Stoikerne 2: Chrysippos (TLF36)

I sidste episode mødte vi Zenon — den skibbrudne købmand, der grundlagde stoicismen i en søjlegang i Athen. Søjlegang hedder på græsk “stoa”, og sådan fik zenonianerne navnet: Stoikerne. 

Man kan sige at Zenon byggede fundamentet. Men han rejste ikke bygningen.

Det var Chrysippos, der gjorde stoicismen til et komplet, sammenhængende filosofisk system, som forsvarede det mod fjender og som udviklede det i mange retninger.

Lad mig læse et par korte citater om ham. De stammer som sædvanligt fra Diogenes Laertios:

De fleste mente, at hvis guderne dyrkede dialektik, ville de ikke bruge nogen anden end Chrysippos'.

Og et endnu mere klart citat:

Havde der ikke været nogen Chrysippos, havde der ikke været nogen Stoa.

Så … i dag skal vi læse Chrysippos. Dvs., det er så meget sagt. Han skrev godt nok angiveligt over 700 værker, men ingen af dem er bevaret. Men vi tager til takke med fragmenter og omtaler. Vi skal se på hans logik - der foregreb moderne logik med 2000 år. Vi skal se på hans lære om skæbnen, og på hans løsning af problemet om fri vilje. Og vi skal se på hans teori om følelser - som i dag på mange måder kan genfindes i kognitiv terapi.

