Over en kop kaffe med Birthe 4

Jeg er oppe på barrikaderne i dagens kaffesnak med Birthe, hvor vi berører både racisme, ligestilling og feminisme. Birthe formår at få mig til at overveje andre synspunkter end dem, jeg normalt forsvarer, og jeg bliver så eftertænksom, at der må mere kaffe til. Lyt med og giv gerne din mening til kende

Transcript

SPEAKER_00 0:01

Der er søge mange flag i dig.

SPEAKER_01 0:06

Men det er min mand, som er vildt med flag. Og han er blevet vildt med Danmark også. Så alle danske flag, vi har det ham, der har sat dem op. Han er vildt med Danmark.

SPEAKER_00 0:18

Det er jo dejligt at høre. Hvad kan man godt lide ved Danmark?

SPEAKER_01 0:24

Han kan godt lide, at han er blevet taget godt imod. Både min familie, men også i samfundet. Han har en forestilling om, at når han er i Danmark og går i gaden og medder folk, så føler han ikke rasisme. Og det er noget, som han har lidt meget under i fremkrig. Og jeg ved ikke, om det er personligt eller den måde, han har oplevet det på. Så han har følt altid, at han er blevet taget godt imod. Han kan godt lide efikaciteten. Så altså han har sagt, så han kommer så fra et afrikanskland til Frankrig. Og han har sagt, at hvis han havde kendt Danmark, inden han tror sig, så ville han nok have vandt Danmark i stand for Frankrig.

SPEAKER_00 1:17

Men det kan jeg godt forstå, men først den historie, jeg har jeg hørt før, når folk kommer til Danmark, at det, at det, de føler først. Det er så ikke det min erfaring, der siger mig, at det bliver ved med at være på den måde. Men det er rigtigt, at jeg tror, at det er det første indtryk, man får, når man kommer til Danmark ofte. Alt efter, hvordan man kommer ind i landet. Når I har været i Danmark, og ikke så kommer i fø. Jeg har ikke nok flået til Danmark.

SPEAKER_01 1:48

Vi har gjort begge dele. Vi har både kørt i biler og taget med fy også. Men det er rigtigt, at det her simple det der, man kommer ind i lufthavn, når man bare går igennem, der ikke nogen kontrol. Og det er jo virkelig altså utopisk herfor.

SPEAKER_00 2:03

Ja, i Frankrig. I Frankrig er der jo et mistro, som man ikke føler i Danmark. Og det tror jeg, det kan være utroligt befriende, når man kommer fra Frankrig af og kommer til Danmark og føler, at man ikke bliver mødt med m. Det tror jeg ret nok. Jeg vil så sige, at jeg synes, at jeg har køret som regel til Danmark i hvert følels, jeg har mine børn med. Og der er det helt klart, at når jeg kører i bil til Danmark, hvis det er mig, der kører, og børn er på bagset, så kan jeg altid køre over grænsen u at blive stoppet. Men hvis det er en af mine børn, der kører, eller de sidder på forstedet, så er det helt klart, så bliver vi stoppen allerede på grænsen. Vores pas bliver tjekket og tjeket og tjeket endnu en gang. Det tager som ret lang tid. Og så har vi en tradition med at køre ind på den resterplads, der er lige efter grænser overgangen der ved Padborg. Og der ved jeg i hvert fald, at for mine børns vedkommende. Jeg kan også godt selv mærke det, at der møder vi ofte turister, som bestemt ikke er venge over mine børn, som jeg så ikke ved. Når vi så kommer til Københavnsområdet, så er i København ingen problemer. Når vi er ved min familie i Brøndby, folk kigger lidt og smiler ikke. Men man kan jo sige danskere smiler vel generelt ikke til folk, de ikke kender. Men vi har ikke haft mange gode oplevelser i Jylland ved at sige.

SPEAKER_01 3:30

Nu vil jeg så sige, at vi har været på én rundtur i Jylland, men vi har ikke været der meget. Vi har mest besfærdet os i københavns området. Så det tror jeg, du har ret. Det kan godt have en indflydelse på, hvordan man bliver taget imod. Men altså så har jeg også prøvet, og jeg har faktisk prøvet at nyrere hans billede lidt sige, at der finder også racisme i Danmark og givet nogle eksempler. Men det er ligesom, han ville så helft holde fast i det der idealistiske billede, han har fået af det, og vælge at se det på den måde. Det er jo så også altså fint. Jeg tror bare, vi kommer til at bo i Danmark, så hvis han kan sikkert beholde den synes på det, og det er også fint, når det er sådan.

