Del 1: Musikeren Pil - om identitet

Pil har altid drømt om at være kendt nok til at kunne leve af sin musik. I år spiller hun på Grøn 2025. Men nu savner hun det uspolerede og fordomsløse møde med andre mennesker.

Transcript

0:00

Og jeg har jo drømt om at leve af musik, og det gør jeg nu. Så det er jo klart, det er en positiv ting på en eller anden måde, at man så også er et kendt ansigt, fordi det siger jo noget om, at når folk ved, hvem du er, folk lytter til din musik. Men det er en blandet følelse. Du lytter til små samtaler, præsenteret af Muskelsvindfond. I den her podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Piel. Jeg hedder Piel, og jeg er artist og sangskriver. I et afsnit, der handler om identitet. Det her med identitet, det er noget, som vi mennesker går ret meget op i. Det betyder noget for vores selvforståelse, samtidig så er det også det, som vi bruger til at spejle os i i hverdagen. Og du er Piel, du er musiker og sanger, kunstner, du er også selv artist, men du er også kendt nu. Det er jo også en slags identitetsmarkør. Hvordan er det egentlig? Jamen det er virkelig underligt. Der er en del af mig, der har lidt lyst til at benægte Fordi jeg synes, det er en underlig selvbevidsthed at være i. Det er nok mest det, der er faktisk selvbevidsthed. Det er lidt underligt, for det har ikke rigtig noget at gøre med den måde, man har Den der med, at man har en forudindtagethed om nogen. Så jeg føler sådan, at nogle gange kan mødet godt være sådan lidt skævt fra start. Okay, hvorfor? Eller hvordan? Jeg elsker jo, at der findes det her fællesskab omkring min musik. Det er jo det, jeg ønsker mig allermest. Jeg synes, det kan være skørt at tænke på, at der er nogen, der har en idé om, hvem jeg er, før de har mødt mig. Det kan jeg godt synes er sådan lidt ærgerligt, fordi hvad gør det så ved det menneskelige møde? At der er den forudantagelighed. Men jeg ved ikke rigtig, hvordan det skulle være anderledes. Men jeg tror, at den der selvbevidsthed i kendtheden, eller hvad vi skal kalde det, er ikke noget, jeg synes er det fedeste i verden. Nej, okay. Men du vidste vel, at det var en præmis, hvis du gerne ville leve af din musik? Ja, men det er jo derfor, det er sådan en underlig selvmodsigende ting at ønske at leve af sin musik især i lille Danmark der skal nogle mennesker til der skal nogle lytter til der skal nogle ører til for at sådan en musikveks kan løbe rundt og jeg har jo drømt om at leve af musik og det gør jeg nu, så det er jo klart det er jo så en en positiv ting på en eller anden måde, at man så også er et kendt ansigt, fordi det siger jo noget om, at når folk ved, hvem du er, folk lytter til din musik. Så ja, men det er en blandet følelse. Lad mig lige vende tilbage til det, du sagde før med, at det her første møde med mennesker er anderledes for dig, fordi de allerede ved, hvem du er. Så du savner lidt sådan, jeg ved ikke, hvad man kan kalde det, det uspolerede møde. Ja. Hvorfor savner du det? Det tror jeg er den mest umiddelbare måde, man kan møde mennesker på. Det er, når man ikke rigtig ved noget om hinanden endnu. Altså folk møder jo også hinanden for første gang, og måske har set et billede, eller også har de hørt om vedkommende. Man kan jo godt have en idé om nogen på forhånd, men jeg tror i mit tilfælde, så Altså sådan, at det er mere en forventning, end det er en oplevelse. Jeg kunne jo ønske mig, at det kun handlede om musikken, og så der ikke rigtig var Så når jeg skulle møde folk, så kunne vi være sådan,, jeg kender godt din musik, jeg at det var dig, der havde lavet den, men nå, mega fedt. Så der var den der helt netop uspoleret myde i det. Du skulle have spillet maskeret tidligt i din karriere. Ja, det kan være, det var det, jeg skulle have gjort. Jeg skulle have taget maske på. Men det ville også være noget råd for mig, tror jeg. Men det her med forventninger, det er jo også, altså det bliver også en kæmpe del af ens identitet, at folk forventer, at du kan noget bestemt, du skal noget bestemt. Og jeg kan forestille mig endnu mere, når man er i musikbranchen, og det går stærkt Altså især for dig tænker jeg, at lige pludselig så skete der noget nyt. Og så nu