Transcript

SPEAKER_01 0:00

I sidste episode mødte i senere den skibbrødende kømanden, der løb efter Krates fra taven, og grundlagde storicismen i en søjegang i Aten. Søjegang hedder på græsk Stora, og sådan fik syntonianerne navnet Storiskerne. Turkn og læser og filosofik historien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forudsigeligt, overraskende præcis og legende, seriøst, platet og om hyggeligt planlagt, improviseret frem, helhedssøgende, i kort og uddragt fuldstændigt. Man kan sige, at seneren byggede fundamentet, men han rejste ikke bygningen. Det var Chrysopos, der gjorde storisismen til et komplet sammenhængende filosofisk system, og det var ham, der forsvarede det mod fjener og udviklede det i mange retninger. Lad mig læse et par korte citater om Kryspos, de stammer som sædvanlig fra det lært til os. De fleste mente, at hvis skuderne dyrkede dialektik, ville de ikke bruge nogen anden end Chrysopes. Og et endnu mere direkte citat. Hav der ikke været nogen Chryspos, havde der ikke været nogen store. Så i dag skal vi læse Chrysopos. Det vil sige, at det er så meget sagt. Han skrev godt nok angiveligt over 700 værker, men ingen af dem er bevaret, så vi tager til takke med fragmenter og omtaler. Vi skal se på hans logik, der foregreb moderne logik med 2000 år, vi skal se på hans læger om skæben og hans løsning på problemet om fri vilje. Og vi skal se på hans teori om følelser, en tænkning, der på mange måder kan genfindes i nutidens kognitive terapi. Chrysopers blev født omkring 279. Soløjen, en by i Kiligien, det nuværende tyrkiet. Som ung var han lang distance løber, men så arvede han en formule, som kongen, desværre for Crystpos, konfiskerede. Så kom han til aten, han blev elev af kleanses, der havde overtaget storaden efter sceneren, og overraskende nok studerede han også hos Arkis Iers, lederen af det skeptiske akademi. Det var hans fremtidige fjende, for skeptikerne angreb storikernes erkendelsesteori. Som jeg var inde på sidst, opererede storikerne med en idé om katalæptiske forestillinger, som skulle være dem, der er så klare og tydelige, at de helt af sig selv viser deres overenstemmelse med virkeligheden. skeptikerne spurgte helt rimeligt, hvordan kan I vide, at jeres katalæptiske forestillinger er sande? Kan I skælne drømmen fra virkelighed? Er sikre viden overhovedet mulig. Og Christippers brugte en hel del af sin karriere på at forsvare stoicismen mod den slags angreb. Da kleanses døde omkring år 230.00 overtog Christippers ledelsen af storaden og han transformerede den. Seneren havde grundlagt skolen, og cleanses havde bevaret den, men han havde ikke udviklet den. Under kleanses tabte storen tilræng til skeptikerne og epikurærerne. Det var krycippers mission at vinde det til rang tilbage. Han systematiserede, han argumenterede, han skrev, og han skrev, og han skrev 705 værker, næsten et om måneden i 50 år. Han citerede digter i lange passager, han gentog efter sigende sig selv en hel del. Han var ikke elegant, men han var grundig. Som allerede sagt er det hele godet tabt. Vi har kun fragmenter, men de fragmenter viser os en af antigens største logiker. Krisper Stoisismen til en filosofi, der havdelevelses potential. Lad os starte med logikken. For det var her at Seboses ryg var størst. I Aristotles-serien var vi inde på hans psylogisme. Alle mennesker er dødelige. Sokrates er et menneske, altså Sokrates dødelige. Det er en logik, der handler om klasser, om kategorier eller mængder af ting, som forhæftede bestemte prædikater på sig. Chrysus gik en anden vej med logikken. Han udviklede en logik over udsavn, som til forskel fra den aristoteliske logik angår hele sætninger, der så er sande eller falske. Og han formulerede fem grundformer, som han kaldte de ubeviselige, fordi de er så indlysende, at de ikke selv behøver at bevise. Og vi læser stadig fra de åknes lager til os. Den første ubevislige, hvis det første, så det andet, det første altså. Den anden ubeviselige, hvis det første, så det andet, ikke det andet, altså ikke det første. Lyder det bekendt? Den første hed i dag modus ponens, den anden hedder modus toldens, det er grundstammerne i moderne logik. Lad mig et eksempel på den første. Hvis det regner af gaden mod, det regner, altså er gaden vod. Og den anden, hvis det regner er gaden mod, gaden er ikke mod, altså regner det ikke. De øvrige tre ubevislige handler om konjunktioner båd og disjunktioner enten eller. sammen danner de fem former grundlaget