Over en kop kaffe med Birthe 6

Birthe er midt i at hjælpe sine børn med diverse ansøgninger, og det får os til at tale om, hvor meget mere vi er på som forældre i dag, end tidligere generationer var. Vi kommer også ind på den større opmærksomhed, der er på børn og unge, der er anderledes, hvor det før var mere tabubelagt. Der graves dybt, så lyt med over en kop kaffe!

Transcript

SPEAKER_01 0:10

Hvad går det? Jamen det går godt. Jeg er i gang med i øjeblikket at hjælpe mine børn med at finde en praktikplads. Og ikke to faktisk er. Og det kan jo godt lyde mærke, fordi de er jo voksne mennesker, men der er forskellige grund til det. Men hvad angår Nina, så har jeg prøvet at hjælpe hende med at finde en praktikplads i Danmark. Så hun kunne komme til Danmark og lave praktik. Og altså hendes dansk er jo ikke perfekt langt fra. Men vi har prøvet alligevel. Det har selvfølgelig skulle hjælpe hende med at skrive ansøgninger og svar på mails og sådan noget. Og det lykkedes faktisk at få en samtale med denne ergspase i Odense. Og så arbejdede vi en masse dansk sammen urgerne inden, at hun forberedt, hvad hun skulle sige og sådan noget. Men det er så med, at hun ikke fik det, men faktisk ikke på grund af hendes danske, men på grund af hendes ensk. Er det rigtigt? De mente ikke, at hun var god nok til ensk. Og det er også, at det er tager rigtigt nok, at hun har generelt svært ved sprog, og hun har så meget svært ved ensk. Så ja, så det var jo lidt avligt. Men det var i hvert fald for sidde værd. Og jeg tror, vi prøver at lidt senere. Det er meget mødkommende. Og sagde, at hvis hun forbedre sit engels, så kunne det godt blive til noget i andet år.

SPEAKER_00 1:54

Okay, okay. Det er ikke udelukket. Det bliver bare ikke lige nu. Det bliver bare ikke lige nu. Okay. Så må er måske motiveret til at arbejde mere med engelsk.

SPEAKER_01 2:06

Ja, det er hun nemlig, ja. Det kunne være en anden mulighed, at hun kan bruge, at hun kunne komme nogen til England eller et eller andet for at lade at blive bedre til ensk. Det kunne være, ja.

SPEAKER_00 2:19

I dag er der, der er så mange muligheder for at arbejde engelsk i dag online, og med altså der er engelsk for at lære engelsk, er der virkelig mange muligheder. Problemet er altid at finde nogen, du kan tale engelsk med, for at forbedre din mundt det mundtlige længe.

SPEAKER_01 2:33

Ja, det er rigtigt, ja. Med mindre at betale en formule for et eller andet engelsk kursus, så kan det godt være svære. Men jeg synes jo, det var meget godt, det, vi gjorde dengang med, at vi to til engler, og vi bare fik et andet job, lige meget, hvad det var, fordi det gjorde man bedt ud i det, og det gjorde, at man lærte det faktisk. Så det kan være en mulighed. Det vil ved at undersøge faktisk, om det kunne lade sig gøre.

SPEAKER_00 2:57

Jeg ved ikke, om det er så let længere. For der er jo større arbejdsløshed og større elendighed i England nu, end da vi trudner over. Men sidst jeg i England, der så jeg stadigvæk også i Skotland, du annoncer i vinduerne, at de lidte efter studenter og medarbejdere, eller de havde et problemet af jo at finde et sted at bo. Jeg tror, i dag er det måske så meget sværere at finde et sted at bo.

SPEAKER_01 3:25

Jo, men så er det så heldig, og jeg faktisk har en mininde for dengang, hvor jeg selv var i England. Vi blev mødt i en vinende dengang, som vi har holdt kontakt lige siden, og hun bor i London, og hun har faktisk mulighed for, hun har et værel, hvor hun kunne bo.

