Del 3: TV-vært Jacob Riising - om skrøbelighed

Hvad sker der, når man mister kontrollen – på arbejde, i livet, på tv?

I tredje samtale taler Jacob om at blive fyret fra DR som den første i en stor sparerunde, og om det rejseprogram han lavede med sin mor, der viste sig at blive noget af det mest rørende, han har lavet. Vi taler om ægte skrøbelighed, om kreative rutiner og om friheden ved at vælge selv – også når det er usikkert.

Transcript

0:00

Det var vildt. Jeg havde aldrig prøvet at blive fyret før. Det var en vild... Ja, det er rigtig vildt, når man ikke selv styrer det. Du lytter til små samtaler, præsenteret af Muskelsvindfonden. I denne podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Du skal møde Jacob Riesing. Jeg er 47 år. Jeg behersker sproget dansk, i og med, at jeg er født og opvokset i Herlev. Så hedder jeg Jacob Riesing, og er lige nu med i en podcast. I et afsnit, der handler om skrøbelighed og kontrol. Hvordan ville du have det med, hvis folk de sagde, at du var sådan lidt fjollet? Det ville jeg se som et komplement, tror jeg. Jeg tror, jeg har altid set sådan lidt, altså i folkeskolen, hvor jeg er klassens klovn Og det blev sådan i tale sat også Og det så jeg egentlig også som et kompliment Ja Er det et skjold nogle gange? Nej, jeg forstår godt hvor du vil hen med det Men det synes jeg egentlig ikke det har været Altså det er det måske for nogle mennesker Men det synes jeg egentlig ikke det er for mig Måske det er mere sådan en Sikker vej at gå Men jeg vil ikke kalde det et skjold Det er ikke for at gemme på noget Det er ikke fordi jeg er bange for at tale om alvorlige ting eller et eller andet. Men du har da ret i, at det nok er sådan noget, hvis man er til et middagsselskab, at Men det er ikke en maske for at gemme på noget andet. Du lavede det her tv-program sammen med din mor, som jo var lidt en anden retning, rent Men det var jo også et meget fint ærende, fordi det handlede om at genfinde dit Hvorfor var det så vigtigt for dig at lave det her program? Først og fremmest skal jeg sige, at det var ikke mig, der fik ideen til det program. Næsten alt tv, der bliver sendt i Danmark, næsten alt, er noget, hvor det kommer fra et Det her var en irsk mand og hans mor, der rejste rundt. Det var lidt mere sådan, Jack har sagt, at det hedder How to kill your mommy in 50 ways. Og det var lidt mere noget med, at han bare tyrede hende ud fra en flyvemaskine, og hun skulle hoppe bunkejump, og så grinede man af det. For at sælge det til Danmarks Radio, for at de ville købe det, så blev vi nødt til at sige, vi går mere DR på den, så det bliver mere, altså også mens vi kaster hende ud fra en flyvemaskine, og hun hopper bungee jump, så snakker vi også omkring nogle ting. Og det var næsten det, der gjorde det mest interessant, synes jeg faktisk undervejs. Fordi den der, som man kender, og nu man bliver ældre, og ens forældre bliver ældre, så er det jo sådan, at der kommer et skift i, hvem holder nu passende, hvem er det, der skal arrangere, hvem er det, der skal tjekke os ind på hotellerne, osv. Og det synes jeg var meget interessant. Det jeg så ikke havde forudset, det var, at hun blev stoppet af lige så mange mennesker på gaden, der sagde det modsatte. Der sagde, jeg har også en søn, der er pisseirriterende, og tror, han skal holde passende, og tror, at det nu er det bedre. Så den samme befolkningsgruppe var der fra hendes synsvinkel. Men der er ikke nogen tvivl om, at det er nok det program, jeg har lavet, eller det jeg har lavet i min karriere, som har været mest sådan, har rørt noget ved nogen. Men det er ret interessant, fordi jeg tror også, jeg tror næsten alle dine programmer har jo gjort noget for nogen, på en eller anden måde, om det så har været underholdning, der har skabt glæde, men det her har så rørt folk på en anden måde. Det må også have rørt dig på en anden måde. Altså, det er noget andet, du kristede dig i. Det var jo enormt. Altså, det der med at tage sin... Det var jo ægte. Altså, mens jeg jo mere har lavet sådan en konstrueret virkelighed, at det var et studietv-program, eller et eller andet. Altså, det var jo min rigtige mor, og det var jo ægte, og det var jo stadigvæk, vil jeg sige, det er noget af det mest hårde, jeg har lavet. Altså det der, hvis nogen, altså jeg er jo glad for, at jeg har min mor, men at have hende med på arbejde, er også grænseopgivende. Det kan man lige prøve at forestille sig selv, hvordan det er at have sin mor med på arbejde 12 dage i 30-kilometer tid, det var, vi var ude at rejse. Og så det der med, og jeg kan huske om morgenen, når man vågnede sig, vidste man, at i dag skal jeg både holde en kruk dille, og prøve verdens hurtigste rutsjebane. Og shit, jeg skal lige ned og vække min mor først, og have hende med rundt. Og ligesom i folkeskolen, kan