Kunstneren Gudrun Hasle broderer sine fejl ind i kunsten

Som barn følte Gudrun Hasle sig dum og forkert. I dag bruger hun sin ordblindhed i sin kunst og insisterer på, at det uperfekte ikke bare er okay, men nødvendigt.

For Gudrun Hasle er det, hun engang skammede sig over, blevet hendes stærkeste kunstneriske greb. Hendes ordblindhed er ikke længere noget, der skal skjules. Den er noget, der skal vises frem.

Transcript

0:00

I mange af mine værker broderer jeg tekster med stavefejlene, som jeg lader stå for at give ekstra sårbarhed, men også for at blive ved med at kæmpe for retten i princippet til at gøre tingene forkert, til ikke at være perfekt. Du lytter til Små Samtaler, præsenteret af Muskelsvindfonden. I denne podcast udforsker vi de små, men dybt berigende samtaler. I dag har jeg inviteret kunstner Gudrun Hasle ind til en snak om, hvordan hendes ordblindhed både har været hendes største marit, men også hendes største gave. God fornøjelse. Hej Gudrun. Hej. Vil du ikke lige starte med at prøve at præsentere dig selv, som du ville gøre, hvis du mødte et hvilket som helst menneske? Altså et hvilket som helst menneske? Så bliver det altid lidt genert, fordi man overvejer altid, hvor meget man skal sige. Men jo, jeg er jo billedkunstner. Jeg arbejder med det, jeg plejer at kalde det menneskelige vilkår. Jeg prøver at finde... Jeg bruger mig selv som udgangspunkt, så jeg bruger ligesom at finde steder, der er inde i mig, hvor jeg ikke føler, at jeg slår til. Og så prøver jeg at finde ord for det, så jeg kan give det videre til publikum, så de på en måde kan føle, at der er et spejl. Altså at de... I princippet det, jeg fortæller om, hvordan jeg har det, så kan andre også... på en eller anden måde få tilladelse til at opleve deres egne følelser. Du er ordblind, og det lægger du ikke skjul på i dine værker. I mange af mine værker, så broderer jeg tekster med stavefejlene, som jeg lader stå for at give de sådan ekstra sårbarhed, men også for at blive ved med at kæmpe for retten i princippet til at gøre tingene forkert, til ikke at være perfekt. For mig er det bare, at jeg prøver at holde... Det uperfekte op og sige, se hvor er det smukt. Fordi det er smukt, fordi det er menneskeligt og fordi det er levende. Hvis du skulle bruge ét ord til at præsentere dig selv, eller til at fortælle om hvem du er, det er meget fint. Jeg kan tage min tatovering, I have to be perfect, står der på min tatovering. Det er jo nok det modsatte, jeg har. Det er også en svær opgave. Jeg tror, at et ord er bare menneske. Bare et menneske. Den er meget god. Den kunne vi købe. Retter du nogensinde dine stavefejl? Nogle gange sker det jo. Accidental retstavning. Så det sker jo nogle gange, fordi jeg laver jo det, som man i dag nærmest kalder børnestavning. Så indimellem er der jo ikke stavefejl, og så bliver folk dybt skuffet. Så nej, ikke i mine værker, fordi jeg tror, at jeg skriver, som jeg tænker nærmest. Den måde, jeg arbejder på, er jo meget, at jeg stoler på min underbevidsthed. Og jeg synes tit, at jeg begynder at rette for meget til. så taber mine værker. Altså også hvis jeg begynder at rette, du ved, hvis jeg har lavet en tegning, og så retter form til for meget og sådan noget. Hvis det bliver overredigeret, så bliver det bare ikke godt. Altså det skal være virkelig meget sådan fra hoved til hånd-agtigt. Så helt umiddelbart? Ja. Det synes jeg, det er der, hvor det bliver stærkest, når jeg synes, jeg har siddet og skulle, du ved, og finpudset og sådan noget. Det bliver ikke bedre. Kan du ikke lige prøve at tage mig lidt igennem at være barn, ung og være overblandt? Hvordan har det været? Jeg kom bare til en verden, hvor ordblindhed ikke fandtes på det tidspunkt. Altså man havde hørt om det, men det var ikke en ting. Så for mig var det bare sådan en følelse af, at jeg bare var dum. Altså det der med at bare sidde i timerne, og folk kører derudad, folk sidder og læser højt, og jeg fik mine forældre til at læse ting højt for mig, så lærte jeg det uden noget. Så det var helt vildt smertefuldt. Jeg synes, det var så pinligt. Jeg kan stadigvæk nogle gange i ny og nem mærke den der