Er du der for mig?
Hvordan kan du lykkes med kærligheden, når du har følelsesmæssige svigt med i bagagen?
Nogle af os kæmper med kærligheden mere end andre. Vi har noget med i rygsækken, som gør det svært for os at kommunikere åbent og sårbart med dem, vi elsker.
Af gode grunde har vi en forventning om, at vi bliver svigtet af dem, vi holder allermest af. Det er svært og meget opslidende både for os selv og for vores partner at navigere i. For vi slår os på hinanden lige dér, hvor vi har allermest brug for nærhed og tryg kontakt.
Denne podcastserie er til dig, som har oplevet svigt som barn, og som nu kæmper med kærligheden som voksen. For der er hjælp at hente, hvis du tør at pakke rygsækken ud og tage ansvar for, hvad du bringer med ind i relationen til din partner.
Vært: Martine Skov
Musik: Theo Irving Gramstrup
Produceret af Parrådgivningen Nordsjælland www.parsamtale.dk
Er du der for mig?
Jeg kæmper med nærhed og mister forbindelsen til mig selv, når jeg er tæt på dig
Hvordan har du det med nærhed? Hvad bringer det op i dig, når din partner går tæt på, eller vil have noget fra dig?
Hvad er dine erfaringer med at kunne være tilstede med dine følelsesmæssige behov sammen med dem, du var tættest på?
Hvis det føles utrygt at komme til syne, kan det ‘at slukke sig selv’ blive den bedste måde at beskytte sig på, fordi nærhed med andre opleves som farlig.
Det betyder, at for at få kontakt med dig selv, så skal du på en måde helt væk fra andre. For alt kommer handler om at sikre relationen og derfor får du slet ikke taget fysisk og mentalt vare på dig selv.
I denne episode taler jeg med psykolog og parterapeut Line Brøgger Mikkelsen om hvad det bringer med ind i kærlighedslivet at vokse op med traumer. Vi taler om at øve sig i at blive hos sig selv samtidig med at vi bevarer kontakten til vores partner, som også har behov.