Lucretius: Tingenes natur, bog 1 (TLF38)

Det her har jeg glædet mig til: De rerum natura er et fantastisk værk. Jeg har oversat bog 1 (ud af 6). Efter en helt kort intro følger oplæsning i ca. 1 time, og til slut en efterskrift med lidt om Lucretius og værkets historie, og noget om min oversættelse.

**NB: et par ting jeg glemte at nævne. For det første er min oversættelse at regne for en version 0.85. Det kommer til at tage tid, men jeg regner med at oversætte hele værket, og i den forbindelse også revidere bog 1.

Noget andet er at den latinske original har flere lakuner hvor teksten mangler. Jeg har tilladt mig at give et bud på en rekonstruktion. Når jeg på et senere tidspunkt gør en tekstversion tilgængelig, vil den slags oplysninger selvfølgelig fremgå.

Jeg håber at du, når du lytter, får bare en brøkdel af den fornøjelse jeg har haft ved at oversætte!

mvh

Tomas

Transcript

Intro

SPEAKER_01 0:12

Det her har jeg glædet mig til. Det er Reum Natura om tingens naturus eller Luket i en mere fordansket form. Det er et helt fantastisk langt dægt omkring 50 før 0. Det er det mest omfattende udtryk for den epikoræske filosofi, som vi har. Vi husker, at æpikur, som vi beskæftig os med i episode 34, levede i årene 341 til 270 før 0. Om tingens natur er altså i rundet tal 200 år efter filosofen, som grundlagde den filosofi, som hverket formidler. Det, der gør det så smukt og inspirerende, er, at det er poesi som verdensyn, poesi som argumentation, poesi som eksempler, poesi som kritik af andres positioner, poesi som dat tidens naturvidenskab. Hele vejen igennem forsøger Lukratius at forholde sig til verden som den er. Det lykkes naturligvis ikke helt. Det meste af Lukratius's verdenspillede er blevet korrigeret af senere Videnskab, og videnskaben er som bekendt også i dag et fortsat projekt. Men holdningen i om tingens natur er, som jeg læser den, åben for revision for imperi og diskussion. holdningen af forbløfne moderne. Om tingens natur består af seks bøger, formentlig de bogler hverket oprindeligt var inddelt i. Jeg har overstatt første bog, og den læser jeg op. Oplæsningen begynder om et øjeblik og tager cirka en timme. Derefter kommer et kort efterskrift, hvor jeg del fortæller om Lucratius om hverket og dets historie, og dels fortæller om min oversætelse, hvorfor og hvordan jeg har lavet den. Kombinationen af den poetiske form og det tekniske naturvidenskabelige indhold virker overraskende og ukendt, fordi didaktiske eller argumenterende digte lærer digte næsten ikke skrives i dag. For mig er Lukatius's digt en realistisk genfrydelse af verden. Der peger i retning af, at det er muligt at forstå verden med den aktuel bedste viden, vi har, uden at miste sens for den storslået poesie. Og fornøjelse.

