Over en kop kaffe med Birthe 9

Hvilke udfordringer ligger der i ikke at have de samme referencer i et parforhold eller i en familie? Det taler Birthe og jeg om, mens kaffen bliver kold i skårede Irma-krus. Vi kommer ind på udtryksformer, sprog og vrede, mens vi graver ned i vores erfaring som udenlandsdanskere med internationale partnere og et- eller tosprogede børn. 

Transcript

Copy Transcript Copied

SPEAKER_00 0:06

Jeg skæftet computer, fordi jeg synes det ser andet. Er er ikke hjem?

SPEAKER_01 0:12

Jo, jeg har fået sådan en vandet tablet i. Nu kan jeg vandet. Jeg kigge på skærer.

SPEAKER_00 0:26

Det var stadig danske flag. Der er stadig flag. Det er flag over det hele. Det er en mand er fransk. Der er nog flag?

SPEAKER_01 0:34

Og den længde over det. Det er stulet i det.

SPEAKER_00 0:42

Det er jo dejligt. Jeg har også flag. Det er jo noget underligt noget, for franskmænd har jo ikke flag. Altså de fleste franskmænd har jo ikke nogen franske flag. Det har en helt anden betydning i Frankrig. Det er flag.

SPEAKER_01 0:56

Og det synes jeg faktisk er synd, at de har ligesom flag i Frankrig er koblet sammen med politik. Og det repræsenterer lidt den ekstreme høje fløj.

SPEAKER_00 1:08

Ja, i Frankri i hvert fald godt, det er i freming af. Og det er derfor, når man ser, at folk hænger i et flag foran deres hus eller ud af vinduerne, så ved man godt, hvad det betyder. Det er nogle gange, at de har fået nye naboer som er immigranter, så er der nogen, der godt kan finde på og stændte fag op. Så.

SPEAKER_01 1:26

Jo, det har sådan en helt anden symbolik, og det har slet ikke noget med fest og glæder at gøre, som det har i Danmark.

SPEAKER_00 1:34

Nej, nej. Jeg ved faktisk ikke. Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til, om fransk mænd de pynter op, når de holder fest. Det er vel mere med lanterne og måske nogle neutrale flag, de der trækantede nogen, som bare er til fest. Men jo aldrig de franske flag. Kun på officielle bygninger og ikke for administrative bygninger i forhold til den 14. juli og andre helgedage. Der bliver der sat flag på skolerne og sådan noget, men ikke ellers.

SPEAKER_01 2:02

Og på buserne og sådan noget. Men så ved man jo significationen af det, at det er en anden national dag, så man fejrer. Og så kan det godt gå and.

SPEAKER_00 2:11

Og ikke bare Birdes fødselsdag. Selvom det kunne være hyggeligt nok med flag på busserne, fordi det var din fødselsdag. Og hvorfor ikke? Hvorfor ikke? Okay. Men jeg tænkte første ting, at du ved, om Birde, hun er i Danmark, fordi jeg så maleriet bag ved dig, og det så så dansk ud tænke, at det kunne være, at du er på besøg hos familie i Danmark, men nej er måske et maleri fra Danmark.

SPEAKER_01 2:36

Ja, det er det faktisk. Det er jo et afstøkket fra min far. Og jeg er jo sådan en retisk person, så mange de ting, jeg har omkring mig, det er ting, som jeg har ejet for familien, og som jeg har fået flyttet herned. Og det er der også noget symbolik i det, at i og med, jeg omgiver mig med nogle danske møbler og nogle danske ting. Så giver det en konjektion til Danmark i hverdagen, som jeg godt kan lide.

SPEAKER_00 3:06

Men ved du hvad, det har jeg også lidt mindre stående frem, jeg havde før. Jeg har et spisestelt fra min mor i dag, som jeg, som jeg faktisk bruger. Altså jeg bruger det, når det er fest, fordi det ikke er noget, jeg har lyst til at slide alt for meget på, men så har jeg noget nogle ting fra min farmor, men jeg har aldrig mødt. Det mest af min familie har aldrig mødt, fordi de døde, før jeg blev født af bedste forældre og sådan noget. Men jeg har nogle forskellige ting med en historie bag. Og jeg har også mine forældres brudbilled stående fremme, fordi det betyder nok mere, når man er langt væk. Den der forbindelse til det danske og til ens rødder i det dansk og til familien. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil haft de samme ting stående fremme, hvis jeg havde boet i Danmark. Så har behovet jo ikke været det samme, fald fordi må jeg tættere på.

