Stoikerne 3: Panaititos (TLF37)

I de to foregående afsnit fulgte vi stoicismen fra dens start. Vi begyndte med Zenon fra Cition, der omkring år 300 før nul underviste i den malede søjlegang ved torvet i Athen - den *stoa poikile*, som skolen har sit navn fra. Og vi fortsatte med Chrysippos, der i løbet af et langt liv og efter sigende mere end syv hundrede skrifter, gjorde Zenons indfald til et fuldt udbygget filosofisk system. Han føjede logik, fysik og etik sammen til en stoisk enhed.

Det var et stringent system. Det var også et abstrakt og til tider paradoksalt system, bygget op omkring en idealfigur – ideen om den vise, som var det menneske der kunne være indifferent over for alt andet end dyd og last, og hvis egen dyd og selvkontrol var perfekt. Sådan nogle mennesker findes ikke nu, og de  har næppe  fandtes dengang ... 

I dag skifter historien skueplads. Vi forlader Athen, hvor stoicismen blev født, og bevæger os vestpå over Middelhavet til Rom, hvor den skulle få et nyt liv. Og vi forlader langsomt den verden af rene græske skoler, hvor filosoffer skrev for filosoffer, og træder ind i en verden af romerske senatorer og feltherrer, hvor spørgsmålet ikke længere kun var, hvad der er sandt, men hvad man konkret bør gøre.

Transcript

SPEAKER_00 0:00

I de to foregående afsnit fulgte vi storismen fra den start. Vi begyndte med sceneren fra kerten, der omkring år 300 før vores tidsregning underviste i den malede søjlegang med torvet i Aten den store porkille, som skolen har sit navn fra. Og vi fortsatte med Chris, da i løbet af et langt liv og efter sigende mere end 700 skrifter. Det gjorde senets indfald til et fuldt udbygget filosofisk system. Han får logik, fik og etik sammen til en storisk enhed. Og det var et trængent system. Det var også et abstrakt og til tider paradoxalt system. Byget op omkring en ideal figur. En idé om den vise, som var det menneske, der kunne være indifferant over alt andet end død og last. Og hvis egen død og selvkold var perfekt. Så nogle mennesker findes ikke nu, og de her næppe fandtes dengang. Køffnede og læser og filosofistorien fra begyndelsen kronologisk, systematisk, kaotisk, forudseligt, overraskende, præcis og legende. I dag skifter historien skue plad. Vi forlader a ten, hvor storisismen blev født, og bevæger væst på overhavet til Rom, hvor den skulle få et nyt liv. Og vi forlader langsomt den verden af rene græske skoler, hvor filosofer skrev for filosofer, og træd ind i en verden af romerske senatorer og feltherre, hvor spørgsmålet ikke længere kun er, hvad der er sandt, men hvad man konkret bør gøre. Manden, der stod midt i dette skift, hed Pernar Titios, han kom fra Rodos, havde uddannet sig i Athen, og endte med at gøre noget, der fik stor betydning. Han knytede sig til den romerske magtelite og formede stoisismen i danss sprog. Ved hans side stod en af tidens mægtige mænd, Sibio Emilianus, en general, der ødelægge Kartago og senere jævnede den spanske by Numantia med jorden. A en sådan mand omgav sig med en græsk filosof, og at filosofen til gengæld havde indflydelse på den måde, hvorpå romerske statsmænd forstod deres egne pligter, siger noget om, at der var ved at ske noget nyt. Lad mig nævne det sævanlige problem med det samme. Paner Iæves egne værker er gået tabt. Vi har ikke den eneste af hans bøger, kun spredte fragmenter og senere forfatteres referater. Vores vigtigste kilde er Romerens Cicerå, der skrev godt og vel et halvt århundrede efter Paner ægres død. Så når jeg i det følgende taler om, at Paner, er altsem en Memand Sister, og det er en på Engie, vi skal vende til. I det her afsnet skal vi se, hvordan den abstrakte græske stoisisme blev til en langt mere praktisk romersk pligt. Det er den stoisisme, der talte til mænd med ansvar for en hel