Del 2: Musikeren Pil - om skrøbelighed

I denne episode taler musikeren Pil om skrøbelighed og selvbillede – om at spille koncerter alene, om sangen Pæn, og om det store i de små usikkerheder. Hun sætter ord på, hvordan sårbarhed både kan være navlepillende og livsnødvendig.

Transcript

0:00

På nogle punkter har det bare ændret sig lidt, hvad sårbarheden så omhandler. Så er det nu bare lidt mere ting i voksenlivet, som stadigvæk rumsterer på en Og som nogle gange minder meget om det at være teenager og pisse usikker. Du lytter til Små Samtaler, præsenteret af Muskelsvinfond. I denne podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Piel. Jeg hedder Piel, og jeg er artist og sangskriver. I et afsnit, der handler om skrøbelighed og sårbarhed. Piel, vi skal snakke om skrøbelighed og sårbarhed. Og det her med at være solomusiker, fordi når man har, altså når man spiller, jeg spiller i et band selv, og så kan jeg ligesom, så kan jeg gemme mig med de andre, også selvom jeg skriver tekster, så har jeg de to andre. Men du er jo alene, du har så et backingband på scenen, men alligevel langt Hvordan balancerer du den her sangskrivningsproces, så den ikke bliver for Jamen jeg finder jo tit nogen at lege med, så det er jo sjovt, at jeg er jo en men jeg føler, at jeg har indrettet mig sådan, at jeg egentlig ikke rigtig er det. Jeg føler sådan, at jeg har alt ikke rigtig er det. Jeg føler sådan, jeg har altid nogen at lege med. Også i sangskrivning. Altså skriver med nogen. Og jeg har faktisk enormt svært ved efterhånden at gøre de der ting alene, og har svært ved sådan at ikke have nogen at spille bold med. Altså i idéfasen for eksempel til en sang. Jeg spillede jo engang live alene, altså tog jeg alene rundt. Og det var med backing, eller hvad hedder det, med et backing track, eller hvad er det? Jeg havde et keyboard med, og så havde jeg en SPD, altså sådan en drum pad, hvor jeg havde lagt en masse lyde på, og en masse også backing track. Og så synes jeg, det var enormt sjovt at kunne afvikle en hel koncert alene. Men det blev enormt ensomt i længden. Og fleksibiliteten i det var fedt med bare at kunne sige, ja, jeg kan godt komme og spille. Altså sådan, og ikke have så meget, ligesom mange også kunne spørge om lov, og mange er sådan, sådan økonomisk var det jo også lidt nemmere. Men altså, alt for hårdt at have sådan et 8-kilos-keyboard på ryggen, og så sådan en SPD i sådan en dametaske, og så sådan en trop op, og måske også have krystativ med. Altså sådan, og så, jeg har ikke kørekort heller, så jeg måtte tage det offentlige, og sådan så bare mig selv nogle gange ud fra det der Det er struggling artist, vil jeg sige. Det er det. Det er det virkelig. Tekstuniverset er jo ret sårbart på nogen måder i hvert fald. Det her med at få succes med sin musik, er det så nemmere eller sværere at blive ved Ja. sværere at blive ved med at være sårbar? Ja, måske er det sværere at blive ved med at finde sårbare emner. Jeg kan godt nogle gange blive bange for, at de løber op, at der ikke er flere. Men det, der er så fedt ved at være menneske, det er jo, at vi føler så meget hele tiden, og der er så mange ting på spil i vores liv generelt. Det tror jeg, de fleste mennesker vil sige. Jeg tror ikke, de fleste mennesker vil gå igennem livet og være sådan, det har bare været super nemt. For der er så mange faser at tage fat på. Og jeg er jo blevet meget overrasket over i mit voksenliv, at der er så meget, der stadigvæk er svært, og der er så mange ting, man stadig kan blive skuffet over, også selvom jeg tror, at jeg kender mig selv nu. Så på nogle punkter har det bare ændret sig lidt, tror jeg, hvad sårbarheden så omhandler. Så er det nu bare lidt mere ting i voksenlivet, som bare stadigvæk rumsterer på en eller anden måde. Og som nogle gange minder meget om det at være teenager og pisse usikker. Bare på en anden måde. Hvad kunne det være for eksempel? Nå, altså for eksempel har jeg oplevet enormt meget at blive skuffet i mine venskaber og været i tvivl om, hvad jeg egentlig kunne tillade mig at forvente af folk, jeg selv har valgt til. Man kan jo ikke vælge i hvor høj grad andre vælger en til. Så nogle gange har jeg selv været sådan, kunne det ikke være fedt, hvis vi bare var bedste venner, og vi sås hver dag, og så måske ikke lige blevet mødt i den, hvilket er så færdigt, at ikke være bedste venner. Men så har jeg bare alligevel været sådan, jo, det gør jeg ellers virkelig godt. Og så er jeg blevet lidt ked af det, og så har jeg også haft det lidt latterligt over, nu sidder du som et voksen menneske, og jeg er sådan, hvorfor er der ikke nogen, der vil lege med mig? Så på den måde er det sådan, ja, det går sgu, det stopper sgu aldrig, det der, den der frygt for at blive afvist, eller blive skuffet, eller sådan. Måske er man endda mere bevidst om det, jo ældre man bliver, fordi man er bevidst om flere ting. Ja, men heldigvis, så synes jeg også, at jeg, i det med at blive voksen, også har