du huske, der synes man jo, at ens egne forældre var kæksede, men alle de andre var jo okay. Sådan her var det også, at lydmanden og alle de andre, de syntes jo, at hun var sød nok, og syntes jo ikke, at hun var for meget. Så mellem os var det også ret tit, at jeg ligesom byttede rundt på den portingkort, så det var fotografen eller en lydmand eller en, der fik lov til at sidde ved siden af hende på vej til Filippinerne, fordi jeg simpelthen ikke orkede mere. Som vi snakkede om, du mister jo lidt kontrollen i det her program. Det er ikke script, det er ikke et studie. Det er simpelthen bare ud i den store verden. Du mister jo også til dels kontrollen over dit liv i den kæmpe sparerunde, der var hos DR for en del år siden, og bliver fyret. Hvordan var det? Det var vildt. Jeg havde aldrig prøvet at blive fyret før, så det var en vild... Ja, det er rigtig vildt, det der med, at når man ikke styrer, selv styrer, det foregik på den måde, at der skulle spares. Man vidste ikke, hvor mange, der skulle spares. Og jeg møder ind på sådan et åbent kontorlokale, og jeg var den første, der blev fyret i hele Danmarks Radio. Jeg ved ikke, om det var sådan et statueret eksempel, eller om der var et eller andet med, at nu... Jeg kan ikke engang huske, om der var andre værter. Nej. Så klokken 8.00.01, altså et sekund over, ringer min telefon. Og alle kigger op, fordi de ved jo godt, at når man bliver ringet op, så er man fyret. Og så tager jeg telefonen. Så sidder du i et storm. Man sidder i sådan et storm, og så får man et opkald om, at man skal gå ned i den anden Så er der en mand i røret, og jeg ved, at min chef er kvinde, så jeg er rimelig lettet Og så siger han, at din kvindelige chef blev fyret i går. Wow, du er også fyret. Så går jeg ud på gangen for at ringe hjem til min kone, og sige, at jeg skulle blive Så møder jeg Sanne Salemundsen, der er i gang med et program, som kører ekstremt Jeg kan ikke engang huske, hvad det hed. Det var et underholdningsprogram, som du kørte med Sanne Salemundsen som dommer. Og så siger hun, at det var en god sk, det skal der, som selvmordsnykør, med et par store solbrætter, og så siger hun, jeg er sgu lige blevet fyret, så kigger hun på mig, så løfter hun lige på en stor solbræt, så siger hun, det er jo ikke sgu mange, der godt kunne tænke sig, og så tøffer hun ned i studiet, for at lave et eller andet håbløst underholdningsprogram. Det var ligesom, hvad der var trøst. Det må også have hjulpet lidt på stivning. Det har hjulpet lidt på stivning, men det var faktisk voldsomt. Jeg kom op i sådan en lokale, hvor de sagde, at de sluttede med at spørge. Det var ligesom at få at vide, at du er uhelbredt i sygdommen. At du har fået kræft, der ikke er noget at gøre. Og mødet slutter med, at de spørger. Der sad seks mand, tror jeg. Jeg kendte ikke én af dem. Noget tillidsmand og sådan noget. De spørger til sidst, hvor går du hen nu? Er der nogen, hvor du er? Underforstået, at jeg ikke skulle kaste mig ud over en fondtåle eller noget. Men det var jo en ret lykkelig fyring. Jeg var jo egentlig ret lettet over det efterfølgende. Så værd var det ikke, men En af de ting, der irriterede mig mest, fordi jeg fik jo ret meget arbejde at lave Fyret. Og jeg kunne også mærke, at når jeg siger det, så siger jeg jo til folk, at det var de år, da jeg lige blev fyret. Man kan mærke, at der kommer sådan en... Det er jo stadig en ting, som om, at man er blevet syg. Det er jo et tabu stadig at blive fyret, selvom man ikke har noget med det at gøre. Ligesom er det stadig et tabu at få kraft eksempelvis. Der bliver man jo også sådan, at det kan være svært, hvordan skal man forholde sig Så det er jo egentlig en spøjsting, at det stadig er en ting at blive fyret. Ja, det er jo tabu, ligesom apropos i forhold til den her podcast, at have et Men så du, uanset hvor lykkeligt det var, så lyder det som om, at du egentlig bare Hvordan slipper man så ud af den? Det gjorde jeg ikke rigtig noget for. Jeg kunne heller ikke gøre så meget ved det. Jeg sagde ikke rigtig til folk, at de måtte skrive det. Jeg tror bare, at tiden gik, og så var det ligesom ikke så interessant. Det kunne jeg selv ekstra bedre godt se, at det var lidt kedeligt, og så blev jeg med at skrive det. Men det var sådan en... Kan jeg vide, om det egentlig stadig er sådan, at hvis nu jeg laver en overskrift i morgen, om der så stadig står, som for øvrigt blev, og så med klikbæt videre til den historie. X, det er hvad? Du må trykteste, du må ud og lave et eller andet. Ja, det kan da være det. I den her podcast, vi skal lave en shitstorm. Du har lyttet til Små Samtaler. Mit navn er Andrew Davidson. Du kan finde flere episoder, der blandt andet også handler om handicap og identitet, på vores hjemmeside. Det er perspektiv.dk, og det er altså perspektiv med e.