SPEAKER_00 3:39

Ja, ja, så er der jo ikke det problem. Så skulle det jo sagtens kunne lade sig gøre, faktisk.

SPEAKER_02 3:45

Ja, ja, det skal det.

SPEAKER_00 3:46

Okay. Okay, godt. Så det er Nina kommer i tiden til Danmark, men ikke lige med det sammen.

SPEAKER_01 3:55

Og så er der min sønd Tim, han er jo så to år yngre. Og han har vi har følge finde det, man kalder en alternance, altså en praktikplads, hvor man er en del i virksomheden og en del i skolen. Fordi han er blevet optaget på en har lavet en BTS inden for IT, og er blevet optaget på en ingeniørskole på tredje år. Men produzationen er, han finder den her alternan. Og det er ret kompliceret faktisk. Ja, det er det. Jeg synes, det er dunglemak sådan det lyde nu. Fordi jeg værksætter, de i får til hundredvis af ansøgninger. Og det laver til, at de også har nemt nemt så nogle robotter, som skanner Cverende i forhold til forskellige kriterier. Så der er nogen, der er nogen, som engang bliver læst. Robot, og så dem, der kommer videre, den skal da så sorteres i. Så jeg synes, det er meget svært. Der er mange ting, man skal sætte sig ind i. Og min søn har det problem, at han har han fungerer ikke 100% normalt. Jeg har fået laven en diagnos på ham i år, at han har det, man kalder et DS af, altså et syndrom du spektra dilotisme.

SPEAKER_00 5:28

Så han er på spektret på autisme.

SPEAKER_01 5:30

Han er på spektret, ja men det betyder ikke, at han har ikke nogen intellektuelle problemer, men han har lidt sociale problemer, og han har problemer med kommunikation. Så det er ikke en, som overhovedet kan forstå at sælde i sig selv. Men han er rigtig god, han har rigtig god tekniske, men det betyder også, at bare det der med at lede efter en praktikplas, det kan simpelthen ikke finde ud af. Så jeg er nødt til at hjælpe.

SPEAKER_00 5:55

Ja, og så skal du så også huske at sige, fordi det kan måske lyde underligt, når man sidder i Danmark og lytter, at i Frankrig er det fuldstændig normalt. Det er fuldstændig normalt, at man frem til den dag, hvor ens børn bliver voksne, bliver ved med at hjælpe dem med sådan nogle ting, og at man benytter sig af det netværk, man selv har. Så det ville nærmest være underligt i Frankrig, hvis du ikke hjalp ham. Og jeg tror, tingene også ændrer sig i Danmark, Bjerda. Jeg tror, at danske forældre er også meget mere på i forhold til deres voksne børn, end de var før. En vores genav.

SPEAKER_01 6:26

Ja, en vores genaven, fordi vi klarede jo bare 100% selv. Men det var også en anden tid, måske bare ting den gang. Altså, jeg vil ikke engang sige, at jeg synes ikke, jeg har klaret mig 100% selv. Jeg er tvivl om, at om det var fordi tingene var anderledes dengang, eller om det var fordi, man gjorde tingene anderledes.

SPEAKER_00 6:47

Jeg ikke hele tror jeg. Jeg tror, der var flere muligheder. Vi havde flere muligheder og flere jobmuligheder også. Og så var det fordi forældres vedkommende, at arbejdet var slut, når du var vokset. Så var deres job færdig. Det lå i tiden dengang, og så klarede man sig selv, og så vil jeg så sige, at når jeg sammenligner med min søskende, så har jeg som den øngste fået mere hjælp end min søgsme har. Min far hjert mig til at finde en lejlighed. Det har jeg ikke gjort med min søskende. Men jeg havde ikke kontakter på det tidspunkt, hvor min søsken lidt. Han har hjulpet mig på til at få. Han hjælp mig også i folkeskolen til at få en praktikplads. Jeg var journalistpraktikant på i låbladen af det. Min far havde arbejdet for fagbenet. Og jeg kan godt se, når jeg sammenligner med min søskende i den samme alder, så fik jeg mere hjælp, fordi tingene allerede havde ændret sig på det sitspunkt. Og fordi det var muligt. Så jeg tror, det brug der sig i dat andet.

