Stoikerne 1: Zenon af Citius (TLF35)

Folk slentrede forbi i eftermiddagssolen. Der foregik et eller andet på torvet længere nede ad gaden.

Manden løftede blikket fra bogrullen.

Han så ikke på Krates. Han så ned ad gaden, og hans ansigt havde et særligt udtryk. Krates spekulerede på hvordan han kunne beskrive det. Det var ikke lettelse, heller ikke glæde  … efter lidt tid havde Krates fundet en formulering han var tilfreds med: ”en ny og meget konkret opmærksomhed på verden.”

Så vendte manden sig mod ham og spurgte. Hans tonefald var nærmest henkastet, men formidlede alligevel, at hans spørgsmål var af yderste vigtighed. "Hvor finder jeg en mand som denne?" sagde han, og løftede rullen en smule i vejret. "En der lever sådan?"

Krates åbnede munden. Lukkede den igen. Hans blik fulgte mandens ned ad gaden. I samme øjeblik, som om verden svarede på spørgsmålet, kom hans navnebror Krates forbi, Krates fra Theben. Boghandleren Krates lod manden forstå, at han skulle lægge rullen og gå efter. "Følg ham der", sagde Krates og pegede. "Følg manden med skuldertasken, ham der snart når hen til søjlegangen. Det er Krates fra Theben. Følg ham."

Manden takkede. "Jeg kommer tilbage og handler hos dig", sagde han, allerede i småløb mod søjlegangen.

Krates gik ind i sin bod igen og lagde rullen på sin plads. Det var ganske rigtigt Xenofons erindringer om Sokrates, helt præcist anden rulle af værket. Krates stod et øjeblik lige så ubevægelig som manden der læste, før han begyndte at pakke ned for dagen.

Transcript

SPEAKER_00 0:12

Manden havde stået næsten ubægelig og læst i så lang tid at sålyset var vandret forbi bålen. Der holdt øje med ham, siden han kom ind. Der var noget forkert ved ham. Han var ikke en tv. De 20 krædes havde set, og det var ikke så få. Stod ikke stille så synligt et sted. Deres nervøsitet fik dem til at bevæge sig. De tog den ene bogrulle frem efter den anden og forsøgte at finde en blind vinkel, før de listede hvad de kunne for fat i ind under kjortlen. Kratesen stod bag et lille bord med en skæv stabel af voksplader, der gav ham mulighed for at skjule sit ansigt, når han ikke ønskede at blive tiltalt, eller når han holdt øje med en potentiel tviv. Nu brugte han sit til at betragte den læsende mand, der stod så ubevægelig. Hans tøj var ikke billigt, der var kvalitet i vævning, snid og farve, men der var noget fremmed over det, som gratis ikke kunne sætte sine finger på. Og jo, det var lidt slidt blejet af solen, måske var der lige frem salt fra havet i det. Han havde set manden kommet ind under sejldugen, mens han tog imod betaling fra en vigtig og velkendt konde. Ud af øjenkren havde han bemærket, at manden havde fundet en rulle, men ikke hvilken det var. Ud fra et hul i rækken af ruller i en af kasserne, var gratis så godt som sikker på, at det var Zenofons erindringer om soks. Den var ikke så kostbar. Normalt gik gratis hen til kunden, hvis kunden ikke kom til ham, og hvis vedkommende ikke havde handlet hos ham før, sagde han en lille ramse, Velkommen, min herre, jeg er gratis og til tjeneste, jeg har et rigt udvalg af skrifter, bruger kun de bedste kopister, og jeg ved, hvad der ligger på hver eneste hylde. Sørger herren noget specielt, eller nu begyndte Krates at rette på vokstalerne, selvom han udmærket vidste, at stablen ikke ville blive lige. Manden behandlede rullen forsigtigt og rutineret. Han ledte ikke efter noget i teksten, men var tydeligvis bare begyndt at læse fra ende af. Krates kendte Genoms tekst. Han havde solgt den mange gange og læste den mindst to. Sokret, der gik rundt i aten og spurgte folk om det, de troede, de vidste. Sokrates, der levede af ingenting og mente, det var det eneste rigtige. Sokrates, der drak giften roligt, og sagde, at det var fint. Det var ikke den slags bog, der normalt besatte folk. Det var ikke platons store dialoger med deres svimle idéer, ikke de tekster, der gjorde unge mænd søvnløse. Genaufon var en soldat, der havde lært at afsky sværet, en god skrivent, men ikke nogen filosof. Hans solkés var en fornuftig, venlig mand, der gav gode råd og levede ordentligt med selvkontrol. Og alligevel stod manden der og læste, som om det var det vigtigste og eneste