Instruktør Anna Balslev - om at folk græd, da hun afslørede sit handicap

Instruktør på Det Kongelige Teater, Anna Balslev, er flere gang i sit liv blevet mødt med triste blikke, når hun afslørede, at hun har et skjult handicap. Den 'tragiske fortælling' om handicap, vil hun ændre på:

"Det er som at sige, at jeg er brunettet - og så begynder alle at græde".

Lyt til hende i samtale med digter Caspar Eric optaget live på Nørrebro Teater.

Transcript

0:00

Der var flere, der begyndte at græde, da jeg fortalte, at jeg havde et fysisk Og min lærer begyndte at græde, fordi det var sådan en smuk historie. Det var også lidt sørgeligt, at sådan en kapabelt menneske havde sådan en trist Altså narrativet om handicap, som jeg... Det er jo det der med at sige, at jeg er brunette, og så begynder alle at græde. Ja, klart. Velkommen til en ny version af Små Samtaler, som hedder Små Samtaler Live. Dikter Kasper Erik Avert, og sammen med sine gæster bliver der sat fokus på ord som identitet, handicap og livets dilemmaer. Formålet er, at vi bliver klogere på hinanden, og serien er optaget live foran et publikum på Nørrebro Teater. Hej hej! Tak! Og hvad er det dejligt at se jer til den her første udgave af det her, vi prøver at lave, og som jeg har glædet mig helt vildt meget til. Jeg hedder Kasper Erik, og jeg skal være vært på de her små samtaler, som er et samarbejde mellem Nørrebro Teater og Muskelsvindfonden. Det vi skal gøre, er at vi skal prøve at snakke om nogle sårbare ting. Vi skal prøve at snakke om, hvordan det nogle gange at falde uden for normen, eller måske at have en anderledes oplevelse eller en anderledes krop, gør, at vi nogle gange tænker på verden på en anderledes måde. Både godt og dårligt. Min første gæst er dig, Anna Valslev. Du er del af den kunstneriske ledelse på det Kongelige Teater som instruktør. Og så har du muskelsvind, og så er du mor og alle mulige andre ting også. Nu skal vi starte med at tale om noget, som jeg virkelig har glædet mig til, fordi vi to har på en måde været lidt på en parallelt handicaprejse. Jeg må vel sige. Jeg kan huske dig fra, at jeg startede som digter, og du var venner med nogle og jeg også blev lidt venner med, og jeg havde meget en fornemmelse af, at du der havde muskelsvind, eller i hvert fald begyndte at tale om det. Og i dag har jeg bare taget ét spørgsmål med til dig, lidt inspireret af Master der engang havde et program, et fantastisk radioprogram, der hed Croque Miche, hvor han altid bare spurgte en om én ting. Og i dag så har jeg tænkt mig at spørge dig om, hvordan det at have muskelsvind påvirker dit arbejde, eller hvordan du måske overhovedet tænker på arbejde. Men inden du svarer helt på det, vil du så ikke prøve at fortælle lidt om første gang du sådan for alvor begyndte at tale om at have muskelsvind måske? Jo, altså jeg har sådan, jeg har en form for muskelsvind, der hedder CMT A1, som jo Og da jeg var lille, så har mine forældre en historie om, at de kunne se det, så snart Og det kan jeg stadig ikke, hun er den ældste af fire. Så jeg går sådan på daglig Men da jeg var lille, så blev det kaldt drillefinger og drillefødder. Der var det have et sprog for det, fordi når man har et usynligt handicap, så er det jo noget, der lever i sproget. Det er kun i form af, at jeg selv siger det højt og også i grad. Det også mig selv, der sætter graden for det i form af min egen formulering af det, fordi andre mennesker ikke kan tolke det. Så det har jeg faktisk gjort, da jeg har en Altså at det er igennem, hvordan jeg selv italesætter det, der sætter, hvor Det er også lidt absurd. Ja, jeg tænker, at det kan jo både være noget, der er besværligt, og noget, der kan Jo, der er i hvert fald en kæmpe stor... Apropos synlige handicaps. Ja, det er det, der er i hvert fald en kæmpe stor imposter, hvis vi kender det Altså stor selvdiskussion konstant, om det nu også er rigtigt. Altså for jeg ved ikke, hvordan det er ikke at have CMT. Så det at i talesætte muskelsvind er noget, jeg har lært mig, at det er anderledes end Men jeg skal hele tiden beskrive det over for noget, som jeg