Er du der for mig?

Den adfærd jeg anvender for at håndtere smerten, skaber ofte mere smerte

Martine Skov

Hvordan håndterer du den smerte, du mærker, når du forsøger at række ud efter din partner og det ikke rigtig lykkes for dig?

Kender du det, at du på én og samme tid mærker en intens vrede imod din partner og omme bagved den en længsel efter at blive holdt om og passet på.

I denne episode fordyber vi os lidt mere i de øjeblikke, hvor vi får sendt modsatrettede og forvirrende signaler til vores partner. 

Vi når ligesom ikke frem til vores partner med det, som er så vigtigt og betydningsfuldt for os. Og vi skaber forvirring hos vores partner, når vi på én gang sender hårde signaler som afstand, kritik og straf, samtidig med at vi hungrer voldsomt efter omsorg, trøst og hjælp.

Der er noget som ikke rigtig lykkes for os her i måden vi kommunikerer på. Og som vi samtidig bliver enormt ramt af ikke lykkes for os. 

Jette Simon er klinisk psykolog, internationalt anerkendt parterapeut og leder af center for emotionsfokuseret terapi. I denne episode taler jeg med Jette om den smerte, vi ind imellem støder på i relationen med vores partner. 

Hør Jette fortælle meget mere om hvordan den adfærd, vi anvender for at håndtere en smerte netop er det, der skaber mere smerte.