Over en kop kaffe med Birthe 5

Birthe og jeg taler om opdragelse, rejsestress og rengøring i dag over en kop formiddagskaffe. Hvad kan man forvente af voksne børn, der bor hjemme; hvilket forhold har man overhovedet til voksne børn? Vi er ikke nødvendigvis enige, og der er meget at snakke om, så lyt endelig med!

Transcript

SPEAKER_00 0:05

Jeg sker for sinkel.

SPEAKER_01 0:07

Det er lidt hektisk i dag. Intet for problem for mig.

SPEAKER_00 0:12

Det var pæn der. Fordi jeg rejser i aften til måtte. Så normalt normalt så er min kunfort er pakket. Normalt vil jeg have pakket min kort sidste weekend. Men jeg bor sammen med nogle mænd, som synes, at det er absolut alt for tidligt, og det er mig der hysterisk. Så jeg tænkte, okay, den her gang gider jeg ikke at høre på deres tilgrig, når jeg er meget min kort. Så går jeg lidt stille med min kort. Hvilket betyder så, at der står jeg så her til morgen, og lige pludselig finde alting. Og det passer mig bare overhovedet ikke. I forhold til arbejde, der er mange ting. Jeg arbejder helt fint under pres, men når jeg skal rejse, så er jeg virkelig brug for, at min kobet er klar i tiden, og jeg ikke den sidste dag, jeg skal sige. Jeg har ikke mere shampoo. Nu skal jeg ned og købe noget shampoo. Nej, det durver ikke for mig. Så det bliver sidste gang. Det var første og sidste gang, jeg pakker kovet den sidste dag.

SPEAKER_01 1:15

Så har du prøvet det.

SPEAKER_00 1:17

Ja, så har jeg prøvet det, og det fungerer ikke.

SPEAKER_01 1:21

Jeg synes, det er noget, der bliver sværere og sværere for mig med alder. Jeg bliver mere og mere hysterisk med at komme i god tid når jeg skal ud og rejse, og sørge for, at det hele skal være klar til tiden. Og det er ikke noget, sådan har jeg ikke været før i tiden. Men jeg ved ikke, om det er noget med aller at gøre. Men bliver mere banke for, at der kan altid sket noget. Der kan være trafik på. Der kan sket mange klinger. Så prøver man at undgå det.

SPEAKER_00 1:52

Jeg tror, det er så det aldersbetinget. Fordi jeg var heller ikke sådan før. Dels af det andersbetinget, dels er i hvert fald for mit vedkommende noget, der også hænger sammen med at have børn. At før jeg fik børn, havde jeg jo kun ansvar for mig selv. Men nu har jeg også ansvar fra andre mennesker. Nu er det jo så store, ikke. Og så har det også noget med erfaring at gøre. At når man føret en gang, eller flere gange at lige være i sidste øjeblik, eller har set de kedelige konsekvenser af ikke at være godt forberedt, så er det jo klart, så gør man det også anderledes. Men når man er ung og ikke har haft så mange kedelige oplevelser endnu, så er man jo bekymret sig mindre, fordi man ikke har perspektivet i det. Jeg tror du ikke det? Det måske sådan, det hænger sammen.

SPEAKER_01 2:45

Jo, det må nok være sådan, det hænger sammen, fordi det er rigtigt, jeg har også haft flere erfaringer, hvor jeg har mistet et fly. Fordi jeg har lige kommet sidste øjeblik, og så sker der et eller andet. Så det her nok også noget med erfaring at gøre.

SPEAKER_00 2:58

Altså, og huskelover, fordi så betyder det jo så, at vi har vil lært af vores erfaringer. Og så er det jo så lige så meget et spørgsmål om at finde balancen ikke. Fordi jeg kan da godt se, at for andre mennesker kan det virke lidt hysterisk at ville være i lufthavnen tre timer før. Men jeg vil heller sidde og vente lufthavnen, end jeg vil sidde i en trafikprob på motorvejen, og se mit flylige flyvender og siger jo. Okay.

SPEAKER_01 3:28

Jeg kan så set i spejled af mine børn, fx når vi tager afsted, fordi jeg vil også gerne have også gerne have de der to, tre timer forhold og så siger det, der er tiden nok. De for mig til at finde mig gammel nårde er sådan, fordi det ser det fra et andet perspektiv.