stat. Og det er den stoisisme, der har formet vores forestilling om, hvad det vil sige at gøre sin pligt helt frem til i dag. Patiers blev født omkring år 185.0 på Rodos. Øen var på det tidspunkt en velstående handelsmagt med stærke intellektuelle traditioner og tætte forbindelser til både den græske og den fremvoksne romerske verden. Hans familie synes at hørt til de mere fornemme, og det er ikke uden betydning. Pan at kom senere til at skrive om pligt, ære og statsdyre, og det gjorde han med en aristokratskrolighed med de her ting. Som ung mand kom han til aten, hvor han studerede under to af tidens førende storiker diognes af Babylon og Antipater af Thersos. Det var lærere, der allerede selv havde åbnet skolen mod andre filosofiske traditioner, og paneritiers gik videre af den vej. Han nåede sig ikke med storen. Han studerede grammatik og litteraturkritik i pærkommen, og han læste, det er karakteristisk for ham, både platen og Aristoteles med stor opmærksomhed. Paneritiers er blevet kaldt æktiker, altså en, der inspireres af flere kilder, og det er ikke helt forkert, så længe man husker, at han for blev stoiker. Han lukkede andre traditioner ind i storicismen, men forlod dem ikke. Omkring år 144.0 kom han til Rom, og her trådte han ind i den kreds, efter tiden har kaldt Sibøsen. I centrum stod skibø Emilianus. Han var ikke blot fældherre, men også en af dat tidens mest dannede romerske aristokrater, en mand, der dyrkede græsk kultur i en tid, hvor mange romere stadig så på græsk filosofi med mistro. Omkring ham samledes en kreds, hvor græsk lærdom og romersk magt mødtes. Der var historikeren Polybios, der som gisle var kommet til Rom og endte med at skrive imperiets historie. Der var skib i os næher vender statsmanden Gaius Layus, der var komediedekteren Tærens og satirikeren Lucus. Og nu var der så også filosofen Hernar Titos. Det var ikke en tilfældig forsamling. Det var et af de steder, hvor den græske og den romerske kultur for alvor smeltede sammen. Et sted, hvor rommen begyndte at give sig selv en filosofisk og literær selvforståelse, der var på højde med sin militære magt. I 140 til 139 j. rejste Paner Tier sammen med Sibio på en diplomatisk mission til kongerigene i Øst, til ægypten, til Syrien og videre. Filosofen og generalen var side om side på at rejse gennem en verden, rom var ved at underlege sig. For skibide og hans kreds leverede pana tires et begrebsapparat en måde at tænke pligt mådehold og statst tjeneste på, som var filosofisk funderet uden at være verdens fjern. Han gav den romerske elite et sprog for det, de allerede gjorde og vedsatte. Og hvad fik panaes til gengæld, han fik adgang. Adgang til magtens indderkreds, adgang til en kultur i vækst, og dermed adgang til et publikum, der gjorde hans tænkning langt mere virkningsfuld, end den ellers ville have været. Da antepater døde, vendte panner tiers omkring år 129 tilbage til Aten og overtog ledelsen af store. Han ledede skolen til sin egen død omkring år 109. Men på det tidspunkt var stoisismen ikke længere kun en grisk skolekosofi. Nu havde den fået fodfestet i rom og var begyndt at forandre sig i den nye kontekst. Lad os tage fat i det begreb, der står i centrum af paneræs etik, nemlig pligten. På græsk hedder det katekon. Oret er svært at oversætte præcis. Det betegner det passende, det, der hører sig til, det som det giver mening at gøre i en given situation. Begrebet var ikke Paneres opfindelse, seneren havde indført det, og Cross havde indpasset det i systemet. Men hos de tidlige historikere stod kathed i skyggen af mange andre etiske begreber. Perneres flyttede det ind i lyset og gjorde det til etikens egentlige omdregningspunkte. Kligt er, som vi forstår det, det, der kan begrødes med en rimelig redgørelse, det er den