fornemmelse. Hvis der er en eller anden, der læser, hvad jeg skriver, og man læser alle fejlene højt, så kan jeg godt få sådan en helt cringe fornemmelse af, at hele ens mellemgulv nærmest trækker sig sammen. Så det var virkelig svært. Og jeg kom fra sådan en familie, der læser helt vildt meget. Og så den der følelse af, at det der med at kigge på en bog og vide, at den er utilgængelig. Så for mig var det virkelig, virkelig, virkelig svært. Er der sådan en konkret øjeblik, hvor det gik fra at være en fejl eller en svaghed, sygdom eller et eller andet, til at det ligesom blev en styrke for dig? Jamen jeg tror, at det var først i det øjeblik, jeg begyndte at arbejde med det. Altså jeg kom på ordblinde efter skole, men der på det tidspunkt var jeg allerede gået i stykker på rigtig mange måder. Så jeg kæmpede allerede med sådan en personlighedsforstyrrelse og sådan noget. Jeg definerer mig også selv som psykisk sårbar, og det gør jeg faktisk stadigvæk. Men først det for alvor, det tror jeg, at jeg var begyndt at arbejde med det i kunsten. Altså det der med at opleve, jeg kan huske, at jeg var kommet, jeg var med på Charlottenborgs forårsudstilling, og havde broderet, jeg tror det var fire små broderier med nogle små tekster. Og så så jeg bare, at der stod 50 mennesker rundt om, og man kunne se ved læberne, de prøvede at læse det højt, og diskuterede indbyrdes, hvad der stod. Og jeg tror, det var en af de der første gange, hvor jeg bare tænkte, fedt mand, eller sådan sejt. Jeg har faktisk, jeg har fanget deres tid. Fordi normalt, når folk ser på kunst igen, nogen aflæser jo ret hurtigt, og så går de videre, og så er det ikke altid, at du synker ned i dem. Men her, der måtte de jo så stå og bruge. I stedet for at du bare ser det øjeblikkeligt og går videre. Det skal jeg til lige sige, hvis man hører nogle snorken, så er det altså min hund, der lægger snorken på mit skid. Nå, vi er tilbage til Charlotte Borg. Men altså det der med, at de faktisk var tvunget til at bruge tid, rigtig ægte tid, og decifrere og diskutere og finde ud af, hvad der var, der stod. Og så efter de havde fundet ud af det, så tage stilling til, hvad det var. Og jeg tror, det var sådan en af de der første gange, hvor jeg bare tænkte, fedt, fedt, fedt, fedt, fedt. Altså, eller... Det var nærmest forløsende. Du nævnte lige, at du følte, at du var gået i stykker på mange måder. Jeg tror, at på mange måder var jeg måske en fortrop for de sårbare piger. Alle dem, man hører om nu, det var mig. Men jeg tror lidt på speed også. Fordi vi kom jo fra Thailand, og fordi jeg kom på en folkeskole, hvor alt hvad jeg kunne, det kunne ikke bruges til noget. Altså jeg var god til at tegne og snakke. Jeg har altid været god til at snakke, og jeg har altid været god til at tegne. Jeg har altid haft et stort ordforråd. Men alt det jeg kunne, det var ikke det, der blev værdsat. Altså det var sådan en følelse af, at det bare var hele. Hele tiden, med alt, hvad jeg havde at byde på, kunne ikke bruges til noget som helst. Jeg havde sådan en følelse af, at jeg bare gik rundt og var sådan en rådent menneske. Sådan helt rådent indvendig. Og resten af verden, ligesom om alle andre havde opskræftet den. De sagde altid de rigtige ting. Jeg sagde altid sådan et eller andet lidt akavet. Der faldt, du ved. Måske ligesom en vittighed, hvor pointen falder for sent. Det var bare sådan, at jeg var altid sådan et skridt ved siden af. Og så begyndte jeg at skære mig selv, fordi jeg har sådan et behov for at se. Alt det dårlige, jeg havde, det havde jeg simpelthen brug for at se fysisk udenpå. Jeg havde jo små snitsår over armene, på skuldrene, under fødderne, på inderlovene og alle mulige steder. Jeg prøvede at gøre det igen, og det gjorde sindssygt ondt. Men da jeg havde det dårligste, der kunne jeg ikke mærke det. Fordi jeg havde det faktisk så dårligt. Det er svært at blande rørt ved at snakke om det. Men jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne mærke min egen smerte. Der var mange små brækker, der gjorde, at puslespillet blev sat forkert sammen. Og det tog mig jo mange år at finde ud af. Og en lille ekstra neddelse fra