SPEAKER_00 3:46

Ja, ja, men altså som sagt, det er jeg lige under hele ugen, og man har grinet af min kuffre, der låter, men så altså stadigvæk var tom. Og jeg fortsækker at sidde i lufthavnen, men så vil I sige, at efter de er blevet vokset, så er der jo så også nogen af dem, der godt kan sige, atlig så er det rart, at vi sidder her i lufthavnen, og vi ved, vi er i god tid, og vi har tid til at drikke en kroppe kaffe sammen, og det er stille og roligt. Dem af dem, som er modnet nok til at indrømme, at det er ikke så slemt. Det er fint nok at undgå noget stress.

SPEAKER_01 4:21

Hvad har du mulighed for at rejse uden for skolefererne?

SPEAKER_00 4:26

Det er jo skoleferier.

SPEAKER_01 4:28

Her hus, der starter skoleferien i dag. Det starter i dag, nu ja. Det er fordi, der er forskellige lige så zoner i Frankrig. Ja.

SPEAKER_00 4:35

Skoleferien starter i dag. Normalt er faktisk mig, der planlægt helt forkert, fordi normalt med voksneundervisning, der har vi stadig voksneundervisning i den her uge. Og så det første ugen efter egentlig, hvor det er meget stilt. Jeg kan sagtens tag udenfor med voksneundervisningen. Og jeg vil gerne afsted, mens min datter ikke havde ferie, fordi hun arbejder jo også for education nationale. Og jeg vil gerne, at vi gerne med hende i skolingen. Så jeg skal med hende i skole på meget i næste uge og se, hvordan det forgår. Det er jo, altså meget er jo fransk, men deres modersmål er jo ikke fransk. De har jo deres eget sprog på meget. Jeg ved ikke, men jeg forstiller mig det samme sprog af alle komorerne på alle øerne. Jeg tror, det hedder Timor. Så de lærer jo fransk i skolen, så der er jo nogle konflikter i forhold til, at de ikke når jo ikke igen programmerne. Og de mennesker, de voksne, jeg har haft her, der har gået i skole på markt, og har heller ikke de kompetencer, de skal have, når de kommer på en vidergående uddannelse for eksempel. Og det er jo fordi, fransk kun er et skolesprog for det. Så jeg glæder mig til at komme og se, hvordan det forgår, hvordan det gør? Ja. Så skal du være som, altså du skal være med som elev i klasser. Altså, mit dan er jo sportslager, så jeg formoder, at jeg får lov til at være med i sportstimerne, og så ved jeg ikke, om hun også får koblet mig på måske en anden lærer. Hun har jo sagt, at jeg skal jo være klar over, at jeg bliver jo en af de eneste viden, og at der nok vil være nogen, der har svært ved at forstå, at jeg kan være hendes mor, for Anna er jo blandet, og hun kan godt lide i solen, så hun ser mere sorgt ud, end hun ser vid ud. Så jeg får måske nogle forklaringsproblemer. Og så sagde så, at det var mere for sjovt, så sagde jeg slænge der ikke er nogen, der kommer og rører ved mit hår, så er det okay. Jeg så jo, det kunne altså ikke garantere, at der ikke var nogen, der ville mærke, hvordan mit hård var. Det er ikke sikker på, at det går. Men altså meget gener det ikke. Jeg har jo været i Nigeria flere gange, hvor det også helt klart er, at jeg tit af den eneste viden, både på hotel og i lufthavnen. Det er ikke noget, der går mig på. Den der opmærksomhed, man får omkring det, fordi jeg føler mere, det mest af tiden er det, fordi folk er nysgerrig. Og så tror jeg måske også forskellen ligger i, at når man er sådan sted, jamen jeg ved jo, at jeg ikke skal blive der. Så jeg ved jo, det er jo ikke en opmærksomhed. Jeg bliver, der bliver ved med at være på mig hele tiden. Så vi får se, hvor meget der bliver pillet ved mit år. Det er næsten. Jeg skal være stadig en uge. Det er en uge. Jeg tror, at når man er voksne, at have sin mor på besøg i en uge, er allerede langt tid. Ulig det rigtigt, det har jeg. Altså, og jeg tror nok, at jeg læste på et tidspunkt om noget, at man ser endda i USA, at der er et psykologisk. Det hedder noget. Det er noget med 48 timer, tror jeg. Er det 48 timer, eller er det måske 60 timer, når folk tager tilbage til Thanksgivings eller til jul, af den tid, hvor man kan være sammen med sin familie, uden det går galt. Jeg tror nok, det kun er 48 timer.