SPEAKER_00 4:16

Men jeg vil sige, min æksmand havde den samme opfattelse, og han havde så boet i Frankrig en helt del år inden han kom til Danmark. Og havde altid været glad for at bo i Danmark. Og blev jo for så vidt egent med at være glad for at bo i Danmark, fordi mange ting er lettere i Danmark, end det er i Frankrig. Men han havde også oplevelser på kurser af folk, som lavet elydet, eller snakket om afrikaner, der boede i træerne. Og altså da vi bruget en kort årgang i Jylland. Var der også børn i skolet, når jeg tog bussen med mine børn, som lavet æbleet. Så er der nogle mennesker, der siger, at det er jo ikke, det er så dumt, da jeg ligeglad med. Det er nogle mennesker, der i stand til. Jeg vil sige, at jeg har jo så ikke været i stand til det vel? Og det kan man sige, at det er mig, der var overfølle som det vil min bruger nok mener er. Men det synes jeg nok.

SPEAKER_01 5:13

Jeg synes, det er virkelig slemt af selv. Man kan ikke bare ignores i sådan holdning. Det er jo virkelig langt ud.

SPEAKER_00 5:23

Jeg tror, det er en overlevelsreflex. Jeg har hørt det før, taler tit når jeg har rejst til taler tit i lufthavne med folk, der kommer forskellige steder fra forskellige steder hen. Og talt på et tidspunkt med en mand, indikerer, at vores fø er blevet aflyst, så vi havde rigtig lang tid til at snakke sammen i lufthavnen, og han brude i Italien. Og han sagde: Jamen, det er spørgsmål om overlevelse. Fordi ellers så tager du ikke fra dit eget land, men at du simpelthen, du lærer fuldstændigt og blokerer den slags ting, selvom du hører ikke mere. Og du vælger med omhud de mennesker, du omgiv med. Du går på arbejde, du griner af de ristiske vildigheder, og så går du hjem, og så er dit liv et andet. Og desværre, der måske sker, er også, at du kan jo så udvikle et had mod de mennesker, der omgiver dig. Som du ikke givet udtryk for, når du på arbejder, men som ligger i uldm, og som du har jo så af til oplevet når jeg arbejder som folkeskolær i Danmark, at det havde så kommer til udtryk i børnene. Jeg kan huske en samtale, jeg havde med en far, som var sådan cirka på min alder. Det vil sige, at han har været en af de første indvandrere, der er kommet på vidnen at gå i skole. Og vi havde problemer med hans sønhedskole og hans søvn manglet respekt over for de kvindlige lærer, og havde nogelige udtalelser. Og så havde jeg så indkald jeg så farven til en samtale. Og da jeg gav farven lov til at fortælle sin historie, så havde den farft en det havde været meget svært for ham at komme i en dansk folkeskolse, og havde været u sat på meget rasisme, og han var så på det tidspunkt buschører og blev racisme hver dag. Og det er så, det kom ud igennem søn. De dårlige oplevelser hansker. De blev overført på. Det kom ind i hans opdragelser af hans egen børn. Han var jo så vokset op i Danmark den mand, men var af sin familie blevet overtagt eller tvunget, det ved jeg ikke, til at give sig en kvinde hjemmefra, som han ikke elskede, fordi han var jo blevet så dansk, at han kunne lige så vil have været med en dansk kone. Så han var simpelthen i klemmen mellem de to kulturer, men blev set af andre danskere, som om han var parkisaner, tror jeg. Men følte sig som et eller andet inde, og hvor hverken og accepteret på den en eller den anden side måske.

SPEAKER_01 7:54

Jeg er jo nok mange udlændinger, som bevinder sig i den situation, og så man er nødt til at leve med det. Men jeg må sige, at når det gælder had. Problemet er, at det tror jeg, det er værd for ens selv. Man selvfølgelig, man overgiver også i sine børn, men jeg oplever også i min mand, at han har et had i forhold til retismen, men det giver så udtryk i Frankrig. Og det er i forbindelse med nogle aflevelser, han har haft, da han kom. For eksempel, jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg tror, han kan tælles på mere end to hænder. Hvor mange gange han er blevet stoppet af politiet for at fortet identitetskort for nogle ting. Og det gør, han har udviklet et had mod politiet. Og jeg prøver at faktisk ikke gøre noget videre, hvis jeg kan bare lyt til her, men det er ikke det, som jeg kan se, at det spiser mig op indvendigt, og det er faktisk ham selv, som lyder mest under det.