SPEAKER_01 3:59

Det er muligt, at det giver noget ekstra i forhold til, at man bor langt væk fra sit hjemland. Så giver det ligesom et tilknets forhold. Der har også på væk af, jeg nogle brødter, som min åndemod har broderet. Blandt andet i Danmark, hun har faktisk broderet det danske land som et kort, i kostet og det hænger her på den anden side af.

SPEAKER_00 4:29

Og det skivligt, men jeg tvivl på, at du ville have det hængende, hvis du havde boet i Danmark. Altså fordi jeg tror ikke, jeg tror ikke, det havde været det samme. Jeg kan i hvert fald mærke selv, at min forbindelse til de der afstøkker. Jeg har altid været glad for historie og for familiehistorie. Det har altid været vigtigt for mig. Men det er ligesom blevet vigtigere med årene, og også vigtigere efter mine forældre ikke er i livet mere. At have noget fremme, som tænker for mig til at tænke på mine forældre, på min familie.

SPEAKER_01 5:09

Det var faktisk også noget, som jeg oplevet. Da jeg før til Frankrig de første mange år, der havde jeg slet ikke noget behov for at have noget, speciel tilknytning til Danmark, og jeg havde ikke nogen. Jeg havde ikke behov for fx at gå ind i den danske kirke og have sådan nogle danske venner. Ikke specielt, at det var bare mennesker, kan man sige, men det var ikke. Men faktisk så sker der noget, der jeg så fik børn. Det ligesom, der sker et eller andet. En generation skift, som gør, at samtidig når man kigger på generationen frem af, så kigger man også tilbage. Så der sker et eller andet der, hvor der så opstod i behov for, og ligesom også at knyte mig til mine danske rødder igen.

SPEAKER_00 5:51

Jeg vil sige, at du føler, at det kom i forbindelse med, at du blev mor, så det var ikke et forbindelse med at blive ældre, men i forbindelse med, at du blev mor i daelt.

SPEAKER_01 5:59

Ja. Jeg kan godt købe det på helt klart. På det tidspunkt, så mødte jeg mig ind i en dansk mødergruppe, og begyndte også at komme lidt ind i den danske kirke. Og det skete lige på det tidspunkt. Jeg kunne mærke, at det var noget med det at knyte mig til mine rødder, fordi jeg nu skulle være mor.

SPEAKER_00 6:21

Og fordi du selv var, nu var du i gang med selv at skabe rødder i din egen familie. Ja. Det har jo ikke oplevet på samme måde, for mine børn er jo født i Danmark på næsten sidste, end. Så de andre er jo født i Danmark, så de har jo været i. De ældste har jo endda været i dansk skole, og de yngste har været i dansk mågestu, så der var ligesom allerede noget, og de kan ikke alle sammen huste, men vi har jo billeder af det. Og jeg har jo nok opdraget mig meget dansk. Deres far havde jo boet i Danmark i mange år, og var egentlig glader for Danmark, end han var for Frankrig. Det er han formentlig stadigvæk. Så de jo er jo egentlig blevet opdraget meget dansk, og ikke særlig fransk. Så det er ikke på det tidspunkt, jeg synes, det er kommet. Jeg synes måske, det, der har gjort forskellen på mig, det har været det der med at være nu det næste led, at nu er mine forældre der ikke længere. Og det er en måde at bevare forbindelsen til dem på. Et savn ikke at have nogle forældre, som vi har snakket om før i det hele tid at have en stor familie. Men så endnu mindre, når man slet ikke har de forældre mere. Men alt andet liges.

SPEAKER_01 7:40

Jeg synes, der sker noget i forhold til vores børn, fordi i og med, at vi har så opdraget vores børn i Frankrig. De vil jo selvfølgelig ikke have det samme tilknylingsforhold til Danmark, som vi har. Og det er ligesom, jeg føler, at der er noget tabt, at der er en rihed, som de går glip af, men det er jo ikke rigtigt, fordi de har jo så bare fylder deres mener op med andre ting. Men det er ligesom, er det der med, at menerne går i glembogen. Og det er virkelig, at der sker sådan et stort skift, fordi der er ligesom. Det vil ikke have de oplevelser, og man kan ikke dele den arv. Så det synes jeg også gør, at man måske bliver mere statisk, hvis den er statisk.

