Over en kop kaffe med Morten 4

Vi fortsætter snakken om, hvad der var bedre i 80erne, hvad vi sætter pris på i dag, og hvad vi gerne så indført i fremtiden. Morten foreslår såkaldte MDD dage, kort for "Menstruations-, Depressions- og Desperationsdage", hvor man kan blive hjemme fra arbejde frem for at forpeste livet for sig selv og kollegerne. Forbløffende nok er vi ganske enige om dagens emner; er der mon noget i kaffen?

Transcript

Copy Transcript Copied

SPEAKER_00 0:12

Det er tro.

SPEAKER_03 0:13

Det ser jo, som du har været op længe. Og du var ude og spillet år.

SPEAKER_00 0:18

Nej, det var i en faks med aflyset, fordi der var ikke et øje dernede. Altså jeg nåede ikke dernede, men han skrev og sagde. Så jeg var faktisk ikke udspillet.

SPEAKER_02 0:28

Okay. Okay.

SPEAKER_00 0:30

Vi har valgt at udskylt. Det er sådan noget, det er sådan et mikroberi, som har holder åbent i bryggeriet fredag efter en dag.

SPEAKER_01 0:38

Ja.

SPEAKER_00 0:38

Og så kan folk droppe forbi. Og så i går så var der Roskjældfestival, og det var totalt mega dårligt værd.

SPEAKER_02 0:44

Okay.

SPEAKER_00 0:46

Så, så vi har udskudt det. Og det var faktisk heldig nok, fordi hvis jeg lige må starte vores samtale i dag med en klage. Jeg skulle spille det her job, og han har ikke noget sangenlæg eller noget, det vil sige. Hvis jeg skal have noget for stærkere, så skal jeg selv have det med. Og jeg har jo ikke noget sangenlæg. Altså, jeg har en helt gitaar forstærkeren, men den alligevel så stor, at man ikke har slævet, og jeg har ikke nogen og sådan noget. Der ikke noget synge i. Så idén var, at jeg bare skulle spille. Det har lige stået på gålet uden et mikrofon? Så jeg så spille akustisk guitar. Og akustisk gitar spiller jeg ikke særlig meget, så jeg er lidt udfordret af det, modsæt og spiller. Så tænkte jeg, hvordan gør, mand? Så bestilt jeg på nettet fra Tyskland sådan en meget lille øve forstærkere, men sådan en bosker af simpelt. Den kan spille. Den fik meget god anmeldelse. Koster 350 kroner og var seriøst så lille her. Altså på slørst med et kom. Bestill for Tyskland, forventede levering ondst eller tårdag. Det er fint, jeg skal spille fred af, det kan jeg godt nå. Så bestiller jeg hjemmeleveringen. I stedet for at få den afleveret i et afhenting sted hos postnort. Og det er så sikker. Jeg kan være hjemme, du skulle hjemme mellem 21, og så lige plæst du sidder med der i sofaen 3, 3 meter fra dør telefonen, og så kommer der sådan en sms. Ja, vi har forsøgt at aflever din pakke, men vi kunne ikke træfte der hjemme. Så bliver den så afleveret. Vi er et afhentingssted, men det så forsikret en dag.

SPEAKER_03 2:24

Ja, du fik den ikke.

SPEAKER_00 2:27

Jeg hedder det. Jeg har lige snakket med ham om, og nu havde vi så, så havde vi aflyst på sms en halv time før, eller et eller andet. Så fik jeg en sms om nu, at jeg kommer hen. Nu er det altså det fedt, så sender de så et foto en dokumentation for, at de har været der. Så har de et foto af min opgang, og der er, der er vel andet hundred opgange her, som jeg fuldstændig man til hinanden. Og så har de taget billede, som man lige præcis øverst ikke kan se husnordet. Og så sidder jeg og kigger. Det er sgu da ikke min på, der hængt sådan en lidt på 8 på væk lige sådan i døren, og jeg har min nej til reklamer jo så højre af hjørne. Nej, de har bare taget tilfældigt foto af en eller anden opgang her, som de bare har liggt. Det er. Og jeg sidder sådan lidt, jeg har bare lyst til at gå ind og give nul stjerner og tage hele den der lange snakk med deres PR-mand, som skriver, at vi har dokumentation og sådan. Og det bare kæmpe det. Lad være med at få hjemmelevering. Bare få den afleveret nede et eller andet sted, så får du den en dag, før.

SPEAKER_01 3:30

Og så føler.