SPEAKER_00 8:50

Ja, men det kan jeg godt forstå, og det kan jeg godt forstå, fordi det virker så uretfærdigt. Mine børn bliver stoppet, når de er i Paris. Her hvor vi bor nu, er der ikke nogen, der bliver stoppet og kontrolleret papir. I hvert fald ikke i mine børn. Men tog mine dreng bliver altid stoppet i. Og det med den, der har boet i Paris eller i Rens, har også haft uheldige oplevelser med politiet. Min yngste søn, da han var 17 og boet i Viden-St. Sjores, som er en fattig forstår syd for Paris. Bar en weekend på vej hjem til mig med sit vaskretøj, så han havde en stor sportske, og havde lagt sin computer ned i den her taske. Og bliver så stoppet af politi på togstationen. Og det spørger om, hvor han skal. Han siger, at han skal hjem. Og så han har sin tasker, han siger, han har sit vaskeltøj. Så tager tasken frem, så siger han, og min søn er meget høflig. Men heller ikke bange. Så han siger, at I ikke sidder pas på, fordi min computer ligger imellem tøj. Så tog de tasker, så smedt den igen og igen og igen. Og så tømte de tasken med vaskertøjet ud på gulvet på togstationen. Så jo, at der ikke var noget i den.

SPEAKER_01 10:10

Det er jo fuldstændig mange på respekt, så man kan jo godt forstå. Men mand, han havde en oplevelse, hvor han havde været ud at købe julegaver, så han kom kørende op. Og vi både så over vest for Paris, som er et pant område. Men der var så bare en traf for trafikkontrol. Det var ikke noget andet, men da han så kom kørende blev han stoppet, og han havde bilen fuld med indkøb og gæret meget voldsomt taget ud af bilen, og den bliver simpelthen at rode igennem fra inden til andet, alt kom ud og alt kom igen. Og han var resten bag efter, fordi jeg samlet. Det var jo helt sikkert, fordi han har en anden hudfør. Det er ikke nogen ander grund til, at det skulle gå så langt altså.

SPEAKER_00 11:02

Nej. Nej, nej, nej. Altså jeg vil selvfølgelig sige, og det skal vi også huske at sige, at det jo ikke altid det foregår på den måde. Vi har også nogle gange blevet stoppet, eller jeg er jo ikke altid med, fordi som regel, når jeg er med, så bliver vi jo ikke stoppet. Men jeg har faktisk været i telefon med dem nogle gange, hvor de er blevet stoppet, og hvor jeg har hørt politiet være, tale fuldstændig almindeligt, tjekke papirerne på bilen, og så kører det videre. Det er jo ikke fordi, det altid sker. Men jeg vil sige, at personligt har jeg jo prøvet både i Danmark at have kontakt med politiet, og i Frankrig at have kontakt med politiet. Og det er jo en anden måde, jeg bliver taget imod på. Der er jo aldrig nogen, der har kigget i mit bagagerum for at se, hvad jeg havde. Og jeg kunne jo lige så vidt have noget, jeg ikke skulle have i mit bagegum. Jeg har kørt forstærkt, og jeg er blevet stoppet. Fir kørt for stærkt, og så har jeg sagt undskyld, og jeg har smilt, og så har man laet mig køre videre. Og det er jo det, folk synes jeg uretfærdigt. Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, uanset hvor udfærdet har, som synes, det er utfærdigt, man bliver stoppet, hvis der er en grund til det. Det er forskellen i den måde, vi bliver behandlet på, som folk bliver harme over, og som gør, at man måske enten udvikler et had, men man nok også ender med at blive paret. Fordi man føler, at hver enkelte lille ting, man gør, det kan blive opfattet forkert, og at det kan få konsekvenser.

