Psykolog Oliver Tonning: Forælders sorg over at have et anderledes barn kan være ødelæggende

Som barn kunne Oliver Tonning godt mærke det: Hans mors sorg over, at han var andeledes. Han var neurodivergent og udadreagerende - og sorgen gjorde ondt på ham. 

Forældres sorg og skam over at have en anderledes barn kan stå i vejen for at have et godt famileforhold, fortæller psykolog Oliver Tonning. Lyt til hans historie og budskaber, som mest af alt er et opråb til forældre. Det er i Små Samtaler med vært Suzanne Skærbæk Pedersen.

Transcript

0:01

Forældrenes sorg og i virkeligheden også skam over det at have et anderledes barn, kan komme til at fylde så meget, at det faktisk kan blokere i relationen for et godt forhold. Du lytter til Små Samtaler, præsenteret af Muskelsvindfonden. I denne podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. Fra hverdagens små glæder, til de store følelser og livsændrende øjeblikke. Velkommen til. Velkommen til Små Samtaler. I dag er en samtale, jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er fordi, jeg læste et debatindlæg, skrevet af en psykolog, som gjorde, at jeg blev simpelthen så berørt af det. Og jeg læste det en gang til. Og erkendte, at jeg blev berørt en gang til. Så jeg synes næsten ikke, at jeg kunne gøre andet end at invitere dig herind i dag. Velkommen til dig, Oliver Tonning. Tusind tak. Mange tak. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv? Jo. Det vil jeg gerne. Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk også virkelig bliver berørt over mit eget indlæg. Nu skriver jeg en del. Jeg tror, jeg har det sådan, at jeg skriver, så jeg ved, når noget er godt, og når det også rører mig selv. Det vil jeg bare lige sige. Det er sådan en sjov dynamik. Nej, ja. Mit navn er Oliver Tonning. Jeg er psykolog, nyuddannet på Københavns Universitet, og så skriver jeg og arbejder meget med neurodiversitet. Jeg har selv diagnoserne ADHD, autisme og dysleksi, og er i gang med at skrive en fagbog til Hans Rejsels forlag, der udkommer her om nogle måneder om temaet. Og så bliver jeg nødt til at lufte en fordom for dig, jeg har, Oliver. Jeg ved faktisk ikke, hvor den kommer fra, men det er sådan noget, der popper op i mig, hvor jeg tænker, at jeg har en fordom om, at når man er psykolog, Så har man selv noget, man slås med. Jeg ved ikke. Er det helt sort? Ikke alle psykologer, men mange. Jeg tror faktisk, man kan inddele psykologer i to kategorier. Og den ene kategori, det er dem, der søger studiet, fordi de har noget, de selv skal bearbejde. Og det er mig. Og så er der rigtig mange, som søger det, fordi de har fået 12 i alle fag og godt kan lide at arbejde med mennesker og kan komme ind på studiet. Okay, så dermed var det en væskeægte fordom. Der er noget sandhed i den, men man kan ikke generalisere. Nej, det kan man ikke. Det var faktisk en af de grunde til, at jeg inviterede dig ind. Ikke fordi jeg havde en fordom, men fordi du deler rigtig meget ud af dig selv i det her debatindlæg, du har skrevet. Kan du ikke fortælle, hvad det handler om? Det handler dybest set om relationen mellem barnet og sine forældre. ofte i den tidlige barndom, og handler om alle de følelser, der i virkeligheden kan være i klemme, og alle de følelser, som er rigtig, rigtig svære i talesætte, hvor især måske forældrene sov, og i virkeligheden også skam over det at have et anderledes barn, kan komme til at fylde så meget, at det faktisk kan blokere i relationen for et godt forhold. Hvordan har du selv oplevet det? Jeg har selv oplevet det i min egen barndom til dels. Men jeg kan huske meget af de her følelser i, at jeg