for alle gyldige argumenter. Det ret fantastiske er, at det her system blev genopdaget i 1800-tallet af Gotlop Frik, grundlæggeren af moderne matematisk logik. I 2000 år havde man hovedsageligt fokuseret på Aristoteles, så kom fræke og udviklede propositionslogikken, og så opdagede logikhistorikerne, at hvor Chrysibos havde allerede gjort det. Chrysibos arbejdede også med paradoxer, f.eks. det gode gamle løgnerparadox, som i denne sætning er falsk. Som nok bekendt består paradoxet i, at den sætning er sand, hvis den er falsk, men sådan jo falsk, fordi den er sand, osv. Desværre ved vi kun, at Crystibos skulle have skrevet en hel del om løgnerparadoxet, men hvad han skrev, ved vi ikke. Men det giver jo mening af en logiker, som fokuserede på sætningers sandhedsværdi, altså propositionslogik, må finde løgnerparadoxet særligt irriterende, for det ligner jo en sætning, der hævder noget, og så skulle den jo gerne være enten sand eller falsk. Chrysopos arbejdede også med Sorites paradoxet af Soros dynge. Altså spørgsmålet om, hvornår et antal korn bliver til en bunke eller dynge, sker det ved det tredje korn, det tiende, når hundred. Og i analogi med spørgsmålet om dynge, angår paradoxet en hver glidende overgang. På den ene side virker det absurd, at der skal et specifikt antal korn til, før de med et danner en bunke, på den anden side er det nemt at vise eksempler på et antal korn, der ikke er en bunke, og et antal, der bestemt er det, og så virker det, som om man burde kunne sige, hvad der skal til. Man kan også få det paradoxale frem ved at sige, hvis et sandkorn ikke er en bunke, og tilføjelsen af et korn aldrig forvandler en ikke-bunke til en bunke, så når man aldrig frem til en bunke, uanset hvor mange korn man lægger til. Kilde situationen i forhold til Crystus er bedre, hvad angår Sorietsparadoxet end løgnerparadoxet, fordi vi har en relativ sammenhængende redgørelse hos Cicero. Det interessante er, at Crystibers løsning var en bevidst strategi, snarere end en egentlig teoretisk løsning på paradoxet. Han anbefalede nemlig, at man skulle holde inde til stille standse i god tid før man nået ud i de uklare tilfælde. Når man bliver spurgt trin for trin, er tognen en bunke, tre, fire, så skal den vise mand på et tidspunkt holde op med at svare og forholde sig tavs, når spørgsmålene ikke længere er i det klare område. Cisser refererer dette med en vis ironi og bemærker, at det for så vidt er lige gyldigt, om man stander ved et klart eller uklart trin, uanset hvad sover Crycyppos roligt videre. Poæng, som den fremstilles, er epistemologisk, erkendelsesmæssig, snarere end semantisk. Crycyppos accepterede til synladende, at der findes et område af reelt uklare tilfælde, hvor den vise mand ikke skal give sin tilslutning til hverken bunke eller ikke bunke. Og det hænger sammen med det stoiske ideal om, at den vise aldrig giver tilslutning til noget uklart. Tagsiden skal altså nok ses som en anvendelse af den storiske erkendelseslæger, man tilbageholder dommen, hvis sagen ikke er katalyptisk, altså hvor den ikke viser sig med klarhed. Vi har altså ikke noget, der ligner en moderne, logisk behandling af spørgsmålet om flydende eller uklare grænser. Om Chrisibos så mente, at der faktisk findes en skarp grænse, der bare er ukendt, eller om grænsen reelt er ubestemt, det giver kilderne også desværre ikke mulighed for at afgøre. Lad os høre stedet, hvor Cissero gør lidt grin med Chrysopers tavsede strategi. Hvor Chrysibos mener, at man, når man trinvist bliver spurgt om f.eks. tre af få eller mange, et godt stykke tid, før man når frem til mange skal holde inde, det vil sige standse. For min skyld må du gerne lige frem snorke, siger Karne Andes, ikke blot til I stille, men hvad nytter det, der kommer jo straks en, der vækker dig af søvnen, og spørger på samme måde, det tal du tav ved, hvis jeg lægger en til det, bliver det så mange, og så går du videre igen, lige så langt som det synes rimeligt. Selvom kildematerialet er sørligt spersert. Kan vi nok konkludere, at Chrisobus ikke løste de logiske paragser, men det lader til, at han analyserer den med en imponerende præcision. Nu er et sværere eller i hvert fald mere eksistentielt problem. Storikerne troede på skæbnen. Alt sker med nødvendighed. Den kausale kæde af årsag og virkning er ubrydelig. Chris formulerede det ifølge en Aulus Gelius sådan her. Skæbne er en vis naturlig, evigvarende ordning af det hele. En række af ting følger efter og