Del 3: Musikeren Pil - om fællesskaber

Med musikeren Pil taler vi om venskaber, fællesskab og det at føle sig udenfor. Hun fortæller om sangen Andre Venner, om forventninger i relationer, og om det unikke i musikalsk fællesskab – hvor vi kan føle os set og spejlet, uanset hvem vi er.

Transcript

0:01

Der er plads til dig her også. Vi prøver at gøre det på en måde, så du ikke føler dig anderledes her, men så du faktisk føler, at her passer du virkelig godt ind. Det bliver jeg virkelig rørt over, at det er det, der ligesom er formålet. Du lytter til små samtaler, præsenteret af Muskelsvindfond. I den her podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Piel. Jeg hedder Piel, og jeg er artist og sangskriver. Jeg synes, det er ret forfriskende, at dine tekster, som jo ofte handler om forhold, Som jo er det mest universelle inden for musikskrivning. Men det handler også tit om venskaber. Sådan noget som fællesskaber er jo både svære at indgå i Men de er også svære at bibeholde Og det er jo noget af det du synger om på nummeret Andre venner Jeg har lige en tekstbid her der hedder Jeg lægger to og to sammen Du har andre venner end mig Hvad drev dig til at skrive den sang? Jeg ved ikke om drev det lyder lidt voldsomt Men hvor kommer den sang fra? Jamen den kom ligesom ud af den der overvældende skuffelse over at blive afvist jo ligesom bare, at okay, mine venner, de har også andre venner, og de hænger også ud med hinanden uden mig. Hvad biler de sig ind? Hvad biler de sig ind? Hvad er det for noget? Så ring dog! Og det kan jeg stadigvæk godt få sådan et ja i maven over. Nå okay, altså du ved, når man spørger sine venner, hvad har du lavet i weekenden? Og så fortæller de, at jeg har været ude med den her og den her, og Nå! Okay. Og så skal jeg virkelig lige have pokerfjeset frem Og være sådan Det er da også bare helt fint at du har det Og så inden vi har sådan Det lyder jo som om vi har haft det mega dybt Hvad fanden lavede jeg? Det synes jeg nogle gange har været sådan fuldstændig ubærligt Jeg har virkelig følt mig sådan Helt på bedste folkeskolevis Altså sådan forkert og afvist Og sådan haft ondt i maven over det Altså sådan Ja Og det blev jeg nødt til at skrive en sang om. Det var virkelig sådan en nødvendighedssang. Jeg sad virkelig med den der følelse af, shit, jeg er ikke din eneste ven. Nu nævnte jeg jo det her med at skrive sange om kærlighed, og det er et meget universelt emne. Det her med at skrive sange om forliste eller svære venneforhold, er det på en eller anden måde mere tabu end kærlighed? Fordi vi er ikke så vant til det. Ja, det synes jeg jo. Vi er nemlig enormt, vi er blevet bedre til at snakke om kærlighed, og der findes enormt meget, der findes serier, og der findes film, og der findes musik, altså, hvor der bliver sat enormt mange ord på, altså, sådan kærlighed, romantisk kærlighed. Men sådan, venskabelig kærlighed, som jo også kan være en meget stor kærlighed, og som nogle gange nærmest kan minde om romantisk kærlighed, altså, det kan være de samme følelser på en eller anden måde, synes jeg ikke er berørt lige så meget. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet. Hvorfor tror du egentlig, det er det? Eller det er sådan? Jeg ved ikke, om folk opfatter venskaber anderledes. Det gør vi jo nok. Det er jo ikke, fordi vi sådan er, hvor hinanden sådan livsledsager. Det tænker man mere som værende ens kæreste, eller ens ægtefælle, eller venskaber er lidt mere sådan nogen, vi vælger til i hverdagen på en anden måde. Det er jo ikke så tit, at man flytter sammen med sine venner. Altså jo, man kan jo godt have roomies, men Og man skuffer måske ikke hinanden lige så meget, fordi jeg føler ikke, at man kan kræve lige så meget af sine venner, som man kan af sin kæreste for eksempel. Men samtidig så er det nogle andre ting, man kan skuffe hinanden på. Altså sådan, og jeg kan have et enormt stort behov for at snakke med mine venner om nogle ting, som jeg så måske ikke snakker med min kæreste om. Altså sådan, så det er ligesom forskellige relationer. Og hvis ikke de ligesom bliver opfyldt, eller hvis ikke de ligesom bliver opfyldt, eller hvis der ikke ligesom er det der rum, hvor man så kan snakke om de her ting, så synes jeg, det er enormt sådan, så mangler virkelig noget i mit liv. Så jeg synes også, det er vigtigt at snakke om, hvordan man er venner med hinanden, og hvornår det også kan gøre ondt, fordi hvad er det så lige, der sker? Er man ikke bare venner, fordi man hygger sig og har det sjovt? Eller har jeg faktisk nogle vildt store forventninger til mine venner, som de ikke altid kan imødekomme, fordi det måske ikke helt er fair at lægge så meget pres på en relation. Du skal spille på Grøn Koncert til sommer, eller har spillet, hvornår man hører det her. En festival, som jo egentlig handler rigtig meget om fællesskab og mangfoldighed. Hvad betyder det for dig at være en del af det her kæmpe foretagende, som Grøn Koncert jo er? Jamen, det betyder virkelig meget. Jeg har jo en idé