Epikur (TLF34)

Epikur - Filosoffen i haven

"Døden angår os ikke." Sådan starter et af Epikurs' breve. "For alt godt og ondt ligger i sansningen, og døden er sansningens ophør."

Velkommen til "Thøfner læser filosofihistorien", episode 34.

"Døden angår os ikke." Det skrev Epikur til sin ven Menoikeus for omkring 2300 år siden. Og de ord peger i en noget anden retning end hvad man typisk tænker på i dag, hvis man siger "epikuræer". For hvis man overhovedet forbinder det med noget, er det noget med at nyde livets goder - som i god mad, god vin og alskens luksus. Epikuranisme er hedonisme, med nydelse som livets mål.

Men Epikur levede på brød og vand. Hans store nydelse var en sjælden gang lidt ost. Der kan jeg godt forstå ham - jeg mener, forskellen på et asketisk indtag af kun vand og brød, og så det samme med tilføjelse af lidt ost - bare en gang imellem - gør hele forskellen. Men altså. Evt. lidt oliven og en god skinke ... mmm ... Han boede i en have med sine venner og diskuterede filosofi. Hans definition af det gode liv var "fravær af smerte i kroppen og uro i sjælen."

Hvordan blev filosoffen, der prædikede enkelhed til et symbol på overdådig grådighed? Og hvad var hans lære egentlig?

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Døden angår også ikke. Sådan starter i afgekus brev. For alt godt og ondt ligger i sandsningen, og døden er sandskens ophør. Tusner læser historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, chaotisk, forudseligt, overraskende, præcis og legende, seriøst pljæret og hyggeligt planlagt, improviseret frem, vilhed søge i korte. Velkommen til tørnerlæs og filosofistorien episode 34. Døden angår også ikke. Det skrev epikur til sin ven, men Kæus for omkring 2300 år siden, og de ord peger i en noget anden retning, end hvad man typisk tænker på i dag, hvis man siger epikurærer, for hvis man overhovedet forbinder det med noget, så er det noget mere nyde livs goder, ny god mad, god vin elskens luksus. Epikurisme er hedonisme med nydelse som livets mål. Men epikur levede på brød og vand. Hans store nydelse var en sjældent gang lidt ost. Og da kan jeg nu godt forstå om, jeg mener at forskellen på et asketisk indtag af kun vand og brød, og så tilføjelsen af lidt ost var en gang imellem, gør hele forskellen. Men altså er eventuelt lidt oliven og en god skinke. Han boede i en have med sine venner og diskuterede filosofi. Hans definition af det gode liv var fravær af smerte i kroppen og uro i sjælen. Hvordan blev filosofen, der prækede enkelhed til et symbol på overdålighed. Og hvad var hans læger egentlig? Først de sædvanlige forbehold. Vores viden om Epikurs liv er usikker, og mange af oplysningerne stammer fra kilder, der på lang afstand er ham. Det meste af Epikurs forfatterskab, som har været ganske omfatde, er gået tabt, men vi har alligevel en hel del blandt andet en del bredve og fragmenter af større værker. Planen for denne episode er først at høre lidt om, hvad der er blevet fortalt om Ebikures liv, så har vi en række nedslag i hans filosofi. Jeg læser også noget af hans fine brev til Menorus. Og så slutter vi med en liste af livsråd eller filosofiske doktriner hele 40. Listen med æpikurs visdom har cirkuleret i forskellige versioner, og den har været yderst populær i mange hundrede år. Men lad os nu først få ham født. æpikur blev født på øen Samos i 341.0 år efter Platon døde. 5urs forældre var atenske kolonister fattige men atenske borgere. Det er vigtigt, for det betød, at æpikur som 18 år skulle til Athen for at tjene i militæret. Tænk på tegningen. Han ankom til Athen året efter Alexander den Stores død og de stød, som vi hørte sidst, i hvert fald cirka, da hele den græske verden var i opløsning. De gamle bystater kollapsede, nye impærier opstod og forsvandt, sikkerhed, stabilitet og tradition, det hele var i opbrud. I en sådan tid virker det forståeligt, at filosofer begynder at vinde sig indad og spørge, hvis vi ikke kan stole på staten, på samfundet, på guderne, hvad kan vi så stole på? Hvordan finder vi lykke i en kaotisk verden? Epikors svar var, at vi må finde løkken i os selv og vores nærmeste. Ikke i abstrakte idealer som Platons Gode eller Aristoteles overvejelse om den bedste stat. Derimod i konkret opnåelig menneskelig lykke. Efter militærtjenesten studerede Epikur filosofi, særligt hos Naucy Fanes en tilhænger af Demokrit. Herfra overtog han atom lægeren, idéen om, at alt består af atomer i tomrum. Men hvor Demokrit hovedsageligt var interesseret i fysikken, så var Epikur i højere grad etisk interesseret. Hvis det hele bare er atomer. Og hvis vi bare er atomer. Hvordan skal vi så leve i 364, da han var 35 år gammel, købte Epikor en have uden for et ens muer for 80 minerer angiveligt en solid sum. Her grundlagde han sit filosofiske fællesskab i haven, der simpelthen var kendt som haven for. Det var et radikalt anderledes sted i Platons Akademi eller Aristos, lykære. For det første var alle angiveligt velkomne, også kvinder og slaver. Det var uhørt. Filosofi var for frie græske mænd, men i mente, at alle kunne opnå lykke, så alle kunne filosofere. Hvis fortællingerne om det er rigtige, så det værd lige at understrege, at der 300 år før nul fandtes en have uden for Athen, hvor kvinder og slæber var velkommende. Desværre ved vi næsten ingenting om de kvindlige filosofer ud over nogle navne. Der var Leontion en Hetaer, altså en højstående kurtisane, der skrev filosofiske værker, der var til mister en af Epikurs vigtigste elever. Det skabte skandale, filosoferne blev anklaget for at drive bordel, hvordan kunne respektable kvinder omgås mænd uden for familien, og hvordan kunne kurtisaner filosofere. Men for Epikur var det logisk, hvis alle kan opnå lykke, kan alle filosofere køn, stand, status, det er konventioner. Atomer kender ingen forskel på mænd og kvinder, slaver og fri. Det er tragisk, hvor lidt vi ved om disse kvinder, deres værker er gået tabt. Vi kender dem mest gennem fjenders hån, men deres blotte eksistens siger noget om epikordens radikalitet. Kritikere beskriver epikurismen som en simpel nydelsesfilosofi, og bruger eksisten af kvinder i miljøet som en kritik i sig selv. De bliver kaldt skøger og glædespiger. Hvad der op og ned i den