SPEAKER_00 3:32

Men det positive er så, 350 kroner for sådan en lille ting her. Altså. Hvis det var i 80'erne, så skulle jeg have betalt 500 kr. for at få et ordentligt bjerg, der løb bare nogen lige så godt. Det her med teknikken, altså, at vi kan sidde her og have en samtale og optage det i gamle dag, når du skulle optage et eller andet, så skulle du have en mega dyr både og sådan noget. Så der jo sket med teknikken super fed lille forstærk. Altså fylder ingenting bare 700 gram, der kan være en taske, altså en håndtaske, en dametaske.

SPEAKER_03 4:07

Det er jo sådan af de ting, er det så et punkt, vi kan sige, at det er så noget, der er klart og bedre nu, end dengang, vi var unge i 80'erne.

SPEAKER_00 4:15

Ja, altså, det er jo sådan noget, som jeg synes er super fedt ved smartphone. Det er, at den der sådan optager, der er i. Det er mega fedt, hvis jeg skal have gamle dage, hvis man skulle gemme et eller andet, sidder og spiller et eller andet, og jeg skal huske det her. Og Gud, så havde jeg en telefon eller en eller anden workmand, der kunne optage, hvis jeg havde batterier til den her i landet. Nu har jeg da bare min telefon. Det er jo ikke af de ting, hvor jeg kan snakke positivt om en tekniske udvikling her.

SPEAKER_03 4:44

Ja. Vi kan vel sagten sige, at det på mange måder har gjort vores liv lidere. Den tekniske del af vores liv lidt. Som du siger med en dikton. Jeg kunne jo huske i 80'erne og 90'erne, da jeg var sikker, at vi sad hjemme ved siden af telefon og ventede på ham der Karel Bejsku ringe. Så meget ringede. Og at vi var endda bange for at gå i bad, fordi det kunne være, at de ringede. Jeg havde sådan en meget lang for længed til min telefon, så jeg kunne stille den ud på badeværgelser, så jeg trods alt kunne komme i bade, det var lige sådan mere lækkert. Men når der var nogen, der ringede op, altså man skynder jo lidt på, fordi det kunne være, at han ringede i mellem tiden. Og der var det jo ikke sådan, at man kunne høre, der var nogen, der ringede. Nej, nej. De ville jo bare ringe, der var optaget, og så lige alt nogensinde ring igen. Og det kender de generationer, der ikke vokset op på, så vokset op efter, det kender det jo slet ikke. Fordi de har friheden med, at hvem som helst kan ringe til dem, hvornår som helst, det.

SPEAKER_00 5:46

Jeg helt sikkert. Jeg kender folk, som havde. Jeg droppede en fastnett telefon i 2003, da jeg skulle flytte på et tidspunkt. Det var dyrt og for installeret. Altså en installationen af det der fæst af dyrt og sådan noget. Det var sådan noget, jeg valgt fra, da havde jeg fået min først mobiltelefon. Og mine forældre synes, det var det forstod de ikke, men jeg var også ikke, jeg har altid min mobiltelefon på mig. Det var bare det, når vi havde nokg. Nej, det er rigtigt. Det var. Telefonen var jo en livslinje. Og man tænker på, hvor meget det kostede dengang. B at have den der linje, fordi det var KTA, som havde måt på. Det kostede sådan 300 kroner om måneden. Altså sådan noget 40 år siden.

SPEAKER_03 6:35

Ja, det var dyrt. Og det var dyrt at ringe. Det var dyrt at ringe. Det kostede jo noget, ikke ringe.

SPEAKER_00 6:41

Det var sådan, vi snakkede om. Det ved min mor var hjemgående, og så nogle af mine fars arbejdskulleger fra balskiden af deres koner var også hjemgående. Så der var nogle af de der kvinder, som var vener. Og der havde mængene sidder og snakket om, at de der koner, de snakker godt nok meget i telefonen. Det fedeste var, hvis man så kunne ringe efter halvt, fordi så var det halv pris sådan lidt.

SPEAKER_03 7:02

Min mor og min måst, de ringede sammen hver mand dag i morgen, klokken halv otte. Og der var så min måster, min onkel, min onkelband, han var gået på arbejdet, så han kunne ikke kontroller, fordi ellers havde han helt klart afskåret samtalen, før ikke de snakke ved den halvtimmes tid eller sådan noget. Men det var jo så, det kunne godt være lidt skjult. Og da jeg var i første G, der havde jeg en kæreste at både i Aarhus, Hammer, jeg ikke ringe til hjemme fra. Altså ikke ned i telefonboksen. Og det gjorde han også jo. Så vi stod i en telefonboks i Brøndby og i tilt i Aarhus.

SPEAKER_00 7:36

Så to telefonbokser, som bare står dukket.