i verden. Gratis opgav stablen. Folk slændrede forbi efter middag solen, der foregik et eller andet på torvet længere nede af gaden. Manden løfte blikket fra rullen. Han så ikke på gratis, han så ned af gaden, og hans ansigt havde et særligt udtryk. Gratis spekulerede på, hvordan han kunne beskrive det, det var ikke en lættelse eller glæde. Efter lidt tid havde gratis fundet en formulering, han var til freds med en ny og meget konkret opmærksomhed på verden. Så vendte manden som mod ham og spurgte, hans tonefald var nærmest henkastet, men formidlede alligevel, at hans spørgsmål var af yderste vigtighed. Hvor finder jeg en mand som denne, sagde han, og løftede rulden en smule i vejret, en der lever sådan. Krates åbnede munden, lukkede den igen. Hans blik fulgte mandens ned af gaden i samme øjeblik, som om verden svarede på mandens spørgsmål, kom hans navnebror gratis forbi, krates fra teben. Godhanderen gratis, lod manden forstå, at han skulle lægge rullen og gå efter. Følg ham der, sagde Krates, og paregede. Følg manden med skuldertasken, ham, der snart når hen til søjegangen, det er gratis fra teben. Følg ham. Manden takkede, jeg kommer tilbage og handler hos dig, sagde han, allerede småøben mod søjegang. Krates gik ind i sin bod igen og lagde rulen på plads. Det var ganske rigtig sen og så. Helkist den røg. Krater stod et såbæglig som manden der læste, før han begyndt at pakke ned for den vartig bud på en lille prosa forælling om, hvordan sen erg efter et skæld språd, hvor han mistet alt. Bliet i retning af gratis fragen, som han blev. Så læser og filosof i historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forholdseligt overraskende, præcis og legende, seriøst pjæret om hyggeligt planlagt, improviseret fremhed søgende i kort uddraft. Den anekdåde, vi har, stammer som sædvanlig fra joggeren slæretus, og af altså mange hundrede år senere. Den er kort og koncis og lyder sådan her. Han kyttede så til gratis på følgende måde. Han havde købt en ledning bordpur fra Fønatien, og led skib brød tæt på Pævus. Der fra gik han til fodd til at den og satte sig ved en bohandlers bod nu omkring 30 år gamle. Han tog den anden bog af senopens memorabilia op, og begyndte at læse den. Han var henrygt over den og spurgte, hvor man kunne finde sådan mænd, som de der beskrives i den bog. Netop da kom gratis tilfældigvis forbi, bohandleren parlede på ham og sagde følg den mand. Manden hed altså scenen seneren af citum, og det er ham den her episode handler om. Manden på gaden, som seneren løb efter, var kyperen gratis, og ham hørte vi jo noget om i episode 33, der handlede om gønikerne. Lær til forsætter. Fra den dag blev han gratis elev. I øvrig en mand med en stærk dragning mod filosofien, men med for meget medfød blefhed til at gøre den gysiske skamløshed til sin egen. Derfor gav gratismen i ønsket om at kurere denne bristod som en gryde linsesåbe, at bære gennem Kære Mekos, og da han så, at han skræmmede sig og forsøgte at holde den ud af syne, slog han gryden i stykker med et slag af sin stav. Da seneren flygte med linsesåppen løbende ned af benen, råbte gratis, hvorfor løber du væk, min lille føniker. Der er ikke henget forfærdeligt. Det er interessant, at Læus skriver, at seneren havde for mig medfødt beskedenhed eller blufærdighed til at overtage kynikernes gamleshed. Her antydes, hvordan seneren og dermed senere stoicismen, er påvirket af idéer fra kønismen, men i en meget mere kontrolleret form. Og selvom Læertius ikke lige kommer ind på det, er det også interessant, at ikke kur nogenlunde samtidig befinder sig i sin have med sine venner. Vi er altså i en tid og på et sted, hvor en række konkurrerende filosofier findes lige i nærheden af hinanden. Og her er det selvfølgelig afgørende, at filosofien på den her tid ligeså meget af en livsform som en teoretisk opfattelse af filosofiske spørgsmål. De filosofiske skoler som kynismen, epikurismen og storicismen, hvis begyndelse vi beskæftiger os med i denne episode, har både store overlap og store forskelle i deres positioner. De på mange måder tydeligste forskelle angår, hvad det vil sige at leve i overenstemmelse med den givende skole. Kynikeren er radikalt ligeglad med