sag er umuligt at sige, men det virker som typisk smæld skriver i, og de samme skribæter giver også stærkt tendentiøse resumerer af epikurs filosofi. Det gælder fx en berømt figur som senek her. Alt hvad vi kender fra de rigtige epikuræiske skrifter støtter mere en idé om en filosofi, der netop var åben for alle, og i øvrigt ikke var overdrevnet lyst søde. I den positive version var det ikke bare en skole, men et fællesskab, et kollektiv, hvis medlemmer dyrkede grøntsager, spiste sammen, filosoferede sammen. Men lad os høre et lille stykke fra deratives beskrivelse af epikur og livet i haven. Stykket illustrerer ret tydeligt, at det er vanskeligt at vide, hvad der er op og ned, for ifølge Læratus da jo skriver mange århundred senere, så var samtiden præget af vidt forskellige meninger om epikur. Der til komratets bruder til Metrorus, der havde været hans disciplel og siden forlod skolen. I sit skrift med titlen Fuld hævte han, at Evikur to gange dagligt kastede op af overspisningen, og beretter videre, at han selv med nød og næppe undslab de berygtede natlige filosofissamkomster og broderskabets hemmeligheder. Desen, at evikords kendskab til filosofien var ringe, og hans kendskab til livet endnu ringere, at hans nemlige helbred var beklageligt, i den grad, at han i mange år var ud af stand til at rejse sig fra sin stol, og at han dagligt brugte en hel mine på sit bord, således som han selv fortalter i sit brev til Leontieren og i sit brev til filosoferne i Møtilene. Platons skole kaldte han Deonisk Laker, selve deres mester den gyldende platom, og Aristoteles en forløben mand, der havde fortet sin fæderen arv og slået sig på kridtjensk og kræmerig. Protagorens en simpel pakkedrager, og demokrit skriver og landsbyskolelæger, Hera klik en moderpisker, demokritus forkritors, vøvlemageren, Antidorus for Sandorus den krybende gabegiver, køgerne for græken lands fjender, dialektikerne for pløntør og pyrgeren for en uvidende tyld. Men disse mennesker er rent gale, til vores filosof var vidner i overflod, der bevidner hans enestående velvillige over for alle mennesker, hans fødebyg som helde ham med bronstueer, hans venner så talrige, at hele byer knap kunne rumme dem, og sandlig alle, der kendte ham, holdt fast, som de var af hans læres cirene fortydelse, bort set fra Metrodus fra Storm Gager, der gik over til karneæs, måske tynget af sin mesters overdrevende godhed og selve skolen, som mindst næsten alle de øvrige er gået til grunde, vedbliver udbrudt til eviget med en lang række overhovedets sukcesive regeringer. Her til kommer hans taknemmelighed over for sine forældre, hans gavmighed over for sine brydre, hans mildhed over for sine tjenere, som det fremgår af hans testament, og af det faktum, at de var medlemmer af skolen af hvilket den mest fremragende var før nævnte myst, og i det hele taget hans velvilge over for hele menneskerheden. Hans fremhed over for guderne og hans kærlighed til sit fædrel sig ikke beskrive med ord. Han drev sin erbødhed over for andre så vidt, at han ikke deltog i det offentlige liv. Han tilbrate hele sit liv i Gretchenland til trods for de ulykker, som i den tid havde ramt, og de en eller to gange, han rejste til Jonen, var det for at besøge sine venner der. Venner kom ganske vist til ham fra alle egne og levede hos som i hans dæk. Dette oplyser af Belotorus, som også beretter, at han købte haven for fiers miner, og i sammenretningen skriver De ogles i tredje bog af sit kompendion, at de levede et meget simpelt og sparsomt liv. I hvert fald nøjdes de med en halv dænd vin og var i øvrigt den havtige vandbrikkere. Desuden fortæller han, at epikor ikke fandt det rigtigt at holde Ejendom Fælles, således som bækkerets ord om venner gods forskriver. En sådan praksis indebar efter hans mening mist tillid af der intet vandskab. I sin bregveksling nævner han selv, at han nøj med simpelt bred og vand, og andet stedes sendt mig en lille gryde ost, at jeg kan holde gilde, når løsten er der. Sådan var den mand, der fastlagde, at nydelsen er livets mål. Og som vi skrider frem, skal vi lære det bedre at kende gennem hans lærdomme og udtalelser. Og det er jo netop hvad vi skal. Over indgangen til ægords have stod fremmede her vil du have det godt, her er nydelse det højeste godet. Men nydelse betød ikke bare fest og farver. En besøgende ville få severet bygger og vand. Æpikur mente, at de simple nydelser var de bedste, ikke fordi luksus var moralsk forkert, men fordi det gjorde en afhængigt. Som vi har hørt, kunne godt godta lidt ost. Send mig en lille ost, skrev han til en ven, så jeg kan fiske, når jeg har lyst. Og lad mig lige genag her, at jeg godt kan lide, at jeg biker har den Kraving. Nok er han ganske astisk indstillet, men et lille stykke ost. Bare et lille stykke. Bare et lille stykke ost. Bart et lille stykke. For naturvidenskab. Ikke for videnskabens egne skyld. Han var vist ret ligeglad med abstrakt viden. Hans argumenter til fordel for videnskab handler om, at den befrier os fra årtro. Torten er ikke søvsets vrede, det er skyernes kolision. Jordskab er ikke på sejrens straf, det er vinde fra undergrånden. Pest er ikke gudernes hævn, det er okay, han vidste ikke, hvad pest var, men den kom ikke fra guderne i hvert fald. Epikurs kosmologi var vild med uendelig verden i uendeligt rum liv over alt i universet, alt opstået ved til fældlige kombinationer af atomer. Her er nogen uddrag af pikurets brev til herod, som vi har fra diognes lærtus. Intet skabes af intet. Først og fremmest intet skabes af det, der ikke eksisterer, var det tilfældet, vil alt kunne skabes af alt uden brug for frø. Og omvendt, hvis det, der forsvinder, opløstes i intet, vil alle ting for længst være ophørt med at eksistere, da det de opløstes i, ikke ville være til. Lemer og tomrum. Universet består af læmer og rum. At læmer eksisterer, bevidner sanserne selv i al menneskelig erfaring, og ud fra sansernes vidnesbyrd, må vi ved hjælp af resonementet slutte os til det, der ikke er umiddelbart tilgængeligt for sensorne. Fandtes der ikke det, vi kalder tomrum sted og det eksisterende uundgribelige, ville lemerne intet sted have at være, og intet at bevæge sig igennem, og dog ser vi dem bevæge sig. Atomernes