ikke kender til. Så egentlig ville det være lettere for mig at gå rundt i verden og tale om, hvordan andre mennesker har drillefinger og drillefødder, og at mit var det normale, fordi jeg ikke er gået fra ikke at være handicappet til at blive handicappet. Så jeg kan ligesom ikke sammenligne det med et liv med eller uden ben. Det er ligesom min konstante normal, som jeg så skal prøve at talesætte som noget, der er unormalt overfor en normal, jeg ikke selv kender. Og den kan jeg faktisk, jeg kan ikke huske, og er begyndt at tale om det. Jeg kan huske altid, at jeg verbaliserede det, men jeg kan huske en hvor jeg gik fra at gøre det så lille eller så ubetydeligt som muligt til noget med Og det var ret sent, det var først i mine 20'er, altså jeg er 34 nu, så det er ikke at jeg ligesom begyndte, tror jeg også det du refererer til, altså offentligt også at Den sårbarhed at have et handicap. At den havde en stor effekt og samtidig stod ved at være et stærkt menneske. Altså at være sårbar med noget, der i og for sig på papiret kan være hemmende. Og så samtidig snakke om kvaliteter. Og der tror jeg, at før i tiden som et ungt menneske har jeg meget fokuseret på at sige, Altså at tale det meget ned. så slemt. Altså, jeg talte meget ned. Er det noget, der fylder i dit arbejdsliv? Eller er det, da det skifte ligesom sker, da du er omkring 20? Det tænker jeg jo meget sådan alder, hvor man begynder at sig selv som et voksent, alvorligt menneske. Og så alle, der er voksne og griner af en, fordi man ikke er det endnu. Men altså, men er det noget, der ligesom, har det informeret dit arbejde fra begyndelsen som instruktør? Eller er det noget, du ligesom, fordi det er noget, jeg har bare begyndt at høre dig tale om De Ja, altså da jeg søgte ind på teaterskolen Jeg søgte ligesom Jeg søgte fire gange Og de tre første gange Der stod sådan, eller der stod alle gange Jeg søgte på hjemmesiden At man skulle have stærk fysisk stamina For at blive teaterinstruktør Og så tænkte jeg, okay, så min opgave er At de ikke må opdage at jeg er svag Og det lyder jo helt absurd, men det var vidderligt Det lyder jo helt absurd, men det var vildt og lidt, som jeg tænkte. Det lyder så universelt, handicap er fejl. Ja, helt vildt. Men det var virkelig sådan, det skal jeg... Min mor blev ved med at sige, vi ved jo, at du er rigtig dygtig. Vi tror bare ikke, at verden nødvendigvis kan opdage det bag alt det der. Så du må jo stå fast. Al kærlighed til min meget stærke sejmor. Men jeg gik faktisk til tre optagelsesprøver og prøvede at skjule, at Og en af opgaverne i den her optagelsesprøve var shippning. Så det er shippet. Okay. Fordi det viser stærk samarbejdsevne. Okay. Og jeg var faktisk hos Jennifer, som er chef på det her teater. Hun var skidegod til at shippe. Okay. Når hun kom ind, det håber jeg ikke, hun var rigtig god til at shippe. Nej, men der er noget med, at man kan jo godt se det for sig, at kunne lytte til hinanden, at kunne snakke og se sådan, okay, du er der, og jeg er her, vi koordinerer. Du gør sådan her, så er der en, og jeg var jo elendig, jeg er ret god til at samarbejde, jeg er virkelig god til og der gemte jeg det, og jeg gik jo ikke videre fra den prøve, jeg virkede jo som en, Men det er da også en meget voldsom, konkret møde med noget, man kunne snakke om, som er et rum, som på en måde kræver en fysikalitet, som ikke nødvendigvis er men som det så kommer til at sætte dig i en mærkelig situation i forhold til. Jeg tror, det er jo den der overlevelse, vi alle sammen, når man ved, hvad det vil sige at så laver man sådan en overlevelsesstrategi for at passe ind i den Så tænker man, så er det jo fordi, jeg skal gøre mig så umæssigt som overhovedet muligt, for at kunne se styrken i, at stå ved siden af og sige, jeg kan ikke være med til det, jeg kan se det fra en anden vinkel, eller, men det kunne jeg slet ikke se der. Og så det er, at jeg faktisk tog et år ud af alt sådan noget frivillig arbejde. Jeg flyttede sådan fokuseret på, at jeg skulle søge ind på teaterskolen og valgte ligesom at sige, og lave alle mine, man skulle lave, hvis man