mig. Jeg hedder Susanne. Jeg er redaktør her på Perspektiv. Hvis du er i livskrise, har udført selvskade eller er selvmordstruet, så er det vigtigt, at du taler med nogen om det. Du kan ringe på livslinjen på 70 201 201. Og det er jo faktisk først igennem min praksis, at de flestes pudsespil sidder alligevel lidt skævt sammen indvendigt. Og det er jo vildt nok, når jeg laver ting nu, hvor mange... Jeg er jo simpelthen en af de heldige kunstnere. Jeg får jo verdens fineste beskeder fra folk. Jeg ser på Instagram, hvor de lige pludselig får en hel livshistorie, fordi jeg har lavet et værk, der bare ramte dem. Så jeg laver måske det, jeg havde brug for at se, da jeg var ung. Er det din kunst at gøre modstand? Ja. Jeg tror hele tiden, at jeg insisterer på det menneskelige og det kropslige. Det, der ikke fungerer. Og se det smukke i. Lidt ligesom... Nu er jeg jo muskelsvind. Lidt ligesom, at alle kroppe er smukke. Alle fejl er jo spændende. For mig er det bare, at jeg prøver at holde det uperfekte op og sige, se hvor er det smukt. Fordi det er smukt, fordi det er menneskeligt og fordi det er levende. Det er måske også lidt her til min næste spørgsmål, om du kan noget specielt i kraft af din ordblindhed, som andre kunstnere måske ikke kan? Altså, at du har et eller andet gave med? Altså nu, alle de fleste kunstnere har sgu altid ar i sjælen, ikke? Jeg tror, man er jo tit kunstner, fordi der er alt muligt andet. Altså, jeg tror, som kunstner er man jo... Altså, fordi hvis man er sårbar, så filtrerer man måske verden lidt anderledes. Så jo, altså... Jeg ville jo ikke være for ude i nogle af de ting, jeg er gået igennem nu. Fordi det er jo mit værktøjskasse, mit liv, altså hvem jeg er. Det er bare et vilkår, ikke? Altså jeg tror, for mig prøver jeg meget at tænke det. Altså så er man lyshåret, så er man mørkhåret, så er man overblind. Altså alle de ting, man nu engang er født med, er med til at lave nuancer af aspektet liv. Det er stærkt, synes jeg. Kræver det noget af dig? og insistere på, at du er i verden på din egen måde, altså med din ordblindhed, også som kunstner. Ikke mere. Ikke mere. Men det har det gjort. Hvordan? Jamen, altså, nu er jeg jo også, jeg er jo på den måde mega privilegeret, at jeg er blevet kendt for at være ordblind. Altså, det gør jo, at jeg har fået, på en eller anden måde har jeg fået sådan en, hvad hedder det, sådan et frikort. Jeg har fået et frikort. Jeg har på et tidspunkt været bestyrelsesforperson for en kunsthal i København. Der sidder jeg i bestyrelsen sammen med en tidligere minister og direktøren for SMK, Statens Museum for Kunst. Jeg sidder og bare skriver den ene ubehjælpelige, ordblind, flækket e-mail ud efter den anden. Og alle folk, fordi de så også både kender mig og ved, så de ser det bare som sådan en krøderi, og var nærmest helt taknemmelige for de der sjove mails, jeg skrev. Så nu kræver det ikke, men i starten krævede det. Altså jeg kan huske de første mails, der jeg besluttede mig for, nu gider jeg ikke tekstkontrol. Fordi det krævede, altså du kommer jo også fra den der tid, hvor at hjælpe medlemmer er meget, meget, meget dårligere, end det er nu. Men det krævede rigtig meget at bruge hjælpemidler. Det krævede altså ufattelig meget tid at sætte sig ind i, hvordan man skulle lære dem og bruge dem og sådan noget. Så det der med, at jeg startede med, så skrev jeg bare altid nede på den. Undskyld min stavefejl eller oppe i toppen. Jeg er ordblind, så I må bare leve med det. Og der var det altid sådan lige... Sindssygt. Det er kredelig lidt. Men nu ved jeg, at alle de folk, jeg har med at gøre, de ved godt, hvem jeg er, og de ved, at jeg er ordblind, så jeg har fået frikort. Og det er jo mega fedt. Så det er ikke altid, jeg faktisk er bevidst om mit handicap, fordi det er ikke noget, det er ikke... Altså man føler sig jo først handicappet i det øjeblik, man falder over det. Tusind tak. Jeg synes virkelig spændende pointer og perspektiver på det at være menneske bare. Tak fordi du gad at være med. Hvis du kunne lide det, du hørte, så hold endelig øje med næste afsnit, der hvor du finder dine podcasts. Tak fordi du lyttede med.