bevis hviler på præmisser. Men de præmisser hviler jo igen på præmisser, og det kan ikke bare blive ved i det uendelige. Et sted må der være første principper. Sandheder der er umiddelbare, selvindlysende og som ikke selv kræver bevis. Det er begyndelsen. Og spørgsmålet om, hvad disse første principper er, og hvordan vi kender dem, det er et af de svære spørgsmål i erkendelses teori. Aristoteles behandler spørgsmålet i sin anden analytik, og det er en diskussion, der fortsætter. Men logikken starter faktisk et sted, der er endnu mere grundlæggende end psyllogismen. Den starter med kategorierne, det er også titlen på det skrift, der er det første i organen. Her stilles et fundamentalt spørgsmål. Hvordan kan man overhovedet sige noget om noget. Aristoteles svarer med en liste. Alt hvad der kan siges om noget falder i 10 kategorier. Den første og vigtigste er substansen hvad en ting er. De øvrige er enskaber, som kan siges om substansen, kantitet, kvalitet, relation sted, tid, stilling tilstand, aktivitet og passivitet. Det kan måske lydes som en kedlig liste. Men Aristoteles er i færd med at schematisere vores sprog og tænkning på en helt grundlæggende facon. Når vi siger Sokrates er bleg, eller Sokrates sæder, eller Sokrates er i aten, så bruger vi tre af de to kategorier. Og de tre sætninger fortæller os tre fundamentalt forskellige slags ting om Sokrates. At blandt dem sammen er ikke bare grammatisk råd, det er noget tankemæssigt råd. At der er en tæt kobling til metafysikken er åbenlyst. Vi kan sætte det i forbindelse med, hvad vi talte om i forlige afsnit substansen. Substansen af det, der er. De øvrige kategorier er det, der er ved eller former substansen. Det er altså form og stof, det er aktualitet og potentialitet, så logikken og metafysikken er ikke to separate projekter hos Aristoteles. Når man læser organeren, er man faktisk ofte i tvivl, om det er grammatik, logik eller ontologi, man læser. Og sandheden er nok, at det alle tre dele på én gang. At sammenligne Aristoteles' logik med moderne logik vil førøre alt alt for vidt her, men den form for sammenblanding, hvor det er uklart, om der tales om sprog og grammatik, om rent logik, om ontologi, altså om hvad der findes i verden osv. Det er et godt eksempel på, hvad der er anderledes i moderne logik, for nu gør man jo alt for skældne og lader logikken være logik, og ikke de andre ting. Men lad os lige høre listen over de 10 kategorier igen. Substans, hvad tingene er, for eksempel menneske, hest. Kantitet, hvor meget eller hvor stor, for eksempel 2 meter lang. Kvalitet, hvordan den er, for eksempel rød eller sproglig. Relation i forhold til andet, for eksempel dobbelt eller større sted, hvor den er for eksempel at ren, tid hvornår for eksempel sidste år. Stilling eller position, for eksempel du sidder, står tilstand eller besiddelse at være udstyret med noget, for eksempel er bevæbnet handling, hvad den gør, for eksempel skærer, løfter, brænder, ledelse eller påvirkning. Hvad der sker med den, for eksempel bliver brandt, bliver spist, bliver skåret. Og Sotels forestiller sig, at de her kategorier er de grundlæggende ting, man kan sige om noget. Og derfor udgør de bygesten i logikken. Og for eksempel synogismen. Der giver ikke mening at påstå af og ikke af på en gang. Det er et pæn grundlæggende princip, som vi kan kalde ikke modsigelsø, len om kontradiktion. Og formulerer princippet meget klart i metafysikken. At det samme på én og samme tid kan og ikke kan tilkomme det samme i samme hensende, det er umuligt. Tængen kan ikke på én gang være og ikke være det, de er. Det skal ikke rigtig forstå som et bevis for noget. Det er derimod forudsætningen for overhovedet at kunne bevise noget. Uden det her princip, så falder al argumentation til jorden, hvis noget kan både være og ikke være, sandt og falsk, så hvidt. På en gang, så er der ikke noget at sige, der ikke noget at undersøge, der ikke noget at lære. Aristost er helt klar over, at det her princip ikke kan bevis. Det at det grundlæggende, betyder netop, at der ikke er noget mere grundlæggende, som vi kan bruge til at begrunde det, men det kan forsvares. En hver, der forsøger at benægte det, bruger i selve benættelsen de begreber og den logik, som princippet indeholder. Man kan ikke sige, ikke modsigelsesloven er falsk, uden selv at forudset, at sand og falsk er forskellige ting. Og den måde at argumenterer for principet på, ved at vise, at det er en uomgængig forudning for overhovedet og gå i gang med, at tale er mere eller mindre den samme argumentation, vi har i dag. I dagligdagens diskussioner