Del 2: TV-vært Jacob Riising - om samarbejde

Jacob Riising fortæller om sit mangeårige samarbejde med Muskelsvindfonden og Cirkus Summarum. Et samarbejde, der startede i skepsis for cirkuskunsten, men som endte i varme for sagens gode formål. Vi taler om plads til forskelle, om at møde børn og voksne med muskelsvind i øjenhøjde og om, hvordan man som offentlig person kan være med til at nedbryde berøringsangst, uden at gøre det akavet.

Transcript

0:00

Det er da sjovt, du er... Altså, hvorfor får du så mange roller? Hun sagde, hun havde masser at lave. Er det, fordi du er norsk? Sagde jeg så, og så kiggede hun på mig. Og så sagde hun, nej, jeg er dværg. Du lytter til små samtaler. Præsenteret af Muskelsvindfonden. I denne her podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Jacob Riesing. Jeg hedder Jacob Riesing, jeg er 47 år gammel, og så arbejder jeg med Et afsnit, der handler om at samarbejde og mødes på tværs af forskelle. I forlængelse af det med underholdning, så har du arbejdet med Muskelsvindfonden en del Ja. Hvornår starter det? Uh, det starter i forbindelse med Circus Somaum. Altså, man simpelthen finder på, at Signe Lindqvist, min gode gamle kollega, og nogle andre finder på at lave et cirkus. Jeg synes, det er en hysterisk dårlig idé. Jeg har altid syntes, at cirkus var sådan lidt irriterende. Hvorfor? Jamen, det er fordi, det var sådan noget klovner. Altså, jeg har altid syntes, klovner var en lille smule hyggelig. Og så synes jeg også, det er en en lille smule kedeligt cirkus. Det er jo en varieté-cirkus. En mand kommer ind, kan jonglere med syv bolde, efter 12 minutter kan han jonglere med otte. Næste kommer ind, han har en hest, der kan løbe rundt. Der vil ikke være nogen sammenhæng, og derfor bliver det ret hurtigt lidt kedeligt, synes jeg. Har jeg altid syntes. Og så synes jeg, at det var en mærkelig idé, de havde der. Men det lykkedes dem så at få Muskelsvindfonden med til at lave det, i samarbejde med dem. Og det er noget med, dødkedeligt noget med, at Danmarks Ret jo ikke må tjene penge, men man må godt tjene penge til nogle andre. Klart, ja. Hvilket kun gjorde det produkt meget, meget, meget federe. Også fordi, at der er slogan af plads til forskelle, og man kan sige, at hele det karst, det der med, at man kunne gå ind og se dem fra Jeg havde været med mine børn i Pippi Langstrømpe Land, som jeg kan gøre mig selv Og der kan man jo møde, men det er jo ikke den rigtige Pippi. Nej. Da jeg var der, var det en 17-årig pige, der tydeligvis havde voldsomt tømmer med. Der sad og sagde, hey, jeg hedder Pippi. Men her har man mulighed for at møde den ægte herskeæg, og se om, og endnu vildere, bamse, eller et eller andet, og se dem på helt klods hold. Og det der med, at der er så forskellige karakterer i det her børneunivers, gav enormt god mening til det der med plads til forskel. Og så fordi, at muskelfældefonden, at det så unikøbet gik til noget godt, at det ikke bare gik til en eller anden jysk impresario, så var det jo et dejligt projekt. Det her med plads til forskelle, det er jo en vigtig del af deres identitet. Hvordan har du oplevet det? Jeg har oplevet, at det er en meget, meget rummelig organisation. Altså, der er enormt... De er der ikke for pengene. Og det har jeg faktisk altid syntes var enormt fedt. At de var der, fordi de ville noget, og de ville gøre noget godt for nogen. Og det synes jeg også, jeg tror ikke, det er de færreste, der er i tvivl, hvis man har været inde og se Cirkus Hormon og været i forbindelse med det produkt, så ved man godt, at det har noget med muskelfondet at gøre. Jeg tror, det er de færreste, der går derfra og tror, ikke kan huske, om det var Hjerteforeningen eller hvem det var, der lavede det. Så de går enormt meget op i, hvorfor de er sat her på jorden. Og så er det en rummelig organisation. De var ikke bange for at tale om tingene og tale om at have et handicap. Det er klart, at de er ikke bange for det. Nej. De lever med det. Men for os andre er der jo et eller andet tabu forbundet med det. Helt sikkert. Hvordan gik du ligesom til det? Det tror jeg måske faktisk var takket være Muskelsvendt-fonden, at de ligesom hjalp en til, ved at de var meget åbne omkring, hvordan man tager... Fordi det er jo rigtigt, at hvis man, når man møder en, hvis man møder en med muskelsvind, så kan det være svært at... Altså... Hvad skal man gøre? Hvad skal man gøre? Kan de forstå, hvad