Podcastvært Line Kirsten - om at vi er vildt dårlige til at tale om sorg

Line Kirsten mistede sin lillesøster som barn og er derfor vokset op med sorgen. Hun overraskes stadig over, hvor dårlige vi er til at tale om den.

"Det er jo absurd, at vi har svært ved at tale om sorg, når det er et vilkår for os alle".

Lyt til hende i samtale med digter Caspar Eric på Nørrebro Teater.

Transcript

0:00

Jeg ville gerne, at vi blev bedre til at snakke om sorg. Det synes jeg, vi er stadig rigtig dårlige til. Det er jo absurd, at vi har svært ved det, fordi det er et vilkår for os alle sammen. Hej, du lytter til Små Samtaler. Jeg hedder Kasper Erik og er vært. Og sammen med programmets gæster, så sætter vi fokus på temaer som identitet, handicap og livets store og små dilemmaer. Formulet er at blive klogere på hinanden. Og serien er optaget live foran et publikum på Nørrebro Teater. Hej venner. Så skal vi i gang med den anden lille samtale. Det er mærkeligt, når man skal bøje det. Af de små samtaler, som I kan høre bagefter på den hjemmeside, der hedder Perspektiv Som er dem, vi laver det her sammen med, sammen med Nørrebro Teater. Det er vildt dejligt, at vi må være her i det her lille semidaglig stue set op, hvor sårbare følelser og om måske at have nogle anderledes erfaringer i verden. Og Line Kirsten Nikolajsen, du er radio- og podcastmært. Og første gang, jeg har stødt på dig næsten, det var da jeg hørte de programmer, du havde lavet der hedder I min lomme ligger en sten som handlede om at miste din søster, da du var meget ung. Ja. Og er det nærmest 10 år siden, at du lavede den? Jeg tror, jeg lavede den i 20, så 5. 5 år. Men det er også lang tid. Ja, jeg er blevet den alder nu, hvor det er det samme for mig. Alt er 10 år siden. Kender. Men den gjorde bare et kæmpe indtryk på mig. Og jeg tænkte, at vi skulle starte med at snakke lidt om, hvad der egentlig er sket siden. Og så har jeg bare taget et spørgsmål med titter, som jeg vil spørge dig om bagefter. Lidt inspireret af Master Fatman, der engang havde det her radioprogram, der hed Krogny Sjø. Jeg elsker det. Jeg synes, at han var så god til at gøre folk rolige og snakke om noget meget alvorligt og smukt. Og det er også det, jeg vil prøve at gøre med dig. Skønt. Nu de næste 20 minutter. Men vil du ikke prøve at sige, hvad der skete derefter, du Fordi jeg tænkte, noget som man lægger mærke til, det er jo, at du snakker med dine Og jeg tænkte, det er jo et meget dejligt rum at blive lukket med ind i. Men der findes jo også et rum for jer, efter at den så kommer ud. Ja, og det er sjovt, fordi på en eller anden måde, så er det jo ikke uændret, men Det jo er, at min søster døde, da jeg var seks år, hun var tre, helt kort. Hun fik en Så det har altid været en meget integreret del af mit liv, den her sorg, og vidstheden Og mine forældre har bare været de sindssygeste forældre i det her. Sagt med den største kærlighed og mest positiv foretegn, fordi de har insisteret Og at jeg skulle være en del af det her, og det ikke var noget, vi pakkede væk. Så hun har jo været en person i vores familie, selvom hun ikke var der. Og har også blevet talsat som en storesøster fra min lillebror, der kom Og mine børn kalder jeg hende også Måster Laura, selvom hun jo ikke findes i fysisk form her på jorden mere. Så det vi jo gjorde til podcasten var, der satte vi os ned for første gang, og talte det hele igennem fra A til B, og samstykkede vores fælles hukommelse om det, og accepterede, at min seksårige hukommelse også var en del af det. Fordi jeg skulle prøve at forstå, hvordan har jeg egentlig været i det her set udefra, for jeg havde aldrig hørt nogen beskrive mig I det som barn Og det gik op for mig at gå ud af en stor del af min Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg var som barn rigtig Andet end i sådan overskrister Eller hvordan jeg var som barn i den her sorg Så det var jo det vi gjorde der sammen Og det var jo enormt terapeutisk At