om, hvad det er. Jeg har jo ikke og have det hyggeligt med hinanden. Og det er sådan, jeg oplever, at grøn er. Og sådan, når folk virkelig vælger det til, så har de den der dag på året. Og så skal de fandme bare ud og have det sjovt med deres bedste venner, og sidde og campere, og lytte til musik, og snakke med hinanden om alt det, de ikke har noget at snakke om. Altså sådan, der er bare noget, det er jo sådan en stor venskabsfest, på en eller anden måde. Sådan opfatter jeg det i hvert fald. Ja, det lyder faktisk virkelig som om det tiltaler dig meget. Ja, ja. Hui! Det er jo også en festival, hvor der virkelig er et godt formål, og det må da Hvor der også er et godt formål. Har du gjort dig nogle tanker om det? Jeg synes, det er ret vildt, at grønt ligesom er det her kæmpestore foretagende, som folk kender til, og som alle mennesker kender, og så altså med det formål, som det har. Altså fordi tit så store succesfulde foretagende, de laver tit det, de laver på grund af penge, og så kan man tjene en masse penge, og det er mega lækkert. Men det der formål, der ligger i, at det er muskelsvindsfonden, der står for hele Hurlum Harald, altså sådan, og at det ligesom er hele det fællesskab, der ligger i det, synes jeg er sådan ret unikt, altså sådan, og en enorm rar tanke om, hvad er det det her fællesskab i sidste ende handler om, jamen det giver det enormt meget mening, og en anden tyngde på en eller anden måde, fordi det er også så færre at gå på festival og bare have det sjovt, altså sådan, uden at det sådan får at gøre en forskel, altså det må man jo så gerne. Men det der med, at der lige er den der underliggende, at her prøver vi faktisk at være foretaler for, at du må gerne se anderledes ud. Du må gerne have et anderledes liv end normen. Der er plads til dig her også. Og vi prøver at gøre det på en måde, så du ikke føler dig anderledes her, men så du faktisk føler, at her passer du virkelig godt ind. Og det synes jeg, det bliver jeg virkelig rørt over. At det er det, der ligesom er formålet. Jeg tror, du sagde i det første afsnit, som handlede om identitet, at det var vigtigt for dig, at din musik også var et fællesskab, eller i hvert fald inviteret til et fællesskab. Og i andet afsnit snakkede I også om det her med, at der var nogen, der havde lyttet til din sang pænt, inden den endda var udgivet som single. Du havde lavet en video af den, hvor du spiller den på klaver, og så har de selv lavet et cover af den. hvor du spiller den på klaver, og så har de selv lavet et cover af den. Så hvad betyder fællesskab for dig i forhold til din musik? Altså er det noget, du har tænkt på i forvejen, min musik skal invitere til det eller var det bare en glædelig tidgevinst? Jeg tror, at i starten tror jeg ikke helt, at jeg forstod, hvad det betød, for der kunne jeg jo ikke mærke, der var jo ikke så mange, der lyttede endnu, der kunne jeg ikke som sådan mærke et fællesskab. Men faktisk bare det der med at stå og mærke, at folk så intenst lyttede, også til helt alene med min drumpad. Når jeg kunne høre sådan, nu spidser opmærksomheden til, nu kan jeg høre, at folk lytter. Der sker et eller andet skift i energien i et rum, føler jeg, hvor man er sådan, gud, nu er vi pludselig sammen om noget. Hvor er det egentlig rart? Og det er også tit der, man får gåsehud, føler jeg. Det er den der, der sker et eller andet, der bliver udskilt nogle endorfiner i hjernen. Altså, det er enormt belønnende. Altså, at føle, at man er en del af noget, føler man er en del af noget større. Og det er så begyndt at dyrke mere, det der med, at fællesskabet i, at en eller anden følelse, som jeg har haft, som jeg så har skrevet en sang om, pludselig er noget, nogle andre synger mere på, og som kender til, og som tager til sig på en eller anden måde. Og så bliver det en del af deres hverdag. Og der er også vildt mange, der skriver beskeder til mig og fortæller om, hvad en eller anden specifik sang har betydet for dem. Og det synes jeg, der er en stor udveksling i det igennem musikken. Selvfølgelig tager vi med os, hvem vi er som mennesker i det helt personligt i det, men det handler også bare om en helt universell ting, som en sang og en følelse, som vi så deler lidt uafhængigt af, hvem vi er. Og det fællesskab, synesnes jeg er ret unikt i musik. Og også det, der har gjort, at jeg har gået rundt og haft en dårlig dag, og så lyttet til en sang, og så pludselig følte jeg sådan, ved du hvad, livet er ikke så hårdt alligevel. Og det, som du går og føler dig enormt alene om, og som tror, at vildt svært at være i, det er der en masse andre, der også føler. Og det synes jeg er lindrende, at man er sammen om det, at man ikke er alene. Det føler jeg, at det er det musik formidler. Også især til koncerter, når folk står og lytter og giver sig hen. Og endnu bedre, når de scroller med. Fællessang er jo bare så sygt, synes jeg. Du har lyttet til Små Samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet Det er perspektiv.dk, og det er altså perspektiv med e.