Vis mig dit CV
Bag de fleste titler i et CV kan der gemme sig historier, der handler om tvivl eller svære valg. Det fortæller en række kendte danskere om, når vi dykker ned i deres CV.
Du kan bl.a. møde psykologiprofessor Svend Brinkmann, tidligere minister Manu Sareen, journalist Paula Larrain, tidligere jægersoldat Thomas Rathsack og skuespiller og psykolog David Owe.
I løbet af et helt arbejdsliv får de fleste menneskers CV nemlig knaster eller huller, eller også forgrener det sig i helt uventede retninger.
Vært: Louise Graa Christensen
Produceret af Heartbeats
Vis mig dit CV
Svend Brinkmann: ”Arbejdslivet er blevet det bedste og det værste”
49-årige Svend Brinkmann er blevet kaldt en slags intellektuel rockstjerne. Hans korrekte titler er dog psykologiprofessor, foredragsholder, forfatter og podcastvært, og en del af overliggeren for hans virke er interessen for det meningsfulde arbejdsliv. Netop det er blandt emnerne i en ny bog i rækken.
Den produktive professor, der tager tidsånden under lup med et kritisk blik på trangen til selvoptimering, har selv skabt sig et arbejdsliv med mening ved at lade interessen for at fordybe sig i forskning gå hånd i hånd med rollen som udadvendt formidler. Men på trods af, at han er kendt i offentligheden, vil han nødigt have, at det handler om ham som person. For hans ærinde er et andet, og grundlæggende arbejder han for selv at blive klogere og give sin viden videre.