
De grønne produktioners klub
De Grønne Produktioners Klub er et initiativ, der sigter mod at samle og dele viden om bæredygtige tiltag i kulturbranchen. Der bliver arbejdet på en lang række grønne projekter rundt omkring i landet, hvor produktioner, organisationer og kulturaktører hver især tager store skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Udfordringen er dog, at mange af disse initiativer foregår i siloer, hvilket betyder, at erfaringer og best practices ofte bliver inden for enkelte organisationer eller projekter.
Podcasten "De Grønne Produktioners Klub" har til formål at nedbryde disse siloer og skabe et fælles forum, hvor man åbent kan dele viden og erfaringer på tværs af kulturbranchen. Ved at give indsigt i konkrete projekter og organisationers bæredygtighedsindsatser, kan podcasten inspirere og guide andre, der ønsker at integrere grønne løsninger i deres arbejde.
Det handler om at skabe en platform, hvor kulturbranchen kan udveksle idéer og blive klogere på, hvordan man sammen kan arbejde mod fælles miljømål. Uanset om det drejer sig om at reducere CO2-udledninger på filmproduktioner, minimere affald på festivaler eller finde måder at bruge genbrugsmaterialer i teaterproduktioner, kan deling af viden føre til bedre og mere effektive løsninger.
Ved at fremme en kultur for åben dialog og samarbejde håber De Grønne Produktioners Klub at styrke branchens evne til at gennemføre reelle og varige bæredygtige forandringer.
De grønne produktioners klub
Afsnit 3: 58% CO2-reduktion på et år
Velkommen til De Grønne Produktioners Klub. I dag gæster Laila Dalgaard vores studie, som er Projektleder for Bæredygtighed på Louisiana Museum of Modern Art.
I dette afsnit kommer vi bag kulissen på det internationale kunstmuseum, hvor bæredygtighed er blevet en prioritet takket være dedikeret forandringsledelse. Laila deler sine erfaringer i arbejdet med at implementere en bæredygtighedsstrategi, hvor en stor del handler om omstillingsprocesser.
Laila indvier os i spændende internationale branchesamarbejder, transport af kunstværker på tværs af Atlanten og om lokale udfordringer og løsninger – som spænder fra toiletpapirsruller og vintagetøj til udfasning af okse- og kalvekød, der har resulteret i hele 58% CO2-reduktion for restauranten.