adfærd, der er passende for ens natur og i overenstemmelse med fornuften. Læg mærke til formuleringen en rimelig redgørelse på latin ratio probabilis. Der står ikke, at pligt kræver absolut indsigt eller den vises fuldkommende forståelse, der står, at den kan begrundes på en måde et fornuftigt menneske kan stå inde for. Det er altså en lavere og mere menneskelig terskel, end man finder i den græske stoicisme, og det er ikke tilfældigt. Men her må vi indføre en skælden, der var afgørende for de tidlige historikere, de opererede med to slags rette handlinger. På den ene side den fuldkommende retskafne handling Carotma, som kun den vise kan udføre, fordi den forudsætter en sjæl der fuldstændig i overenstemmelse med fornuften. Og så på den anden side den blåt passende handling, denne her kattekon, som også vi andre, der ikke at vise, ja jeg må tale for mig selv, kan udføre. Forskellen ligger ikke nødvendigvis i selve handlingen, men i den sensilstand, den udstringer af. De tidlige storiker og rettigede blikket mod idealet mod den vise. Pernartig også vendte sig mod resten af os, han skrev udtrykkeligt for dem, grækerne kaldte Prokopontes, de fremadskridende, dem der undervejs mod visdommen uden at være nået frem. Det gælder for langt de fleste mennesker, og det galt i hvert fald de romerske statsmænd, han talte til. Hans spørgsmål var altså ikke det luftige, hvad ville den fuldkommende og perfekte vismand gøre. Det var det mere jordnær, hvad bør jeg gøre her i min situation, med de evner og de forpligtelser, jeg faktisk har. Og det er her, Cisero kommer ind, da han i år 44.0 skrev afhandlingen det af visiske om pligterne, byggede han de to første af hverkets tre bøger direkte på Pernitors tabte skrift om samme emne. Og han træffet et oversættelsesvalg, der fik konsekvenser. Han gengav det græske kartekon med det latinske af fisium. Og fisrium betyder pligt, men også embedet og tjeneste, det er det, man skylder i kraft af sin stilling. Året fik dermed en romers klang af samfundsansvar med sig, som det græske begreb ikke havde i samme grad. Og det blev stående gennem middelalderens klostre og gennem oplysningstidens moralfilosofi og helt op til vores eget sprog. Når vi i dag taler om pligt om at gøre sin pligt, så taler vi stadig i forlængen af den linje, der går fra. En podcast, der handler om det hele, som navnet. Men hvad er så ens pligt? Hvordan afgør man hvad man bør gøre, når svaret ikke længere blot er at efterligne en abstrakt fantasi om en ideal figur. Her finder vi et af panaræses mest originale bidrag læren om de fire personer. Oret persona betød oprindeligt en teatermaske og senere den rolle skuespilleren spillede. Pareci også brugte det som billede på de roller et hvert menneske bærer på i livet, og som til sammen bestemmer, hvad der er passende for netop den person. Fire persona er os pålagt. Først den universelle, som vi deler med alle mennesker i kraft af vores fornuft, den der gør os til mennesker. Den anden er den individuelle, som naturen har givet hver enkelt af os, en er vildig, en anden alvorlig, en modig, en anden forsigtig, en tålmodig, en anden hurtig. Den tredje er den rolle, som tilfældighed eller omstændigheder pålægger os, rigdom eller fattigdom, berømmelse eller ubetydelighed, embedsmand eller privatperson. Og den fjerde personer er den rolle, vi vælger selv ved egen beslutning filosof, taler, herfører, landmand. Lad os tage de fire lag et af gangen, for de griber ind i hinanden på en gennemtænkt måde. Den første rolle er den, vi deler med alle. Vi mennesker og vi er udstyret med fornuft. Det binder os ikke kun til vores egen familie, by eller folk, men i princippet til et hvert andet fornuftsvæsen. Dette lag er grundlaget for det romerne kaldte humanitas, en fælles menneskelhed, der