gik videre til alle fire Der går to instruktører om året i Danmark på den her teaterskole. Og jeg besluttede mig for at sige, at alle de her 11 værker, de skal på en eller anden måde informeres af det, at jeg har en erfaring som Der skal være en eller anden skrøbelighed eller sårbarhed i hvert værk, hvor jeg forstår noget, der handler om andedhed i det. Og så startede jeg min første optagelsesprøve med at sige det, og så Ja. At man får sådan en eller anden ild over at sige, at jeg ved faktisk noget, I ikke ved Var du nervøs for det? Var du nervøs for at sige det? Ja, jeg græd. Jeg tror ikke, der var én optagelsesprøve, jeg ikke græd under. Okay. jeg ikke græd under. Men ja, så jeg var meget nervøs. Også overfor skuespillerne For det blev pludselig meget privat og meget ukontrollerbart. Jeg oplevede, at en sårbarhed som handicappet ligger i, at jeg forsøger at holde mig selv. Altså Det må ikke gå galt. Jeg må ikke blive for træt. Jeg må ikke tippe over til at fejle i normale verden ved at komme til at være en dårlig handicappet. Og der oplevede jeg at egen skrøbelighed. Det var sådan en fail. at tale om min egen skrøbelighed. Det var sådan en fail. Men har du altid været bevidst om, at den måde, du gik ind i noget, du gerne ville at der var den skrøbelighed? Altså det lyder jo meget bevidst på en måde. Nej, overhovedet ikke. Det er mit efterrational som 34-årig, tror jeg. Fordi jeg var meget opmærksom på præcis de grunde, du siger. At ikke skrive om handicap. Altså jeg ville ikke gøre det. Fordi jeg blev nødt til at føle, at jeg først er beviset, at jeg godt kunne noget hvis det viser sig, at jeg er rigtig god til det her. Men der tror jeg, og mennesker er jo meget fejlbarlige, det er jo det, der er det Fejlbarlighed ser jeg som et stort plus, altså at vi på en eller anden måde har at der er grunde til de ting, vi gørør ikke bare er hederlige årsager, men nogle gange Altså ting vi ikke kan kontrollere. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg også at det der jeg gjorde med at i tale Der skete noget i den der jury, de var sådan, her sker der noget. Altså kunstmennesker ikke, og så siger man man har et handicap og så er det spændende. Og siden jeg har været ret lille, så så har jeg haft en joke med mine søstre. Det er så pindeligt, at du ikke må sige det her til nogen. Nej. Men der er sådan en lille søren. Det elsker jeg, når folk siger det på live on tape. Hvad fanden, man er bare en menneske. Men siden jeg var helt lille, så har jeg haft en joke med mine to mindre søstre om, at hvis vi tre ville stille op i X Factor, så ville det være mig, der gik videre. Ikke fordi jeg sang bedst, men fordi. Og så Anna, er det ikke også noget med, at du har et...i, vii, vii? Da jeg blev født, Og så kan man se alle klippene, der kører. Og hun kan også synge lidt, men hun har også muskelsvind. Altså vi kørte til det her. Og jeg kunne bare mærke min egen effekt. Og noget jeg har kæmpet rigtig med, og som jeg stadig kæmper med, selv når vi sidder og snakker om det nu, det er, at jeg kender godt min egen effekt. Altså jeg ved godt, at jeg bliver aktuel af at tale om handicap. Ja, det er det eksotiske. Det er det strejkeagtige. Vi elsker nogen, der går i Det er det. Og at være sårbar er også en styrke, og så forvirrende. Jeg kan huske, at jeg kom ind på teaterskolen det år, hvor jeg søgte med de Så startede jeg, og det var bedst, at jeg ikke sagde det i de første to uger. Fordi så kunne folk lære at kende mig uden at kende til mit handicap, og så kunne jeg Og så den dag jeg skulle break det, så sad alle i sådan et rum. Og så da jeg sagde det, så var der flere, der begyndte at græde. Altså der var flere, der begyndte at græde, da jeg fortalte, at jeg havde et fysisk Og min lærer begyndte at græde, fordi det var sådan en smuk historie. Det var også lidt sørgeligt, at sådan et kapabelt menneske havde sådan en trist Altså narrativet om handicap, som jeg, det er jo det der med at sige, jeg er brunette, og så begynder alle at græde. Ja, klart. Og man er sådan, altså der er sådan de stanse. Og både det smukke tårer og