Tingenes natur, bog 1

SPEAKER_01 2:52

Inde æernes mor, menneskers og guders lykke, livgivende venus, under himlens vandrende tegn, giver du liv til det sejlbare hav og den frugtbare jord. For du sørger for, at alt levende først undfanges, og siden fødes, og som født ser solens lys. Du, gud inde, for dig spreddes vindende ved din ankomst opløses skyerne, den skabende jord, skubber friske blomster op, havet blinker til dig, og den nurolige Himmel fordeler sit bløde lys. For så snart dagen viser sig som forår, og den livlige vestenvind slippes løs, er fuglen de første til at mle, at du er her, ramt dybt i hjertet af din kræft, Gud inde. Så springer vilde dyr omkring på saftigt græs og svømmer over brusende begge, med glæde følger dig ivridt, hvordend du fører Dem gennem haver og bjerge og fosende floder, gennem fugles trakroner og over grønne sletter, hvor du allerede er, og fylder dem med kærlighed, der giver alle lyst til at avle sit afkom efter art som det alene er dig, der styre tingens natur, og intet uden dig når ud til lysets kyster og muntert eller elskeligt bliver til, håber jeg inderligt, at du vil være min meddigter af disse vers, som jeg vil skribe om tingens natur, til vores berømte nem ius, som du, Gudinde, altid har ønsket skulle udmærke sig i alt, giver disse ord endnu mere evig charme, Gudinde. I mellemtiden, sørg for, at krigens vilde larm bliver tysset ned, så den ligger stille på hav og land. For du alene har magt til at hjælpe dødelige til fred, Mars hersker jo med våben over krigens vildskab, og han lader ofte synge ned i dit skød overvundet af kærlighedens evige sorg. Og sådan ligger han, strækker sin hals glat og stiger op på dig, Gud inde, og mætter øjnene med kærlighed, mens hans åne hænger ved dine læber. Gud inde lad din guddomlige krop omslutte ham, mens han hviler og lader søde ord flyde fra din mund, du skønneste, der søger mild fred for romerne. For jeg kan ikke udføre mit værk med ro i sindet, og du ædel medus, kan i en tid som denne, ikke holde dig fra tjene fællesskabets sag. For det må være gudernes natur at bruge al deres evige tid på at nyde fuldkommen fred, langt væk og fjernt adskilt fra vores bekymringer. For fri for alt smerte, fri for enhver fare, mægtig i egen fkommenhed, uden behov for os, er de ikke berørt af de gode eller dårlige ting, vi gør. Ret dine lydhøre ører og de tankefulde sind, befriet fra bekymringer mod den sande læger, så du ikke i foragt afviser mine nøje forberedte, gaber til dig, allerede før du har forstået dem. For nu redgør jeg for himlens og gudernes orden og afsløer tingens første begyndelser for jer, hvorfra naturen skaber, bevarer og forøger alle ting, og hvor til naturen opløser dem, når de går til grunde. Det, som vi i digte har valgt at kalde for stof, skabende legmer eller tingens kim, og også benævner med ordene de første begyndelser, fordi alt opstår og består ud fra dem, de første. En gang lå det menneskelige liv i sølet skændigt trod under fode af religionens vægt, som viste sit skræmme ansigt og troede de dødelige fra den himleske sfære. Det var en græker, der først vovede at rejse sig og rette sine dødelige øjne opad i trods. Ham kunne historier om guder, lyn eller himlens, troende torden ikke holde tilbage, tværtimod ikke de hans modige sind, så han som den første sparkede naturens porte op på vid gab. Altså vandt sindeds levende kraft, og han rejste langt ud over verdens flammende mure og vandrede gennem det eneløse i tanke og ånd. Sejrne bragte han viden tilbage om, hvad der kan opstå og hvad der ikke kan, kort sagt efter hvilken lov hver tings magt har grænser og sin dybt festnede grænsesten. Dermed blev forholdet vendt om, religionen ligger knust under vores fødder, og sejren løfter os til himmelsk højde. Men én ting frygte jeg i alt dette, at du måske vil tro, at du nu følger en ugudelig tankegang og er slået ind på forbrydelsen bane. Tværtimod. Alt for ofte har religionen været forbryderisk og ugudelig. Sådan var det ved aflis, da grækernes ledere, de bedste blandt mændene, med i Fianassets blod skændigt besudede jomfruen triviles alter. Så snart offerbåndet var lagt om hendes uskene hår, og bændlerne faldt symmetris ned om hendes kender, og hun så sin far stå sørgen foran alteret, mens tjenerne ved hans side skjulte den skarpe kniv, og borgerne brst i tårer ved sygnet af hende, sank hun stum af rejsel i knæg og faldt til jorden. Og det hjælp ikke den ulykkelige pige i dette øjeblik, at hun havde været den første, der kaldte kongen far. Hun blev løftede af mands hænder og førte til alteret, ikke for at blive mødt af det rungne bryllupsråb når den højtidelige ceremoni var ført til ende, men så den uskyldsrenne pige urengt skulle slagtes. Fælde på dagen for sit bryllop af sin egen fars hånd. Alt dette for at flåden kunne få en lykkelig afrejse, så egen ondskab kunne religionen gøre muligt, også du ved en dag måske blive overvælet af profeter med deres skræmme tale og ved vende os ryggen, for de kan sagtens opdægte så mange drømme, som hvis du tror dem, vil omstyrte dit livs principper og med frygt forvandle din lykke til den rene forvirring? Hvis mennesker så, at deres ledelser har en slutning, at der ikke findes nogen evige pige, ville de finde styrke til at stå imod religionens og profeternes trusler, men som det er nu, har de intet at stå imod med, fordi døden fører frygten for evig straf med sig. For mennesker ved ikke, hvad sjælens natur er, fødes den eller snier den sig ind, mens vi bliver født. Går den til grunde med os, revet i stykker af døden, eller drager den ned for at se århuss skygger og øde dyb. Eller vandrer den ved guders hjælp over i andre dyr, som Ennis sagde. Han var den første, der bragte en krans af evigt løv ned fra det skønne helikon og fortjent vandt ry blandt alle Italiens folkeslag. Ikke desto mindre fremstiller Ennius udødeligt i sine vers, at der virkelig findes egne ved Akeron, hvor hverken vores sjæle eller legmer bliver tilbage, men kun en slags underligt blege skyggebilleder. Han fortæller, hvordan Homers evigt levende form ste frem for ham fra dette sted og fælledede tårer, mens den i ord fremlagde tingens natur. Derfor må vi sandt forklare de himmelske forhold og forstå, hvordan solens og målens baner forløber, og ved hvilken kraft tingene på jorden sker. Vi må også med omhu og skærpet fornuft afklare, hvor sjælens og sindeds natur stammer fra, og hvad det er, der møder sindet og skræmmer os, når vi i våne og syge eller ligger begravet i søvn og synes at høre og se mennesker ansigt til ansigt skøntige døde, og deres knogler hviler i jorden. Jeg ved det godt, det er vanskeligt at kaste lys over grikernes dunkle fund i latinske vers, især fordi vi må bruge nye ord om mange ting på grund af vores sprogs fattigdom og emnets nyhed. Men dit hver og det venskab, jeg glædes ved, lad mig bære enhver byrd, hvor tung den er, og driver mig til at holde vagt i nattens klare ro, mens jeg søger efter de rette år og det rette digt, hvor med jeg endelig kan tende et lys for dit sind, så du kan se dybt ind i tingens skjulte natur. Derfor må sin frygt og mørke splintres, ikke af solens stråler og dagens lysende pige, men af naturens ydre skikkelse og indre lov. Vi begynder dermed med dens første sætning. Inet bliver til af intet ved guddomligt indgreb. Grunden til, at frygt i den grad hersker over dødelige, er, at de ser mange ting ske på jorden og i himlen, hvis årsagsforklaringer de på ingen måde forstår, og derfor tror de, at de sker ved guddomelig kræft. Når vi først indser, at slet intet kan skabes af intet, vil vi mere klart kunne se, hvad vi søger, hvor fra hver ting skabes, og på hvilken måde alle ting sker uden guddomigt påbud. For hvis ting blev til af intet kunne en hver slags ting fødes af alle ting, og intet ville have behov for et kim. Mennesker kunne spige frem af havet uden videre, og fisk af jorden, og fugle kunne udklækkes i himlen, kvæg og andre husdyr og alle former for vilddyr ville bebo både mark og ødeland født på må og få. Træerne ville ikke bestandigt bære den samme frugt, men skifte og alle træer kunne bære alt slags frugt, for tingene havde jo ikke hver deres skabende legmer. Hvordan kunne hver ting, der have en mor, der står fast. Nej, efter som alle ting skabes af deres særlige tim, fødes hver ting og når helt ud til lysets kyster fra kilden til tingens første lemer og stof, og derfor kan alle ting ikke fødes af alle ting, fordi der i bestemte ting er en særskilt kræft til stede. For hvorfor ser vi roser om foråret, korn i sommerheden og vinranker bryde frem, når efteråret kalder? Er det ikke fordi alt, hvad der skabes, bliver synligt til sin egen tid, når de rette kim har samlet sig, mens gunstige årstider er nær og den levende jord trygt før tingene spæde begyndelser mod lyset. Hvis de blev til af intet, ville de pludselig springe frem på et hvert tilfældigt tidspunkt og i de gale moneder. Da der jo slet ikke fandtes nogen første begyndelser, som kunne holdes fra at forene sig på den forkerte tid. Og desuden, tingene ville ikke kræve tid til