Del 1: TV-vært Jacob Riising - om identitet

Hvordan finder man sin plads, når man altid er “ham den sjove”? 

I første samtale med Jacob Riising taler vi om identitet, roller og det at skulle genopfinde sig selv som vært og kreativt menneske. Jacob deler blandt andet historien fra sine første år i tv-branchen, hvor han bogstaveligt talt startede som bagenden af kamelen Johanna – og om hvordan det er at blive genkendt på gaden.

Transcript

0:01

Jeg var i erhvervspraktik på Kanal 2, og der er pludselig en morgen, at røven ikke Hende der spillede røv, og der tager jeg så chancen. Du lytter til små samtaler, præsenteret af Muskelsvindfond. I denne podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Jacob Riesing. Jeg hedder Jacob Riesing, far til tre børn og gøjler. I et afsnit, der handler om identitet. Hvorfor var det lige gøjler, der faldt derind først? Det er jo fordi en gøjler er jo sådan en, der laver meget forskelligt. I mange år synes jeg, at jeg var tv-vært, men det synes jeg egentlig ikke, at jeg er Altså det er jeg også. Jeg laver lige så meget alt muligt andet. Men det har alt sammen noget med underholdning i ascendanten, vil jeg sige. Ja. Det her afsnit skal handle om identitet, og identitet betyder jo enormt meget for os som mennesker. Og det her er jo en podcast, som er udgivet af Muskelsvindfond, så det her med at have muskelsvind, at det handler om kamp generelt, kan sikkert være svært. Det er ens identitet, og så skal man arbejde ud fra det. Men jeg kan også forestille mig, at det der med at være kendt, du kan vel ikke gå i fred ned ad en gågade? Jeg kan ikke gå ned ad en gågade uden folk råber grimme ting efter mig. Nej, det passer ikke. Jeg blev lige i et øjeblik lidt beskrækket. Jeg tog metroen herhen. Jeg bevæger mig fuldstændig rundt som alle almindelige De laver det der dobbeltag, måske? De laver dobbelt, og jeg tror faktisk ikke engang, at jeg opdager det, men tit siger mine børn, eller min hustru siger så, sikkert har han kigget ham der, eller hvad det er, men jeg opdager det ikke. Jeg har en lille smule svært ved at snakke om det faktisk, fordi jeg er bange for, at det lyder lidt arrogant, men det er jo ikke noget, jeg kan gøre for. Altså, i mange år har det her stået på, eller det har været i fjernsynet i mange år, så derfor er det ikke noget, jeg føler mig på. Jeg tror, det er ligesom at sige, hvis man er buschauffør, så det må da være underligt at være buschauffør. Altså jeg synes ikke, det er særlig underligt. Nej. Men det er på ingen måde, det er så få gange, det har været et problem for mig, at være kendt. Altså 99 procent af de gange, folk henvender sig til mig, er det for at sige en Så er det noget med, jeg så dig, det var virkelig godt det der, jeg så det, eller nå, Jeg er også en klassiker, og der kan jeg jo bare bekræfte, den er sgu god nok. Jeg er Eller er det ikke dig, der er Jacob Rising? Er der også mange, der... Så er der faktisk overraskende mange gange, hvor der er folk, der har sagt, er det ikke Og efter det mange år siden, jeg lavede børne-TV, er der mange, der siger, at det ikke er dig, der buber. Og jeg synes ikke, at han er en pæn mand, men det undrer mig bare. Men jeg tror, det må være noget oppe i folks hjerner, der ligesom tænker, det er da ham fra gammel børneferiensyn. Hvad fanden var det, han hed? Hed han ikke buber? Fordi han jo også lavede børneferiensyn. Men det er ikke mig, der er buber. Nej. Jeg vil bare lige afkræfte nu, hvis du sad og tænkte på det samme. Nej. Men apropos buber, så er det jo egentlig der, du starter. Bubos badekar havde et sidekick, der hed General Drybtød. General Drybtød havde en kamel, som ikke var ægte. Hvis der sidder lytter derude, så kommer der en kæmpe spoiler løb. Det var en dragt. Faktisk lidt ubehjælpsom kostyme af en kamel. Men der var det mig, der var røven på kamelen Johanna. Altså bagenden, bagpuklen var mig. Hvordan får man sådan et job? Casting og meget, man arbejder sig frem, man bliver, nogen bliver født til, jeg var i erhvervspraktik, og var 16 år gammel, tror jeg, man er, når man er i erhvervspraktik der på Kanal 2, og der er pludselig en morgen, er røven ikke dukket op, inden der spillede røv, og der tager jeg så chancen. Jeg blev hængende, og så arbejder jeg mig ud af, bogstaveligt talt, røven på Kamil Johanna, og begynde at lave mere indhold. Ja, men altså det her med, det er klart, når man er 16 år, så vil man gerne lave tv og være kendt. Det er jo, altså, jeg skal bare være kendt. Jeg var egentlig ligeglad med at være kendt. Eller det sagde mig faktisk ikke noget. Hvad var det så, der ligesom gjorde? Jamen det, der tændte mig, det var det der med, at det var tjekket, tror jeg, det var det, jeg godt kunne lide. Det var voksne, men altså, når man er 16 år, og så man kommer til sådan en arbejdsplads, tv er i det hele taget ret tjekket, fordi der er jo noget med nogle deadlines, man skal nå, og det er nogle mennesker, der får penge for at komme på arbejde, og der er noget dyrt udstyr og sådan noget. Så processen tror jeg kunne... Og så var det også det der med, at man kunne få en idé, altså tænke kreativt, få en idé, og så vigtigst af alt, kunne den jo faktisk blive til noget. Altså hvis man havde en skør idé til et eller andet, så hvis man filmede det, så blev det jo til et produkt. Og det har