uddelighed. Af disse lemer er nogen sammensatte, andre dem sammensætningerne er dannet af. Disse sidste er uddelige og uforanerige, forudsat, at ikke alt skal opløses i intet, men at noget varet skal blive tilbage, når sammensætningerne går i opløsning. De er af en gennemgriben fasthed og kan på ingen måde opløses i nogen del. Førstebegyndelserne må derfor nødvendigvis være uddelige legemlige eksistenser. Atomernes former. De uddelige og faste leger, som sammensætningerne dansnes af og opløses i, rummer et ufatteligt antal variationer i form. Det er ikke muligt, at så store variationer i tingene skulle opstå af de samme atomformer, hvis de er begrænset i antal. Atomernes bevægelse. Atomerne bevæger sig uaphørligt til alle tider, nogle falder lige ned, andre afviger af andre præder tilbage fra samme stød. Af disse sidste bæres nogen videre og fjerner så langt fra hinanden, mens andre vedbliver at prælde tilbage, så snart de hæmes af sammenfætningen med andre, eller lukkes inde af atomer, der flætter sig om dem. Tomrummet natur, der adskiller hvert atom fra de øvrige, bevirker dette, at det ikke kan yde modstand, mens atomernes hård medfører, at de efter sammenstød præder tilbage så langt som sammenfætningen tillader adskættelse. Disse bevægelser har ingen begyndelse, for atomerne og tområdet af deres årsag. Om de uendelige verden. Der findes uendelig mange verden, både lige og ulig vores, for atomerne, der som vist er uendelige i antal, bæres langt ud i rummet. De atomer, der er af en sådan art, at en verden kan skabes af eller ved dem, er ikke blevet opbrugt på en verden eller et begrænset ansald verden. Hverken på dem, der ligner hinanden eller på dem, der adskiller sig fra dem. Der eksisterer derfor indet steder en hæng for et uendeligt ansald værder. Som det tydeligt fremgår, overtog Ebekur Demokrits atomlæger. Den vi hørte om tilbage i episode 19. Og det er en ret vild kosmologi, han har med uendelig mange verden. Det er lidt som at høre fysiker i vores dage tale om multiverset. Men hvad der særlig interessant er Epikurs idé om atomernes tilfældige afvivelse. I citatet ovenfor står det ganske uprofalde, atomerne bevæger sig uophørligt til alle tider, nogle falder lige ned, andre afviger. Men det er den her mulighed for afvivelse, som er vigtigt. Kliner. Det er ikke Epikures eget begreb, men hvad det er blevet kendt som på latin. For demokrat bevægede atomerne sig i lige linjer efter streng nødvendighed. Alt var forud bestemt. Men det gav et problem, hvis alt er forudbestemt. Hvordan kan vi så vælge? Hvordan kan vi være ansvarlige og have fri vilje og den slags. Epigurnes løsning var, at atomerne spontan kan afvige en lille smule fra deres baner. Ikke meget, bare nok til at bryde den strenge determinisme. Nok til at give plads til en fri vilje. Og det er jo genialt og mærkeligt på samme tid. Klinægen kan læse som et forsøg på at finde noget tredje, der gør fri vilje mulig. Sagen er jo, at naturen, så som atomerne, enten følger lovmæssigheder eller opføre sig tilfældigt. Ingen af de to alternativer giver plads til viljelens beslutninger i radikal forstand. Hvis man insisterer på, at vi har radikal fri vilje, og hvis den ikke skal modsige naturens regelmæssigheder, så skal effekten så sig gemme sig i en lille afviselse gemme sig i tilfældigheder, som ikke er tilfældige. Det sted, vi finder den fineste udfordelse af idéen om klinamen er hos Lucratius, Titus Lucratius Carus levede ca. 99 til 55. Altså 250 år efter epiker. Vi ved ikke så meget om Lucratius, men hans derum natura er en virkelig smuk tekst. Og den kommer vi til om nogle episoder. Lige nu skal vi læse et uddrag, hvor Lucratius udfolder den epikuræiske idé om klin af mænd. Og jeg skal lige sige, at den oversættelse, jeg læser her, er en meget prosagisk oversættelse. Den er ikke så poetisk som forlægget. Dette ønsker vi også, at du erkender i disse sammenhæng, når lemmerne bærer sløjret nedad gennem tomrummet ved deres egen tyngde på nogenlånde ubestemt tid og ubestemte steder i rummet, afviger de en lille smule, blot så meget, at man kan sige, at retningen er ændret. Og hvis de ikke plejede at afvige, ville alle ting falde nedad som regndrop det dybe tomrum, og da ville hverken opstå sammenstød eller slag i blandt grundstofferne, og således ville naturen aldrig have skabt noget som helst. Men hvis nogen tror, at tunge og lemmer, idé de falder hurtigt og løgret gennem tomrummet, kan falde ned ovenfra på de lettere, og således frembringe de slag, der kan skabe bevægelsernes oprindelse, er han farvd og er langt fra sand afkendelse. Til alt hvad der falder gennem vand eller tynd luft, må fremskynde sit fald i forhold til sin tyngd, fordi vandets masse og luftens bløde natur ikke kan hæme hvert enkelt lemeligt, men giver hurtigere efter for de tungere. Det tomme rom derimod kan på ingen måde på noget sted, på noget tidspunkt, holde stand mod noget legme, men må, som des natur kræver, giver efter, og derfor må alle ting bevæget af ulige tyngd, bevæge sig en Gennem det stille tomrum. De tunge vil altså aldrig kunne falde ned ovenfra på de lette, og af sig selv frembringe de slag, der varierer bevægelserne, hvor igennem naturen udretter sine gerninger. Og derfor gentar jeg, må lemerne afvige en lille smule, dog ikke mere end det mindste mulige, ellers ville vi synes at forestille der skrog bevægelser, og den virkelige tingene skang ville modbevise det. Til dette er klart og obenbart for enhver, at tunge lemmer, for så vidt de af sig selv ikke kan bevæge sig gråt, når de styrter ned ovenfra, som enhver kan se, men at intet overhovedet afviger fra sin lodrette bane. Hvem er der, der kan se det med egne øjne? Endelig hvis al bevægelse altid er sammenkendet, og ny bevægelse opstår af gammel i en fast rækkefølge, og grundstofferne ikke ved at afvide skaberen hvis begyndelse til bevægelse, der kan bryde skabtens pagt, så års ikke følger årsag fra det uendelige, hvorfra stammer da den frihed, som her på jorden findes hos de levende væser. Hvor fra stammer, siger denne vilje revet fri af skækken ved hjælp af hvilken vi skriver frem derhen, hvor nyelsen fører hvert enkelt af os, og vi ligeledes afviger i vores bevægelser, ikke på et bestemt tidspunkt og ikke