forpligter os over for hinanden alene i kræft af, at vi er mennesker. Det er en tanke med lang efterklang, for den fører lige ned i den senere naturret og i forestillingen om universelle rettigheder. Den anden rolle er den, der gør dig til netop dig. Naturen har givet hvert menneske et særligt temperang, særlige evner, særlige begrænsninger. Pan aiti også mente ikke, at man uden videre skal stræbe efter den i abstrakt forstand mest fuldkommende livsform. Man skal handle i overenstemmelse med sin egen karakter. Den forsigtige skal ikke spille modige, den alvorlige skal ikke tvinge sig til at være sjov. At kende sig selv og handle i pagt med sin egen natur, det er i sig selv en del af dyden. Den tredje rolle har man ikke valgt, man bestemmer ikke selv, om man føles rig eller fattig, fri eller ufri i fredstid eller i kridstid. Omstændighederne tildler også en plads, og pligten må udfoldes inden for de vilkår, vi faktisk har. Ikke inden for dem, vi måske kunne ønske os. Den fjerde rolle vælger man derimod selv. Man beslutter sig for en leve vej, et kald, et virke, at blive filosof, taler, herfører eller landmand. Og det er valg for pligter bagefter, det skaber sine egne pligter, som man ikke uden videre kan løbe fra. Hvad indebærer denne her rollære så i praksis. Først og fremmest betyder den, at der ikke findes én rigtig handling, som passer for alle. Det der er en felthærres pligt, er ikke filosofens pligt. Det der klærer den tålmodige, klær ikke den hurtige. Etikken bliver dermed konkret. Den handler ikke længere kun om almene grundprincipper, men om det bestemte menneske på dette bestemte sted med disse bestemte valg bag sig. Men det er ikke nogen vilkorlighed, hvor enhver bare gør, hvad der falder ham ind. De fire lag er ordnede, og det første, vores fælles menneskerhed og fornuft, det sætter rammen for de øvrige, det individuelle, det tildelte og det valgte udfolder sig inden for det, vi skylder hinanden som mennesker. Men inde i den ramme bliver pligten personlig. Det er denne her rolle, der nok er Pernet Ihres Vigtigste arv. Det korum. Det passende. Det er et begreb, der er næhrt forbundet med de roller, jeg talte om. På græsk tror: det der. Du ser min søn Markus selve formen, og så sige ansigtet på det edel, som hvis det kunne ses med øjnene, ville vække vidunderlig kærlighed til visdommen, som platon sig. Det passende af det, der stemmer overens med menneskets fortræflighed i de hen senere, hvor i dets natur adskiller sig fra andre levende væsener. Det indbefatter ikke blot mådehold i alle vores handlinger og ord, men også en vis ønne og værdighed i fremtræden. Så det korum er på en gang en estisk og etisk kategori. Det handler om, hvad der sømer sig, hvad der passer til situationen, til ens rolle, til den man er. En feltherre, der opfører sig udisciplineret bryder med dekorum. Det samme gælder en filosof, der brer af sin rigdom. En ung mand, der taler med en oldens temperam, eller en olding, der gebærder sig som en unger. De mangler begge det passende. Det kan lydes som et spørgsmål om maner og overflade, men hos panertios er det mere end det, for ham hænger det ydre og det indre uløstligt sammen, måden vi træder frem på, er ikke en maske, karakteren bare har taget på, det er dens synlige udtryk, hvordan vi optræder røber, hvem vi er, og hvem vi gør os umage for at være, former med tiden, hvem vi bliver. Derfor kan man sige, at dekorum er dydens synlige skikkelse. Det er det, der gør, at vi genkender den ordentlige og besindelige personer ikke igennem en lærd definition, men gennem en holdning, en tone, en stil. Og netop fordi det rette udtryk afhænger af rollen, kender dekorum så direkte til personel. Døden er den samme. Men dens passende form skifter efter hvem der bærer den. Deros var stor, men