konventioner og lever simpelt i overenstemmelse med menneskedyrets behov. Epikuren lever også simpelt, men velvaret og etisk forpligtet over for det fællesskab, hun er en del af i den verden af atomer i bevægelse, som hun lever i. Stoikeren, når den filosofi bliver udviklet, lever i en verden, der er gennemsyret af fornuft, og forsøger at leve op til den fornuft ved at udøve selvkontrol. Det er tre vidt forskellige verdensyn, der kan stilles over for hinanden i en helt række dimensioner, men som også på krydsert tværs mødes om visse principper og værdier. Men nu handler det jo altså om seneren. Den mand, der mistede alt i et skibbrud, kom til at lægge grunden til et filosofisk system, en lærer, der ville præge romerer og kristne, slaver og kejser, og som i dag oplever en renaissance som moderne stoicisme, som man kan finde på YouTube og alle mulige andre steder. Senårens egne værker er tabt, vi har kun fragmenter, stumper og stykker, men de stumper er, sammen med hvad de udviklede sig til nok til at rekonstruere omrisget af et ambitiøst filosofisk system. Seneren blev født omkring 334 år før vores tidsregning i situm på køben, en handelsby med fynikisk befolkning. Så han var ikke græker fra føslen, men han blev det igennem filosofien. Da han ankom til at ten efter skibbruget var byen stadig det intellektuelle centrum, men det var en anden verden end Sokrats Aten. Alexander den Store var død, de græske bystater havde mistet deres politiske magt. Verden var blevet mere kosmopolitisk og mere usikker. Senere studerede hos flere lærere. Først, som nævnt, fulgte han kynikeren Krates, der lærte ham for akt for konventioner. Han fulgte også en stil pån, der lærte ham logik, og en polemon i Platons Akademi, der lærte ham om de fire kardinaldyre. Men sen var ikke til freds med at være elev omkring år 31.00 begyndte han at undervise selv. Og det gjorde han ikke i en lukket have som epikur, men i en offentlig søjegang på Atens torkel, den malede store. Hans tilhængere blev først kaldt sæonianere, men senere fik i navnet storikerne efter den søjlegang, hvor de samledes. Og det er altså i det samme år ti, at pikur grundlagde sin skole i haven, så man kan sige, at storikerne og epikurerne startede som naboer, og skolerne var rivaler på en måde i flere hundrede år. ægikur sagde, at verden er atomer og tomrum, regelmæssighed tilsatte en smule tilfældighed. Guderne blander sig ikke, søg nydelse forstået som fravær af smerte og trakte der tilbage. Senere sagde det modsatte Verden er gennemtængt af fornuft. Alt sker med nødvendighed. Natur er guddomlig. Søg dyden. Engager dig. Så på den måde er det jo to meget forskellige svar på spørgsmålet om, hvordan man skal leve i en usiker verden. Stoikerne var systematikere. Især Chrysopos, som næste episode handler om kendes som en systembygger. Men helt fraten af var stoikerne optaget af sammenhængen i deres filosofi. Den hang sammen som en organisme, mente de. I følge lærer tiskus igen. Filosofien siger de er som et dyr. Logikken svarer til knoglerne og senerne, etikken til kødet, fysikken til sjælen. Et andet billedet de bruger er ægget, skalen er logikken, der næst kommer viden, etikken, og blommen i midten er fysikken. Eller de sammenligner den med en frugtbar mark, logikken er det omkransen hegn, etikken er afgrøden, fysikken er jorden. De tre efterhånden velkendte dele logik, fysik, etik ikke som separate fag, men som organer i en krop. Logikken af knålerne, det der holder strukturen oppe, uden logik ingen erkendelse, og uden erkendelse kan vi ikke vide, hvad naturen er, og dermed ikke, hvordan vi skal leve. Fysikken er sjælen, ikke kroppen, men sjælen. Forståkerne var forståelsen af naturen det centrale, og naturen betød ikke bare træer og sten, men hele den fornuftige orden, der gennemtrænger alt. Etikken er kødet og det synlige resultat, hvordan vi så handler i verden. Læg mærke til rækkefølgen i billedet med ægget. Først skalen logik så viden etik, så blommen fysik. Man arbejder sig ind. Man starter med at lære at tænke klart, så lærer man at handle rigtigt, og til sidst, måske, forstår man universets dybeste orden. Lad os starte med logikken. Storikerne udviklede efterhånden en