søvlige, tragiske. Ja, og det er løgn. Og altså sådan en sensation. Tænk at du er her. Ja, hvor er det flot. Og sådan noget, ikke? Altså, så jeg tror, og der har jeg samtidig min egen imposter, som er sådan, jeg føler Der er så meget forvirrende i det der, som jeg slet ikke er ekspert på, andet end jeg Men jeg er ikke fri for, jeg synes ikke, jeg er fri for alt det, vi alle sammen går. Altså jeg er ikke heldig, fordi jeg har et handicap. Jeg har stadig storhedsvand ved at agere på grimme følelser med sådan her, så skal I Hvordan har du det egentlig inde i det rum, når du så er på den kunstscene og inde i en Er der nogle situationer i dit arbejdsliv, hvor du så tænker sådan, jamen jeg elsker Ja, jeg tror... Altså jeg tænker bare på, når du så fortæller om, at de så sidder og græder, men samtidig skal i shippe til optagelsesprøven, eller jeg forestiller mig, at der må være noget med, at du skal bede om nogle pauser indimellem i nogle arbejdsprocesser eller sådan noget, der kan være besværligt. Jeg tror faktisk, det er, hvor jeg føler mig mest besværligt, og det har stadig ikke løst endnu. Det er, når jeg har svært ved at acceptere, at folk ikke er villige til at se mig som ekspert på et område, folk kunne blive lidt klogere på. Altså det lyder jo helt absurd, men blive lidt klogere på inden for nogle i stedet for at jeg er en, der siger handicap, og så kan vi ikke snakke sammen Altså i det øjeblik, jeg siger, jeg har jo et handicap, hvis jeg skal arbejde med en altså en, der har et fysisk handicap i en produktion, eller jeg kan sige, det handler Og det vil jo være lidt ligesom at sige, at jeg er homoseksuel, så kan vi ikke snakke om Altså det der med sådan, at jeg føler stadig, at der er noget, jeg ikke har Jeg har ikke knækket, det er stadig lettere, hvis jeg på en eller anden måde, Ja, jeg synes det giver meget god mening, men altså jeg tænker også, at vi kan snakke om det, udefra da du lavede et drømmespil, og der havde du Mikkel, som jeg har glemt efternavnet på nu. Mikkel Lund. Mikkel Lund på scenen, som er kørestolsbruger, og er den første kørestolsbruger, jeg har set på det Kongelige Teater, og på en måde også den første rolle, hvor det er en handicappet, der ikke nødvendigvis handicappet på scenen, som selv har et. Og jeg græd bare fra minut 4. Det er også et godt minut. Ja, det er det bedste minut. Men af at opleve det som en person med et fysisk der. Og der tænker jeg, var der ikke noget i den proces, altså var der noget der, hvor Ja, og der tror jeg, der er udfordringen, at det kunne mig og Mikkel jo sagtens gøre. Vi har også lavet en talk-in på det kommende, hvor jeg tror, vi var fem med et Ja, ja. Altså fordi følelsen af at være flere. Ja, hvis du siger, vel også når du starter med at sige, at det du lærte var at skjule når man så kom. Det værste man kan gøre, hvis man vil skjule noget, det er at blive Ja, præcis. Ej, det er sagt en kæmpe ironi. Det var den største. Men jeg vil sige, at Han sagde sådan, jeg tror der gik ikke en dag uden at tage, altså fra handy til handy. Og så var alle andre ude af den samtale, fordi vi vidste noget. Men jeg tror den vildeste ting ved det var faktisk at få lov til at arbejde. Det var ret vildt at dele, at have et rum med ikke fysisk handicappede i rummet, og så Altså ligesom bare sige, hvad kan du? Hvor meget ud af den der stol kan du komme? Hvad stykker end de andre fysiske skuespillere. Og det, der var så interessant, det var at arbejde med det og så gå ind og sige, altså, Mikkel har måske faktisk med sin krop været udsat for ti gange flere groteske ting med krop, han sidder med end de andre. Måske kan de gå mere i stykker, end han kan. Måske kan de tåle. Han er lidt mere ydet i at. Ja, præcis. Og blive håndteret bogstaveligt talt. Og det var ret vildt at få lov til at bruge den muskel og den kunskab og kendskab til, at på en eller anden måde være frigjort. Der var ikke det filter imellem os, hvor man skal have en anden forsigtighed, hvis man står som ikkehandikappet og siger, og hvordan er det for dig? Men vi begge to vidste, at der var frit åbent for sluserne. Det var