SPEAKER_01 12:27

Og man føler sig observeret, når man går på gaderne helt klart. Og det er rigtigt, at det er noget, man kan sætte i perspektiv, når man så er tæt på en person, som oplever de ting, fordi det er ikke noget, som jeg overhovedet har været opmærksom på førler jeg boet i over 30 år i Paris, og jeg har aldrig været stoppet. Og jeg har haft en lignen der i det var den 1. januar, hvor jeg kørte hjem en bil, og så bliver jeg stoppet af politiet, og jeg havde glemt et kørrekort. Min bil havde ikke fået sin tekniske kontrol. Den var uddateret. Ja, men der var der var flere ting. Og jeg kan være store smil, og så ser jeg okay, tænkt der lige om, og så ser fordi der kun den kontrolnet, og så fik jeg lov, at køre. Så ja, alt efter hvordan man ser ud, hvordan man opfører sig, der kan man virkelig blive behandlet forskelligt. Det er. Det er usynligt, fordi man netop ikke som hvid øpærer oplever det selv. Så man kan faktisk ignorere problemet, hvis man ikke kender nogen, der har været udsend for det.

SPEAKER_00 13:41

Det tror jeg, det tror jeg. Og det er også der for, at jeg tror ikke, at danskere løber, når de siger, for det er jo mange dansker, der siger, at der ikke er racisme i Danmark, fordi hvis du ikke har det på livet, så opdager du det. Og så kan du godt grine en rasistisk villighed, fordi du ved, det er en viltighed. Men og det samme i Frankrig, jeg tror, man kan sagtens leve i Frankrig uden nogen sinde opfatte, at der er rasisme i kærer, som mener, at man godt kan stemme på det yderste højre uden at være raist, fordi man stemmer på den af andre års. Den er mere tvivl, synes jeg, hvordan jeg kan forklare den. Men jeg tror måske, at man skal se det, og man skal se forskellen for at forstå, at der er en reskel den måde, vi bliver behandlet på. Så vil jeg så sige, at huske lov for det, fordi alt det her, det gør mig meget vred. Men huske lov så har mine drenge, fordi min datter bliver aldrig stoppet, men mine drengen har så modet at vendente til noget positivt, eller i hvert fald leve med det. Min yngste søn, som så i øjeblikket arbejder på sådan et luksushotel nede på Middelhavskysten, at han observerer jo så, at det at være anderledes, det kan nogle gange være positivt. Og at der bliver lagt mærke til ham på en positiv måde, når han gør noget, som egentlig er det samme, som de andre også gør, og at han er blevet fremhævet, og at han kunne sige gradne hurtigere, fordi han er blevet bemærket, fordi han er anderledes. Og så nogle gange, men det er jo nok ikke de fleste gange, men nogle gange kan det altså også blive ved til noget positivt.

SPEAKER_01 15:24

Men det er også nogle gange, man er nødt til at udvikle nogle kvaliteter, og sådan overspille lidt for netop og dække over det, man anderledes. Det er noget, jeg fx har oplevet for jeg har også haft en ingeniøruddannelse inden for elektronik, og jeg var den eneste pige i min klasse, da jeg gik på teknikum, og jeg har også gennem hele min karriere været i den mandemiljø. Og jeg vil mindre, at jeg har synes, jeg skulle udviklet og overspillet nogle gange for at blive accepteret som kvinde i det miljø.

SPEAKER_00 16:05

Det er rigtig spændende, hvad du siger det. Fordi ja, det er altså, det er jo ikke. Jeg arbejder i kvindemiljø, så det. Men hvordan har det så været, og forskellen mellem Danmark og Frankrig. Føler du, at det er selv til sidste i din karriere er blevet ved med at være sværere og begå sig som kvinde i det mandemiljø?

SPEAKER_01 16:25

Nej, fordi i sidste i min karriere, så har jeg også, og altså udviklet mig mere. Jeg havde arbejdet på et tidspunkt kom jo ikke kun service afdelingen, og så har jeg kommet ind for digital marketing til sidst, så jeg bevæger mig faktisk ud af det der ingeniør og de tekniske afdeling, som jeg arbejdet de første mange år i, og som var fuldstændig domineret af mind. Så det er noget, som jeg har oplevet mindre og mindre med tiden. Men jeg synes mere, at det har noget med, at man virkelig har skulle beviset sine tekniske kvalifikationer for at blive accepteret. Og det har jeg nok mere skulle gøre i Frankrig, end i Danmark. Danmark, men der var jeg også også, det var så kun de første tre år, jeg arbejdede, så jeg var mere lærling, eller jeg var i oplager dengang, så der har jeg ikke oplevet så meget. Men nu siger det, så har jeg i hvert fald været i Frankrig, og jeg skulle arbejde nogle gange hurtigere, end de andre for at blive kreddibiliseret, kan man sige.