på et bestemt sted, men der hvor sinede selv har ført os. Til det er udvivlt sådan, at i disse forhold sætter hver og ens vilje begyndelsen, og derf strømmer bevægelsen ud gennem lmer, ser du ikke, at når stargiderne åbnes i et øjeblik, kan hestenes ivride kraft dog ikke bryde frem så pludselig som sind selv ønsker det. T hele kroppens materieforråd må bringes i bevægelse, og bevæget igennem alle lemmerne følge sinds begær. Altså ser du, at bevægelsens begyndelse skabes i hjertet, og at det udgår fra jævens vilje i første omgang, og siden givere ud igennem hele kroppen og lemmerne. Det anderledes end når vi skrider frem drivet af et slag fra en anden med stor kraft og stor tryg det indlysende, at al kroppens stof bevæger sig og rives med mod vorje, indtil viljen hemmer det igennem lemerne. Ser du altså nu, skønt en ydre kraft driver mange, og ofte tvinger dem til at skrive frem mod deres vilje og riges med i styrtende fart, er der dog i vort bryst noget, der kan kæmpe imod og stille sig i vejen? Og på dets befæring tvinges materiemassen til tider til at bøje sig igennem lemmer og knogler og revet frem af hemmesten og trækker sig tilbage. Og derfor må du også for grundstoffernes vedkommende bekende det samme, at der en anden årsag til bevægelserne ud over slag og tyngd, hvor fra denne medfødte evne stammer, i os, eftersom vi ser, at intet kan opstå af intet. De tyngden hindrer, at alt sker ved ydre slag, som ved svang ud fra, men for at ting selv ikke skal have en indre nødvendighed i alt hvad den foretag sig, og næsten besejjet tvinges til at bære og lide. Det er grundstoffernes lille afvelse, der bevirker det hverken på et bestemt sted i rommet, eller på et bestemt tidspunkt. Grundstoffernes lille afvivelse. Klinamand principorum. Ja, det var den århundred senere Lukratius' rif over epikurens idé om den lille afvivelse i atomernes dans. For epikur var denne klinamand, ikke bare fysik, det var etikens grundlag. Uden den lille afvivelse, ingen frihed, uden frihed ingen etik, og uden valg ingen lykke. Og så der var guderne eller ret afikurs geniale afmontering af Guderne. Guderne eksisterer, jo jo, sagde han, men de er fuldkommen lykkelige, og derfor blander de sig ikke i menneskelige affærer. Hvorfor skudd, det vil forstyre deres løke. Og det er jo sådan set et simpelt og tvingende argument. Hvis en Gud er et perfekt væsen, mangler det jo per definition ingenting. En skabende Gud er derfor en dødfød idé. Så vi behøver ikke at frygte gudernes vede. De er fuldstændig ligeglad med os. Nogen kan måske synes det lyder deprimerende, men for Ebigur var det nok nærmere og befriende. Der er ingen guddomlig overvågning, der er ingen straf, der er indet behov for opringer og ritualer. Jeg går samfært sin filosofi i det, han kaldte tætra farmakos den virdubelte medicin. 1. Guderne skal ikke frygtes. 2. Døden angår os ikke. 3. Det gode er let at opnå. 4. Det onde er let at udholde. Lad os have dem en ad gang. Guderne skal ikke frygtes. Vi har allerede hørt hvorfor. Det er fordi de er lykkelige og perfekte, og derfor fuldstændig ligeglade. Døden angår os ikke. Det er nok epigurs mest berømte argument. Døden kan ikke skade os, for når vi er, er døden ikke, og når døden er, er vi ikke. Så hvornår er det lige den skulle kunne skade os det. Og det er jo et klart logisk argument, men det er også eksistentielt. Frygten for døden kan forgifte livet. Folk gør alt muligt dumt. Søger berømmelse, samler rigdom, starter krige for at overleve døden. Men det kan man jo ikke. Det er meningsløst. Døden er ingenting. Fokuserer på livet, som er noget. Det gode er let at opnå af den tredje medicin. Hvad behøver vi for at være lykkelige? Mad når vi er sultne, vand, når vi er tørs i tre århovedet, venner. Det er det hele, og det er tilgængeligt for de fleste. Og den fjerde sidste medicin, det onde er let at udholde. Hvordan kan Ebikur påstå det? Jo, han siger, at fysisk smerte enten er intens og sådan kort, eller den er mild og sådan langvej. Intens smerte var ikke ved, den går over, eller vi dør, og så angår den os ikke. Og mild smerte over længere tid, det kan man bare vende sig til. Det lyder jo nok naivt. Jeg mener at fortælle det til en med kroniske smerter. Men epikur død selv af nyesten, hvilket skulle være ekstremt smertefuldt, og han fastholdt til det sidste, at han var lykkelig, fordi han stadig kunne huske gode samtaler med venner. Vi har Epikures brev til sin venueus, og det er et fint brev, så lad mig læse nogdrag fra det. Hilsen til Menoricus fra Epikur. Man skal hverken vente med at dyrke filosofi, fordi man er ung, eller holde op med det, fordi man er gammel. For ingen er hverken for tidlig på den eller forsen på den, når det drejer sig om sundhed i sjælen. Den, der siger, at den rette tid til at filosofere enten endnu ikke er inde eller er passeret, er ligesom den, der om livslykken siger, at tiden endnu ikke er der eller ikke længere er da. Derfor skal både den helt unge og den gamle dyrke filosofi, sidst nævnte for, at hans skøn han er gammel, kan holde sig ung ved de goder, der skyldes glæden ved fortiden, den første, for at han, mens han er ung, samtidig også kan være gammel, da han jo ikke frygter fremtiden. Vi skal altså øve os i det, der skaber livsløkken, så samt som vi har alt, hvis den forligger, og i modsat fald gør vi alt for at komme i besiddelse af den. De ting, jeg til stadighed har sagt til dig, dem skal du såvel gøre, som øve dig i, i og med at du opfatter dem som det helt elementer i et godt og skønt liv. For det første skal du, da du anser guden for et uforgængeligt og sligt væsen, sådan som den almindelige forståelse af guden er indprentet os, ikke knyte noget til ham, som er fremmed for uforgeligheden eller ikke hører hjemme sammen med salligheden. Tro om guden alt, som kan bevare hans sallighed sammen med uforgængeligheden. For guder eksisterer faktisk, da jo erkendelsen af dem er evident, men de er ikke sådan, som folk forestiller sig dem. De bevarer ikke deres uforgængelighed sådan, som de forestiller sig. Den ugudelige er ikke den, der fornægter mængdenskuder, men den, der knytter mængden forestillinger til Guder. Du skal end videre vende dig til den tanke, at døden ikke vedkommer os, da alt