SPEAKER_00 8:32

Ja, men det må du allerede have oplevet, at du var i parforhold med en fransk mand, altså uanset hvad i det omfang, at man ikke er i parforhold med en dansk partner, eller bare ikke i parforhold med en, der har nogenlunde samme alder som mig selv, så er der jo allerede, kan jeg jo i hvert fald mærke, at der er nogle referencer, som jeg har med mig fra Danmark af. Dels fordi det er Danmark, og dels fordi jeg er født der, hvor jeg er født. At der er nogle ting, som vi ikke deler nogle referencer, i forhold lige præcis i forhold til alder, kan jeg se det i forhold til musik og film, at vi ikke nødvendigvis har de samme referencer til musik og film. Men rent kulturelt også jo, at det er to forskellige kulturer. Der er nogle ting, man ikke kan dele. Man kan ikke lige sige, at kan du huske, da vi var børn, der gjorde vi sådan og sådan Nej, fordi vi gjorde ikke de samme ting. Eller kan du huske den der sang? Det var mig til at tænke på, da jeg var over og danser på diskotek. Når nej, du har ikke født endnu. Det er ikke noget, der sådan set generer mig, men det er klart, at jeg tror, jeg kunne godt have tænkt mig, i dag kunne jeg godt have tænkt mig, at der måske var nogle fælles referencer i forhold til. Måske nogle gange forhold til barndom, men så snakker vi jo om det, eller jeg snakker med morten eller andre mennesker om det. Så det er ikke noget tabt. Men det er da rigtigt, at to danskere, der har nogenlunde samme eller i et parforhold, de har flere fælles referencer.

SPEAKER_01 10:06

Jo, det har det helt klart. Det giver nogle udfordringer. Jeg synes, der er to sider af det. Det giver nogle udfordringer i forhold til, at netop man ikke har de samme referencer, så man er nødt til at møde hinanden på et sted, hvor man kan mødes. Og det er absolut ikke alle områder, hvor man kan det på, fordi man har, når man har en anden kultur. Men samtidig så er det jo også en enorm berise, fordi man lærer noget om andre mennesker, og den andre mennesker fungerer på, og den andres menneskers oprindelse også gør, at de har nogle andre referencer. Det er jo også spændende, det synes jeg i hvert fald er spændende. Det kan både at give beriser og også konflikter nogle gange, fordi man kan være svært til at forstå hinanden også på nogle området. Det er det.

SPEAKER_00 11:00

Og jeg tænkt lige præcis på det i den her uge, fordi jeg kan ikke engang huske, at det har ikke været noget vigtigt. Men jeg tror, jeg har brokket mig over et eller andet. Det hænder af til. Jeg er relativt hård ved mig selv. Altså stiller store krav til mig selv, men jeg stiller så også store krav til andre mennesker. Jeg synes, hvis der er nogle ting, der skal gøre, skal det gøres ordentligt. Så et af test, så jeg har sagt noget i den her uge har jeg så fået sagt et eller andet, og min mand blev for mig vred. Jeg har det svært ved vredde. Jeg har det svært ved, når folk hæver stemmen, fordi det jeg slet ikke vant til. Altså som barn, jeg er aldrig blevet skældt ud. Jeg er aldrig blevet skældt ud hjemme. Jeg tror, når mine forældre skinnes, kunne min mor godt hæve stemmen, men det er jo ikke slet ikke noget, jeg har vant til. Og det tror jeg, at det gør så gældende for de fleste af jer, at det der med vred og give udtryk for vredde ved at hæve stemmen, det ligger ikke rigtigt i skandinavisk kultur. Og der kan jeg godt se, at der går vi skældt af hinanden, fordi for min mand er det at hæve stemmen, ikke ens betydende med, at han er vred, og der er et stort problem. Det er et tegn på, at han bliver oppistet, at han måske føler sig uretfærdigt behandlet. Men jeg tager det meget tungere, fordi jeg har det svært ved, at man hæver stemmen.

SPEAKER_01 12:22

Det bredet for også. Det er det jo meget negativt. Der er noget negativt over det. Og noget mere, man skal beherske sig, og man skal ikke gå for langt, man skal ikke udtrykke sig for meget. Og der er også et eller andet næsten fysisk i det, hvor man sammen hæver stemme, og det giver en reaktion. Det er rigtigt. Men jeg synes faktisk, at det er noget, som jeg godt kan lide ved det mere sydlandske, jeg har vindet mig til, det synes jeg. Og jeg kan måske også selv nu finde på virkelig at hæve min stemme og udtrykke den del af mig. Det er ikke nødvendigvis altid konstruktivt, men nogle gange, så kan det være en god måde. Lyser med at få tæt punkt.

