Er du der for mig?
Hvordan kan du lykkes med kærligheden, når du har følelsesmæssige svigt med i bagagen?
Nogle af os kæmper med kærligheden mere end andre. Vi har noget med i rygsækken, som gør det svært for os at kommunikere åbent og sårbart med dem, vi elsker.
Af gode grunde har vi en forventning om, at vi bliver svigtet af dem, vi holder allermest af. Det er svært og meget opslidende både for os selv og for vores partner at navigere i. For vi slår os på hinanden lige dér, hvor vi har allermest brug for nærhed og tryg kontakt.
Denne podcastserie er til dig, som har oplevet svigt som barn, og som nu kæmper med kærligheden som voksen. For der er hjælp at hente, hvis du tør at pakke rygsækken ud og tage ansvar for, hvad du bringer med ind i relationen til din partner.
Vært: Martine Skov
Musik: Theo Irving Gramstrup
Produceret af Parrådgivningen Nordsjælland www.parsamtale.dk
Er du der for mig?
Passiv aggression - Min tavse vrede ødelægger parforholdet
Vrede spiller en vigtig rolle i parforholdet. Det er vreden vi trækker på, når vi sanser, fornemmer og sætter grænser for, hvorvidt noget er okay eller ej. Men som voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre har vi lært at være nemme. At vi aldrig har kunnet sige ærligt hvad vi var utilfredse med, kede af eller vrede over.
Når vores behov er forbundet med skyld og forkerthed, bliver det svært turde mærke vreden, og det bliver svært at tillade os selv overhovedet at have brug for noget. Det får en betydning for vores evne til at formulere klare og tydelige grænser i et parforhold. Vi kan ikke mærke når det er tid til at protestere, og vi har ingen erfaringer med at få det sagt højt.
Men vreden finder andre veje som bliver så ødelæggende for parforholdet.
I denne episode undersøger jeg sammen med Pernille Melsted hvordan den tavse vrede i form af bitterhed, skuffelse og passiv aggression destruerer en kærlighedsrelation. Pernille er forfatter, underviser og workshopleder og har specialiseret sig i vrede og skyggearbejde.