han fulgte ikke de tidlige storiker på alle punkter. Han reviderede skolens læger, og nogle af hans ændringer var ikke så små igen. Der spulte Aristoteles, lægend og andre, og mindnede de tidlige historikeres strenghed. Han lag de abstrakte undersøgelser og paradoxale definitioner til side for at demonstrere moral filosofens anvendelse på livet. Mildede er Ciserus ord, og det er ved at se nærmere på, hvad det dækker. Her bør jeg dog indskyd et forbehold, for det er netop et af de steder, hvor forskningen er uenig. Nogle læser Panatieros som en, der blødte stoicismens hårdkanter op og tilnærmede sig Aristotles. Andre mener, at han ikke så meget opgav kernen som udvidede den praktiske side. For det første nedtonede Panatios de berømte stoiske paradoxer. De tidlige storikere hævtede med en hvis provokerende konsekvens, at alle forsægelser er lige store. Den, der stjæler noget ubetydel, har i princippet forset sig lige så meget, som den, der begår en grov forbrydelse, fordi begge i ligge grad har handlet imod fornuften. Pernatiers lå her tættere på Aristoteles, der opereret med grader og afstemning. I praksis er der forskel på en lille og en stor forsæelse, og en etik for virkelig mennesker må tage den forskel alvorligt. For det andet og det hænger sammen med det første, synes han, at han blødt op på læreren om af patala videnskabsløsheden. De tidlige historikere talte om helt og udrydde af fekterne at nå frem til en sjæld, der ikke længere røtes af begært frygt eller sov. Pern tilslag, så vidt vi kan se vægnet et af. På mådehold, og på at orne følelserne snarere end at udslæde dem, hvilket i den bringer ham i nærheden af Aristotel's tanke om den rette midelvej mellem yderligheder. Og så er der kosmologien, hvor den brøder mest åbenligst med den storiske ortodoksi. Den storiske læger om universets periodiske afbrænding og hævte, at verden er evig. Og her skal jeg jo lige mene om, at den græske storisme havde en ret vild kosmologi. I øvrigt kombineret med et mere markant religiøst indhold. For seneren og krusibers var verdens gang cyklisk. Universet udvikler sig fra ild består en tid og forterer så igen i en alt omfattende verdensbrand, ikke pyrosis, for derpå at genfødes og gentage det her forløb i en uendelig række af helt identiske cykluser. Det er en storslået, men også ret svimlende tanke. Den evige gentagelse, som selvfølgelig minder om Nietzsche' evige genkomst, hos Nietzsche var idéen mere tankeeksperiment. Forstårne var den evige og præcise gentagelse et resultat af at tage deres egne grundprincipper alvorligt. Pernaltios afviste idéen om, at verden fødes og dør i en cyklus. Verden mente han er uforgænglig, den hverken opstår eller forgår. Det fortæller vores gamle venge Jognes Læge til os udtrykkeligt små 500 år senere, i det han stiller Pernattios over for hele rækken af tidligere storikere, der havde lært det modsatte. Samme selvstændighed viste Pernalt over for spåndomskunst, hvor de tidlige storikere havde forsvaret i ginat, at fremtiden kan forudsiges gennem tegn og varsler, fordi det passede med deres læger om en gennemgribende skæben sammenhæn og et univers, der gennemsyret af mening. Der tvivlede penalt i os. De orden lærer til os noter kort og koncent, at Pernats benægtede, at spådom overhovedet har nogen virkelig. Hvad var den dybere virkning af de her ændringer? De løsnede til en vis grad fysikken fra etikken, hos de tidlige historikere hang alt sammen i et netværk, kosmologi, sjældent læger og etik var dele af det samme system, og man kunne dårlig fastholde den en del uden de andre. Når pranat i også træk verden branden og spotdomskunsten ud, gjorde han etikken mere uafhængig af de store kosmologiske idéer. Så behød man ikke længere tilslutte sig læger om verdens periodiske afbrænding