Vi skal holde længere på arbejdsmarkedet, og derfor vil vi i stigende grad holde pauser undervejs i arbejdslivet frem for at arbejde konstant frem til pensionsalderen.  

Når den estimerede levealder for børn i dag, er 100-120 år, så vil det fremadrettet give mindre og mindre mening at indrette systemet på den måde. I stedet kommer folk til at arbejde hele livet, men med lange pauser. Vi kommer til at have mulighed for at tage nogle års pause, når vi har små børn eller tage os tid til at videreuddanne os eller bruge tid på vores interesser midt i livet.

Nogen holder allerede pauser, hvis de vel og mærket har penge til det, men det ville give god mening, hvis pause-samfundet bliver institutionaliseret. Nogle mener, at det bliver dyrt, men her skal vi huske, hvor meget stress for eksempel koster samfundet. Vi ved, at en mark skal ligge brak i perioder for ikke at udpine jorden, og det samme gælder for mennesker.  

Senere generationer kan meget vel komme til at sidde og undre sig over, hvorfor det på nogen måde gav mening at arbejde 37 timer i stedet for at arbejde 80 timer om ugen i nogen perioder og fem timer i andre perioder alt efter, hvor man befinder sig i tilværelsen.