sidder vi her hos Sony oppe på 6. etage med en fantastisk udsigt og guldplader Så fortæl mig lige om, hvad gør det for ens selvforståelse, at nu er der nogen, der Jamen det er en skør ting. Jeg føler, at det fylder ret meget i perioder. Det er jo en præstationskultur at komme ind i, som jo er både en drivkraft for at lave men det er helt klart også et pres, som jo igen tager lidt noget Fra det umiddelbare Så jeg føler virkelig Det er sådan Det er et værktøj Man kan bruge Altså at lade sig drive af At det er sådan At fedt at være i gang Med nogle ting Og fedt at der er nogen Der forventer noget Og fedt at der er nogen Der glæder sig til Der kommer noget ny musik Eller Det kan egentlig Det er egentlig Meget fint sted at være Men hvis det kammer Lidt for meget over i Altså sådan forventningen Og sådan presset Så er det jo Meget svært Så har det også meget Lidt med musik at gøre Synes jeg så er det jo meget svært. Så har det også meget lidt med musik at gøre, synes I sangen Dronning af Månen synger du, ved du hvad jeg tror, tror du kan blive til noget stort, og senere, hvor vil du hen, hvad vil du være for en? Er det egentlig til dig selv? Ja, på en måde. Det er også bare lidt til en, der har brug for at høre det. Altså, Dronning af Månen er blevet meget sådan en pep talk til mig selv. Også lidt med at ture ligesom at have de lidt store armbevægelser og være lidt sådan, kom så! Hvad så? Hvad vil du? Jeg tror også, at en erkendelse af, at det også er okay at være lidt storhedsvanvittig på sin egne vegne nogle gange. At have store drømme, selvom det lyder fuldstændig vanvittigt, hvad man kunne gå rundt og drømme om. Og det har jeg bare altid haft svært ved. Altså at tue at være sådan en med store armbevægelser, der tør fylde noget ligesom. Så det har lidt, donning af månen, har lidt været sådan en måde for mig at gå lidt kontra på min egen tendens til at putte lidt med mig selv og sidde lidt over hjørnet og være sådan. Fordi det bliver man vel nødt til, hvis man vil leve af sin musik. Ja, det synes jeg. Og jeg kan også mærke, at jeg har ændret mig. Jeg føler ikke, at jeg i min tidlige ungdom har været så meget, at se mig over for andre mennesker, eller i større sammenhæng, har været sådan, at nu skal I bare se, hvad jeg kan. Jeg har mere været gået med det selv, og det tog mig lang tid, at dele musik med nogen som helst. Men så har jeg også fundet ud af, at det der med at stå på en scene er mega sjovt. Og virkelig fedt at have hele scenen som sådan en stor legeplads. Og jeg elsker sådan at gå helt ud den ene side og helt ud den anden side. Og gå helt ud bag. At være sådan, hele den her scene, den er min. Og den må jeg gerne folde mig ud på. Det har virkelig været meget, meget befriende. Og det synes jeg sådan, at Drønning og Munden også er ligesom, ja hvad kan man Altså sådan stå der og kaste med armene og med håret og med sin personlighed et eller Det er et lidt kliché spørgsmål det her, men er der forskel på Piel og Piel Jeppesen? Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er et kliché spørgsmål. Det er et godt spørgsmål, og det er der, man altid er sådan Altså, jeg har lyst til at sige ja, jeg har også lyst til at sige nej. Altså jeg tror jo længere jeg ligesom har været i det her arbejde, jo mere har jeg Hvor i starten var jeg meget sådan, det er bare en vidderlig forlængelse af mig selv. Men der bliver også et punkt, hvor man bliver nødt til at passe på sig selv og være er jeg så bare på arbejde hele tiden? Er jeg så bare tilgængelig hele tiden? Skal jeg Jeg prøver i hvert fald at øve mig i også bare at være sofapil, der bare ligger og ikke skal være noget for nogen. Det tror jeg er den eneste måde, jeg kan koble af at bare være mig selv et eller andet sted. Men jeg ved jo også godt, at jeg kan jo ikke bare tage en maske af. Jeg kan jo ikke, hvad kan man sige, der er jo ikke en Det er jo den samme person. Men jeg tror godt, at det kan hjælpe mig selv ligesom at tænke, i dag er jeg bare sofapil. Ja, ja. Sofapil, det kan jeg meget godt lide. Du har lyttet til Små Samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet, på vores hjemmeside. Det er perspektiv.dk, og det er altså Perspektiv med E.