
SAMSKABELSE
Mit navn er Ditte Julie, og jeg er forfatter til bogen 'Hvem er jeg uden mit jeg?’ Min bogproes har åbnet mine øjne for, hvordan mange af os kæmper med at stille os selv det essentielle spørgsmål: 'Hvem er jeg?' , men derimod altid fortæller 'Hvad er jeg?’.
Denne podcast er en invitation til at dykke dybere ind i de emner, som vi sjældent tør tale om og udforske.
I en verden, hvor vi ofte måler vores værdi ud fra præstationer, titler, succeser og prestige, glemmer vi de menneskelige værdier, der virkelig definerer os. Når vi fokuserer på det ydre, mister vi forbindelsen til det essentielle spørgsmål om vores indre identitet og vores sande værdi som mennesker.
Jeg vil dykke ned i disse svære, men nødvendige samtaler om vores sande jeg og de årsager, der kan gøre det udfordrende at finde sin plads i livet. Jeg vil også udforske, hvorfor det kan være skræmmende at tage ansvar og leve det liv, vi virkelig drømmer om.
Jeg håber, du vil læne dig ind i samtalen, være nysgerrig og åben. Bruge samtalerne til refleksion og måtte noget irritere dig, udfordre dig eller trigge dig—ja, så håber jeg, du vil bruge dette samtale som et kærligt spejl til refleksion over, hvad det i virkeligheden handler om.
Med ønsket om at skabe et rum, hvor vi kan dele, lytte og lære fra hinanden, og sammen udforske alle de følelser, tanker og indsigter, der kan føre os mod en dybere forståelse af os selv og vores medmennesker.
Hjertelig velkommen til SAMSKABELSE!
SAMSKABELSE
SAMSKABELSE med Astrid, del II
I denne del af samtalen skifter vi fokus, og Astrid interviewer mig, Ditte Julie. Her dykker vi ned i emnet om modet til at være ægte, skyggesider og hvordan vi ofte indefra kæmper med at vise os selv for verden.
Vi taler om, hvad det betyder at tage ansvar for sin egen fortælling og leve et liv, der afspejler vores autentiske selv—et liv, hvor vi tør dele vores sårbarhed og indre kampe. Vi taler om min rolle på Instagram, at finde balancen i at være en offentlig person.
I samtalen taler vi om, hvordan vi evt. kan kigge på den ris og ros vi modtager udefra. Men samtalen tager en drejning, da vi kommer til at tale om en proces jeg stod i, og egentlig ikke var klar på at dele, men det gjorde jeg. Kort efter vores samtale valgte jeg aktivt at trække mig fra ydre støj og gå i proces med mig selv.
Lyt med, når vi diskuterer vigtigheden af at være tro mod sig selv, selv når det er skræmmende. Sammen navigerer vi i, hvordan vi kan skabe dybere forbindelser til os selv og andre i en verden, der ofte presser os til at tilpasse os.