SPEAKER_01 8:16

Okay. I forhold til, at det går galt i forhold til, så begynder der komme nogle spændinger i, måske nogle diskussioner. Altså, så falder man tilbage i sin roller og familiekonflikter eventuelt.

SPEAKER_00 8:31

Ja. Og det tror jeg, det tror jeg måske, der kan være noget om. Jeg har indtræk af. Jeg kunne godt være sammen med min mor i en uge tid eller min far. Men jeg tror sådan helt generelt, at det nok rigtig nok. At en uge skal man. En uge er sikkert rigg. Og min dat er jo. Og det vist jeg jo så ikke. Jeg tager jo den for at være sammen med min dat, men så er jo så meddelt mig for nylig, at hun bor sammen med sin kæreste, som er indfødt, og så er muslim, og som jeg ikke kender. Og jeg har så aldrig møtter på det vidste, hun havde den kæreste. Hvis det endnu mindre, at hun bruger sammen med ham. Så det bliver jo bliver jo ikke den samme oplevelse. Det bliver en anden oplevelse. Det bliver en bedre oplevelse. Men der er mange ting, at jeg skal. Det er helt fint. Men det bliver lidt en opgave. Jeg er ikke sikker på, at det bliver så afslappen. Men nu får vi se. Det er meget bedre, end jeg tror, det bliver.

SPEAKER_01 9:36

Det er ikke noget, som jeg har oplevet indtil videre, fordi mine børn har boet hjemme til for kort tid siden. Det kun i år, og Lina er flyttet, fordi hun er flyttet på den skole, som hun er på pension på den skole, hun er på. Så jeg har selvfølgelig i det her år, så har jeg haft nogle erfaring af hun er kommet hjem i weekenden. Og jeg kan godt mærke, at det ændrer forholdet lidt i forhold til, at når man bormen, så er man jo bare i sin hverdag, og så gør man de ting, man nu skal. Hvor imod når der lige pludselig ens børn kommer på besøg, så skal der gøre sådan lidt ekstra ud af det, og så skal man bruge tid sammen og snakke sammen, så det ændrer faktisk forholdet. Og det synes jeg også er spændende at opleve. Fordi lige så begynder at opleve sine børn mere som voksne end som børn.

SPEAKER_00 10:28

Det er klart. Det bliver noget andet. Der synes, at det har været lidt konfliktfyldt, og konfliktfyldt, at det er nok så voldsomt ord. Men jeg har ret, og det har jo også noget at gøre med de erfaringer, jeg har haft. Jeg er ret beskyttende over mit hjem, fordi mit hjem er mit helde. Det er der, hvor jeg kan slappe af, og hvor jeg føler mig tryg. Og derfor er, jeg har nok nogle relativt skarpe kanter. Jeg tror nok, min søn kaldt mig på fransk for psykoregin. Jeg er nok lidt rigtig, ja. Det er nok i forhold til, at jeg vil fx ikke, at jeg rydder op, inden jeg går om morgenen. Jeg kan godt lide, men så vil jeg også gerne have, at der ser sådan noget, når jeg kommer hjem. Og jeg taler ikke om, hvordan der ser ud på værkelsen, men hvordan der ser ud i køkkenet og stuen, at hvis jeg kommer hjem og det ligner. Der har været en eksplosion, så det irriterer mig. Det irriterer mig ret meget. Og det er altså sådan nogle ting. Jeg vil have, at når man er her hos mig, så følger man mine regler, fordi det rent faktisk er mit hjem. Og jeg synes ikke, jeg har så mange regler, men jeg har fx noget med at røde op efter. Det vil jeg gerne have, at man får gjort, og så vil også gerne have, at man siger, om man kommer og sover om natten. Fordi hvis der er nogen, der sider i nøgledøren om natten, og jeg ikke er forberedt på det, så det er vågner faktisk. Og det gider ikke. Og det kan der jo godt være nogle konflikter omkring, fordi de jo er jo voksne mænd nu, især. Det er vi ikke enige om, men så vil jeg så sige, at det, at hvis man ikke er enig i det, så skal man måske ikke bo hjemme hos sin.