fået et sprog for det, som gør det nemmere at vide for mig selv, hvad det der foregår inden i mig lige nu. Altså, hvor da jeg var sådan barn, eller sådan helt ung, der var jeg jo sådan, åh, jeg har det intenst lige nu. Altså sådan, hvad skal jeg gøre? Altså, hvor det bliver ubærligt nærmest, ikke? Jeg har tidligere intervjuet Camilla Kenya Julendahl, som er tiktokker, men som også har muskelsvind, og sidder i kørestol. Og for hende var det vigtigt at gøre noget ud af sig selv. For eksempel med tatoveringer, og fælder i læberne. Og du har jo for nylig udgivet Singlen pæn. Fortæl mig lige om ideen bag det nummer. Jamen jeg fandt ud af, hvor meget tid jeg bruger foran spejlet, før jeg overhovedet tør gå ud i verden. Og synes bare, at der var enormt meget konflikt inde i mig selv omkring det, jeg gerne ville være pæn. Og skønhedsidealer, og en skam over på en eller anden måde, at ville gøre noget ud af mig selv på den måde, som jeg har tit diskuteret med mig selv omkring, er det overhovedet okay, at jeg står og dækker mit ansigt til med make-up. Der har været noget skamfuldt i det for mig, som jeg gerne har ville undersøge lidt. Du siger også i presseteksten, vi prøver at fortælle os selv, at skønhed kommer men det er ikke hele sandheden. Alle vil jo også gerne være smukke udenpå, og det har jeg lyst til, at vi indrømmer over for hinanden. Hvorfor er det vigtigt, at vi indrømmer det over for hinanden? Jeg tror, at der sker et eller andet, som ikke er så godt, når vi prøver at overbevise Fordi jeg oplever jo, at vi lever i en kultur, hvor skønhed er en stor del af vores ligesom at negligere eller prøve ligesom at benigte. Og det kan jeg mærke, at jeg har prøvet at gøre selv. Altså det der med at være sådan, du skal ikke tænke over, hvordan du ser ud. Du skal være ligeglad med, hvordan folk ser dig, eller hvordan du ser ud. Det handler om, hvad der ligesom kommer indenfra. Og det er rigtigt, at det handler om, hvordan folk er indeni, men det handler bare også om, hvordan folk møder dig, og hvordan man ser ud en eller anden dag. Og det er et kæmpe pres, altså at skulle opretholde et eller andet form for udseende. Det har jeg lyst til at anerkende. Og jeg har lyst til at skamme mig lidt mindre over det, og mere bare tale om det, sige det højt. Det her med at skrive en sang, sidde og skrive en sang alene, eller måske sammen med nogle andre mennesker, og så går du i studiet og indspske sammen med nogle og så går du i studiet og indspiller den, der er nogle flere mennesker, der er men på et eller andet tidspunkt, så skal en sang jo ud og leve live foran et kæmpe Øh, ændrer sangen karakter, når den går fra studiet og så ud på scenen? Ja, 100%, for det er jo ikke min mere. Nej. Jeg synes, det er et sjovt skift, det der med, at jeg går og putter med noget selv, og tænker enormt meget over, hvad er det, jeg gerne vil sige med den her sang, og hvordan opfatter jeg den egentlig og til sidst hører den så mange gange i den der færdiggørelsesproces, at jeg bliver sådan helt skør af den til sidst. Bliver du også træt af den? Det kan jeg godt lide, men sådan, ja, det kan jeg godt dele af den, men nogle gange kan jeg også høre den på en helt ny måde, hvor jeg kan blive sådan, åh fedt, det er stadig en god sang, heldigvis. Men der sker helt klart noget, når den bliver delt Og jeg oplevede med den her sang, Pæn, at før vi udgav den Så lagde jeg en video op, hvor jeg bare spiller den på klaver Og der var den jo ikke udgivet endnu Og så var der en, der havde lyttet til den Som så lavede sin egen version på guitar Og sang den, og havde optaget det og lagt det på Instagram Og jeg var helt sådan paf over Tænk at du har lyttet den af Jeg har ikke engang skrevet akkorderne nogen steder Det gjorde jeg så efterfølgende fordi jeg var sådan Hey hvis I har lyst til at spille den her sang så er akkorderne her Men det der med at hun havde taget sig tid Til sådan at lytte Det var da ikke fordi teksten lå nogen steder Nu får jeg min sang lige tilbage i hovedet På den fedeste måde Det er en så fed oplevelse Og det gør sangen til noget helt andet Det der med at sangen bliver delt og bliver nogen andres, det er jo enormt fint, synes jeg. Ja. Så det sårbare bliver gjort til noget andet på en eller anden måde? Ja, det bliver ligesom gjort til nogen andres sårbarhed også. Altså sådan, og tit så opfatter folk jo sangene sådan helt forskelligt. Altså så tror folk, den handler om noget, og så er det sådan, Gud, hvor er det sjovt, at du tror, den handler om det. Jeg har egentlig mest tænkt, at den handlede om det her, men jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Der er ikke noget, der er rigtigt eller der er rigtigt eller forkert i det. Så det er sådan, ja, det sårbare bliver ligesom delt, og så bliver det ligesom sådan en fælles ting. Du har lyttet til Små Samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet på vores hjemmeside. Det er perspektiv.dk. Det er altså perspektiv med e. Musik med E.