SPEAKER_03 7:40

Lige præcis. Det var meget romantisk, ikke. Det var jo noget andet. Jeg tænker jo tilbage på det, som ikke så noget, det var jo forfærdigt. Nej. Det var jo rent faktisk, at vi. Det var noget, vi gjorde for hinanden. Det var sådan en ekstra anstrengelse for at det her forhold skulle fungerer. Og vi skrev brev, ikke har desværre ikke brevet længere. Men altså vi skrev håndskrevende brev til hinanden.

SPEAKER_00 8:03

Jeg havde også nogle kæmpe. Da min mor, hun døde, og jeg snakkede en del med mine fætter om min morfar, fordi han i en henkaset bemærkning sagde et eller andet med min mor ikke var den rærste mand, men min morfar døde, da jeg var syv eller se år gammel, så jeg kan ikke rigtig huske ham. Men min fætter i 15 år ældre. Og så spurgte jeg sig ind til et misbrugt af sine døtre eller et eller andet grig. Han var bare sådan en, så sagde han nemlig mine fetter. Han var sådan en, når mor og snakke i telefonen, og hvis det var lidt for længe, så kunne han finde på og sådan går hen og stille så op sådan. Altså, hvor meget har klart fyldt, det.

SPEAKER_03 8:46

Men det går jo så tilbage til de kostpenge, vi talte om førten, altså, at det er bare sådan, det er, når der er en, der tjener pengene og den anden ikke tjener pengene. Så får man en magt, og hver gang, der er noget, der kommer til noget med penge, så er der jo så sådan nogle mænd som din far, som må have synes, at det var helt fint at dele alting med din mor, men jeg tror i langt de fleste tilfælde, så er den person, der tjener pengene, også den, der sidder med det sidste ord.

SPEAKER_00 9:16

Jeg tror klar, at du er rettet, det klipper et eksempel. Helt sikkert, helt sikkert.

SPEAKER_03 9:20

Ja, og stor rømt. Jeg vil gerne gentage. Jeg er super glad for, at de fleste kvinder er nået længere end det, og i dag har deres egne penge, som de bruger, som de vil.

SPEAKER_00 9:32

Helt sikkert, og jeg synes også, at det er i forhold til om at være ligeværd i et forhold, så handler det ikke om, om man tjender bestemt lige meget, men det handler om, kan man bidrage en begon.

SPEAKER_03 9:48

Ja, ja lige præcis. Jeg tror, jeg håber, at for de fleste par, så er det ikke et spørgsmål om, hvem der taler mest, men det, at begge to rent faktisk yder noget. Det ikke yder noget sådan ret økonomisk, og at begge går på arbejde, og så deler man så det arbejde derjændet. Det er altså, det vil jo klart synes, at nu er nogen, der kommer og forstyrer, not my problem. Så det er det. Jeg tårt. And now at det er det. Når folk kommer på sent, så er det sådan det her ikke. Og jeg ser okay, nu skubber jeg endda dig en halv time. Og så laver jeg podcast klokken halvt, så laver jeg påskan. Jeg er notcoming. Nok. Så skylmer. Det prøver bare på mange spår her. Sådan er det bare. Og så bliver man nødt til at overholde en aftale. Hvis man ikke overholder en aftale, så er det bare lidt.

SPEAKER_00 10:52

Jeg er jo fuldstændig enig. Hvis man ikke er klar på den aftale, der skal overholde, så må vi jo sige, at den aftale kan jeg ikke gå ind i. Hvis man har en aftale, så er det jo. Så er det jo sådan, det er jo.

SPEAKER_01 11:07

Ja.

SPEAKER_03 11:08

Det er min søn og hans kommende kone, som vil komme påbi og se køkkenet. Der var allerede kommet uendmendt gæst her i morges, og så kommer så, okay, vi kommer lige omkring kl. 11 for at se køkkenet. Det passer mig ikke så godt, men okay, jeg skuber podcasten en halv time. Men altså, der kommer jo ikke nogen kl. Og nu er jeg rent faktisk optaget med noget andet. Okay, klart. Ja.

SPEAKER_00 11:33

Så du skubbe en aftale for at gøre plads til noget, som ikke sket.

unknown 11:37

Ja.

SPEAKER_00 11:37

Og det er. Nej, det går jo ikke jo.

unknown 11:39

Nej.

SPEAKER_03 11:41

Men det kan godt være, at det er en kulturel forskel. Else er det bare mig, der er super firkantet. Men altså.