SPEAKER_01 12:10

Nej, jeg er jo også mindre, at man skal respektere de regler, som vi sætter for vores børn, når de bliver voksne, og det skal man jo så også gøre, når man bor sammen. Men jeg oplever, at det er lidt svært, fordi når man når man forældre og børn er små, så fx gør man jo helt liv. Det er også, som røder op, og det er også, som laver mad og gør rent. Og ændre de regler, det kan godt være svært, fordi man er i en rolle at brude den rolle også at få en ny i stedet for ikke noget, som jeg har. Jeg synes ikke, det har lykket så godt for mig tider med hænder til min søn. Jeg kan prøve at gå og opdrage på ham i forhold til, at han skal putte tingene på den måde i opværskærmaskinen, og han skal ryde op efterhand, når han går ned og laver noget mad. Det er ikke naturligt for ham. Det er næsten noget, som jeg skal virkelig sige jævnligt. Ellers bliver det ikke respekteret. Og jeg tror det er, fordi han er bare i sin barneråle stadigvæk. Han mener nok ikke, jeg mener nok ikke, at det er vigtigt, at han oplever også, at hvis han ikke gør det, så bliver det gjort i stedan for.

SPEAKER_00 13:27

Det blev jo gjort, fordi det iriterer dig. Ja, der ved jeg godt. Der burde man jo så hente det med sige er hvad, nu kommer du lige ned, og så gør du det igen, og du gør det ordentligt den her gang. Men det er bare ikke den forældre, jeg har været vant til at være, vel? Og der altså, selv da de var små, der havde de det svært ved at forstå, når jeg sagde, da jeg sagde for eksempel, at det ville være en god idé lige at rydde op på værelser. Sådan kunne jeg godt formulere det. Det ville være en god idé at røde op. For mig betyder det, rydde op på dit værelse. Men sådan blev det bare aldrig forstået. Det blev forstået, at vi har valget imellem at rydde op eller ikke ryd op, for du ser jo bare, at det ville være en god idé. Og den fik jeg ofte tilbage, at min måde at kommunikere på, var ikke direkte nok. Jeg kunne bare sige, at jeg vil have der råd op på værelser. Men sådan er ikke selv blevet opdrag, altså mine forældre har jeg ikke engang husket, min forældre nogen har råd af mig. Det har været nødvendigt, og det har jeg jo prøvet på at førde videre, og det har bare ikke altid fungeret.

SPEAKER_01 14:37

Jeg tror også, at man har en idé om, at hvis man viser eksempel, så vil de nok kunne forstå det. Men det er jo ikke rigtigt. Det er ikke altid rigtigt i færdigt. Det kan man måske også handge på, hvem børnene er. Men jeg er også sådan en som. Jeg kan godt visse jeg finder, at han har været i køkkenet og lavet et eller andet, og så i stedet for at kalde på mig og sige, at han skal komme ned og gøre det, så vil jeg gør det selv. Men jeg er faktisk nødt til at ændre på det, fordi nu bruger jeg jo sammen med en mænd, og det er ikke hans børn. Han har et andet perspektiv om det for ham. Er det ikke normalt, at der bor et tredje voksne mennesker i huset, som ikke gør sin del. Det kan jeg også godt forstå. Så jeg prøver at være mere strikt, som jeg har været før.

SPEAKER_00 15:35

Men lige præcis det der. Nu bor jeg jo så også med en mand, som heller ikke er far til mine børn. Og i øjeblikket har jeg så to voksne børn, der bor her. Jeg ved godt, han er utroligt tålmodig, og han har et godt forhold til mine børn. Jeg tror, han foretrækker bare bevare rund og have det gode forhold til mine børn. Jeg kan da godt se, at når jeg beder ham om at gå ud og hænge vaskretøje op, og det primært at deres vasketøj hanger op. Så tænker jeg, at det er lidt uretfærdigt, ikke. Det er lidt uretfærdigt, at jeg ikke bare kalder på drengen og siger, at der er, der er lige noget vaskertøj hænger op. Og de vil jo de vil jo gøre det. De vil jo formentlig gøre det, men nogle gange synes jeg bare, det er lidt over, at vi gør det selv. Men det er jo, der er jo rigtig nok, at den måde det forhold, der er, når man bor alene med sine børn. Det ændrer sig jo nødvendigvis, når man integrerer en partner i forholdet, fordi man også bliver nødt til at tage hensyn til den partner. Det er jo fuldstændig normalt. Og jeg vil sige, at jeg synes, det har været rart at få perspektivet i det, jeg synes, det er rart, der er en anden voksen. Det gør en forskel, og jeg synes, at de ting, han siger, at det kunne forestille mig det samme hos dig. Der er jo mening i det. Selvfølgelig er det rigtigt, at hvis der bor et tredje voksne mennesker hjemme i hjemme, så skal han også stær det arbejdet her.