at vokse, til at kim kunne samles, hvis de kunne opstå af intet, for spadbørn ville pludselig blive unge voksne, og træer ville skyde op ad jorden på et øjeblik. Men intet af dette sker, det er klart, eftersom alt vokser lidt efter lidt, som ventede fra de rette kam, og bevarer sin art, mens det groor. Forstå således, at hver ting vokser og næres af sit eget stof. Desuden kan jorden uden parlidelig regn hvert år ikke frembringe sine glædesbringende afgrøder og de levende væseners natur kan uden føde, hverken videreføre sin slægt eller værende om sit liv. Derfor bør du vide, ligesom år deler bogstaver, deler mange ting de samme elementer, og inging kan være til uden de første begyndelser. Og hvorfor skaber naturen ikke mennesker så store, at de kunne væge gennem havet til fods, rive vældige bjerge op med de bare hænder og sejrer over tiden gennem mange slægters led, hvis ikke fordi hver ting er tildelt et bestemt stof til deres vækst, som afgør hvad der kan opstå. Man må alts indse, at intet kan opstå af intet, efter som tingene har brug for et tim, hvorf de alle, når de skabes, kan føres frem i luftens milde vinde. Endelig er dyrket jord bedre end den, der ikke er dyrket, for den giver bedre afgrødder, når den passes af os, hvilket gør klart, at tingene skim findes i jorden, som vi vækker til live, når vi vender de frugtbare knoldle og arbejder mulden op fra dybet med ploven. Men fandtes der ingen første tim, ville du se alt blive til af sig selv uden vores slid og langt bedre. Der næst dette, naturen opløser hver ting i de dele, den kom af og gør ikke tingene til intet. For var noget forgængeligt i alle dets dele, ville hver ting forgå ved pludselig at blive revet bort for vores øjne, for så var ingen kraft jo nødvendigt til at sprænge en ting dele og bryde den sammenhæng op, men da hver ting er sammensat af evig kim, lad naturen ingenting gå synligt til grunde, uden en kræft, der hamrer tingen i stykker med slag eller trænger ind gennem de tomme rum og opløser den? Og hvis tiden forterede alt, som den tærer med alder, og åd alt stoffet op, af hvad skulle Venus så genskabe de levende arder, og hvordan skulle de næres med passende føde, så de kunne forøges af den køndige jord, når de igen er skabt. Hvor fra skulle indre kilder og ydre floder forsynende havet, hvor fra skulle selve himlen næres sine stjerner? For den uendelige tid, der gået og de svundne dage, må uden tvivl have forteret alt med forgængelig form, men hvis der i alt den forgange tid har været stof, hvor af denne sum af ting bygges op igen og består, så har det uden tvivl en natur, der ikke kan dø. Derfor kan ingen ting vende tilbage til intet. Desuden ville den samme kraft og årsag udslæte alt, hvis ikke et evigt stof holdt det sammen, mere eller mindre tæt sammenflettet i sine bånd. Blot en let berøring ville være dødsårsag nok, for så ville intet jo have et evigt legeme, hvis væb kun en kraft kunne løse op. Men da de første begyndelsers bånd er forskellige, og da stoffet er evigt, består tingene slemmer intakte og hele, indtil de møder en kræft, der har styrke nok til at rive deres væb i tun. Alts vender ikke én eneste ting tilbage til intet, men alt der splittes, vender tilbage til stoffets lemer. Til sidst regnen forsvinder, når fader himmel lader den falde ned i moder jordens skød. Agrødder skyder frem, og træernes grene grønnes, mens træerne selv vokser og tynges af frugt. Her næres vores og dyrnes slægt. Herad ser vi glæde byer blomstre med børn og fruige skove fyldt af unge fugles sang over alt. Herad ser vi de mette kvæg, tunge af fedeme, lægge kroppene ned på det fruige græs med deres ybere drøbende af skinnende mælk. Heraf springer det nye afkom i græset og leger beruset af mælken på usikre ben. Således forgår alt det synlige aldrig helt, for naturen genskaber én ting af en anden, og føder kun noget med hjælp fra en andens død. Vel da jeg har vist, at ting ikke kan skabes af intet, og at de, når de først er skabt, ikke kan blive til intet, så lader mig, for at du ikke alligevel begynder at tvivle, fordi du ikke kan se tingens urstop med dine øjne, minte dig om, at der findes skjulte lemmer, som ubetviveligt er i tingene, selvom de ikke kan ses. For det første, når vindens kraft pisker, slår den mod havet, splitter skyerne og vælger vældige skibet. Snart far den hen i en vjovlende storm og falder, de største træer ud over sletterne, rammer tænderne med skovsplindrende stød, og havet selv raser da med skingræb og dybe truende brøl. Der findes derfor usynlige legner i vinden, som fejer hen over hav og land og himlens skyer, slår mod dem og river dem op i en pludselig virv, strømmer afsted og fører ødelæggelse med sig, som vandet gør, når det splede natur rives med i en flod, svulmet op af kraftige regnskør. Når vældige mængder fra bjergernes højder stød til i et styrt. Knækkede grene og hele træer bliver ført med, selv ikke kraftige broer kan stå imod vandet det fremadvælgende vands pludselige kraft. Pisket op af den voldsomme regn, slår det mod pæle, det skaber et brølende kaos og roller vældige sten under bølgerne og styrter mod alt der spærrer dit sløb. Således må også vindens stød føres af sted, og når de har bredt sig ud, hvor hen det så er, som en mægtig flod skupper de til alt og styrter frem med stød på stød og af til i en snående virvl, griber de tingene og fører dem bort i en virvlende storm. Derfor, jeg sig det igen, vinden har usynlige læmer, eftersom de i gerning og virkning kan måle sig med mægtige floder, og flodernes læmer kan ses. For det andet mærker vi tingens forskellige lugte, men vi ser aldrig lugtende noget hen til vores næse. Vi har ikke de senser i øjnene, varme ser vi ikke, guld kan vi ikke fatte med blikket og stemmer heller ikke. Men alt dette må alligevel være legemeligt af natur, siden det kan sætte sanseorganerne i bevægelse, for intet kan røre eller røres uden at være et legme. Kæder, der hænges op ved strandens vandkant, bliver fulde af fugt, men tørre udbredt i solen. Dog ser vi verken, hvordan fugten lagde sig, eller hvordan den blev drevet ud af varmen igen. Altså spreddes veden i så bitte små mængder, at øjet på ingen måde kan se dem. Når solen år efter år foretager sin vandte rejse, sledes en fingerring tyndere nederst. Vandråbernes falg udhuler sten og bondens krumme jernplog svinder umærkeligt ind, og vi ser, at folks fødder hver dag slider på brolækningens sten, og nær byens porte rækker bronzestatuer deres højre hænder frem, gjort tynder af gående hyppige berøring og hilsen. Vi ser altså, at tingene menneskes, fordi noget slides bort. Men synede under os ikke at se, hvilke legmer der bevæger sig væk fra ting i et givet øjeblik. Endelig alt hvad tid og natur lægger til tingene umærkeligt, og som får dem til at vokse, som de skal, kan intet blik se, hvor meget det stænger sig af. Og heller ikke, når ting elles ved tidens tæning, eller når klipper ved havet ædes af forterende salt, kan du se, hvad de i færd med at miste i nuet. Altså driver naturen sit værk med usynlige lemmer. Men alle ting holdes ikke tæt pakket sammen af legets natur, for der er tomrum i tingene. At forstå dette vil gavne dig på mange måder. Det vil forhindre dig i at flakke om i tvivl og søge efter virkelighedens natur, og i at mistro mine ord. Derfor findes et urligt sted, der står tomt. Tingene kunne ikke bevæge sig uden tomrum, for legets opgave at stå i vejen og hindre, ville altid og alle vegne gæld for alting. Altså ville intet kunne bevæge sig fremad, for intet ville give det første tegn på at vide. Men vi ser gennem hav og land og himlens højder, at mange ting bevæger sig på mange måder og på forskellig vis, fandtes der ikke tomrum, ville disse ting ikke blot savne og mangle deres restløse bevægelse, men slet ikke være blevet til, da stoffet overalt ville ligge stille tæt pakket sammen. Desuden, hvor massive tingene end synes at være, kan du alligevel se, at deres stof er væbet løst. I klipper og grotter stiver vandets flydende fugts igennem og pipler ud, så alt står græder. Føden fordeles ud i hver del af dyrets krop, træet vokser og bære frugt i rette tid, fordi føden bæres ud gennem alle det stele, fra dybe rødder op gennem stamme og grene. Stemmer rejser gennem mure og lukkede rum, og stivnende kulde trænger ind i knoglernes mag. Intet af den slags ville du se gå for sig uden tomrum, hvor lemer kan passere. Og videre, hvorfor overgår nogen andre i vægt, skønt de slet ikke er forskellige i størrelse? For hvis der er lige så meget leme i en kugle ud som i en kugle bly, skulle man tro, at de vejer det samme, da det er legnets opgave at presse alt nedad. Tomrummets natur er derimod at bestå uden vægt, altser det, der er lige stort, men varjes lettere, uden tvivl, at det rummer mere tomrum i sig, mens det tungere erklære, at der er mere legeme, og at det indeholder langt mindre af det tomme rum. Altså har vi fundet, hvad vi med skærpede tanke har søgt, med sikkerhed findes det, vi kalder tomrum i tingene. En ting må jeg huske at advar om i denne sag, så ingens forkerte påstand før dig