få lov at sidde og fortælle sammen og opdage Og så var min mor og far Husker du det sådan? Altså sådan var det der overhovedet ikke Ja det sker flere gange at vi får lov til at høre det Og det er også det der med at I ikke er helt enig, at hun fortæller det, det kender jeg så godt fra mine forældre. Min mor siger altid bare sådan, jeg tænkte ikke på dig som handicappet. Og så er jeg sådan, du tog mig til fysioterapi tre gange om ugen. Hvad mener du på en måde? Hvad betyder det at sige det? Ja, og jeg tror, sådan har det jo også været for dem. Der har været nogle ting, der også blev selvfølgelig, som man ikke tænker over, men når man så ender med at sidde og snakke om det, så er man sådan her, ej hvor mærkeligt, du husker det sådan her, så nu husker jeg det Hvad for eksempel? Altså det kunne jo være både noget omkring soveforløbet, der tror jeg egentlig de er men måske også hinandens oplevelser af det, som jo er det der farver, hvordan man bliver eller fortælle hinanden nogle ting, men måske især ting, der relaterede til mig. Altså, huskede de forskelligt, hvordan jeg reagerede i en situation, eller hvordan de var forældre for mig i den situation. Så det var ekstremt interessant at høre, men det har ligesom bare været sådan et led i en ongoing soveproces, vi jo skal leve med for altid. Og den der sov, den er jo i os, og livet vokser ligesom rundt om den sov, så vi skal hele tiden forholde os til, hvordan den udvikler sig med os, og være i konstant samtale om det. Så jeg tog det som en del af det. Men gjorde det noget andet for jer, at det så blev en offentlig fortælling? Ja, altså det gjorde det jo helt klart, fordi vi lige pludselig lukkede rigtig mange mennesker ind i det, men det har aldrig været hemmeligt, om min far for eksempel har været ekstremt offentlig omkring den her sorg. Han har haft brug for at bearbejde det ved at være offentlig med det, så han har kørt Team Rynkeby, som jo samler ind til Børnecancerfonden og har investeret rigtig meget liv i det. Min mor har hjulpet lidt mere i det private, men er meget offentlig i det nære med det. På den måde, at det jo aldrig har været hemmeligt, så vi har altid talt åbent om Men jeg tror da på en eller anden måde også, at jeg var jo allerede der vant til at offentligt. Men jeg tror da, at det har været lidt overvældende og nervepirrende for Fordi hvad ville folk tænke? Og i processen havde vi mange snakke omkring, ikke at de ekstremt mange snakke om, hvordan vi klippede det, og hvordan det kom ud. Og det at kunne se sig selv, altså kunne genkende sig selv i det. Og der var der nogle snakke, så ikke så det blev ændret på virkeligheden, men så de kunne genkende sig Ja, så var jeg ikke så optaget af, hvad der helt faktuelt skete, for det var vi jo alligevel uenige om. Det er meget sjovt, det med genkendelse, fordi det er det, jeg tænkte, vi skulle de små 15 minutter her på at tale lidt om. Det, at du har en søster, der ikke er her mere, hvordan præger det, at du på en måde ser din egen familie eller familie som sådan en større ting, også på et samfundsniveau? Tror du, det påvirker det? Det tænker jeg, vi skal tale om. Men når du siger det her med genkendelse, så tænker jeg på, er der noget i din egen den der sovekrop, eller hvad man skal tale om, som du så genkender nu, hvor du er mor? Eller er der noget, du ser? Ja, der er i hvert fald nogle ting, der går op for mig nu, hvor jeg har nærmest præcis samme alder, som min mor havde, da hun mistede min søster. Jeg har selv fået en mand og to børn siden jeg lavede podcasten. Der havde jeg ingen af dem i mit liv endnu. Min datter, hun er nærmest på dagen i dag, præcis lige så gammel som min søster var, da hun døde. Så jeg kan godt mærke, jeg synes, jeg er et sted lige nu i min sov, hvor det er meget sat på spidsen for mig. Og sådan er det jo med soven, den kommer og går lidt. Det er jo også derfor, at podcasten hedder, hvad den hedder. At min mor beskriver sorgen som en sten, der ligger