SPEAKER_01 7:59

Jo, men det er da muligt.

SPEAKER_00 8:02

Så hvad gør du så? Helt konkret for timer, hvad gør du? Du hjælper ham så med at få lavet ansøgningerne selvfølgelig, hvilket i sig selv er et kæmpe arbejde, fordi du er sket igennem den der blot.

SPEAKER_01 8:15

Ja, men lige præcis på det område, der er faktisk ikke der, hvor jeg hjælper ham, fordi han har fundet ud af, at han kan bruge IA til at lave sin motivationspræv. Det gør de almen. Jeg bruger det til undervisningen. Det kan jeg så ikke finde ud af. Så han har lavet en anden model, og så putter han modellen, og så bruger han annoncen, og så laver I af, at de skal da bare lige tænkt de rigtige steder, hvor de skal. Så han på fem minutter, så kan han finde ud af at lave det. Så det er faktisk ikke på det område, hvor jeg hjælper ham. Men jeg hjælper ham fx med at lave struktur over det. Altså med at putte tingene ind i et ekscelerken, når han søger på en ansøgning, så skal han putte URL, lænken til det, hvor han ansøger, og han skal også følge op på det, om han har fået svar. Og det er sådan noget meget strukturelt noget, det har han svært ved. Og så hjælper han også med at finde nogen. Så fordi til at starte med, der gik han fx på en dit, og så trykker han bare på postulet, altså på ansøg, og så troede han, at det bare klaret. Han går ligesom ikke længere helt i dybden med det.

SPEAKER_00 9:21

Men det tror jeg altså ikke kun af din søn, det tror jeg sådan er helt generelt. Det er et spørgsmål om også at være imod og have erfaring med det, fordi det er jo rigtig nok, at når man går på de der forskellige websites, så kan man, så ansøger man jo direkte. Hvad de ikke altid tænker på, og det gør alle andre også, så hvis det er, man gerne vil adskille sig for mængden, så er man nødt til at gøre det på en anden måde, ikke. Jo. Men altså det lyder jo, som om, at han egentlig er ret selvkørende. Du hjælper ham med lidt struktur.

SPEAKER_01 9:52

Jo, jo, det er det. Og han har faktisk været til en samtale i går, så han har der løb som at få den i tabpe. Og så vil faktisk også vil undersøge den mulighed, at man kan blive, i og med, at man har et deklareret handicap, så er der nogle virksomheder, som kan få tilskud fra salen til at ansætte folk, så det kan faktisk være, at vi kan bruge den billet til at finde noget til ham. Så det prøver jeg også at hjælpe her med på den måde.

SPEAKER_00 10:20

På virksomheder med over 50 ansatte, skal have, jeg mener, det er 10% personer ansat, som har et erklæret handicap. Og det kan jo være virkelig som helst handicap. Det behøver heller ikke være. Det kan jo være en arm, der ikke strækker fuldstændigt ud, eller det kan være på et spektrum, men det er rigtig nok, at det kan hjælpe faktisk, fordi virksomheder er til har svært ved at fylde de der kvoter med 10% op. Det er jo sjældent noget, du kommer og siger til din jobsamtale, at du har et handicap, fordi du mener.

SPEAKER_01 10:56

Det er jo det. Jeg tror, det er mest af tiden sidder, så er det ikke noget, han tager lyst til at vise frem. Men vi har valgt at vælge nogle annoncer, og så prøve at bruge den vinkel til det, og se, om det kan måske give noget.

SPEAKER_00 11:11

Men det tror jeg faktisk, det tror jeg faktisk godt, det kan. Og huske lov ved at sige, at jeg synes, at man begynder at tale mere og mere om usynlig handicap. Så det er ikke så er ikke så stigmatiserende, som det var før i tiden, vel?