følte mig meget forkert. Og at min mor jo selvfølgelig bare gerne ville være den bedste mor, ligesom alle forældre vil. Det tror jeg alle forældre vil, og alle forældre har de bedste intentioner over for deres børn. Men jeg tror, hun havde meget svært ved at rumme, at jeg led så meget, og se mig lide så meget. Hvilket gjorde, at hun jo automatisk hele tiden blev konfronteret med noget, der var svært for hende. Fordi sådan er det jo. Fordi hun føler, at hun fejler. Og fordi hun føler, at hun har dårlig samvittighed. Og det gør bare, at man kommer ind i sådan nogle selvforstærkende negative spiraler, hvor jeg har det dårligt. Og i det øjeblik, hun siger, at jeg har det dårligt, så får hun det dårligt. Men i det øjeblik, jeg kan se, at hun har det dårligt, så får jeg det endnu dårligere. Men vi går også hele tiden og skjuler den her, at vi har det dårligt, og tør ikke rigtig tale til det. Det er derfor, vi har det dårligt. Nok fordi vi ikke engang ved det, fordi det ligger på et underbøst plan. Og på den måde kan der hele tiden komme sådan en hæmning eller en negativ energi ind i relationen. Kan du forklare lidt om, Oliver, hvad var det, du oplevede som barn? Hvad var det, der gjorde, at din mor blev konfronteret med nogle ting, som hun havde svært ved at håndtere? Jeg havde rigtig svært ved at rumme verden. Jeg havde rigtig svært ved at regulere mig selv og mine følelser. For mig skete det tit det, at jeg brændte sammen. Og at det tit udartet sig i en meget udadregerende adfærd, en voldelig adfærd, hvor jeg gik amok og kastede med ting. Nu er vi så helt tilbage i 4, 5, 6, 7, 8 år. Jeg tror, det stopper omkring, når jeg bliver 10 år. Og hvor min mor faktisk blev nødt til at holde mig fast fysisk, for at jeg ikke gjorde skade på mig selv eller gjorde skade på andre. Og hvad skete der også over i skolen, da pædagoren blev nødt til at gøre det. Og det er jo ekstremt ubehageligt for både mig og min mor jo, at være i sådan nogle situationer. Og det er jo også derfra, det kommer den her oplevelse af, i virkeligheden af den, som burde elske en, og også af den, der begår overgreb en på en. Og at den, der skal elske en, også bliver den, der ikke kan redde en. Det tror jeg også meget er det, som jeg oplever, at mange, især børn, de har sådan en dobbelthed i sådan, hvorfor kan du ikke redde mig, mor? Eller hvorfor kan du ikke redde mig, far? Fordi det er i virkeligheden helt intuitivt, så det er det, børn tænker, og ens forældre skal beskytte en og føler. Og når de ligesom ikke kan fjerne den smerte, der er, så er det som om, de også kommer til at pege skylden den vej. Ikke bevidst, men det sker lidt på et underbevidst plan, sådan i frustration. Jeg føler mig hjælpeløs, og det er dig, der skal hjælpe mig. Hvorfor kan du ikke det? Og i den her relation, det der, hvor du nævner i det, du skriver, at der kommer der en sorg med fra din mors side af. Kan du sætte nogle ord på den her sorg? Ja. Altså, hvad handler det om, som er konkret? Jeg tror, det handler om det at have et anderledes barn i virkeligheden, og det at blive konfronteret med, at alle de forestillinger, man måske har haft om livet og om forældreskabet, ikke kommer til at blive det, man tror. Og fordi man har et anderledes barn, så bliver ens eget liv også væsentligt anderledes. Og meget forudsigeligt. Og nok fyldt med en del mere smerte, end det der er brug for. Og der oplevede jeg, at... Eller det er ikke noget, jeg kan huske, fordi det er så lang tid siden. Når jeg snakker med min mor om, at der helt sikkert er en sorg der over det, man selv mister også. Fordi at forældre er jo også mennesker. Det tror