i ens lomme. Og nogle dage kan man mærke den ekstremt tydeligt. Og andre dage, så glemmer man lidt, at den er der. Fordi den vejer der hele tiden. Og lige for tiden, tror jeg, er et sted i mit liv, hvor jeg mærker den tydeligere. Fordi jeg bliver konfronteret meget med den. Min datter ligner også min søster rigtig meget. Så jeg kan godt mærke, at der er noget i, at jeg sådan lige nogle gange bliver fanget. Og så er det sådan en, at det er jo Laura. Eller det er det jo ikke, og hun er jo ikke syg, og alt er okay med hende. Men det bliver meget virkeligt, fordi jeg altid har forstået sorgen gennem børneøjene. Og podcasten var jo et led i at forstå den som voksen, men lige nu er jeg et sted, hvor jeg skal forstå den som en anden slags voksen, der er præcis det sted, mine forældre var. Så jeg synes lige nu, at der er nogle åbninger ind til sorgen, som er ret vilde at være i nogle gange, og hvor jeg også får brug for at stille mine forældre nye spørgsmål nogle gange. Og nogle gange også bare sådan, du ved, give min mor et kram, et forståelseskram, det 100 procent, men jeg er nærmere forståelsen nu. Selvom det slet ikke er det samme. Så da min mor var 23, eller undskyld, da min mor var 23, der fik hun mig. Og jeg blev født to måneder for tidligere og fik separat på rese. Og da jeg var 23, var jeg i New York for at besøge hende lidt uden for New York. Og der boede hun på et tidspunkt og arbejdede for Novo Nordisk. Og så gik det op for mig, det der med, at vi på en måde havde sådan en parallel alder. Og det jeg tænkte, det var sådan, shit, jeg er så ung. Jeg fatter. Altså jeg fatter ingenting. Jeg havde det som om, at jeg nærmest ikke engang havde fået det, man kunne kalde en Og jeg tænkte virkelig sådan, hvordan klarede du den? Altså jeg fik en ny form for omsorg, og også en forståelse af min mor, der hvor hun var nu, at det der med, at jeg nogle gange var frustreret over, at hun havde svært ved at tale om det, så tænkte jeg også pludselig, gud jamen, du var også 23, da du skulle øve dig i det. Så det kan jeg da godt forstå. Jamen det er ens en, det du beskriver der, altså den der omsorg, man får for dem. Fordi jeg har jo altid bare set min mor som voksen, og nu er jeg jo lige så voksen, som Og så tænker jeg, shit hun var ikke voksen. Det ved jeg godt, jeg er. Altså jeg er 33, jeg skal jo være en form for voksen, men jeg føler mig ikke altid så Så jeg kan godt tænke, hold da kæft mand, hun skulle håndtere det her, og samtidig Og få mit liv til at fortsætte, og få mig igennem det, uden at gøre mig totalt Tænk at hun har evnet det. Altså jeg har sådan en ny genvundet respekt for både min mor og min far. Altså i virkeligheden. Men tror du også, du tager den der erfaring med ind i den lidt mere snævre familie med din kæreste og dine to børn. Er der noget fra den erfaring, du ligesom tager med ind i det rum med dem? Ja, altså og på godt og ondt. Altså fordi der er jo klart, at jeg skal styre min egen frygt hele tiden. Jeg havde ikke troet, at den ville fylde noget, fordi jeg hele tiden havde tænkt, det er totalt velbearbejdet af mig, og det er ikke travne overhovedet, vi har talt så godt om det, og du ved, jeg har lavet en podcast om det, jeg føler mig rimelig velbevandret i det her, og siger altid til folk, du ved, hvis jeg, for jeg kommer nogle gange bare til at sige det, nej, min søster døde, altså fordi det er jo et livsvilkår for mig, og så skal jeg sådan sige, og det er helt okay, du må ganske for, men det er jeg ikke ked af, det er jeg ikke rædder af, altså sådan for deres skyld. Tag ansvar. Ja, fuldstændig, fordi jeg er sådan her, det er ikke farligt for mig at græde, men jeg ved for andre, at det kan være vildt overvældende, hvis man lige Det er en sjov måde. Og soven er totalt ufarlig for mig. Så jeg kan godt sidde og græde det en øjeblik, og så grine det næste, fordi det Men jeg har jo opdaget nu, at den der angst bor faktisk i mig. Der flytter jo noget ind, når man selv får