for at kunne tage stilling til hver ens pligt var her og nu. Og kunne man sige med en meget bred brug af ordet religion, sådan blev stoicismen mindre religiøs. Netop dette gjorde stoicismen mere tilgængelig og mere anvendelig, og så for romerne, der måske ikke havde tålmodighed med de verdenskjerne kosmologiske spekulationer, men som meget vel kunne bruge en gennemtænkt lærer om plikt og karakter. Og han tog den politiske side af pligten alvorligt. Og det er her man tydeligt se, hvordan han gør storisismen mere romersk. A alle fællesskaber er intet mere fortræffeligt, intet mere varigt, end når gode mænd, ens i karakter er forenet i statens tjeneste. De der skal styre stater, må holde fast ved de to forsrifter fra platen, for det første af vogte borgernes vel, således at hvad de ind gør, gør de med henblik på det og glemmer deres egen fordel. For det andet at drage omsorg for hele statens leme, og ikke mens de beskytter en del, forsvømme de andre. Bemærk vændingen om at glemme deres egen fordel. Statsmandens opgave er at tjene fællesskabet ikke at fremme sig selv under dække af at tjene det. Og bemærk billedet af staten som et legme, hvor den der styre, ikke må pleje en del på de andres bekostning. Det er forskrifter sidfor hente hos plaken, men de er sat ind i en storisk og romersk ramme. Det er værd at huske, hvem det her blev sagt, det var en lære myndiget på folk som skiber og græsen omkring ham, på den sævere elite, der i praksis styrede et imperium under hastig udvidelse. Til dem sagde Panaties i realiteten, at jeres position er ikke kun et privilegium, den er en forpligtelse. Det oplysende at stille den holdning op mod en konkurrerende skole, jeg tænker på epikurærerne råd mennesket til at leve i det skjulte, til at trække sig tilbage fra det offentlige liv, fordi politik bringer uro og udsætter sjældens fred for unødige rystelser. Pernat i også stoicisme pede den stæk modsatte vej. At engagere sig i statens anlægner var ikke en trussel mod det gode liv, det var en del af det. En pligt, der fulgte af menneskets natur som et samfundsvæsen. Det gjorde stoicismen til en filosofi, romerske statsmænd kunne tage til sig unægte deres egen legev. Den gav magtens folk et sprog, der både kunne begrunde deres virke og forpligte det. Og deri ligger noget dobelt. Sådan en lærer kan legitimere magten, men den stiller også krav til den. Panceros døde omkring år 109. Hans virkshistorie havde flere veje. Den ene gik igennem hans egne elev. Mest betydningsfuld var på så, der overtog og viderførte det, der kaldes mellemstoisismen. På seidon var en lært af usædvanlig bredde, filosof, historiker, geograf og naturforsker, og han fortjener sin egen behandling mere end jeg kan give ham her. På et punkt vendte han sig dog fra sine læger, hvor Pernatios havde tvivlet på både verdensbranden og spådomsken, så genenførte på Sejdoni også i nogle grad de læresætninger i stoicismen. Men mellemstoicismen var ikke en enstemmelig bevægelse, det var en periode af åbenhed og enbyrds uenighed. Den anden og for os vigtigste vej for P. gik igennem Cicerov. Da han i år 44.0 skrev, det at 60, var det under dramatiske omstændigheder, sæsar var blevet myrtet kort forinde, den romerske Republik var ved at gå i opløsning, og Ciserer selv havde kun kort tid tilbage at leve i. Han blev drabt året efter. Midt i alt det skrev Ciserov en afhandling om pligt formet som et brev til sin søn, der studerede i aten. Og her må jeg vende tilbage til det forbehold, jeg nævnte i begyndelsen. Vi møder parem en dobbelt afstand. For det første er der den sprogelige, hans græske tanker når også i Ciceros latinske gengivelse, og en oversægelse er jo altid også en fortolkning. For det andet er der den filosofiske afstand. Ciceros var ikke selv stoiker, men tilhørte