SPEAKER_01 16:56

Jo, det kan godt være svært at finde pladsen. Fordi jeg har oplevet, at min mand kommer så også med nogle ting, som jeg ikke har været enig med her, hvordan jeg skal opdrage mine børn. Og det har været svært for ham at finde pladsen i, hvornår kan sige noget, hvornår det kan blive taget ud, og hvornår kan det ikke blive taget ud. Og det kan man også godt forstå. Det er jo heller ikke. Man kan heller ikke lave om på sig selv, og laver på den opræd, som har givet sin børn hele deres liv, fordi der kommer en ny person ind i familjen. Men det er et nyt mønster, man skal finde, og man er nødt til at finde en balance, som gør, at alle kan blive glade ved at bruge sammen.

SPEAKER_00 17:47

Det er, jeg tror, man skal nok ikke forvente, at vi kan forstå hinanden. Det er et spørgsmål om at acceptere, at både du og din mand, og det samme her også, vi kommer fra så forskellige kulturer, så forskellige opdragelsesmynstre. At man kun kan åbe på en accept, men forståelsen tror jeg, at det er meget svært. Jeg vil jo så sige, at børnenes farjer har også har været så heldig, at han har brugt i Danmark. Så i forhold til opdragelsen, tror jeg, at er blevet opdragt sådan stedt imellem. fordi han havde en forståelse for den danske kultur og kunne se de gode konsekvenser af at opdrage på den måde, vi er blevet opdraget på i Danmark. Men jeg er ikke sikker på, at hvis man ikke har boet i Danmark, hvis man ikke har været integreret i det danske samfund og i danske familier, så tror jeg, at det virker fuldstændig hur i hovedet, hvis man kommer fra en kultur, hvor fysisk afstraffelse fx er fuldstændig normalt. Og for mange mennesker er jo også nødvendigt for at få noget en vis disciplin ind i børn. Så jeg tror, det kræver virkelig et arbejde og mange samtaler for at nå til et punkt, hvor vi accepterer de forskellige synspunkter, og så finder en måde at leve sammen på.

SPEAKER_01 19:13

Jeg synes selvfølgelig er noget, som vi har udviklet sig i Frankrig. Fordi der er kommet en lov for det var måske for en 5-6 år siden, hvor man ikke må slå sine børn mere. Det har jo elet ikke været lovligt der. Og jeg synes også, der er kommet sådan en movement med education, vi er villant. Altså, hvordan man skal opdrage sine børn. Hvad er det vøret.

SPEAKER_00 19:44

Så jeg synes, er udsene. Positiv opdragelse. Det hedder det vist i værkt på engelsk.

SPEAKER_01 19:51

Så jeg tror, det er noget, som vi udvikler sig, fordi der jo stadigvæk mange forældre, jeg tror. Over halvdelen af alle forældre, der slår deres børn i opdragsen. Det er stadigvæk meget. Det er så normalt for mange franske forældre at gøre. Men der, jeg synes, der er nogen en mugend i gang, hvor som prøver at oplyse osloven, kommer så også, og oven på det, som gør, at der er en udvikling.