på bildspor. Nogen siger, at vandet vir for de skældede væsener og åbner flydende stier, fordi fiskene bag sig efterlader et rum, hvor det vigne vand kan samles. På samme måde, siger de, kan andre ting bevæge sig, indbyrdes og byte plads, selvom alt er fyldt. Men det er helt igennem en fejlagtig slutning, for hvor hen skulle de skillede væsener svømme, hvis vandet ikke giver plads, og hvor hen skulle bølgerne kunne vige, når fiskene ikke kan komme frem? Altså må enten alle legmer berøves bevægelse, eller det må indrømmes, at tomrum er blandet i tingene, hvor fra hver ting får sit første afsæt til at kunne flytte sig. Endelig, hvis to brede flader pludselig adskilles, efter at have været forenet, må luften nødvendigvis fylde alt det tomrum, der åbner sig mellem dem, hvor hurtigt luften endstrømmer sammen fra alle sider, ville hele rummet alligevel ikke kunne fyldes på én gang, for først må luften n frem til et sted, så til det næste, og sådan videre lidt efter lidt indtil alt er fyldt. Men skulle nogen mene, at det sker, når flæderne skilles, fordi luften trækker sig sammen og bliver tæt, tager han fejl, for der opstår et nyt tomrum, som ikke var der før, og et gammelt tomrum fyldes, og luften kan ikke fortættes på en sådan måde, og selvom den kunne, ville den dog ikke uden tomrum kunne snørre sig sammen og samle sine dele til et. Hvor mange indvendinger du inde forsøger dig med, må du alligevel indrømme, at der er tomrum i tingene. Og ved at fremføre mange argumenter for dig, kan jeg skabe tillid sammen til mine ord. Disse små spor er nok for et skarpt sind, og med dem kan du finde resten på egen hånd, for ligesom hunde ofte finder vor dyr, der strejfer i bjergende, har sit levdækkede leje, så snart de først har fået fat i et sikkert spor, sådan kan du selv fra det ene til det andet, i sådanne sager trænge ind i hvert mørkt skjul og trække sandheden frem og ud i lyset. Men hvis du vider blot en smule fra opgaven, så kan jeg love dig dette helt klart med os. Så stor drag fra dybe kilder, vil min søde tunge øse frem og vælte ud af mit velforsynede sind, at jeg frygter, at alderdommen vil krybe gennem vores lemmer og løse livets bånd i os begge, før hele den rige forsynning af argumenter i mit digt om blot et enkelt punkt flyver gennem dine øer. Men for at vække videre på det stof, jeg var i gang med, universets natur, som den er i sig selv, består af to ting, for der er læmer og der er tomrum. Lemmerne er i tomrummet og bevæger sig frit omkring. Almindelig sansning viser i sig selv, at lemmerne findes. Hvis ikke tilliden til sansningen holder og står fast, vil vi i de skjulte ting ikke have noget at henvise til, når vi vil bevise noget som helst med sindets tænkekraft. Og deræst fandtes der ikke sted og rum, altså tomrum, ville læmerne aldrig have et sted at være, og slet ikke kunne bevæge sig nogen vegne. Det har jeg jo allerede vist dig ovenfor. Derudover findes intet du kan nævne, som er adskilt og afsundret fra læmer og fra tomrummet, og som kunne vise sig at være en tredje slags natur. For hvad der ind findes, må det være noget i sig selv med en vis udstrækning, stor eller lille, så længe det til. Hvis det er underlagt berøring, hvor lille og let den er, må det tilles blandt læmerne og høre til helhedens sum. Men er det uberørligt, og intet nogen steder stopper noget som helst i at bevæge sig frit igennem det, så er det jo det, vi kalder det tomme tomrum. Desuden, hvad der findes for sig selv vil virke på noget, eller må selv tåle, at andre ting virker på det, eller være sådan, at ting kan findes og bevæge sig i det. Men intet kan virke eller blive virket på uden Leme, og intet kan give plads uden at være tomrum og tomt. Altså findes der ud over tomrum og lemmer ingen tredje natur, der består for sig selv blandt tingene, som nogensinde kunne komme i kontakt med vores senser, eller som nogen kunne gribe med sindets tænkekræft. For alt hvad der har navn, vil du enten finde af enskaber ved disse to ting, eller blot hændelser, der er sket eller sker. En enskab er det, der aldrig kan løsriges og adskilles uden en dødbringende opløsning, som vægt er forsten varme for ild, det flydende for vand, berørbarhed for lemmer og uberørbarhed for tomrum. Slaveri derimod og fattigdom og rigdom, frihed, krig, fred og andre ting hvis komme og forsvinder tinges naturblir, som den er, plejer vi med regtig at kalde tilfældige hændelser. Tiden findes heller ikke for sig selv, at tingene selv opstår en fornemmelse af, hvad der sker i fortiden, hvad der vender os nu, og hvad der følger siden. Ingen fornemmer, må vi indrømme tiden i sig selv erskilt fra tinges bevægelse og deres stille vilje. Når man siger, at tyndags datter blev røvet, og at trojanerne blev kuget i krig, må vi vogte os for ikke at tro, at disse ting findes for sig selv. Blot fordi den tid, der er forbi, og ikke kan kaldes tilbage, har taget de slægter af mennesker, hvis hændelse det var. For hvad der er sket, kan kaldes en hennelse, knytet til mennesker eller til de steder, hvor det er sket. Have der ikke været stof til tingene og heller ikke et sted og rum, hvor i alt udspiller sig, ville flammen af kærlighed til Tynderivsets smukke datter, der blussede op i Alexandres frygiske hjerte, aldrig have antendt den vilde krigs glødende kampe, og aldrig ville træhesten, som åbnede sig om natten, have sat perkamad i brand og født grebere. Alt dette viser dig, at alt hvad der er sket, ikke består og findes for sig selv som et leme, og heller ikke er til på samme måde som tomrum, men snarere med rette kan kaldes en hændelse, kyttede til læmer og det sted, hvor i tingene sker. Læmerne er dels tingens første begyndelser, dels de ting, der dannes ved sammenføjning af dem. Men tingens første begyndelser kan ingen kræft lægge øde, for med massive lemmer sejrer de til sidst. Og dog synes det svært at tro, at noget med massivt leme kan findes blandt de ting, der er til, forlynet fra himlen baner sig vej gennem husernes muer, ligesom råb og stemmer, hjern gøder vidt i ilden, og sten springer i tu i den voldsomme varme, guldets dædige hård svækkes og flyder i heden, og broncens is besejres af flammen og smelter. Varme og kulde trænger gennem et bære af sølv, for begge dele mærker vi, når vi løfter det højt i hånden og en væske hældes i ogvenfra. Så meget tyder på, at tingene ikke er massive. Men fordi fornuften og tingens natur tvinger os, så bliver hos mig til at med få vers forklarer, at der findes ting med massivt og evigt legeme, som vi viser af tingens kim og første begyndelser, hvor fra hele den skabte sum af ting nu består. Først efter som de to slags natur, vi taler om, har vist sig at være helt og aldeles forskellige, nemlig læme og det sted, hvordan tingene sker, må de være i og for sig selv og ikke blandet. For hvor der er ledet rum, det vi kalder tomrum, der er intet legme, og hvor et legeme er, der vil der aldrig nogensinde være tomt rum. Altså er de første lemer massive og uden tomrum, og da der findes tomrum i de skabte ting, må der være massivt stof rundt om det, for intet kan i sandhed vises at skjule tomrum i sit legme og rumme det indeni, med mindre det holddes inde af noget massivt. Og det kan ikke være andet end en samling af stof, som kan rumme tomrummet i tingene. Stoffet, der består af et massivt leme, kan altså var evigt, mens alt andet opløses. Fandtes det, vi kalder tomrum ikke, var alt massivt, og omvendt fandtes der ikke bestemte lemmer, som fylder de steder, hvor de optager pladsen ud, vil alt det der er være øde rum og tomt. Altså væksler lemme og tomrum klart adskilt, for universet er hverken helt fyldt eller helt tomt. Der findes altså bestemte lemer, som kan skille det tomme fra det fyldte rum. Disse lemer kan ikke knuses af slag ud fra, og de kan ikke gennemtrænges inde fra og travles op, de kan heller ikke angribes og svækkes på anden vis, sådan som jeg viste dig for lidt siden. For det er klart, at med mindre en ting har tomrum i sig, kan den ikke knuses, brækkes eller skæres over i tog, og den kan ikke optage vand, stivende kulde og gennemtrængende ild, hvor med alt går til grunde. Og jo mere tomrum en ting rummer i sig, desto mere angribes den indefra og svækkes. Altså, hvis de første legmer er massive, og uden tomrum, sådan som jeg har vist, må de nødvendigvis være evige. Desuden hvis stoffet ikke var evigt, ville alt for længst være opløst fuldstændigt til intet. Og alt det, vi ser, ville være genfødt af intet, men da jeg ovenfor har vist, at intet kan skabes af intet, og at det skabte ikke kan kaldes tilbage til intet, må de første begyndte så have uforgængelige lemmer, hvori alle ting kan opløses i deres sidste stund, så der skaffes stof til at danne tingene på ny. Alts findes de første lemmer i massiv enkelhed, for kun sådan kan de bevares uskæt for evigt, og fra uendelig tid genskabe tingene. Hvis naturen desuden ikke havde sat nogen grænse for tingens opbrud, ville stoffets lemmer nu være bragt så langt ned af fortidens nedbrydning, at intet undfanget af dem fra et givet tidspunkt kunne frem til