SPEAKER_01 11:30

Nej, helt klart. Der er flere og flere, som bliver, som man bliver opmærksom på, at det eksisterer. Så der er jo flere og flere, som faktisk bliver diagnostiet. Og en diagnose de børne en diagnose, det får en diagnose, og så er det jo også demistificeret i forhold til, at når man taler om autisme, så er det jo ikke bare en, som selv ikke kan tale og sidder og hammer brugt ind i hjælpen. Der finder virkelig mange niveauer og mange varianter af det.

SPEAKER_00 12:04

Det kan det være sådan er det jo med alle psykiske sygdomme. Og i sidste ende, så tror jeg, at vi befinder os jo alle sammen et eller andet sted på et spektrum. Vi har jo alle sammen forskellige forstyrelser. Nogle har bare flere end andre, eller det er mere forstyrende end andre. Jeg har en søn, som er bipolær, og som også har, hvad hedder det på dansk af DHD. Men så man er fandet af en voksen alder, og som fungerer ude i mærket. Da han var barn, var det sværer det der med relationer til andre, men han har jo, han har jo viljen til at vilke siger medicin hver dag. Men har altid arbejdet. Jeg har altid arbejdet og har altid haft et liv og har købt hus og skal skiftes. Man skal bare tænke det ind i sit liv. Det kan jeg jo sige, at jeg står uden for. Jeg har jo så også hjulpet herpet her igennem nogle ting. For selvfølgelig er det, at når man har en psykisk ledelse, så er der ting, som er sværere, og ting, som kan påvirke mere. Men i sidste ende, så er han lært op med at blive det voksne menneske, som er autonom, og som har forståelse for, at når man er syg, uanset hvad det er, man er syg af, så er der nogle regler at holde. Man skal fx sørge for, at man får sove, man skal sørge for at have en god hygge hjerne og tage sin medicin.

SPEAKER_01 13:34

Jo. Jo, så snart man er blevet bevidst om det, så er man jo bare nødt til at integrere det i ens måde at være på. Og i og med, at man så også udvikler sig og bliver voksne, så lærer man jo faktisk det.

SPEAKER_00 13:49

Men hvis du havde syns handicap, altså, jeg har altid brugt briller, det er også et handicap. Eller hvis du havde sukkers, det kan også være et handicap, som du tilpasser dig til. Og det er jo det samme med psykiske videlser. Altså det er noget, der gør dit liv lid sværere. Og så skal du bare finde en måde at organisere dig på. Og det er sådan, det er. Det er jo kun godt, hvis vi kan tale mere om det. Altså ikke fordi, jeg synes, vi skal gå rundt og opfinde diagnoser og sæt på dig selv, fordi diagnosen i sig selv er jo ikke interessant. Det der interessant er, at du får den hjælp, du har brug for, for at dit liv skal blive så normalt som nogle. Jo.

SPEAKER_01 14:30

Og så er en sådan angård, så har vi selvfølgelig, da vi få det disdet, så har vi tilbudt, så er han blevet tilbudt at få noget hjælp, fx lavet noget grupeterapi eller noget, men det er han overhovedet ikke interesseret i. Og han har faktisk at tager det som okay, sådan er han. Han tager det mere, end okay, sådan er jeg. Og jeg tror faktisk personligt, så i forhold til der udtryks, for lyder han faktisk ikke under det. Han accepterer sig selv 100%, som han er. Men han har bare ikke altid lige den bevidsthed om, at andre ikke nødvendigvis gør det. Altså at andre godt kan se, at han ikke kommunikerer meget og sådan nogle ting. Men jeg synes, jeg synes faktisk, at det, som jeg mig glad i den situation, det er, at han accepterer sig selv 100%, som han er.