SPEAKER_00 20:25

Ja, ja. Jeg tror også, det er selvfølgelig rigtig ting, at jeg udvikler sig i Frankrig i øjeblik, der underviser jeg af børnehavekklasse assistenter i engelsk. Det er nogen, der arbejder på den international skole. Og de siger, at de har mange problemer med at få lige klasser, hvor der er børn, der er blevet opdraget med den her positive opdragelse, hvor forældrene forklarer alting, hvor der ikke er nogen, der råber. Og så samtidig integrer med børn, som har ingen respekt for nogle regler ud over at få en losing eller et klap af i. De har meget svært ved, hvis de hæver stemmen, så begynder de børn, der har været vand til positivt opdrag af grædet. De bliver bange. De er ikke vant til det. Og de andre børn, de er fuldstændig ligeglad med, om stemmen den bliver hævet. Det var lige præcis en debat, vi havde i går, om gør man så? Hvad gør de som børnehavassistenter i Frankrig er der jo 30 børn i en klasse. Og de starter jo i skolen som to år. Hvad gør så, når man står en lærer og en assistent med 30 børn, og halvdingen græd om halvdelen den anden halvdeg af Fokfinger, fordi det sagde de i går, der var at de havde børn samt børn, som ikke kunne tale, som ikke kunne tale, som stadig havde svært ved motorikken, fordi mange børn sidder jo meget ned nu, ikke med de små med en tablet eller noget, men de var fuldt ud i stand til at give en Fokfinger. Det var ingen problemer. Hvad gør man så? Ogordan integrerer man engelsk i det, fordi det er jo så meningen, at børnene skal blive tilspåret. Altså det er jo en særlig problem. Så det der med opdravelse, det tror jeg det er noget. Det er noget, vi bliver ved med at diskutere både i familierne, men også i samfundet. Hvad er den gode opdragelse?

SPEAKER_01 22:21

Ja, lige fortæller mig en gang der diskussioner med sine klassekammerater, som jo kommer fra familier, hvor fx fysisk opdrag fysisk, hvor har været en del af opdragelsen. Fordi når man er opdraget på den måde, når man så kommer op, så bliver voksne eller halvoksen, så begynder man faktisk at forsvare den måde at opdrage på, fordi det, man har kendt. Det synes jeg, at man er ubed den man er, og det har det har lavet til at have været vir, og det har lavet til at have virket. Så hun har faktisk diskussioner med dem om, hvorfor det ikke nødvendigvis er den eneste måde at opdrage sin børn på, og man også godt kan opdrage sine børn på andre måder. Så det synes jeg er meget sjovt, at hun kan tage den diskussion op med nogle på hinanden salder, fordi hun så har oplaget den danske modell.

SPEAKER_00 23:17

Men jeg tror også, det er, fordi hvis man begynder at sætte for mange spørgsmålstegn på den måde, man selv er blevet opdraget på, så bliver man jo også nødt til at sætte spørgsmålstegn ved ens forældres rolle i det. For eksempel i forhold til vold. Min mand er født i England og brug de første 8 år sit liv, der boede han i England, og så tog hans morgen sig med tilbage til Niger. Og hun havde så aldrig slået ham, da boede i England, fordi på det tidspunkt, der var det allerede ikke velset. Så han aldrig oplevet fysisk vold, da han boede i England. Men i det øjeblik han kom tilbage til Niger, fordi han var et uvormt barn, synes han i hver selv. Så blev han jo afstraffet fysisk. Og han havde meget svært ved at spise. Han spist ikke med, han spise kun slæk og sådan noget. Han havde ikke nogen apetit. Og der blev det til, at hans bedste måtter ved siden af her med bættet. Og så fik han simpelthen med bældet, hvis han ikke spiser op. Og han forsvarer det jo stadigvæk. Han forsvarer jo stadigvæk, at han mener, at den fysiske afstrævelse, det har gjort her mere disciplineret. Selv jeg kan udpege mange i hans liv, som viser, at den disciplin, han har, ikke har noget at gøre med hans fysiske afstrekkelse, men med noget andet, og nu skal jeg jo heller ikke gå hen og være her psykologer eller ikke. Jeg tror, det er svært at sige, at jeg har været udsat for vold, og det var ikke rimeligt. Fordi det er jo ligesom at sige, at min familie har ikke været rimelig over mig. De har været voldelige. Og det er svært. Det tror jeg, det er en svær at kendt.

SPEAKER_01 24:52

Der er noget lojalitet i forhold til ens forældre, som man er nødt til at bryde på en måde, hvis man begynder at satte spørgsmål til, hvordan de har opdraget en altså.

SPEAKER_00 25:04

Så det må finde en måde at få vores voksne børn. Bere til at deltage mere i de huslige pligter. Og dem i hvert fald. Jeg tror, det vil være en idé at få dem til at spekulere over deres egen rolle, og få dem til at erkende, at hvis man gerne vil ses som en voksen, og det vil de jo gerne. Det formodler jeg også, at din frank gerne vil. Så nogle er også nogle pligter, der har nogle pligter med.