sin alers fulde vækst. For vi ser, at hvad som helst kan opløses hurtigere end det kan dannes på ny, derfor, hvad den uendelige række af svundne dage havde brudt op indtil nu ved at nedbryde og opløse, kunne aldrig skabes igen i den tid der er tilbage. Men der er sat en bestemt grænse for opbrudet, og den står fast, for vi ser, at hver ting genskabes, og at der findes en fastsat tid for hver slags ting, hvor i de kan nå deres fulde modenhed. Selvom stoffets lemer er fuldstændig hårde, kan vi stadig forklare, hvordan alt det bløde, luft og vand og jord og ild bliver til, og af hvilken kræft det føres af sted, når man forstår, at tomrum er blandet ind i tingene. Men omvendt, hvis tingene første lemer var bløde, kunne man ikke forklare, hvor fra hård flint og jern blev til, for naturen som helhed ville slet ikke have et grundlag, som den kunne begynde fra. Alts er de første lemer stærke i deres enkelhed, og presses de tættere og sammen kan alt fordes stramt og snørres tæt og vise imponerende styrke. Desuden, selv hvis der ingen grænse var sat for lemernes brud, hvor det der stadig findes lemmer af hver eneste slags ting, som altid har været, og som endnu aldrig er ramt af noget slag. Men da de udstyret med en skrøbelig natur, er det ulogisk at tro, at de kunne overleve altid, når de gennem tiderne er ramt af utallige slag. Da der dernæ er sat en grænse for hver slags ting, en grænse for at holde sig live, og en grænse for vækst, og da det er fastlagt, hvad en ting kan, ifølge naturens love, og hvad den ikke kan, ifølge samme ordning, og der intet forandres, men alt forblir så konstant, at alle de mange forskellige fugle, der findes i deres orden bære ardens mærker på kroppen, måtte uden tvivl også have et legme af uforandrligt stof. For hvis tingene første begyndelser på nogen måde kunne overvindes og forandres, ville det være uvidst, hvad der kan blive til og hvad der ikke kan, kort sagt efter hvilken lov hver ting har sin magt afgrænset og sin dybt festnede grænsesten, og slægterne kunne ikke så ofte gentage forældrenes natur, adfærd, lebevis og bevægelser. Da der dernest findes et yderste punkt på hvert leme, som vores sanser ikke længere kan skæne, af det punkt uden tvivl uden dele og har den mindst mulige natur, det fandtes aldrig adskilt for sig selv og vil aldrig siden stå alene, da det selv er en første og eneste del af noget andet. Den ene mindste del efter den anden i tæt kolonne fylder på ræg og række legs natur helt ud. Da disse punkter ikke kan findes for sig selv, må de sidde fast, så de på ingen måde kan rives løs. Altså findes de første begyndelser i massiv enkelhed, tæt pakket og fast bundet i deres mindste dele. De blev ikke samlet ved en sammenføjning af dem, men er tværtimod stærket i kraft af deres evige enkelhed, og fra dem har naturen, der bevarer tingene skim, aldrig tilladt, at noget blev revet bort eller forminsket. Hvis der desuden ikke fandtes et mindste, ville selv de mindste legmer bestå af et endeløst antal dele, for der ville halvdelen af en halvdel altid have en halvdel, og intet ville sætte en grænse. Hvad forskel ville der så være mellem tingene sum og den mindste af ting? Ingen, for selvom hele summen af ting er fuldstændig uendelig, ville de mindste ting alligevel være sammensat af uendeligt mange dele. Men da den sande fornuft råber imod og nægter, at sindet kan tro det, må du give efter og indrømme, at der findes ting, der slet ingen dele har, udstyret med en mindste natur, og da de findes, må du også indrømme, at de er massive og evige. Hvis naturen, tingene skaber, havde for vane at tvinge alt til at opløses i sine mindste dele, vil den ikke kunne skabe noget af dem igen, fordi ting, der ikke består af nogen dele, Ikke kan have det som frembringende stof må have forskellige forbindelser, vægt, slag sammenstød og bevægelser, hvor igennem alt sker. Derfor de, der mener, at tingene stof er ild, og at tingene som består af ild alene, har tydeligt fjernet så langt fra den sande fornuft. Herakit var den første, der gik i kamp som deres fører, berømt for sit dunkle sprog mere bland de tomgernede, end blandt de tænksomme grækere, der søger sandhed. For domme folk beundrer og finder størst behag i alt hvad de tror ligger skjult bag for drejede ord, og de mener, at det, som kære øret, sminket med en dejlig klang af den grund af sand. For hvordan kan tingene være så forskellige, hvis de er skabt af ild alene og intet andet. Det ville ikke hjælpe, at ilden blev tæt eller tynd, hvis den dele var skabt af samme stof, som selve ilden er betragtet som helhed. For heden blev stærkere presset sammen og svagere, når de blev trukket fra hinanden og spredt. Ud over dette kan man ikke foreste sig noget ske under sådanne vilkår, langt mindre end mangfoldighed af ting så stor, opstået alene af ild, tæt eller tynd. Hertil, hvis de forstod, at tomrum er blandet i tingene, så vil ilden faktisk kunne blive tæt eller tynd, men da de ser, at meget der ville modsige dem selv og virer fra at lade rent tomrum findes i tingene, og af frygt for den stejle vej mister de den sande. Og de ser igen ikke, at hvis tomrum fjernes fra tingene, bliver alt presset sammen, og ét legeme dannes af alt. Sådan et legeme kunne ikke sende noget fra sig, mens den varmende ild jo udsender hede og lys, så du ser, at ilden ikke er bygget af tætpakkede dele. Men hvis de tilfældigvis tror, at ilden på anden vis kan slukkes, når den indgår i ting og skifte sit stof, så forsvinder al varme fuldstændigt i intet, og alt hvad der skabes, ville opstå af intet, med mindre en del af den bevares, som den var, for hvad der forandres og forlader sine egne grænser, det er straks døden for det, der før var. Derfor må noget i tingene bevares uden tab, ellers ville du se alt vendde fuldstændigt tilbage til intet, og af intet ville forrådet af ting genfødes og tribes. Nu, da der findes visse helt faste legmer, som altid bevarer det helt samme væsen, og hvis kommen og gåen og ændrede orden for tingene til at ændre natur, når de skifter plads, kan du vide, at tingens byggesten ikke er ild. For det ville ikke gøre forskel, at dele skildte sig ud, og andre kom til, og ad og andre ændrede orden, hvis de alle stadig beholdt iddens natur. For hvad de end skabte, ville på alle måder være ild. Jeg mener, sandheden er, at der findes visse lemer, hvis møder, bevægelser, orden, stillinger og former skaber ild, når deres orden ændres, ændres tingens art, og de ligner hverken ild eller nogen anden ting, som kan udsende læmer til vores senser og berører vores følelsans gennem kontakt. At hævde, at alt er ild, og at intet virkelig findes blandt tingene undtagen netop ild, som denne mand gør, virker fuldstændig galt, for han kæmper imod senserne med sanserne selv og undergraver den grund, hans meninger hvilder på, og kilden til hans viden om den ild, han nævner. For han stoler på, at sanserne kender ilden, men ikke andre ting, der er lige så klare. Det forkommer mig både tåbeligt og skørt. Hvad andet skulle vi måle med? Hvad er mere sikkert end sanserne, hvor med vi skæner sandt fra falsk? Og hvorfor fjerner alt andet og kun beholde ilden, man kunne lige så godt nægte netop ilden og lad alting udgå fra noget andet i stedet. Begge dele er, ærligt talt ligeestort galskab. Derfor de, der mener, at tingene stof er ild, og at tingene sum kan bestå af ild, og de, der har gjort luften til det første princip for tingene skabelse, og enhver, der har ment, at vandet alene skaber tingene, eller at jorden frembringer alt og forvandles til alle tingens natur. De synes at være fjern fra, hvad der er sandt. Læg der til dem, der fordober tingens første begyndelser ved at forje luft til ild og jord til vand, og dem, der tror, at alt kan udvikle sig af fire ting af ild og jord og luft og vand. Fremmest blandt dem er Empedokles fra Akrakas, som en ø fødte inden for sine trekantede kyster. Det joniske havter sig store sving om øen og stænker dem med salt fra sine groggrøgne bølger. I et snævert stæde skiller det rivende hav af Eolens kyster fra Siciliens grænser. Her er den ødelæggende karøbis, og her troer etnas rumlen med adder samlet sin ilds brede, så dens vælge igen kan spyge flammer ud af sit gab og adder slynge ilsby mod himlen. Skøn denne egn synes stor og vidunderlig for menneskers slægter og siges og være værd og se rig på goder og værnet af stærke mænds magt, har den næppe rummet noget mere fremragende, mere ophøjet, forunderligt og dyrebart end denne mand. Ja digtene fra hans guddomige sind over højt og fremlægger hans fremragende opdagelser, så han næppe syntes skabt af menneskelig slægt. Og dog, både han og dem, jeg nævnte ovenfor, langt ringere end ham og mindre på mange punkter, gjorde ganske vist mange smukke og guddomlige fund og gav svar fra sige hjertets inderste helligdom med mere hellighed og langt sikrere fornuft, end tytig, der taler fra Apolloens træfod og laverbær. Men om tingens første begyndelser faldt de sammen, og store, som de var, faldt de dybt og mægtigt netop der. For det første skønt de fjerner tomrum fra