SPEAKER_00 15:19

Og nu er jo også stadig meget ung. Det kan jo godt være, at han med tiden føler til at udforske mere, hvad det egentlig betyder. Og måske den dag, at han har lyst til at få en kæreste, at det er jo muligt at for at blive bedre til at kommunikere et forhold. Jeg kan kunne forestille mig, at i et forhold kan det være relativt svært at have et forhold til en person, som ikke er god til at kommunikere. Men altså ikke læring. Der tror jeg, man er heldig. Jeg tror, at vores generation, hvis vi som 20-årig havde fået en diagnose. Det havde været noget andet. Jeg kan huske, jo sige, det hedder at være maniodepressiv, og det var jo at være bipær og man-depressiver. Det var jo. Det var jo virkelig noget. Det var jo. Jeg tror, folk, der var man-depressiv, arbejdede jo sjældent. Og det var jo noget, man. Det var jo tabupning. Og jeg skulle jo.

SPEAKER_01 16:15

Jo, og det var, man havde stadig sådan nogle ting, som tossede os være tåse, eller være sindssygt. Altså nogle ord, som bare gjorde, at man bliver sat i en boks og bliver kategoriseret som fuldstændig unormalt.

SPEAKER_00 16:28

Og det blev brugt som en fornærelse, ikke, at du hører til på Sank Hans og sådan noget. Jeg tror, der er meget mere forståelse omkring i dag, ikke især det der med, at psykiske ledelser er i spektrum, og at du kan færre alle mulige steder på det spektrum. Det behøver jeg altså ikke du behøver ikke, det er ikke fordi, du har en psykisk ledelse, at du ikke kan have en god hverdag.

SPEAKER_02 16:51

Ja.

SPEAKER_00 16:53

Men jeg vil jo ønske, at det altid havde været sådan, fordi jeg tror, min mor for eksempel kunne have haft god for at få noget hjælp væk. Jeg tror, at min mor, mor ligt der angst, og har haft. Det var måske mere neuroisk ikke. Men hvis det var, at man i sin side henviste til en psykolog eller en psykiatre, så tror jeg, at min mor allerede, fordi min mor gik i skole i 40, og hun var et uvormt barn, og fik mange bagt derhjemme, fordi hun ikke kørt efter. Og fik måske også nogle gange i skolen, og jeg tror, når jeg kigger tilbage på det, så har det jo simpelthen været, fordi min mor har haft nogle problemer med at tilpasse sig og tilpasser andre mennesker, men det var jo overhovedet ikke noget med at tale om. Du fik jo bare nogle bank, hvis du ikke opført dårligt. Og så skulle du bare ud, og du skulle gøre det, der skulle gøre, så det har jeg også gjort, og havde klaret sig fint. Men min mor blev aldrig i stand til at tilpasse en arbejdsplads. Du var god til at arbejde med forholdet til koler og overordnet. Det gik simpelthen ikke. Det gik aldrig. Er det noget, som tyde, så var på virkelig dig? Jeg synes, det, der har påvirket mig, var, at jeg var fra meget lille af, fandt ud af, eller ikke fandt ud af, man følte, at det var min opgave, at min mor skulle være glad. Fordi hun tit ikke var glad. Og at jeg ikke gik til min mor, hvis der var noget, jeg var ked af. Jeg ikke ville have, dels fordi jeg ikke ville have, hun skulle være ked af det, og også fordi min mor ikke havde overskud til det. H sagde også ikke noget pjæt, eller hvis jeg var forelsket. Det var ikke noget, hun interesseret sig for. Hun elskede os, men hun interesseret sig ikke for vores liv, så min rolle ved egentlig hele hendes liv var at gøre, hvad jeg kunne, at min mor skulle være glade at have det godt af. Og det er jo så blevet ved med resten af livet, og gøre hvad jeg kan for, at andre mennesker skal være glade og have det godt.

SPEAKER_01 18:56

Men sådan er det jo af ens beding så sådan, så man er, når man vokser op, den viderfører man jo i livet. Og det kan jo blive til svagheder, eller det kan blive til styrker. Man kan også vente til noget positivt.