SPEAKER_00 11:47

Det tror jeg ikke, jeg tror faktisk, det er en personen relateret ting, fordi jeg har jo, havde jo, havde en menneske, så var på den måde. Så den aftaler kl. 10, så kommer kl. 1. Jeg var så træt, at jeg blev nødt til at sov længe. Altså, jeg stod op kl. 8. Jeg kunne egentlig også godt have brugt, og så til kl. 11, og så stod jeg op og fisket lidt rundt ind, så du kom kl. 1. Altså.

SPEAKER_03 12:12

Jeg synes, det er en mangel på respekt. Jeg havde en aftale med dig. Jeg synes jeg allerede, at jeg skubber den halvt time. Det kunne jo godt være, at du havde noget andet at gig dig og til.

SPEAKER_00 12:19

Og så har jeg jo sagt det jo.

SPEAKER_03 12:21

Det bekender jo så godt nok til at vide, det havde du sagt. Men altså, hvad skulle jeg gøre? Så jeg sige, okay, Morten, nu bliver jeg nødt til at gå, ikke her, midt i vores optagelse. Så farvel farvel, fordi nu er der nogen, der er kommet 30 minutter for sent. 45 minutter for cent. Nej, det er ikke sådan, det fungerer.

SPEAKER_00 12:38

Men vi er jo enige, altså, også fordi det er det der med en aftale. Hvis man laver en aftale, hvis man på forhånd tænker, at det her, det kan jeg ikke overholde, så skal vi jo ikke indgå aftalen.

SPEAKER_02 12:48

Nej, nej.

SPEAKER_00 12:49

Det er ligesom med regler. Hvis vi har regler, så overholder mig. Ellers har vi ikke, ellers har vi ikke regler.

SPEAKER_03 12:56

Men det behøver vi jo ikke træp rundt i, for det er vi enige om. Og er det også generationsbredet? Det er det måske nok. Måske da jeg var 20 år gammel, synes jeg ikke, at det var så vigtigt at komme til siden og dog. Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg ved ikke rigtig. Jeg tror, der er nogle ting, man bliver mere firkantet med alt.

SPEAKER_00 13:17

Jeg tror måske, at jeg har blevet lidt skarper, fordi jeg tror måske nok kunne komme 5-10 minutter for sent jeg var 20 år gammel. Men så jeg havde delet datter, og skulle jeg afleveringen sådan kl. 2, når jeg havde hende i weekenderne hos hendes mor. Der fandt jeg ud af, at hvis jeg kom 5 minutter over tog, så var det bare ikke fedt. Så var det ikke en fed situation, vi havde. Så jeg fandt ud af, at hvis jeg kommer 5 minutter før, så er der altid sådan, der have en kop kaffe, du så her. Og der laver jeg faktisk altid at komme 5 minutter før. Så kan man blive forsinket i bus og tog, eller der kan være for smiler. Men som udgangspunkt. Jeg får bare ting til at blive bedre. Og fordi den, du besøger, føler sig jo ligesom i mødeket og respekteret og respekteret, tror jeg, af belover det?

SPEAKER_03 14:15

Jo, jeg tror, man føler sig vigtigere, når folk kommer 5 minutter før end 5 minutter for sent. I frankri er det ikke et problem at komme 5 minutter for sent. Men jeg vil sige, at hvis jeg har et aftale med en eller anden, og jeg ser, at personen, jeg havde for en elektrik i den her uge, f.eks. og elektreren, han var der 5 minutter før, og så sad han ude sin bil. Men bare det, jeg så, han var der, det får man jo til at sige, at han har rent faktisk planlagt efter, at han skulle kunne være hos mig klokken 1. Og at komme i så god tid af at sidde i sin bil og sende beskeder. Det får mig til at sige, at den her mand, han rent faktisk respekteret den aftale, vi har. Det kan jeg godt lide.

SPEAKER_00 14:57

Ja, det er egentlig. Nu har jeg sagt, at jeg er enig til dig. Jeg ved ikke, hvad der sker.