jeg faktisk arbejdet med lige siden. Altså det her med at leve af at få idéer, eller hjælpe folk med at få idéer, og hjælpe dem med at få idéen fuldført til et produkt, som så kunne være et radioprogram, eller et tv-program, eller en bog, eller et cirkus-show, eller hvad det kunne være. Altså det er jo primært børnetv, eller børneunderholdning, du har lavet. Hvorfor er det lige det område? Jamen det tror jeg bare var det. Jeg vil sige, at nu er det faktisk en del år siden, jeg har lavet børneunderholdning. Men jeg laver stadig faktisk muskelsvendt, for den hjælper dem nogle år med cirkus og Men ellers så laver jeg mere voksenunderholdning nu. Men grunden til, at det startede med børneunderholdning, det var, at det var en da den var meget, jeg ved ikke, om det er den sikkert stadig, det skal jeg ikke kunne men i de år var den i hvert fald ret legendarisk, fordi det var verdens bedste børnetv, kaldte de sig, og det var det rent faktisk. De vandt priser i hele verden på de produkter, de lavede. Og der var ikke særlig langt dengang fra en idé til en handling. Så når nu man ligesom sagde, skulle vi ikke prøve at lave melodikrampri med børn? Så skulle man ikke, så kunne man bare gøre det. Og den måde, så kunne man ligesom finde på ret vilde idéer og få dem forløst. Det der lejende kunne jeg godt lide. Og måske igen det kreative. Ja, præcis. Altså det der med at prøve nye ting af. Jeg har sjældent været særlig længe på, nogle mennesker kan godt lide at lave det samme. Ikke kun i kreativfag, men generelt. Jeg kan bedst lide at have flere bolde i luften, og så lave meget forskellige projekter. Klart. Tror du, du er mest kendt for børnetv i børneunderholdet? Ja, det ved jeg sgu ikke. Jeg har lavet meget børneferiensynt mange år, men det er også en del år siden. Jeg vil sige, at min gangnamme-style, altså er... Jeg tror faktisk, at det program, jeg lavede med min mor, som jo var voksenferien, hvor jeg rejste rundt med min mor, det tror jeg til dag, at der er flest, der kommer hen og siger, hvornår bliver det genudsendt, det med din mor? Så du har ikke haft svært ved at bryde ud af den rolle, som børnene... Nej. Nej, klart. Nej. Du er jo sådan meget en hyggelig person. Det er jo ikke sådan, de tunge programmer, der lever. Hvad gør man i de situationer, hvor starten på dagen er dårlig, men du skal alligevel ind og performe, og være glad, og i godt humør? Ja. Der bliver man nødt til, ligesom at svinge sig op til, hvad man, altså nu man laver underholdning, så er man der jo for at lave underholdning. Jeg er nok kendt for de fleste, for at lave sådan noget lidt mere light. Og det er jo noget med, i forhold til identitet, at man ligesom, lidt er låst i en kasse, som sådan en lidt hyggelig, jovial fætter. Og det har jeg det egentlig ganske fint med. Altså jeg har meget, meget sjældent svært ved at svinge mig op til at være en Så jeg vil sige, tit så, når nu du spørger, hvordan er det at svinge sig op til det så har man jo mentalt svunget sig op til det inden. Så hvis man er på vej ud for at holde et foredrag, eller være konferencier til et eller andet, eller være med i et tv-program, så har man jo lagt sig selv. Altså, selvom man har haft en dårlig dag, så svinger man sig jo ligesom op til, at nu skal man jo være en festlig fyr. Jeg tror bare, jeg ligesom siger, the show must go on, så man jo nogle gange gør det. Og nu er man ikke selv en vis laver cirkusum af dem, som er muskelsvindfonden. Så laver man jo 45 forestillinger i træk. Og der er dage, man ikke gider det, fordi at solen skinner, man hellere ville være på strand eller noget. Men det er der jo ingen, der opdager, fordi man smiler jo, og man trækker sig jo ligesom op. Og ellers, hvis man har en dag, hvor den er helt galt, så må man jo ligesom stille sig i skyggen af en kollega og sige, nu må du lige hive lidt ekstra i dag. Jeg ved ikke så meget om cykling, men det er lidt det, jeg forestiller mig, de gør. Jeg ved heller ikke en skid om cykling, men det synes jeg... Lad os klokke på det. Det synes jeg lyder som præcis sådan der... Så ligger man så på jul på Haskeg eller Vengegård. Det er præcis sådan. Hvad det hedder allesammen. Alle de store cykler der. Ja. Men Jakob, det er sådan et klassisk spørgsmål, men er der forskel på ham, der og så ham, jeg sidder og snakker med nu? Og er der måske en, der er i en tredje? Ja, men måske sidder jeg og performer en lille smule nu, i og med, at vi sidder med en mikrofon i hånden. Ja, det er det. Jeg tror faktisk ikke, der er den store forskel. Jeg kender mange andre, hvor der er en større... Altså, man snakker jo tit om, at man har en anden form for en persona, når nu man er i fjernsynet. Eller hvis man er popstjerne, eller hvem man er. Jeg tror faktisk ikke, der er den store forskel på mig, som privat og som showtype generelt. Selvfølgelig er der lidt, fordi det er jo, når nu man er med i et tv-program, det er jo ikke en naturlig setting. Altså man skal jo kigge, ikke ind i øjnene på dem, man snakker med, men ind i et kamera. Og der er nogle forskellige ting, der gør, at det jo bliver en... Men der er ikke langt fra den persona, der er i fjernsynet, vil jeg sige. Du har lyttet til små samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet på vores hjemmeside. Det er perspektiv.dk og det er altså perspektiv med e.