tingene, antager de bevægelse, og at tingene er bløde og påøse, luft og sol og ild og jord og dyr og frugt, og dog blander de ikke tomrum ind i disse tingens lemer. For det andet sætter slet ingen grænse for delingen af lemmer og ingen standsning for tingens opbrud, og der findes intet mindste i tingene for dem. Skønt vi ser, at der for hver ting findes det yderste punkt, som fremstår som et mindste for vores senser, så du hera kan slutte, at det yderste punkt i de ting, du ikke kan se, findes som et mindste i dem. Da de også har gjort tingens første begyndelser bløde, ting, som vi ser blive født med forgængeligt legeme, måtte hele tingene sum, nu vender tilbage til intet, og forådet af ting genfødes af intet og tribes. Hvor langt begge dele er fra sandheden, har du indset nu. Dernst er disse elementer på mange måder fjentlige og som gift mod hinanden, derfor, hvis de mødes, vil de enten gå til grunde eller spreddes, ligesom vi, når storm har samlet sig, ser lyn, regn og vindde spreddes. Hvis alt desuden skabes af de fire elementer og alt til sidst opløses i dem igen, hvorfor skal så elementerne kaldes tingendes første begyndelser og ikke omvendt, for de afles skiftevis og skifter farve og hele deres natur indbydes i al evighed. Men hvis du tilfældigvis tror, at ild og jordens legeme og luftens vinde og vandets væske kommer sammen, sådan, at ingen af dem skifter sin natur i forbindelsen, vil du finde, at intet kan skabes af dem, intet levende og intet med livløst legme som et træ. For hver ting i den uensartede håb vil vise sin egen natur, og luften vil ses blandet med jorden og ilden står sammen med vandet. Men de første begynder som må, når de skaber ting nødvendigvis have en natur der skjult og usynlig, så intet kan træde frem, der ville modarbejde og hindre det skabte, i at kunne findes med sin egen karakter. Desuden begynder de fra himlen og dens ild og hævder, at ilden først forvandler sig til luftens vinde, og at der så frembringes regn, og at jorden skabes af regn, og at alt forvandles tilbage igen fra jorden, først vand, derefter luft og til sidst hede, og at disse ting aldrig holder op med at skifte, indbyrd, men vandrer fra himmel til jord, fra jord til verdens stjerner. Det burde de første begyndelser aldrig gøre, for noget uforandrligt må nødvendigvis bestå, så ikke alt skal vinde fuldstændig ind til intet, for hvad der forandres og forlader sine egne grænser, det er straks døden for det, det før var. Derfor, da de ting, jeg lige har nævnt, undgår forandring, må de være sammensat af andre ting, der aldrig kan forandres, ellers vil du se alt vendde fuldstændigt tilbage til intet. Hvorfor ikke hellere antage visse legmer, der når de først har dannet f.eks. ild, kan tage nogle få fra og får nogle få til, ændrer orden og bevægelse, og så danne luftens vinde og på den måde forvandles til alle andre ting. Men, siger du, det er åbenlyst, at alt næres og vokser fra jorden op i luftens vinde, og med mindre vejret i rette tid skænker sin regn, så træerne svarer, når skyerne smelter, og med mindre solen nærer og varmer dem, kan afgrød træer og dyr ikke vokse. Ja, og uden gavn af tør føde og væske, ville vores kød snart finde, og alt liv ville løsne sig fra scener og knogler. Uden skygge af tvivl, bliver vi hjulpet og næret af bestemte ting og andre ting af andre bestemte ting. Ganske afgjort, fordi mange første begyndelser fælles på mange måder for mange ting er blandet i tingene, og derfor næres forskellige ting af forskellige ting, og det gør ofte stor forskel med de samme første begyndelser, hvad de sammen med, og i hvilken stilling og hvilke bevægelser de giver og modtager indbyrdes. For himmel, hav og jord, floder og sol er sat sammen af de samme ting, og det samme er afgrøder træer og dyr, men blandet med andre ting bevæger de sig forskelligt og rundt om i mine vers ser du bogstavernes elementer hver fælles for mange ord, skønt man må indrømme, at vers og ord adskiller sig indbydes i mening og klang. Så meget kan bogstaver udrette med en ændring i orden. Tænkenes første begyndelser bringer flere forskelle i spil, hvorfra alle de mange forskellige ting kan skabes. Lad os nu også undersøge anaksuretses homøomeri, som grækerne kalder det, vores fattige modersmål tillader os ikke at gengive begrebet, men selve sagen er let at forklare med ord. For det første, han kalder tingene homøomeri. Han mener virkelig, at knogler er gjort af små og bitte små knogler, og at kød er gjort af små og bitte små stykker kød, og at blod opstår, når mange dråber blod blandes sammen med hinanden, og at guld kan bygges op af fnuk af guld, og jord vokser af små stykker jord, og ild komme af ild og vand af vand, og han forestiller sig alt andet på samme måde, og dog tillader han ikke, at tomrum findes i tingene, eller at der er en ende på lemmernes deling. Derfor synes han, i begge disse slutninger at have begået de samme fejl, som dem jeg omtalte, ovenfor. Læg der til, at han gør de første begyndelser for svage, hvis de da fortjener navnet. De har jo en natur, der ligner tingene selv og lider på samme måde og går til grunde uden at nået stander deres undergang. For hvem af dem vil holde stand, når de knuses hårdt, og ondslippe døden, når de først er i den skab, ild eller vand eller luft? Hvilken? Blod eller knogler? Ingen af dem tror jeg, når alt vil være lige så fuldstændigt forgængeligt som de tydeligt sandspare ting, vi ser gå til grunde for vores øjne overvundet af en kræft. Men jeg påberåber mig det, vi før har bevist, at intet kan synke ned i intet, eller at der vokse af intet. Da følet desuden øre og nære kroppen, kan vi slutte, at år og blod og knogler må bestå af dele af forskelligt slags. Eller hvis de sig, at alt føde er blandet i kroppen, og i sig selv rummer små læmer af sener og knogler og år desuden og dele af blod, så følger, at alt føde, både tør og våd, må anstage sig være gjort af ting ulige sig selv med knogler og scener og serum og blod blandet i. Hvis desuden alle de læmer, der vokser af jorden, er i jorden, må jorden nødvendigvis være sammensat, af ting ulyer sig selv, som rejser sig af den. Tag et andet tilfælde, og du kan bruge de samme ord, hvis flammen ligger skjult i brændet og røj og aske, må brændet nødvendigvis være sammensat af ting ulige sig selv, som rejser sig af det. Her er der en lille udvej til at undgå opdagelse som anaksagus tog for sig, at han mener, at alt er blandet med alt og forbli skjult, men at den ene ting er synlig, hvis partikler er blandet i størst antal og er mere synlige og placeret helt forrest. Men dette er langt fra den sande fornuft, for så må det også vedekorn, når de knuses under stenens tryggende vægt frigivet spor af blod eller noget af det, der næres i vores krop, når vi knider sten, måtte blodet sigbe ud. På samme måde måtte græs og vand jo også ofte frigive søde dråber med en smag, der ligner den fede mælk fra forerne. Ja, og hver gang jordens knålle smuldres, måtte arder af græs og korn og løv ofte ses ligge skjult, spredt i bitte små dele i jorden. Og endelig når brænde blev brækket op, måtte aske og røg og bitte små flammer ses skjult. Men da det er åbenbart, at intet af dette sker, ved vi, at tingene ikke sådan er blandet i tingene, men snarere, at Kim blandet på mange måder og fælles for mange ting, må ligge skjult i tingene. Men vil du indvende, det sker ofte på store bjerge, at høje træer, der står tæt, gnider mod hinanden, når en stærk sønvind tvinger dem tætte, indtil de bryder ud og blusser op i en flammeblomst. Og dog findes ilden naturligvis ikke i fyretræerne, men der er mange ildkim, og når de fødes sammen ved gidning, sætter de skovene i brand. Hvis der lå fuldt udformede flammer skjult i skovene, ville ilden ikke kunne holde tilbage i et øjeblik, den ville ødelægge skover over alt og brænde lunde af. Ser du nu, som vi sagde for ikke lang tid siden, at det med de samme første begyndelser, ofte er vigtigt, hvad de holdt sammen med, og i hvilken stilling, og hvilke bevægelser de giver og modtager indbyrdes, og at de samme ting med lidt indrede forhold skaber både ild og træ. Sådan er det også med ordene, de samme bogstaver blot bytet en smule om, giver to ord med hver sin lyd og lignum tre. Hvis du nu tror, at alt hvad du ser i de synlige ting kun kan opstå, hvis grundbestanddelene er lavet af stof med samme natur som tingene selv, så går de første begyndelser til grund i din tanke. Det vil få begyndelserne til at ryste af rullende latter, de vil hygde højt og væde ansigt og kvinder med tåret. Kom nu forstå hvad der er tilbage og lyt mere. Jeg ved godt, hvor dunkle disse ting er, men et håb omhæder rammer mit hjerte med en skarp tyrsårsstav og slår samtidig sød kærlighed til muserne ind i mit bryst. Vagt af den med livligt sind vandrer jeg gennem pigernes fjerne egne, hvor ingen har vandret før. Det er en glæde at nå frem til rene kilder og drikke af dem, og en glæde at plukke blomster og søge en strålende krans til mit hoved fra steder, hvor ingen før har hentet sin krans. Først fordi jeg underviser i store ting og