sofistikeret erkendelsesteori. Spørgsmålet var, hvordan kan vi vide noget, hvordan skælner vi sandhed fra illusion. Og her er ordet fantasi forestilling centralt. En forestilling af et aftryk i sjælen, navnet af passende långt for det aftryk, et sejl efterlader i voks. Der findes to arter af forestillinger. Den ene opfatter en virkelig genstand, den anden gør det ikke. Den første, som de betragter som prøvesten for virkelighed, defineres som den, der udgår fra en virkelig genstand, stemmer over en selve denne genstand, og er præget som et sejl og stemplet i sindet. Så sjælen er som voks. Husk, at vokstavler var dat tidens notesbog er tablet, kan vi sige. Verden trykker sig ned i den og efterlader spor. Det er hvad en forestilling er et aftryk. Men så kommer problemet jo med det samme, for nogle forestillinger er sande, andre er falske. Vi drømmer, vi halusinerer, vi tager fejl. Hvordan kan vi skænde mellem de sande og de falske aftryk. Stuikernes svar var den katalæptiske forestilling. Det er den, der opfatter virkeligheden korrekt. En katalæptisk forestilling er så klar, så tydelig så præcis, at den ikke kan være falsk, den garanterer sig selv. Og det er jo mildt sagt en problematisk erkendelsesteori. Sæptikerne angreb netop dette punkt, Ark i Laus i akademiet spurgte, hvordan ved du, at en forestilling er katalæptisk? Kan du ikke tage fejl? Selv den klareste forestilling kunne jo være en drøm. Den debat, storikerne mod sæptikerne, fortsatte i hundreder af år. Den handlede om noget meget fundamentalt. Er siker viden mulig. Storikerne sagde ja. Og den sikre viden var grundlaget for alt andet uden den ville deres system kollapse. Nu til fysikken og den største og tydeligste forskel fra jeg. Som vi hørte sidst, sagde jeg, at verden er atomer og tomrum, lovmæssighed og tilfældighed. Der er ingen plan, ingen mening, ingen guder, der styre. Storikerne sagde det præcis modsatte. Her skriver diognes Lærus om krypos, men det kunne så godt handle om seneren. Men den natur, som vor liv bør stemme overens med, forstår prysibos både den universelle natur og i særdel menneskets natur, og dyd er en harmonisk sjæls tilstand ved at vælge for sin egen skyld. Desuden består lykken i jyden, for dyd er den sjælst tilstand, der gør hele livet harmonisk. Naturen defineres som en kræft, der bevæger sig af sig selv, frembringer og bevarer sine frembringelser, giver dem eksistens i overenstemmelse med frøvets princip inden for bestemte perioder og i overenstemmelse med deres killdes art. Frytid princip spermatikøj. Fornuftige frø plante i materien. Verden er ikke tilfældig, den er gennemsyret af mening hver træ, hver sten, hver stjerne er udtryk for en kosmisk fornuft. Den fornuft kalder storikerne logos, og det er et ord, vi kender, det er roden til logik og roden til alle de logier, vi kender som i biologi. Hos stoikerne betød det den guddomlige fornuft, der holder alt sammen. Og her er det afgørende, at logos ikke er uden for verden, logos er verden. Gud er ikke en skaber, der står bag sit værk. Gud er i alt, Gud er alt. Det er en panteisme, altså en forestilling om, at Gud og verden er identiske, alt er Gud, eller det er måske snarere en panenteisme, som betyder, at alt er i Gud, men at Gud også er mere end alt, altså at verden er indeholdt i det guddomlige samtidig med at det guddommelige overskrider verden. I hvert fald er naturen hellig, og menneskets fornuft er en gnist af denne her kosmiske ild. Og derfor hænger fysik og etik sammen, når vi forstår, at verden er fornuftig, forstår vi også vores plads i den. Vi er ikke fremmede i universet. Vi er en del af det. Og universet er i sig selv fornuftigt gennemtrængt af logos. Og det er så også vores mulighed og bestemmelse. Og nu til etikken, som vil er den del de fleste kender stoisismen for. Hvad bør være livets mål? Stoikerne havde en formel. Derfor var seneren den første, der fastslog, at målet er at leve i overenstemmelse med naturen, hvilket er det samme som et dydigt liv, idden er det mål, som naturen leder os hen imod. Og derfor kan målet defineres som et liv i overenstemmelse med naturen, det vil sige i overenstemmelse med bådbor. Egen menneskelig natur og universets natur. At