den akademiske skepticisme, og han læste sit forlæg med en skeptikers selvstændighed. Han refererede ikke blot Panatios, han bearbejdede ham og tilpassede ham til romerske læsere, ligesom han får sit eget til. Men vi kan sætte en grænse for, hvor Pernates slipper op de to første bøger af det af 60s bygger på Pernatreos, den tredje bog om konflikten mellem det moralsk rette og det til synledne nyttige, er der imod Ciseros ejen. Pernatios havde planlagt sådan et tredje bind, men aldrig skrev det, og Ciserov udfylde selv tomrummet. Når vi vil vide noget om pranatios, så skal vi altså holde os til de to første bøger, og endda der at læse med opmærksomhed på, hvor formidleren taler i stedet for kilden. Trods den usikkerhed, eller måske nærmest på grund af den, fik hverket en enorm rækkevidde. Det er overfistiges blev et af antikens mest læste skrifter. Middelalderens klostre afskrev det fidget. Renaissanens humanister studerede det, og oplysningstidens tænkere stod i gæld til det. Dets tanker om en fælles menneskelhed nærede den nye naturret hos folk som Gros ogendorf, og det et begreb om plig har klangbund i den senere plikt. Bag Siderø står altså pærs den græske filosof fra, der gjorde storismen anvendig for mær med magt. Medos står vi ved en bror. Bag os ligger den græske stoisisme, som vi har fulgt fra sceneren og kryppos. Systembyggerne, der rejste lægen i dens strenge og abstrakte form. Foran os ligger den romerske stoisisme, som vi kommer til i det kommende afsnit. For det er den praktiske rollebevidste stoisisme, der baner vejen for de skikkelser de fleste i dag forbinder med stoicismen i det hele taget. Senek af statsmanden og brevskriveren. Epitet den frigivende slæbe, der blev lære, og kejseren Markus Aurelius, der førte dagbog for sig selv om pligt og forgængelighed. Det er værd mærke til, at de her scene og romere sjældent nævner paran i også ved navn, men de tænker i hans spor. Når et hiket igen og igen vender tilbage til, hvilken rolle vi sat til at spille, og til at vi skal spille den godt, uanset om det er en stor eller en lille rolle, vi har fået tildelt. Så det er personelens grundtange, der lever videre. Den lærer vi har mødt hos Panger. Er blevet en del af storismens almene spro. Den er blevet så indle, at man ikke længere behøver at nævne den ophorus med. Hvor jeg så taget nu tit, når jeg har læst om penaliti også. Måske først og fremmest den tanke, at filosofi ikke behøver at være verden fjern for at være meget alvorlig melt. Den kan tale til en feltherre såvel som til en lært, og den kan handle om dig, om det menneske, du er, med din karakter, dine korg og dine valg. Og det er næsten, at pligten er konkret. Den lad sig ikke afgøre én gang for alle, men afhænger af, hvem man er, hvor man står, og hvad man har bundet sig til. Vi mennesker, og det forpligt os over for hinanden, men vi er også værd, især nogle bestemte, og også det skal vi tage alvorligt, når vi spørger, hvad vi skal gøre. De tidlige historikere holdt blækket festnet på den vise den følkomne næsten uopnående skikkelse. Pørti også vendte blikket mod os andre skrivende os der gør hvad vi kan, uden nogensinde at når frem. Så vi kan jo forløb opsumerer sådan her. Seneren lagde fundamentet til storismen. Krux rejsteg. Og så kommer jeg åbnede dørne. Og gennem de dør komerne. Og gennem romerne måde stoisismen til os. I denne lille storme serie skal vi møde de romerske storiker Musonus Rusket og Markus og. Men fordi jeg læser filosofiker kronologisk. Er der nogle andre fyre, der blander sig i række. De tre næste afsnit bliver Lukatius, Sister og Jesus. Jeg har i en halv times tid været podcaster. Du har været lytter. Hvad er passende for den roller, vi indgave? Hvær vores plikt som sådan? Og har vi sådan en. Tak fordi du lyget.