SPEAKER_00 19:08

Sende er det jo positivt, ikke, at i sidste er det jo positivt, jeg går på arbejde, og skaber ikke problemer på arbejde. Man gør, hvad jeg kan for, at folk har det godt for arbejdet, i modsætning til nogle af mine kolleger. Det er rigtig nok, at det har påvirket mig. At jeg har taget et ansvar, som ikke var mit, men hun har jo aldrig bedt mig om, at det ansvar min mor. Men min mor troje jo så godt af mig. Men jeg følte, at det kunne jeg gøre for hinlig.

SPEAKER_01 19:42

Men det er rigtigt. Man gjorde ikke så meget. Min mor, hun lød af depression. Men hendes måde at sætte det på, det var bare tager piller. Og det er jo så også en måde at gøre. Man dylmer symptomerne, men man ikke man graver ikke videre.

SPEAKER_00 20:03

Men det gjorde man jo ikke bliver det. Det lå jo slet ikke. Jeg vil sige, den indsigt, vi andre har i os selv, og hvordan vi føler, og hvad vi tænker omkring det, vi føler, det er jo noget relativt nyt.

SPEAKER_01 20:16

Jo. Jo, det er det. Det synes jeg, der er en positiv udvikling i samfundet, at man har de muligheder. Man bliver mere klog på det psykiske måske. Og man kan gøre noget ved det.

SPEAKER_00 20:32

Så farten er jo selvfølgelig bare at finde balancen. Og jeg synes, at det er måske, fordi jeg ser for mange TikTok-videoer. Altså, jeg synes, at for mange mennesker måske grager lidt for meget i deres egen navligning. Fordi selvfølgelig har vi alle sammen haft uheldige oplevelser, og vi har alle sammen bære nogle ting med os, men vi skal jo også fungere. Altså vi bliver også nødt til at sige, at lad os komme videre.

SPEAKER_01 20:58

Jeg farven er jo, at man kan hænge fast i det, og man så kun koncentrerer sig om, hvor synd det er for en, og hvorfor det er synd for en, og som man egentlig ikke kan fungere i sin hverdag, og det er jo altså, jeg synes, at man er en god ting at prøve at få lige sig med det, så sket, så man kan føle sig bedre som menneske. Men jeg tror også, der er en vigtig del i, at hvis man koncentrerer sig som et liv, sådan som det er, og bare sørger, at i dag skal jeg bare arbejde, i dag skal jeg lave de her de ting. Og selvom så kommer ind i nu ud, så gør det, at man kan komme videre, også på den måde.

SPEAKER_00 21:36

Ja. Men der tror jeg, at vi adskiller os generation adskiller os fra vores børns generation, hvor det at være i kontakt med sine egne følelser, og ikke nødvendigvis gå på arbejde, når man ikke har det psykisk godt. Det er ikke det samme liv. Jeg tror, de foretager nogle andre valg vores børn, som jeg siger, vores børns generation i hvert fald. Jeg tror, det psykisk er meget mere, og det er også godt. Man skal bare passe på, at det ikke fylder det hele. Jo, det var fuldstændig enig med der i. Der skal være en balance. Det har i hvert fald. Det har ændret sig meget også, når vi kigger på før i siden, hvordan tingene var. Altså, spurgte din mor der om, da du var teenager fx. Spurgte hun dig om, hvordan du havde det?

SPEAKER_01 22:28

Nej, det gjorde hun ikke. Men altså, jeg havde et enormt konfliktfyld forhold til min mor, og i hele mine teenage-går. Og det var meget problematisk, fordi jeg kun havde min mor, så jeg vokset op som ingen barn, og med en enige forældre. Så vi havde sådan meget funktionelt forhold. Og da jeg var barn, og da jeg så blev ung, så er der sådan en naturlig mekanisme, som gør, at man er nødt til at bryde fri. Og i grund af grunden, var vi også meget forskellige. Så det blev faktisk til et meget konfliktfuldt forhold i alle mine unge år. Så vi brugte mest af tiden på, enten ikke at tale sammen, eller være i konflikt. Så det skete da så ikke så meget på grund af det. Det er jo så den måde, som jeg har vokset op. Jeg var glad, den dag, jeg flytte hjemmefra begyndte at leve mit eget liv. Det var den måde, som jeg skulle lide på.