SPEAKER_03 15:03

Nu bliver vi nødt til at finde på noget, hvor du ikke er. Så nu vil jeg fortælle en ting, som jeg godt kan savne fra der, om du er enig med mig. Jeg synes, at den måde, vi er blevet opdraget på, nu taler sådan helt generelt om vi, der var børn i 70' og 80'erne. Vi er blevet opdraget til skolen at være en del af et fællesskab. Vi er ikke i udbredet grad blevet opdraget til at være individualister. Vi har skulle indgå i et fællesskab, og jeg blev virkelig kan nyflet af min klasselærer Fleming Junt, hedder han, som jeg havde i folkeskolen, fordi han synes, at jeg ikke respekterer de andre i klassen nok, og jeg gav min mening til kende for meget, og ikke gav plads til de andre, hvilket han højssandsligvis havde retring. Men han lærte mig jo sådan, at jeg stadigvæk kæftede op, og stadigvæk gør det i dag, og stadigvæk vil have lov til at være individualistisk, men jeg lærte noget om, at der ikke kun skal være plads til mig. Og det er ikke fordi, at jeg kan noget, de andre ikke kan, eller at jeg er anderledes end de andre. Og der nødvendigvis skal tage hensyn til det i gruppen hele tiden. Og det kan jeg meget godt lide. Det kan jeg meget godt lide at det her vi også, at vores forældre ikke havde nogen forventning om, at vi skulle være unikke. Jeg tror, de fleste forældre i hal 70'erne og 80'erne var glade, så længe deres børn fik en kort, mem uddannelse, og at de fik et job. Måske bare, eller de kom i lærer. Min bror kom i lære i tolvvæsen, min forældre var rigtig glade. Det var godt at komme i lærer. Min søster kom i lærer i en bank. Så. Men i dag skal dit barn jo være unikt.

SPEAKER_00 16:58

Hold dengang var der jo heller ikke nogen mulighed. Altså der to har flere ting i det. Det er, at meget af den der med, man ikke ligesom, der ikke var plads i det videt. Det er jo også sådan en tv tanke, så det er også en venstreet halvste tanke. En del af sådan noget tvingt manifest var jo, at din mening interesserer os overhovedet ikke. Altså din personlig mening interesserer os ikke. Vi har en ideologi, vi arbejder ud fra. Det er jo lidt vokset op i Danmark i halvdern'erne og 80'erne, så er vi plaget af eller plade prævet af en lidt venstred måde at vokse op på.

SPEAKER_03 17:38

Vær ikke en frodiansk fortalelse, at du sagde klaget i stedet for.

SPEAKER_00 17:43

Jo, det var det måske altså igen. Jeg synes, at der var mange fede ting i det. Fordi fagforeninger havde magt, og demonstrationer kunne gøre en forskel dengang, vi var børn og unge. Fagforeninger har jo ikke magt nu. Og demonstrationer gør ikke noget forskel. Men problemet med det der med, at vi skulle være nu så skal man være unik. Det er fordi der er jo også et udstillingsvindue. Du har en Instagram eller TikTok. Det havde vi jo ikke dengang. Der kunne du godt stille dig ned på gaden og så står og sige tæt mine nye bokser, men folk var jo lige glæde, ikke.

SPEAKER_03 18:18

Jeg ikke helt. Slæk, hvis du havde vokset ned omkring knæden, men det er så en anden sædde af sagen. Men nej, du mener.

SPEAKER_00 18:26

Og jeg har læst noget om, der ligger noget en fodboldban lige 200 meter fra hvor jeg bor, som lige er blevet renoveret og sat og sådan noget. Der bliver spillet rigtig meget helt små, og også voksne og sådan noget. Og så har jeg læst noget om sådan noget fodboldkultur, fordi der hænger sådan en store bander, hvor der står dommerne er også et menneske, at de snakker om af sådan nogle børn helt ned i 80 års salderen, der står for ældre, og snakker med træneren efter træning om, hvor meget spiltid deres børn får. Altså, det der med at bare gå ned og spille noget fodbold, fordi det er sjovt at sparke til en bold. Nej, nej, det er, der er så meget fokus på individet, om mit barn, om mig som barn, og for mine forældre, mit barn. Og fordi så sidder vi jo og flasket det på sociale medier, og så vil jo den, der får flest likes på sit barn, må et eller andet sted have en eller anden følelse af hvor er vi noget her i min familie? For der er et udstillingsvindue.

SPEAKER_03 19:29

Ja, men jeg tror, selv for dem, som ikke bruger det udstillingsvindue. Så er der i dag et behov for, at ens barn skal hæve sig over mængden. Som et behov, som vores forældre ikke havde. Men er det, jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvorfor, og jeg tror, det startede før, da vi fik den der udstillingsvindue. Og jeg synes allerede, det så det, da jeg arbejdede så folkeskolen her i Danmark i slutningen af 90'erne. At folk havde svært ved at acceptere. Dels havde de svært ved at acceptere, at der var børn, der var anderledes i klassen, som deres barn skulle tilpasse. Og de havde også svært ved at acceptere, når man sagde til dem, at deres børn ikke nødvendigvis var overbegavet, men bare normalt begavet som de fleste af jer. Jeg synes, det startede før. Og det måske bare en modreaktion på det samfund, vi andre vokset op i, som du siger, hvor der var en fælles mening, og der ikke var, der var måske ikke plads nok til individet. Men jeg tænker på i dag børn med autisme eller børn med andre udfordringer, som man i dag i skolesystemet hentryk af, at den danske skole virkelig prøver på at gøre plads til de børn. Og jeg læser om, at børn, der bliver hjemmeskolet, og jeg har en vende, som har to piger, der er hjemmeskolet, fordi de to piger ikke kan tilpasse sig folkeskolen, eller folkheskolen næfter at tilpasser de to piger. Jamen altså, så er der så fundet en løsning pigerne bliver hjemmeskolet. Bli de bedre mennesker af det, det er jeg ikke sikker på.