leve i overenstemmelse med naturen. Men hvad betyder det konkret. Vi skal jo passe på med at bruge vores moderne referenceramme. Hvis vi siger, at nogen lever i overenstemmelse med naturen, så har det typisk at gøre med at forsøge at leve bæredygtigt og økologisk og måske mere fornækt teknologi. Men alle de problemstillinger i forhold til miljøet, vi kender så godt i dag, de var jo ikke aktuelle i senerenns verden. At leve i overenstemmelse med naturen i den antikke kontekst var knyttet til idéen om, at alt har sin natur, naturen har en orden. Det betyder derfor blandt andet brug din fornuft, for menneskets natur er fornuft. Vi er ikke dyr, vi har evnen til at tænke, vælge og bedømme. Så når vi lever fornuftigt, så lever vi naturligt. Og for storikerne betyder det, at acceptere det, du ikke kan ændre. For universets natur er nødvendighed. Hvad der sker, sker med logos vilje. At kæmpe imod skæbnen er at kæmpe imod virkeligheden. Det handler ikke om passivitet. De senere storikere var politisk aktive, mange var rådgivere, generaler, kejsere, men de skænede skabt mellem det, der er op til os og det, der ikke er. Din handling er op til dig, resultatet af den er ikke. Din holdning er op til dig, omstændighederne er ikke. Epiket, en senere storiker, der selv var slæbe, sagde det sådan, nogen ting er i vores magt andre ikke. Og man kan sige, at hele den storiske etik udfolder den sætning. Men nu kommer noget, som storikerne sagde, der chokerede samtiden, og stadig virker ret besøgerligt. Blandt dyderne af nogen primære andre underordnede, de primære af visdom, mod retfærdighed og besendighed, dyd selv, og hvad der har delet jud, kaldes godt. De, altså storikerne, hævner, at ting, der er indiferente, kaldes sådan i to betydninger, i den første betydning er ting, der verken er gode eller onde indifferente. Således med alt, der verden gavner eller skader, så som liv, sundhed, nydelse, skønhed, styrke, rigdom, godt ryg og fornem byd og deres modsætninger død, sygdom, smerte, grimhed, svaghed, fattigdom, vandær, lav byrd og lignende. Det er alligevel en ret speciel tankegang. Lad mig lige tydeliggøre, hvad der bliver sagt. Liv er ikke et godet, sundhed er ikke et godet, rigdom er ikke et godet. Død er ikke et onde, sygdom er ikke et onde, fattigdom er ikke et onde. Alle disse ting er af javere indifferente. Kun dyd er god, kun last er ond. Hvad i al verden er på enten med den underlige kategorisering. Jo hvis sundhed var et gode, kunne den syge ikke være lykkelig. Men, insisterede storikerne, den vise kan være lykkelig, også når han er syg, selv under tortur, for lykke afhænger kun af det, der er op til os, vores karakter, vores valg, vores dyd. Ingen kan tvinge dig til at handle fejl, ingen kan tvinge dig til at lyve, ingen kan tage din dyd fra dig, og derfor er dyd det eneste gode, fordi det er det eneste, der virkelig er dit. Man kan meste sin sundhed, rigdom kan mistes, livet selv kan mistes. Men så længe du har det, kan du vælge, hvordan du møder det. Efterhånden millnede storikerne principperne lidt, og kaldte nogen indifferente ting foretrugne. Det er naturligt at foretrække sundhed frem for sygdom. Men det er ikke det samme som at sundhed er god i enlig forstand. Det er en subtil distinktion, men principel og vigtig for storne. Sen døde omkring 262 før 0. Han var over 70 år gammel, højt ære, og atten gav ham en stats begravelse. Men hans filosofi var kun begyndt. Hans efterfølger Kleantes viderførte skolen og skrev hymne til søvs, et berømt storisk digt om verdens fornuften. Så kom pryspos, som vi skal høre om i næste episode storicmens enige systematiker, man sagde uden Chrys ingen store. Han skrev over 700 værker, som alle sammen er gået tabt. I det andet årste århundrede før nul kom storismen til rom, blands og på Saidonius tilpassede læreren til den romerske mentalitet, og Siserer formidlede den på laten. Og i kejseriden blomstrede den romerske store, sceneka, filosofer og dramatiker, Nerus rådgiver, der til sidst blev tvunget til selvmord, epikteet, født som slave, blev en af antikens mest læste filosofer, Marcus Aurelius, kejser af Rom, skrev private meditationer, der aldrig var tænkt til udgivelse. Og det er