SPEAKER_00 13:08

Ja, ja, men jeg kan sagten se det rent teoretisk har jeg sagten se det, og jeg kan også godt se, at der er jo ikke noget problem i det. Jeg reagerer bare meget voldsomt på det. Jeg har meget svært ved, fordi jeg bliver ikke bange, men jeg bliver orolig. Det kommer roligt faktisk, når folk hæver stemme. Og der kan jeg jo godt se, at der er der jo nogle kulturelle forskel, fordi du skal ikke ret langt ned i Europa, før det er helt normalt, at folk hæver stemme. Og hvis du hører folk tale sammen på arabisk, kan det tit lyde, som om de skændes, men det gør de overhovedet ikke. Men det er sproget og stemmerføring, og lydniveauet, som bare er fuldstændig anderledes.

SPEAKER_01 13:53

Jeg har også lidt et tænke på min mand. Han reageret for nogle år siden, hvor min pige måske 17. 18 år, og hun fik sin første kæreste. Og det synes jeg jo bare fint. Og jeg sagde, du skal da bare invitere ham hjem. Og hvis jeg nødt til at overnæve det, så skal han da bare gøre det. Det synes jeg bare helt naturligt. Jeg synes, næsten det var sådan noget. Det er fint. Det har rimeligt. Det havde min mand. Og han var sådan en dilemma, fordi han synes ikke, at han kunne udtrykke det, fordi så han ved jo godt, at man ser i robber er det sådan. Men der var noget kulturelt i, at for ham var det virkelig noget for butt. Det var ikke noget, den kan. Så selvom man har det sin bedste vilje. Så nogle gange så kan man ikke styre ens referencer, og hvordan man ser tingene på. Så det skærp ikke nogen konflikt, men det skabt en spænding i ham, så man er nødt til at finde ud af, hvordan man kunne kanalisere.

SPEAKER_00 15:06

Men det ligger jo dybt i jer. Det er jo ikke nødvendigvis, fordi der er nogen, der har sagt til os, at det er sådan, vi skal reagere, eller det er sådan, det er. Men det har jo ligget i hele kulturen, vi er vokset op i. Og jeg tror lige præcis det der med, at unge mennesker godt må have kærester med hjemme og sove. Det tror jeg er noget, som de fleste Syd for Europa vil slå sig på, og vi synes er meget besynderligt. Men nogle gange er man jo ikke bevidst om det, og vi andre jo heller ikke altid bevidste om den kultur, som vi er blevet opdraget i. Vi bliver måske først bevidst om det, når vi bliver konfronteret med en anden kultur. Og det kan være lige præcis. Det kan jo være et problem, har jeg altså ikke nu, men det kan være fx noget med tidsfornemmelse. Er tid vigtigt? For mig er tid meget vigtigt, at hvis man kommer for sent til noget, man skal sammen med mig, føler, det er en mangel for respekt. Og der kan jo altså alt syd for Tyskland, har folk jo et andet forhold til tid. Nu er jo så så heldig af min mand faktisk har det samme som mig. Så det er jo et problem, vi overhovedet ikke har, og det er vi enige om. Men for de fleste mennesker syd for Tyskland, der er tid jo meget mere flydende.

SPEAKER_01 16:24

Ja, helt klart. I Frankrike, der kan man nemt at komme. Jeg vil næsten sige, at man er inviteret om aftenen. Hvis man er inviteret til kl. halvt 8, så gør det så mest, når man kommer kl. 8. Hvis man kommer til tiden, så er vi nogle gange én gang klar endnu, for den der forvent om, at man faktisk kommer lidt på sent.