SPEAKER_00 17:31

Det kan jeg sagtens mig ind i. Jeg synes stadig, at i forhold til lige stillingen, der er vi stadigvæk langt bag efter i Frankrig i forhold til Danmark. Der er stadig, jeg synes, at der skal stadig gøre. Jeg arbejder jo så primært med kvinder, fordi i undervisningen er det primært kvinder. Men der er stadigvæk den sidste oplevelse jeg, det var en mand, der kom ind, mens vi sad fem kvinder sammen til et møde, hvor vi var et planlægget projekt, og så kommer han ind og siger, går det godt, top, hvor jeg partid. Men det vil sige: Det værste er jo, at de fire kvinder, de fire andre kvinder, de grinede, ikke? Og så sagde, at vi snart færdig. Og hvor jeg. Og det er jo nok derfor, jeg ikke særlig populær. Det er en af grund af særlig populær er, at der var bare ikke noget at grine i vel, og jeg må jo virkelig behæske mig selv for ikke at sige til at, at det var en overordnet, og sige til, at helt lærligt det der var simpelthen bare malplaceret. Men det er jo desværre vil jeg sige. Generelt accepteret af kvinder i Frankrig, og men, at den slags ting, det er normalt.

SPEAKER_01 18:43

Og så den mand symbolisk joke, som ofte kommer ud over spise bordet i middagsparsen, dem har jeg virkelig også været meget vindet til. Og så er der sådan lidt, at der sidder man bær, så får man sådan et eller andet undskyldende blik. Men det er jo selvfølgelig alt, som jeg har grignet med på, men det er så heller ikke noget, som jeg har faktisk prøvet at gøre oprør ud, fordi man er nødt til et eller andet og passer sig ind i det miljø, man arbejder i, eller man befærder sig i.

SPEAKER_00 19:12

Det er jo der, hvor det bliver svært ikke, og det ligger jo så i trod med, hvad vi talte om før, men når man kommer med en anden hovedfarver og skal integrere sig, at du kan. Hvis du skal være på en arbejdsplads, kan du ikke gøre oprømod hver eneste gang, der er en, der behandler dig med manglende respekt, uanset om de gør det med vilje eller ej. Der er ting, som du bliver nødt til at acceptere, og som du så på en mere diplomatisk måde måske kan prøve at signalere, eller arbejde med med tiden. Men jeg synes også, det har jeg hørt fra kvindeler også, som sidder i ledende stillinger, at det kan være svært at blive hørt. At når kvinder taler til et møde, så kan det nogle gange, der kan være en tendens til, at det er ligesom, om de ikke siger noget, at de bliver talt hen over af mænd, eller at mænd går ud og drikker en øl sammen bagefter, eller spiller tennis sammen eller golf bagefter, og det er der, hvor handelen egentlig bliver afgået. Man er meget venlig over for kvinderne, og meget belevende og meget hensynsfuld, men de er bare ikke en del af beslutningsprocessen.

SPEAKER_01 20:18

Ja. Jeg har også skuld for eksempel kæmpe for min løn. Fordi kvinder i Frankrike, det er jo helt det officielle tal, de bliver jo mindre betalt end også i akademiske miljøer. Der var på et tidspunkt, så bliver jeg arbejdet første tre år for jer, men så på et tidspunkt, så besluttet jeg forladet og kom ind på en rigtig fransk virksomhed. Og jeg kom ind på en løn, som jeg ikke mente, det var god nok, men jeg accepterede det til at starte med. Og så på et tidspunkt der syntes ikke, det var, at jeg synes, jeg nødt til at gøre noget ved det. Og så havde trods alt den styrke, at jeg havde et kendskab, et tekniskt kendskab, i og med, at jeg havde arbejdet ud, fordi den virksomhed, jeg arbejder for, havde valgt som centraler. Så jeg havde teknisk viden, og jeg havde en fordel, som andre kollegaer ikke havde. Og så på et tidspunkt så besluttede jeg at gå op til personalcheven. Og jeg søgte samtidig, så søgte jeg på to andre stillinger. Jeg havde ikke fået svar på dem endnu, men jeg var egentlig ret overvist om, at jeg nok ville få et positivt svar, så gik jeg op, og så bædr mig et nøde, og sagde. Jeg har fået to stillinger andre steder. Og hvis I ikke sætter min løn op, så vil jeg god.