og ondt beror på sansning, og døden er tab af sansning. En rigtig erkendelse af, at døden ikke vedkommer os, gør derfor det dødelige ved livet til noget fordelagtigt, ikke fordi den lægger en ubegrænset tid til, men fordi den fjerner længselen efter udødeligheden. Der er nemlig intet forfærdeligt ved at leve, for den, der virkelig har fattigt, at der intet forfærdeligt er ved ikke at leve. Derfor er det en tåbe, der siger, at han frygter døden, ikke fordi den vil gøre ondt, når den kommer, men fordi det gør ondt, at den vil komme, for det, der ikke er til besvær, når det er til stede, er til besvær uden grund, mens man kunter på det. Altså det mest hårrejsende onde døden vedkommer os ikke netop af følgende grund, når vi eksisterer, er døden her ikke, og når døden er her, så eksisterer vi ikke. Den vedrører alts hverken de levende eller de, der har levet, fordi for de første vedkommende eksisterer den ikke, og for de sidste vedkommende, så eksisterer de ikke længere. Men mængden flygter snart for døden som den største ulykke, snart længes efter den som afbrydelse af ulykkerne i livet. Vi skal huske på, at fremtiden hverken vedrører os, eller fuldstændig ikke vedrører os, for vi ikke skal vente på den som noget, der uværligt kommer, eller miste håbet om den som noget, der uværligt ikke kommer. Både brød og vand giver den allerhøjeste nydelse, når man solten får det i munden. At vende sig til de ente og ikke lukseriøse spisebaner, opfylder altså sundhedsynet, og gør mennesket ufortrødent over for den brug, af ham livet nødvendigvis må gøre, ligesom det stiller os i en stærkere position over for den luksus, der med mellemrum dukker op, og sørger for, at vi er frygt løse over for tilfældet. Når vi altså kan sige, at nydelse er enddemålet, taler vi ikke om dem, der ligger inden for det rent sandlige, sådan som opfattelsen er hos nogen, der ikke kender systemet, og derfor ikke er enige eller misforstår, men derimod om det at være nemligt fri for smerte og sjældent fri for bekymringer. For hverken drikegilder og fester på red, eller den sandslige fornøjelse ved unge drenge og kvinder, eller laksemader og lignende som et veldækket bor byder på, skaber det nyelsesfyldte liv, men det gør et nygtert resonemang, der både finder grunde til, at man skal vælge det ene og undgå det andet, og fordriver de fejlagtige meninger, som er baggrunden for det mest af den utryghed, der griber vores hæle. Som jeg sagde tidligere, var epikur hedonist. Ikke den vulgære forstand, at han plæderede for, at man skal vælge sig tankeløs nydelse, men fordi han lidt i trod med moderne utilitarister mente, at nydelse og især fravær af smerte, som mere eller mindre er det samme for epikur af det eneste egentlige gode. Men hvilken slags nydelse tænkte epikur på. Han skillnede mellem to former kinetisk nydelse, som er den aktiv nydelse, altså f.eks. at spise, fordi man er sulten. Og så talte han om den katastatiske nydelse, og det er nydelsen i tilstand af, at man ikke mangler noget. Og for epikur er det jo den højeste nydelse, den højeste nydelse er katastatisk at araxia sjælenens ro ogonia kroppens smertefrihed. Så det er ikke ekstatisk og vild glæde som evikur taler om, det er en stabil tilfredshed. ægikur mente også, at det ikke er alle nydelser, der er værd at forfølge. Der er simpelthen nogen, der giver mere smerte end glæde i længden. Druk kan måske være nydelsesfuldt, men det giver tømmer mænd. Utroskab giver drama, rigdom giver bekymringer. Og så er det jo klart, at vores begær spiller en central rolle her. Enfigurer deler begær i tre typer. Der er de naturlige og nødvendige, det er sådan noget som mad og venskab. Så er de naturlige, som ikke er nødvendige, det er fx og lækker mad. Og så er der endelig de tomme former for begært, sådan noget som berømmelse og magt. Og så har epikur et klart råd til fred stil den første type, altså de naturlige og nødvendige former for begært, så som mad drikke, vendskab. Nyd den anden kategori med måde, det vil sige de naturlige, men ikke nødvendige former for begærd sex og lægger mad, ny det, men nydte med måde. Og så undgår den tredje kategori helt, altså de tomme former for begær, berømmelse, magt og den slags. Så det er jo ikke lige frem det, man tænker på, når man siger hedonisme, at det bare gælder om at tilfredstille alle behov og lyster så meget som det nu er muligt. Hvis det overhovedet er hedonisme, så er det hedonisme i en teknisk, filosofisk forstand. En sofistikeret og mådeholden en af slagsen. Det er ikke spist drik og være glad, men tænker om, før du nyder, og tag et lille stykke ost. Hvis der er noget, der tegner epikuret ud over hans tanker om nydelse, og om, hvordan døden per definition ikke kan række ind i livet, så er det hans fokus på venskab. A alt det, visdommen skaffer til livets lykke, er intet større, rigere eller gladere endskab, skrev han. For epikur var vandskab både middel og mål. Vi havde brug for venner for sikkerhed, tryghed og støtte, men vandskab er også i sig selv den højeste nydelse. I haven levede vennerne sammen, de filosoferede sammen og støttede hinanden. Det var ikke et kloster, folk havde kærester, der var nogen, der var gift, men fællesskabet var det centrale. Man kan sammenligne med Aristotelæs vandskabsteori og finde den lidt for patentelig. I følge Aristoteles var perfekt venskab sjældent, og krævede, at begge parter var dydige. Epikur fremtræder mere åben, for ham var venskab for alle og handlede om gensidig glæde og støtte. Vi kan også sammenligne med storikerne, som vi skal høre om fra med næste afsnit. For dem varskab godt, men ikke nødvendigt. For den viste er stærk i sin selvskrækkelighed. For Ebiggår var ingen selvskræglig. Vi har alle brug for venner. Liv i det skjulte var et epikurisk motto. Hold dig for politik, optræd ikke i offentligheden fjern der fra magtkamppe. Den modsat er platons idealer om filosofkonger eller Aristotel'es mere jo politiske dyr. For epikur var politik gift for sjæle fredden. Ambitioner skaber fjender, magt korrumperer og berømmelsen er tom. Men kunne man sige, at det ikke fejrt, at ikke egoistisk at trække sig tilbage, hvis samfundet har brug for en. Epikures svar på sådan nogle anklager, det var noget i retning