børn, og det tror jeg alle forældre vil Jeg tror hele tiden, at jeg har tænkt, at det kommer jo ikke til at ske for mig, for Jeg er jo indforstået med det, så jeg lever med det på en måde, hvor det kan ikke vække Det går jo ikke op for mig, når jeg får børn, at børn kan dø. Det ved jeg godt. Så det er snarere angsten for, at dine børn skal blive syge? Præcis, men den er der. Jeg kan jo mærke, at jeg bliver overrasket over det, hvis min datter lige pludselig Okay, lad os ringe til min svigerfar, han er børnelæge. Jeg skal styre mig, for ikke at have ham på speed dial hele tiden. Og skal styre mig selv for ikke at lægge den angst over på hende. Og for faktisk ikke at lade den sive ud i familien. Jeg tror, min mand ville blive overrasket, hvis jeg fortalte ham, hvor ofte jeg tænker, Også fordi jeg ikke vil smitte ham med det. Men jeg tror også, det er der på den positive måde, at døden og sorgen er totalt Og jeg insisterer meget på, at den skal være det. Og jeg insisterer meget på, at mine børn skal med over og se hendes gravstede, vi skal snakke om det. Lige nu er min datter ekstremt optaget af døden. Det synes jeg er lidt nøjeren, hun er 3,5. Og jeg er sådan, hvorfor forstår du de her ting? Men så er jeg sådan, okay, så må vi tage den, fordi hun har jo tydeligvis forstået, at det ikke er ufarligt at snakke om. Og hun er bare sådan, hvad sker der? Vi kalder gravstenen for tænkesten, for der kan man lige sætte sig og tænke lidt på dem, der er døde. Så hun er meget optaget af de der tænkesten, når vi kører forbi dem, og bor de døde inde i tænkestenene? Og jeg elsker, at vi kan have den snak. Altså helt konkret, hvor er de? Ja, altså hun er sådan, ligger de inde i den sten? Nej, på en måde, men ikke rigtigt. Altså du ved, man skal finde et børnesprog for det. Jeg skal tilbage til, okay, hvordan var det, mine forældre snakkede med mig om For jeg var jo også kun seks år, lige tre år længere frem end hende. Men hvad var det, vi gjorde? Jeg var jo også kun seks år, lige tre år længere frem Men hvad var det vi gjorde? Hvilket sprog fandt vi for det? Og hvordan skal vi finde vores vej i det? Fordi det er nu jeg skal tage stilling til, om vi skal prøve at fortælle det der med en Ja, ja. Altså skal vi tale om sådan noget? Nogen tror jo man kommer igen ned på jorden. Er det for kompliceret for en 103? Altså du ved, eller skal vi bare sige, det er slut når du dør? Ja. Altså du ved, ellers Ja, altså jeg kommer bare til at tænke på, at jeg har en lillebror, der er meget yngre og da han var måske fem år, der skulle vores hund aflives, og ingen havde jo tænkt over, at der er en femårig person, der tager den situation Så jeg prøvede ligesom at forklare ham, at Oscar, som hunden hed, skal dø, fordi han er Og så sagde min lillebror bare, skal jeg også dø, hvis jeg bliver meget syg? Ja, og hvad siger man så? Så sagde jeg bare, nej, det er noget andet med mennesker end dyr. Mennesker aflever vi ikke. Og i det politiske klima for tiden, kan man være lidt mere i tvivl, hvor forskelligt det egentlig er. Men jeg tænker, det du fortæller om, er også, at I får taget nogle samtaler på nogle andre måder, end andre familier måske gør. Ja, det tror jeg i hvert fald. Jeg ved det jo fra de mennesker, der har taget kontakt til mig i forbindelse med at det ikke er i alle familier, at man taler åbent om sorgen. Det troede jeg i lang tid, fordi jeg er vokset op med det. Og jeg troede i lang tid, at alle havde oplevet at være til en begravelse. Og jeg troede i lang tid, at alle havde oplevet at se en død. Jeg kan huske i Harry Potter-bgerne Som jeg læste meget som barn Som alle andre på min alder Der er der et eller andet Fabeldyr Man kun kan se hvis man har set en død Og det var så mærkeligt for mig at læse det Jeg forstod overhovedet ikke hvorfor det skulle være noget særligt Jeg var sådan så kan alle se det Jeg forstod det overhovedet ikke Før jeg blev ret gammel Som barn var jeg sådan her Nå det er fordi det måske