jeg, man glemmer nogle gange, fordi man også kan synge så meget ind i forældrerollen. Men forældre er jo også mennesker med drømme og ambitioner og håb, som lige pludselig måske ikke kan gå i opfyldelse længere. Det er jo ikke barnets skyld i sådan en du-forkært-forstand, men det er jo barnet, der er årsag til det. Og der tror jeg, at jeg oplever, at hvis man begynder at skjule de følelser for sig selv, er det der, det begynder at gå galt. Fordi det kan føle sig forkert at sige, jeg er vred på mit eget barn. Eller jeg er rigtig ked af det over, at du i virkeligheden gør mig så ked af det. Og at man bliver nødt til simpelthen at tage de følelser ind og mærke dem. Og behandle dem, men ikke foran barnet. Og jeg tror, det er lige præcis der, jeg bliver rørt. Fordi man kan som forældre, jeg er selv mor til tre, man kan som forældre have, som du også siger, en rigtig god intention og et ønske om, at man skal beskytte sine børn ligegyldigt hvad. Og når der er følelser, der kan være så svære, så skal man skjule dem. Og så tror jeg, ved at læse dit indlæg, så går det op for mig, at... Man kan først og fremmest måske ikke skjule det, som du siger, men det der med, at man ikke engang kan beskytte barnet mod sig selv, det kan være sådan en, at man vil gerne beskytte sit barn mod omverdenen, og hvordan omverdenen ser på sit barn, men man kan ikke beskytte barnet mod sig selv. Nej. Wow. Jo, men det er rigtigt, og det er jo vildt, ikke? Jo. Men nu siger du, at man skal ikke sørge foran barnet. Nej. Hvordan kan man... Ikke gør det. Det lyder lidt let. Lad være med det. Hvad tænker du? Man kan ikke bare sige, at så gør du sådan, og så er alt godt. Hvordan gør man så som forældre? Som jeg tror, som jeg sagde lige før, så tror jeg, at noget af det vigtige, det er, det er jo fordi, det er klart, der er lidt en ondelig dobbelhed i det, fordi man skal ikke skjule sine følelser for sine børn, for det kan man heller ikke. Men man skal heller ikke dyrke sine følelser foran sine børn, tænker jeg. Og jeg tror, det virkelig handler meget om, at... Jeg oplever nemlig også, og det har jeg så oplevet som psykolog, forældre, der simpelthen kommer til, og fordi de vil beskytte deres børn, så man bliver en anden foran deres børn. Sådan helt konkret har jeg oplevet. Når børnene bliver trædet ind i rummet, så skifter de fuldstændig personlighed. Deres talemønster ændrer sig, deres stemmes pitch ændrer sig, og måden de sidder på ændrer sig. Jeg kan jo ikke vide præcis hvorfor, men jeg tænker det ofte, fordi der opstår så mange svære følelser. De vil så gerne være gode forældre, de vil så gerne beskytte børnene. Her bliver de også helt stive, og det oplever børnene også. Og det er i virkeligheden fordi, man lader sorgen vinde. Det er jo fordi, man i virkeligheden har så svært med måske at mærke de her følelser og være i dem. Så det handler jo i virkeligheden om, og det var også det, som jeg skriver i indlægget, at jeg mener, at forældrene har et ansvar for faktisk at dykke ned i de her rigtig svære følelser, men bearbejde dem et andet sted end derhjemme. Lige præcis, så de ikke skal komme til at fylde imellem barnet og forældrene. Men på den anden side også kunne være... Jeg tror, det handler om at kunne være tilgængelig i sin følelse, uden at kunne vise dem, hvis du forstår, hvad jeg mener. Man kan godt være ked af det, men hvor man bare mærker den kedertheden i kroppen, og bare lader den være der. Og bare sige, okay, det er mig. Nu er jeg jo ked af det. Men nu er jeg sammen med min barn, og nu vil jeg ikke lade det vinde. Så på den måde anerkende de følelser i ens egen krop. Anerkende de