SPEAKER_00 21:04

Nej, jeg hedder det. Det var ikke godt for mig at starte i førsteklasse, og ikke have gået i børnehaveklasse inden da. Jeg havde jo intet. Jeg gik hjem hos min mor, hun var hjemgårende, og så var jeg hjemme på vejen, og så var alle andre på vejen, de var ligesom, altså jævne alder, de var jo så enten, gik så enten i første eller i børnhaveklasse. Og da jeg startede før, så jeg sagde jeg ikke noget og prohede ikke, hvordan vi socialiseret med nogen som helst. Hvor skulle jeg lidt det fra? Det er jo det, du lærer. Jeg hører også mere og mere om det der. Det er simpelthen en skoleværing. Altså ungerne vil simpelthen ikke i skole. Dengang vi gik i skole. Der var også helt klart nogen i min klasse, som ikke kunne holde ud af være der, og som slet ikke fungeret. Som det var. Altså, ikke for at sige, at det er bedre overhovedet, men det var bare som det var, så kan man sige, at kunne mødes et eller andet i midten og finde et eller andet. Det var helt i hegnet, og nu er det helt hegnet. Det er jo sådan dat til går, det finder aldrig det der sted midt imellem, hvor vi alle sammen kan være.

SPEAKER_03 22:09

Nej, det er svært at finde indtryk af, at det er svært at finde. Jeg synes nu, at man er gået for langt i at tilpasser sig individet i samfundet, altså i skole, hvor man nødvendigvis er i en gruppe sammen, men også på en arbejdsplads. Man er så opsat på, at der skal være plads til individer vi anderledes. Jeg kan jo se på mit arbejde, at man har indtryk af, at man er fuldt du villig til at acceptere, at folk opfører sig usædvanligt dårligt, fordi sådan er den person bare nej.

SPEAKER_00 22:44

Det oplever jeg også, og det rammer så meget en nærve, fordi det er altså virkelig sjovt med. Ladskald Hende, det hedder hun ikke, men jeg skal hende. Det er altså sjovt med hende. Hvis det jo er en film, så kunne det godt være lidt morsom, men for dem, der skal arbejde i den afdeling sammen med handle, der tror jeg faktisk, at det er særlig sjovt. Og der har faktisk været et par sygmælinger i den afdeling, hvor han er ansat. Så det oplever jeg også her. Jeg kan heller ikke have det. Så må vi lige have en snak om, hvordan det, vi taler til hinanden her. Og så problemet altså, at så sidder der måske ikke med noget speciel viden, eller nogle evner, eller et godt forhold til chefen, eller mange års ansættelse på en måske tjenestemandskontrakt. Og så lever man med ikke. Det er altså ikke masser af steder. Det bringer lids i kog, malene.

SPEAKER_03 23:35

Nu er vi jo enige igen. Det er jo det jo særligt, fordi det er jo lige præcis det. Det er jo titl, der har været i en virksomhed eller på en arbejdsplads i lang tid, som man så bare lade være, fordi man accepterer, at de er sådan, som de er. Og ja, det. Det må jeg indrømme, det er bare ikke enig i. Når du bare arbejder, så er du professionelt, og jeg kan godt acceptere, at som det vil give gymnasie, at du rejste op og råbte slet. Fordi det meste af tiden forstyder du jo ikke undervisningen, vel?

SPEAKER_00 24:06

Det havde ikke glemt igen. Lykkelig glemt.

SPEAKER_03 24:12

Ja, Men var jo aldrig generende morgen. En gang for lærerne. Du gjorde det jo ikke igen og igen og igen i en time, men det gjorde det ikke en gang hver timer. Det skal ikke bare engang im.

SPEAKER_00 24:24

Men det gjorde det ikke hver tim.