af, at samfundet ikke har brug for flere politiker om magt mennesker. Det har brug for flere eksempler på lykkeligt liv. Ved at leve godt i haven viser vi en anden vej. Man kan måske sige, at det er en filosofi for krisetider, når de politiske strukturer ikke er til at stole på. Det er ikke revolution, men retred, det er ikke kamp men flugt. Eller kunne man sige, at det er tilbagetrækningen som kamp som eksempel. Ikke en tilbagetrækning til ensomhed, men en grubevis mellem sig ud af magtkampen og melden sig ind i fællesskabet i haven. Jeg har ikke lære med at tænke på strømninger og diskussioner i vores egen nutid. Jeg vil mene, at de fleste af os oplever nu tiden som politisk vanskelig for at sige det mildt. Verdens magtcentre flytter sig som tektoniske plader, der spidede op, og som altid er det helt almindelige mennesker de her skæv går ud over. Samtidig er fornemmelsen af en basal enighed om det væsentlige, som måske altid har været naiv under pres. Måske skulle man, hvis man kunne, finde en stor have og danne en anden slags fællesskab. På den anden side, forandr kommer næppe af sig selv. Marksister har altid haft et problem med epikur for hans liv i det skjulte motor. Her er han materialist, der med sin atomteori har mange fællestræk med marksisterne og burde kæmpe for forandring. I stedet gemmer han sig i sin have. Epikur var ikke ateist teknisk set, men hans religiøse kritik var så radikal, at han lige så godt kunne have været det. Religion mente han, var baseret på frygt. Frygt for gudernes vredde, frygt for straf efter døden, frygt for kosmisk retfærdighed. Præster udnyttede denne frygt til at opnå magt og rigdom. Men sagde han med sin sans for at skere igennem med simpel logik, efter som guderne er perfekte, har de ingen grund til eller mulighed for at interessere sig for os. Og hvis guderne er ligeglade, og der ikke er noget efter liv, så kollapser hele systemet. Så der er ingen grund til ofring, bønder eller templer. Der er ingen grund til skyld og angre. Det virker jo ret moderne. 300 år før kristendommen formulerede Epikor en kritik, der stadig kan bruges af os ateister i dag. Men han var ikke en militant ateist. Delta i religiøse festivaler, hvis du vil, sagde han. Han lader til at kunne sagt noget i stil med de kan være hyggelige sociale begivenheder. Bare lade være med at tro på det. Hvad med romantisk kærlighed og seksualitet? Her bliver det lidt kompliceret. Epikur var ikke en stor fan af romantisk kærlighed. Den forstyrer sjæle fred. længsel af hjertesov. Hvem har brug for det? Seks er et helt naturligt, men ikke nødvendigt begær. Det er fint nok, hvis lejligheden byder sig, men lad være med at have det. Ingen er blevet bedre af sex, skrev han, og man kan være glad, hvis man ikke bliver skade. Det kan lyde puritansk, men husk konteksten. I det antikke Gretchenland var sex ofte forbundet med magt, vold og ejerskab. Epikus tatte eller lavær attityde var måske befriende. Og han var i hvert fald ikke imod kærlighed som sådan. Venskabskærlighed, filia var det højeste gode. Det var den romantiske kærlighed og den erotiske kærlighed Eros, der var farlig. Moderne epikoræer kan have det svært med den konkegang. Kan man virkelig være lykkelig u den romantisk kærlighed? Måske måske ikke. Måske havde iguret ret i, at vi tit overdriver dens betydning. Efter Ipikors død i 270. Spredte hans filosofi så hurtigt. Haven i atten fortsat i flere hundrede år. Epikoræske skoler opstod over alt i middelhavsområdet. Den største epikuræiske tekst, vi har er på latin. Det er Lukratus eller Lukrats om tingens natur. Det Reum natura. Den læste vi lidt af tidligere, og den er jo et digt, der er seks bøger langt, der forklarer hele epikurs system. Om tingens natur er et mesterværk. Det er filosofi og videnskab som poesi, og jeg glæder mig meget til at komme til det om nogle episoder. Romerne elskede og hade epikurismen. De elskede dens sofistikerede nydelsesfilosofi, men de havde dens religionskritik og dens apolitiske holdning. Som jeg nævnte angreb Cisserop den store republikaner, epikurerne hårdt. Der var ikke grænser for, hvad de var. De var dårne, dekadente, upatriotiske, forsag selv listen. Men selv sider måtte indrømme deres filosofiske stringens. Men det var kristendommens fremkomst, der virkelig blev epikurismens undergang. Her var alt, de kristne havde materialisme dødens endelighed, nydelse som det gode religionskritik. Kirkefædrne fordømte epikur som svvinets filosof. Senere placerede Dante ham i helvede sjældte cirkel lige frem. I middelalderen bliver epikuræer synonymt med vandtro, umoral synd alligevel ret vildt, når man læser hans breve og får indtrykket af en mild og venlig mand, der bare forsøger at forstå vores placering i verden i forhold til nydelse, smerte, liv og død. Helt i starten startede jeg med at spørge, hvordan den nøgsomme og tænksomme filosof ham, der levede af brød og vand og det der lille stykke ost i ny og nav, blev til et symbol på overdåighed. Det er delvis fjenders propaganda. Hvis epikorerne siger, at nydelser af godt, så må de være hedonister i værste forstand. Hvis de tillader kvinder, må de være utugtige, hvis de er ligeglade med guderne, må de være amoralske. Det er nok også ren misforståelse. Hvis folk hørte ordene nydelse af det højeste gode, og så stoppede med at lytte, så ville de ikke høre alt om mådhold og sjæle fred. Og så er det selvfølgelig almindelig udvikling og forandring. Senere epikurer glemte ofte den filosofiske basis. I renaissancen blev epikurisme faktisk synonym med raffineret nydelse. Og det er jo nogenlunde det, det også betyder i dag en livsnyder, en epikurer, måske en særlig madklad person. Ironisk nok ville Epikur have hadet moderne epikuræer. Al den komplekse mand de dyre vine, jaggten på nye smags oplevelser. Det er præcis den form for afhængighed, han advaret imod en simpel frugt saft kan give lidt så høj nydelse. Epikur døde i 270 kl. 72 år gammel af nyersten. Hans sidste brev til vennerne er bevaret i traditionen. På denne lykkelige dag, som også er min sidste, skriver jeg til jer. Smerterne i blæden og maven fortsætter intet mangler i deres intensitet. Men alt dette opvejes af sjældens glæde, når jeg husker vores samtaler. Tager af Metrodorus