SPEAKER_01 25:34

Ja, det gør det. Det er måske langsomt. Der sker der fremstritt, men jeg tror faktisk, at den første erkendelse gå rigtig op for dem, når de flytter hjem fra.

SPEAKER_00 25:48

Men mine har jo været flyttet hjemmefra, så er kommet hjem igen i perioder. De er jo så ikke hele tiden, men de er jo hjemme i perioder. Og de har jo brugt selv, men de har jo også brugt selv i nogle gange skiddag og måling, fordi de bare ikke mener, det er nødvendigt at gøre rent lige så tit, som jeg synes, der skal gøres rent, og at de virkelig ikke kan se, hvorfor det er nødvendigt. Og tør krummerne op på bordet, når man er færdig med at spise mere end en gang om ugen eller noget. Og der er det jo selvfølgelig, at hvis jeg skal kende, at de er voksne, så skal vi også kunne have diskussionen om, hvorfor det er nødvendigt at fjerne de krummer hver gang, man har spis en sandwich. Og hører på deres argumenter for, hvorfor det ikke nødvendigt. Og samtidig får den til at erkende, at det her er mit hus. Og hvis jeg beslutter, at krumerne skal væk hver gang man har spist, så bliver man også nødt til at respektere det. Det er ikke lykke med det. Jeg vil sige, at det ikke er fordi, vi har store konflikter, men det er også fordi, jeg ikke nødvendigvis tager.

SPEAKER_01 26:53

Jeg synes selv, jeg har et meget ambivalent forhold til rengøringen, fordi på den ene side kan jeg godt lide at have et ren, og på den anden side, så keder det mig enormt meget at gøre ret. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. Jeg synes, det er blevet nemmere nu, fordi nu har vi jo de her telefoner, hvor man kan sætte en eller anden podcast på, eller man kan sætte noget musik på, så man kan gøre det med, som man lige bliver noget interessant ved siden af. Men altså det der med bare at gå og ligeholde. Jeg har ikke eller anden med i rengøren, jeg sætter det lige sådan. Det er noget, man villeholder. Og jeg kan bedre lige at gøre noget, som er kreativt noget, som gør, at tingene bliver bedre eller ændrer sig. Et eller andet kreativ aspekt. Og det kreativ aspekt, det har jeg svært ved at finde i rengøren. Jeg har også nogle indre konflikter i forhold til, at nogle gange hos mig, så håber det. Fordi jeg har brugt tiden på noget andet end at gøre rent. Så det bliver måske ikke gør så. Jeg har næsten under mine egen standarder, kan man sige. Men det hører med til livet. Og det er faktisk noget, som jeg lærer mere nu, fordi nu har jeg jo så i min nye professionelle aktivitet, der har jeg jo nogle lejligheder, som jeg lejer ud med kort tidsudlej. Og det er, jeg har noget ringet selv, men en stor del af tiden er det mig selv, som går og gør rent i de der lejligheder. Og der skal jo bare være rent. Altså det skal jo simpelthen, der skal være noget som helst, ikke et støvram i noget som helst hjørne, fordi så kan man risikere at få nogle dårlig kommentar tilbage i forhold til. Så jeg er som 60 år ved at lære noget om ringgør.

SPEAKER_00 28:33

Ja, jeg tror, man har det på forskellige måder. Og gør rent, det giver mig ro i sjældent. Altså jeg kan. Fordi jeg jo har et job, som ikke er særlig konkret, og jeg sjældent kan se resultatet af mit arbejde på arbejdet. Fordi i undervisningen er det jo ikke så målbart. Så vi kører ring om søndagen. Det er meget stremt. Sønder om morgen, der gør vi rent. Vi har delt op i har ansvarsområder. Det giver mig ro på at se, at nu ser der hovedet ud, nu ser der ikke råd ud mere. Nu var det der toiletvarneste, nu er tror jeg lidt skændende ren. Det giver mig ro på at lave noget, hvor jeg kan se et konkret resultat af, hvad jeg har gjort. Samtidig med jeg lytt af sin på det. Men det tror jeg, det tror jeg lige så meget. Det er bare, hvem hvem man er. Jeg kan også godt stryge. Det kommer ikke igen fra. Min mor havde at sy, men jeg kan godt lide at se den der stærkt tøj, der ligger pæn dangeren med skarpekanter. Ja, det er nok helt forkert, og jeg er lidt psychorrigent.