SPEAKER_03 24:25

Nej, det gjorde det ikke hver tim. Jeg tror det ikke. Men derfor ikke jeg kan jo sagtens acceptere, at folk er anderledes, så længe at det ikke bliver generende anderledes. Men jeg har indtryk af, at der har man en enorm berøringsangstår for, at sige til folk, ved du hvad? Jeg forstår, at du selv har nogle udfordringer, men du skal være klar over, at dine udfordringer rent faktisk påvirker en hel masse ret af mennesker negativt.

SPEAKER_00 24:53

Hvad kan vi gøre, for vi alle sammen kan være her og have det godt, den der med, hvis du er så bitter og sur, at du ikke er stand til at passe dit arbejde i dag, så skal du betrage det ligesom om, at du var snok for kølet, eller havde influenza, eller havde dummet af hovedpigen. Så skal du melde dig syn. Altså ligesom, at jeg har så meget influenza, at jeg kan overhovedet pas mit arbejde, jeg er syg. Men færd nok. Jeg er så bedter på livet i dag, at jeg vil være udholde for mine arbejdskulleger. Så skal man faktisk lidt til synge.

SPEAKER_03 25:28

Jeg synes, at i stedet, hvor jeg har jo hørt i Sverige, der tror jeg nok, at kvinder har fået sådan nogle dage til menstruationsdag, hvor de kan blive. Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i det, fordi jeg aldrig har haft et problem, men jeg kan jo se, at for nogle kvinder er det et problem. Men jeg synes, hvor vi skal bevare ligestilling, skulle vi så ikke i stedet for have en pulje af då, som vi kunne bruge til menstruation, til jeg har skide sur i dag, til jeg har virkelig ikke lyst, og jeg har ikke noget at give det.

SPEAKER_00 25:57

Menstruation af depression og desperation.

SPEAKER_03 26:01

Ja, ja. Det er det, menstruation en MDD dag. Det synes jeg, det synes jeg, så er der plads til alle. Og jeg mener jo rent faktisk helt seriøst. Atfor ikke have muligheden. Jeg er ikke sikker på, at vi nødvendigvis alle sammen ville bruge dem. Men hvis man ved, at man har muligheden for at blive hjemme en dag, hvor man simpelthen bare, hvis jeg går på arbejde i dag, så ender det måske mere kogalt. Så kan det godt være, at det bliver lettere for mig at gå på arbejde, fordi jeg ved, at jeg havde mulighed for at blive hjemme.

SPEAKER_00 26:36

Vi har også noget sen i dag i Danmark over en vis af får du 5-dage mere om året eller et eller andet. Det kunne mere sådan. Pædagogerne har jo gjort det uofficielt. Og sådan noget børnehavepædagoger, hur du store børne have-pædagoger. De kaldte øvdage. Hvordan kalder det? For så har man. Det er jo sådan i de brancher, hvor man så har en intern aftale, en intern, uofficiel aftale af medarbejderne imellem om, at man kan godt tage det, der hedder en øvag, og hvor meget det så er, og hvor meget snår, der bliver holdt i det ved at sådan noget internt. Men det var det, de gjorde, og det har da jo været meget ramskrig over, fordi så har der en hel branche, der har et eller andet næsten vedtaget, at det er sådan noget, man gør.

SPEAKER_03 27:23

Det problem er jo selvfølgelig, hvem betaler for de dage, man tager ikke. Det kan jeg jo godt se, at nogen skal jo betalt for det. Det er meget bevidst om lige i øjeblikket, hvor jeg stadig ikke har fået min sygda penge på de dage, jeg var syre. Altså, at jeg ved godt, at der er nogen, der skal betale, og vi selv bidrage til dem, men at det skal jo betales. Men jeg tror godt, man kunne finde en måde. Man kunne måske lade være med at genindføre stor bid i dag, og så kunne man sige, at det blev til en øvdag i stedet for.

SPEAKER_00 27:56

Det er jo det. Og el må vi jo have, så igen, hvis nu vi var i 70'erne eller 80'erne, så ville arbejderne, der var så organiseret, de ville jo bare selv snakke sammen i forkostolen og klare det på den måde. Det er også noget af det, der er forstået, at der ikke er det der arbejdssammenholdning.

SPEAKER_03 28:13

Altså, jeg har tænkt på at stille op til det næste repræsentant,val, tillidsrepræsentant, valg. Jeg tror, jeg vil være tillidsmand. Vi har tre tilskinder. Jeg har slet ingen ord for at fortælle, hvor det bliver.

SPEAKER_00 28:26

Du vil være tillidsmænd?