helt fantastisk. Det der så bare var, som jeg blev nødt til at acceptere, for jeg er jo også leder i den sammenhæng, jeg kunne ikke forvente, at andre mennesker omkring mig så Mikkel på samme måde. Hvad betyder det egentlig? Det betyder, at jeg i mange sammenhæng synes, det gik for langsomt. Jeg blev utålmodig med, altså fordi der er jo mange procedurer, når det kommer til det kongelige teater, som vi skal overholde. Vi er ligesom et hovedbibliotek. Hvis der er nogen, der kommer til skade af noget, der sker inde på det, så er det statens skyld. Og så er det bare... Altså, der er mange instanser her. Så jeg kunne ikke... Jeg opdagede meget hurtigt, at min utålmodighed med, hvor hurtigt det skulle gå for at se Mikkel som ikke skrøbelig, kunne jeg ikke forvente af andre mennesker. Fordi deres blik på det at have et fysisk handicap stadig er formet af en kultur, som ikke har den fysiske erfaring, jeg har. Og er det, du siger på en måde, bare lige for at skære det ud i pap, altså sådan noget med nogle regler for, som der jo også er i plejesektoren, bare sådan, hvem må løfte hvem, hvornår må man komme i bad, og sådan noget, som jo er et problem. Helt konkret, for eksempel. Hvad må vi gøre, og hvornår må Mikkel gøre ting? Vi ville gerne, vi havde sådan et sindssygt dansenummer, på otte, et halvt minut, hvor Mikkel skulle ud af stolen, løftes op, og så skulle en af spot-takser, eller en af skuespillere, sætte sig op i stolen, og være alt for stor til stolen, og køre stolen væk, og så havde man ligesom Mikkels Han har CP, han kunne ikke gå selv. Og så blev han bare lagt ned på jorden, og så blev han kørt rundt på en drejescene, imens der var balletdansere, der dansede omkring ham og sådan noget. Og så blev han løftet op af en danser, og der var ikke nogen kørestol. Altså i hele det kongelige teater var der ligesom ikke nogen kørestol, vi kunne se. Der var kun kroppen, der havde brug for kørestolen, men som ligesom bevægede sig Så han blev ligesom taget fri af den. Men man må ikke løfte et handicappet menneske på en teaterscene. I hvert fald ikke på det kognige teater. Det må man heller ikke på andre, men så kan man være mere eller mindre rowdy, hvis man ikke har statsscene. Og man må generelt ikke ud i samfundet uden at spørge. Præcis. Det må man så heller ikke uden at spørge. Der er simpelthen den her regel, som ikke er fritaget i kunsten. Du må ikke løfte på en handicappet krop. Du må godt løfte på Mikkel Arndt. Du må løfte på alle mulige skuespillere. Der har alle mulige skavanker, men vi måtte ikke løfte på Mikkel. Og det er nok det mest private øjeblik, jeg har oplevet i arbejde nogensinde. Fordi jeg blev så ej over den skrøbeliggørelse af Mikkel, og at vi, jeg Jeg følte, der var noget med Mikkels krop, vi ikke måtte se. Og at der var noget, vi... Altså det begrænsede kunsten. Det var helt absurd. Det var fuldstændig absurd, at vores blik på handicappet kravlede så tydeligt ind i vores arbejde på et drømmespil. Nogle gange snakker vi om en begrænsning som noget lidt abstrakt eller forskelsbehandling som noget lidt abstrakt, man kan mærke på en måde. Og vi stoppede prøverne, og vi prøvede at få nogle aggregater ind, som kunne løfte ham Det måtte de heller ikke. Og så fandt vi ud af, at hvis en kran løfter ham op ad stolen, Han hænger i luften. Men der er ikke nogen, der må trykke på den knap, som løfter et Men Mikkels hjælper må ikke betjene knapper på det kongelige teater. Så det var sådan et byrokratisk mesh, som var så uhyggeligt. Det tog sådan en uge at udrede. Det her minder mig bare om sådan komplicerede ting i alle mulige deler af ens Hvor man er sådan, hvorfor er det her så mærkeligt? Og jeg tror noget, et af svarene her er vel også, at vi har aldrig prøvet det her før. Så der er ikke nogen, der ved, hvad betyder regler. Der er ingen, der har lavet de her regler til, at vi vil det, du vil. Og vi skal hen mod landingen af vores samtale og tænke bare, lige nu er der Casimir og Karoline, som du har lavet på det Kongelige, som har to Spilledage tilbage. Har du taget... Nej, i dag. Jeg skal over til at se den