frigør vores sind fra religionens nævre bånd. Dær næst fordi jeg skriver så klart et digt om noget så dunkelt, og gør det med musisk øne. Og det ønfugde har jeg gode grunde til. Ligesom læger, når de vil give malort til børn, der værer sig ved det, først stryger bærets ran hele vejen rundt med sød gylden hånding, så det intet anende barn kan narre så langt som til læberne, og barnet imens drikker, den bitre malort til bunds og narret, men ikke død, kommer sig og bliver rask af denne medicin. Sådan vil jeg nu, da denne læger synes for bitter for den, der ikke har prøvet den, og mængden gyser og virker tilbage fra den, forklarer dig den i sødt klingende pirisk sang og smag den til, så sige med musernes hånd. Det har jeg gjort i håbet om at holde din opmærksomhed på mine vers, indtil du indser tingens hele natur og se, hvad form den har. Men da jeg har vist, at stoffets faste lemer ikke kan gå til og flyver evigt omkring, så lad os nu folde ud, om deres antal har en grænse eller e, og det samme med det, der tomrum eller sted eller rum, hvor i alt der kan foregå, foregår. Lad os overveje, om det i bund og grund er begrænset, eller om det strækker sig grænseløst og umådeligt dybt. Al det, der findes, kan ikke være begrænset i retning, ellers måtte det nødvendigvis have et yderste punkt, og et yderste punkt kan slet ikke findes for noget, med mindre der er noget udenfor, der afgrænser det. Så der viser sig et punkt, hvor sansen ikke længere når, da man nu må indse, at der intet er uden for universet, har det intet yderste punkt, og derfor ingen grænse. Det gør ingen forskel, hvor i universet man stiller sig, hvor inden man står, vil man finde universet lige uendeligt og ubegrænset i alle retninger. Anta desuden at hele rummet var begrænset? Hvis nogen løb helt ud til dets yderste grænser, og kraftfuldt kastede et flyvende spyd, foretrækker du da at tro, at det ville flyve derhen, hvor det bliver sendt og fare langt afsted, eller tror du, at noget kunne standse og spære det? For du må indrømme det ene eller det andet. Begge dele afsker din flugt og tvinger dig til at se, at universet strækker sig ud uden grænse. For hvad enten der er noget, der stander spydet, og gør, at det ikke kan nå derhen, hvor det bliver sendt, eller om det flyver videre, så har universet ingen ende. Sådan går jeg frem, og hvoren du forslår at sætte de yderste grænser, ville jeg spørge hvad med spyd? Konklusionen er, at ingen ende på universet kan findes, for den blotte mulighed for flugt forlænger flugten. Tænk der desuden, at hele rummet var lukket inde, afgrænset på alle sider af bestemte grænser, så ville hele verdens forråd af stof for længst, trukket nedad af sin massive vægt, være sunket sammen i bunden over uendelig tid, intet kunne da bevæge sig under himlen. Ja der ville slet ikke være nogen himmel eller sollys, for alt stof ville være dynget sammen i en død masse. Men sådan er det jo ikke, ingen ro er givet de første begyndelser slæmer, for der er slet ingen bund, hvor de kunne bundfælde sig og finde deres plads. Alt føres altid afsted i en uophørelig bevægelse til alle sider og nede fra strømmer nyt stof til, leveret uden ophør fra det endeløse rum. Endelig ser vi, at én ting begrænser en anden. Luften hegner bakkerne ind og bjergende luften, landene afgrænser havet og havede landene, men universet kan intet jo intet steds afgrænse. Stedets natur og afgrundens rum er altså sådan, at ikke engang skinnende lyn kunne løbe igennem det i deres glidende rejse over en evig strækning af tid, eller ved deres rejse gøre, at der bliver mindre tilbage at gå. Så umådeligt et forråd af rum breder sig over alt for tingene uden grænser nogen steder i nogen retning. Naturen sørger desuden for, at tingene som ikke selv kan sætte en grænse for sig selv, men tvinger legemet til at begræses af tomrum og tomrum af legme i en endeløs vekslen. Og selvom kun den ene ikke afgrænses af den anden, vil den alene ved sin blotte natur brede sig uden grænse. Var tomrummet begrænset, kunne tingene talløse tim ikke have et sted at være, og var stoffet begrænset, kunne hverken havet eller landet, eller himlens lyse egne, eller menneske slægten, eller gudernes hellige læmer bestå så meget som en lille brygdel af en time. For forrådet af stof revet løs fra sin forening, ville være opløst og førte sted i det store tomrum, eller ville aldrig være forenet, så det kunne skabe noget, da det i sin spredte tilstand ikke kunne samles. For tinges første begyndelser ordnede ikke sig selv med klog hensigt og et klart formål i deres orden, og aftalte heller ikke, hvad hver især skulle gøre. Men fordi de mange bevæges på mange måder i altet og fra evig tid dribes og ikkees af sammenstød, kommer de ved at prøve alskens bevægelser og møder til sidst frem til sådanne sammenforjninger, som frembringer og opretholder denne sum af ting. Og bevaret gennem mange store år, da den først var kastede ind i passende bevægelser, sørger den for, at floder fylder det grådige hav med strømmenes rige bølger, og at jorden, nærede af solens Hede fornyer sit afkomme, at de levende slægter afles og blomstrer, og at himlens glidende ild lever videre. Det kunne de aldrig, hvis ikke et forråd af stof fra det uendelige erstatte, hvad tiden tog. For ligesom levende væsener uden føde, taber masse og svinder hen, sådan må alt opløses, så snart der ikke længere tilføres stof, fordi strømmen af en eller anden grund hører op. De ydre stød fra de sverende legmer er ikke nok til at holde en hel verden sammen, jo de kan ramme igen og igen og holde noget på plads, indtil mere stof kommer til og fylder helheden op, men under tiden tvinges stødende til at vige og giver de første begyndelser rum til at flygte, så de kan slippe fri og fjerne sig fra deres bånd. Derfor må der igen og igen tilføres meget nyt, og for at også slagene kan være til stede, må forrådet af stof være uendeligt over alt. Hold dig i disse sager langt fra tro medus, hvad nogen sig, at alt søger mod universets centrum, og at verdens natur derfor står fast uden nogen ydre slag, og at top og bund ikke kan opløses i nogen retning, fordi alt søger centret, hvis du ellers skal tro, at noget kan hvele på sig selv. Og de siger, at alle tunge ting, der er under jorden, presser opad og hviler på jorden vendt om, ligesom de spejlbilledere, vi nu ser i vandet, og de hævder, at dyr vandre omkring vendt på hovedet og ikke kan falde fra jorden ned i rummets egne nedenunder lige så lidt som vores kroppe af sig selv kan flyve op i himlen. Og at når de ser solen, betragter vi nattens stjerner, og at de skiftevis deler himlens årstider med os og har nætter lige så lange som vor dage. Men disse falskeder har tomme hoveder godtaget, fordi de greb problemet an med en fordraget tanke, for der ikke være noget centrum, når universet er uendeligt, og selvom der nu fandtes et centrum, kunne intet af den grund hvile netop der, det kunne lige så godt drive et andet sted hen. For alt sted og rum, som vi kalder tomrum, må, hvad enten det er ved centrum eller ej, hvige lige meget for tunge lemer, uanset hvor hen, og der findes intet sted, hvor lemmer, når de når derhen, mister vægtens kræft og står stille i tomrummet, og tomrummet selv kan ikke holde noget oppe, men må følge sin natur og skønne sig at vide. Altså kan tingene slet ikke holde sammen sådan overvundet af længsel mod centrum. Da de desuden antager, at ikke alle legmer søger mod centret, men kun jordens og vandets, havets væde og de store strømme fra bjergende, og det der så siger indesluttede i en jordisk masse, mens de derimod forklarer, at luftens lette vindde og de hede flammer førs bort fra centret, og at hele æderen derfor funkler rundt om af stjerner, og at solens flammer næres på den blå himmels flade, fordi al hede, der flygter fra centret samles der, og træets øverste grene kan slet ikke springe i Løv, hvis ikke næring lidt efter lidt fra jorden tilføres hver enkelt og stige op gennem stammen, så søger der ikke alle ting mod et fælles centrum, for hvad der er let og varmt, det stræber tværtimod bort. Men var der et centrum, som alting søgte med længsel, kunne intet forklare, hvad der giver samlingen på verden, intet bandt den, når først den stele drev mod midten. Derfor må det uendelige rum og de ydre stød værende om verdens mure, så de ikke som flyvende flammer pludselig river sig løs og spreddes i det vældige tomrum opløst derude, og alt det andet følger efter på samme vis, himlens tortende vælvinger styre opad, jorden river sig løs under fødderne på os, og alt i det sammenblandede styrt af ting og himmel opløser sit stof og svinder i det vældige tomrum, så der på et øjeblik ikke er andet tilbage en øde rum og usynlige første begyndelser. For hvilken del du enpeger ud som tom for lemmer, netop den del bliver tingene stør til døden, og gennem den vandrer hele stoffets masse ud, sådan vil du forstå det uden det store besvær. For den ene ting tender lys i den anden, og ingen mørk natær din vej, før du har set naturens dybeste grund. Så klart vil tingene keste lys over ting.

