
De grønne produktioners klub
De Grønne Produktioners Klub er et initiativ, der sigter mod at samle og dele viden om bæredygtige tiltag i kulturbranchen. Der bliver arbejdet på en lang række grønne projekter rundt omkring i landet, hvor produktioner, organisationer og kulturaktører hver især tager store skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Udfordringen er dog, at mange af disse initiativer foregår i siloer, hvilket betyder, at erfaringer og best practices ofte bliver inden for enkelte organisationer eller projekter.
Podcasten "De Grønne Produktioners Klub" har til formål at nedbryde disse siloer og skabe et fælles forum, hvor man åbent kan dele viden og erfaringer på tværs af kulturbranchen. Ved at give indsigt i konkrete projekter og organisationers bæredygtighedsindsatser, kan podcasten inspirere og guide andre, der ønsker at integrere grønne løsninger i deres arbejde.
Det handler om at skabe en platform, hvor kulturbranchen kan udveksle idéer og blive klogere på, hvordan man sammen kan arbejde mod fælles miljømål. Uanset om det drejer sig om at reducere CO2-udledninger på filmproduktioner, minimere affald på festivaler eller finde måder at bruge genbrugsmaterialer i teaterproduktioner, kan deling af viden føre til bedre og mere effektive løsninger.
Ved at fremme en kultur for åben dialog og samarbejde håber De Grønne Produktioners Klub at styrke branchens evne til at gennemføre reelle og varige bæredygtige forandringer.
De grønne produktioners klub
Episode 14: Den danske kulturskov
Velkommen til De Grønne Produktioners Klub, som i dagens afsnit - i fællesskab med Morten Fauerby, chefkonsulent i Klimaskovfonden - inviterer kulturbranchen til klimahandling.
Green Producers Club Danmark og Klimaskovfonden har i fællesskab skabt Den Danske Kulturskov, som er et nyt, fælles initiativ til kulturbranchen, med ambitionen om at en hel branche kan skabe noget større. Et omkring 11 hektar stort skovområde i Lejre Kommune står klar til, at der skal plantes træer, og konceptet hedder ‘urørt skov’, med fokus på CO2-optag, biodiversitet og langsigtet naturpleje. Kulturskoven bliver et tæt samarbejde mellem kulturaktører, lokalsamfund og Klimaskovfonden.
Samtalen med Morten byder på et indblik i Klimaskovfondens arbejde, forskellen på klimabidrag og klimakreditter, og muligheden for at tage ansvar og vise vejen i den grønne omstilling. Det handler om fællesskab - branchens fælles og synlige fortælling om bæredygtighed - samt incitamentet til at engagere både publikum og partnere i noget, der skubber til den grønne omstilling, og rækker ud over blot kulturen.
Læs mere på kulturskoven.dk.