børn, som besøger sig for jer hengivenhed fra ungdommen til mig og filosofien. Selv døgende med intense smerter insisterede epiker på at være lykkelig. Næste gang skal vi høre om sceneren og begyndelsen på den stoiske skole. En sejlighed filosofi så sejligget, at folk stadig kalder sig storikere i dag, selvom YouTube-versionen måske sjældent har så meget at gøre med hvad det oprindeligt betød. Men inden vi slutter, skal vi som låde, læse Epikurs 40 doktriner. Og inden jeg læser den liste, vil jeg lige bemærke, hvad der har sat sig fast hos mig efter at have læst Epikur. Og det er uden tvivl hans simple og logiske formel mod dødsangst. Døden angår os ikke. Det er et barnet, simpelt og korrekt udsagn. Der er ingen grund til at være bange for at være død, for der er ingen til stede til at være bange. Frygten, der grænser op til dødsøjeblikket, frygten for at lide og have ondt, kan man også sige, at epikuret tager sig af med hans påmindelse om, at selv langvarige smerter træder i baggrunden og de kortveje de er hurtigt overstået. Der hvor Epikur, så vidt jeg kan læse, ikke tilbyder en kur, er der, hvor det handler om selve sorgen over alt det, man vil gå klip af, når man dør. Og det er jo rigtigt. Man kan så indvene, at den døde heller ikke kan lide af fear of missing out forum. Men det vi taler om er jo den levende sorg, og den forsvinder ikke, fordi man påpejer, at sorgen ikke vil være dig, når man er død, for den er i sig selv et eksempel på det, man, mens man er levende, ikke bryder sig om vil forsvinde. Venskaber, kærlighed, sorg, ost. Mine egne meditationer om døden er cirka der, det vil sige samme sted som epikur, for så vidt som der intet er at frygte. Men jeg synes da sandlig, at der er noget at være ked af, og jeg kan ikke forestille mig en reel kur mod det faktum. Kun en vis form for modvillig accept. Hvis det ellers går okay eller lige frem godt, så ønsker man at leve, og det ikke kun i dette minut, men også i morgen og i næste uge, måned og år osv. Men på et tidspunkt er det slut med det. Og nu slutter jeg endelig som lovet af med en version af epikures visdom samlet i punkter. Det er lidt som YouTube eller TikTok, sådan skal du leve i 40 punkter. Eller jeg skulle måske have delt den op i 10 gang 4. Men her er alle 4. Den version jeg læser af min egen bearbejdelse af Robert Du Higgs gamle årsættelse fra The Internet Classic Ark. Jeg kommenter ikke på listen. Doklinerne omhandler både hvad vi i dag vil kalde etiske, epistemologiske og psykoliske spørgsmål. Jeg kærer på, at du vil have det som mig og opleve, at der er en hel del udsagn, som er værd at lægge sig på sen, og en hel del, der ikke er. Måske er det mest sigende for det samlet indtryk, at det er lidt til den advente side og mangler mere opmærksomhed på den anden og de andre. Men det er vil sådan for også, at løsningen på det almindelige eksistentielle ubehag nogle gange søves indad og nogle gange ud af, og nogle tænker ser mest i dene retning. Noget andet man kan tage noget tit sagde, at rigtig mange af doktrerne går stik imod platons filosofi, som ellers var det typiske pensum i tiden. Epikæks Lærsætninger. 1. Et lykkeligt og evigt væsen kender ikke til besvær, og besværer ikke noget andet væsen. Det er derfor fri for bræde og praiskid, for en hver sådan tilbøjelighed kommer af svaghed. 2 døden angår os ikke. Når legnet er opløst i sine bestand dele er det uden følelse, og det, der er uden følelse angår os ikke. 3. Nydelsens størrelse når sit højdepunkt i fraværet af al smerte. Når nyelsen er til stede og er uforstyret, findes ingen smerte, hverken i sind eller legme. 4. Forsat smerte var ikke længe i lemet. Tværtimod er smerten ekstrem af den kort vej, og selv den smerte, der knap overstiger nydelsen i lemet, var ikke mange dage. Langvarig sygdom tillader endda et overskud af nydelse i forhold til smerten i kroppen. 5. Det er umuligt at leve et lykkeligt liv uden at leve klogt, godt og retfærdigt. Og det er umuligt at leve klogt, godt og retfærdigt uden at lebe lykkeligt. Mangler blot en af disse egskaber, og personen f.eks. ikke i stand til leve klogt, selvom han lever godt og retfærdigt, er det umuligt for ham at leve et lykkeligt liv. 6. Et hvilket som helst middel til at opnå sikkerhed mod andre mennesker er et naturligt godet. 7. Nogen har søgt berømmelse og ansigelse, i den tro, at det ville sikre dem mod deres med mennesker. Hvis da disse personers liv virkelig var sikret, opnåede de et naturligt god. Hvis derimod det var usikert, opnåede de aldrig det, som naturen selv fra begyndelsen drev dem til at søge. 8. Ingen nydelse er i sig selv ond, men de ting, der frembringer visse nydelser medfører kvaler, der langt overstiger nydelsen selv. 9. Hvis al nydelse kunne ophobe sig, ikke blot over tid, men i hele vores natur, eller i det mindste dens vigtigste dele, vil der aldrig have været forskel på den ene og den anden nydelse, som der faktisk er. 10. Hvis de ting, der skaber nydelse for ekstravagante mennesker, virkelig friggjorde dem fra sjælens frygt, frygten for himmelske og atmosfæriske fænomener, frygten for døden, frygten for smerten, og desuden lærte dem at begrænset deres begær, ville vi intet her udsætte på dem. De vil da svælge en nydelse fra alle sider og være fri for alt smerte, hvor enten den er nemlig eller sjældent altså fri for alt ondt. 11. Hav vi aldrig været plaget af uro over himmske og atmosfæriske fænomener af tanken om, at døden på en eller anden måde angår os, eller manglen på klarhed om smertens og begærets grænser, vil vi aldrig have haft brug for at studere naturen. 12. Det er umuligt at forjage frygten i de vigtigste spørgsmål, hvis man ikke kender universets natur, men lever i angst for det myterne fortæller os. Uden naturstudier er der derfor ingen ren og ublandet nydelse. 13. Det vil ikke nødte at opnå sikkerhed mod vores medmensker, hvis vi stadig frygter det, der sker over vores hovedet under vores fødder eller andet steds i det grænseløse univers. 14. Når vi har opnået rimelig sikkerhed mod vores medmensker og den nødvendige styrke og velstand er til stede, vokser den mest ægte tryghed frem i det stille liv, der er trukket tilbage fra mængden. 