afløser en anden, og sammenkedningen er ubrydelig. Ubrydelig entet sker uden årsag, hvad der vil ske, vil ske. Universets fremtid er lige så fastlagt som dets fortid. Men og hvis alt er forudbestemt, hvor er så friheden? Hvis mine handlinger er bestemt af forudgående årsager, er så ikke bare en marionetdukke. Skeptikerne og epikurærerne stillede netop det spørgsmål. Som vi hørte i epikur episoden indførte epikuræerne klinam atomernes lille tilfældige afvivelse, der kunne bryde determinismen. Chrysopik en anden vej. Han sagde, at alt er forudbestemt, men det betyder ikke, at vi er ufri. Så man kan sige, at han udviklede det, vi i dag kalder kompatibilisme, idéen om, at fri vilje og determinisme kan forenes. Og han illustrerede sin tankegang med et billede af en hund og en vogn, herfter hippolytus. Ligesom en hund bundet til en vogn. Hvis den vil følge med, både trækkes den og følger, så dens selvstændige handling falder sammen med nødvendigheden. Men hvis den ikke vil følge, tvinges den alligevel. Sådan er det også med mennesker, selvom de ikke vil, tvinges de til at følge det, der er bestemt. Så hvad ligger der i det billede? Hunden er på bundet, vognen kører. Det kan hunden ikke ændre på, det er omstændighederne. Men hunden kan vælge at løbe med villigt og glad i harmoni med det hele, den kan også vælge at stride imod, trække den anden vej, så bliver den slæbt og den lider. Resultat er det samme. Vognen kører, hunden kommer med, men oplevelsen er helt forskellig alt efter hundens indstilling til den her køretur. Og det er jo Chrisopers på Ingte. Friheden ligger ikke i at ændre, hvad der sker, friheden ligger i, hvordan vi møder det, der sker. Vores valg, vores tilslutning ligger hos os. Prysyppers skælnede mellem to slags årsager. De primære årsager af skaben, og de er helt uden for vores kontrol. Men der er også hjælpeårsager, vores egen karakter, vores egen indstilling. Og den karakter og indstilling er også en del af årsagskæden, men den er vores del. Det løser måske ikke fri vilje problemet helt, og filosofer diskuterer det jo stadig i dag. Men Chrysibers løsning kompatibilismen er en af de dominerende positioner i dag. Det vil sige den kompatibilisme, som mange moderne filosofer tilslutter sig, og som jeg i øvrigt selv finder mest overbevisende, den minder nok ikke så meget om krysippers position. I vores dage er kompatibilismen i høj grad et resultat af en sproglig analyse. Det viser sig, kan man mene, at når man tænker over det på den rigtige måde, så kan alle vores almindelige udsagn om frihed og ansvar og så videre sådan passe sammen med en verden, hvor radikal fri vilje ikke eksisterer. Men nu til følelserne. Her havde Chris nogle ret spændende tanker. De fleste tænker på følelser som kræfter, der rammer os. Vrede koger op, sorgen overveler frygten lammer. Vi er ofre for vores følelser. Men Christopers sagde nej. Følelser er ikke irrationelle kræfter, følelser er domme. Her citeret efter galen. Præsippers hævder, at lidenskaberne er domme, og sorv er en dom om, at et nærværende onde er forhånden, på grund af hvilket vi mener, at vi bør være nedstemte, og frygt er en dom om, at et onde er forstående, på grund af hvilket vi mener, vi bør være engstelige. Så lov er ikke noget, der rammer dig, sorg er en vurdering. Nog ondt er sket, og jeg bør være nedtrykt. Frygt er ikke et rent instinkt, frygt er en slags tanke, noget ondt vil ske, og jeg bør være bange. Læg mærke til ordet bør, det er nøglen. Følelsen indeholder ikke bare en vurdering af verden, men også en vurdering af vores reaktion. Vi mener, vi bør reagere sådan, ellers vil vi ikke føle sådan. Og hvad sker der, hvis vurderingen er forkert? Hvad hvis det vi mener, at onde slet ikke er det? Husk fra forårig episode om scen, sundhed, rigdom, alt det er indifferent af i affor. Kun dyd er god, kun last er ond. Så når vi sørger over tab af rigdom for eksempel, så sørger vi over noget, der ikke er et reelt onde, så dommen er falsk, og derfor er følelsen også fejlagtig. Den tankegang har omfattende konsekvenser. Hvis følelser er domme, kan vi ændre dem, ikke ved at undertrykke dem, men ved at undersøge dem, ved at spørge, er denne vurdering korrekt? Er det af frygter virkelig et onde. Det er på mange måder grundlaget for nutidens kognitive terapi. Aaron Back og Albert Ell genopdagede Crystopes indsigt i det 20. århundrede. Cognitive restructuring at ændre sine tanker for at ændre sine følelser. Det er ren stoisisme. Chrusibos opdelte