er noget særligt At have set en død person. Ja, jeg er Luna Lovegood. Præcis. Eller Harry Potter. Ja, så der har været sådan nogle åbenbaringer i, og det har jeg også kunne Altså, jeg har på put det her med, at der er gået fem år og udviklinger i dit eget og du selv er blevet mor. Er der noget, der har forandret, så synes du, i den måde, vi så snakker om sorg på i offentligheden siden, er der noget, der er blevet nemmere, eller er der nogle andre rammer nu, end der var, da du lavede den podcast? Jeg tror i hvert fald, at den podcast er kommet som led i en bølge, hvor flere er begyndt at snakke om det. Jeg oplever, at flere snakker om det. En god kollega og ven, som Sandy Vest, er også ekstremt dygtig til at snakke om sorg, og har insisteret på at snakke meget offentligt om hendes kæmpe livssorg i at Så jeg synes, der er flere, der tør stille sig frem og snakke om det. Jeg oplevede jo, da jeg lavede podcasten, at jeg fik så sindssygt mange henvendelser. Det var virkelig overvældende. Både for folk, der havde oplevet det samme, men også for folk, der strugglede med at finde et sprog for det. Og jeg tror ikke på, at min podcast har været med til at give det sprog til alle, så jeg trods alt ikke. Men jeg tror ikke på, at jeg har reddet hele Danmark med den podcast. Jeg håber, at det har været et led i den, men et helt sprog kan jeg nok ikke tage æren Men jeg synes efterhånden, at jeg oplever flere have et sprog for det og have mindre berøringsangst, for det tror jeg virkelig, at det er det, der også har været det har haft sindssyg berøringsangst med sorg og med de meget tunge følelser. Der oplever jeg flere, der godt tør spørge og tør være i det. For da vi lavede podcasten, synes jeg, at jeg stødte på mange undervejs, også i arbejdsprocessen, som havde svært ved det. Altså, jeg var så glad for det hold, jeg faktisk havde, som bare gik ind i det sådan helt. Altså simpelthen, at det stadig var et tabu? Fuldstændig, ja. Fuldstændig. Og det troede jeg faktisk ikke, det var der. Har det taget noget fra det, at du på en måde har været en del af en sorgbølge, som Ja, præcis. Jeg ved ikke, om man kan snakke om, om det tager noget fra det. Jeg tænker bare på, om Det ville jeg synes faktisk var en kæmpe ære, hvis det blev det, fordi jeg med det tid godt. Nu har jeg fået den givet et enormt privilegie, så jeg er nødt til at tid til noget vigtigt. Og hvis det så skal komme fra mig, så må det være sådan. Altså hvis der bor noget i mig, som jeg oplever, jeg synes vi skal vi skal ændre. Det tænker jeg, det kender du jo også fra dig selv. Altså så synes jeg, det er min opgave at gøre det. Så jeg har det jo også sådan, at hvis det er en del af en bølge, så kæmpe ja for det. Altså, the more the merrier, tænker jeg. Fordi som sagt, en lille bit podcast kan ikke ændre et helt land, selvom man vil ønske det nogle gange. Så jeg tror på, at vi skal være mange, der gør Ingen skal føle sig tvunget til det, men dem, der har mod til det, tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at man på den måde, man nu kan evner,have fået Hvad vil du gerne ændre? Jeg vil gerne, at vi blev bedre til at snakke om sorg. Det synes jeg, vi er stadig rigtig dårlige til. Der er nogle lande, hvor det er meget mere naturligt, og hvor døden ikke er så farlig. Det gad jeg godt, at vi kunne snakke mere åbent og mindre berøringsangst omkring. Fordi det er jo absurd, at vi har svært ved det, fordi det er et vilkår for os alle Og det er jo bare et faktum, at nogle gange dør børn også. Og jeg synes, det er vores medmenneskelige pligt at gøre os gode til at snakke om det, fordi nogle mennesker skal opleve det her. Og jeg synes, vi har pligt til ikke at efterlade det med alene, i sådan et mørkt rum, hvor ingen kan finde ud af at tale deres sprog, og ingen kan finde ud af at tale med dem. Så vi har en pligt til at være nysgerrige, synes jeg, og øve os. Jeg siger ikke, at man skal kunne tale det flydende, tale sorg flydende, men