15. Naturens rigdom er på én gang begrænset og let at skaffe. Den tomme indbildningsrigdom strækker sig derimod i det uendelige. 16. Lygden blander sig sjældent i den visest tilværelse. Hans største og højeste interesser har været, er og vil blive styret af fornuften gennem hele handsbane. 17. Det retfærdige menneske nyder den dybeste sjælefred, mens det uretfærdige er fyldt af den største uro. 18 Lævets nydelse kan ikke vokse, når først savnet smerte er fjernet, derefter varierer den blot. Sjæens nydelse når derimod sin grænse, når vi i tanken vender os mod tingene selv og det beslægtede, der volder sindet de største kvaler. 19. Uendelig tid og begrænset tid rummer samme mål af nydelse, hvis vi måler nydelsens grænser med fornuften. 20. Læmets grænse for nydelse er andeløs, og at mette den kræver uendelig tid, men sindet, der i tanken begriber, hvad kroppens mål og grænse er, og som jeg frygt for fremtiden væk, skaber et fuldstændigt og fuldkommet liv og har ikke længere brug for uendelig tid. Ikke desto mindre fornægter den ikke nydelsen. Og selv i dødsøjeblikket, når ydre omstændigheder betyder, at livet forlades, mangler sindet ikke glæden ved det bedste liv. 21. Den, der forstår livets grænser, ved, hvor let det at skabe nok til at lindre savnets smerte og gøre hele livet fuldstændigt og volkomet. Han har derfor ikke længere brug for det, der kun kan vindes med måje og strid. 22. Vi må tage hensyn til alt der virkelig eksisterer, og til alt hvad vores sancer gør klart for os, og som vores meninger refererer til, ellers vil alt være fyldt med usikkerhed og forvirring. 23. Bekæmper du alle dine sanseindtryk, har du intet grundlag at holde dig til, og dermed heller intet middel til at bedøme selv de domme, du erklæer for falsk. 24. Afviser du et enkelt sanseindtryk uden videre, uden at stanse op og skældem det, der afventer bekræftelse, og det der allerede er til stede, om det i sanserne, følelsen eller den umiddelbare erkendelse, vil du bringe resten af din sanseindtryk i forvirring med din ubegrundet tro, og dermed forkastet sandheden selv som målstok. Bekræfter du i dine forestillinger for haste alt, der afventer dom, såvel som det der er sikkert, vil du ikke undgå fejl, men vil opretholde en fuldstændig tvivighed i bedømmelsen af rigtig og forkert mening. 25. Holder du ikke i hvert enkelt tilfælde dine handling op mod det mål, naturen foreskriver, men afviger du ved valg eller afvisning mod et andet mål, vil dine handlinger ikke stemme overens med din læger. 26. Alle begær, der ikke fører til smerte, når de forbliver uopfylde er unødvendige, og længslen er let at slippe af med, når det begæret er vanskeligt at opnå, eller når begæret synes jeg ville medføre skade. 27 af alle de midler, som vidstommen stiller til rådighed for et lykkeligt liv, er det at få venner langt det vigtigste. 28. Den samme overbevisning, der giver tillid til, at intet vi har af frygtet af evigt eller af lang varighed, viser også også, at selv under livets begrænsede vilkår er intet så befordrende for vores tryghed som vidskabet. 29. Er vores begær af nogen naturlige og nødvendige andre naturlige, men ikke nødvendige, og af der andre hverken naturlige eller nødvendige, men bunder i tomme forestillinger. 30. De naturlige begær, der ikke medfører smerte, når de ikke opfyldes, selvom de forfølges iugt, skyldes ligeledes tomme forestillinger. Og hvis man ikke befrier sig fra dem, skyldes det ikke begært egnen natur, men menneskets falske forestillinger. 31. Naturlig retfærdighed er et udtryk for og tegn på nytte. At hindre, at et menneske skader eller bliver skadet af et andet. 32. De dyr, der ikke er i stand til at indgå aftaler med hinanden om hverken at tilføj eller lid overlast, kender hverken retfærdighed eller uretfærdighed. Det samme gælder de folkeslag, der ikke kunne eller ville indgå sådanne gensidige aftaler. 33. Der har aldrig eksisteret en absolut retfærdighed, kun en aftale indgået i gensidigt samvær på bestemte steder til bestemte tider, der beskytter moderje eller lidet overlast. 34. Uretfærdighed er ikke i sig selv et onde, men det er dens konsekvens. Den rejsel, der opstår ved frygten for, at de der sat til at straffe sådanne forsægelser, vil opdage uretfærdigheden. 35. Det er umuligt for den, der i hemmelighed bryder en bestemmelse i samfundspagten at nære tillid til, at han forblir uopdaget, selvom han er sluppet af sted med det 10.000 gange helt til livets allersidste øjeblik vil han aldrig være sikker på ikke at blive afsløvet. 36. Betragtet i sin almene form er retfærdigheden den samme for alle. Noget, der viser sig nyttigt i det gensidige samhær. I sin anvendelse på bestemte steder og under bestemte vilkår, varierer den dog alt efter omstændighederne. 37. Blandt det, der regnes for retfærdigt i kraft af vedtagen lov, er alt hvad der i det gensidige samværd bevidnes at være nyttigt, dermed stemplet som retfærdigt, hvor enten det gælder alle eller ej. Og hvis en lov viser sig uregnet til at tjene det gensidige samværd, er den ikke længere retfærdig. Ældre den nytte, låten udtrykker sig, og svaret kun for en tid til den oprindelige forestilling, var den alligevel retfærdig i den periode, blot vi ikke hænger os i tomme ord, men holder os til kendt skæringerne. 38. Vores de vedtagne lå, bedømt efter deres virkninger viste sig ikke at svare til forestillingen om retfærdighed, uden at omstændighederne havde ændret sig, var disse love aldrig virkelig retfærdige. Men hvor lov er ophørt med at være nyttige som følger af ændrede omstændigheder, var de retfærdige dengang, de var nyttige for borgernes gensidige samhær, og ophørte med at være retfærdige, da de ophørte med at være nyttige. 39. Den, der bedst vidste, hvordan man i møde går frygten for ydre fjender, samlede så mange væsener som muligt i en familie. Dem han ikke kunne samle, behandlede han i det mindste ikke som fremmede, og hvor selv det var umuligt, holdt han sig fra alt omgang med dem og holdt dem på afstand, for så vidt det var nyt. ør. De der bedst formå sikrer sig genig hjælp fra hinanden. De har levet det trygste liv i hinandens selgab. Og efter som de besider den mest folkomde glæde over det liv. Så ikke når en af den dør som den første. Nu tror jeg, at jeg skal have et lille stykker Østre.