atter. Nu blev jeg faktisk lidt ked af det, da mit barn kom ind ad døren, fordi det minder mig om noget, der er rigtig svært. Man siger til sig selv, men jeg vil ikke lade det vinde. Jeg vil ikke gøre barnet til offer for min egen kederlighed. Men lad den være i kroppen. Og det ligesom kunne være den, man kan forstå den dobbelthed. Både lade det være der, anerkende det er der, men samtidig ikke lade det drive en. Ikke lade det sætte ens humør. Ikke leve efter det. Hvilken her distanceret forhold til det. Ja, og hvis man sådan skal arbejde med sig selv, og ikke skjule ens... Hvad man skal sige, tror jeg, handler meget om barnets alder. Og så handler det også om relationen. Det er svært for mig at sige noget helt generelt, fordi det kan være meget forskelligt. Men det handler jo om at sige det i et sprog, som barnet forstår. Hvor der ikke kommer en masse voksne ord og en masse voksne forestillinger, som barnet ikke forstår. Det kan virkelig bare forvirre dem mere. Og på en måde, hvor barnet ikke kommer til at føle sig forkert. Men børn er bare pissekloge. Og især intuitivt. Bare børn forstår følelser, og børn forstår, de ser, altså de mindste ting. De opfatter alt, når det kommer i hvert fald til følelser. Så det er jo noget med, at kunne i tale sætte de her følelser, der er. Så barnet forstår, der er et eller andet. Men uden de skal have hele, du ved, den lange snak, som man snakker med sine veninder om det. Og kunne i tale sætte også, jamen det har også noget at gøre med os som familie, kan man måske sige, i stedet for at det har noget at gøre med dig, men det har noget at gøre med os som familie. At der er nogle ting, som kan være svære i det, som jeg også kan snakke med nogle andre voksne om. Og selvfølgelig forsikre barnet om, at man elsker dem og sådan noget, men sådan, så de også kan forstå, okay, der er noget her. Ja, og netop det der med, det handler ikke om dig, som du siger. Det handler netop ikke om barnet, men om ens egne forestillinger om, hvordan man troede, ens familieliv ville være. Noget af det, du har skrevet, som virkelig, virkelig rører mig, det er, når du egentlig tager det ikke kun ind på forældrenes egen forestillings- eller forventningsplan, man tager det heller på et samfundsperspektiv, hvor du siger, du skriver, Vær ked af det, men bedre end nu, bliv vred. Bliv vred over det, som samfundet tvinger dig til at gøre ved mig. Bliv vred over den manglende viden, som gør mig til en fremmed i vores hjem. Bliv vred over de eneste briller, du er blevet tilbudt at se mig igennem af sygdommens briller. Det slog mig. Jeg synes, jeg er så godt sagt det der med, at man må også inde i den her soveproces, må man også godt finde noget vrede over, at vi er i en, jeg skal fikse dig, kultur. Hvordan har du haft det i det? Jeg tænker, at vi stadigvæk sidder fast i en meget gammeldags forståelse af det, hvor vi tror, at der er det normale, og der er det syge, og så er der de to. Men prøv lige at forklare, nu siger du handikappet, hvorfor det? Hvorfor? Altså, er handicappet. Ja, er handicappet. For mig har det meget noget at gøre med, at når det er noget, man har, så er det noget, der er distanceret fra en selv, og så er det lige præcis noget, man kan fjerne. Altså, hvis det er noget, man har, så er det ikke noget, man er. Og det skaber automatisk en distance. Og den distance kan jo dybest set være rar, fordi man kommer væk fra noget, der måske ikke er ondt, men i sidste ende, så er det der jo stadigvæk. Så i stedet for at skubbe det væk, så tag det til sig. Så det på sig at sige, at jeg er neurodivergent, eller jeg er handicappet. Det er meget min holdning