SPEAKER_03 28:27

Jeg vil være tillidsperson. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg er seri også tænkt på at stille op. Ikke fordi jeg har tænkt på, at jeg skal op på barykaderne. Det er ikke ligesom, hvem jeg er, men jeg synes helt klart, der er nogle ting at gøre. Og jeg er indtryk af de tre, der sidder og ikke gør det. Altså i Frankrig er. Dels er der jo i Frankrig sådan meget, at du skal passe på med at være med en fagning. Det er meget ildet. Det er jo rigtig særligt. Og folk har jo sjældent lyst af gået i clinch med direktionen. Det har nu heller ikke tænkt, at du går i clinch med, men der er nogle spørgsmål at stille. Der er også nogle krav af stille, som man kan gøre på en fornuftig måde. Det tror jeg godt, der kan tales om. Så det er mit mål. For næste valg, det er nok i 2027. Jeg stiller simpelthen op på valg. Jeg vil være tillidsperson. Fedt. Jeg ved ikke, om det bliver valgt, men kan jo altid prøve, ikke?

SPEAKER_00 29:22

Det er jo det. Vi har ikke noget. Jeg er jo ant privat firma i uring, eller selv egen institution. Der har ikke nogen tillidsmand. Det er faktisk, jeg har det sted, hvor der ikke er nogen til mand.

SPEAKER_02 29:34

Ja, det er jo helt. Det er jo. Det lyder helt underligt.

SPEAKER_00 29:38

Ja, altså der handler det om. Altså nu altså efterhånden efter mange års vidholde arbejde udstyder med en ret effektiv pytking.

SPEAKER_03 29:48

Ja, ja, men du skal også passe på, at det ikke bliver for stor.

SPEAKER_00 29:51

Jo, det gør. Det er jo. Det er bare helt grundlæggende. Kan jeg gøre noget ved det her, eller kan jeg ikke? Og det er den ene del af det, at to gider jeg tager den her kamp på alle vegne. Og før i tiden har jeg gerne vil tage den kamp på alle vegne ved at stille mig op, og så være den eneste på et møde, der stiller et modspørgsmål. Og så sidder 70 mennesker, og har lyst til at stille det samme spørgsmål, men der er ikke nogen, der siger noget. Og så efter mødet kommer folk ind. Det var super godt det der, du sagde på noget. Takfold.

SPEAKER_03 30:23

Men det vil jeg sige, at det er jo så ikke noget, der var bedre i fortiden heller, fordi min far, som var tillidsmand, har altid sagt til mig, at når du har brug for folk opbakning, så kan du ikke se deres råg for bare fodsler. Det var andet tryg. Så det var allerede i 50'erne og 60'erne, der var det allerede sådan. Det var det tror jeg egentlig da, at du skal nok ikke regne med, at andre mennesker bakker dig op, fordi folk generelt er bange for at give deres mening til kvinde. Ikke du og jeg. Men det alt mennesker.

SPEAKER_00 30:53

For mig der handler friheden jo om, at jeg ikke har noget regelt, om jeg skal betale. Min største udfordring, hvis jeg blev fyret, det var bare, at jeg skulle finde et andet job.

SPEAKER_03 31:03

Og det er der jo en frihed, som vi har talt om før. Det der med ikke at sidde for dyrt, så du rent faktisk kan till dig og sætte dit job på spil. Men jeg tror faktisk sjældent, det er det, der sker. Jeg tror sjældne, det er det, der sker. Du bliver altså ikke fyret, fordi du giver din mena til kende. Det kommer an på, hvordan du giver den til kende. Men det gør faktisk ikke. Du har faktisk mulig for dig, og du har ikke mulighed for at ændre noget.

SPEAKER_00 31:24

Ja, jeg har haftet noget mussomtale med min chef, og siger at han godt kan lide, at jeg brokker mig og tager nogle ting op, fordi jeg altid skal et løsningsforslag. Og det er jo forskellen på at brokke, eller jeg prøver at sætte i perspektiv, hvad det gør, at vi har den her udfordring. Og der er der en masser af ting, hvor jeg bare kan mærke, det der, det skal jeg ikke gøre, for det er uden for mine haner, så er et eller andet afdeling eller noget, der afhænger af eller anden eller sådan noget. Det skal jeg simpelthen ikke kunne syn på, for det bliver bære, og det er jo det, jeg skal hele tiden arbejde med min bidre grænse.

SPEAKER_03 32:02

Ja, især fordi vi ikke har fået indført de der MDD dage nu, så klar.

SPEAKER_00 32:09

Jeg har været med at få kørt det igen, jeg skal noget mere kaffe. Jeg har fundet noget mere kaffe.

SPEAKER_03 32:17

Det er jo stadigvæk tidlig på dagen. Vi er ikke engang ramt middag endnu. Så jeg skal andet mere ka, og så snakke vi ved.