SPEAKER_00 21:48

Og så satte jeg din løn op?

SPEAKER_01 21:53

Han var sådan meget forbagret, og han skulle så ikke sige noget lige med det samme, så kaldte han mig tilbage end nu efter. Og så jeg tror, jeg har bedt om 15% og det sådan noget, det var virkelig meget sand. Han havde ikke tekniskt muligheden for at give mig 15% mere, fordi det var imod personalpolitikken, men han kunne give mig halvdelen nu, og så halvdelen med næste lønforholde. Så jeg finder den faktisk. Men det skal jeg sgu virkelig at kæmpe med mig selv om at tage mod til at gøre det der.

SPEAKER_00 22:23

Og der er det nok, at kvinder tit ikke, sådan i hvert fald i Frankrig, tager ikke det der mod til sig. Og jeg vil sige, at jeg tror, man kan, og man kan gøre det med helst, som du siger. Men der det igen det der med, at i hvert fald i Frankrig, jeg synes virkelig, at jeg ser en forskel på, den måde, at kvinder ser sig selv på i Frankrig og bliver set på, men begge dele faktisk i forhold til i Danmark. At jeg synes virkelig tit, at jeg støder på franske kvinder, som accepterer fuldt ud, at deres rolle er den der kvinderrolle, og det er normalt at blive flyttet med på arbejdet, og det er normalt, at have brug for en mands beskyttelse, og en mands kaldering, at det er normalt, at det er sådan bare sådan, det er, og det overrasker mig. Jeg tror ikke, vi skal vente på, at det er franske mænd, at det er franske mænd, der ændrer tingene for franske kvinder. Altså man bliver ligesom nødt til selv at tage tætten op og gøre noget.

SPEAKER_01 23:28

Men det er interessant at kæmpe. Når man kommer i et udgangspunkt, som er ulig, så er man jo nødt til at acceptere det, men man er nødt til at kæmpe for, at det skal blive andledes.

SPEAKER_00 23:41

Der føler jeg måske, at vores generation kvinder i Frankrig. Det er nej, det interesserer mig ikke overvendende meget. Og så bekymrer jeg mig lidt for den helt unge generation. Måske skal vi sætte på dem der millen jo. For den unge generation, generation set. Jeg har lidt svært i den måde at være femister på. Er din her? Hvordan sige, at hun er feminist?

SPEAKER_01 24:07

Hun er ikke feminist, men hun gør alligevel ting på sin egen måde. Og hun er absolut ikke konformist. Og det har det sket ret tidligt, fordi da hun var lige fx. Der kunne da finde på at give en lys rødt tøj på. Men et eller andet tidspunkt, da hun bare. Hun var ikke særlig gamle. Så sagde man, at nu vil jeg ikke gå med lyset mere, nu skal det være sorgt. Og det var jeg selvfølgelig hører for, så hun fik lov til at klæde sig, som, hun vilde. Og nu i dag, hvor hun er så 22 år, så hun er blevet voksne. Hun går aldrig kuller. Og hun kan ikke specielt lide det der feminine. Hun bliver mere lige sådan noget rigtig bagytøj. Så hun går lidt sin egen vej. Det er jo så blevet moderne nu, og hun begynder faktisk på det, det blev moderne, hvor hun ikke kunne finde nogle bagiebookser, fordi der ikke kunne ikke købe dem i. Så hun har helt sin egen stil, hun går sin egen vej. Men hun går også lidt den samme vej, som jeg har gjort i forhold til, hun kunne også være ingeniør, så nu ved at hun til et mand i miljø. Og så skal finde sin vej igennem det. Men hun siger ikke, hun er feminist. Det ser hun ikke.

SPEAKER_00 25:17

Men det er vel også næsten i frankrig fyre år, at sige man er feminist.