SPEAKER_00 16:47

Og i Spanien endnu mere. Jeg huske første gang, jeg oplevede det i Spanien som 18 år, og jeg var blevet sendt ned til et eller andisk møde. Og klokken var, du ved, jeg var vant til. I min familie, der spist vi aftensmad klokken 16.30. Det var også usædvanligt. Jeg ved ikke engang, hvorfor det var 1630. Jeg tror, det var, fordi min mor ville være færdig, og vask op og gøre køkkenet rent, så hun kunne sætte sig ned. Så det var 16.30. Og så kommer jeg så til Spanien, hvor klokken blev syv, og så gik vi på restaurante, det vil sige, at vi skulle lige finde restauraner, og alle skulle lige komme. Så vi spiste aftensmad kl. 22, og jeg var altså, jeg havde jo indtryk af, jeg var trådte ind i et andet univers. Hvordan kan man spise aftensmad kl. 22. Det er jo helt umuligt. Det var det jo for mig på det tidspunkt, fordi jeg var jo vokset op i den der danske boble, og selvom der var nogen, hvad man kaldt indvandrer dengang i min folkeskoladse, så var det jo. Jeg var på ingen måde konfronteret med mange andre kulturer på det tidspunkt i mit liv. Så det var jo det var fuldstændig umuligt at forstå, hvordan man kunne spise klokken 22.

SPEAKER_01 17:53

Min bedste forældre med morfort, de spispiser på kl. 12, og de spiser aften samt klokken 96. Og jeg tror ikke, der var det afblivet den sjæl med et minut. Det var bare virkelig en rutine, som vi havde. Og ja, og det tror jeg, at der er mange, som lavede sådan, at man havde noget meget. Og det var det. Det er så meget, at du kører mere mod morgen end mod aften i den skandinaviske kultur.

SPEAKER_00 18:26

Det er noget andet, men det er der, hvor man skal. Jeg tror, at du ikke nødvendigvis er i stand værd et spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig er nødvendigt at spise klokken 1630 eller 1730 på et bestemt tidspunkt. Og jeg blev mindet om det i den her uge, fordi jeg har jo en søn, der skal giftes til oktober, og jeg har et rigtig fint forhold til den pige, han skal giftes med, men hun kommer fra en meget traditionel fransk familie. Altså virkelig traditionelt med traditionelle kønsroller og alt hvad der før med. Og det passer min søndende rigtig godt, fordi han kan faktisk godt lide de der traditioner. Han kan godt lide at være mand, og han kan godt lide at have en kvinde, der er feminin. Og ingen problemer i det. Det er ikke der, hvor problemet opstår. Problemet opstår på nogle punkter, hvor du slet ikke kunne forestille dig, at det skulle opstå på. For eksempel sådan noget med at spise sammen. Fordi mine børn er jo vokset op i sådan en blandingskultur, hvor deres far ikke spiste sammen med dem. Der satte sig kun ned og spiste sammen med børnene til jul til julaften, og det var en pilsel for ham at skulle sidde sammen med andre. Det er jo så også fordi, han har nogle andre problemer, men de har ikke været vant til at skulle spise sammen med deres far. Og jeg har for så vidt heller ikke spist sammen med dem, fordi med seks børn, som nogenlunde har samme alder, så skal du rent faktisk stå og holde øje med, at der ikke er nogen, der tager hinandens mad eller slås, eller et eller andet andet. Så det var heller ikke der, hvor jeg spistes. Så han har ikke vokset op med, at man nødvendigvis som familie satte sig ned og spise sammen, og heller ikke vokset op med, at man nødvendigvis spiste det samme. Og det er jo slet ikke den oplevelse, hun har haft. Hun er jo vant til, at man sætter sig ned som familie, man spiser måske klokken 7 hver dag eller klokken 8, eller hvornår det nu er, de har spist hjem med hende, og at far kommer hjem fra arbejde, og så sætter man sig ned og sådan noget. Og derfor så var det et konfliktpunkt, de havde haft simpelthen, at hun ville have, at han skulle sige, om han kom hjem til aftens eller e. Og for min søn giver det jo ikke meningen at skulle sige, at man kommer hjem til aftensmad eller ej, fordi han spiser, han kommer hjem, og hvis der ikke er noget, så laver han det selv, og der sagde jeg til en, at der er nogen, som det er vigtigt at gå på kompromis med i livet. Der er nogle kampe, som er vigtige at tage, fordi de er meget vigtige for en. Men måske kunne man lige præcis i det her tilfælde, kunne hun sige til sig selv, at hun jo også var præget af normer, som havde været i hendes opvæst, men han havde andre normer, og det er jo bund og grund var fuldstændig lige meget med tiden, man spiser. Og sådan havde hun egentlig aldrig tænkt på det, men det kunne jo godt se, at jeg havde ret i, at det var ikke en kamp, som var nødvendig at tage. Men hun var ikke opmærksom på det, før, fordi for hende var det jo fuldstændig naturligt, at det var sådan, det skulle være, at man sætter sig ned sammen på samme tid hver dag.