SPEAKER_00 23:31

Ja, det der med at leve sit eget liv. Det er rigtig lyskrivelsesprocessen, synes jeg synes jeg var svært. Jeg flyttede hjemme fra som 18 år, hvilket allerede var meget svært, fordi jeg vidste, hvor meget det påvirkede min mor, ikke, min mor græd og græd og græd, og det var svært, jeg havde dårligt så virket. Og så hjalp det. Jeg vil sige, at så tog jeg til England, og jeg tog til England, fordi det var faktisk ikke nok at flytte hjemmefra. Jeg synes, jeg var stadig for påvirket af, hvad min familie synes om de valg, jeg fordog livet. Så jeg tog så til England, og der havde jeg jo ingen. Så der fandt jeg ligesom. Men det hjælp så til at løsrive mig og blive voksne. Og fik så da jeg kom tilbage og fik børn og sådan noget. Min mor var til en stor hjælp med børn. Så det gik bedre bagefter, men jeg skulle virkelig. Jeg blev virkelig nødt til at rejse rejse fra landet af, for at jeg var komme fri for det behov, jeg havde for, at min mor skulle være glad. Jeg gik fx altid min mor elskede lyserå. Så hun købte jo titløde ting til mig. Og som jeg, jeg var ude af stand til at sige til hende, at det var. Jeg kan faktisk ikke så godt lidt lysød. Så jeg gik jo med lyserård i overviset. Og hun jo, da jeg, så fortalte hende om det enten som voksne, og sagde, du kunne bare have sagt. Det var jo ikke noget problem. Vi havde bare bygget en anden farve, men det var så langt, det gik, at jeg ikke ville have, hun tror, hvad jeg ked af det, som om oret blev ked af, at jeg ikke vil have en lyserød sveter på det. Fus det holds.

SPEAKER_01 25:14

Men det er sådan noget, som jeg. Når man så bliver voksne, og man kommer lidt distance til en sungdom, så begynder man jo kunne se på en anden måde. Og så er det nu også, man kan begynde den der proces med at komme tilbage til sine forældre igen, og så måske også sige nogle ting, som ikke bliver sagt dengang. Ja, og forstå nogle ting. Forstå nogle ting og få fred med det.

SPEAKER_00 25:36

Ja, og det er jo det, der er identing. Det er, at man får fred med det, og for de fleste er, der har vores forældre jo gjort, hvad de kunne. For, at vi skulle have det godt. Det er, at det er jo sjældent, at forældre ikke ønsker sine deres børn, det godt til.

SPEAKER_01 25:49

Men helt klart, det er jo også en ting, som jeg kan sige, at der er nogen, som kan bruge hele deres liv på at beskytte deres forældre, forældre dårligt, så er man sket dårligt, de har gjort, men det kommer man jo ikke længere med. Jeg er helt enig med, hvad du siger. At jeg tror, hver forældre gør det bedste og gør deres bedste i forhold til de midler, de har. Og det kan man jo ikke be nogen om at gøre bedre end deres bedste. Nej. Der kan man altså selv. Men mindre er selvfølgelig. Der er noget, der går sin vis grænser, så man kan sige, at nogle gange så kan det gå for langt ikke.

SPEAKER_00 26:32

Ja, selvfølgelig kan der have været svigt, men jeg tror vi, vi alle sammen har haft oplevelser i vores spandom eller vores ungdom, hvor vi har følt, at vores forældre ikke har været dig, når vi havde brug for dem. Altså hvor det har været en form for svigt. Men man bliver også nødt til at se på det ud fra at sige, Jamen måske var vores forældre enten ikke i stand til at yde den hjælp, vi havde brug for, eller de så ikke, at vi havde brug for hjælpen, fordi jeg tror, der er masser. Nu er jo blevet relativ ydmyret over selv at have sex børn. Fordi med sexbørn, der er du da jo i hvert fald ikke altid, når der har brug for det. Og for eksempel med min søn, som så har den bipolære ledelse, jeg så det ikke. Jeg så godt, han var anderledes, men jeg så det ikke, og for at være helt ærligt, så har jeg måske hverken haft tid til at se det, og jeg har måske lang ikke haft lyst til at se det. Og det færdige er jo egentlig, at jeg faktisk fra jeg mødte hans fark, godt vidste, at han svar var, at han svar havde en videns. At jeg selvet, at han var bipolær, men det blev der helt gjort noget ved at han brugt alkohol til at regulere det. Og alligevel var jeg ikke opmærksom på, at min sund havde brug for hjælp. Så jeg vil sige, at fejlet gør vi alle sammen med.