og argumenter sker det ofte, at logikens regler er fuldt til punkt og prikke, uden at konklusionen af den grund er sand. Og det ved vi jo godt alle sammen, som jeg sagde til at begyndte, så garanterer logikken kun en ting, at hvis præmisserne er sande og argumentet er gyldigt, så er konklusionen også sand. En korrekt logisk slutning giver en garanti, der ikke kan være stærkere. Til gengæld er den begrænset, den garanterer kun noget forudsat noget andet. Den garanterer ingenting om præmisserne. Vi havde fattig Holberds eksempel tidligere. En psylogisme, der en anden nemere at blive snydt af, kunne være, at alle fugle kan flyve, pengviner er fugle, altså kan pengviner flyve. Det er jo et argument, der er logisk gyldigt, formen er korrekt, konklusionen er bare falsk, fordi første præmis er falsk. Aristoteles kendte udmærket det problem, og det er grunden til, at han skælner sig skarpt mellem det formelle bevis og det, han kalder induktion, den proces, ved hvilken vi bevæger os fra enkelt observationer til generelle principper. Induktion er ikke logik, den er erfaring, den er det, der giver os præmisserne. Og den er altid behæftet med usikkerhed, for vi kan aldrig observere alle fugle. Det er en skæmen, der stadig er central i videnskabsfilosofien. Karl Popper, som vi havde fattige i forbindelse med hans kritik af Platons staten, bygget hele sin teori om falsifikation på præcis det problem, at vi aldrig kan bevise en generel naturlov, f.eks. vi kan kun afkræfte det. Det er et problem allerede Aristoteles ret. Selvom han ikke omtalte det eller løste det påpers måde. I topken behandler Aristostel desuden det, han kalder dialektisk argumentation, den form for ræsonemanger, der ikke er beviser, men diskussion. Diskussion om det sandsynlige, det rimelige, det, der kan anfigtes. Det er den form for argumentation, der hører hjemme i akademiet, i retten, i det politiske liv. Og her er det ikke nok at have formen i orden. Man skal kende sine modstandere os præmisser, man skal forudse deres indvendinger og svarer på dem. Så i løs forstand er der mere end en logik. Der er den tvingende nødvendige formelle logik, og så er dialogens kunst. De er begge to nødvendige, og Aristoteles er en af de første, der begrebsliggør forskellen på dem. Det er ret vildt, at den her opdagelse, psylogismens form, kategorilægen, ikke modsigelseslåen i det store det hele stod uantastet i næsten 2000 år. Det var først i det 19. og begyndende 20. århundrede, at matematikere som Gotlop Freke og Bertrand Russell udviklede det grundlag for den symbolske og matematiske logik, vi bruger i dag, og som er langt mere kraftfuld og gennemført end Aristotelæses apparat. Men selv den moderne udvikling byggede på Aristotelæses fundament. Vi har ikke så meget erstattet begreberne, som udvidede dem og formaliserede dem yderligere. Nu vil jeg gerne nævne en lille kuriositet, som siger noget om, hvilken indflydelse Aristoteles's logik har haft. Aristoteles opstillede ikke bare en psyllogistisk form, han opregnede 14 gyldige argumentformer op, fordelt på tre forskellige figurer, alt efter hvordan de tre termer i argumentet forholder sig til hinanden. Den simpleste og mest grundlæggende kalder middelalderens logikere for barbaret. Og den lyder sådan her, alle B er A, alle C er B, altså er alle C af. Det er lige præcis den, vi kan kalde standard psyllogismen. I middelalderen fandt man så på navne til de her 14 argumentformer. Vokalerne i navnen er koder, så bogstavet A i barberer BAR B A er af angiver, at alle tre sætninger i cylogismen er universelt bekræftende, alle B er af osv. Et navn, som sælger rent indeholder et A og et A og et E, og fortæller den indvivede logikstuderende præcis, hvilken type påstand der tale om i henholdsvis første præmis, anden præmis og konklusionen. Det er ikke vigtigt her at forstå de her middeler logikers huskeregler. Det er bare interessant, at man har haft dem. Man har indkoget hele bevissystemet i en slags nemokse. Man har lavet huskeregler for et begreb. Der altså virkelig var så vigtigt, at man ikke vil. Nu nærmer vi os slutningen på det her afsnit og på serien om Aristoteles. Vi har besøgt og en ganske kort de fleste hjørner af Aristoteles' forfatterskab. Aristoteles efterlåede skrifter om logik, biologi, zoologi, botanik, fysik, astronomi, kosmologi, psykologi, metafysik, etik, politik, retorik og på etik. Han var ikke bare en grundlægge af filosofien, som vi kender den, han grundlagde biologien, zoologien, den komparative statskundskab og litteratur kritikken. Han var den første til at klassificere art og systematisk, den