sidste forhold. Okay. Sidste i dag. I kan ikke nå det. Jeg så det, det var rigtig godt. Det er jo det Men jeg tænkte bare på, nu kom vi til at snakke om en helt konkret arbejdssituation, Jeg synes faktisk, at det der er den største gave ved at arbejde med den der, vi skrøbelighed med et plus foretegn på en måde, som en superkraft. Men jeg synes, at jeg altid bestræber mig på, eller grundlæggende interesserer jeg mig altid for sprækken, for det menneskelige, som ligger i det at opleve andethed. Det kan egentlig relateres til alt muligt. Det er også Nora i et dukkehjem, som står og føler sig ikke tilpas i sit eget hjem, fordi hun bliver gjort til noget, hun ikke føler, hun kan genkende. Og jeg synes faktisk, at den største frihed er at få lov til at læse handicap erfaring ind i det menneskelige, så det ikke bliver sidestillet som noget, der er en erfaring, der er skrøbelig og som vi ikke kan relatere til, men at det bliver gjort lige så relaterbart som alle mulige andre menneskelige aspekter af det at være i live. Og for eksempel med Casimir og Caroline, handler det om en ung kvinde som Caroline, som vil bryde med sin egen social status, og siger, at hun stræber efter en lidt lysere fremtid, som kaster sig hovedkult ud i, og prøver at lede efter lykken med nogen, der har markant flere penge end hende, og ender med at blive, hvad jeg nok ville kalde, voldtaget og brugt kraftigt. Og der slutter hun af med en erkendelse af, at uanset hvad, så kan jeg hvordan andre mennesker bare vil degradere mig som en ung pige. At jeg virker som en der man bare kan tage. Og jeg tror, at den forståelse af, hvor uhyggeligt det kan være at lige meget hvor fedt vi har det sammen, eller hvor tæt forbundet vi er, så ser du jeg ikke kan genkende. Fordi du ser noget andet før den, jeg er. Og den erfaring tror jeg bor i alle mulige mennesker, på alle mulige planer. Og det ser jeg rigtig meget i verdensdramatikken, der ligger langt før, at vi overhovedet begynder at snakke om handicappede roller. Og f.eks. i et drømmespil, så var en af mine søgningsreplikker, det var, at til en af de roller, som Mikkel spiller, som hedder Vagten, der spørger gudedatteren Agnes, en af de andre, der står ved siden af Mikkel, der sidder i sin kørestol, så spørger hun, hvad er der galt med ham? Og så kommer der sådan en kæmpe sukker, alle bliver sådan i pingeovn og spurgt, og Og så sidder hele salen og tænker, gud, jeg havde lige tænkt, at hun har spurgt, fordi Og hun egentlig ikke har set kørestolen. Og jeg tror, det er den andethed, jeg hele tiden, i hvert fald bestræber mig på at Og jeg synes jo, at det er dejligt, at når du sidder og snakker om det, så kan jeg se det i de oplevelser, jeg har haft. Altså den der, at hvor meget det handler om at være spundet ind i andres fortællinger, for eksempel, og sådan noget. Jeg tænkte på, lige mens tiden render ud, og I får lov til at gå op i et barn, er der sådan i dit arbejde, er der en grænse, du vil ønske, du kunne rykke ved? Altså helt konkret, vil jeg gerne kunne trykke på sådan speeder, i forhold til hvor hurtigt Det kræver nogle penge, og det kræver, at man kigger på nogle regler, jura, HR og alt Og det ved jeg bare tager år. Og der havde jeg lyst til, at jeg kunne sige, at i morgen møder jeg ind på arbejde, og så har jeg fem skuespillere, der er uddannet, som har hver sin fysisk handicap, og vi skal lave noget, der slet ikke handler om det. Altså det gad jeg godt. Men jeg ved, at det kommer til at tage mange, mange år. Og det er jo bare en Det er det ene. Og så tror jeg bare virkelig godt gad at kunne have en samtale om det, hvor at det er faktisk, jeg behøver slet ikke at bekymre mig om, om jeg krænker nogen eller Jeg kan egentlig bare sætte mig tilbage og lytte om, hvordan den erfaring er, og så se, Og det ved jeg ikke, hvordan man gør. Det er sådan en drøm. Anna, det ved jeg heller ikke, men jeg synes, det er en meget god udfordring til Tak fordi du ville tale med mig i dag. Anna Bals, det var mine damer her. Du har lyttet til Små Samtaler. Du kan finde flere episoder på vores hjemmeside www.perspektivmeda.dk