SPEAKER_01 29:49

Jo, men det kommer ja rigtig det, jeg tror, det er noget meget personligt. Og det er jo noget, man nok nødt, man er også nødt til at gå på komponi med, når man bor sammen med en partner, og når man bor sammen med børn også. Altså hvor skal man sætte grænsen. Og man kan jo ikke nødvendigvis sige, at ens egen grænse er den rigtige. Man er nødt til at tage et perspektiv, hvad de personer, jeg bor sammen med, de har også af grænser.

SPEAKER_00 30:17

Og jeg tror, den balance, eller jeg synes, den balance efter mange års erfaring med at prøve på at finde balancen, den er for mig meget svær at finde. Jeg tror i mine første forhold, der bestemte jeg, hvor grænsen skulle være. Og derefter gik jeg alt for meget på kompromis med, hvor jeg synes, grænsen skulle være, og følt helt klart, at mine grænser blev overskredet igen og igen. Jeg tror nok, at nu i den høje al 56 år, jeg har nu, føler jeg, at jeg er blevet ikke sikker på de mennesker der omkring mig mener det samme. Jeg synes, jeg er rimelig kompromisø. Jeg gør ikke lige så meget ren og råd lige så meget op, som jeg ville have gjort ellers. Men det er ikke sikkert på, der er nogen, der opdager. Jeg ved det. Men hvad med dig? Synes du ikke, du har ændret det med alder? Jo, jeg blev bedre til at gøre ringeren.

SPEAKER_01 31:12

Helt klart. Da jeg var ung, der kunne jeg godt leve i råd. Og det er sjovt, fordi min morgen var lige modsatte. Hun skulle bare have et renet hjem, og det var noget, der betyd meget for hende. Men det var så, og da jeg var ung, da jeg gik på skolen, der havde jeg et job i huset, og det var at vask op. Jeg kom hjem fra skolet. Jeg på starten af eftermiddagen og så kom hjem og arbejde ved 5 seks siden. Og i de der timer, der var mit job at gøre og vask op. Og det var. Det sket måske et par gange mugen, jeg har vasket op en rest af tiden der ikke, fordi jeg synes bare kedligt. Og jeg ved egentlig, hvorfor er man så, man er? Det er det svært at sige. Men så er jeg nåd der til dag, hvor jeg godt kan lide at her i rent hjem. Så det er noget med balance. Det er noget med, at man skal bruge tid på det, men heller ikke for meget tid, fordi den tid går også brugt på noget andet om mere kreativ eller mere konstruktiv.

SPEAKER_00 32:24

Så er mere for det til at passe ind. Det vigtigste er, at man har det godt i det. At man finder en måde at leve på, som man har det godt i, uanset om der rodet eller ikke rodet, om der er super rent eller ikke super rent. Altså hvis man alle sammen kan fungere i det, så er det jo okay. Måske vil jeg sige, at det er vokset op med, fordi min mor var også, det har vi snakket om før, da vi taler om Lus. Min mor var jo hysterisk med renlighed og mine to søstre er blevet ligesom, og jeg har helt klart altid været den mest rodende værin bror og jeg er dem, der roder mest i familien. Så det er klart noget, der er kommet med alder, fordi jeg ikke er naturelt patentlig. Og jeg vil sige, at jeg kan sagtens leve rodet, og også nogen steder i huset, men på de fælles områder, der har jeg virkelig bare brug for, at der ser overligt. Fordi det giver orden i mit hoved, og ro i mit selv.

SPEAKER_01 33:27

Jeg tror, der er en parallet. Jeg tror, der er en parallel i forhold til, hvordan hvordan man har det i set hoved, og hvordan en hjem ser ud. Der er noget rigtigt i der ikke ligger ting at flyder over det hele, hvis der overblik over det, men så kan også blive mere rolig in i hovedet, jeg tror ikke i dig samlig.

SPEAKER_00 33:48

Sådan har jeg det i hvert fald, men altså, at for andre til at forstå det, det er jo sådan udfordring. Birgend, jeg bliver nødt til at skrive mere, vil jeg var. Vi vender tilbage, okay. Ja, det kan vi.