SPEAKER_01 25:21

Ja, jeg tænker over, at det er jo ikke sådan. Hvis jeg skulle spørge håm, ville hun så egentlig vide, hvad hun skulle sige. Fordi det jo ikke sådan det er sådan noget, der er inde i tiden, at man er, eller man skal være, eller man kan blive. Så er det jo mere nogle af de der ekstreme grupper, som næsten næsten er oprørsk ikke. Men meget stort mindre tal, og som gør nogle ting, som selv man er normalt femist, så vil man ikke nødvendigvis kunne stå inden for det. Det er mere sådan noget ekstremist noget.

SPEAKER_00 25:56

Ja, ja. Jeg er ikke klar over, hvordan det er i Danmark i dag, og man i Danmark erklærer sig som feminist eller ej. Men i hvert fald har jeg observeret, at det i Frankrig sjokeret, hvis man siger, at man er feminist. Jeg opfatter mig selv som feminist. Jeg mener virkelig er feminist, men jeg opfatter også, at med unge kvinder, der ser de feminister. Vi har ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvad det er at være feminist. Og fx har vi talt om det, når jeg har talt med unge kvinder om det i forhold til påklædning. At har svært ved at forstå, men jeg er vildt til at sige det, fordi jeg er blevet gør, men jeg har svært ved at forstå, at man udstiller sig selv rent fysisk, og stadigvæer, at man er feminist. Jeg har tænkt på det i forhold til forskellige sanger ender. Serer man stadig sang og, eller er de alle sammen sang? Det skal også ikke være. Men at kvinder, der stiller sig op på scenen i ført, badvragt bikini, og brider sig rundt i alle mulige stillinger, og stadig ser de feminister, fordi de har lov til at gøre, hvad de vil med deres krop. Det har jeg svært ved. Jeg kan godt forstå i teorien kan jeg godt forstå idéen i, ja selvfølgelig, hvis du er feminist, så har du lov til at gøre, hvad du vil med din krop. Men jeg har svært ved at forstå. Hvis du stiller dig op på en scene i en bikini, det kan umuligt være særlig behageligt. Hvorfor gør du det? Du gør det jo, fordi du gerne vil ses. Og hvem er det, du gerne vil ses, sagde, du vil gerne have den mandlige bigelse. Men al.

SPEAKER_01 27:35

Ja, men jeg synes, jeg synes faktisk, at der er en forskel, jeg synes, man kan se på det på to niveauer. Man kan se det på et niveau, i forhold til du kan være feminist i forhold til, at du har lyst til at kæmpe for kvinders rettigheder i samfundet, fordi der er en udligstilling, og man kan gøre noget ved det. Og så er der det niveau, hvor man er kvinde, og også godt kan tillade sig at spille på ens kvindelige præmisser og plæde sig pænd på. Men det vil jo ikke sige, at man skal stille sig op i badragt og mindskøret, så næsten kan se det hele ikke. Der kan godt være sådan en nyancegrænse. Men jeg har selvlig oplevet, fordi da jeg var ung, der var jeg sådan meget. Jeg klædt mig i alle regnbuds farver og mæst bookser og en masse. Det som måske også var ind i tiden af. Og der kom på et tidspunkt, efter at jeg havde været her et stykke tid som jeg begyndte at blive mere bevidst om min feminitet. Og jeg havde jeg begyndt at have mere lyst til at sætte det spil. Der sket sådan her. Det er sådan et år tid, hvor jeg så fuldstændig ændrede mig, og hvor jeg begyndte at gå, I sjoler. Jeg faktisk så kom der 10-årig, hvor jeg snarlig havde vokset på, hvor jeg begyndte at gå i koler. Jeg begyndte at gå i højhedsko, men det var ikke højhelede skol, sådan nogen stillet på flere meter. Det var måske bare nogle bredere skule. Men feminint. Og jeg skulle faktisk arbejde med mig selv om det, fordi jeg nok måske havde den der i mig, at hvis jeg gjorde det, så kigger jeg ind på et område, som ikke var lige stilling.