første til at formulere en teori om kartasis, den første til at beskrive staten som en naturlig organisme med et formål, den første til at gøre logikken til en videnskab. Og jeg er sikker på, der er meget andet man kunne nævne. Det er ikke én mands præstation i almindelig forstand. Der jeg snarere tale om et projekt, et forsøg på at kortlægge det hele at placere verden i et koordinat system. Det er klart, at Aristosteles havde forudsætninger, han bygget på. Han fik fx formentlig en udmærket uddannelse i Platons akademi. Det er også klart, at det er nemmere at grundlægge videnskaber at starte faglige traditioner, når de ikke rigtig er grundlagt og startet endnu. Alligevel er det en imponerende bedrift. Den und det beger efter at vide, som han skriver, at vi alle sammen har, det må han have haft i usædvanlig grad. Særligt imponerende er den tværfaglighed, han udviser. På den ene side har han en skarp fornemmelse for, at forskellige aspekter af verden kræver hver deres bog og fag. På anden side er det tydeligt, at Aristoteles opererer med én verden, og at de forskellige aspekter alle sammen er der samtidig uden modsigelse, også i hans tekster med gennemgående begreber og forståelse. Den måde, hans eftermæle spredt sig på, er i sig selv en fortælling om idéernes rejse, hans skrifter gik til Lille Asien, da hans skole lykkæeren, lukkede, de kom til Alexandria, det store lærdomscentrum. De nåede til arabiske lærte, som A Vicenda og Averos i det 10. og 12. århundrede, de kommenterede og videreudviklede dem. Og det er interessant, at teksterne, som i stort omfang var gået tabt i Europa i høj grad vendt tilbage via arabiske oversættelser og kommentarer. Det var dem, der påvirkede Thomas af kvinas og den skolastiske tradition. Og det er jo netop den Thomas af kvinners, der forsøgte at forenere Aristoteles's naturfilosofi med den kristne teologi. A kvinas kaldte simpelthen Aristos for filosofen med et stort F, som om der kun var en. I løbet af 1200-tallet tog den katolske kirke med at kvina som den drivende fortolker Aristos til sig et ægteskab, der på mange måder virker umuligt. I min læsning ville det være mere naturligt for kirken at gå uden om Aristos, hvis tanker og metoder fører andre steder hen mod katolsk teologi. Men når viljen er der, når man arbejder på det og har dygtige fortolkere, så bliver det muligt at forene den konkrete og nuancerede naturfilosof med de skolastiske idéer. Tag for eksempel transsubstantiationen, det katolske dogme om, at nadvorobladen og nadvervinen under nadvoren rent faktisk bliver til kristtig leme og blod. Dovnet blev formelt fastlået på det fjerde Lateran Koncil i 1215 og fandt sin filosofiske udformning hos at kviners et halvt århundrede senere. Her sættes Aristoteles i arbejde med fuld kræft, forklaringen trækker på hans skælden mellem substans og akstidens mellem det en ting grundlæggende er, dens væsen, og så de enskaber, der klæber til væsenet farve, form, smag, vægt, temperatur al den slags. Når præsten udtaler de afgående år, forvandles brøds og vinens substans til kristi legme og blod, mens akidenserne, det hvide runde, usyret brød og den røde flydende vin forbliver ganske som før for senserne. Det paradoxale rent aristotelisk set, er, at Aristoteles selv vil have anset det for umuligt. Akidenser er altid accidenser af noget, de kan ikke svæve frit rundt uden en substans at klæbe til, men hos skolastikerne under tryg fra dommet, bliver netop det umulige muligt, ved nadvoren, bliver de vandte sandslige egenskaber løsrevet fra den substans, de oprindeligt tilhørte og forbundet med en ny. Institutionaliseringen af Aristoteles i middelalderens universiteter betød, at hans autoritet til tidligere en hindring snarere end en inspiration, netop den dynamik, vi talte om i forbindelse med Galilæve i fysik afsnittet. Aristoteles en tænker der selv betonede observation og åben undersøgelse, blev en imellem gjort til et statisk domme. Men arvnet efter Aristoteles er ikke bare institutionel, den lever i sproget begreber som substans, potentialitet, aktualitet, kategori, esens, energi, kartasis osv. Det er eksempler på aristoteliske begreber, som vi bruger u at tage noti af det. Når vi siger, at noget er relevant. kommer det fra latinsk Relevante, der er en oversældser af Aristotelæs begreb om det passende. Når vi taler om noget i sin er, så refererer vi gennem flere tusind år tilbage til Aristotelæs tekniske term, tog en at være det. Så er stores er i vores sprog. Han er i vores tænk. Han er i måde, vi overhovedet spiller spørgsmål på. Og han er i vores log. Tire hoast, egi saulet.