til det. Du skriver også, at det er derfor, at søgen efter i situationsreglen det normale barn for din mor. Det nytter ikke noget, fordi der er ikke et normalt barn inde i. Kan du ikke beskrive det? Hvad mener du med det, når du skriver det? Jeg mener, at der er en forestilling om lige præcis, at de anderledes børn skal helst korreres og helst på en eller anden måde gøres normale. Det er det underliggende ønske, og det er en stor sorg, hvis det ikke kan lade sig gøre. Det er i virkeligheden det, man skal stræbe imod, og hvis man ikke kan det, så skal man acceptere noget meget svært. Hvor jeg vil sige, at lad være med at prøve at helbrede og kurere. Prøv at acceptere, at børnet er anderledes, og lær at elske det på dets præmisser. Fordi det vil i virkeligheden også gøre, at du i kildtiden prøver at skubbe barnet til at blive noget andet, som også skaber en masse rod i relationen. Og det skal jo ikke sige, at man ikke på en eller anden måde skal prøve at forbedre sig selv, eller skal prøve at overkomme ting, der er svært. Det skal man. Men hvis man har det her grundlæggende ønske om, at den anden skal være noget andet end det, de er, så ender man bare med at gøre vold på dem. Hvorfor har du valgt at skrive det her debatindlæg, som jo er enormt sårbart for dig også? Fordi jeg havde brug for det. Det tror jeg. Hvordan? Nu tager jeg udgangspunkt i debattelægget af en aktivist, der hedder James McClare. Og jeg er blevet selv så rørt, da jeg læste den tale fra 1993, som McClare havde skrevet. Nok for egentlig også at behandle nogle følelser inde i mig selv, som stadigvæk gør ondt. Og også for at pege på noget, jeg selv ser rigtig meget ud i samfundet. Det, der i virkeligheden måske kan være rigtig svært for rigtig mange børn, det er nogle af de her følelser, meget svære og ubærlige følelser, som kan være i familien. Fordi de lige præcis er inde i det her meget intimt private rum, så er der ikke andre, der kan se dem. Så der er ikke rigtig nogen, der kan i-talesætte det, udover barnet og forældrene selv. Og hvis forældrene ikke tør i-talesætte det, så er der ikke nogen til at i-talesætte det. Fordi det er lige præcis skært, så ingen andre kan se det. Og derfor følte jeg også, at det var rigtig vigtigt at have en samtale om det her. Fordi børnene kan ikke selv have en samtale omkring det. Og hvis forældrene ikke selv kan se det, så kan de jo heller ikke have det. Og der er ikke andre, der kan se det. Og her til sidst kunne jeg godt tænke mig at lige sådan opsummere, fordi noget af det, jeg også fik, det var sådan en knugen i maven over. Åh, jamen hvad skal jeg så? Hvad vil du råde forældrene til at forstå det her, du siger med at gå i terapi? Og forsøge at acceptere. Er det rigtigt opsummeret? Er det det hele dit budskab til forældrene? Det lyder sådan lidt meget kort ned til en marketerning. Men jeg synes egentlig, at det er rigtigt godt opsummeret. Og man kan sige, at hvis du engang har penge til at tage i terapi, så handler det om at acceptere følelserne og være i dem. Også selvom de er ekstremt svære. Uden at de kommer til at diktere dine adfærd. Det er den doble bevidsthed, man skal have, hvor man anerkender de er der, anerkender vreden, anerkender sorgen, anerkender frustrationen, anerkender selv, hvad ens børn gør, hvilke er en masse negative følelser af en. Mærk dem, vær i dem, men ikke handle på dem. Tusind tak, Oliver, for at komme herind i dag og sætte lidt ekstra ord på dit debatindlæg, som man kan læse på Perspektiv, og det er perspektivmeda.dk. Du har lyttet til små samtaler. Du kan finde flere episoder på vores hjemmeside, www.perspektivmeda.dk.