SPEAKER_00 29:21

Det kan jeg godt forholde mig. Jeg synes, jeg synes svære at finde den der balance. For når du tager en kjole på, og når du tager haver på, altså du kan jo. Du kigger dig selv i spejlet. Du kan have det godt med, hvordan du ser ud, men det er måske meget, der analyser for meget. Jeg synes stadig, men hvorfor er det, jeg synes, at det ser godt ud, fordi du kan jo sige, hvad du vil, men en korter neddel er jo ikke lige så praktisk der på som et par bokser. Så hvorfor gør du det? Gør du det for dig selv? El gør du det, fordi du også godt kan lide den positive opmærksomhed, du får. Jamen har jo selv, det bliver det. Det jo slet ikke det også ikke at gøre. Jeg har ikke gjort det. Men jeg synes bare, at det, jeg savner i dag, det er, at man stiller sig selv spørgsmål. Hvad er formålet med at gøre det? For mig er det jo selvbedrag at sige, at det her gør jeg udelukkende for mig selv. Nej, du gør det, fordi du også godt kan. Du kan godt lide, hvordan du ser ud, men du kan også godt lide den opmærksomhed, du får på grund af det.

SPEAKER_01 30:24

Ja, men altså er der sådan noget galt med det? Det kan vi bare gerne have, atkender det. Man ved at siger det inden, man gør det.

SPEAKER_00 30:34

Jeg vil gerne have, at vi erkender, at vi jo eksisterer i samspil med hinanden. At kvinder eksisterer jo i sammenspil med mænd, og at de ting, vi gør, og de ting, mænd gør, de sker i samspilet. Og det er også i orden. Jeg kan bare godt lide, at vi erkender det sådan, det er, at vi så måske arbejde sammen med mænd i stedet for at arbejde mod mænd.

SPEAKER_01 30:57

Det kan du ikke bare sige ligesom, du har et kort på din, du har noget kort på din hånd, og hvis du kan spille på et tidspunkt i en situation i dit liv på det kort, hvis du sætter dig selv, hvis du gør dig selv pæn, du spiller på din feminitet, at det så kan gøre, at du kan have en fordel i en vis situation. Er der noget galt i det?

SPEAKER_00 31:18

Ja, det har jeg sådan ret principiente problem med, fordi hvad så med de mennesker, som ikke har de kort. De mennesker, som ikke er fysisk tiltrækkende, som ikke har det livet.

SPEAKER_01 31:29

Sådan lige på alle præmisser. På et tidspunkt, der skulle jeg skifte job i, der beslutte jeg at skifte et job igen. Og så bliver ansat i en virksomhed. Det viser så af den chef, der var den virksom, han var svensker. Og jeg sagde, og vi havde en virkelig god samtal sammen, vi snakkede om Danmark, Sverige og videre. Og så skulle vi negligere løn. Og så prøvede jeg bare, og stætte, at jeg vil gerne have den løn. Og jeg er sikker på, at jeg fik den løn, fordi han var svensker, og han kan kæmpet for mig, fordi jeg var dansker. Det er bare. Det er noget andet. Jeg tror, det er, at det findes i alle livs situationer, at fordi man er et eller andet i forhold til det mennesker, man er sammen med, så kan man have et privileget, eller man kan også til modet.

SPEAKER_00 32:25

Men hvad gør vi så, du og jeg i vores alder, hvor det der fysiske kår, det kan vi jo ikke spille længere nu. Det er vi blevet for gamle til. Så føler du, at er det en sorg, eller det en vred, eller er det bare en accept, at nu står vi bag i køen.

SPEAKER_01 32:39

Jeg tror jeg accepteret i forhold til, jeg vil ikke tage det samme tøj på i dag, som jeg tog på for tire år siden. For 10 år siden kan jeg godt finde på at tage et minskør på, men det vil jeg ikke gøre i dag. Fordi jeg synes ikke, min ben er ikke pænde nok til det. Jeg synes ikke, det passer til vores alder. Jeg synes, at man skal indstille sig i forhold til den alder, man har. Og så skal man måske spille på nogle andre kort, end mere på erfaring, altså når man livserfaring. Men det er selvfølgelig også noget, som i fx i virksomhed, så er det ikke noget, som specielt bliver valoriseret heller, at man kan blive ansat, fordi man har meget livserfaring. Det er det nemmeste modsær, det. Men jeg synes, i forhold til det, hvor man er i livet, så er man nødt til at svøme med de kort, man har.

SPEAKER_00 33:21

Det tror jeg vil spekulerer lidt over. Jeg skal have noget mere kaffe, det? Ja, okay. Vender tilbage lige af min øjeblik. Ja, det gør vi.