jeg siger? Hov, du har noget savl siden i mundvinden, eller skal jeg kommentere på det? Der er jo enormt mange. Det er jo et kæmpe tabu. Ja. Men jeg synes, de har været enormt fede til at være... Også i deres forestillinger og sådan noget, til ligesom at nedbryde de der tabuer og lære børn, at det er ikke noget problem. I et af de første år, jeg var med, der var der en dværg med, en skøn kvinde, der hedder Sigrid, som er norsk, og jeg kan huske, da jeg møder hende første gang, så er man jo også nogle gange lidt i tvivl om, hvad skal man egentlig sige, hvad skal man gøre? Og første gang jeg møder hende, der for at være hyflig, så siger jeg, det er da sjovt, du er... Altså, hvorfor får du så mange roller? Hun sagde, hun havde masser at lave. Er det, fordi du er norsk? Og så kiggede hun på mig, og så sagde hun, nej, jeg er dværg. Det er rigtigt. Som jo var jo... Og enighed, ikke? Der er det jo en misforstået høflighed, man kan komme med. Så sagde du, det er rigtigt. Det er rigtigt, det er du. Det er bekræftet af ni. De har altid været enormt åbne omkring, at et handicap er jo ikke et handicap. Det var egentlig et meget fedt slogan, jeg lavede der. Nej, ikke helt kunne jeg mærke på dig. Et handicap er ikke et handicap. Måske de bare skal blive på plads til forskel. Nu er den kastet ud i luften. Det er jo heller ikke fordi, du skal sidde og kaste om dig. Nej, nej, nej. Men det lyder som om det her møde med muskelsvin har været meget varmt, men jo også har været, som alle vi andre nok har det, det der med, hvordan bærer man sig ad første gang, man mødes med dem. Har du også tænkt over, at du egentlig også har en rolle i at normalisere muskelsvind Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror ikke, at jeg har set det som om, at det var min bedrift. Men jeg har altid været enormt glad for, at det var muskelsvindfonden, at økonomien gik til at projekte. Altså det gjorde projektet mere sympatisk, at det ikke var en mand i klampenborg i et stort hus, der fik pengene. Det må jeg sige. Det har altid været enormt fedt, at det var, at det gik til noget godt, og at det var så varmt omkring børn med muskelsvind. Når nu man laver inden premieren, eksempelvis, så inviterer man en masse børn ind, der har muskelsvind, og deres familie og sådan noget, og møde. Altså, der var jo masser, der kom år efter år, som man jo nærmest er til at kende. Det synes jeg altid var enormt hyggeligt, og hjerteligt, at det ville noget mere end bare at lave et show. Ja. Har det ændret noget for dig efterfølgende? Jeg tror da, at mine fordomme omkring handicap generelt ikke er så store som mange andre. Måske fordi jeg har lavet det, arbejdet med muskelsyndrom i mange år. Hvis du kunne fortælle noget til den almindelige dansker, siger jeg med et gåsøj nu til. Ja, jeg forstår godt. Hvad vil du så give dem af rådet til at prøve at forstå den her verden lidt bedre? Altså, jamen det er jo svært, fordi det kommer an på, hvem man er som menneske. Det er jo klart, at herr Skæg har nemmere ved at gå hen til et barn i kørestol og sige, hvad er der jo det? Eller stik mig en high five, jeg kan bare hjælpe dig med at løfte hånden her, og så videre, så videre. Et almindelig menneske kan tillade sig nede i superbrosen. Så man kan sige, det er jo lidt fejhold, når man ligesom står inde i en manege, så kan man jo være nok så mangfoldig, og nok så rummelig, og alt muligt. Jeg vil da mene, at mange muskelsvindramte familier ikke vil rynge på næsen, hvis man på en fornuftig måde kommer og spørger ind til, hvad er det der? Hvorfor ser I sådan ud? Ligesom på så mange andre, hvis man møder andre mennesker, som er anderledes end en selv. Måske er det noget med mavefornemmelse. Det jeg hørte dig sige, det er måske at tage en lille smule ud af det fra Cirkus Sumau, og så tage det med ud i samfundet. Altså en lille smule nysgerrighed, og lad være med at være så bange. Den der berøringsangst, den kommer man ikke nogen vej ind med. Nej, det tror jeg da helt sikkert. Det kan nogle gange være endnu værre, hvis man helt lader som om, at der intet er anderledes i en situation. Det kan nogle gange gøre en stemning lidt akavet. Hvis man eksempelvis til en tværg siger, at det er fordi du er norsk, at du har meget at lave på de danske ting. Du har lyttet til Små Samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet, på vores hjemmeside. Det er perspektiv.dk. Det er altså Perspektiv med E.