SPEAKER_01 21:23

Ja, nu har hun så valgt at giftet sig med en, som så meget anderledes end hende. Det bliver jo det er jo sådan, at når man er i den situation, så er man nødt til at finde de kampe, som er nødt til at tale, og dem, som man bare skal gå ud med, fordi ellers bliver hverdag bare en kamp hele tiden. Det er det.

SPEAKER_00 21:43

Det har måske været lettere for dig og mig, fordi vi jo så ikke er blevet bonet i vores land, så vi har jo så allerede indgået nogle kompromier ved at komme og bosætter i et andet land. Men hun er jo i sit land, hun er jo i Frankrig. Jeg tror, hun har mest lyst til at tænke på Kristof. Hun er ikke opmærksom på, eller har ikke været opmærksom på, og hun har været så forelsket, og hun har ikke rigtig lyst til at tænke på, at der kunne komme nogle udfordringer senere, selvom jeg har sagt det til en fra starten af, at de er anderledes, og det er ikke noget problem at være anderledes. Men der vil nødvendigvis være nogle kompromis og indgå. Nu har jeg jo været meget medgørelig med brylluppet. Det bliver, som hun gerne vil have det, selvom jeg er ved at dø over det der prinsessebryllup, så får hun det bryllup, hun gerne vil have, og sådan skal det jo også være, hvis det er det, de har aftalt. Men hun har ikke været opmærksom på det. Huske lov ved at sige: så hun er fornuftigt menneske. Og det skal han jo også være, og han vil jo også indgå nogle kompeten. Ja, helt klar. Hvad med i forhold til Nina? H tror du, Nina føler sig mest dansk eller fransk, eller en blanding?

SPEAKER_01 22:55

Jamen jeg tror, hun føler sig mest fransk. Hun føler sig stadig en blanding men mest fransk. Hun kan godt lide at ligesom gøre opmærksom på over for sine venner, at hun har sine danske bryder og nogle gange tale om det. Men hun taler lidt dansk, men jeg må egentlig om. Jeg har ikke fået at bibeholde mit danske sprog med mine børn. Og det er så også der, for du kom ind som lærer på et tidspunkt. For jeg tror, det var noget med, det havde simpelthen noget med energi at gøre og trækhed i hverdagen. Og komme hjem efter en lang arbejdsdag. Og det med at have to sprog aktivt fremme, det kræver noget hjernarbejde. Det synes jeg ikke, at jeg får måde. Så det gik fint, da hun var lille. Men så da min søn kom til. Og så kommer Franskrænd i overtalen. Så på den tids, så brukkede jeg det. Sproget er en vigtig del af kulturen, og det er en vigtig del af vores børn, skal også føle, at de har en dobbelt nationalitet. Så lige har det lidt. Men timen, min søn, han har det ikke. Jeg tror ikke, han føler sig dansk faktisk overhovedet. Nej, faktisk det er slet ikke noget, at vi sætter pris på. Og det kommer også meget på, i og med, at de ikke har haft nogen iværden familie i Danmark. Så når vi har lavet i Danmark, så har det prøve at godt besøgt bedste forældre. Der har ikke været nogen på deres generation, som jeg kunne lære med, så har jeg heller ikke, der har haft nogen mulighed for at få dansk ind på den måde, eller få nogle danske venner eller noget dansk familie. Så det har nok, de om sted, jeg har nok gjort, at de er mest franske.

SPEAKER_00 24:41

Ja, jeg tror da, at familie spiller en stor rolle, at hvis man har en dansk familie med jævnalderne børn, som de har lyst til at lege med. Så tror jeg, det er noget andet. Men man skal slet ikke undervurdere, hvor svært det er at få ens børn til at blive tosproget. Jeg kender meget få børn, og jeg har undervist en hel del af dem rundt omkring i verden, jeg kender meget få, som er blevet rigtig tosproget. Jeg kender jo mange som ligner, som har lært dansk, og som godt kan begå sig på dansk. Men at blive rigtig tosproget, det er en enorm opgave. Og hvad jeg har set i hvert fald er, at den forældre, som skal videreføre det danske sprog, ender med at blive relativt isoleret i familien, fordi når man sidder omkring et midt sprog fx, hvilks sprog skal man så tale, hvis den person, man er gift med, ikke går med på også at lære dansk, så bliver det jo fransk, eller også så sidder du alene og taler dansk, men din partner kan ikke forstå dig. Det bliver en lidt ensom opgave, og der er en anden dimension af det er, at hvis du havde forsat med at tale dansk hele tiden derhjemme, det havde også haft konsekvenser for dit franske. Fordi så har du. Der er mange dimensioner i. Jeg tror, jeg kan pege på to børn, som jeg har haft som elever, som er rigtig tsproget. De andre har et dominerende sprog, og det er det modersmål i det land, de bor i. Men det er jo heller ikke noget problem. Jeg vil sige, at Nina kan jo godt begå sig i Danmark. Han kunne jo godt tage til Danmark og klare sig. Og så ville rest komme. Og det kan timor ikke, men han har ikke haft lyst til det. Og er det ikke også i orden, det er det? Jeg synes, synes jeg dymisk.