SPEAKER_01 28:00

Da min søn var barn og ung, der har jeg heller ikke overhovedet kunnet se nog noget. Og det er først noget, som er blevet opmærksom på senere. Og der har måske ikke været nogle tegn, men altså har man jo gjort, så har man jo gjort på andre områder. Det er jo det, så det kan man jo ikke bebejte sig selv for senere. Fordi jo, man kan måske bagresse rationalitet, og sige, at det burde man have set på den måde, men det kommer man jo heller ikke videre med. Hvis det så endelig er blevet decideret på et senere tidspunkt, så er det jo allerede godt.

SPEAKER_00 28:48

Det er sådan set mere for at sige, at vi begår jo alle fejl, ikke eller der er, og det har vores forældre jo også gjort med os, men det er jo sjældent der ondt vilje. Altså, jeg tror, jeg vil stadig våde på at stå langt. De fleste forældre gør, at de kant med de midler, de har. Og det har vi andre også gjort. Og så er der nogle ting, og lige præcis det der med, psykiske leder, så er jo også, fordi vi har vokset op i en tid, hvor det ikke var ikke det første, vi tænker på. Vi er jo produkter af en tid, som er bag også. Vi er jo ikke produkter, der tiden i dag, og derfor, så er vi jo nok lidt på bagkald.

SPEAKER_01 29:28

Jo, men alligevel det, som synes jeg, det er vigtigt, når man så bliver bevidst om det, som man ikke, fordi det som ofte sker jo, at man reproducere ens forældres mønstre i ens opdragelse. Jeg synes i hvert fald selv, at jeg har været rigtig god til at være bevidst om ikke at reproducere nogle ting, som jeg ikke synes, var heldigt. Som gør, at jeg synes faktisk, at jeg har lykket godt med mine forældre i forhold til at jeg har nogle harmoniske børn i dag, som er meget mere harmoniske, end jeg selv var. Så det er allerede inde i tablingen. Der er dog allerede nået videre.

SPEAKER_00 30:16

Jeg vil sige, at i og med, at jeg vokset op med en mor, som var ked af det, og som viste sine følelse for meget. Så har besluttet jeg jo for, at mine børn ikke skulle vide, om jeg var ked af det, eller så min børn har aldrig set mig, jeg tror jeg faktisk ikke, de har. Uanset hvad der er sket, og der er sket mange ting i livet, så har mine børn ikke set mig meget, hvad ked af det, meget sjældent set mig bred også, og jeg har virkelig forsøgt at være så stabil som overhovedet muligt, fordi jeg ikke ville have, at de skulle tage ansvar for mine følelser og for, hvordan jeg havde det. Men med den kedelige konsekvens, og jeg lykkedes ret godt med det, men med den kedelige konsekvens, at da jeg så fortalte dem, at jeg skulle skilles for deres svarer, så kunne jeg jo ikke forstå det. For de havde jo aldrig markeret af det. De er jo selv ikke indtryk af, der var noget i vejen. Og at det to faktisk overvise for nogle af dem, at forstå, hvad det var, der sker det. Så altså, man gør, hvad man kan.

SPEAKER_01 31:22

Jeg tror altid, anskabsker altid noget, som kan, som kan berør børn meget i forskellige omstændigheder.

SPEAKER_00 31:35

Jeg skal have noget mere på igen. Jeg skal ud og følge op.