nogle af de tekster, folk læser i dag, men de går alle sammen tilbage til den skibbrydne seneren og boghandleren, der pegede ham i retning af gratis. Receptionen af stoicismen fortsatte, kristendommen optog mange stoiske idéer. Tænk bare på Johannes evangeliets start, i begyndelsen var året, og året var hos Gud, og året var Gud. Hvad er det for et ord? Jo, det er i den græske originale året lokos, og det har ingen jødisk oprindelse eller tradition, men er importeret direkte fra evangelieforfatternes græske kontekst. Det er stoikernes logos, der blander sig. Senere hos kirkefædrne kan man finde mange stoiske indflydelser, f.eks. i forhold til udviklingen af naturret og idéen om samvittigheden som en indre stemme. I dag oplever stoicismen en renaissance, der er udkommet bunker af bøger om moderne stoicisme, mennesker søger tilbage til scen, eller retter til de versioner, vi finder udfoldet hos Zeneka og Markus Aurelius, for at finde redskaber til at håndtere angst usikkerhed og tab af kontrol. Så hvad er seneren af siticiens tydeligste budskab? Det er nok det her med, at verden har mening, at fornuften ikke er en tilfældighed men universets grundstruktur, at vi er hjemme i kosmos, ikke fremmede men borgere og kosmopoliter, som kynikerne sagde. Og så det her med, at det eneste, der virkelig er vores, er vores karakter, vores valg, vores svar på det, der sker. Sensrå bønder som de fleste kender fra anonyme alkoholiker om ikke andet fra amerikanske film, udtrykker noget helt centralt for stoicismen. Gud giver mig sinds ro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og viddom til at se forskellen. De ord har ganske vist ikke nogen forbindelse til stoicismen, og de stammer fra 1930'erne, hvor de bliver formuleret af den amerikanske teolog Reinhold Nibbo, men det er en koncis formulering af den storiske måde at kategorisere et individs verden på. Det eneste, der virkelig er dit, er også det eneste, du har kontrol. Resten og det er langt det meste, er som det er, eller sker, som det sker. Alt hvad der kan vælge ned over en er ulykker, og lykke for den ser skyld også er hvad det er. Det der gør forskellen er, hvordan du reagerer. Den skibbrødende kømand miste sin last, sin formue. Måske alt hvad han ejede. Og hvad gjorde han? Han læste en bog. Han fulgte en fremmed, han lærte af kyniker, platoniker og andre, og byggede sit eget system. Storikerne havde et ord for det, der sker, når vi rams af ulykke. Det er materiale for dyd. Forhindringen bliver vejen. Markus Aurelius skrev det 400 år efter seneren, alene i sit selv ved donåren, mens han førte krig mod barbarer, det der står i vejen, bliver vejen. Og det er jo nogenlunde det samme som at sige, at det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Og det er jo højst en halv sandhed eller en lidt letkøbt påstand. Der er der bestemt noget væsentligt i tanken om skænden mellem det, man ikke har kontrol over, og det man selv kan styre. Og der kan der være noget værdifuldt i at lægge vægt på, at man altid selv har en vis frihed til at vælge, hvordan man reagerer på modgang og ulyke. Men for at købe den tankegang, skal man også købe den storiske idé om, at dyden er det eneste gode, og ulykkerne ikke egentlig er onde, men indifferente. Den idé køber jeg ikke. Mennesker kommer ud for modgang og ulykke, som man ikke kan tage med et smil eller et træ på skylderne. Og selve forestillingen om det fuldt ud kontrolleret menneske med sin rationel viljedke og magisk fri vilje er. Men nu reagerer jeg nok lige så meget på moderne storismer som på den oprindelige filosofi. I følgende afsmet kommer vi længere ind i den. Næste gang hører vi om systembygeren Christius, der angivelig skrev. Ingen af dem er bevaret. Så bliver det konejt til os, som braismen fra det græske til det romerske. Hans værker har vi heller ikke, men Cicero fortæller også, hvad han mener. Og skiser kommer vi også til, men først efter en episode om Lukrets eller Jukretus og hans vidunderlig langt om tinges natur. Det er revumer, som bestemt ikke er storisk, men derimod helt igen i. Nu er denne episode slut. Og det kan jo ikke gøre noget ved. Og det eneste relevant spørgsmål er, hvorværer der. Sak fordi den briget.