SPEAKER_01 26:34

Det kan man jo altid godt med, og måske tendens til at beskyle mig lidt om, at jeg ikke havde gjort mere ud af det dengang. Men det kan jo ikke så sent nu. Men jeg kan da nok. Alligevel på trod lidt i dag, at der ikke interesseret lidt mere, at I havde kunne lært noget dansk.

SPEAKER_00 26:53

Altså du gik jo på arbejde, og du kom hjem. Jeg har svært ved helt ærlig, sådan rent professionelt ved at sige, at det havde ikke været nok. Så skulle du have gået hjemme og have passet dem og tale dansk hele dagen, eller du skulle have sendt dem i en dansk børnehave, eller du skulle have sendt dem i den internationale skole, hvor der er en dansktion, og selvom du havde gjort det, så ville det stadig have været svært. Og jeg ved trods alt, hvad jeg taler om. Det er meget svære, end du tror. Medmindre at du har børn, som har helt fantastiske evner til at lære sprog, og det må jeg altså heller ikke godt hørt. De fleste børn er jo almindelig børn. Det der med at have ekstra begavet, det er jo en lille, meget lille del af befolkningen. Så nej altså. Jeg vil sige, at det er jo ikke så ikke engang for at undskylde mig selv. Det var et bevidst, valg, jeg tog at ligge det danske til side, fordi de jo allerede var i skole med børn og skulle lære fransk hurtigt. Og jeg må sige, at jeg har ikke fort det, jeg taler dansk med den ældste, også fordi han har et job, hvor han skal bruge dansk. Men jeg vil sige, at på nuværende tidspunkt, så jeg faktisk ret ligeglad med, om vi taler dansk, engelsk eller fransk. Der er ikke nogen, der er ikke rigtig nogen ting, som jeg ikke kan sige på fransk eller engelsk, som jeg kan sige på dansk. Og så har vi jo så bare bevaret de udtryk, som havde en betydning. Sådan noget som tak for mad, eller bombenumse, fuldstændig åldsvægt, du ved ikke engang, hvad det er bombenumse, men det er jo også noget mere, når man sad bag på en cykel, når man kørt over et bump, så bumpede det på den der sted af kaslebæren. Så det har vi altid kaldt for bompenumse, og det kan man jo ikke oversætte til fransk, så det er forblivet på dansk. Altså sådan nogle ting, og det er nok for mig. Det har været nok for mig. Brun sovs og kartofler, flækesteg. Sådan ting. Det har vi stadig på dansk, og det har du måske også.

SPEAKER_01 28:44

Ja, der rigtig der nogle for. Og nu når jeg tænker over det, så et eller andet sted, så kan man også sige, at det er nok noget, der måske er mere vigtigt for os, end det er for dem. Og så siger man jo, de kloge mennesker siger, at et børn, som har lært et andet sprog, når de er små, de har en hjerne, som gør, at de er mere åbne over for at lære et andet sprog. Og det må jeg jo så koncentrere fx med linger, at det har faktisk ikke været tilfælde. Hun har også i matematikjærne, og for hende at lære engelsk, det har været enormt svært. Hun set danske. Så der måske generaliteter, og så er den individuelle virkelighed, som gør, at nu har de så ikke lært det, og det er og hvis det har det støtte på et tidspunkt, så ville de jo kunne gøre det også. Det synes jeg lidt svære som voksen.