Efterskrift (Om Lucretius og min oversættelse)

SPEAKER_01 1:14:14

I denne efterskrift skal vi først høre lidt om Lukatius og om det Reumat's historie som værk. Derefter fortæller jeg om min oversætte, hvorfor og hvordan jeg har lavet den. Jeg gik et på træt af Lukratius er hurtigt overstået, for vi ved ikke ret meget. Hans fulde navn var efter alt og dømme Titus Lucratius Karus, og han levede i det første århundrede før vores tidsregning, samtidig med Cisserow og Cesar, i en tid, hvor den Romerske Republik var ved at rive sig selv i stykker under borgerkrige. Fødsels og dødsår kender vi ikke med sikkerhed, men han var formentlig født omkring år 99 og død omkring år 55 før 0. Så godt som alt hvad vi tror at vide om hans liv, hviler på nogle få og usikre kilder. Den mest berømte af en kort notits, som kirkefaderen Hironimus, skrev ned næsten 500 år efter Lucratius død. Ifølge ham blev digteren gjort vanvittig af en elskårdskrik, skrev sit værk i sindssyn lyse mellemrum, altså i en risk periode, og tog til sidst sit eget liv. Det er en farverig historie, men nok ikke lige til at stole på, det er tydeligvis en kristen advarsel mod en heddensk digter, der benægte sjældens udødelighed og gudernes indblanding i verden, og lignelsen mellem gudløs filosofi og galskab lå lige for. Udover Heronimus har vi kun ganske lidt. Cicerow nævner hverket i et brev til sin bror og roser det for både poetisk kunst og filosofisk skarphed, et videnbyrd, der samtidig antyder, at nogen sørget for at udgive digtet efter Lukratus død, måske netop Ciserow selv. Hverket virker ufuldt, det slutter bræt, nogle passager står tydeligvis ufærdige, og der findes spor af, at digteren ikke nåede at budse det hele færdigt. Hverket overlevede antikken med nød og næppe. Efter kristendommens sejr havde ingen grund til at producere afskrifter af et, der lærte, at guderne er ligeglade med os, at sjælen dør med kroppen, og at der ikke findes noget efterliv at frygte eller håbe på. I århundred lå det Reum Natura så godt som glemt, kendt kun navn gennem lysrevne citater hos andre forfattere. Så i vinteren 1417 gjorde en italiensk boggæger ved navn Pokio Bragiulini et fund. Bragiulini var tidligere pævilig sekretær, nu uden embedet, og han brugte sin frihed til at gennemsøge klostrendes biblioteker efter glemte antikke tekster. I et kloster, sandsynligvis var det Fulda klostret i Tyskland, fandt han et enkelt håndskrift af Lucratius's digt. Han fik det afskrevet og sendt til en ven i firence. Dermed var værket tilbage i verden efter mere end tusind års tagshed. Tænk lige på det. Før Brag Julini fandtes der måske ikke mere end et par kopier i hele verden, og vi kunne så let som ingenting have mistet Lucrets' værk. Selve det oprindelige håndskrift Brig Julini fandt for svandt siden sporøst, men afskriften og dens kopier bredte sig, og digtet begyndte langsomt at cirkulere blandt renaissanens lærte. Det kunne være farlig læsning. Tanken om en verden af atomer, der bevæger sig i det tomme rum uden nogen guddommel plan, stod på tværs af alt hvad kirken lærte, digtet navn dukker dig også op i flere kæderige sager i de følgende århundreder. Nu nogle bemærkninger om, hvorfor jeg har oversat bog et og hvordan jeg har grebet og arbejdet and. Der findes mange oversættelser af Derum Natura. Jeg har indsamlet mere end 10 engelske årersættelser, en tysk og en dansk, og så selvfølgelig versioner af den latinske originaltekst. Oversættelserne har meget forskellig karakterer. Der rene akademiske prosaoversættelser, som forsøger at holde sig så betydningsmæssigt tæt på latinen som muligt, og som rummer mange forklarende noter. Og så er der de poetiske versioner. Det reum natura er skrevet på heksameter det samme versemål som Homers odysen og hver gils en Iden. Et heksameter består af seks versføder hver bygget op af enten en lang stavelse efterfuldt af to korte, en dark tyld eller to lange stavelser, end spontag. På latin og græsk fungerer rytmen altså ud fra stavelsernes længere. Den regelmæssige væksel mellem lange eller korte stavelser er det, der skaber det rytmiske udtryk, altså digets metrum. Nu er udfordringen så, at det ikke er muligt at overføre det princip til dansk, eller engelsk, eller tysk. For det er trygbaseret sprog. Vores rytmer skabes af vækselen mellem betonede og ubetonede stavelser ikke af korte og lange. Et heksameter på dansk er derfor aldrig en gengivelse af det latinske heksameter, men en oversættelse af princippet til et helt andet lydssystem, typisk seks tryk per linje, hvor en betonet stavelse træder i stedet for en lang. Så man kan altså forsøge at efterligne metret ved at skrive de trykbaserede heksameter på sit eget sprog, og på den måde bevarer noget af originalens matiske form. Dummer da dumdarum. Udfordringen er, at det danske ofte skal masseres ganske meget for at passe matisk, og så ender man med omvendte ordstillinger, fyllord og andre unaturlige løsninger. Man kan også vælge et andet, nogen vil sige mere jjemligt versemål som blankværks den femfået jampe, der dumme der dumme der dumme derum. Man kan også helt opgive den regel rette metrik og skrive i frie musikalske vers uden fast metrum, der prioriterer den målrette sætning. Endelig kan man opgive versen helt og oversætte til proser, hvor man til gengæld kan komme tættest på den nøjagtige betydning i en vis forstand i hvert fald. Hvert valg er en afvejning. Truskab mod orderne over for truskab mod formen. Det fremmede over det velkendte, præcision over for klang. Der er ingen oversættelse, der kan have det hele. Der findes allerede danske gengivelser senest Jenen og Erik Massens om verdens natur fra 1998. Det er en imponerende præstation, der er skrevet i et gennemført heksa meter. Men det er interessant, at man på en gang kan nyde et værk og finde det fantastisk og samtidig have problemer med det, man egentlig læser. Det peger på noget spændende ved oversættelser, og på en måde ved tekster i det hele taget, nemlig at de så at sige repræsenterer en tekst, som potentielt er noget andet og mere end den, der egentlig forligger. Når jeg har læst oversættelser af Det Reum Natura, og jeg har som nævnt haft fat i døsin, har jeg elsket hverket, men haft betænkeligheder ved oversættelserne. Endnu sjovere er det forresten, at jeg sikkert vil have det på samme måde med det originale værk, hvis jeg kunne læse det på latin uden hjælpe midler. Men for at udtrykke det så tydeligt, jeg kan, når udstillingen gør det tydeligt, at teksten forsøger at passe ind i et skema, og ikke først og fremmest ved udtrykke noget, når sprogtonen fjerner sig fra nutidigt sprog og ligesom miner noget arkaisk, når argumentation og på ingter bliver uklar eller forkerte, igen på grund af skemadets sævre rammer. Ja i alle disse tilfælde mister jeg noget af fornøjelsen i læsningen. Mit mål har været en oversættelse i moderne, mundret dansk, et sprog, der falder naturligt for en nutid læser uden omvendte årstillinger, arkaiske gloser eller salmeagtig højtidelighed. Ikke at det skulle være uden kontakt med Lukratius' sprog, men han skrev heller ikke et fjern tempelsprog. Han argumenterer, han provokerer, han vil overbevise. Det vil jeg gerne bevare, at det er et digt, der tænker, og hvis poængt og sammenhæng skal stå klart frem, samtidig med, at det har en dybt poetisk forståelse af verden. Formæssigt har jeg holdt mig tæt på originalen næsten altid én dansk linje per latinsk vers med omtrent lige lange linjer. Jeg har ikke bundet mig til et fast versemål, men søgt en rygme, der ofte nærmer sig heksamet med stærke linjeslutninger og så få en jampemanger som muligt. En jampemanger er, så sige når verselinjerne deler en tanke midt over. Langt det meste konkrete indhold i latinen er bibeholdt, men mange steder har jeg tilladt mig at foretage valg, fordi jeg bedre kunne lide dem. Men selvfølgelig kun det efter min mening kan forsvares. Et simpelt eksempel er i dagets start, hvor Venus lov prises. Min version siger fra linje 6 du Gud inde for dig spreddes vindene ved din ankomst opløses skyerne, den skabende jord, skubber friske blomster op, havet blinker til dig, og den nu rolige himmel fordeler sit bløde lys. Her mange klåer, der streng taget anderledes i det latinske. Vindene sprædes ikke de flygter. Jorden er ikke skabende, men konstfærdig, og har håndværksmæssigt snille, og den er også blevet eller sød, blomsterne spiger frem, de skubbes ikke op, havet lær og blinker ikke, og der står slet ikke noget om, at himlen lys er bløt. Hvorfor disse forskelle? Noget handler om rygme, noget om at undgå griger, eller bare det, der ikke ligger godt i munden. Tag havet, hvor der på latin står noget i retning af, for dig læret flader. Jeg kan sådan set godt lide havets flader, men det bliver nemt forlangt, og at det lærer, virker ikke som et billede for mig. Så i min version får vi bare havet blinker til dig. Det er streng selv ikke det, der står, men for mig fungerer det bedre det har samme syg relation mellem hav og gudin, og det har en umiddelbart visuel poænget. Havet blinker faktisk. Kort sagt er det i samme boldgade. Og den slags valg forskninger og forenklinger af der mange af igennem teksten. Det var oplevelsen af en stor glæde ved verket, kombineret med en vis utefærset med oversættelne, der gav mig lyst til selv at forsøge mig. Fremgangsmåden har varieret lidt, men jeg har ofte gået ud fra en akademisk proseoversættelse og så på en ret intuitiv måde omsat det til vers på en måde, jeg kunne lide. Så har jeg efterhånden arbejdet mere i detaljen med gennemgående begreber f.eks. og ikke mindst med linjelængder, rytmiske forhold og de formuleringer, som efter min smag ikke kunne læses som værs. I den proces har jeg konsulteret latinen det her Bayliss version. Jeg kan ikke latin, men i vores dage er det nemt at få hjælp til, hvad de enkelte ord betyder, og f.eks. se, hvordan Lucratus deler sammenhænge og argumenter op. I arbejdet har jeg desuden haft fat i hele bunken af indsamlede årsægelser for at få inspiration til mulige løsninger på svere steder. Og jeg kommer alts igennem på et ud af 6. Jeg har ret godt til fris. Der er stadig nogle steder, som generer mig lidt, men ingen der generer mig meget, og det synes jeg ikke er så dårligt. Under alle omstændigheder har jeg nyt processen meget. Det er svært at læse en tekst grundigere, end ved at oversætte det. I sidste ende, i hvert fald når nogle grundforhold er på plads, er det et spørgsmål om smag, hvilken type oversættelse man foretrækker, og hvilket idealt billed man har. I sagens natur kan en oversættelse ikke nå sit mål hele vejen rundt. Forskellige oversægelser kan oversætte og fremhæve visse aspekter af originalværket. Jeg håber, at du synes, at min oversægelse kunne nået. Jeg har selvfølgelig tænkt mig at oversætte de resterende fem bøger, men det er tidskrevende arbejde, så det bliver jeg ikke færdig med lige forøbig. Tak fordi du lygte.