følelserne i fire hovedkategorier. Begær som er en irrationel stræben mod noget fremtidigt godt, frygt som er en irrationel undvis af noget fremtidigt ondt, Nydelse som er en irrationel ophøjelse over noget nutid godt, og sorg, som er en irrationel nedtrykhed over noget nutid ondt. Alle de her fire følelser er domme, og alle fire kan korrigeres. Og nu til debatten med sceptikerne. Kryspos var ikke bare en systematiker. Han var også polemiker. Han kæmpede for sin sag og sit system. Hans hovedmoder var det skeptiske akademi. Først og senere karneas. Deres angreb kunne lyde sådan her. Historikere siger, at katalyptiske forestillinger, klare tydelige sansninger, garanterer sandhed. Men hvordan ved I, at en forestilling er katalyptisk? Hvad hvis I drømmer, hvad hvis I hallucinere, hvad hvis I bare tager fejl, kan I bevise, at jeres klareste oplevelse ikke er en illusion. Krypers svarede, at en katalyptisk forestilling er defineret som en, der ikke kan stamme fra noget falsk. Den er ikke bare tilfældigvis sand, den er nødvendigvis sand, fordi den er præget af virkeligheden selv. Ja, det overbevist jo ikke lige frem skeptikerne, og den debat fortsatte i århundredder, eller hvis vi bregte den lidt ud, så den stadig i gang. Men det er interessant, at selve denne her kamp med skeptikerne tvang Chrisibos til at skærpe sine argumenter. Uden skeptikkernes pres var stoicismen måske forblivet løs og ufærdig. Al den her modstand gjorde den stærkere. Igen, vi har jo ikke teksterne, men vi ved, at Chrusibus skrev bøger alene mod skerne. Og fra citater kan vi forstå, at han tog kikken meget alvorligt, og han svarede skerne punkt for punkt. Der krus døde omkring år 26. Angiveligt af latter, måske af alderdom, efterlod han en filosofisk skole i langt bedre form, end da han fandt den. Hans elever de ognes af Babylon og antipater af tarsers viderførte arbejdet. Senere mindnede partiers og posedonius doktrin sådan glæde bedre ned hos romerne. De romerske storiker, sceneka, epitet Marcus Aurelius, de nævner sjældent Chrysopos, men han er deres forudsning, og de bruger ham, når de forstår følelser som domme, når de taler om at skæne det der op til os, for det, der ikke er, og når de taler om at accepterer skaben villigt og ikke modstrebende Ligesom den der Hund bag ved voglen. For mig er der to særlig interessante elementer af armen fra Chrysop. Den ene angår propositionslogikken. Det er interessant, at den aristoteliske logik med psylogismen som primært eksempel, angår klasser eller arter, at alle mennesker er dødelige, og at et specifikt menneske derfor er dødeligt. Det er slutninger, der har at gøre med noget, der gælder alle eksemplarer af en art. Kryppers propositionslogik går i en retning, der føles langt mere moderne, eftersom den knyter sandhedsværdien til udsavnet til sætningen. Det andet interessante element er Chryslippets teori om følelser. Det her med at se dem som domme. I denne optik kan følelser være fejlagtige og nærmest have sandhedsværdier ligesom sprogli udsag. Som jeg ser det, er der noget vigtigt ved den indsigt. Vi kender fx alle sammen til, at vores følelsesmæssige system af forskellige årsager kan køre skævt, så vi bliver ramt af følelser, der ikke virker afstemt med den situation, vi er i. Som nævnt er nutidens kognitive terapi et eksempel på en praktisk psykolisk terapi, som prusebers vil have genkendt noget i. Jeg vil nu også sige, at den idé med at trække følelseslivet ind i det rationelle domæne, ikke er uden problemer. Stoicismen i det hele taget risikerer at tegne et billede af mennesket og af det ideelle menneske, som er lidt af en urealistisk kontrolf. Den yberste værdi er selvkontrol, og alt kan ramme en uden at det behøver virkelig at røre en, for det er noget, man selv vælger. I en moderne kontekst smager det er optimering og nærmest teknokratisk tilgang til en selv. Jeg tror heller ikke rigtigt på, at den gennemførte stor selvforting er rigtig. Det lyder som en af de her fiktioner, som man kan fortælle sig selv og andre, og det er jo hvad vi gør. Men alligevel, det er et godt spørgsmål. Det her med at identificere, hvad vi kan ændre. Nej, det bedre i første personer. Hvad jeg kan ændre, og hvad der er omstændigheder, jeg er underlagt. Og det er interessant at overveje, hvad mine følelsesmæssige reaktioner er for nogle døme om de situationer, jeg indgår i. Du har valgt at lyde. Hvordan du vælger, at reager, er op til dig. Ja, det er vel nærmest dig. Tak, fordi du lytte.