man skal gøre forsøget, fordi det tror jeg er, alle der ligesom på en eller anden lever i en verden, der er lidt anderledes end alle andres, vil opleve det som en enorm at man prøver. Altså også selvom man ikke oplever den sorg, skal man øve sig. Ja, og man tør fejle, og man tør også spørge forkert, fordi der er rigtig mange, sådan, bare spørg, du kan ikke spørge forkert. Det kan man sagtens. Altså du kan sagtens spørge på en måde, der er super ufølsom, og du kan sagtens spørge måder, hvor man sådan tænker, skønt spørgsmål, lad mig se, om jeg kan svare på Men jeg tror, sådan har jeg det i hvert fald, så længe de prøver, så længe det godt sted, så vil jeg gerne hjælpe dem med, hvordan man kunne spørge en anden gang, som Et meget klassisk eksempel er, at folk siger, at man kommer videre, eller man Altså, soven bor jo i en for evigt. Så der er altid en snak i, det er interessant, du Altså mængden af gange, folk har sagt til mig, at jeg skal komme videre, var jeg Jeg kan ikke komme videre fra min søster. Så skal vi lige snakke om, hvad sov egentlig er, og hvordan det bor i en Men ud over den erkendelse, som jeg synes virker megastor, og når du fortæller om det, at jeg snakker om din søster som en, der er med dig på min største selvfølgelighed, og kommer til at være med dig i fremtiden, uden det virker skræmmende, når du fortæller Det synes jeg er meget inspirerende på en måde, eller noget, der kaster et eller andet Men er der noget, som du også synes, de her erfaringer har givet dig mulighed for, eller har gjort dig i stand til på et konkret plan? Er der noget, hvor du kan mærke inden i jeres familie for eksempel, at det her, det kan jeg fandme bare? Altså jeg tror i hvert fald, det der med at gå meget frygtløs ind i nogle samtaler, og ikke være bange for, at det kan komme til at gøre ondt, det tror jeg jo også har hjulpet mig i det, jeg laver, for jeg er ofte endt med at lave radio- og podcastprogrammer, hvor det skulle gå dybt. Og jeg tror egentlig, hvis jeg nu skal sige noget positivt om mig selv, og lige pakke min indre jyde lidt væk. Så ved jeg, at jeg er enormt god til at være i en samtale med Og jeg er ikke bange for, at det nogle gange tager nogle dystre veje. Jeg har Og er meget optaget af at give det plads. Fordi det synes jeg, vi skal. Jeg elsker Men jeg er mindst lige så optaget af at pakke mennesker op. Fordi jeg tror vi skal Vi skal til at slutte, Line Kirsten. Jeg tænkte bare her til allersidst, når du siger Tror du, når du siger det med at du har mødt mange mennesker med mørke iser, altså Jeg ser de usynlige væsener. Ja, og det er jo også det, der er, når man vokser op med et livsvilkår som det her, så bruger man meget, eller det gør jeg, jeg har brugt meget af livet på at spekulere hvad er forudsaget af det her, og hvad er bare mig, som havde været der, uanset om hun Men jeg tror da, at børn, der vokser op som skyggebørn, som det også hedder, i skyggen jeg tror de får en anden form for rater, og den ved jeg er der, altså stemninger i et rum, det er jeg super sensitiv overfor, altså jeg kan lynhurtigt mærke sådan, hvor er du? Og det har jeg lige taget med også, at forstå at det ikke handler om mig altid, altså lige pakke mit eget ego væk, og så forstå, hvis der er en mærkelig stemning i så er det ikke fordi jeg er der, der er en mærkelig stemning, for i starten var det sådan, hvad har jeg gjort? Hvorfor er du ked af det? Jeg kan Men fornemmer enormt hurtigt stemninger og følelser, og øver mig på at bruge det til i stedet for at bruge det på at skyde mig selv ned. Line Kirsten, i det her rum har der været helt vildt dejlig stemning i aften. Det tror jeg har noget at gøre med, at du er her. Det er nogen tak. Tak fordi I lyttede, og husk, I kan høre samtalen bagefter, hvis I får lyst til det, Det var en stor fornøjelse at snakke med dig. Men damer og herrer, lige en kæft, vi er lige med ham. Du kan lytte til flere små samtaler på hjemmesiden perspektivmedag.dk, som er