SPEAKER_00 29:46

Ja, det ved jeg ikke. Jeg har voksne elev. Jeg havde på et tidspunkt en mand, som det var faktisk meget rørende, at hans moder var en efterhånden gammel kvinder, hun var dansk, og han havde giftet sig en alskirsk mand, og de havde boet i mig sagt. Altså boet i Marseille. Så den her mand, han havde en alskirsk far og en dansk morer, og på hans morers gamle dage glæde hed at lære dansk. Og han har aldrig lært dansk. Jeg tror, at fareren prøvede så ikke om, at moren talte dansk med børn. Så han startede forbunden af, og han lærte faktisk en del dansk. Det var ikke svært for om. Han var steward, eller han er steward, og havde vores også sprogøren. Men moren blev faktisk ikke specielt glad for det, for hun rette på ham hele tiden. Så det var ikke, jeg tror, at han hygget sig meget med vores dansk timer. Men det blev ikke den glæde for moren, som hun måske havde troet, det ville være, og som han havde troet, det ville være, fordi hun var ude af stand til bare et eller at have lære ham tale om den skal brogne dansk. Jeg tror måske, at sproget, jeg forstår, at sproget er vigtigt, men det er jo også mindre, der er vigtige og de elementer, kulturelle elementer, som vi har haft med i vores hverdag. Jeg har jo ret faktisk bare arbejde, selvom jeg har hjemme. Så jeg har et Excel ark, som jeg skal udfylde meget interessant. Det er resten af min dag skal gå med.

SPEAKER_01 31:13

Så du har du har ikke skolefer, som lærer her.

SPEAKER_00 31:19

Nej. I voksenundervisningen har vi kun tre uger om sommeren. Men det er et dejligt tidspunkt på året og arbejde på, fordi voksne undervisningen ligger jo midt inde i et gymnasium. Så normalt er der jo en masse mennesker. Det er et stort gymnasium, så der er mindst tusind elever. Så nu er der jo meget stille. Og der er så stille, når jeg kommer om morgen, så myder jeg. Der er to harer, der bor i gymnasiet ligger inde i en park. Så der sidder der tit to harer på stien. Det gør der jo ikke normalt, når der er gymnasieelever. Og så er der stille og roligt. Det er fint nok til at få lavet noget papirarbejde i. Men lige i dag er jeg blevet hjemme, fordi jeg stadig har en masse, jeg har stadigvæk en masse lægeundersøgelser til og skal øvrigt operæst. Det tror jeg ikke bliver det sidst, jeg fortæller, fordi det er en lidt pludselig historie. Unem ved at være på hospitalet og blive udsat for en masse undersøgelser er jo, at de finder noget. Jo længere man leder, jo mere højere er sandsynlighed for, at man finder et eller andet. Så man også har fundet, at jeg havde en syste på min højre æstok. Min venstre ækkestok, den forsvandt for 22 år siden fik at den operet væk, fordi der sad en syste på, som er det, man tror, man populært kalder i Danmark en tvillinges. Det vil sige en syste med, hvor inde er der hård og tænder og knåler, fordi det rent faktisk skulle have været min tvilling, men som i forestaterne inde i min mors mave er gået til, og som så har indlejet sig inde i min kroppe. Nu er der en på den anden æg, hvilket så i realeten vil sige, at så skulle jeg måske have været trilling, og ikke tvivl. Så det er jo lidt pludselig, at det er noget med din må have gjort. Det er ikke noget med de børn, du har haft. Det er simpelthen i forestadet i min morgen i meget tidligt forestad faktisk på sællestatet, hvor der så har været. Jeg ved ikke, om der har været flere bevrugtet æg, eller om der har været et befrugt af, som så har delt sig. Det skal ikke kunne ses så meget, jeg ikke gået ind i det. Men en tving på den ene ikke stok, og nu en tving på den anden, ikke-stok. Det er jo en hyggelig historie, men det kan udvikles.

SPEAKER_01 33:43

Det tror jeg været en sjov historie for dine søstre, som ikke vil have flere mindre søskend, hvis der har været kommet tre i sådan for bare en.

SPEAKER_00 33:52

Det var lige præcis sjovt, nok, du siger det, for det var lige præcis den besked, jeg sendt til min bror. Jeg kunne godt tænke mig, set mine søstres ansigter, hvis der var kommet tre i stedet for kun en. Så det var måske heldig nok, de var gået til. Så det er ikke noget problem. Jeg skal bare operere ikke, og det er ikke så hyggeligt at skulle tilbage til hospitalet, men sådan er det bare. Det er ikke noget farligt. Men historien fik mig til at smile ved tanken om, hvordan min søstre havde reageret på tre malene og ikke kun en.